Team Angels faciliteter er ved at være fyldt ud med sindssyge mennesker, og Kate begynder at frygte for, at Angel skal opdage, hvordan Gwen og hende selv har fanget Dez uden hans viden, og det hjælper ikke på hendes usikkerhed, at de to kvinder ikke har fået et ord ud af Dez, der nægter at skifte tilbage til sin menneskerform.
Angels mistillid er imidlertid ikke rettet mod Kate, men mod den mystiske krigerengel, James, der vil have Angel til at hjælpe ham med sin mission, som er at redde de øvrige engle. De to støder på en gruppe af dæmoner, der er ved at gøre det af med en anden - fredelig - dæmon, men deres redningsaktion er forgæves, da han gør det af med sig selv, fordi han ved at jagtsæsonen på alle dæmoner - gode som onde - er gået ind.
Kate har svært ved at holde sit pokerfjæs overfor Connor, men hun falder heldigvis over en avisartikel om, at en gorilla er blevet sendt tilbage til en lokal zoo, og det går op for hende, at de 'sindssyge mennesker' i virkeligheden er dyr i menneskerform. Herefter slipper hun Dez fri og prøver på at undskylde for at se til, mens Gwen brugte sine kræfter til at afhøre kattekvinden.
For at overbevise Angel om James' gode intentioner dukker Cordelia op i gruppens kirke og bekræfter James' historie, mens hun fortæller at de øvrige engles mission er, at rydde ud i L.A.'s dæmonbestand, men missionen er som allerede nævnt ikke uden problemer, for englene skelner ikke mellem gode, onde og neutrale dæmoner. Cordelia kaldes straks efter sin forklaring tilbage af 'The Powers That Be', hvorefter Angel er klar til at befri nogle engle.
Dez fortæller Kate, at hun leder efter sin søster, og at hendes sande form i virkeligheden er jaguarformen, men at hun mere føler sig som et menneske. De to kvinder støder på en gruppe af rotter i menneskeform, men Dez forvandler gruppen tilbage, så hende og Kate kan flygte. Herefter tager de to over til gruppens mange 'fanger' og sørger for, at de også får deres sande former igen. Herefter konfonteres Kate, Dez og Conner med Gwen, der ikke er tilfreds med ingenting at have fået at vide af Kate, men Kate sætter hende på plads, idet hun fortæller hende, at der er mere på spil end blot hendes personlige vinding ved at bevise sig selv overfor Connor, og Connor gør det klart, at han er af den mening, at Gwen kun kan tænke på sig selv og stadig er den samme person, som forrådte gruppen i 'helvedesøjeblikket'.
Andetssteds opsporer Angel og James nogle engle, der træner til deres mission i en boksering, men engelene har hverken tillid til James eller Angel, og de mener ikke, at det er nogen overraskelse, at James hænger ud med en dæmon, og Angel må tæve den ene engel i bokseringen for et bevsie sig selv, hvorefter englene dog blot forlader Angel og James.
Angel og James vender hjem, hvor Dez overfalder Gwen. Dez holder dog igen, fordi Gwen tilbyder at blive ved med at være gruppens 'bogdame' på trods af Connors modvilje. Gruppen efterlader Gwen, hvorefter de opsøger en gruppe af vampyrer og dæmoner for at gøre det af med denne - tilsyneladende for at bevise sig selv overfor englene.
Herefter vender James og Angel tilbage til bokseklubben, hvor en bokser fortæller dem, at englene er blevt hentet af de to folk i jakkesæt, som Angel stødte på tidligere i serien, og James kan fortælle at de to kaldes Elohim og er vogtere over balancen mellem godt og ondt.
Vurdering: Den største omgang rod, jeg er stødt på længe. Aftermath er blevet til en udforskning af, hvor galt det kan gå, når Angel er overladt i de forkerte hænder. Historien er usammenhængende og ligegyldig, der er alt for mange bolde i luften, idéen om at det store problem er, at dyr er forvandlet til mennesker synes ligegyldig, og måden hvorpå Kate løser mysteriet er totalt til grin; det er simpelthen til grin, at en avisoverskrift skal løse det hele...
Figurerne er ikke sig selv, og det er tydeligt, at Armstrong ikke kan lide Kate, jf. "Am i back to being whiny, idecisive Kate?", og at bringe Cordelia (som man i øvrigt overhovedet ikke kan kende) tilbage for så lidt er i mine øjne at udhule betydningen af hendes død og af et fantastisk afsnit af TV-serien ("You're Welcome"). Figurerne opfører sig, som var de en del af et tøset high-school drama, og jeg har efterhånden utallige fordomme om, at Armstrongs bøger hører til i den kategori.
I øvrigt er historien totalt utroværdig, selv i Buffy og Angels univers; krigerengle er bare noget, som man burde være stødt på noget før, hvis de var en del af universet, og Elohim-væsenerne ville klart have haft noget at sige til multipliceringen af slayerantallet.
Stefano Martino gør det bedre end den uduelige Dave Ross, som jeg kun har fået mere og mere imod, jo længere serien er skredet frem, men god synes jeg heller ikke han er. Jeg glæder mig til Aftermath er slut, og Lynch og Urru kan styre Angel tilbage på ret køl - det her er uden tvivl den Buffyverse-udgivelse, der har været dårligst overhovedet i mine øjne.
Angel: Blood and Trenches # 4 will arrive in stores on June 10 from IDW Publishing. The issue is written by John Byrne, with art and cover by Byrne.
Here's how IDW describes the book:
"The concluding issue of John Byrne's Angel WWI epic! Half a mile above the blood soaked battlefields of France, Angel must face an ancient and terrible evil, while the fate of an Empire hangs in the balance."
Angel #22 will arrive in stores on June 17 from IDW Publishing. The issue is written by Kelley Armstrong, with art by Dave Ross and covers by Gabriel Rodriguez and Nick Runge.
Here's how IDW describes the issue:
"The fallout from the Fall has left Angel beset by problems both mortal and from Above, and it all comes to a head here. Angel and the Potentates face one menace while Connor and Dez have their own problems to deal with. And what about the guy with the actual wings?"
Duellen her nedenunder kan på det varmeste anbefales at tjekke ud. Den rammer lige i bullseye ang. filmens svagheder. Med undtagelse af kommentaren om Spike er jeg fuldstændig enig med artiklen, der i den grad udstiller Kuzui’s mangel på talent som instruktør.
Buffy The Movie vs. Buffy The Tv-Show – The Fight Is On! :
Det link med SMG’s kampscener virkede ikke hos mig, så jeg har fundet de her to klip fra hhv. filmen og serien frem som sammenligning i stedet. Læg mærke til de ”fantastiske ”effekter når vampyrene dør i filmen. :D Oh my god…og Rutger Hauer som Lothos. :D
Og så til et fight miks der får Kristy Swanson til at ligne Bambi på glatis. Kampscenerne fra tv-serien er på alle måder filmens overlegne med flere længder både hvad angår koreografi, intensitet og tempo, udført af den eneste rigtige Buffy…Sarah Michelle Gellar :
# 221 -
Ku’ ikke nå at blive færdig med Buffy # 25 og den Buffy – Special til denne weekend, og de mangler ærlig talt også en del tyngde begge dele synes jeg, så jeg vil hellere bruge et par dage mere på det og så lave noget jeg kan stå inde for. Håber du har lyst til at skrive et par kommentarer til ”Special” udgaven ? Kommentarer til Angel # 19 & 20 bliver så først klar til om 2 uger. :)
Jeg har for øvrigt lige bestilt Angel # 21 og Angel – Blood & Trenches # 4, samt den nye Tales of The Vampires. Pyh ha, synes godt nok der er meget at se til for tiden, og så mangler jeg jo også stadig at få skrevet reviews af Omnibus. Vol 7. :P
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Buffy The Vampire Slayer Season 8 - Tales of The Vampires: The Thrill
Drengen Jacob er frustreret over sit liv og keder sig; alle dage føles ens, hvilket får ham til føle, at han ikke føler noget. Han bruger sine dage på at hænge ud i en arcade-hal, være sammen med veninde Alex eller på frivilligt at lade den lokale vampyr Sebastian suge sit blod, selvom Alex er meget skeptisk overfor vampyreren.
Efter et møde med pigen May er det dog som om han vågner lidt op, og han drømmer en seksuel drøm om Alex i en vampyrudgave, hvorefter han inviterer Alex ud på en date. Natten før daten render han imidlertid ind i sine vampyrven, der er sulten efter blod, og da han ikke har lyst til at blive udsuget, banker Seabastian ham og efterlader ham døende.
Flere dage senere vågner han op, da May har forvandlet ham til en vampyr, og han affinder sig hurtigt med at være vampyr, fordi der sker noget i hans efterliv. En nat støder han igen på Alex, der skælder ham ud over, at han har været forsvundet og over, at han har udsat sig selv for fare ved at være sammen med vampyrerne. Alex forlader rasende Jacob, da de render i i Sebastan, og Jacob og ham begynder at snakke venskabeligt sammen. Sebastian kører Jacob hjem.
Jacob ender hurtigt med at fortælle sin mor, at han er blevet en vampyr, hvorefter han flytter ned i kælderen, hvor der ikke er nogle vinduer. Hurtigt begynder hans liv igen at blive trivielt, og han overvejer om han ikke sammen med May skal slå sin moder ihjel; så ville da der ske et eller andet; han dropper det dog, da hun bliver bekymret for ham efter at have hørt, at Sebastian er blevet slået ihjel tæt på dem.
Alex møder igen Jacob og fortæller, hvor bekymret hun er, og da May dukker op og viser sit sande ansigt, farer Alex på hende med en træpæl og gør det af med hende; Alex er en slayer.
Herefter suger Jacob det meste af Alex's blod og giver hende valget om, hvorvidt hun vil være en vampyr eller ej...
Vurdering: Historien er lige ud af landevejen og meget forudsigelig, og som ens månedlige Buffy-rush føles den ret ligegyldig; i en anden sammenhæng vil jeg dog synes bedre om den, og jeg forestiller mig at The Thrill og Broken Bottle of Djinn vil blive samlet i en genudgivelse af Tales of The Slayers/Vampires eller i en samling af diverse Season 8 Spinoffs; Scott Allie har i hvert fald for nyligt løftet sløret for, at et Willow Oneshot snart vil se dagens lys.
Historien fungerer, man figurerne er så overfladiske som de typisk er i en historie af denne længde, og det gør, at man ikke rigtigt føler med dem.
Den grafiske stil er meget speciel, ligesom den er i de andre Tales of...-udgivelser, men er ikke umiddelbart min foretrukne kop te, selvom den fungerer.
Jeg er alt i alt meget klar på flere spin-offs, men jeg håber på, at det ikke betyder pauser i hovedserien - for sæson 8 har efterhånden varet længe, og jeg vil gerne videre i historien.
Da nummeret tager sin begyndelse, er Dawn allerede undergået sin tredje transformation, og hun er - som titlen siger - blevet til en levende dukke. En gammel opfinder er ved at reparere hende, da hun er lavet af porcelæn og er ved at gå itu; han vil holde hende i sikkerhed...
I Buffys hovedkvarter er Buffy ved at blive bekymret over, at hun ikke kan finde sin søster, mens Xander gør sit bedste for at overbevise hende om, at Dawn bare er ude og galopere med skovvæsenerne. Buffy har selvfølgelig heller ikke tid til at lede efter hende; slayerne ved, at vampyren Judas Cradle har samlet en hær, som gør klar til at angribe deres base. Xander kan heldigvis fortælle, at de har en spion hos Kenny, der startede Dawns forvandlinger.
På Dawns collage banker Andrew på Kennys dør, med de overbevisende ord: "Hello. I'm a college student attending college", og han spørger, om Kenny har brug for en roommate.
Doug Petrie lægger herligt ud med et setup, der ildevarslende får det til at løbe koldt ned af ryggen i sin præsentation af, hvad der med al tydelighed ligner en usandsynligt ubehagelig torturscene. Men som det næsten altid er for vane i Buffyverset, vendes den faretruende indledning snedigt rundt på en porcelænstallerken og åbenbarer at Dawn i virkeligheden er i trygge rammer i denne spøjse homage til Gepetto og Pinocchio, som Dawn meget passende er havnet hos set i lyset af at hun har løjet for Buffy om, hvad der i virkeligheden er foregået mht. Kenny. De eksterne hilsner fortsætter herefter kløgtigt på den efterfølgende side med kommentarer til både Veronica Mars, Wolverine fra X-Men, (Buffys armerede handske), og en finurlig skrevet dialog fra Xander, der mikser en Christian Bale film fra virkelighedens verden med Buffyversets indre handling ang. Dawn og den skyldfølelse Buffy lider af og som af diverse årsager og udfordringer har hobet sig op og kun kan ophøre ved en redningsaktion, der i princippet befrier begge søstre fra deres følelsesmæssige lænker.
I mellemtiden forsøger Dawn at flygte fra opfinderen, mens alt hans levende legetøj tilbageholder hende, og fortæller hende, at hun aldrig kan forlade stedet…
Judas Cradle og hans hær kravler over en mur op til Buffys gemmested og vampyrerne bliver på ingen tid besejret, hvorefter Buffy og Xander tager ud i skoven og leder efter Dawn, og de ser hendes spor, der pludselig skifter form, mens Xander kommer til at afsløre, at Dawn har været Kenny utro med hans gamle roommate.
Opfinderen undskylder overfor Dawn og siger, at han er nødt til at holde hende fanget, fordi hendes sjæl vil sive ud, hvis der går hul i porcelænet...
Kenny gennemskuer med det samme Andrew, og Willow dukker op i rummet sammen med en gruppe slayere, hvilket dog kun får Kenny til at vise sin sande form og flygte.
I den efterfølgende periode i Living Doll synes der umiddelbart ikke at ske det helt store i historien, men det er dog alligevel ganske interessant at følge hhv. Dawn flugtforsøg fra dukkemagerens hytte der, som jeg ser det, er en metafor over hendes kamp for at slippe ud den barnerolle hun stadig befinder sig i og som dukkerne med deres overfald sørger for at bevare status quo på. I mellemtiden har Buffy sine helt egne problemer med Judas Cradle og hans horde af blodsugere, men de fungere i bund og grund blot som blikfang og henvisning til seriens navn alt imens tungere og langt vigtige problemer efterfølgende åbenbarer sig, præcis som det også var tilfældet flere gange i tv-serien. For først under Xander og Buffys vandretur gennem skoven går det for alvor op for hende hvor langt væk fra hinanden de to søstre er kommet og hos ”Gepetto” bliver Dawns identitetskrise med hendes kunstige jeg vs. det humanistiske jeg atter vendt og drejet, nu blot med modsat fortegn end vi kender den fra tv-serien, mens Doug Petrie samtidig holder fast i forrige nummers tema om flugt fra, i stedet for konfrontation med, livet på godt og ondt. Tilbage hos Andrew, der står for de humoristiske indslag., (herlig detalje med Star Wars – Yoda kameraerne/totem objekterne), bliver Kenny så tvunget til at vise sit sande jeg, hvilket går perfekt hånd i hånd med Dawns egne problemer om at komme til tåls med sit sande jeg.
Buffy opdager, at et skovvæsen forfølger hende og Xander, og hun overmander den med lethed, hvorefter hun finder opfinderens hus, mens Xander bliver sendt til tælling af dukkerne. Dawn skriger på hjælp, og Kenny dukker op for at hjælpe hende; han har indset, at tingene er gået langt nok; da Dawn ser Kenny undskylder hun, hvorefter hun får sin menneske-form tilbage.
Buffy er klar til at gøre det af med opfinderen, men dukkerne fortæller hende, at han ikke er en ond mand, men nærmere en slags beskytter. Dawn og Kenny slutter fred, mens de begge forklarer og undskylder deres handlinger, og de siger farvel til hinanden.
Senere er Buffy og Dawn alene sammen, og Buffy undskylder overfor Dawn, fordi hun ikke har tid til at være en god søster, mens Dawn fortæller Buffy, at hun godt ved, at Buffy ikke altid kan eller skal være der til at beskytte hende.
Hehe, ahh yes, hvor er det dog bare fedt at se den måde Buffy tager sig af det lille og ikke synderligt faretruende skov væsen på. Her er der sgu ingen kære mor, da hun resolut tyrer det gennem skoven og med dens ”hjælp” finder frem til hytten, hvor Dawn holdes fanget/beskyttet. Her ku’ man måske godt mene at det er lidt frustrerende, at Xander ikke får lov til at hjælpe Buffy og bliver sat så hurtigt ud af spil. Men det er nu et helt nødvendigt træk fra Petrie side, som han må ta’ for at historiens pointe i finalen ikke mister sin slagkraft. Dermed bliver begge tråde ang. Dawn samlet på én og samme gang ved Buffy og Kenny’s fælles indsats, der bringer Dawn full circle i hendes personlige udvikling og cementere hendes rejse fra barn/ung til voksen, da hun genfødes og bringes fra sit usikre og skrøbelige dukke-jeg tilbage i hendes menneskelige krop via forsoningen med Kenny, imens Buffy i sekunderne efter transformationen og i den afsluttende scene viser hvor stærkt hun føler for sin lillesøster og hermed foreløbigt får lukket det emotionelle hul, der har været imellem dem.
Vurdering:
Endnu et godt nummer, der dog udstiller, hvor langt Dawn-historien er blevet trukket; Petrie fortæller udmærket hele pointen med Buffy og Dawns uoverensstemmelser i dette ene nummer, og det havde aldrig været nødvendigt at forvandle hende til hverken en kæmpe eller en kentaur; det er dukken der bruges i historiens pointe om, at man ikke altid kan beskytte dem man holder af uden at holde dem fanget.
Kæmpen og kentauren var der tilsyneladende kun for sjov, hvilket gør, at jeg nok aldrig bliver overbevist om, at hele Dawn-delen af sæsonens historie, med undtagelse af dette nummer, burde have været udeladt - heldigvis har der været masser af andre ting at komme efter i de andre figurers historier.
Nu glæder jeg mig bare til de tre næste (lange) storyarcs; det bliver godt!
Jeg synes nu ikke at Dawn’s forløb er blevet trukket i langdrag, men derimod at Whedon og co. meget elegant har givet beskrivelsen af den modningsproces ind i voksenlivet, (som jeg betragter hendes tre stadier har været symbolet på), den helt rette tid til at udspille sig over, så hendes udvikling virker troværdig. Dawns rejse har så desuden sku’ konkurrere med den mere fremtræde hovedhistorie, uden at overskygge eller forstyrre den, og samtidig også skulle formå at være fremtrædende nok til ikke selv at blive overset, hvilket jeg mener har været årsagen til at Dawn-plottet er blevet udstyret med lige del absurd kulørthed og comic relief. Den balancegang synes jeg Whedon og co. er sluppet usandsynligt godt fra og har gjort at man som læser, (synes jeg), har været interesseret og investeret i at følge både hovedhistorien og sidehistorierne med nogenlunde samme fascination. Temaet med at Buffy ikke altid kan beskytte sin lillesøster, er som jeg ser det kun fremtrædende i Living Doll og i det store perspektiv kun et af lagene i de dele af historierne, som har fokuseret på Dawn. I sine to første stadier har Dawn jo været en stor hjælp for Buffy og co., først i Tokyo og siden hen Skotland under Twilligts angreb, og har altså ikke her været i fare pga. de styrker/evner som hun i skikkelse af hhv. af gigant størrelse og kentaur har været i besiddelse af.
Nogen vil måske mene at hendes forvandlinger er den, i Buffyregi, klassiske historie om Dawns søgen efter opmærksomhed, men det synspunkt falder ret hurtigt til jorden igen, da hun jo umuligt på forhånd ku’ vide, at Kenny ville udsætte hende for disse transformationer. Derfor tolker jeg også hele set-up’et ang. Dawn som værende langt mere betydningsfuldt for karakteren og altså heller ikke kun at ha’ været med i sæson 8 som udelukkende comic relief. Jeg synes nemlig godt, at man kan se en rød tråd igennem de tre stadier, der bakker hendes rejse fra teenager ind i voksenlivet op, hvis man læser det på følgende metaforiske måde. Da Dawn forvandles til en gigant, vokser hun i kølvandet på de store udfordringer som Buffy og co. har skabt med skabelsen af slayerhæren, plus hendes kontrovers med Kenny og hans roommate, så at sige for hurtigt op, hvilket hun i sidste ende, selv om hun også får noget godt ud af situationen, ikke kan overskue. Da hun efterfølgende går ind i sit andet stadie, kommer hendes seksuelle side så til udtryk ved det, at skiftet til kentaur bliver symbolsk med at hendes underliggende dyriske drifter har taget over og samtidig er et signal om, (bekræftet i ”Living Doll”), at hun har haft sin seksuelle debut. Dawn ved ikke helt hvordan hun skal forholde sig til den overgang, hvilket bl.a. Xanders mange sex jokes da også klart understreger, fordi hun under sin pingpong med ham både bliver ret pinligt berørt, men på den anden side også spiller med på.
I sidste ende farer Dawn meget passende lettere forvirret vild i skoven af sin egen udvikling og søger bevidst/ubevidst tilbage i trygge rammer mod barndommen, som jeg tolker dukken til at være. Det ved hun et eller andet sted godt, trods alt, ikke er den rette løsning og derfor forsøger hun ved egen hjælp at finde sig selv igen, hvilket hun så endeligt gør da hun får hhv. Buffy’s kærlighed og Kennys tilgivelse og lærer at accepterer den person hun er blevet til, enkelt men bragende effektivt og smukt illustreret da Dawn’s forbandelse bliver brudt og hun genopstår som menneske uden en trævl på kroppen.
Jeg synes Living Doll i sig selv var rigtig godt skrevet og som afslutning på Dawn’s lange rejse et helt igennem perfekt punktum. Alt i alt har de 5 oneshots været høj kvalitet og nu er det jo så tilbage igen til en længere story arc, som næppe heller bliver kedelig. Jeg er spændt på, om vi får en afklaring på Buffy/Satsu affæren, som må blive omtalt på en eller anden måde eftersom Satsu optræder side om side med Buffy på cover # 26. Ligegyldigt hvad, ja så glæder jeg mig til at se hvad Whedon og co. har fundet på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Hey, ja så blev jeg langt om længe færdig med den special, som jeg har siddet og skrevet på de sidste par uger. Håber i har lyst til at læse det, og skriv gerne et par kommentarer også. :)
Buffy The Vampire Slayer – Season 8 # 24, (Slay the Critics) - Special!
When Two Magnets Collide – Part I :
I won’t regret saying this, this thing that I’m saying. Is it better then keeping my mouth shut, that goes without saying. Call, break my own heart. Maybe I would have been something you’d be good at. Maybe you would have been something I’d be good at. But now we’ll never know. I won’t be sad but in case I’ll go there everyday to make myself feel bad. There’s a chance I’ll start to wonder if this was the thing to do. I won’t be out long but I still think it better if you take your time coming over here. I think that’s for the best... – “Call It Off”, Tegan and Sara.
Således lyder den temmelig deprimerende men samtidig skræmmende realistiske tekst fra indierock duoen Tegan & Sara’s afsluttende nummer på deres 5. album The Con fra 2007, der for første gang markerede en langt mere aktiv og engageret indsats fra de to lesbiske tvillingesøstre i kampen mod den støt stigende homofobi, som atter var blusset op under Bush regeringen for fuldt styrke og i store træk bombet den positive udvikling for homoseksuelles image udadtil og deres rettigheder på flere områder næsten tilbage til stenalderen. Dråben der endeligt fik bægeret til at flyde over og håbet for en bedre fremtid til at smuldre, var vedtagelsen af Proposition 8 i Californien og dermed afskaffelsen af muligheden for at blive officielt viet som par på lige fod med heteroseksuelle i den eneste stat i USA, som ellers indtil da havde tilladt netop dette ritual, der umiddelbart ku’ synes ikke at betyde det store for udenforstående, men som bestemt har en gigantisk stor symbolsk værdi set i forhold til jagten på at opnå samme basale rettigheder som heteroseksuelle. Så i en tid hvor man ellers sku’ tro, at der skete fremskridt frem for store tilbageskridt, var det logisk at håbløsheden efterhånden stod malet i manges ansigter heriblandt Tegan & Sara’s og afspejlede sig i deres opgivende ”Call It Off”, der mere direkte i musikvideoen understreger et menneske, som er fanget og holdt nede af sin seksualitet pga. ydre omgivelser.
Som de to fightere de er, har de dog alligevel nægtet at opgive det spinkle håb der altid findes og har efterfølgende deltaget, (bl. a. i selskab med Buffy’s egen Eliza Dushku), i de demonstrationer der har været for at få omstødt Prop. 8, hvilket desværre ikke er lykkedes endnu. Midt i heksekedlen i 2008 genopstår Joss Whedons klassiske og legendariske Buffy The Vampire Slayer, nu i illustreret form, som en anden fugl Phoenix pudsigt nok på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for hans alter ego og de ting hun repræsenterer på det humanistiske og politiske plan. Buffy var tilbage og med hende mulighed for bl.a. at ku’ sætte fokus på et af de emner, der lå Whedon nærmest, nemlig kampen mod homofobi. Som han har det for vane blev det dog ikke en lige ud landevejen tilgang til emnet, men i stedet finurlig skrevet ind i handlingen af en lang omvej som subtekst med små hint hist og pist i skikkelse af en spirende flirt mellem hans ikoniske Buffy Summers og hendes slayer elev Satsu, der umundede sig i en af de største overraskelser i serien, da Whedon tilsyneladende ud af det blå med mesterlig timing og fornemmelse for stor dramatik smed en lesbisk dynamitstang ned i fanbasens krudttønde og i efterdønningerne fra eksplosionen afslørede en overraskende negativitet og dobbeltmoralsk indstilling til Buffys 180 graders drejning på det seksuelle orienterings vejkort fra flere hardcore fans, der lod følelserne få frit løb i tegneseriens brevkasse fra # 24, som kommentarerne nedenunder stammer fra…
After the events of issue #12, I’m in quite a tough spot. I finally have some criticism for Buffy and I ask that you remember, it comes out of love. Whit what seemed like zero build up after the last issue, we open up to see Buffy with a fellow slayer. I skipped right over denial and went to anger. I actually got angry. And now I settled into depression. – Rick, Rochester, New Hampshire.
I just finished Buffy #12 and I’m pretty upset by it. I have had gay experience myself so it’s not that I’m against those. I watched the show ; I’m one of those “what would Buffy do” people. This just isn’t her. I mean she just find out that a girl is into her and then...Blammo...even though she still fantasizes about men. I’m a female who grew up with Xena and Buffy for role models. First Xena went gay and I was like, “okay, I guess I get that”. Then Willow, and I was like, “Well of course, who could ever compare to Oz”. But now Buffy...and the only logical reasoning that I can come up with is that Buffy only digs power figures, and doin’ another slayer is like doin’ herself. Still, I doubt that in one episode Buffy would go from knowing a slayer dug her to putting out. – Jade Raven, New York.
What happened to Buffy? At one time Buffy kind of freaked out when she found out that Willow was gay, yet now she’s having a girl-on-girl onenight stand with Satsu. The same Buffy that was using Spike, (who loved her), for sex just to feel a connection and learned that it was wrong is now using Satsu, (who loves her), for sex because she doesn’t feel connected. Worst of all, Buffy said that she was cool with being “at war with the human race”. The same human race that Dawn, Xander, Willow and Giles are a part of? Joyce would be ashamed of her. And it doesn’t stop with Buffy...I’ve gotten to know the characters again by watching the seasons again. Maybe you should do the same. Because, honestly, it seems like you have forgotten. – Jason Stephenson, Cary, North Carolina.
Det kan måske umiddelbart lyde hårdt at skrive, men når jeg læser disse meget hidsige ja nærmest aggressive mails fra fans i den svært negative ende af skalaen lader det til, at de midt i deres vredesudbrud samtidig også har fået, hvad der ligner en mindre hjerneblødning. For kritikken ang. den manglende opbygning, eller forklaring om man vil, på Buffy/Satsu affæren, er ganske enkelt ikke korrekt anskuet. Jeg skal da være den første til at indrømme, at det også kom som en stor overraskelse for mit vedkommende pludselig at se de to slayers i seng sammen og at det først var i en retrospektiv gennemgang af #1 - #12 at jeg ku’ se, hvad det var Whedon og co. havde lagt op til i # 12’s konklusion af den lesbiske lovestory. Og efter at ha’ spottet de forskellige spor der var lagt ud, (med hhv. The kiss of true love og forspillet inden Buffy og Satsus duel mod Twilight, hvor Buffy kommenterer på sin elevs udseende og lugt i en mere end kærlig tone), ja så er der faktisk ikke noget at komme efter af kritik på det punkt. Spørgsmålet er så om det overhoved havde gjort nogen forskel for de utilfredse fans, hvis flirten/affæren var blevet mere tydeliggjort, eller om deres harme slet og ret var pga. Buffys seksuelle udfordring af sig selv.
Svaret synes ifølge kommentarerne allerede givet på forhånd, så lad os i stedet fluks springe videre i teksten og se på om det virkelig er så usandsynligt som det bliver udlagt her, at Buffy skifter sit hetero skind ud med et homoseksuelt af slagsen. Tager man et view tilbage over tv-serien, har hun rigtigt nok kun haft mandlige kærester, men har i ingen af de tre forhold hun har været i ku’ få det til at fungere af forskellige årsager. Derfor synes det heller ikke specielt underligt, at hun nu efter tre følelsesmæssige katastrofer, (Angel/Riley/Spike), forsøger at finde lykken hos ikke blot en af sit eget køn, men også en af sit eget slayerblod og her er Jade Ravens bemærkning om Buffys fascination af magtfigurer bestemt et interessant indslag til debatten. Men hendes konklusion holder så alligevel ikke helt i sidste ende fordi Satsu, skønt hun besidder samme evner, ikke er oppe i samme styrkemæssige klasse som Buffy selv. Derfor ligger der også mere i Buffys følelser for Satsu end blot rene og skære narcissistiske intentioner.
Et andet bud på at undermine affæren er Jason Stephensons lettere desperate forsøg på at gøre den blonde slayer homofobisk ved at bringe Willows coming out scene fra sæson 4 på banen, i hvilken Buffy reagerer på en ganske naturlig måde med en blanding af overraskelse og forbløffelse pga. Willows udelukkende heteroseksuelle fortid. Cirka 20-30 sekunder går der inden Buffy indser det tåbelige i sin reaktion og herefter står last og brast med både Willow, men så sandelig også Tara, som bliver erklæret en del af familien i sæson 5’s Family, der om noget er en understregning af Buffys accept og forsvar af Tara’s homoseksualitet, som har været undertrykt og dæmoniseret af hendes egen familie. Ej heller er sammenligningen med Spike affæren et særligt brugbart eksempel, selv om han dog er inde på noget af det rigtige her i sin kritik. Men det fortæller i virkeligheden ikke andet, end at det beskriver Buffy's evige problemer med at få sit kærlighedsliv til at fungere, sådan som hun altid har haft det, hvilket blot fortæller mig at Whedon så ganske udmærket har føling med både sin karakter og sit univers, som Stephenson pinligt påpeger til sidst han ikke har skønt det, at Stephensons afgørende dødsstød om Buffys ”war with the human” race er taget helt ud af kontekst i forhold til at gælde Xander, Giles osv. og er en kommentar rettet mod den militær enhed, (der er symbolsk med en undertryggende regering), der jager Buffy og hendes hold af outsidere. Som sagt fornemmer man, at vreden over at se Buffy som lesbisk nærmest har overskygget folks hukommelse og derudover også medført en påfaldende dobbeltmoral, som vi skal se nærmer på efter et par yderlige mails...
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Are Xander and Andrew going to sleep together next? Is guy-on-guy action being saved for season nine? When I saw Buffy and Satsu in bed, I came really close to just throwing the comic in the shredder. It was hard enough to swallow Willow flying around all the time, (wasn’t she supposed to back off using magic?), Dawn being a giant, and being asked to swallow that a guy who were flayed alive and then burned into ashes somehow survived. Thanks for cheapening the Buffy franchise... - Bob Caruso.
As soon as I turned the page to Buffy lying in bed with a woman, I put down the comic and said to my boyfriend ; “I am no longer a Buffy fan”. It was such an unpleasant surprise. But being a Buffy fan...yes...I will take it for what it is. – Katie, Cowtown Canada.
Maybe there’s a lot more freedom in comic land, but I want the Buffy I’ve always had. I don’t want some super sexually edgy comic. And why is it that gay sex is the end-all in edginess? It’s insulting, really, Buffy’s not gay. I don’t want her to be gay. She has loved men all along. – Christa.
Buffy is not in the experimental age anymore. She has grown up and is like a parental figure for Dawn and the new Slayers. It’s true that she is open minded, (we all remember the hot sex with Spike), but she is 100% heterosexual. Fans know that! When was the last time she had sex with anybody? She is alone, without a man, (except for Xander), in a desolate countryside, and she is surrounded by thousands of slayers. Oh my god : she is desperate! And selfish. Poor Satsu...she loves her. – Sara, Napoli Italy.
Xander. You honestly mean to tell me that Xan, her best friend of over seven years, does not love her? Random new slayer number 67, whom we hardly even know, does? I don’t buy it ; I’m sorry. And, yeah, it would have been obvious to do the Xander thing, but it would have been better. Xander, deserves Buff just like every nice guy dreaming of his hot best friend deserves her love. Did Joss actually watch his own show? More than once Buffy made it clear that lesbian sex was icky to her. Stop slaughtering your characters for the sake of promoting alternate lifestyles. – Devoted fan and slightly sick – John Paul Land.
Bob Caruso er ikke bare sur... han er i den grad pissed. Og midt sin sorten for øjnene og hjerteflimmer over muligheden for et worst case scenario med to mænd, der om noget er en endnu mere skræmmende tanke end at se to kvinder sammen, (han var jo trods alt kun lige ved at smide bladet i skraldespanden), kører han sig selv helt op i det røde felt, hvor alt nu pludselig er i vejen med serien. Men for det første var Willows tur til England efter sit sammenbrud som Dark Willow og mødet med Giles og heksekulten ikke med henblik på at skære ned på hendes magiske evner, men derimod at hun skulle lære at få kontrol over dem og dermed sig selv. Mht. Dawn ku’ Caruso ikke på det tidspunkt han har skrevet sin kritik, ligesom alle andre inkl. undertegnede, se hvad formålet var set i forhold til hendes tre stadier, så det kan man dog ikke klandre ham for. Til gengæld går han helt galt i byen med sit sidste eksempel om Warren, der skal understrege Whedon og co’s manglende overblik. Caruso glemmer dog at Warrens comeback er helt inden for seriens eget regelsæt, som jo klart og tydeligt altid har været, at en karakter har mulighed for at vende tilbage, hvis vedkommende er afgået ved døden via magi. Overblikket er altså ikke overraskende intakt fra Whedons side, ligesom hans evige evne til at udvide og forny sit univers og dets grænser, som han altid har gjort og været respekteret for.
Vi husker f. eks. alle Willows overgang fra hetero til homoseksuel og accepterede det fuldt ud som fans skønt det, at hendes flirt med Tara var ligeså skjult og overraskelsen over at se dem get down and dirty stort set ligeså overrumplende som Buffy og Satsus. Et argument fra Jade Raven lyder på at Willow jo aldrig ville ku’ finde en mandfolk der ville matche Oz, så derfor logisk nok at hun ville blive lesbisk? Men samme ultra tynde forklaring er så åbenbart ikke go’ nok til Buffy? Desuden er Buffy jo 100 % hetero, (ja, præcis ligesom Willow også var det), og hendes nat med Satsu ren og skær desperation ifølge Sara fra Napoli, hvilket dog ikke gir meget mening, når den udelukkende straight Buffy jo havde Xander inden for rækkevidde ud over sine slayers. Nej, kritikken her hænger slet ikke sammen og bliver så glimrende udstillet i sin manglende determination af ”problemet” med Buffys lesbiske eventyr i den noget forvirrede Katie’s mail, der både indeholder den store afsky og lysten til at læse videre, samt Christa der tilsyneladende vælger at ignorer, at hele tv-serien var super sexually edgy, inkl. f.eks. Willows oralsex af Tara i Once More With Feeling.
I tegneserien er ”edgy sex” lige pludselig blevet et problem, selvom den eneste forskel nu er, at det er Buffy der står for de lesbiske løjer. Christa undrer sig efterfølgende irriteret over hvorfor der skal provokeres ved at gøre Buffy homoseksuel, men svarer samtidig på sit eget spørgsmål ved det, at hun gør et stort nummer ud af at bemærke det.
For det burde vel nemlig ikke her i 2009 ku’ forarge nogen vel? Øhm… tjoe åbenbart, og det på en måde så man sku’ tro, at visse folk ikke havde rykket sig en meter på deres tolerancetærskel og havde lært, om man vil, noget som helst af de 7 sæsoner som tv-serier kørte i. Hvordan man kan være så intolerant og samtidig kalde sig for devoted fan og som f. eks John Paul Land anklage Joss Whedon for at sælge ud af sin karakterudvikling til fordel for at promovere ”alternative lifestyles”, (dvs. at Land altså ikke brød sig om sæson 4 – 7, med Willow/Tara og Willow/Kennedy?), hænger for mig at se slet ikke sammen og går i direkte modstrid med alt hvad Whedon har stået og stadig står for. At man så samtidig, hvilket går igen i flere af indlæggene, prøver at så tvivl om hans troværdighed og føling med serien ved at sammenligne det homoseksuelle skift med flere såkaldte svipsere og utænkelige setup i andre sammenhæng, er som jeg ser det på grænsen til det fornærmende og en person som John Paul Land burde nok lige til en anden gang tjekke skarpere op på seriens forhistorie, inden han kaster sig ud i et mindre angreb.
At sætte Xander og Buffy sammen havde ud over hamrende forudsigeligt og temmelig kedeligt været dødsdømt på forhånd, fordi Buffy allerede har gennemgået et af slagsen med en almindelig mand som Riley, hvilket vi så utallige eksempler på ikke fungerede, netop fordi han ikke var noget match for hende som superhelt. Buffy har brug for nogen til at gi’ hende et modspil. Det ku’ Angel og Spike, men de er væk nu og derfor er det egentlig ganske logisk, at Buffy drages mod en med samme evner som sig selv i form af Satsu. For øvrigt synes jeg, det er besynderligt som Land er villig til at acceptere Xanders pludselige forelskelse i ”random slayer nr. 68”, Renee, som vi stort intet kender til, men modsat går helt i baglås når Buffy har samme forløb med Satsu, endda med en, har det så efterfølgende vist sig, bedre baggrundshistorie.
Turning Buffy gay was a horrible mistake. How could you? She was a role model for young girls! Now parents will forbid them to watch this show. You just confirmed cliché ; there are no strong straight women, every one of them has some “gay” within... – Unsigned.
Alt opsummeret er der altså hverken noget nyt i Whedons måde at ændre i sin karakterudvikling, eller hans passion for at diskutere alternativer til den normale måde at leve på, og hans valg med nu at gøre sin hovedkarakter homoseksuel eller biseksuel, alt efter hvor meget man lægger i forholdet, er i virkeligheden et ganske naturligt skridt på vejen i at få formidlet sin ideologi til omverdenen. Men betyder det så modsat at Buffy har mistet sin status som rollemodel? Og er det da umuligt både at være en stærk feminin kvinde og homoseksuel/biseksuel på samme tid? Og hvorfor skal ”the gay within” overhoved ses som noget negativt? De spørgsmål prøver jeg at besvare i Part III.
To be continued...
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
What aspect of human psychology is Joss trying to explore with Buffy/Satsu, really? We’ve already done “sex without love” or “sex where love is really surpressed” in season six, and we’ve already done “experimenting”, albeit about Buffy’s kinky streak instead of Buffy having bi-curious tendencies. Pretty much the only novel thing about this situation is that Satsu is a girl. – Ismene, Greece.
Do I like the Buffy/Satsu story? Yes. It adds a layer to the anguish Willow feels, and the guilt that Buffy feels. Was it out of character? The book is written with the creator’s consent under the guidance of one of the show’s original writers. Joss owns the train, Drew is the conductor. – Chris Hammell
I’m a woman who has been in Satsu’s shoes, but who also symphatizes with Buffy for not knowing what exactly she wants, or who she is. I feel like Buffy’s current predicament with Satsu is more truthful – and more believable – than Willow and Tara were. For me, Willow’s discovery of herself was sudden and all too easy. Buffy’s happenstance is simply more realistic: she made a choice, and it’s being reflected in her life. – Kathleen Saracen, Kennesaw Georgia.
I can’t imagine a new male character could be introduced as a love interest for Buffy that could measure up to Angel or Spike in fans eyes. Yet she’s a much more interesting character when she’s got things going on in her personal life to obsess and freak about. Giving her a – potential – female love interest sidesteps the Angel/Spike comparisons completely. – Barnes C., Rhode Island.
I den første mail her stiller Ismene ethundrede million dollar spørgsmålet ; hvad er det Joss Whedon egentlig vil ved at gøre straight Buffy gay? Det endegyldige svar, selv om Ismene på en måde er inde over det til sidst, venter jeg dog lidt med at komme med mit bud på. For inden da samler Chris Hammell op på blot et af de punkter, som affæren har ført med sig ved at skabe en konflikt imellem Buffy og Willow, men på samme tid også bringe dem tættere sammen og opnå forståelse for hvordan de hver især tænker og føler. Willow bliver til at starte med såret, mest af alt fordi hun føler sig sat uden for, og gentager i princippet samme mønster som man så tilbage i sæson 2, da hun blev bekendt med Xander og Cordelias firt. Men ved at acceptere Buffys sexy time med Satsu, på samme måde som Buffy også gjorde i sin tid med Willow & Tara, skabes der et bånd imellem de to, der ikke blot overgår deres venindestatus, men også nulstiller sidekick og superhero forholdet så Willow og Buffy nu er på lige fod på det menneskelige såvel som det overnaturlige plan.
”Was it out of character”? bemærker Chris Hammell som afslutning på sin kommentar og kaster spørgsmålet op i luften klar til resolut at gribe det igen i selskab med både Kathleen Saracen og Barnes C., der begge er inde på nogle af de helt rigtige årsager til hvorfor Buffys skifte, hvis man ser på deres argumenter i omvendt rækkefølge, gir fuldstændig mening i forhold til karakteren og hendes udvikling set i lyset af, som nævnt tidligere, at Angel og Spike hører fortiden til og at ingen andre mænd alligevel ville kunne leve op til dem. Det vil jo så i princippet sige, at der heller ikke sku’ være nogen problemer med at legalisere Buffys tiltrækning af sit eget køn, når det netop tidligere var selv samme forklaring på at Willow ku’ springe fra mænd, (Oz), til kvinder. Det er jo i bund og grund en ret søgt forklaring, som jeg ikke mener holder en meter og derfor er jeg også af den mening, at Buffys fascination af Satsu skyldes, ligesom Willows fascination af Tara, mere end blot det, at der ikke var nogen mænd til stede. Buffy fandt ud af ikke at begrænse sine følelser og gøre sin kærlighed universel og det valg må hun så leve med på godt og ondt hvilket, som Barnes C. korrekt skriver, samtidig gir både hende og hendes liv et interessant og tiltrængt friskt boost.
The reactions I’ve gotten from straight women upon learning I’m a lesbian run the gamut from “I’ve done it”, “I’m interested in a trial period”, “I’ve thought about it with a particular woman”, “shrug” to “I’m Straight!”. Buffy’s choice has less to do with her sexsual orientation, and more to do with the kind of person she is. It’s harder for her to let herself fall in love for fear of being abandoned. Which makes it harder for her to reject someone else who is in love with her. Satsu offers the perfect situation, because Buffy isn’t afraid she’ll fall in love with her. – Michelle.
You think you know a character after eleven years! I admit I was shocked to see Buffy and Satsu, but I kept an open mind and read on. I wish people would get over their disappointment and disgust. This isn’t the first time that Joss has added a twist to the story. – Bernadette, Mississauga, Ontario.
It was a huge surprise, but as I was waiting for the shock to kick in, I realized how perfectly in character it was for Buffy. Let’s remember, she is a kind, caring, young girl who is still growing up. And, let’s face it, she’s never been opposed to naked friction. – Matt Truex, Brielle, New Jersey.
The intense reaction from some Buffy fans annoys me. Buffy slept with Satsu...So what? I shouldn’t even have to write this e-mail. Buffy is open-minded, just like her creator. It doesn’t mean that she’s gay. It doesn’t mean that she’s not. It just means that she’s human! – David Halphen.
Så hvad er det helt præcist, der har ændret sig i forhold til Buffys personlighed nu, hvor hun har kastet sig svedigt rundt i lagnerne med Satsu? Er alle de eventyr hun har taget os fans med på over årene da pludselig ikke det samme værd, fordi hun muligvis har haft ”the gay within” liggende i generne undervejs. Og vil det sige at Buffys rebelske attitude mod autoritetsfigurer symboliseret i de mandlige skoleinspektører og byens borgmester, samt hendes lange og utrættelige kamp mod det reaktionære og patrialske Watchers Counsil hvor hun netop har sat feminiteten og kvinden i centrum på den ultimative kønskamp og vundet, heller intet er værd nu? Teleporterer vi os igen frem til nutiden og den aktuelle situation er det måske nemmere at se hvad problemet egentlig er med denne ”farlige” gayness, der har ødelagt Buffy som stærk kvindelig/feminin rollemodel og gjort hende mere maskulin. For det må jo immervæk være dét, at kritikkerne mener hun er blevet nu og på en måde bliver med tilbagevirkende effekt. Kan i se logikken? Nej vel, det kan jeg faktisk heller ikke, for som jeg ser det er Buffy præcis den samme person i tegneserien som hun var i tv-serien, hvilket vil sige en kvinde med stort K der indeholder ligeså stor feminitet som maskulinitet og som derfor også på det seksuelle område kan svinge begge veje uden at det virker urealistisk.
Men ligeså meget som Satsu affæren har været et billede på Buffys to sider, og i princippet den dobbelthed der ligger i alle mennesker i større eller mindre udstrækning, kommer Michelle også ind på noget interessant når hun skriver, at Buffys seksuelle udskejelser med en anden slayer skyldes, at hun har truffet et valg pga. sin forhistorie med forliste kærlighedsforhold, hvilket gir mening for mig også selv om jeg ikke er enig med Michelle i at det udelukkende drejer sig om sex. Hvordan man end vender og drejer de to slayers erotiske Rumble in the Jungle, hersker der ingen tvivl om, at Joss Whedon’s helt bevidste surprise har fået sat en diskussion i gang, der tilsyneladende har vist sig at være yderst velbegrundet. Især taget i betragtning af at der meget overraskende inden for fanbasen af en mand og en serie, (der altid har båret præg af at hylde det alternative og igennem en gruppe af outsidere ledet af en kvinde der har samlet mænd og kvinder på tværs af seksualitet til en fælles indsats mod at skabe et mere tolerant samfund), meget overraskende hersker både intolerance og homofobi. Folk burde jo være fløjtende ligeglade med hvem Buffy, eller nogle af de andre karakter for den sags skyld, deler seng med, men det viser flere kommentarer at de så stadigvæk ikke er her i år 2009.
Thank you for having Buffy sleep with Satsu. I hope there will be a time when the only issue involved here is that she was with someone new, and not that the new person was a girl. I think we’ll get there, and I think things like this issue are helping. Yet again, Buffy is breaking down barriers. – Jackie, Flushing, New York.
Jep, og lad os da alle sammen håbe på, at Jackie får ret i sit udsagn jo før des bedre, især fordi det af uransagelige årsager stadigvæk går alt alt for langsomt med at få givet homoseksuelle præcis samme rettigheder som heteroseksuelle og fjernet den klasseforskel der betyder, at mange stadig betragter en bestemt del af den menneskelige race som andenrangs borgere. Heldigvis fortsætter Joss Whedon ufortrøden med at kæmpe videre på den måde han kan bedst, side om side med sin Buffy i det kulørte og magiske tegneserieunivers og ude i den virkelige verden sørger Tegan & Sara fortsat med at holde regnbueflaget hejst via deres bittersøde tekster, hvoraf ”I Was Married” trods sin umiddelbare negative tone samtidig inspirerer til at holde fast i håbet om en bedre fremtid.
I married in the sun. Against the stone of buildings built before you and I were born. Into my heart confusion grows against ; the muscles fought so long to control against the pull of one magnet to another. Now we look up in, into the eyes of bullies breaking backs. They seem so very tough, they seem so very scared of us. I look into the mirror, for evil that just does not exist. I don’t see what they see. Try to control the pull of one magnet to another... – “I Was Married”, Tegan and Sara.
”If God says it’s better to love then to hate, then why hate two people who love eachother?”
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Først og fremmest lidt gratis guld i form af Always Darkest; en lille 3-siders historie fra Dark Horse Presents, hvori Buffy gennem sine drømme konfronteres med
Caleb (Twilight?), lidt Spike/Angel (sub)text (som er ret sjovt lavet) og et forestående bryllup mellem hende selv og Warren Mears med en del mærkelige gæster, herunder Tara der siger: "I still blame you for my death" to versioner af Willow og 'The Gentlemen'.
Derudover så har jeg læst, at Lynch står for Angel frem til og med nr. 27, hvorefter en anden vil overtage, så Lynch kan lave en ny Spike-serie. Og så er det længeventede (af mig i hvert fald) Spike: Omnibus med alt IDWs Spike-materale frem til After The Fall samlet i én udgivelse endelig ved at være på trapperne:
Jeg har i øvrigt bestilt 'tegneseriematiseringen' af Smile Time, selvom jeg ikke rigtigt kan se ideen med en sådan, men så kan jeg jo se, om jeg gør efterfølgende. Derudover er Not Fade Away jo også i gang med at blive udgivet og A Hole in The World/Shells er også på vej i en serie på fem numre:
Ja, man kan jo bare konkludere, at jeg ikke helt deler din begejstring for Predators and Pray-arket, selvom jeg generelt er meget tilfreds, så synes jeg klrat, at de sidste 6 numre er seriens svageste led (bedst er i mine øjne # 23 og # 25), selvom jeg har været underholdt af dem alle undtagen # 20. Dog er de adskillige ligaer over Aftermath, som jeg uden tvivl synes er den største fiasko overhovedet af Buffy-/Angeludgivelser.
Mht. Dawns-transformationer (føj, hvor jeg dog hader det ord, efter jeg kom til at se Transformers 2 *censur af adskillige bandeord*) så forstår jeg godt, hvad den enkelte af dem symboliserer; jeg synes blot at det er lidt for overdrevet og et ret unødvendigt element; jeg kan bedre lide de lidt mere diskrete symboler i Buffys verden.
# 225:
Lidt af en mundfuld... Jeg kommenterer lidt til diverse citater:
For kritikken ang. den manglende opbygning, eller forklaring om man vil, på Buffy/Satsu affæren, er ganske enkelt ikke korrekt anskuet.
Well... Der må jeg allerede være lidt uenig; der er masser af hints fra Satsus side i form af kysset osv., men jeg savner også noget mere opbygning ift. Buffys side af udviklingen, og jeg er ikke enig i din fortokning af tonen i samtalen mellem Buffy og Satsu i den scene, du nævner - jeg har en del pigevenner, som jeg kunne have sagt det samme til, uden at lægge an på dem, og har faktisk afvist en ret sød pige med nogle lignende kommentarer, fordi jeg ganske enkelt ikke var tiltrukket af hende. Jeg ser det ikke som flirten; Buffy er jo netop i gang med at afvise den stakkels pige.
Spørgsmålet er så om det overhoved havde gjort nogen forskel for de utilfredse fans, hvis flirten/affæren var blevet mere tydeliggjort, eller om deres harme slet og ret var pga. Buffys seksuelle udfordring af sig selv.
Det havde faktisk ikke gjort den store forskel for mig; jeg ser i modsætning til Whedon ikke seksualitet som noget flydende, og jeg tror ikke at én med Buffys erfaring bare vender 180 grader og bliver lesbisk, hvilket jeg heller ikke tror hun er blevet - for i mine øjne hænger Buffys affære med Satsu sammen med, at Buffy føler sig meget, meget ensom, hvilket slutningen af A Beautiful Sunset også gør opmærksom på, og hendes ensomhed er så udpræget, så hun forveksler den fysiske kontakt med Satsu med en eller anden grad af kærlighed i den korte tid, hun kan opretholde en sådan illusion overfor sig selv.
Tager man et view tilbage over tv-serien, har hun rigtigt nok kun haft mandlige kærester, men har i ingen af de tre forhold hun har været i ku’ få det til at fungere af forskellige årsager. Derfor synes det heller ikke specielt underligt, at hun nu efter tre følelsesmæssige katastrofer, (Angel/Riley/Spike), forsøger at finde lykken hos ikke blot en af sit eget køn
Og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de tre mindre succesfulde forhold plus det løse skulle få hende til at skifte seksualitet - jeg kender masser på samme alder (det er også min egen), der har konstruktive forhold til gode, og jeg har ikke indtryk af, at det påvirker deres tanker om deres seksualitet.
# 226:
Bob Caruso er ikke bare sur... han er i den grad pissed. Og midt sin sorten for øjnene og hjerteflimmer over muligheden for et worst case scenario med to mænd, der om noget er en endnu mere skræmmende tanke end at se to kvinder sammen, (han var jo trods alt kun lige ved at smide bladet i skraldespanden), kører han sig selv helt op i det røde felt, hvor alt nu pludselig er i vejen med serien.
Jeg vil godt indrømme, at mit blad også røg tværs gennem rummet første gang - For det giver ikke mening for mig, hvis Buffy pludselig er lesbisk. For mig gav det netop mening, at den forsagte Willow, der op igennem High School har forsøgt at leve op til sine forældres idealer blandt andet ved at undertrykke flere sider af sig selv, kunne opdage sin seksualitet i en så sen alder. Det giver ikke mening ift. Buffy, der længe har turdet at gå sine egne veje og stå ved sine overbevisninger.
Desuden er Buffy jo 100 % hetero, (ja, præcis ligesom Willow også var det), og hendes nat med Satsu ren og skær desperation ifølge Sara fra Napoli, hvilket dog ikke gir meget mening, når den udelukkende straight Buffy jo havde Xander inden for rækkevidde ud over sine slayers. Nej, kritikken her hænger slet ikke sammen
Det giver så omvendt meget mening for mig, at hun i sin desperation er sammen med Satsu og ikke Xander; Satsu har bekendt sin kærlighed og er en person, som Buffy kunne holde af, men som hun ikke kender vildt godt endnu... Xander har hun haft et mere eller mindre helt afklaret forhold til siden Prophecy Girl, og hun ønsker heller ikke at støde en af sine allernærmeste venner væk fra sig.
For det burde vel nemlig ikke her i 2009 ku’ forarge nogen vel? Øhm… tjoe åbenbart, og det på en måde så man sku’ tro, at visse folk ikke havde rykket sig en meter på deres tolerancetærskel og havde lært, om man vil, noget som helst af de 7 sæsoner som tv-serier kørte i. Hvordan man kan være så intolerant og samtidig kalde sig for devoted fan og som f. eks John Paul Land anklage Joss Whedon for at sælge ud af sin karakterudvikling til fordel for at promovere ”alternative lifestyles”, (dvs. at Land altså ikke brød sig om sæson 4 – 7, med Willow/Tara og Willow/Kennedy?), hænger for mig at se slet ikke sammen og går i direkte modstrid med alt hvad Whedon har stået og stadig står for.
Jeg synes også hurtigt Whedon kan træde forkert i dette tilfælde; for mig var det troværdigt at Willow og Tara var lesbiske, og det ville også være troværdigt, hvis Andrew var/er homoseksuel, men jeg ser det som stridende imod Buffys figur, hvis hun viser sig at være lesbisk, og dette ikke blot er en onetimer.
Og hvorfor skal ”the gay within” overhoved ses som noget negativt?
Det skal det heller ikke nødvendigvis, men når det bliver en cliché, at den stærkeste kvinde, som kan give mændende modspil (eller tørre tæsk) er lesbisk, så bliver det svært at tage alvorligt, og jeg synes der er ved at være lidt af en chliché på dette område.
# 227:
Buffy’s choice has less to do with her sexsual orientation, and more to do with the kind of person she is. It’s harder for her to let herself fall in love for fear of being abandoned. Which makes it harder for her to reject someone else who is in love with her. Satsu offers the perfect situation, because Buffy isn’t afraid she’ll fall in love with her.
Men ligeså meget som Satsu affæren har været et billede på Buffys to sider, og i princippet den dobbelthed der ligger i alle mennesker i større eller mindre udstrækning, kommer Michelle også ind på noget interessant når hun skriver, at Buffys seksuelle udskejelser med en anden slayer skyldes, at hun har truffet et valg pga. sin forhistorie med forliste kærlighedsforhold, hvilket gir mening for mig også selv om jeg ikke er enig med Michelle i at det udelukkende drejer sig om sex.
Jeg er jo så til gengæld hamrende enig med 'Michelle'.
Hvordan man end vender og drejer de to slayers erotiske Rumble in the Jungle, hersker der ingen tvivl om, at Joss Whedon’s helt bevidste surprise har fået sat en diskussion i gang, der tilsyneladende har vist sig at være yderst velbegrundet. Især taget i betragtning af at der meget overraskende inden for fanbasen af en mand og en serie, (der altid har båret præg af at hylde det alternative og igennem en gruppe af outsidere ledet af en kvinde der har samlet mænd og kvinder på tværs af seksualitet til en fælles indsats mod at skabe et mere tolerant samfund), meget overraskende hersker både intolerance og homofobi. Folk burde jo være fløjtende ligeglade med hvem Buffy, eller nogle af de andre karakter for den sags skyld, deler seng med, men det viser flere kommentarer at de så stadigvæk ikke er her i år 2009.
Jeg synes alstå så heller ikke, at så mange af brevene er fyldte med intolerance og homofobi - mere med et chock, og det synes jeg til dels er velbegrundet, fordi det i mine øjne netop ville være stridende imod den skildring af Buffy, vi har set i 7 sæsoner. Jeg ville hverken synes dårligere eller bedre om figuren, hvis hun skulle vise sig at være lesbisk, men jeg mener ikke, at seeren kender hende for godt til, at hun kunne have været lesbisk uden vores viden, og jeg mener netop ikke at seksualitet 'bare' er noget omskifteligt noget; jeg tror mere at folk, der opdager deres sent, har undertrykt denne (måske pga. samfundets/vennernes elelr forældrenes manglende accept), og det mener jeg ikke, at Buffy har.
Well... Der må jeg allerede være lidt uenig; der er masser af hints fra Satsus side i form af kysset osv., men jeg savner også noget mere opbygning ift. Buffys side af udviklingen, og jeg er ikke enig i din fortolkning af tonen i samtalen mellem Buffy og Satsu i den scene, du nævner - jeg har en del pigevenner, som jeg kunne have sagt det samme til, uden at lægge an på dem, og har faktisk afvist en ret sød pige med nogle lignende kommentarer, fordi jeg ganske enkelt ikke var tiltrukket af hende. Jeg ser det ikke som flirten; Buffy er jo netop i gang med at afvise den stakkels pige.
Hmm, nej jeg holder altså fast i at de har en flirt kørende her, også selv om Buffy påstår hun ikke er lesbisk, hvilket muligvis blot kan være fordi, at hun ikke selv kan finde ud af hvad det er hun vil og er bange for at ta’ så drastisk et skridt, som det unægtelig må være for hende at forsøge at findelykken med en anden kvinde. Buffy er jo ret pylret ang. Satsu og er straks henne og tørre mudderet af hendes ansigt, da hun falder, (en mindre detalje, der alligevel siger en hel del om de to’s forhold), og senere falder så de famøse ord, som jeg synes er ret nærgående/intime og ikke noget jeg ville sige til en anden person, med mindre jeg følte noget stærkt for vedkommende :
“You’re hot, you have great taste, you’re a hell of a slayer,(woman), and you smell good”
Det havde faktisk ikke gjort den store forskel for mig; jeg ser i modsætning til Whedon ikke seksualitet som noget flydende, og jeg tror ikke at én med Buffys erfaring bare vender 180 grader og bliver lesbisk, hvilket jeg heller ikke tror hun er blevet - for i mine øjne hænger Buffys affære med Satsu sammen med, at Buffy føler sig meget, meget ensom, hvilket slutningen af A Beautiful Sunset også gør opmærksom på, og hendes ensomhed er så udpræget, så hun forveksler den fysiske kontakt med Satsu med en eller anden grad af kærlighed i den korte tid, hun kan opretholde en sådan illusion overfor sig selv.
Ja, og den teori var jeg også gået med på, hvis det så kun havde været 1 gang at Buffy og Satsu var havnet i seng sammen. Men når Buffy så vælger at ha’ sex med hende igen, så tolker jeg det som værende mere end blot et ”trøsteknald”, fordi Buffy følte sig ensom.
Og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de tre mindre succesfulde forhold plus det løse skulle få hende til at skifte seksualitet - jeg kender masser på samme alder (det er også min egen), der har konstruktive forhold til gode, og jeg har ikke indtryk af, at det påvirker deres tanker om deres seksualitet.
Og det er jo netop også selvsamme årsag, jeg sætter op imod den forklaring ang. fans accept af Willows skifte i seksualitet ; Der var ingen bedre mænd end Oz, derfor logisk Willow blev lesbisk?
Men når man sætter Buffy ind i samme formel og erstatter Oz med Angel/Riley/Spike, ja så dur den forklaring lige pludselig ikke længere ? Ud over at den forklaring om et skifte i seksualitet er mega tynd, gir det jo ingen mening og er da dobbeltmoralsk som bare pokker.
Jeg synes også hurtigt Whedon kan træde forkert i dette tilfælde; for mig var det troværdigt at Willow og Tara var lesbiske, og det ville også være troværdigt, hvis Andrew var/er homoseksuel, men jeg ser det som stridende imod Buffys figur, hvis hun viser sig at være lesbisk, og dette ikke blot er en onetimer.
Jeg kan ikke se hvorfor Buffy skal holdes fast i en bestemt seksualitet, når det var/er ok at ændre på Willows og evt. Andrews. Hvis Whedon gerne vil gøre opmærksom på et bestemt budskab, så er han da i sin gode ret til at bruge de af sine karakterer han vil til det formål. Og hvad er så mere oplagt end at bruge den centrale figur Buffy, der er symbolsk med alt hvad Whedon og serien står for. Jeg synes ærlig talt det er pisse fedt, at han har valgt at ta’ Buffy i den retning, ligegyldig om det så er for en kortere eller længere periode.
Jeg vil godt indrømme, at mit blad også røg tværs gennem rummet første gang - For det giver ikke mening for mig, hvis Buffy pludselig er lesbisk. For mig gav det netop mening, at den forsagte Willow, der op igennem High School har forsøgt at leve op til sine forældres idealer blandt andet ved at undertrykke flere sider af sig selv, kunne opdage sin seksualitet i en så sen alder. Det giver ikke mening ift. Buffy, der længe har turdet gå sine egne veje og stå ved sine overbevisninger.
Jeg kan sagtens følge dig her ang. Willow og jeg stiller heller ingen spørgsmålstegn ved hendes udvikling, som jeg synes gav klar og tydelig mening. Men det synes jeg så også at Buffys gør og der findes da mange eksempler på, at folk som hende lige pludselig bliver overasket følelsesmæssigt i en hel anden retning, end den de gik og troede de havde.
Det giver så omvendt meget mening for mig, at hun i sin desperation er sammen med Satsu og ikke Xander; Satsu har bekendt sin kærlighed og er en person, som Buffy kunne holde af, men som hun ikke kender vildt godt endnu... Xander har hun haft et mere eller mindre helt afklaret forhold til siden Prophecy Girl, og hun ønsker heller ikke at støde en af sine allernærmeste venner væk fra sig.
Det virker ellers på mig, (hvilket også går fint i tråd med det Scott Allie har udtalt i # 24 om affærens opbygning), at Buffy har en ret godt kendskab og et mere personligt forhold til netop Satsu, end hun har til nogen af de andre slayers. Buffy gør det klart ved flere tilfælde, at Satsu er hendes foretrukne og kommer også med kommentarer til hende, som indikerer et stærkere bånd imellem de to. Mht. Xander og Prophecy Girl, ja så kan jeg godt huske, at Buffy afviser ham blankt, (hvorpå han går hjem og lytter til depri country musik, hehe), og at forholdet mellem de to er låst fast, om man vil, allerede på dette tidspunkt. Det jeg mente ang. Sara’s kommentar var, at hun først slår fast at Buffy er 100 % hetero, hvorefter hun siger at Buffy kaster sig over en pige i ren desperation. Hvis det kun var desperation, (hader for øvrigt det udtryk i den her sammenhæng), i jagten på sex, ja så burde Buffy vel ha’ kastet sig over en mand, som hun jo havde til rådighed i form af Xander, ligegyldigt deres indbyrdes forhold. Det er det som ikke gir nogen mening.
Det skal det heller ikke nødvendigvis, men når det bliver en kliché, at den stærkeste kvinde, som kan give mændene modspil (eller tørre tæsk) er lesbisk, så bliver det svært at tage alvorligt, og jeg synes der er ved at være lidt af en kliché på dette område.
Men så er Willow jo i princippet også en kliché, da hun er på samme niveau styrkemæssigt som Buffy. Og igen, hvorfor er det ok at acceptere at flere af Whedons karakterer er homoseksuelle, Willow, Tara, Kennedy, Andrew… men ikke Buffy?
Jeg synes altså så heller ikke, at så mange af brevene er fyldte med intolerance og homofobi - mere med et chok, og det synes jeg til dels er velbegrundet, fordi det i mine øjne netop ville være stridende imod den skildring af Buffy, vi har set i 7 sæsoner. Jeg ville hverken synes dårligere eller bedre om figuren, hvis hun skulle vise sig at være lesbisk, men jeg mener ikke, at seeren kender hende for godt til, at hun kunne have været lesbisk uden vores viden, og jeg mener netop ikke at seksualitet 'bare' er noget omskifteligt noget; jeg tror mere at folk, der opdager deres sent, har undertrykt denne (måske pga. samfundets/vennernes eller forældrenes manglende accept), og det mener jeg ikke, at Buffy har.
De mails/kommentarer jeg har taget med i part I & II, synes jeg netop er homofobiske og udstiller en klar mangel på tolerance. Dem fra Part III hører så til den positive side, så jeg har sørget for at ta’ begge synspunkter med. Begge dele indeholder mails hvor fans har fået et chok, men der er dæleme stor forskel på hvad det vil sige. Nogle synes det er en positiv overraskelse, mens andre bliver vrede og finder det afskyeligt ligefrem. Jeg havde bare svært ved at tro på, at der rent faktisk var fans af Whedon, der havde den holdning og jeg kommer heller aldrig til at forstå dem. Mht. Buffy’s udvikling så forstår jeg ikke hvorfor nogen synes, at hun skal forblive den person hun altid har været, når nu en af Whedons styrker netop er at ændre og forny sig på den front. Det at man ikke aner i hvilken retning han tager sine figurer, er jo lige præcis det der gør hans univers så interessant som det er. Og vi jubler jo over disse overraskelser og når der bliver afsløret nye side af en af karaktererne. Men Buffy… tjae hun skal forblive den samme, som hun altid har været? Det kan jeg ikke se fornuften i og jeg synes ærlig talt også det er temmelig modstridende set i forhold til Whedons egen filosofi.
Jeg synes det er rigtig godt, det sidste du skiver her med at opdage sin seksualitet sent, fordi den har været undertrykt og det er jeg også helt enig med dig i ang. Willow og Tara. Men jeg mener så ikke at det gælder i alle tilfælde og nogle opdager det, som Buffy, på en anderledes måde. Måske fordi hun er biseksuel, eller måske fordi hun bliver forelsket i personen og det i virkeligheden slet ikke handler om at sætte en label på hendes seksualitet.
Vi ser på det med forskellige øjne og selv om vi ikke er enige, så synes jeg det var fedt at du havde lyst til at skrive et par kommentarer.
Mht. Buffy/Satsu så burde vi næsten lave et væddemål om, hvad der sker med de to i fremtiden? :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#221 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Team Angels faciliteter er ved at være fyldt ud med sindssyge mennesker, og Kate begynder at frygte for, at Angel skal opdage, hvordan Gwen og hende selv har fanget Dez uden hans viden, og det hjælper ikke på hendes usikkerhed, at de to kvinder ikke har fået et ord ud af Dez, der nægter at skifte tilbage til sin menneskerform.
Angels mistillid er imidlertid ikke rettet mod Kate, men mod den mystiske krigerengel, James, der vil have Angel til at hjælpe ham med sin mission, som er at redde de øvrige engle. De to støder på en gruppe af dæmoner, der er ved at gøre det af med en anden - fredelig - dæmon, men deres redningsaktion er forgæves, da han gør det af med sig selv, fordi han ved at jagtsæsonen på alle dæmoner - gode som onde - er gået ind.
Kate har svært ved at holde sit pokerfjæs overfor Connor, men hun falder heldigvis over en avisartikel om, at en gorilla er blevet sendt tilbage til en lokal zoo, og det går op for hende, at de 'sindssyge mennesker' i virkeligheden er dyr i menneskerform. Herefter slipper hun Dez fri og prøver på at undskylde for at se til, mens Gwen brugte sine kræfter til at afhøre kattekvinden.
For at overbevise Angel om James' gode intentioner dukker Cordelia op i gruppens kirke og bekræfter James' historie, mens hun fortæller at de øvrige engles mission er, at rydde ud i L.A.'s dæmonbestand, men missionen er som allerede nævnt ikke uden problemer, for englene skelner ikke mellem gode, onde og neutrale dæmoner. Cordelia kaldes straks efter sin forklaring tilbage af 'The Powers That Be', hvorefter Angel er klar til at befri nogle engle.
Dez fortæller Kate, at hun leder efter sin søster, og at hendes sande form i virkeligheden er jaguarformen, men at hun mere føler sig som et menneske. De to kvinder støder på en gruppe af rotter i menneskeform, men Dez forvandler gruppen tilbage, så hende og Kate kan flygte. Herefter tager de to over til gruppens mange 'fanger' og sørger for, at de også får deres sande former igen.
Herefter konfonteres Kate, Dez og Conner med Gwen, der ikke er tilfreds med ingenting at have fået at vide af Kate, men Kate sætter hende på plads, idet hun fortæller hende, at der er mere på spil end blot hendes personlige vinding ved at bevise sig selv overfor Connor, og Connor gør det klart, at han er af den mening, at Gwen kun kan tænke på sig selv og stadig er den samme person, som forrådte gruppen i 'helvedesøjeblikket'.
Andetssteds opsporer Angel og James nogle engle, der træner til deres mission i en boksering, men engelene har hverken tillid til James eller Angel, og de mener ikke, at det er nogen overraskelse, at James hænger ud med en dæmon, og Angel må tæve den ene engel i bokseringen for et bevsie sig selv, hvorefter englene dog blot forlader Angel og James.
Angel og James vender hjem, hvor Dez overfalder Gwen. Dez holder dog igen, fordi Gwen tilbyder at blive ved med at være gruppens 'bogdame' på trods af Connors modvilje. Gruppen efterlader Gwen, hvorefter de opsøger en gruppe af vampyrer og dæmoner for at gøre det af med denne - tilsyneladende for at bevise sig selv overfor englene.
Herefter vender James og Angel tilbage til bokseklubben, hvor en bokser fortæller dem, at englene er blevt hentet af de to folk i jakkesæt, som Angel stødte på tidligere i serien, og James kan fortælle at de to kaldes Elohim og er vogtere over balancen mellem godt og ondt.
Vurdering:
Den største omgang rod, jeg er stødt på længe. Aftermath er blevet til en udforskning af, hvor galt det kan gå, når Angel er overladt i de forkerte hænder. Historien er usammenhængende og ligegyldig, der er alt for mange bolde i luften, idéen om at det store problem er, at dyr er forvandlet til mennesker synes ligegyldig, og måden hvorpå Kate løser mysteriet er totalt til grin; det er simpelthen til grin, at en avisoverskrift skal løse det hele...
Figurerne er ikke sig selv, og det er tydeligt, at Armstrong ikke kan lide Kate, jf. "Am i back to being whiny, idecisive Kate?", og at bringe Cordelia (som man i øvrigt overhovedet ikke kan kende) tilbage for så lidt er i mine øjne at udhule betydningen af hendes død og af et fantastisk afsnit af TV-serien ("You're Welcome"). Figurerne opfører sig, som var de en del af et tøset high-school drama, og jeg har efterhånden utallige fordomme om, at Armstrongs bøger hører til i den kategori.
I øvrigt er historien totalt utroværdig, selv i Buffy og Angels univers; krigerengle er bare noget, som man burde være stødt på noget før, hvis de var en del af universet, og Elohim-væsenerne ville klart have haft noget at sige til multipliceringen af slayerantallet.
Stefano Martino gør det bedre end den uduelige Dave Ross, som jeg kun har fået mere og mere imod, jo længere serien er skredet frem, men god synes jeg heller ikke han er.
Jeg glæder mig til Aftermath er slut, og Lynch og Urru kan styre Angel tilbage på ret køl - det her er uden tvivl den Buffyverse-udgivelse, der har været dårligst overhovedet i mine øjne.
#222 NightHawk 16 år siden
Angel – Blood & Trenches Part 4 ; Cover & Preview :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/04/ang...
Angel # 22 – Aftermath, Part 5. Cover & Preview :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/11/ang...
Angel – Only Human, Part 1-5 ; Interview med Chris Ryall :
http://www.comicbookresources.com/?page=article&am...
Angel # 24 & 25 – The Drusilla Special :
http://ryalltime.blogspot.com/2009/06/drus-world.h...
Buffy TVS ; Season 8 - Tales Of The Vampire 2009 – Q & A med Scott Allie :
http://www.slayalive.com/index.cgi?board=buffyseas...
-----------------------------------------------
DollHouse : Season 2, + lidt om Buffy reboot’et - Interview med Joss Whedon :
http://popwatch.ew.com/popwatch/2009/06/joss-whedo...
”Ripper, Buffy & Merlin” – Interview med Anthony Stewart Head :
http://www.televisionaryblog.com/2009/06/pendragon...
Duellen her nedenunder kan på det varmeste anbefales at tjekke ud. Den rammer lige i bullseye ang. filmens svagheder. Med undtagelse af kommentaren om Spike er jeg fuldstændig enig med artiklen, der i den grad udstiller Kuzui’s mangel på talent som instruktør.
Buffy The Movie vs. Buffy The Tv-Show – The Fight Is On! :
http://www.divinecaroline.com/51298/76274-tv-buffy...
Det link med SMG’s kampscener virkede ikke hos mig, så jeg har fundet de her to klip fra hhv. filmen og serien frem som sammenligning i stedet. Læg mærke til de ”fantastiske ”effekter når vampyrene dør i filmen. :D Oh my god…og Rutger Hauer som Lothos. :D
Og så til et fight miks der får Kristy Swanson til at ligne Bambi på glatis. Kampscenerne fra tv-serien er på alle måder filmens overlegne med flere længder både hvad angår koreografi, intensitet og tempo, udført af den eneste rigtige Buffy…Sarah Michelle Gellar :
# 221 -
Ku’ ikke nå at blive færdig med Buffy # 25 og den Buffy – Special til denne weekend, og de mangler ærlig talt også en del tyngde begge dele synes jeg, så jeg vil hellere bruge et par dage mere på det og så lave noget jeg kan stå inde for. Håber du har lyst til at skrive et par kommentarer til ”Special” udgaven ? Kommentarer til Angel # 19 & 20 bliver så først klar til om 2 uger. :)
Jeg har for øvrigt lige bestilt Angel # 21 og Angel – Blood & Trenches # 4, samt den nye Tales of The Vampires. Pyh ha, synes godt nok der er meget at se til for tiden, og så mangler jeg jo også stadig at få skrevet reviews af Omnibus. Vol 7. :P
#223 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Drengen Jacob er frustreret over sit liv og keder sig; alle dage føles ens, hvilket får ham til føle, at han ikke føler noget. Han bruger sine dage på at hænge ud i en arcade-hal, være sammen med veninde Alex eller på frivilligt at lade den lokale vampyr Sebastian suge sit blod, selvom Alex er meget skeptisk overfor vampyreren.
Efter et møde med pigen May er det dog som om han vågner lidt op, og han drømmer en seksuel drøm om Alex i en vampyrudgave, hvorefter han inviterer Alex ud på en date. Natten før daten render han imidlertid ind i sine vampyrven, der er sulten efter blod, og da han ikke har lyst til at blive udsuget, banker Seabastian ham og efterlader ham døende.
Flere dage senere vågner han op, da May har forvandlet ham til en vampyr, og han affinder sig hurtigt med at være vampyr, fordi der sker noget i hans efterliv. En nat støder han igen på Alex, der skælder ham ud over, at han har været forsvundet og over, at han har udsat sig selv for fare ved at være sammen med vampyrerne. Alex forlader rasende Jacob, da de render i i Sebastan, og Jacob og ham begynder at snakke venskabeligt sammen. Sebastian kører Jacob hjem.
Jacob ender hurtigt med at fortælle sin mor, at han er blevet en vampyr, hvorefter han flytter ned i kælderen, hvor der ikke er nogle vinduer. Hurtigt begynder hans liv igen at blive trivielt, og han overvejer om han ikke sammen med May skal slå sin moder ihjel; så ville da der ske et eller andet; han dropper det dog, da hun bliver bekymret for ham efter at have hørt, at Sebastian er blevet slået ihjel tæt på dem.
Alex møder igen Jacob og fortæller, hvor bekymret hun er, og da May dukker op og viser sit sande ansigt, farer Alex på hende med en træpæl og gør det af med hende; Alex er en slayer.
Herefter suger Jacob det meste af Alex's blod og giver hende valget om, hvorvidt hun vil være en vampyr eller ej...
Vurdering:
Historien er lige ud af landevejen og meget forudsigelig, og som ens månedlige Buffy-rush føles den ret ligegyldig; i en anden sammenhæng vil jeg dog synes bedre om den, og jeg forestiller mig at The Thrill og Broken Bottle of Djinn vil blive samlet i en genudgivelse af Tales of The Slayers/Vampires eller i en samling af diverse Season 8 Spinoffs; Scott Allie har i hvert fald for nyligt løftet sløret for, at et Willow Oneshot snart vil se dagens lys.
Historien fungerer, man figurerne er så overfladiske som de typisk er i en historie af denne længde, og det gør, at man ikke rigtigt føler med dem.
Den grafiske stil er meget speciel, ligesom den er i de andre Tales of...-udgivelser, men er ikke umiddelbart min foretrukne kop te, selvom den fungerer.
Jeg er alt i alt meget klar på flere spin-offs, men jeg håber på, at det ikke betyder pauser i hovedserien - for sæson 8 har efterhånden varet længe, og jeg vil gerne videre i historien.
#224 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 25 ; Living Doll :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-333
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-745
Doug Petrie lægger herligt ud med et setup, der ildevarslende får det til at løbe koldt ned af ryggen i sin præsentation af, hvad der med al tydelighed ligner en usandsynligt ubehagelig torturscene. Men som det næsten altid er for vane i Buffyverset, vendes den faretruende indledning snedigt rundt på en porcelænstallerken og åbenbarer at Dawn i virkeligheden er i trygge rammer i denne spøjse homage til Gepetto og Pinocchio, som Dawn meget passende er havnet hos set i lyset af at hun har løjet for Buffy om, hvad der i virkeligheden er foregået mht. Kenny. De eksterne hilsner fortsætter herefter kløgtigt på den efterfølgende side med kommentarer til både Veronica Mars, Wolverine fra X-Men, (Buffys armerede handske), og en finurlig skrevet dialog fra Xander, der mikser en Christian Bale film fra virkelighedens verden med Buffyversets indre handling ang. Dawn og den skyldfølelse Buffy lider af og som af diverse årsager og udfordringer har hobet sig op og kun kan ophøre ved en redningsaktion, der i princippet befrier begge søstre fra deres følelsesmæssige lænker.
I den efterfølgende periode i Living Doll synes der umiddelbart ikke at ske det helt store i historien, men det er dog alligevel ganske interessant at følge hhv. Dawn flugtforsøg fra dukkemagerens hytte der, som jeg ser det, er en metafor over hendes kamp for at slippe ud den barnerolle hun stadig befinder sig i og som dukkerne med deres overfald sørger for at bevare status quo på. I mellemtiden har Buffy sine helt egne problemer med Judas Cradle og hans horde af blodsugere, men de fungere i bund og grund blot som blikfang og henvisning til seriens navn alt imens tungere og langt vigtige problemer efterfølgende åbenbarer sig, præcis som det også var tilfældet flere gange i tv-serien. For først under Xander og Buffys vandretur gennem skoven går det for alvor op for hende hvor langt væk fra hinanden de to søstre er kommet og hos ”Gepetto” bliver Dawns identitetskrise med hendes kunstige jeg vs. det humanistiske jeg atter vendt og drejet, nu blot med modsat fortegn end vi kender den fra tv-serien, mens Doug Petrie samtidig holder fast i forrige nummers tema om flugt fra, i stedet for konfrontation med, livet på godt og ondt. Tilbage hos Andrew, der står for de humoristiske indslag., (herlig detalje med Star Wars – Yoda kameraerne/totem objekterne), bliver Kenny så tvunget til at vise sit sande jeg, hvilket går perfekt hånd i hånd med Dawns egne problemer om at komme til tåls med sit sande jeg.
Hehe, ahh yes, hvor er det dog bare fedt at se den måde Buffy tager sig af det lille og ikke synderligt faretruende skov væsen på. Her er der sgu ingen kære mor, da hun resolut tyrer det gennem skoven og med dens ”hjælp” finder frem til hytten, hvor Dawn holdes fanget/beskyttet. Her ku’ man måske godt mene at det er lidt frustrerende, at Xander ikke får lov til at hjælpe Buffy og bliver sat så hurtigt ud af spil. Men det er nu et helt nødvendigt træk fra Petrie side, som han må ta’ for at historiens pointe i finalen ikke mister sin slagkraft. Dermed bliver begge tråde ang. Dawn samlet på én og samme gang ved Buffy og Kenny’s fælles indsats, der bringer Dawn full circle i hendes personlige udvikling og cementere hendes rejse fra barn/ung til voksen, da hun genfødes og bringes fra sit usikre og skrøbelige dukke-jeg tilbage i hendes menneskelige krop via forsoningen med Kenny, imens Buffy i sekunderne efter transformationen og i den afsluttende scene viser hvor stærkt hun føler for sin lillesøster og hermed foreløbigt får lukket det emotionelle hul, der har været imellem dem.
Jeg synes nu ikke at Dawn’s forløb er blevet trukket i langdrag, men derimod at Whedon og co. meget elegant har givet beskrivelsen af den modningsproces ind i voksenlivet, (som jeg betragter hendes tre stadier har været symbolet på), den helt rette tid til at udspille sig over, så hendes udvikling virker troværdig. Dawns rejse har så desuden sku’ konkurrere med den mere fremtræde hovedhistorie, uden at overskygge eller forstyrre den, og samtidig også skulle formå at være fremtrædende nok til ikke selv at blive overset, hvilket jeg mener har været årsagen til at Dawn-plottet er blevet udstyret med lige del absurd kulørthed og comic relief. Den balancegang synes jeg Whedon og co. er sluppet usandsynligt godt fra og har gjort at man som læser, (synes jeg), har været interesseret og investeret i at følge både hovedhistorien og sidehistorierne med nogenlunde samme fascination. Temaet med at Buffy ikke altid kan beskytte sin lillesøster, er som jeg ser det kun fremtrædende i Living Doll og i det store perspektiv kun et af lagene i de dele af historierne, som har fokuseret på Dawn. I sine to første stadier har Dawn jo været en stor hjælp for Buffy og co., først i Tokyo og siden hen Skotland under Twilligts angreb, og har altså ikke her været i fare pga. de styrker/evner som hun i skikkelse af hhv. af gigant størrelse og kentaur har været i besiddelse af.
Nogen vil måske mene at hendes forvandlinger er den, i Buffyregi, klassiske historie om Dawns søgen efter opmærksomhed, men det synspunkt falder ret hurtigt til jorden igen, da hun jo umuligt på forhånd ku’ vide, at Kenny ville udsætte hende for disse transformationer. Derfor tolker jeg også hele set-up’et ang. Dawn som værende langt mere betydningsfuldt for karakteren og altså heller ikke kun at ha’ været med i sæson 8 som udelukkende comic relief. Jeg synes nemlig godt, at man kan se en rød tråd igennem de tre stadier, der bakker hendes rejse fra teenager ind i voksenlivet op, hvis man læser det på følgende metaforiske måde. Da Dawn forvandles til en gigant, vokser hun i kølvandet på de store udfordringer som Buffy og co. har skabt med skabelsen af slayerhæren, plus hendes kontrovers med Kenny og hans roommate, så at sige for hurtigt op, hvilket hun i sidste ende, selv om hun også får noget godt ud af situationen, ikke kan overskue. Da hun efterfølgende går ind i sit andet stadie, kommer hendes seksuelle side så til udtryk ved det, at skiftet til kentaur bliver symbolsk med at hendes underliggende dyriske drifter har taget over og samtidig er et signal om, (bekræftet i ”Living Doll”), at hun har haft sin seksuelle debut. Dawn ved ikke helt hvordan hun skal forholde sig til den overgang, hvilket bl.a. Xanders mange sex jokes da også klart understreger, fordi hun under sin pingpong med ham både bliver ret pinligt berørt, men på den anden side også spiller med på.
I sidste ende farer Dawn meget passende lettere forvirret vild i skoven af sin egen udvikling og søger bevidst/ubevidst tilbage i trygge rammer mod barndommen, som jeg tolker dukken til at være. Det ved hun et eller andet sted godt, trods alt, ikke er den rette løsning og derfor forsøger hun ved egen hjælp at finde sig selv igen, hvilket hun så endeligt gør da hun får hhv. Buffy’s kærlighed og Kennys tilgivelse og lærer at accepterer den person hun er blevet til, enkelt men bragende effektivt og smukt illustreret da Dawn’s forbandelse bliver brudt og hun genopstår som menneske uden en trævl på kroppen.
Jeg synes Living Doll i sig selv var rigtig godt skrevet og som afslutning på Dawn’s lange rejse et helt igennem perfekt punktum. Alt i alt har de 5 oneshots været høj kvalitet og nu er det jo så tilbage igen til en længere story arc, som næppe heller bliver kedelig. Jeg er spændt på, om vi får en afklaring på Buffy/Satsu affæren, som må blive omtalt på en eller anden måde eftersom Satsu optræder side om side med Buffy på cover # 26. Ligegyldigt hvad, ja så glæder jeg mig til at se hvad Whedon og co. har fundet på.
#225 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Season 8 # 24, (Slay the Critics) - Special!
When Two Magnets Collide – Part I :
http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids....
Således lyder den temmelig deprimerende men samtidig skræmmende realistiske tekst fra indierock duoen Tegan & Sara’s afsluttende nummer på deres 5. album The Con fra 2007, der for første gang markerede en langt mere aktiv og engageret indsats fra de to lesbiske tvillingesøstre i kampen mod den støt stigende homofobi, som atter var blusset op under Bush regeringen for fuldt styrke og i store træk bombet den positive udvikling for homoseksuelles image udadtil og deres rettigheder på flere områder næsten tilbage til stenalderen. Dråben der endeligt fik bægeret til at flyde over og håbet for en bedre fremtid til at smuldre, var vedtagelsen af Proposition 8 i Californien og dermed afskaffelsen af muligheden for at blive officielt viet som par på lige fod med heteroseksuelle i den eneste stat i USA, som ellers indtil da havde tilladt netop dette ritual, der umiddelbart ku’ synes ikke at betyde det store for udenforstående, men som bestemt har en gigantisk stor symbolsk værdi set i forhold til jagten på at opnå samme basale rettigheder som heteroseksuelle. Så i en tid hvor man ellers sku’ tro, at der skete fremskridt frem for store tilbageskridt, var det logisk at håbløsheden efterhånden stod malet i manges ansigter heriblandt Tegan & Sara’s og afspejlede sig i deres opgivende ”Call It Off”, der mere direkte i musikvideoen understreger et menneske, som er fanget og holdt nede af sin seksualitet pga. ydre omgivelser.
Som de to fightere de er, har de dog alligevel nægtet at opgive det spinkle håb der altid findes og har efterfølgende deltaget, (bl. a. i selskab med Buffy’s egen Eliza Dushku), i de demonstrationer der har været for at få omstødt Prop. 8, hvilket desværre ikke er lykkedes endnu. Midt i heksekedlen i 2008 genopstår Joss Whedons klassiske og legendariske Buffy The Vampire Slayer, nu i illustreret form, som en anden fugl Phoenix pudsigt nok på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for hans alter ego og de ting hun repræsenterer på det humanistiske og politiske plan. Buffy var tilbage og med hende mulighed for bl.a. at ku’ sætte fokus på et af de emner, der lå Whedon nærmest, nemlig kampen mod homofobi. Som han har det for vane blev det dog ikke en lige ud landevejen tilgang til emnet, men i stedet finurlig skrevet ind i handlingen af en lang omvej som subtekst med små hint hist og pist i skikkelse af en spirende flirt mellem hans ikoniske Buffy Summers og hendes slayer elev Satsu, der umundede sig i en af de største overraskelser i serien, da Whedon tilsyneladende ud af det blå med mesterlig timing og fornemmelse for stor dramatik smed en lesbisk dynamitstang ned i fanbasens krudttønde og i efterdønningerne fra eksplosionen afslørede en overraskende negativitet og dobbeltmoralsk indstilling til Buffys 180 graders drejning på det seksuelle orienterings vejkort fra flere hardcore fans, der lod følelserne få frit løb i tegneseriens brevkasse fra # 24, som kommentarerne nedenunder stammer fra…
http://lesbicanarias.es/wp-content/uploads/2008/03...
Det kan måske umiddelbart lyde hårdt at skrive, men når jeg læser disse meget hidsige ja nærmest aggressive mails fra fans i den svært negative ende af skalaen lader det til, at de midt i deres vredesudbrud samtidig også har fået, hvad der ligner en mindre hjerneblødning. For kritikken ang. den manglende opbygning, eller forklaring om man vil, på Buffy/Satsu affæren, er ganske enkelt ikke korrekt anskuet. Jeg skal da være den første til at indrømme, at det også kom som en stor overraskelse for mit vedkommende pludselig at se de to slayers i seng sammen og at det først var i en retrospektiv gennemgang af #1 - #12 at jeg ku’ se, hvad det var Whedon og co. havde lagt op til i # 12’s konklusion af den lesbiske lovestory. Og efter at ha’ spottet de forskellige spor der var lagt ud, (med hhv. The kiss of true love og forspillet inden Buffy og Satsus duel mod Twilight, hvor Buffy kommenterer på sin elevs udseende og lugt i en mere end kærlig tone), ja så er der faktisk ikke noget at komme efter af kritik på det punkt. Spørgsmålet er så om det overhoved havde gjort nogen forskel for de utilfredse fans, hvis flirten/affæren var blevet mere tydeliggjort, eller om deres harme slet og ret var pga. Buffys seksuelle udfordring af sig selv.
Svaret synes ifølge kommentarerne allerede givet på forhånd, så lad os i stedet fluks springe videre i teksten og se på om det virkelig er så usandsynligt som det bliver udlagt her, at Buffy skifter sit hetero skind ud med et homoseksuelt af slagsen. Tager man et view tilbage over tv-serien, har hun rigtigt nok kun haft mandlige kærester, men har i ingen af de tre forhold hun har været i ku’ få det til at fungere af forskellige årsager. Derfor synes det heller ikke specielt underligt, at hun nu efter tre følelsesmæssige katastrofer, (Angel/Riley/Spike), forsøger at finde lykken hos ikke blot en af sit eget køn, men også en af sit eget slayerblod og her er Jade Ravens bemærkning om Buffys fascination af magtfigurer bestemt et interessant indslag til debatten. Men hendes konklusion holder så alligevel ikke helt i sidste ende fordi Satsu, skønt hun besidder samme evner, ikke er oppe i samme styrkemæssige klasse som Buffy selv. Derfor ligger der også mere i Buffys følelser for Satsu end blot rene og skære narcissistiske intentioner.
Et andet bud på at undermine affæren er Jason Stephensons lettere desperate forsøg på at gøre den blonde slayer homofobisk ved at bringe Willows coming out scene fra sæson 4 på banen, i hvilken Buffy reagerer på en ganske naturlig måde med en blanding af overraskelse og forbløffelse pga. Willows udelukkende heteroseksuelle fortid. Cirka 20-30 sekunder går der inden Buffy indser det tåbelige i sin reaktion og herefter står last og brast med både Willow, men så sandelig også Tara, som bliver erklæret en del af familien i sæson 5’s Family, der om noget er en understregning af Buffys accept og forsvar af Tara’s homoseksualitet, som har været undertrykt og dæmoniseret af hendes egen familie. Ej heller er sammenligningen med Spike affæren et særligt brugbart eksempel, selv om han dog er inde på noget af det rigtige her i sin kritik. Men det fortæller i virkeligheden ikke andet, end at det beskriver Buffy's evige problemer med at få sit kærlighedsliv til at fungere, sådan som hun altid har haft det, hvilket blot fortæller mig at Whedon så ganske udmærket har føling med både sin karakter og sit univers, som Stephenson pinligt påpeger til sidst han ikke har skønt det, at Stephensons afgørende dødsstød om Buffys ”war with the human” race er taget helt ud af kontekst i forhold til at gælde Xander, Giles osv. og er en kommentar rettet mod den militær enhed, (der er symbolsk med en undertryggende regering), der jager Buffy og hendes hold af outsidere. Som sagt fornemmer man, at vreden over at se Buffy som lesbisk nærmest har overskygget folks hukommelse og derudover også medført en påfaldende dobbeltmoral, som vi skal se nærmer på efter et par yderlige mails...
#226 NightHawk 16 år siden
When Two Magnets Collide – Part II :
http://www.theangrypuppy.com/wp-content/uploads/20...
Bob Caruso er ikke bare sur... han er i den grad pissed. Og midt sin sorten for øjnene og hjerteflimmer over muligheden for et worst case scenario med to mænd, der om noget er en endnu mere skræmmende tanke end at se to kvinder sammen, (han var jo trods alt kun lige ved at smide bladet i skraldespanden), kører han sig selv helt op i det røde felt, hvor alt nu pludselig er i vejen med serien. Men for det første var Willows tur til England efter sit sammenbrud som Dark Willow og mødet med Giles og heksekulten ikke med henblik på at skære ned på hendes magiske evner, men derimod at hun skulle lære at få kontrol over dem og dermed sig selv. Mht. Dawn ku’ Caruso ikke på det tidspunkt han har skrevet sin kritik, ligesom alle andre inkl. undertegnede, se hvad formålet var set i forhold til hendes tre stadier, så det kan man dog ikke klandre ham for. Til gengæld går han helt galt i byen med sit sidste eksempel om Warren, der skal understrege Whedon og co’s manglende overblik. Caruso glemmer dog at Warrens comeback er helt inden for seriens eget regelsæt, som jo klart og tydeligt altid har været, at en karakter har mulighed for at vende tilbage, hvis vedkommende er afgået ved døden via magi. Overblikket er altså ikke overraskende intakt fra Whedons side, ligesom hans evige evne til at udvide og forny sit univers og dets grænser, som han altid har gjort og været respekteret for.
Vi husker f. eks. alle Willows overgang fra hetero til homoseksuel og accepterede det fuldt ud som fans skønt det, at hendes flirt med Tara var ligeså skjult og overraskelsen over at se dem get down and dirty stort set ligeså overrumplende som Buffy og Satsus. Et argument fra Jade Raven lyder på at Willow jo aldrig ville ku’ finde en mandfolk der ville matche Oz, så derfor logisk nok at hun ville blive lesbisk? Men samme ultra tynde forklaring er så åbenbart ikke go’ nok til Buffy? Desuden er Buffy jo 100 % hetero, (ja, præcis ligesom Willow også var det), og hendes nat med Satsu ren og skær desperation ifølge Sara fra Napoli, hvilket dog ikke gir meget mening, når den udelukkende straight Buffy jo havde Xander inden for rækkevidde ud over sine slayers. Nej, kritikken her hænger slet ikke sammen og bliver så glimrende udstillet i sin manglende determination af ”problemet” med Buffys lesbiske eventyr i den noget forvirrede Katie’s mail, der både indeholder den store afsky og lysten til at læse videre, samt Christa der tilsyneladende vælger at ignorer, at hele tv-serien var super sexually edgy, inkl. f.eks. Willows oralsex af Tara i Once More With Feeling.
http://www.vidilife.com/video_play_712585_willow_a...
I tegneserien er ”edgy sex” lige pludselig blevet et problem, selvom den eneste forskel nu er, at det er Buffy der står for de lesbiske løjer. Christa undrer sig efterfølgende irriteret over hvorfor der skal provokeres ved at gøre Buffy homoseksuel, men svarer samtidig på sit eget spørgsmål ved det, at hun gør et stort nummer ud af at bemærke det.
For det burde vel nemlig ikke her i 2009 ku’ forarge nogen vel? Øhm… tjoe åbenbart, og det på en måde så man sku’ tro, at visse folk ikke havde rykket sig en meter på deres tolerancetærskel og havde lært, om man vil, noget som helst af de 7 sæsoner som tv-serier kørte i. Hvordan man kan være så intolerant og samtidig kalde sig for devoted fan og som f. eks John Paul Land anklage Joss Whedon for at sælge ud af sin karakterudvikling til fordel for at promovere ”alternative lifestyles”, (dvs. at Land altså ikke brød sig om sæson 4 – 7, med Willow/Tara og Willow/Kennedy?), hænger for mig at se slet ikke sammen og går i direkte modstrid med alt hvad Whedon har stået og stadig står for. At man så samtidig, hvilket går igen i flere af indlæggene, prøver at så tvivl om hans troværdighed og føling med serien ved at sammenligne det homoseksuelle skift med flere såkaldte svipsere og utænkelige setup i andre sammenhæng, er som jeg ser det på grænsen til det fornærmende og en person som John Paul Land burde nok lige til en anden gang tjekke skarpere op på seriens forhistorie, inden han kaster sig ud i et mindre angreb.
At sætte Xander og Buffy sammen havde ud over hamrende forudsigeligt og temmelig kedeligt været dødsdømt på forhånd, fordi Buffy allerede har gennemgået et af slagsen med en almindelig mand som Riley, hvilket vi så utallige eksempler på ikke fungerede, netop fordi han ikke var noget match for hende som superhelt. Buffy har brug for nogen til at gi’ hende et modspil. Det ku’ Angel og Spike, men de er væk nu og derfor er det egentlig ganske logisk, at Buffy drages mod en med samme evner som sig selv i form af Satsu. For øvrigt synes jeg, det er besynderligt som Land er villig til at acceptere Xanders pludselige forelskelse i ”random slayer nr. 68”, Renee, som vi stort intet kender til, men modsat går helt i baglås når Buffy har samme forløb med Satsu, endda med en, har det så efterfølgende vist sig, bedre baggrundshistorie.
Alt opsummeret er der altså hverken noget nyt i Whedons måde at ændre i sin karakterudvikling, eller hans passion for at diskutere alternativer til den normale måde at leve på, og hans valg med nu at gøre sin hovedkarakter homoseksuel eller biseksuel, alt efter hvor meget man lægger i forholdet, er i virkeligheden et ganske naturligt skridt på vejen i at få formidlet sin ideologi til omverdenen. Men betyder det så modsat at Buffy har mistet sin status som rollemodel? Og er det da umuligt både at være en stærk feminin kvinde og homoseksuel/biseksuel på samme tid? Og hvorfor skal ”the gay within” overhoved ses som noget negativt? De spørgsmål prøver jeg at besvare i Part III.
To be continued...
#227 NightHawk 16 år siden
”If love is the most beautiful feeling in the world, then why do some people have to hide it”?
When Two Magnets Collide – Part III :
http://whedon.cz/images/news/buffy-satsu.jpg
I den første mail her stiller Ismene ethundrede million dollar spørgsmålet ; hvad er det Joss Whedon egentlig vil ved at gøre straight Buffy gay? Det endegyldige svar, selv om Ismene på en måde er inde over det til sidst, venter jeg dog lidt med at komme med mit bud på. For inden da samler Chris Hammell op på blot et af de punkter, som affæren har ført med sig ved at skabe en konflikt imellem Buffy og Willow, men på samme tid også bringe dem tættere sammen og opnå forståelse for hvordan de hver især tænker og føler. Willow bliver til at starte med såret, mest af alt fordi hun føler sig sat uden for, og gentager i princippet samme mønster som man så tilbage i sæson 2, da hun blev bekendt med Xander og Cordelias firt. Men ved at acceptere Buffys sexy time med Satsu, på samme måde som Buffy også gjorde i sin tid med Willow & Tara, skabes der et bånd imellem de to, der ikke blot overgår deres venindestatus, men også nulstiller sidekick og superhero forholdet så Willow og Buffy nu er på lige fod på det menneskelige såvel som det overnaturlige plan.
”Was it out of character”? bemærker Chris Hammell som afslutning på sin kommentar og kaster spørgsmålet op i luften klar til resolut at gribe det igen i selskab med både Kathleen Saracen og Barnes C., der begge er inde på nogle af de helt rigtige årsager til hvorfor Buffys skifte, hvis man ser på deres argumenter i omvendt rækkefølge, gir fuldstændig mening i forhold til karakteren og hendes udvikling set i lyset af, som nævnt tidligere, at Angel og Spike hører fortiden til og at ingen andre mænd alligevel ville kunne leve op til dem. Det vil jo så i princippet sige, at der heller ikke sku’ være nogen problemer med at legalisere Buffys tiltrækning af sit eget køn, når det netop tidligere var selv samme forklaring på at Willow ku’ springe fra mænd, (Oz), til kvinder. Det er jo i bund og grund en ret søgt forklaring, som jeg ikke mener holder en meter og derfor er jeg også af den mening, at Buffys fascination af Satsu skyldes, ligesom Willows fascination af Tara, mere end blot det, at der ikke var nogen mænd til stede. Buffy fandt ud af ikke at begrænse sine følelser og gøre sin kærlighed universel og det valg må hun så leve med på godt og ondt hvilket, som Barnes C. korrekt skriver, samtidig gir både hende og hendes liv et interessant og tiltrængt friskt boost.
Så hvad er det helt præcist, der har ændret sig i forhold til Buffys personlighed nu, hvor hun har kastet sig svedigt rundt i lagnerne med Satsu? Er alle de eventyr hun har taget os fans med på over årene da pludselig ikke det samme værd, fordi hun muligvis har haft ”the gay within” liggende i generne undervejs. Og vil det sige at Buffys rebelske attitude mod autoritetsfigurer symboliseret i de mandlige skoleinspektører og byens borgmester, samt hendes lange og utrættelige kamp mod det reaktionære og patrialske Watchers Counsil hvor hun netop har sat feminiteten og kvinden i centrum på den ultimative kønskamp og vundet, heller intet er værd nu? Teleporterer vi os igen frem til nutiden og den aktuelle situation er det måske nemmere at se hvad problemet egentlig er med denne ”farlige” gayness, der har ødelagt Buffy som stærk kvindelig/feminin rollemodel og gjort hende mere maskulin. For det må jo immervæk være dét, at kritikkerne mener hun er blevet nu og på en måde bliver med tilbagevirkende effekt. Kan i se logikken? Nej vel, det kan jeg faktisk heller ikke, for som jeg ser det er Buffy præcis den samme person i tegneserien som hun var i tv-serien, hvilket vil sige en kvinde med stort K der indeholder ligeså stor feminitet som maskulinitet og som derfor også på det seksuelle område kan svinge begge veje uden at det virker urealistisk.
Men ligeså meget som Satsu affæren har været et billede på Buffys to sider, og i princippet den dobbelthed der ligger i alle mennesker i større eller mindre udstrækning, kommer Michelle også ind på noget interessant når hun skriver, at Buffys seksuelle udskejelser med en anden slayer skyldes, at hun har truffet et valg pga. sin forhistorie med forliste kærlighedsforhold, hvilket gir mening for mig også selv om jeg ikke er enig med Michelle i at det udelukkende drejer sig om sex. Hvordan man end vender og drejer de to slayers erotiske Rumble in the Jungle, hersker der ingen tvivl om, at Joss Whedon’s helt bevidste surprise har fået sat en diskussion i gang, der tilsyneladende har vist sig at være yderst velbegrundet. Især taget i betragtning af at der meget overraskende inden for fanbasen af en mand og en serie, (der altid har båret præg af at hylde det alternative og igennem en gruppe af outsidere ledet af en kvinde der har samlet mænd og kvinder på tværs af seksualitet til en fælles indsats mod at skabe et mere tolerant samfund), meget overraskende hersker både intolerance og homofobi. Folk burde jo være fløjtende ligeglade med hvem Buffy, eller nogle af de andre karakter for den sags skyld, deler seng med, men det viser flere kommentarer at de så stadigvæk ikke er her i år 2009.
http://www.newsreview.com/media/blogpost/896867/bu...
Jep, og lad os da alle sammen håbe på, at Jackie får ret i sit udsagn jo før des bedre, især fordi det af uransagelige årsager stadigvæk går alt alt for langsomt med at få givet homoseksuelle præcis samme rettigheder som heteroseksuelle og fjernet den klasseforskel der betyder, at mange stadig betragter en bestemt del af den menneskelige race som andenrangs borgere. Heldigvis fortsætter Joss Whedon ufortrøden med at kæmpe videre på den måde han kan bedst, side om side med sin Buffy i det kulørte og magiske tegneserieunivers og ude i den virkelige verden sørger Tegan & Sara fortsat med at holde regnbueflaget hejst via deres bittersøde tekster, hvoraf ”I Was Married” trods sin umiddelbare negative tone samtidig inspirerer til at holde fast i håbet om en bedre fremtid.
”If God says it’s better to love then to hate, then why hate two people who love eachother?”
#228 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Først og fremmest lidt gratis guld i form af Always Darkest; en lille 3-siders historie fra Dark Horse Presents, hvori Buffy gennem sine drømme konfronteres med
En lille værk af Whedon og Jo Chen:
http://www.darkhorse.com/Features/eComics/1087/Dar...
Derudover så har jeg læst, at Lynch står for Angel frem til og med nr. 27, hvorefter en anden vil overtage, så Lynch kan lave en ny Spike-serie. Og så er det længeventede (af mig i hvert fald) Spike: Omnibus med alt IDWs Spike-materale frem til After The Fall samlet i én udgivelse endelig ved at være på trapperne:
http://www.amazon.com/Spike-Omnibus-Peter-David/dp...
Jeg har i øvrigt bestilt 'tegneseriematiseringen' af Smile Time, selvom jeg ikke rigtigt kan se ideen med en sådan, men så kan jeg jo se, om jeg gør efterfølgende. Derudover er Not Fade Away jo også i gang med at blive udgivet og A Hole in The World/Shells er også på vej i en serie på fem numre:
http://buffyversecomics.blogspot.com/2009/07/exclu...
Jeg er skeptisk, men det er lidt pudsigt og meget lokkende, at det netop er mine fire yndlings Angel-episoder, der er undergået behandlingen...
I øvrigt burde Angel # 22-23 og Buffy # 26 være på vej til mig nu...
#229 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Ja, man kan jo bare konkludere, at jeg ikke helt deler din begejstring for Predators and Pray-arket, selvom jeg generelt er meget tilfreds, så synes jeg klrat, at de sidste 6 numre er seriens svageste led (bedst er i mine øjne # 23 og # 25), selvom jeg har været underholdt af dem alle undtagen # 20. Dog er de adskillige ligaer over Aftermath, som jeg uden tvivl synes er den største fiasko overhovedet af Buffy-/Angeludgivelser.
Mht. Dawns-transformationer (føj, hvor jeg dog hader det ord, efter jeg kom til at se Transformers 2 *censur af adskillige bandeord*) så forstår jeg godt, hvad den enkelte af dem symboliserer; jeg synes blot at det er lidt for overdrevet og et ret unødvendigt element; jeg kan bedre lide de lidt mere diskrete symboler i Buffys verden.
# 225:
Lidt af en mundfuld... Jeg kommenterer lidt til diverse citater:
Well... Der må jeg allerede være lidt uenig; der er masser af hints fra Satsus side i form af kysset osv., men jeg savner også noget mere opbygning ift. Buffys side af udviklingen, og jeg er ikke enig i din fortokning af tonen i samtalen mellem Buffy og Satsu i den scene, du nævner - jeg har en del pigevenner, som jeg kunne have sagt det samme til, uden at lægge an på dem, og har faktisk afvist en ret sød pige med nogle lignende kommentarer, fordi jeg ganske enkelt ikke var tiltrukket af hende. Jeg ser det ikke som flirten; Buffy er jo netop i gang med at afvise den stakkels pige.
Det havde faktisk ikke gjort den store forskel for mig; jeg ser i modsætning til Whedon ikke seksualitet som noget flydende, og jeg tror ikke at én med Buffys erfaring bare vender 180 grader og bliver lesbisk, hvilket jeg heller ikke tror hun er blevet - for i mine øjne hænger Buffys affære med Satsu sammen med, at Buffy føler sig meget, meget ensom, hvilket slutningen af A Beautiful Sunset også gør opmærksom på, og hendes ensomhed er så udpræget, så hun forveksler den fysiske kontakt med Satsu med en eller anden grad af kærlighed i den korte tid, hun kan opretholde en sådan illusion overfor sig selv.
Og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de tre mindre succesfulde forhold plus det løse skulle få hende til at skifte seksualitet - jeg kender masser på samme alder (det er også min egen), der har konstruktive forhold til gode, og jeg har ikke indtryk af, at det påvirker deres tanker om deres seksualitet.
# 226:
Jeg vil godt indrømme, at mit blad også røg tværs gennem rummet første gang - For det giver ikke mening for mig, hvis Buffy pludselig er lesbisk. For mig gav det netop mening, at den forsagte Willow, der op igennem High School har forsøgt at leve op til sine forældres idealer blandt andet ved at undertrykke flere sider af sig selv, kunne opdage sin seksualitet i en så sen alder. Det giver ikke mening ift. Buffy, der længe har turdet at gå sine egne veje og stå ved sine overbevisninger.
Det giver så omvendt meget mening for mig, at hun i sin desperation er sammen med Satsu og ikke Xander; Satsu har bekendt sin kærlighed og er en person, som Buffy kunne holde af, men som hun ikke kender vildt godt endnu... Xander har hun haft et mere eller mindre helt afklaret forhold til siden Prophecy Girl, og hun ønsker heller ikke at støde en af sine allernærmeste venner væk fra sig.
Jeg synes også hurtigt Whedon kan træde forkert i dette tilfælde; for mig var det troværdigt at Willow og Tara var lesbiske, og det ville også være troværdigt, hvis Andrew var/er homoseksuel, men jeg ser det som stridende imod Buffys figur, hvis hun viser sig at være lesbisk, og dette ikke blot er en onetimer.
Det skal det heller ikke nødvendigvis, men når det bliver en cliché, at den stærkeste kvinde, som kan give mændende modspil (eller tørre tæsk) er lesbisk, så bliver det svært at tage alvorligt, og jeg synes der er ved at være lidt af en chliché på dette område.
# 227:
Jeg er jo så til gengæld hamrende enig med 'Michelle'.
Jeg synes alstå så heller ikke, at så mange af brevene er fyldte med intolerance og homofobi - mere med et chock, og det synes jeg til dels er velbegrundet, fordi det i mine øjne netop ville være stridende imod den skildring af Buffy, vi har set i 7 sæsoner. Jeg ville hverken synes dårligere eller bedre om figuren, hvis hun skulle vise sig at være lesbisk, men jeg mener ikke, at seeren kender hende for godt til, at hun kunne have været lesbisk uden vores viden, og jeg mener netop ikke at seksualitet 'bare' er noget omskifteligt noget; jeg tror mere at folk, der opdager deres sent, har undertrykt denne (måske pga. samfundets/vennernes elelr forældrenes manglende accept), og det mener jeg ikke, at Buffy har.
#230 NightHawk 16 år siden
Hmm, nej jeg holder altså fast i at de har en flirt kørende her, også selv om Buffy påstår hun ikke er lesbisk, hvilket muligvis blot kan være fordi, at hun ikke selv kan finde ud af hvad det er hun vil og er bange for at ta’ så drastisk et skridt, som det unægtelig må være for hende at forsøge at findelykken med en anden kvinde. Buffy er jo ret pylret ang. Satsu og er straks henne og tørre mudderet af hendes ansigt, da hun falder, (en mindre detalje, der alligevel siger en hel del om de to’s forhold), og senere falder så de famøse ord, som jeg synes er ret nærgående/intime og ikke noget jeg ville sige til en anden person, med mindre jeg følte noget stærkt for vedkommende :
“You’re hot, you have great taste, you’re a hell of a slayer,(woman), and you smell good”
Ja, og den teori var jeg også gået med på, hvis det så kun havde været 1 gang at Buffy og Satsu var havnet i seng sammen. Men når Buffy så vælger at ha’ sex med hende igen, så tolker jeg det som værende mere end blot et ”trøsteknald”, fordi Buffy følte sig ensom.
Og det er jo netop også selvsamme årsag, jeg sætter op imod den forklaring ang. fans accept af Willows skifte i seksualitet ; Der var ingen bedre mænd end Oz, derfor logisk Willow blev lesbisk?
Men når man sætter Buffy ind i samme formel og erstatter Oz med Angel/Riley/Spike, ja så dur den forklaring lige pludselig ikke længere ? Ud over at den forklaring om et skifte i seksualitet er mega tynd, gir det jo ingen mening og er da dobbeltmoralsk som bare pokker.
Jeg kan ikke se hvorfor Buffy skal holdes fast i en bestemt seksualitet, når det var/er ok at ændre på Willows og evt. Andrews. Hvis Whedon gerne vil gøre opmærksom på et bestemt budskab, så er han da i sin gode ret til at bruge de af sine karakterer han vil til det formål. Og hvad er så mere oplagt end at bruge den centrale figur Buffy, der er symbolsk med alt hvad Whedon og serien står for. Jeg synes ærlig talt det er pisse fedt, at han har valgt at ta’ Buffy i den retning, ligegyldig om det så er for en kortere eller længere periode.
Jeg kan sagtens følge dig her ang. Willow og jeg stiller heller ingen spørgsmålstegn ved hendes udvikling, som jeg synes gav klar og tydelig mening. Men det synes jeg så også at Buffys gør og der findes da mange eksempler på, at folk som hende lige pludselig bliver overasket følelsesmæssigt i en hel anden retning, end den de gik og troede de havde.
Det virker ellers på mig, (hvilket også går fint i tråd med det Scott Allie har udtalt i # 24 om affærens opbygning), at Buffy har en ret godt kendskab og et mere personligt forhold til netop Satsu, end hun har til nogen af de andre slayers. Buffy gør det klart ved flere tilfælde, at Satsu er hendes foretrukne og kommer også med kommentarer til hende, som indikerer et stærkere bånd imellem de to. Mht. Xander og Prophecy Girl, ja så kan jeg godt huske, at Buffy afviser ham blankt, (hvorpå han går hjem og lytter til depri country musik, hehe), og at forholdet mellem de to er låst fast, om man vil, allerede på dette tidspunkt. Det jeg mente ang. Sara’s kommentar var, at hun først slår fast at Buffy er 100 % hetero, hvorefter hun siger at Buffy kaster sig over en pige i ren desperation. Hvis det kun var desperation, (hader for øvrigt det udtryk i den her sammenhæng), i jagten på sex, ja så burde Buffy vel ha’ kastet sig over en mand, som hun jo havde til rådighed i form af Xander, ligegyldigt deres indbyrdes forhold. Det er det som ikke gir nogen mening.
Men så er Willow jo i princippet også en kliché, da hun er på samme niveau styrkemæssigt som Buffy. Og igen, hvorfor er det ok at acceptere at flere af Whedons karakterer er homoseksuelle, Willow, Tara, Kennedy, Andrew… men ikke Buffy?
De mails/kommentarer jeg har taget med i part I & II, synes jeg netop er homofobiske og udstiller en klar mangel på tolerance. Dem fra Part III hører så til den positive side, så jeg har sørget for at ta’ begge synspunkter med. Begge dele indeholder mails hvor fans har fået et chok, men der er dæleme stor forskel på hvad det vil sige. Nogle synes det er en positiv overraskelse, mens andre bliver vrede og finder det afskyeligt ligefrem. Jeg havde bare svært ved at tro på, at der rent faktisk var fans af Whedon, der havde den holdning og jeg kommer heller aldrig til at forstå dem. Mht. Buffy’s udvikling så forstår jeg ikke hvorfor nogen synes, at hun skal forblive den person hun altid har været, når nu en af Whedons styrker netop er at ændre og forny sig på den front. Det at man ikke aner i hvilken retning han tager sine figurer, er jo lige præcis det der gør hans univers så interessant som det er. Og vi jubler jo over disse overraskelser og når der bliver afsløret nye side af en af karaktererne. Men Buffy… tjae hun skal forblive den samme, som hun altid har været? Det kan jeg ikke se fornuften i og jeg synes ærlig talt også det er temmelig modstridende set i forhold til Whedons egen filosofi.
Jeg synes det er rigtig godt, det sidste du skiver her med at opdage sin seksualitet sent, fordi den har været undertrykt og det er jeg også helt enig med dig i ang. Willow og Tara. Men jeg mener så ikke at det gælder i alle tilfælde og nogle opdager det, som Buffy, på en anderledes måde. Måske fordi hun er biseksuel, eller måske fordi hun bliver forelsket i personen og det i virkeligheden slet ikke handler om at sætte en label på hendes seksualitet.
Vi ser på det med forskellige øjne og selv om vi ikke er enige, så synes jeg det var fedt at du havde lyst til at skrive et par kommentarer.
Mht. Buffy/Satsu så burde vi næsten lave et væddemål om, hvad der sker med de to i fremtiden? :)