Vi har gang på gang haft diverse tråde om verdens bedste film og tv-serier. Men 2 (Thomas E. Nielsen og undertegnede) af os brugere her på filmz.dk tænkte på, at det kunne være spændende med et lidt mere personligt twist på emnet.

For som filmfan har man ofte mange film man elsker højt af forskellige årsager og enkelte man måske endda udråber til favoritter. Men mange har måske også som os, et definerende øjeblik som står stærkere end mange andre film oplevelser.

Det behøver ikke nødvendigvis være en nutidig favorit eller 'den/de bedste film de har set', måske endda ikke engang en stor film, kunstnerisk set. Bare et øjeblik i ens liv, som man husker tilbage på i ens liv som være afgørende.

Denne tråd er derfor tilegnet film og tv-serier og de personlige historier i forbinder med dem. Fik den dig til at se verden på en ny måde, var det den sidste film du så sammen med en afdød ven, den inspirerede dig til at blive XXX.

Spring ud hvis du tør og del med os dine oplevelser ... og som de siger i L.A. Confidential - det bliver kun mellem os - "... everything will be kept Hush Hush!" ;)

De 2 første historier kommer fra Thomas E. Nielsen og Navarre3:

Thomas E. Nielsen ...

Mit er da jeg var 7 år gammel. Jeg havde ofte været i biografen med min far på dette tidspunkt, men mest til gamle Tarzan-film og lignende. Nu skulle jeg med til den første 'rigtige' premiere, på en ny stor film, som var mere for voksne (tænkte jeg). Filmen var dengang vistnok forbudt for børn under 12 år (det kan undre i dag) og dage før premieren var jeg derfor nervøs, kunne jeg mon få lov af biografen til at komme ind, fik vi ballade osv. Jeg husker jeg fik min far til at undersøge det og han fortalte kort efter, at han nu havde snakket med biografen og det var okay han tog mig med. Den dag i dag aner jeg ikke om han rent faktisk gjorde det, men sikkert ikke:)

Men altså, min far, min storesøster og jeg ankom til biografen, mig stadig nervøs, men lettet da vi var kommet ind. Mørket sænker sig....." A Long Time Ago In A Galaxy Far Far Away....." John Williams fantastiske score begynder, mit nakkehår rejser sig og jeg var SOLGT....Star Wars: A New Hope....Den dag i dag min største filmiske oplevelse og stadig en af mine personlige favoritter. Det var filmen jeg legede i flere år på børneværelset og det var filmen alle andre film blev målt op ad. Husker stadig nogle år efter, hvor jeg med min far havde set den kulørt underholdende 'Flash Gordon' og min far efter filmen spurgte om jeg kunne lide den. "Ja, den var god, men ikke så god som Star Wars", og det trods at jeg virkelig fandt Flash Gordon fantastisk :)

Navarre3...

Mine Aftener i Paradis ...Sådan ser jeg tit tilbage på da jeg begyndte at se film, først ved de årlige juleshow i en biograf på Strøget i København ved navn Metropol, alskens Danske film i den store Saga biograf på Vesterbrogade, men senere til store 70MM oplevelser i mine til alle tider favorit biografer - Kinopalæet - Danmarks eneste Cinerama biograf – Fantastisk sal - Bare det at træde i salen var noget helt i særklasse og noget, som stadig kan give et sug i maven blot ved at tænke på den og 3 Falke Biografen - Stort lærred – Stor lyd som virkelig kunne få dig til at være midt i filmens handling.

I disse 2 biografer blev jeg flasket op med alle de store klassikere og lærte om historiske slag, personer, begivenheder, emner af en hvert art så, snakken gik lystigt i mange dage efter men også leg med lego og andet legetøj for at genskabe filmens handling gjorde at filmene blev i hjerte.

Senere forsøgte vi hjemme at skabe biografstemningen da dels de store biografer begyndte at lukke, men også da man kunne købe 8mm ruller med uddrag fra en bestemte film. Lidt mere spændende end at se moster Annas 70 års fødselsdag eller turen til Østrig for 117 gang. Lyden af et lærred der bliver sat op, en filmstrimmel der løber igennem en fremviser er sød musik for mig, og duften fra samme efterhånden, som kolben i fremviseren blev varmere og varmere og af og til fra en smeltet filmstump, vækker en varm følelse inden i mig, som jeg senere har forsøgt genskabt først på VHS, siden LaserDisc og DVD/BD, men intet slår de aftener hvor min far og farfar forsøgte at genskabe aftenerne i Paradis i vores spisestue.

Men det er faktisk en speciel tur i det gamle filmhus på Christianshavn og senere i Grand Teateret på samme dag, som står som noget helt specielt, der gjorde at jeg selv ville lave film, skrive om film - arbejde med film på en eller anden måde, men den historie får I en anden post i denne tråd.

Thomas E. Nielsen (2) skrev:

... husker jeg også aftener med super8 i stuen med far sidden bag fremviseren og os børn siddende på gulvet, som f.eks. da vi så en stump af bl.a. Gigant Claw (hed den vist), som var en af favoritterne på smalfilm blandt mine klassekammerater til en af de første børnefødselsdage jeg holdte da jeg begyndte i skolen:)

LOL også du Brutus :) Jeg havde også to gamle super 8 film, bl.a. en 5-10 minutters version af "den med kloen" og så én omkring nogle UFO'er. De røg også på i ny og næ. En dag optog jeg i 5. klasse en hel dag med det gamle kamera og to klassekammerater "Iversens Barndom", en thriller på 3. minutter (det var længden af filmen) om vores daværende fysiklærer med langt hvidt Moses skæg. Da det blev aften, gik det op for os, at der ikke var nogen film i kameraet.

Min intro til film var gennem min brormand, som er 8 år ældre, som tog mig med i DSB biografen og så Hoppalong Cassidy og Gøg og Gokke film. Jeg har ikke været mere end 3-4 år gammel, men jeg kan fortælle eksakt, hvordan biografen så ud og om det brune træværk, lidt som i retssalsdramaer, som afholdt folk fra at komme for tæt på lærredet.

I de første klasser var det skolebio i Valby Biograf på Toftegårdsplads, som var det helt store. 1000 elever (ja det var en stor biograf) og hver gang samme scenario. Alle trampede, når lyset gik ud og der blev tændt igen og vi blev skældt ud og så prøvede vi igen. Alle kys blev ledsaget af "iiiiiismand og blodsuger" fra børnene. Repertoiret var Adventures of Robin Hood, Ivanhoe, Flipper, De 5 og Spionerne etc.

I hjemmet var flimmerkassen gud. Jeg blev som regel smidt i seng på et givent tidspunkt, men jeg vidste, at der var klassiske film på svensk TV1 og TV2 21.35 og i starten sneg jeg mig ind bag sofaen og kiggede med. Det blev opdaget, men hurtigt vidste de gamle godt at "resistence is futile", så en pude på gulvet foran kassen blev mit sted og jeg sugede alle sort/hvide film til mig. Der var ikke noget med tilladt over 12 år. Nej jeg så Frankenstein, Vindeltrappen og andre gode gysere og havde utallige mareridt. En fantastisk verden og en filmfølelse, som det er svært at genkalde sig ligeså stærkt i dag. Der er noget med børn og deres fantasiverden, hvorfor jeg heller ikke vil sætte de begrænsninger for min datter, som der ellers slås på tromme for. Børn skal fyldes med eventyr, gys og stemninger. Det er en del af deres opvækst og de vil huske det med evig taknemmelighed, hvis blot man viser dem tillid og iøvrigt også behandler deres traumer derefter :)

Som 10 årig startede Bond manien. Vi var to drenge "fra gården", som hvert år tog til Bond kavalkaderne i Nørreport og Kinopalæet. En Bond film gik én uge af gangen hvert år og vi så dem alle og ofte flere gange. Allerede som 12 årige, havde vi set 50 Bond forestillinger. Skal i øvrigt lige forklare om transporten. Allerede som 7 årige, var min gårdkammerat og jeg fast inventar på Nationalmuseet, Thorvaldsen Museet, Tøjhusmuseet, Frihedsmuseet og museet i Bredde. Vi kendte alle kustoderne. Vi var vant til selv at tage tog og bus (der var ikke den samme trafik den gang). Der var altid nerver på, om vi kunne komme ind og se tilladt over 12 film. 8 af 10 gange "gik den", men nogle gange måtte vi gå skuffede bort. Så kendte vi dog på forhånd bif programmet i nabobiograferne og kunne hurtigt nå over til ABCinema, Cinema 1-8 eller Tivoli Bio og se "noget andet". De bedste biografer "dengang", var uden tvivl Kinopalæet først og så 3 Falke Bio. Metropol står som en eventyrlig "blød biograf" med Disney Shows op til jul, hvor der blev vist Disney film hver time og forskellig program afhængig af ulige- og lige timer.

Første hardcore pornofilm var som 14 årig, da vi kom ind i ABCinema og så "Emmanuelle". Kan stadig huske den formidable stønnemusik, som gav anledning til megen fnisen. Kan vist huske en tur i Studio Bio, hvor en gut ved navn John Holmes var på rollelisten. Det var traumatiserende at se den lille fyr optræde.

Jeg kan huske, at jeg forlod Ben Hur i pausen i 3 Falke Bio, da jeg gik alene ind og se den omkring 12 år gammel. Jeg var simpelthen ikke moden nok endnu til de store værker.

I 1977 var det ikke Star Wars, som satte sig fast i minderegisteret. Nej, det var John Badhams "Saturday Night Fever". Hvad James Dean havde betydet 20 år tidligere for en anden generation, kom Tony Manero til at betyde for os. Det var ikke bare "en danse og disco film". Nej, det var sgu en rå coming-of-youth fortælling, som vi slugte råt og som blev starten på vort ungdomsoprør. Et ganske primitivt af slagsen som bestod i at iføre sig gabardine bukser og bredflippede skjorter og så ellers danse løs hver torsdag i Lynne og Freddie Pedersens danselokaler i Valby.

Film begyndte at påvirke på en anden måde end tidligere. Året efter var det Dear Hunter som satte dagsordenen og året efter kom begivenheden, som skulle traumatisere mig til et filmvrag af dimensioner. Da jeg som 15 årig oplevede premieren i Imperial på Alien. Halvdelen af filmen så jeg indefra en dynejakke kan jeg huske. Aldrig havde jeg oplevet noget så grumt og nervepirrende. Min forståelse for film fik et skud for boven og jeg har aldrig siden haft en biografoplevelse, som helt kunne gentage kunststykket. Jeg havde ½ år med mareridt derefter, men det var sgu det værd.

Spielbergs Raiders of the Lost Ark til premieren i Palads var dog uforglemmelig, hvor jeg havde fået overtalt far- og brormand til at komme med. Det var det mest storslåede legesyge eventyr, jeg havde set på det store lærred og med uovertruffen lyd og mit favorit John Williams score.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang og man er blevet 30 år ældre. Det er ikke helt det samme at gå i biografen i dag. Sikkert fordi man ikke har ungdommens uskyld og naivitet med sig ind i mørket og er en åben bog, som venter på at blive fyldt. Adskillige bøger er blevet fyldt og erfaringerne af disse dissekerer kompromisløst film efter film, alt imens kriterierne hvorefter man oplever og bedømmer film har ændret sig markant. Der er stadig plads til at blive forført og inspireret, men i dag er det oftest helt andre præmisser, som skal i spil, for at få det til at "rykke i én" og give den store uforglemmelige filmoplevelse.

Min store "filmquest", er at forsøge og genskabe de samme forhold for filmeventyr, som jeg selv havde, for min datter. Det er umuligt, for dimensionen alene af det store lærred og alle de afledte små begivenheder omkring hvert biografsyn, er der ikke. Men jeg håber alligevel, at jeg i lille skala kan inspirere og udfordre et "nyt lille" væsen nok til selv at søge eventyret ud på egen hånd fremover og måske endda ... vi får se!

Fantastisk skrivelse Bruce! Du har formået at få mig til at ønske, jeg var født 30 år tidligere end datoen på fødselsattest. Smuk, eventyrlig og bevægende beskrivelse.

I slutningen af oktober fandt jeg mig selv traske mod Øst for Paradis for første gang, kun i selskab med mig selv og mine forventninger til at se den danske premiere på en film, der gang på gang berør mig dybt. Salen er lille, stedet gammelt, slidt. Det er min første gang alene i biografen med en enkelt anden film tidligere på dagen. Filmens titel og titelmusik, smukt komponeret af Joe Hisaishi fylder rummet og jeg sidder tilbage i en bedøvende eufori mens tårene trænger sig på og truer med at sløre mit syn af det fantastiske skue, der udspiller sig foran mig, så velkendt fra dvd'en, men samtidig som at opleve filmen på ny igen. Prinsesse Mononoke har uden tvivl været min største og mest personlige biografoplevelse, og jeg skal helt klart gentage succesen, når Nausicaä of the Valley of the Wind og Laputa: Castle in the Sky omsider kommer her til landet.

Jeg har en erfaring, der har at gøre med følgende som du skriver:

Navarre3 (1) skrev:

film og tv-serier og de personlige historier i forbinder med dem. Fik den dig til at se verden på en ny måde, var det den sidste film du så sammen med en afdød ven, den inspirerede dig til at blive XXX.

I december 2003 - efter 1 måneds iskold luft mellem os - erklærede min daværende kone vort ægteskab for dødt (det var det ord hun brugte) og sagde, at hun ville skilles. Jeg havde længe lukket øjnene for en række evigt tilbagevendende problemer vi havde haft, ligesom jeg havde foregøglet mig selv, at jeg elskede min kone, og at hun elskede mig.

Selvom jeg inderst inde nok havde en idé om, at det var en tidsindstillet bombe, kom hendes annoncering af skilsmisse alligevel som et chok. Samme dag som hun gav mig beskeden, skændtes vi og jeg var helt ude af den. Men allerede halvandet døgn efter indrømmede jeg, at skilsmisse virkelig VAR det bedste. Og de næste 1½-2 måneder frem i tiden boede vi stadig sammen og havde et 100 procent platonisk forhold, hvor vi i al venskabelighed hjalp hinanden med nogle praktiske ting. Jeg hjalp hende f.eks. med at finde en lejlighed og med at flytte, og hun fik lov til at beholde alt det hun gerne ville have. Af de større ting beholdte jeg således kun tv'et, dvd-afspilleren (jeg købte og forærede en ny til HENDE), den ene halvdel af dobbeltsengen og et par lædermøbler. Og hun valgte på sin side at give afkald på sin andel af fortjenesten fra salget af vores lejlighed (ingen af os ønskede at blive boende), idet hun sagde, at hun alligevel stod overfor at skulle modtage en større arv fra sin afdøde fader.

Det var med andre ord ikke en bitter skilsmisse - nej, den var fredelig og skete i al venskabelighed. (Vi aftalte f.eks. at vi ikke ville diskutere skyld og uskyld, ret og uret i forbindelse med bruddet, men kun tale om alt muligt andet.)

Den følelsesmæssige afklarethed kom dog først lang tid efter. Den selvsamme dag min kone fortalte, at det var slut, blev en meget - meget! - lang dag for mig. Vi ventede gæster (min kones nære slægtninge) langvejs fra, og hun mente, at vi skulle lade os som ingenting, mens de var der. Men jeg var for oprørt og nedtrykt til at kunne gennemføre det og valgte derfor at forlade hjemmet hele eftermiddagen og aftenen, indtil de var kørt igen.

Spørgsmålet var imidlertid: Hvad skulle jeg få tiden til at gå med så længe? Jeg havde ikke på dette tidlige tidspunkt lyst til at fortælle nogen af mine venner eller slægtninge om bruddet. Vejret var koldt, omend der ingen sne var. Jeg slentrede lidt omkring i byen, indtil jeg bestemte mig for at gå i biografen og se 'Lord of the Rings: The Return of the King', som det egentlig var meningen at jeg først skulle se sammen med min kone dagen efter (billetterne var bestilt nogle dage tidligere).

Jeg havde følelsen af at være en mislykket person, en fiasko rent menneskeligt, og af at have spildt over ti år af mit liv - og det gjorde den skæbnetunge, følelsesladede stemning i 'The Return of the King' endnu stærkere, ja, det at hovedpersonerne i filmen stod overfor et afgørende vendepunkt i deres liv (med dertil hørende vigtige beslutninger) virkede umådelig stærkt på mig. ja, det føltes altsammen næsten føltes symbolsk/allegorisk, set med MINE øjne.

Da filmen var færdig, var det midt på eftermiddagen. Så jeg tog næste forestilling og genså filmen, og sidst på aften - altså ved 21-tiden (eller deromkring) - gik jeg ind og så den for tredje gang. .... Dagen efter så jeg så filmen for fjerde gang sammen med min kone. Luften var stadig kold mellem os, men vi nød da begge filmen. Jeg har hverken før eller siden set en film så mange gange på så kort tid.

Jeg vil altid forbinde 'The Return of the King' med den skillevej i mit liv jeg stod overfor dengang. .... Har dette så på nogen måde påvirket filmens meget høje placering på min Top 200? Ja, uden tvivl. Men når en film kan skabe visse associationer til éns egne følelser eller oplevelser, selvom den overfladisk betragtet handler om alt muligt andet, så er det absolut et plus i min bog.

#7 Fantastisk og rørende indlæg!