18 - Fellowship of the Rings - 2001 Peter Jacksons store Tolkien fortolkning er ikke til at komme udenom. Igen har jeg ikke forlægget at sammenligne med, i og med jeg ikke har læst bøgerne og godt det samme. Jeg har svært ved at finde eventyr, der er filmatiseret og fortalt så man i den grad lever sig ind i en anden verden og ikke samtidig føler sig fjollet. Stort cadeau til Peter Jackson for at have taget sig af projektet og gjort det med hjertet.
Styrken ved første kapitel, er samtidig efterfølgernes svaghed. En utroligt variende fortælling, med en fejende flot introsekvens som fører os gennem ringens historie og første halvdel af persongalleriet. Derefter den lette tone og humoren i Herredet. Hobbiternes færd som førte dem gennem utrolige landskaber, til Rivendell, til toppen af bjerge, Morias Miner, Isengaard, Lothlórien og afslutningen, hvor fællesskabet brydes. Efterfølgerne er i sig selv flotte og værdige opfølgninger, men det skinner tros alt igennem, at Jackson har været underlagt et meget hårdt tidspres for at få hver film ud indenfor ét år og helt den samme spænding og diversitet fra 1'eren, når man ikke.
Howard Shores musik akkompagnerede de forskellige sekvenser til perfektion og alt i alt sad man med følelsen, da færden var slut, at dette var referencen andre fantasy og effekt film skulle leve op til. Effektfirmaet Wetas arbejde på produktionen var enormt og båret oppe af samme kærlighed til Tolkiens historie og man fornemmer næsten, at man har brudt grænserne for, hvad der er muligt med et faktisk ganske småt budget og at dette aldrig havde været tilfældet, havde Industrial Light and Magic fået opgaven.
Der er ikke så meget at tilføje, som de fleste ikke allerede ved. Ringenes Herre trilogien blev en fortjent succes og her ved udgangen af 2010, uden tvivl eventyret over dem alle.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#356 Amen! Dejligt at se den så højt på din lange liste, bruce; det er sgu nok min personlige yndling overhovedet!
Den følelse, jeg sad med i biografen allerede i filmens indledende scener, havde jeg ikke oplevet mage til siden jeg som 7-årig puttede i min seng og så Star Wars på DR på et lille s/h-fjernsyn. Dét øjeblik stod hele min barn- og ungdom som indbegrebet af filmmagi (hvilket nok også er medvirkende til, at Episode IV er min yndlingsfilm i Star Wars-sagaen). Først i 2001 blev tronen erobret, da Fellowship of the Ring fik mig til at glemme alt om de år, der var løbet på i mellemtiden og blæste mig baglæns og med kolbøtter ind i barndommen igen.
Simpelt hen kærlighed ved første blik!
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
17 - Le Cercle Rouge - 1970 I den franske nybølge håndbog for begyndere står navnene François Truffaut, Jean-Luc Godard, Éric Rohmer og Claude Chabrol med stort. Kigger man efter navnet Jean Pierre Melville i wikipedia under french new wave, så er denne listet under kategorien "Other directors associated with the movement".
Personligt gi'r jeg ikke den store skid for denne kategorising af instruktører, hvis formålet på én og anden måde er at kvalitetssikre en specifik bølge, ene og alene pga. én historisk krydsvej. Et værk indenfor kunsten taler uafhængigt af menneskeligt opsatte etiketter og tro mig, Jean Pierre Melvilles værker snakker sproget flydende.
Lige siden den franske instruktørs gennembrud med Bob le flambeur fra 1956, stod påvirkningen fra amerikansk film noir klokkeklart. Mænd af få ord, velovervejede ord, i cottoncoats og hat. Stil. Uomtvistelig stil, ikke mindst båret frem af protagonistens ro og selvtillid. Et nærmest gennemgående element i Melvilles katalog helt frem til Le Cercle Rouge fra 1970, en tid, hvor helt andre værdier dominerede både den rigtige- og filmverdenen. Trivielt, ensformigt og fantasiløst? Så lad mig skyde på, at du aldrig har set en Jean Pierre Melville film.
Det er ihvertfald ikke filmsproget fra den franske nybølge, som dominerer Le Cercle Rouge. Melvilles hang til detaljer i plot, karakterer og eksekvering af scener, fornægter sig ikke. I manges hænder ville historien om tyven Corey, som rekrutterer en fange på flugt og en alkoholiseret skarpskytte til et spektakulært juvel tyveri, blive til ordinær eskapisme. Melvilles sammensætning er alt andet. Der er aldrig scener, som virker kedelige, som fyld. Alt er pumpet med spænding pga. kameraets øje for de mindste detaljer.
Alain Delon blev allerede et ikon som Jef Costello med Melvilles Le Samurai fra 1967 og i Le Cercle Rouge gentager han ligeså overbevisende rollen med de samme karakteragenskaber, som Corey. Yves Montand og Bourvil er formidable i deres biroller, ikke mindst sidstnævnte, som træder helt ud af sin vante rolle som komiker.
Filmen er fransk, når det er bedst, uanset hvad reaktionære frankofilofober ellers måtte have af uinteressante bemærkninger.
Hong Kong instruktør Johnny To har øvrigt en genindspilning på tapetet i 2011, med Alain Delon og Liam Neeson i hovedrollerne med den amerikanske titel Red Cercle. Jeg håber det går godt, men chancen for blot at blive andet end sekundavare ifht. originalen er lav.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#351 filmz-Bruce 15 år siden
#352 Lord Beef Jerky 15 år siden
Thank God for at det var Hitchcocks du snakkede om.
#353 filmz-Bruce 15 år siden
#354 Kruse 15 år siden
#355 filmz-Utyske 15 år siden
#356 filmz-Bruce 15 år siden
Peter Jacksons store Tolkien fortolkning er ikke til at komme udenom. Igen har jeg ikke forlægget at sammenligne med, i og med jeg ikke har læst bøgerne og godt det samme. Jeg har svært ved at finde eventyr, der er filmatiseret og fortalt så man i den grad lever sig ind i en anden verden og ikke samtidig føler sig fjollet. Stort cadeau til Peter Jackson for at have taget sig af projektet og gjort det med hjertet.
Styrken ved første kapitel, er samtidig efterfølgernes svaghed. En utroligt variende fortælling, med en fejende flot introsekvens som fører os gennem ringens historie og første halvdel af persongalleriet. Derefter den lette tone og humoren i Herredet. Hobbiternes færd som førte dem gennem utrolige landskaber, til Rivendell, til toppen af bjerge, Morias Miner, Isengaard, Lothlórien og afslutningen, hvor fællesskabet brydes. Efterfølgerne er i sig selv flotte og værdige opfølgninger, men det skinner tros alt igennem, at Jackson har været underlagt et meget hårdt tidspres for at få hver film ud indenfor ét år og helt den samme spænding og diversitet fra 1'eren, når man ikke.
Howard Shores musik akkompagnerede de forskellige sekvenser til perfektion og alt i alt sad man med følelsen, da færden var slut, at dette var referencen andre fantasy og effekt film skulle leve op til. Effektfirmaet Wetas arbejde på produktionen var enormt og båret oppe af samme kærlighed til Tolkiens historie og man fornemmer næsten, at man har brudt grænserne for, hvad der er muligt med et faktisk ganske småt budget og at dette aldrig havde været tilfældet, havde Industrial Light and Magic fået opgaven.
Der er ikke så meget at tilføje, som de fleste ikke allerede ved. Ringenes Herre trilogien blev en fortjent succes og her ved udgangen af 2010, uden tvivl eventyret over dem alle.
#357 evermind 15 år siden
Den følelse, jeg sad med i biografen allerede i filmens indledende scener, havde jeg ikke oplevet mage til siden jeg som 7-årig puttede i min seng og så Star Wars på DR på et lille s/h-fjernsyn. Dét øjeblik stod hele min barn- og ungdom som indbegrebet af filmmagi (hvilket nok også er medvirkende til, at Episode IV er min yndlingsfilm i Star Wars-sagaen). Først i 2001 blev tronen erobret, da Fellowship of the Ring fik mig til at glemme alt om de år, der var løbet på i mellemtiden og blæste mig baglæns og med kolbøtter ind i barndommen igen.
Simpelt hen kærlighed ved første blik!
#358 Skeloboy 15 år siden
#359 filmz-Bruce 15 år siden
I den franske nybølge håndbog for begyndere står navnene François Truffaut, Jean-Luc Godard, Éric Rohmer og Claude Chabrol med stort. Kigger man efter navnet Jean Pierre Melville i wikipedia under french new wave, så er denne listet under kategorien "Other directors associated with the movement".
Personligt gi'r jeg ikke den store skid for denne kategorising af instruktører, hvis formålet på én og anden måde er at kvalitetssikre en specifik bølge, ene og alene pga. én historisk krydsvej. Et værk indenfor kunsten taler uafhængigt af menneskeligt opsatte etiketter og tro mig, Jean Pierre Melvilles værker snakker sproget flydende.
Lige siden den franske instruktørs gennembrud med Bob le flambeur fra 1956, stod påvirkningen fra amerikansk film noir klokkeklart. Mænd af få ord, velovervejede ord, i cottoncoats og hat. Stil. Uomtvistelig stil, ikke mindst båret frem af protagonistens ro og selvtillid. Et nærmest gennemgående element i Melvilles katalog helt frem til Le Cercle Rouge fra 1970, en tid, hvor helt andre værdier dominerede både den rigtige- og filmverdenen. Trivielt, ensformigt og fantasiløst? Så lad mig skyde på, at du aldrig har set en Jean Pierre Melville film.
Det er ihvertfald ikke filmsproget fra den franske nybølge, som dominerer Le Cercle Rouge. Melvilles hang til detaljer i plot, karakterer og eksekvering af scener, fornægter sig ikke. I manges hænder ville historien om tyven Corey, som rekrutterer en fange på flugt og en alkoholiseret skarpskytte til et spektakulært juvel tyveri, blive til ordinær eskapisme. Melvilles sammensætning er alt andet. Der er aldrig scener, som virker kedelige, som fyld. Alt er pumpet med spænding pga. kameraets øje for de mindste detaljer.
Alain Delon blev allerede et ikon som Jef Costello med Melvilles Le Samurai fra 1967 og i Le Cercle Rouge gentager han ligeså overbevisende rollen med de samme karakteragenskaber, som Corey. Yves Montand og Bourvil er formidable i deres biroller, ikke mindst sidstnævnte, som træder helt ud af sin vante rolle som komiker.
Filmen er fransk, når det er bedst, uanset hvad reaktionære frankofilofober ellers måtte have af uinteressante bemærkninger.
Hong Kong instruktør Johnny To har øvrigt en genindspilning på tapetet i 2011, med Alain Delon og Liam Neeson i hovedrollerne med den amerikanske titel Red Cercle. Jeg håber det går godt, men chancen for blot at blive andet end sekundavare ifht. originalen er lav.
#360 filmz-Utyske 15 år siden
Den må de gerne udgive på BD i en fart, hvis den ikke er kommet allerede.