Nummeret starter direkte, hvor sidste nummer slap; Dez er ved at snige sig ind på en sovende Angel, der dog slår ud efter hende, så snart hun kommer for tæt på med sin træpæl, hvorved der indledes en mindre kamp.
Angel: "I've never seen a naked assassin before. Is that supposed to distract me" Dez: "Heaven forbid. That would be terribly unprofessional. Is it working?"
Dez er dog ikke en helt almindelig snigmorder, og mens hun er tæt på at gøre det af med Angel, giver hun ham et tilbud; hun vil undlade at slå ham ihjel, hvis han hjælper hende med at dræbe en demon lord, som hun står i gæld til.
Dez: "I want free of my debt. I'm sure you want free of those annoying assassination attempts. I believe I know a way to solve both our problems."
Tjae,…ikke ligefrem nogen fantastisk indledning på # 19 der nok havde været helt uspændende, havde det ikke lige været fordi Dez var splitter nøgen og temmelig hot at se på. For hvor sandsynligt var det lige at Angel sku’ blive nakket her på de første 4 sider…Desuden ser Angel ret hårdpumpet ud, skal jeg da lige love for og i det grønlige farveskær kommer han lettere komisk til i sine lilla shorts at ligne en lidt mere strømlignet udgave af Hulk, (som du også skriver). Ikke særligt heldigt tegnet af Dave Ross på det punkt.
Andetsteds jagter Kate og Connor en kvinde, der lider af efterveerne fra turen til helvede, da de bliver mødt af et baghold af en gruppe af disse muterede mennesker. Heldigvis kommer Gwen de to til hjælp, og da Kate mener, at hjælpen er nødvendig, accepterer Connor den meget modvilligt.
Connor: "Fine. But then she's gone. And don't turn your back on her. She'll stick a knife in it."
Gwen ønsker imidlertid at blive hængende for at bevise sin loyalitet, og selvom Connor gør det klart, at han ikke ønsker hendes selskab, følger hun stadig med de to, da de indfinder sig i 'Angel Investigations', hvor Angel og Dez har lagt planer om, at de sammen skal gøre det af med den demon lord, der volder Dez problemer.
Kate lader Angel vide, at hun ikke stoler på Dez, men det fører ikke til nærmere uoverensstemmelser, da Angel også formoder, at Dez ikke fortæller ham hele sin plan. Angel og Dez tager af sted med Connor og Kate lige i hælene.
På vejen ud af døren truer Connor Gwen med, at det får konsekvenser, hvis hun bliver ved med at følge efter ham, mens Kate giver hende besked på at udforske Dez's baggrund, hvis hun insisterer på at hjælpe.
Til gengæld kommer Ross stærkt igen, når historien flyttes over på Kate, Connor og Gwen i nogle lækre billeder, der har masser af drive og dynamik i kampscenerne og deprimerende stemning over sig ang. Connor og Gwens had/kærligheds forhold, der efterfølgende lægger op til at blive et trekants drama som nu også involverer Kate, der bliver trukket med ind i det personlige kaos som ”After The Fall” på fascinerende vis har været med til at skabe. Og hjemme i hovedkvarteret venter så et andet trekantsdrama, da Kate spotter Dez, som Angel har været så flink kun at låne en skjorte til. Vi kan dermed konkluderer at han A), ikke havde flere bukser tilbage i skabet, eller B), at Angel er en lummergøj, der godt kan li’ at tjekke Dez booty ud. :D Mht. Connor synes jeg måske nok han er lige lovlig hård i filten over for Gwen, når man tænker på hvad han selv har lavet af backstabbing tilbage i tv-serien. Håber Gwen kan få ham overbevist om, at hun er til at stole på.
Da Dez og Angel opsøger hendes demon lord, forventer denne Angels hoved på et sølvfad, men i stedet kæmper Angel mod hans vagter, mens Dez slår ham ihjel, og fortæller at hun i virkeligheden arbejder for en anden demon lord, der vil frame Angel for at have slået denne demon lord ihjel. En ny kamp mellem de to indledes, og den fører til, at en af vagterne slipper væk, hvorfor Angel regner med at sandheden kommer ud. Han mener at de tilbageværende demon lords får alt for travlt med at kæmpe mod hinanden til at bekymre sig om ham og Connor. Dez og Angel skilles for nu.
Da Angel, Connor og Kate er tilbage i kirken, går Angel og Connor efter meget overtalelse fra Kates side med til, at Gwen hjælper dem med efterforskningen, mens de ikke vil have hende med i felten.
I en gyde overfalder Dez i sin katteskikkelse et tilfældigt menneske blot for at blive til sig selv og undskylde; hun kan ikke styre sig i sin katteform. Herefter opsøger hun Angel og co. igen og fortæller at hun har lavet en fangst for dem, og de diskuterer, hvilket væsen hun egentlig er, hvorefter hun afslører at hun er en almindelige "were-kitty". Kate fortæller herefter Connor, at hun vil holde godt øje med Dez uden at fortælle Angel noget, og til det formål bruger hun herefter Gwen.
Senere har Angel, Connor og Kate fulgt Dez's instruktioner til, hvor fangsten er, og de ender på et hospital, hvor en patient skifter skikkelse, så han ligner en engel, hvorefter han fortæller, at han har en besked fra Cordelia...
Ja, og så sker der virkelig noget her med Dez dobbeltspil, som sætter fut under kedlerne hvad angår ”Aftermath”’s fremtid, eliminerer truslen fra de forskellige demon lords og delvis fjerner Angels bekymring for Connors ve og vel. Alt sammen ordnet på forholdsvis få sider af Kelly Armstrong der også lige har plads til et komisk indslag helt i tv-seriens ånd, da Connor og Kate’s hjælp kommer alt alt for sent. Tilbage ved hovedkvarteret synes jeg, at det er en fin lille detalje der bliver lavet, da Kate holder Gwen inde i varmen og viser hende at der trods alt er et håb for, at hun kan blive tilgivet af de andre også. Og så lykkedes det lang om længe den smækre Dez at få fat i et par bukser, hvilket må skuffe Angel en hel del. Dog er hun så venlig lige at glemme at lukke sin nyerhvervede jakke, så der stadig er noget til at aflede opmærksomheden med. På den mere seriøse front er det værd at bemærke, at Gwen og Kate nu synes at ha’ fundet ind et underforstået teamwork, der nok skal blive interessant at følge. Smart reference der for øvrigt bliver lavet på hospitalet, et sted hvor Angel har haft stort set alle fra sit team indlagt på et tidspunkt i løbet af hans tid i L.A. Fed cliffhanger til sidst hvor den jordnære Angel pludselig står ansigt til ansigt med en himmelsk en af slagsen.
Vurdering :
Jeg kan godt lide forholdet mellem Angel og Connor, og dialogerne mellem Angel og Dez, men Dez begynder at irritere mig lidt; der er alt for meget Catwoman over hende - for det første er der selve kattelementet, for det andet befinder hun sig i en gråzone mellem godt og ondt, og hun er muligvis Angels nye flamme (frygter jeg).
Kate minder mindre og mindre om sig selv, jo længere jeg når med at gense serien. Hun er ret så meget ved siden af og afspejler en helt anden type person, end hun er i Tv-serien. Og hvad værre er, så synes jeg det er alt for tidligt at bringe Cordelias navn op igen; hun har lige akkurat været med i After The Fall, og det synes totalt unødvendigt at inkludere navnet her.
Der sker heller ikke det store i nummeret - hvis denne historie skal nå at påvirke figurerne og læserne skal der virkelig til at ske noget; handlingskurven for serien ville mere eller mindre være en lige streg, hvis jeg skulle tegne den. Dette hænger lidt sammen med, at heltene ikke synes at være i reel fare, fordi det tilsyneladende er meget nemt at gøre det af med disse demon lords.
Jeg begynder lidt at synes, at Aftermath på mange måder føles som fanfiction. Jeg var ikke specielt glad for tegneren i sidste nummer, men syntes at han tegnede meget normalt i forhold til genren, men jeg har efterhånden et par problemer med ham. I den indledende scene ligner Angel en Bruce Banner, der er ved at blive til Hulk; hans muskler er totalt overdimensionerede (og det gør det ikke bedre, at farvelæggeren også fucker op her). Og Kate ligner heller ikke sig selv overhovedet.
Jeg håber, at næste nummer er noget bedre.
Jeg synes også at forholdet imellem ikke blot Angel og Connor, men også Kate og Gwen fungerer rigtig godt og er med til at gi’ plottet noget tyngde, nu hvor der ikke sker det helt store på den magiske front lige med undtagelse af Dez som så til gengæld er et spændende indslag på flere fronter og faktisk er blevet en nøglefigur ud i at skabe kontrovers Angel og co’ imellem, samt i at holde fremdriften og mystikken intakt på vej mod det kommende end game. Jeg kan nu godt li’ idéen med at lave hende som halvt menneske halvt dyr, (man skal trods alt huske på, at hun altid er nøgen når hun transformere sig frem og tilbage ;)), men derudover er hun jo et yderst brugbart aktiv for teamet pga. de specielle evner. Hendes dobbeltrolle/gråzone rolle ser jeg heller ikke det store problem med, da det blot er med til at gøre resten af ”Aftermath” lettere uforudsigelig, og samme rolle udførte Connor jo i princippet også i tv-serien, hvilket var en af årsagerne til at jeg synes han var en fascinerende karakter at følge. Om Dez bliver en love interest for Angel tvivler jeg på, selv om der omvendt bliver gjort et ihærdigt stykke arbejde fra Kelly Armstrong side om det modsatte ved at la’ Dez flirte uhæmmet med Angel. Det er muligt jeg tager helt fejl, men jeg satser nu mine penge på, at det er Kate som bliver kvinden i hans liv fremover.
Mht. Kate’s udvikling, som vi også snakkede om i forrige nummer, ja så ser jeg nu ikke noget galt i, at hun ligger et stykke væk fra den måde hun blev spillet på i tv-serien. Da hende og Angel krydser klinger de første par gange, er hun meget skeptisk overfor det overnaturlige og mere end villig til at få ham ned med nakken, især efter Wolfram & Harts setup hvor hun tror han har slået hendes far ihjel. Men igennem sæson 2 begynder Kate ligeså langsomt at blive Angels allierede og kommer mere og mere på kant med sine egne kolleger, der behandler hende mere og mere useriøst fordi hun har det med at blive involveret i de overnaturlige sager. Hun har dermed allerede på det her tidspunkt begyndt en rejse væk fra det etablerede og regelrette normale samfund og hen imod en mere selvstændig og alternativt tænkende rolle ang. sin fremtid. Nu hvor vi så møder karakteren igen her i illustreret form, mere konkret i ”Aftermath”, synes jeg det er logisk nok at hun, efter at ha’ forladt sit job hos politiet tilbage i tv-serien, er blevet en slags bountyhunter der endelig kan følge den overbevisning, hun var nået frem til efter sine forskellige rendevouz med Angel tidligere.
Jeg er heller ikke enig ang. timingen med Cordelias navn, for hun blev brugt som både indre, (Angels drømmesyn), og ydre, (Dragen), symbol under hele slaget i ”After The Fall” og skal derfor naturligvis også inkluderes og afsluttes i denne ”Aftermath” del som, og det vil jeg godt gi’ dig helt ret i, ikke helt fænger endnu trods det at indeholde flere gode scener. Det har intet at gøre med en skuffelse over de forskellige Demon Lords svage skurkeroller, da de jo blot er med i plottet for at aflede opmærksomheden fra den virkelige trussel, og ej heller er det Kelly Armstrong, hvis historie og dialog jeg synes fungerer glimrende, der er problemet. Nej, der hvor det knirker gevaldigt er ang. Dave Ross illustrationer og det både når han tegner karakterer, hvoraf Angel ofte er decideret klodset at se på, og baggrunde hvilke er direkte kedelige, uinspirerende og ofte alt for pæne og polerede i deres streg. Bedst lykkedes det for ham med at tegne Kate og Connor, men ellers er han for svingende i niveau efter min bedste overbevisning.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Englen fra sidste nummer tager igen menneskelig form, mens Angel ser sig forvirret omkring og finder ud af, at folkene omkring ham inklusive Kate og Connor intet har registreret, og at han hellere må lade som ingenting for nu.
Andetsteds følger Gwen efter den mystiske Dez frem til en mere eller mindre tom bygning, hvori hun filmer Dez, der forvandler en af de mænd, der lider under efterveerne fra Wolfram and Harts magiudladning, til en vild gorilla, hvorefter hun kontakter én, som skal komme og hente ham.
Tilbage i kirken beslutter Angel sig for, at han ikke længere stoler på byrådsmedlemmerne, og at han selv må holde de sindssyge folk fanget, indtil han kan hjælpe dem. Angel begynder at tvivle på, at han rent faktisk så en engel tidligere.
Jep, og nu begynder Kelly Armstrongs plot for alvor at udfolde sig efter en solid opbygning og lægger således op til flere små mysterier og dobbeltspil med mystikken holdt intakt via både den smækre Dez og den kryptiske engel, hvoraf sidstnævnte pludselig sætter Angel i en noget ubekvem situation ang. sit eget team. Og ved siden af kører der så yderligere to forløb hvor Angel og co. holder byrådet uden for deres planer om patienterne, plus et andet hvor Kate og Gwen holder Angel og Connor out of the loop. Ja man kan vist ikke ligefrem beskylde Kelly Armstrong for at ligge på den lade side hvad plottet angår.
Efterfølgende viser Gwen sin optagelse til Kate, og de to følger igen efter Dez hen til den tomme bygning, hvor de to kvinder overmander Dez og fanger hende i et kælderrum, og det er tydeligt at det er Gwen, der står for den hårde linie, mens Kate mener, at de måske er gået over stregen.
Angel opsøger englen, "James" på hospitalet, og det viser sig, at han via magi frit kan gå ud og ind, uden at folk omkring dem opdager noget; han er blevet på hospitalet, fordi han ikke uden hjælp kunne passere de horder af dæmoner, der har skjult sig udenfor hospitalets indgang, og de to indleder en vild kamp for at komme væk. Herefter forklarer James, at "The Powers That Be" havde sendt en hel hær af krigerengle til at hjælpe Angels gruppe i helvedet, men at disse mere eller mindre kom for sent, og at de aldrig fik nogle ordrer om at vende hjem, men i stedet blev fanget én efter én, og Cordelia har givet James besked på at søge hjælp hos Angel.
Herefter får Angel besked på at skille sig af med byrådet, der ikke bliver overraskede over den efterfølgende konfrontation og smilende giver ham løn og takker for hans hidtidige arbejde, mens de lader ham vide, at de ved alt om hans møde med englen James, som de hævder, at de selv ville have sluppet fri, hvis det ikke var for de truende dæmoner udenfor hospitalet. De advarer ham i øvrigt om, at James har en skjult dagsorden, og fortæller ham, at han blot skal kalde, når han igen får brug for deres hjælp.
Synes hele den her scene hvor Gwen og Kate konfronterer Dez er super fedt lavet og måske noget af det bedste som Dave Ross har tegnet indtil videre, i nogle virkelig flotte illustrationer der glimrende får udtrykt hhv. Gwen’s forsøg på at vise hvor handlekraftig og betydningsfuld hun er for team A, (i sådan en grad at hun kammer helt over), Dez’s panikangst, (speciel da hun bliver behandlet og spærret inde som et vildt dyr), samt Kate’s ambivalente forhold til den person hun nu, efter sin afsked med politiet, er blevet til og det store spørgsmål om hvor langt hun kan tillade sig at gå i sine bestræbelser på at bekæmpe ondskaben. Hun er tydeligvis bange for at overskride den grænse, der adskiller hende fra de personer hun helst sku’ være bedre end. Gwens kommentar om politivold synes heller ikke at gå særlig positivt ind hos Kate, som højst sandsynligt nok har været vidne til en go' del af slagsen men som aldrig selv, at dømme ud fra hendes reaktion, har krydset grænsen og gået crazy a'la Andy Sipowitz .
Hehe, jeg kan sgu ikke rigtig lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at de har valgt at kalde den lyshårede engel for James, når nu Spike bliver spillet af James Marsters, hvilken englen James ligner til forveksling. Sikkert et tilfælde, men bestemt et pudseløjerligt et af slagsen. Efterfølgende laver Dave Ross en rigtig cool minibattle mod horden af dæmoner, men det får desværre ikke mulighed for at folde sig ud, hvilket jeg synes er temmelig ærgerligt. På den anden side viser det sig så at være helt ok, fordi der skal gøres plads til Dez oprindelseshistorie, som jeg fandt for en ret interessant del i ”Aftermath”. Hele hendes opvækst som slave fra barn til voksen med det eneste formål at sku’ bruges som et levende våben og flugten derfra, der så ind imellem bliver afbrudt af James lettere mystiske forklaring om de tilfangetagne engle, sætter hende unægtelig i et helt nyt og mere sympatisk lys fra læserens side.
Vurdering :
Endelig sker der noget i Aftermath, hvis største problem vist må være, at der er rigtigt, rigtigt mange bolde i luften i forhold til, at der kun er to numre tilbage; handlingen skulle nok umiddelbart være gået i gang noget før.
Kate er mere afdæmpet, hvilket også gør, at hun er mere in-character end tidligere i serien, og nummerets bedste scener er dem mellem Gwen, Kate og Dez, og den sidste af disse viser sig også at have en ganske interessant baggrundshistorie.
Jeg har dog stadig visse problemer med Aftermath; hele ideen med krigerengle synes ikke rigtigt at passe ind i Buffys univers, og vi fik i "After The Fall" at vide, at The Powers That Be netop ikke kunne hjælpe gruppen i helvedet; der er altså lidt anstrengt kontinuitet. Men stadigvæk er det ret svært at forholde sig overordnet til historien; for det føles endnu som om, den lige er ved at begynde.
Jeg hader tegneren, (Dave Ross), og han får mig ligefrem til at savne Urru!
Hmm, ah jeg synes nu også at der skete en hel del i de første numre, men du har da ret i at det er blevet endnu mere komprimeret her i # 20. Umiddelbart ser jeg ikke noget problem i de mange plots, der har hobet sig op, for det virker på mig som om, at Kelly Armstrong har fuldstændig styr på hvad hun laver og jeg er ret sikker på, at hun nok skal få samlet trådene inden den store finale. Mht. Kate tror jeg aldrig vi to bliver enige, ang. hvor meget hun ligner sig selv. Nu skriver du, at hun passer bedre in-character fordi hun er mere afdæmpet, men det har hun da også været i de andre numre i forskellige perioder, ligesom hun også var både hhv. in-your face og kølig/afdæmpet tilbage i tv-serien. Jeg er til gengæld helt enig med dig i, at # 20’s højdepunkter er scenerne mellem de tre kvinder og specielt Dez baggrundshistorie. Synes dog også at introduktionen af James er ret interessant, især fordi jeg ikke helt kan regne ud, hvad pokker det er denne tilsyneladende rene figur gemmer af hemmeligheder under sine vinger. Derfor ser jeg heller ikke på nuværende tidspunkt et kontinuitets problem i ”Aftermath”, fordi vi kun har hørt hele beretningen om The Powers That Be’s udsending af The Potentaes, (englehæren), fra én side, nemlig James. Han kan jo i princippet være fuld af løgn og beskeden fra Cordelia er muligvis pure opspind kun for at vinde Angels tillid. Jeg finder det nemlig også ret besynderligt den måde englene pludselig er dukket op på og at det virkelig sku’ være rigtigt, at de ikke ved egen hjælp kan vende tilbage til himlen.
Jeg kan godt følge dig i, at hele det her meget direkte religiøse præg med krigerenglene virker lidt malplaceret set i forhold til Joss Whedons baggrund som ateist, der også har præget hans serier. Trods det at Sunnydale har et større antal kirker i Buffy og The Powers To Be i Angel, begge repræsenterer noget religiøst/guddommeligt, ja så bliver hverken Gud eller nogle af hans engle nævnt i de to serier. Men som sagt så kan det jo sagtens være, at englene repræsentere noget helt andet som først bliver afsløret senere og så er det vel i princippet ok, at de er blevet brugt i historien.
Ang. Dave Ross så synes jeg nu ikke, at det er så slemt igen og jeg er så småt begyndt at vænne mig til hans stil selv om den unægtelig ligger meget langt væk fra Franco Urru’s, som jeg dog stadigvæk mener er klart at foretrække i Angel regi. Et af problemerne med Ross er at hans streg bliver for pæn, men det kan jo være det ændrer sig jo mere vi nærmer os finalen, som ligger op til lidt af et brag Mit største problem med Ross er dog stadig den måde han tegner Angel på. Han virker på en måde for muskuløs og lidt for firkantet, og ansigtstrækkene funker heller ikke optimalt. Det virker nogle gange som om, at han får et asiatisk eller latinamerikansk islæt over sig, der gør karakteren lidt mærkværdig at se på. Andre steder rammer han dog Angel ganske acceptabelt, men det virker sån lidt hit or miss med Dave Ross. ”Aftermaths” styrke ligger helt klart, efter min mening, i historien, som bliver bedre og bedre og med al tydelighed viser Kelly Armstrongs potentiale indenfor universet. Ross ser jeg til gengæld ikke den store fremtid i og jeg håber ikke at han vender tilbage, efter Franco Urru har været inde over serien igen med Juliet Landaus Drusilla – Special.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og det er jo netop også selvsamme årsag, jeg sætter op imod den forklaring ang. fans accept af Willows skifte i seksualitet ; Der var ingen bedre mænd end Oz, derfor logisk Willow blev lesbisk? Men når man sætter Buffy ind i samme formel og erstatter Oz med Angel/Riley/Spike, ja så dur den forklaring lige pludselig ikke længere ? Ud over at den forklaring om et skifte i seksualitet er mega tynd, gir det jo ingen mening og er da dobbeltmoralsk som bare pokker.
Den forklaring har jeg nu heller købt ift. Oz, jeg tror det går lidt dybere end det, og at lidt mere skyldes, at Willow først rigtigt er blevet 'vækket seksuelt' gennem/efter sit forhold med OZ, idet hun i så mange år har haft den ulykkelige og (ret langt hen ad vejen) uskyldige forelskelse i Xander.
Men så er Willow jo i princippet også en kliché, da hun er på samme niveau styrkemæssigt som Buffy. Og igen, hvorfor er det ok at acceptere at flere af Whedons karakterer er homoseksuelle, Willow, Tara, Kennedy, Andrew… men ikke Buffy?
Jeg refererer her udelukkende til den fysiske styrke - magi er vel nærmere en slags indre styrke - og jeg synes virkelig at der lidt er tale om et Xena-syndrom, hvorefter den kvinde der kan overmande mændene (og monstrene) ofte viser sig at være lesbisk eller skal være en del af en lesbisk subtext i så mange tilfælde, og noget af det, jeg altid har syntes om ved Buffy-universet er brudende på klicherne - den lille, blonde pige, der normalt ville være monsterføde, er monstrenes største frygt osv.
Og så hænger det igen også sammen med, at jeg ser seksualitet som en ret fastlåst ting, hvorefter jeg ikke køber, at en med Buffys erfaring så sent skulle vise sig at være lesbisk.
Mht. Buffy/Satsu så burde vi næsten lave et væddemål om, hvad der sker med de to i fremtiden? :)
Tjaaa... Det vil jeg så trække lidtpå - for jeg ser det heller kke som helt usandsynligt, at Whedon spinder sine tråde på en anden måde, end jeg gerne vil have, at han gør - selvom jeg faktisk ser mange af Kennedys kommentarer i # 22, som et forsøg på at glatte lidt ud overfor de fans, som blev sure over udviklingen ift. Satsu...
Her kommer så den sidste del af Kelley Armstrongs nonsens, og jeg tror og håber, at det bliver det sidste, vi ser til hende - hun er i hvert fald blevet meget stærkt kritiseret i forummer som Whedonesque og Slayalive, og så byder nummeret på et gensyn med Dave Ross, som jeg heller ikke regner med at se mere til i Angel-regi.
Da Angel og Jamaerah er ved at kontakte Elohim, dukker disse med det samme op og forklarer, at de er guddommelige væsener, der vogter over balancen mellem det gode og det dæmoniske, og at de griber ind, når en af siderne ikke følger reglerne - hvilket englene ikke gør af grunde, som Elohim hellere vil demonstrere end forklare, og de frigiver herefter to krigerengle, og de anbefaler Angel og James, at de skal tage æren for at have reddet dem.
Englene er meget agressive, og de vil slet ikke arbejde sammen med Dez, der dukker op sammen med Connor og Kate; hun er ikke menneskelig. Connor bliver meget gal og forlader selskabet sammen med Dez, der får sværere og sværere ved at holde sin menneskeform.
Englene forlader også selskabet, men Angel, James og Kate sporer disse frem til en bygning, hvori englene begynder at slå syndige mennesker ihjel - de er der ikke bare for at rydde op i dæmonbestanden, men for at tage den helt store oprydning i LA. Selvom der er adskillige folk i byfgningen, lykkedes det kun for Team Angel at redde en enkelt person.
Andetsteds konfronterer Dez Connor med det faktum, at han er tiltrukket af hende, da de to bliver angrebet af flere dyr i menneskeform - der dukker dog endnu en gruppe krigerengle op og blander sig i kampen.
Angel får på samme tid kontakt med en ny repræsentant fra The Powers That Be, der viser gruppen et glimt fra fremtiden, hvor den person, der tidligere blev reddet fra englene er med til at begå et bankrøveri med den følge, at adskillige mennesker bliver slået ihjel, og repræsentanten forklarer, at dette er det godes ene chance for at redde LA, der er på vej i afgrunden, og hun beder Angel om at hjælpe englene eller blot blande sig uden om deres foretagende. Kate forklarer øjeblikkeligt, at hun ikke vil hjælpe englene.
Krigerenglene vil forvandle Dez varigt til sin katteform, og hun stikker af, mens Angel tænker over, hvad Kate og Connor har sagt, og han beslutter sig for, at være en kæp i hjulet for englene, hvorefter han mødes med Kate, Dez, Conner og James, der er tæt på en konfrontation med englene.
Det lykkes for James at stoppe konfrontationen, da han forklarer at Dez alligevel ikke vil være i stand til at opretholde sin menneskeform meget længere, men Angel fortæller englene, at han ikke vil alde dem udføre deres mission, fordi han ikke tror på at folks skæbner er sikre; den frie vilje spiller en rolle, og denne overvejelse hænger tydeligvis sammen med den skæbne, som Angel er forudbestemt til ifølge synerne fra After The Fall.
Herefter slås de to parter, og krigerenglene forsvinder for en tid - i hvert fald forklarer Elohim, at englene vil vende tilbage, men at han heldigvis har Connor, Dez, Kate og James bag sig, når han i fremtiden skal kæmpe for retfærdighed.
Vurdering: Jeg synes stadigvæk, at Aftermath har været den værste historie overhovedet i Buffyverset, og jeg er glad for at sige farvel til Armstrong - jeg er træt af hendes nye figurer (Dez og James), og jeg håber og tror, at de vil være væk fra holdet i den nærmeste fremtid, hvis vi overhovedet ser dem igen.
Jeg håber at de fremtidige udgivelser helt vil se bort fra Aftermath's eksistens, da det i mine øjne er den største omgang rod, jeg længe har set. Dramaet mellem figurerne rører mig ikke, og konfrontationerne mellem Angel og henholdsvis Connor og Kate forekommer mig at være meget anstregte og forudsigelige, og det samme gælder for det mulige forhold mellem Connor og Dez.
Jeg kan ikke genkende figurerne i Armstrongs historier og plottet er roddet og usammenhængende.
Angel # 23 – After the Fall ; Epilog. Covers & Preview :
Angel #23 will arrive in stores on July 1 from IDW Publishing. The issue is written by Brian Lynch, with art by Franco Urru and covers by Urru and Nick Runge.
Here's how IDW describes the issue:
"Since returning from Hell, Gunn has lain incapacitated, near death. Looking over him is Illyria, torn by a need to make him pay for his crimes and a compulsion to protect him. But what will she do when a threat from the pages of Spike: After the Fall causes them both to evaluate whether it's better to be good... or evil?"
Written by Scott Lobdell, art by David Messina and Mirco Pierfederici, covers by Dave Dorman and, Messina.
They consider themselves the purest strain of demonsóthey are the Scourge! This race of demon supremacists are determined to liberate an enslaved Old One from the nether-bowels of... Texas! Fortunately Illyria and Fred are on hand to make sure that doesn't happen. That is, if she's not distracted by a passionate kiss from Fred's long ago prom date!
Er så småt gået i gang med de næste par reviews, hvilket betyder at jeg i næste weekend tager hul på Buffy – Omnibus Vol. 7, der slutter af med ert brag af en historie ; Notes From The Underground, som ud over at byde på noget af det bedste man hidtil har set fra Cliff Richard også byder på en surprise guest star fra Buffy’s fortid.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Buffy The Vampire Slayer Season 8 # 26: Retreat del 1 af 5
Gruppens ellers så nye hovedbase er blevet opdaget, og Buffy må igen omstille sig til nye omgivelser, som Willow forsøger at holde skjult gennem et omfattende brug af magi til Buffys store og forståelige bekymring.
I henholdsvis Tyskland og Italien går tingene heller ikke ligefrem fantastisk for Giles og Faith eller Andrew og hans slayere, og de to fraktioner må søge ly hos Buffy (hvor Satsu også allerede befinder sig) efter nogle meget farlige situationer og en konfrontation mellem Andrew og Warren. De to grupper er blevet jaget frem til den nye base, og Twilights dæmoner banker igen på deres døre.
Forsvaret bliver igen Willow og hendes hekses magi, der dog kun holder fjenderne på afstand i meget kort tid. Under den efterfølgende kamp tager slayerne en fange, og Willow torturerer den uheldige dæmon ved at fjerne dens skind, hvilket både chokerer Giles og Faith, mens Buffy ikke mener, at hun kan tage sig af det under kampen. Willow finder ud af, at Twilight sporer gruppens brug af magi, inden Buffy indser at gruppen må flygte i dennes u-båd.
Buffy og Giles får en bekymret samtale om Willow, og Giles gør det klart, at de er ved at miste deres ven igen, inden Buffy fortæller om hendes oplevelser i Frays fremtid, hvor Buffy gjorde der af med Dark Willow. Giles er lettet over, at de nu under alle omstændigheder må forbyde brugen af magi, så Twilight ikke kan spore dem, men Buffy frygter, at Willow bare vil bruge ekstra magi for at skjule brugen af magi. Buffy er desuden begyndt at være i tvivl om, hvorvidt slayerne er på den rigtige side; flere af dem har slået ihjel.
Herefter beder Buffy Willow om at lave en sidste stor omgang magi, og U-båden forsvinder for at dukke op i Tibet foran en altid-cool Oz.
Vurdering: Et nummer hvor der sker utroligt meget på meget kort tid - status quo er ændret, og slayerne er jaget vildt, og den situation bliver virkelig slået fast efterhånden som alle de kendte ansigter er på flugt; situationen spidser til og man kan godt mærke, at der er tale om det tredjesidste ark i sæsonen.
Serien føles somom den er på vej i rette spor efter at have været lidt på pause ift. det overordnede plot, og nummeret er klart det stærkeste siden Wolves at The Gate.
Man begynder at se, hvordan trådene vil blive samlet, og der kan ikke være tvivl om, at konflikten mellem Willow og Buffy før eller siden vil nå frem til overfladen; Willow bruger konstant magi og ideen om, at hun torturerer en dæmon på samme måde, som hun dræbte Warren, viser virkelig at hun er ved at miste kontrollen. Jeg begynder også lidt at frygte for Kennedy i denne forbindelse; hende og Willow er meget, meget glade for hinanden pt., og det lover aldrig godt, når Whedon er bag roret.
I forhold til den kommende forræder, så tror jeg dog, at det er en anden end Willow, og at Willow her bliver brugt som en afledningsmanøvre, men nu må vi se - det er nok heller ikke Riley, der bliver hentydet til, da læserne tilsyneladende (tror stadig at der lægger noget dybere bag) kender hans loyalitet.
Jeanty svinger lidt i dette nummer med nogle af hans bedste illustrationer sammen med nogle af de dårligere; jeg har lidt svært ved at genkende især Dawn flere gang i nummeret...
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”No…I don’t know what I need. The last couple of days preparing for the funeral...Going through all these motions kept the reality of it all from settling in. Now the reality...very settled in.”
Buffy står ved sin mors gravsted i dyb sorg og forsøger at få billederne fra den skæbnesvangre dag, hvor hun fandt liget af hende ud af hovedet men lige lidt hjælper det og da hun atter vender hjem til det rungende tomme hus, bliver hendes i forvejen stærkt deprimerede tilstand blot endnu værre. Meget bedre bliver humøret ikke, da Willow kort efter ringer for at opmuntre Buffy og gi’ en update ang. Dawn, som efter moderens begravelse hænger ud med de to wiccas. Andetsteds i Sunnydale sørger en mor over sin datter Verenas død, (som det viser sig at Buffy indirekte under sin kamp mod mørkets kræfter har været skyld i), og sværger en grusom hævn over slayeren, der involvere en hulens bunke lig, en nekromantisk bog og en magisk talisman. Mens den mildt sagt forstyrrede moder sætter gang i de sidste forberedelser, mødes scoobyerne på The Bronze for at snakke om hvordan de kan hjælpe Buffy med at komme ud af sin depression. På vej hjem render Verenas crazy mor ind i tre skateboardere og taber uvidende sin talisman.
”Man I need help…I can’t sleep, I can’t eat…Gotta get out of this house. Maybe I just need a good slay to get me back in the game.”
Tilbage på The Bronze foreslår Xander, at Willow benytter sig af magi til at løse problemet, men den idé er der dog ingen af de andre der er med på, da konsekvenserne kan blive uoverskuelige. Hjemme kan Buffy ikke falde i søvn og beslutter sig rastløs for at daffe på patrulje, hvor hun efter lidt forgæves jagt på action tilfældigt finder talismanen og kommer til at aktivere dens magi og vække de mange lig i kælderen hos Verenas mor til live. Pludselig befinder Buffy sig midt i et inferno af sultne levende døde og får den action hun så brændende har brug for. Mens Willow og co. begir sig hjemad i aftenmørket, kæmper Buffy på livet løs i kælderen og udrydder den ene vampyr efter den anden i et sandt raserianfald og efterlader blodsugerne i støvbunker, da Verenas moder hårdt såret dukker op og konfronterer Buffy, der ikke lige umiddelbart forstår hendes hævn motiv. Da det går op for hende hvordan tingene hænger sammen tøver hun og ser ikke en overlevende vampyr, der når at rydde moderen af vejen inden hun kan nå at reagere og efterlades alene tilbage kun med et knust billede af Verena og hendes, mor der straks bringer minderne tilbage om Buffys egen mor.
I denne sidste omnibus udgivelse tager Fasbbender & Pascoe os med en tur i den følelsesmæssige vridemaskine i kølvandet på Buffys ultimativt største sorg efter at ha’ mistet sin mor til cancer. En fjende som Buffy trods sin overmenneskelige superstyrke intet ku’ stille op imod og som blot gjorde hendes frustrationer endnu mere besværlige at håndtere. Til alt held, (hvis mand da kan kalde det det), betyder en tidligere modstanders dødsfald at Buffy kan få afløb for den vrede hun brænder inde med, da dennes mor i sin søgen på at løse sit traume sætter en vanvittig hævnplan i gang. En plan der i sidste ende trækker hende med ned i graven, fordi det naturligvis ikke er den rigtige måde at bearbejde sin sorg på. I stedet bliver det modsat for Buffys vedkommende en form for terapi af den mere håndgribelige slags, som lige præcis er der hun har brug for at konfrontere for at ku’ komme videre i sit eget liv.
I ”Night of a Thousand Vampires” er resten af teamet hensat til mindre biroller og en kort scene der byder lidt humoristisk kulør, men ellers er det Buffy der er i centrum i denne, hvad man roligt kan betegne som, ret dystre og tragiske fortælling der på trods af en forrygende og action-packed afslutning, hvor Buffy i bedste slayerstil rydder vampyrer og zombier af vejen med en kvik bemærkning, er tynget af en mere barsk, aggressiv og indelukket tone end der plejer at værre, hvilket den stemningsfulde og deprimerende finale også med al tydelighed understreger. Buffy vinder, men det er på ingen måde en sejr hun har lyst til at glæde sig over… tværtimod.
Der skal lyde stor ros til både Fassbender & Pascoe for denne lille men yderst effektive historie, men så sandelig også til Cliff Richards der sætter en høj standard med sine illustrationer, som kommer bedst til udtryk i afslutningen der er holdt i et næsten udelukkende koldt grønligt skær, baseret på elimineringen af vampyrerne, der udstråler vold, død og elendighed. Detaljen med Buffy der holder det ødelagte familiebillede i hånden til sidst og la’ tårerne få frit løb må nok siges at være en af Richards absolutte perler og en scene som jeg ikke ku’ undgå at blive rørt over, da jeg så det. Derud over er der også en ret morsom Elvis detalje, som man skal huske at være opmærksom på til sidst. Nu ved vi hvad der skete med the King of Rock’N roll efter hans død. ;)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”I’m so sick and tired of you, Anya! I mean this former demon act. Sure, it was funny at first. Ha, ha. Humans are so odd. Ha, ha. Social interaction is so confusing. Ha, ha. Well, it’s not funny anymore. And I’m sick of people talking about Tara like she wasn’t even in the room.”
Buffy er på en af sine patruljer og har i lyset af de seneste dagens traumatiske hændelser fået selskab af Willow og Tara, som hun dog ikke mener behøver at være bekymrede for hende, da Tara pludselig bliver overfaldet af en glubsk vampyr, som Buffy tager sig af med uhørt præcision og determineret coolness. På vej hjem bliver Willow og en lettere såret Tara ofre for et par nedladende kommentarer fra en flok gutter der hænger ud, hvilket gør Willow rasende men Tara får hende hurtigt kølet ned igen. Lidt efter når de frem til The Magic Box, hvor Xander og Anya hygger sig. Da de ser Taras rifter i ansigtet kommer Anya med en af sine sædvanlige uheldige kommentarer og så har Willow efterhånden fået nok og gir straks udtryk for sin harme. Midt i deres diskussion glemmer de dog begge helt at tænke på Tara, som slukøret forlader butikken alene, da Willow efterfølgende har lovet at hænge ud med Buffy der imens hjemme på sit værelse forsøger at undvige Dawn’s spørgsmål ang. Spikes følelser for hendes storesøster.
I selv samme sekund prøver Tara forgæves på sit collegeværelse, at få et magisk ritual til at virke og hos Giles dukker Spike uventet op med oplysninger der vedrører Buffys sikkerhed. Giles der ikke er meget for at snakke med ham bliver dog hurtigt overbevist om truslens størrelse, da Spike viser han er i besiddelse af den mægtige Ezekiels amulet, der har evnen til at forstærke og materialisere det pågældende offers følelser. Spike fornemmer at Giles ikke tager ham seriøst, snupper amuletten og tager i stedet direkte mod Buffys hus for at advare hende. Hjemme i stuen hører Buffy og Willow en mystisk lyd ovenfra hvor Dawn sover og farer straks der op, kun afbrudt inden af Giles der ringer ang. sit møde med Spike. Hjemme hos Xander og Anya går bølgerne ligeledes højt og Xander må prøve at sno sig udenom Anyas anklagende tone ang. Willow. Tilbage hos Buffy brager hende og Willow ind på Dawns værelse og bliver straks overfaldet af en flok blå djævle, som alle kontant smager Buffys vrede for fuld styrke og ender i samlet flok med at stikke af.
”I don’t need your distractions tonight, Spike. I never need your distractions. I known this is some kind of sick game of yours, so you can hang around me and my friends.”
”I don’t want to hang around your friends. Just you is all.”
Senere mødes Buffy med Spike på den lokale skrotplads og her hersker der ingen kære mor hos Buffy, som ikke tøver et sekund med at gi’ ham en solid omgang tæsk, selv om Spike ihærdigt forklare om både Ezeikel og sine følelser for hende. Slukøret må han forlade stedet uden at være kommet nærmere med at vinde Buffys tillid. Dagen efter på campus viser Willow sine rifter på kinden fra nattens battle til Tara, der frygter at hun måske pga. sine følelser har påvirket monstrene. Imens i The Magic Box fjumrer Xander rundt og prøver at få overblik over sin research og Giles fornemmer, at han hellere må gribe ind og få styr på sagen, da Buffy overasker dem begge med en ultra præcis definition på hvem fjenden er og hvad de drives af. De andre er mildt sagt målløse, men ved omvendt heller ikke at Buffy har sin info fra Spike, hvis møde hun undlader at fortælle dem om. Da Xander hører at monstrene styres af ofrenes følelser, retter han omgående sin mistanke mod Tara, hvilket de andre dog synes er helt ude i hampen.
Pludselig blander Anya sig i diskussionen og mumler noget om Spike, der får en pære til at lyse hos Giles, og Buffy fortæller dem om sit rendevouz med den blonde vampyr, der i mellemtiden er i færd med at sælge Ezeikel til en mystik køber ved navn Coma. I kælderen under The Magic Box brokker Anya sig fortsat over Willow, (der netop er ankommet med Tara), og de ender i et større skænderi. I selv samme sekund bliver butikken angrebet af de blå monstre, ligesom Dawn vader ind af døren, og der opstår vild tumult lige indtil Tara, der beskytter Willow, skriger sin frustrationer ud og monstrene flygter. Imens på Willys bar nupper Spike en drink og en smøg og kigger med en lettere skuffet attitude over sin handling ned på sine blodpenge. Tilbage i The Magic Box er Xander nu stensikker på, at det er Tara som står bag angrebene, da hun var den eneste der ikke blev ramt. Tara bliver straks ked af det og Willow vred over Xanders tåbelige anklager, som dog afslører at Tara har lavet et magisk ritual tidligere. Resolut sætter Buffy dog sin fod i jorden og forsikrer Tara om at hun tror på hende. Buffy mener nemlig at det er langt mere nærliggende at opsøge Spike igen, hvis de skal ha løst mysteriet…
At Buffy er kommet et godt stykke videre siden sidst, sørger Fassbender & Pascoe for at understrege godt og grundigt allerede med introen, hvor hun, måske lidt for bastant, afviser både Tara og Willows hjælp i hvad der hurtig skal vise sig at blive en dominoeffekt ud i indebrændte følelser scoobyerne imellem, som efterfølgende bliver forstærket da historiens monstre The Avendschrook åbenbarer sig i lyset af Ezekiel amuletten. En amulet som Spike pudsigt nok kommer i besiddelse af og som på en måde sætter ham i centrum af historien og dens tema i nogenlunde samme stil, som man husker fra sæson 4 episoden The Yoko Factor, hvor han spillede hele teamet ud i mod hinanden med den betydning, at luften så at sige blev renset imellem Buffy og co. trods det ingen i virkeligheden brøds sig om at få udstillet hinandens respektive dårlige sider og fejl. Nå jeg skriver nogenlunde samme stil, er det fordi der trods alt er en væsentlig forskel på de to historier ved det, at Spike i det her tilfælde med Ugly Little Monsters er forelsket til op over begge ører i Buffy, hvilket er hvad hans indre konflikt handler om synkront med scooby’ernes.
Så mens Willow, Anya og Xander mundhugges indbyrdes og Tara bliver overset og føler sig udenfor, plus Buffys bekymring for Dawn’s sikkerhed udspiller sig, lurer Spike i kulissen denne gang med gode intentioner, som dog hurtigt bliver vendt rundt, da hun afviser ham og sender den forsmåede kærligheds og opmærksomhedssøgende vampyr ud på sidelinjen, præcis som både Tara og Anya bliver i deres forhold. Det betyder så at Xander pludselig skal ud og overbevise Anya om at han er på hendes side i konflikten med Willow, og Tara omvendt stik imod sit vanlige afdæmpede natur må markerer sig i forhold til Willow, hvilket kun forstærker Xanders teori om, at Tara er skyldig i monstrenes tilstedeværelse. Det er hun nu langt fra, men det betyder alligevel at alle ender med at blive ramt af ”Ezeikels forbandelse”. Alt imens har Spike store moralske tømmermænd, suverænt illustreret af Cliff Richards, fordi Buffy ubevidst har tvunget ham til igen at blive den person han gerne vil væk fra, også selv om han i princippet har sit på det tørre og en go’ stak dollars i blodbanken.
Kun ved at Buffy slækker på sine følelser for Spike og sænker paraderne en smule, lykkedes det ham at komme ind i varmen, og ved fælles hjælp får de bugt med forbandelsen og afslører Ezeikel amuletten som værende en ren McGuffin, hvad kun gør konflikten scoobyerne imellem endnu værre, da de viser sig selv at være skyld i al kaoset. Igen som i den forrige historie viser Cliff Richards klassen med nogle usandsynlig labre illustrationer, speciel hvad angår Buffy og co’s dueller mod de blå bæster. Men det er afslutningen hvor Spike træder i karakter, sætter teamet på plads og viser en målløs Buffy hvilket mandfolk han er, der gjorde størst indtryk på mig. Det er så fedt fordi hun har overbevist sig selv om, at han er en bad guy og alligevel kan hun ikke undgå at være småforelsket i den evigt charmerende stratenrøver.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Angel# 23: After The Fall Epilogue - Become What You Are
Nummeret starter in medias res, idet Illyria truende står bøjet ind over en nøgen Gunn.
Illyria: "... She trusted you, and it led to her death. I trusted you, and I almost fell. Her influence makes me eant to protect you. But she was weak. That is why she died. I have to kill you, Charles"
Gunn: "Illyria - - I agree."
Herefter følger et flashbacks, hvor Groo, Lorne, Gwen, Angel og Betta George på skift besøger Gunn, mens han ligger i koma, mens han tænker over, hvordan har har såret og skadet sine venner i helvedet. Han bebrejder tydeligvis sig selv, selvom Angel ved, at det var dæmonen inde i Gunn, der slog Conner ihjel. Betta George følger med i hans tanker og giver ham herigennem oplysninger om Mosiac Wellness Center, der kendes fra Spike: Aylum, der efter fiskens mening er blevet et ordentligt sted.
Efterhånden får Gunn færre og færre besøg af sine venner, og nogle dæmoner forsøger at gøre det af med ham i sin skrøbelige tilstand. Heldigvis overvåger Illyria ham nøje og forsvarer ham, indtil en dag, hvor hun bliver angrebet af T-rex'en Kenny, der kendes fra After The Fall. Han distraherer hende, så Non kan være alene med Gunn.
Non opfører sig forbavsende kærligt overfor ham og bruger sine evner til at hele ham igen, mens hun fortæller, at det er hendes hærs livskraft, hun bruger. Gunn bliver ikke glad for at blive helet, og han farer på den forvirrede dæmon, mens hun forklarer, at hun stadig trorpå ham, og at de kan hjælpe hinanden med at gøre skade, hvilket Gunn selvfølgelig afviser med eftertryk.
Non prøver på at forklare Gunn, at han er ond, men Illyria griber ind og kaster hende væk, hvorefter åbningsscenen følger igen.
Gunn vågner senere op hos Illyria, der i bedste Fred-stil har skrevetpå sine vægge, mens hun overvejede, hvordan hun skulle slå Gunn ihjel. Illyria forklarer dog, at hendes indbliki Wesley og Spikes minder om Fred gør, at hun ikke kan slå ham ihjel.
Illyria: "They worshipped her, you know. She didn't even have to threaten them. I cannot possibly be expected to live up to what this face demands. I tried to make it right, but my face grew back. Partof me,the important part, wants you dead. But killing you wouldn't solve anything. In fact it would make me... I wouldn't like it. I am infected with humanity."
Deres samtale bliver afbrudt af et par politifolk, men Gunn får lov til at tale ud.
Gunn: "You are not infected with humanity. I've been in this bed for a while now. Doing nothing but thinking of what i did in hell."
Illyria: "You are weak like Fred. You are ridded with guilt."
Gunn: "Not just guilt. I miss it."
Han mener, at han stadig har sine indre dæmoner at slås med, og at det måske bare ville være bedre, hvis han blev slået ihjel, men han afviser herefter Illyrias tilbud om at slå ham ihjel for at hjælpe, da han ved, at det vil stride imod alt, havd Fred stod for.
Illyria: "it's too confusing to care."
Herefter møder Gunn op på Mosaic, hvor Betta George tilsyneladende også arbejder, og han indskriver Non, selvom både han og Mosaics nye cheflæge er skeptiske - heldigvis kan de stoppe hende fra at bruge hendes kræfter, da hun kommer til at dele værelse/celle med dæmonen Anna, der kan dæmpe folks kræfter. Non er meget utilfreds.
Herefter forlader Illyria og Gunn Mosaic i bil, selvom de ved, at de formentlig må vende tilbage for at gøre det af med Non, mens Gunn lover hende, at der nok skal blive flere kampe, og at det med at være menneskelig og have følelser vil gøre hende til en bedre modstander.
Illyria: "I am looking forward to getting in touch with my humanity."
Vurdering: En virkelig stærk epilog, der understreger, at After The Fall virkelig har haft stor betydning for figurerne og disses udvikling på trods af det reboot, der afsluttede serien. Gunn og Illyria fremstår som stærkere figurer end nogensinde før, og Only Human-miniserien om de tog lyder meget, meget interessant.
Lynch ermeget velkommen tilbage, og det samme gælder egentlig også for Urru, selvom jeg stadigvæk bedre kan lide Mooney, Runge og Messina.
Nu glæder jeg mig igen til næste nummer af Angel-serien, selvom jeg virkelig håber, at IDW helt undalder at bruge Dez og James og lader som om Aftermath ikke eksisterer.
Ehh.. kan man monstro stille et spørgsmål i denne tråd?
Er der nogen som har set afsnit 13 af Dollhouse? Og i så fald hvad er meningen med den i sammenhæng med resten af serien? Nogen der har et link hvor Joss måske har udtalt sig omkring den?
#231 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Angel # 19 - Aftermath, Part. 2 :
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-After-The-Fall-1...
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-After-The-Fall-1...
Tjae,…ikke ligefrem nogen fantastisk indledning på # 19 der nok havde været helt uspændende, havde det ikke lige været fordi Dez var splitter nøgen og temmelig hot at se på. For hvor sandsynligt var det lige at Angel sku’ blive nakket her på de første 4 sider…Desuden ser Angel ret hårdpumpet ud, skal jeg da lige love for og i det grønlige farveskær kommer han lettere komisk til i sine lilla shorts at ligne en lidt mere strømlignet udgave af Hulk, (som du også skriver). Ikke særligt heldigt tegnet af Dave Ross på det punkt.
Til gengæld kommer Ross stærkt igen, når historien flyttes over på Kate, Connor og Gwen i nogle lækre billeder, der har masser af drive og dynamik i kampscenerne og deprimerende stemning over sig ang. Connor og Gwens had/kærligheds forhold, der efterfølgende lægger op til at blive et trekants drama som nu også involverer Kate, der bliver trukket med ind i det personlige kaos som ”After The Fall” på fascinerende vis har været med til at skabe. Og hjemme i hovedkvarteret venter så et andet trekantsdrama, da Kate spotter Dez, som Angel har været så flink kun at låne en skjorte til. Vi kan dermed konkluderer at han A), ikke havde flere bukser tilbage i skabet, eller B), at Angel er en lummergøj, der godt kan li’ at tjekke Dez booty ud. :D Mht. Connor synes jeg måske nok han er lige lovlig hård i filten over for Gwen, når man tænker på hvad han selv har lavet af backstabbing tilbage i tv-serien. Håber Gwen kan få ham overbevist om, at hun er til at stole på.
Ja, og så sker der virkelig noget her med Dez dobbeltspil, som sætter fut under kedlerne hvad angår ”Aftermath”’s fremtid, eliminerer truslen fra de forskellige demon lords og delvis fjerner Angels bekymring for Connors ve og vel. Alt sammen ordnet på forholdsvis få sider af Kelly Armstrong der også lige har plads til et komisk indslag helt i tv-seriens ånd, da Connor og Kate’s hjælp kommer alt alt for sent. Tilbage ved hovedkvarteret synes jeg, at det er en fin lille detalje der bliver lavet, da Kate holder Gwen inde i varmen og viser hende at der trods alt er et håb for, at hun kan blive tilgivet af de andre også. Og så lykkedes det lang om længe den smækre Dez at få fat i et par bukser, hvilket må skuffe Angel en hel del. Dog er hun så venlig lige at glemme at lukke sin nyerhvervede jakke, så der stadig er noget til at aflede opmærksomheden med. På den mere seriøse front er det værd at bemærke, at Gwen og Kate nu synes at ha’ fundet ind et underforstået teamwork, der nok skal blive interessant at følge. Smart reference der for øvrigt bliver lavet på hospitalet, et sted hvor Angel har haft stort set alle fra sit team indlagt på et tidspunkt i løbet af hans tid i L.A. Fed cliffhanger til sidst hvor den jordnære Angel pludselig står ansigt til ansigt med en himmelsk en af slagsen.
Jeg synes også at forholdet imellem ikke blot Angel og Connor, men også Kate og Gwen fungerer rigtig godt og er med til at gi’ plottet noget tyngde, nu hvor der ikke sker det helt store på den magiske front lige med undtagelse af Dez som så til gengæld er et spændende indslag på flere fronter og faktisk er blevet en nøglefigur ud i at skabe kontrovers Angel og co’ imellem, samt i at holde fremdriften og mystikken intakt på vej mod det kommende end game. Jeg kan nu godt li’ idéen med at lave hende som halvt menneske halvt dyr, (man skal trods alt huske på, at hun altid er nøgen når hun transformere sig frem og tilbage ;)), men derudover er hun jo et yderst brugbart aktiv for teamet pga. de specielle evner. Hendes dobbeltrolle/gråzone rolle ser jeg heller ikke det store problem med, da det blot er med til at gøre resten af ”Aftermath” lettere uforudsigelig, og samme rolle udførte Connor jo i princippet også i tv-serien, hvilket var en af årsagerne til at jeg synes han var en fascinerende karakter at følge. Om Dez bliver en love interest for Angel tvivler jeg på, selv om der omvendt bliver gjort et ihærdigt stykke arbejde fra Kelly Armstrong side om det modsatte ved at la’ Dez flirte uhæmmet med Angel. Det er muligt jeg tager helt fejl, men jeg satser nu mine penge på, at det er Kate som bliver kvinden i hans liv fremover.
Mht. Kate’s udvikling, som vi også snakkede om i forrige nummer, ja så ser jeg nu ikke noget galt i, at hun ligger et stykke væk fra den måde hun blev spillet på i tv-serien. Da hende og Angel krydser klinger de første par gange, er hun meget skeptisk overfor det overnaturlige og mere end villig til at få ham ned med nakken, især efter Wolfram & Harts setup hvor hun tror han har slået hendes far ihjel. Men igennem sæson 2 begynder Kate ligeså langsomt at blive Angels allierede og kommer mere og mere på kant med sine egne kolleger, der behandler hende mere og mere useriøst fordi hun har det med at blive involveret i de overnaturlige sager. Hun har dermed allerede på det her tidspunkt begyndt en rejse væk fra det etablerede og regelrette normale samfund og hen imod en mere selvstændig og alternativt tænkende rolle ang. sin fremtid. Nu hvor vi så møder karakteren igen her i illustreret form, mere konkret i ”Aftermath”, synes jeg det er logisk nok at hun, efter at ha’ forladt sit job hos politiet tilbage i tv-serien, er blevet en slags bountyhunter der endelig kan følge den overbevisning, hun var nået frem til efter sine forskellige rendevouz med Angel tidligere.
Jeg er heller ikke enig ang. timingen med Cordelias navn, for hun blev brugt som både indre, (Angels drømmesyn), og ydre, (Dragen), symbol under hele slaget i ”After The Fall” og skal derfor naturligvis også inkluderes og afsluttes i denne ”Aftermath” del som, og det vil jeg godt gi’ dig helt ret i, ikke helt fænger endnu trods det at indeholde flere gode scener. Det har intet at gøre med en skuffelse over de forskellige Demon Lords svage skurkeroller, da de jo blot er med i plottet for at aflede opmærksomheden fra den virkelige trussel, og ej heller er det Kelly Armstrong, hvis historie og dialog jeg synes fungerer glimrende, der er problemet. Nej, der hvor det knirker gevaldigt er ang. Dave Ross illustrationer og det både når han tegner karakterer, hvoraf Angel ofte er decideret klodset at se på, og baggrunde hvilke er direkte kedelige, uinspirerende og ofte alt for pæne og polerede i deres streg. Bedst lykkedes det for ham med at tegne Kate og Connor, men ellers er han for svingende i niveau efter min bedste overbevisning.
#232 NightHawk 16 år siden
Angel # 20 - Aftermath, Part. 3 :
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-Aftermath-20___3...
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-Aftermath-20___3...
Jep, og nu begynder Kelly Armstrongs plot for alvor at udfolde sig efter en solid opbygning og lægger således op til flere små mysterier og dobbeltspil med mystikken holdt intakt via både den smækre Dez og den kryptiske engel, hvoraf sidstnævnte pludselig sætter Angel i en noget ubekvem situation ang. sit eget team. Og ved siden af kører der så yderligere to forløb hvor Angel og co. holder byrådet uden for deres planer om patienterne, plus et andet hvor Kate og Gwen holder Angel og Connor out of the loop. Ja man kan vist ikke ligefrem beskylde Kelly Armstrong for at ligge på den lade side hvad plottet angår.
Synes hele den her scene hvor Gwen og Kate konfronterer Dez er super fedt lavet og måske noget af det bedste som Dave Ross har tegnet indtil videre, i nogle virkelig flotte illustrationer der glimrende får udtrykt hhv. Gwen’s forsøg på at vise hvor handlekraftig og betydningsfuld hun er for team A, (i sådan en grad at hun kammer helt over), Dez’s panikangst, (speciel da hun bliver behandlet og spærret inde som et vildt dyr), samt Kate’s ambivalente forhold til den person hun nu, efter sin afsked med politiet, er blevet til og det store spørgsmål om hvor langt hun kan tillade sig at gå i sine bestræbelser på at bekæmpe ondskaben. Hun er tydeligvis bange for at overskride den grænse, der adskiller hende fra de personer hun helst sku’ være bedre end. Gwens kommentar om politivold synes heller ikke at gå særlig positivt ind hos Kate, som højst sandsynligt nok har været vidne til en go' del af slagsen men som aldrig selv, at dømme ud fra hendes reaktion, har krydset grænsen og gået crazy a'la Andy Sipowitz .
Hehe, jeg kan sgu ikke rigtig lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at de har valgt at kalde den lyshårede engel for James, når nu Spike bliver spillet af James Marsters, hvilken englen James ligner til forveksling. Sikkert et tilfælde, men bestemt et pudseløjerligt et af slagsen. Efterfølgende laver Dave Ross en rigtig cool minibattle mod horden af dæmoner, men det får desværre ikke mulighed for at folde sig ud, hvilket jeg synes er temmelig ærgerligt. På den anden side viser det sig så at være helt ok, fordi der skal gøres plads til Dez oprindelseshistorie, som jeg fandt for en ret interessant del i ”Aftermath”. Hele hendes opvækst som slave fra barn til voksen med det eneste formål at sku’ bruges som et levende våben og flugten derfra, der så ind imellem bliver afbrudt af James lettere mystiske forklaring om de tilfangetagne engle, sætter hende unægtelig i et helt nyt og mere sympatisk lys fra læserens side.
Hmm, ah jeg synes nu også at der skete en hel del i de første numre, men du har da ret i at det er blevet endnu mere komprimeret her i # 20. Umiddelbart ser jeg ikke noget problem i de mange plots, der har hobet sig op, for det virker på mig som om, at Kelly Armstrong har fuldstændig styr på hvad hun laver og jeg er ret sikker på, at hun nok skal få samlet trådene inden den store finale. Mht. Kate tror jeg aldrig vi to bliver enige, ang. hvor meget hun ligner sig selv. Nu skriver du, at hun passer bedre in-character fordi hun er mere afdæmpet, men det har hun da også været i de andre numre i forskellige perioder, ligesom hun også var både hhv. in-your face og kølig/afdæmpet tilbage i tv-serien. Jeg er til gengæld helt enig med dig i, at # 20’s højdepunkter er scenerne mellem de tre kvinder og specielt Dez baggrundshistorie. Synes dog også at introduktionen af James er ret interessant, især fordi jeg ikke helt kan regne ud, hvad pokker det er denne tilsyneladende rene figur gemmer af hemmeligheder under sine vinger. Derfor ser jeg heller ikke på nuværende tidspunkt et kontinuitets problem i ”Aftermath”, fordi vi kun har hørt hele beretningen om The Powers That Be’s udsending af The Potentaes, (englehæren), fra én side, nemlig James. Han kan jo i princippet være fuld af løgn og beskeden fra Cordelia er muligvis pure opspind kun for at vinde Angels tillid. Jeg finder det nemlig også ret besynderligt den måde englene pludselig er dukket op på og at det virkelig sku’ være rigtigt, at de ikke ved egen hjælp kan vende tilbage til himlen.
Jeg kan godt følge dig i, at hele det her meget direkte religiøse præg med krigerenglene virker lidt malplaceret set i forhold til Joss Whedons baggrund som ateist, der også har præget hans serier. Trods det at Sunnydale har et større antal kirker i Buffy og The Powers To Be i Angel, begge repræsenterer noget religiøst/guddommeligt, ja så bliver hverken Gud eller nogle af hans engle nævnt i de to serier. Men som sagt så kan det jo sagtens være, at englene repræsentere noget helt andet som først bliver afsløret senere og så er det vel i princippet ok, at de er blevet brugt i historien.
Ang. Dave Ross så synes jeg nu ikke, at det er så slemt igen og jeg er så småt begyndt at vænne mig til hans stil selv om den unægtelig ligger meget langt væk fra Franco Urru’s, som jeg dog stadigvæk mener er klart at foretrække i Angel regi. Et af problemerne med Ross er at hans streg bliver for pæn, men det kan jo være det ændrer sig jo mere vi nærmer os finalen, som ligger op til lidt af et brag Mit største problem med Ross er dog stadig den måde han tegner Angel på. Han virker på en måde for muskuløs og lidt for firkantet, og ansigtstrækkene funker heller ikke optimalt. Det virker nogle gange som om, at han får et asiatisk eller latinamerikansk islæt over sig, der gør karakteren lidt mærkværdig at se på. Andre steder rammer han dog Angel ganske acceptabelt, men det virker sån lidt hit or miss med Dave Ross. ”Aftermaths” styrke ligger helt klart, efter min mening, i historien, som bliver bedre og bedre og med al tydelighed viser Kelly Armstrongs potentiale indenfor universet. Ross ser jeg til gengæld ikke den store fremtid i og jeg håber ikke at han vender tilbage, efter Franco Urru har været inde over serien igen med Juliet Landaus Drusilla – Special.
#233 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Den forklaring har jeg nu heller købt ift. Oz, jeg tror det går lidt dybere end det, og at lidt mere skyldes, at Willow først rigtigt er blevet 'vækket seksuelt' gennem/efter sit forhold med OZ, idet hun i så mange år har haft den ulykkelige og (ret langt hen ad vejen) uskyldige forelskelse i Xander.
Jeg refererer her udelukkende til den fysiske styrke - magi er vel nærmere en slags indre styrke - og jeg synes virkelig at der lidt er tale om et Xena-syndrom, hvorefter den kvinde der kan overmande mændene (og monstrene) ofte viser sig at være lesbisk eller skal være en del af en lesbisk subtext i så mange tilfælde, og noget af det, jeg altid har syntes om ved Buffy-universet er brudende på klicherne - den lille, blonde pige, der normalt ville være monsterføde, er monstrenes største frygt osv.
Og så hænger det igen også sammen med, at jeg ser seksualitet som en ret fastlåst ting, hvorefter jeg ikke køber, at en med Buffys erfaring så sent skulle vise sig at være lesbisk.
Tjaaa... Det vil jeg så trække lidtpå - for jeg ser det heller kke som helt usandsynligt, at Whedon spinder sine tråde på en anden måde, end jeg gerne vil have, at han gør - selvom jeg faktisk ser mange af Kennedys kommentarer i # 22, som et forsøg på at glatte lidt ud overfor de fans, som blev sure over udviklingen ift. Satsu...
#234 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Her kommer så den sidste del af Kelley Armstrongs nonsens, og jeg tror og håber, at det bliver det sidste, vi ser til hende - hun er i hvert fald blevet meget stærkt kritiseret i forummer som Whedonesque og Slayalive, og så byder nummeret på et gensyn med Dave Ross, som jeg heller ikke regner med at se mere til i Angel-regi.
Da Angel og Jamaerah er ved at kontakte Elohim, dukker disse med det samme op og forklarer, at de er guddommelige væsener, der vogter over balancen mellem det gode og det dæmoniske, og at de griber ind, når en af siderne ikke følger reglerne - hvilket englene ikke gør af grunde, som Elohim hellere vil demonstrere end forklare, og de frigiver herefter to krigerengle, og de anbefaler Angel og James, at de skal tage æren for at have reddet dem.
Englene er meget agressive, og de vil slet ikke arbejde sammen med Dez, der dukker op sammen med Connor og Kate; hun er ikke menneskelig. Connor bliver meget gal og forlader selskabet sammen med Dez, der får sværere og sværere ved at holde sin menneskeform.
Englene forlader også selskabet, men Angel, James og Kate sporer disse frem til en bygning, hvori englene begynder at slå syndige mennesker ihjel - de er der ikke bare for at rydde op i dæmonbestanden, men for at tage den helt store oprydning i LA. Selvom der er adskillige folk i byfgningen, lykkedes det kun for Team Angel at redde en enkelt person.
Andetsteds konfronterer Dez Connor med det faktum, at han er tiltrukket af hende, da de to bliver angrebet af flere dyr i menneskeform - der dukker dog endnu en gruppe krigerengle op og blander sig i kampen.
Angel får på samme tid kontakt med en ny repræsentant fra The Powers That Be, der viser gruppen et glimt fra fremtiden, hvor den person, der tidligere blev reddet fra englene er med til at begå et bankrøveri med den følge, at adskillige mennesker bliver slået ihjel, og repræsentanten forklarer, at dette er det godes ene chance for at redde LA, der er på vej i afgrunden, og hun beder Angel om at hjælpe englene eller blot blande sig uden om deres foretagende. Kate forklarer øjeblikkeligt, at hun ikke vil hjælpe englene.
Krigerenglene vil forvandle Dez varigt til sin katteform, og hun stikker af, mens Angel tænker over, hvad Kate og Connor har sagt, og han beslutter sig for, at være en kæp i hjulet for englene, hvorefter han mødes med Kate, Dez, Conner og James, der er tæt på en konfrontation med englene.
Det lykkes for James at stoppe konfrontationen, da han forklarer at Dez alligevel ikke vil være i stand til at opretholde sin menneskeform meget længere, men Angel fortæller englene, at han ikke vil alde dem udføre deres mission, fordi han ikke tror på at folks skæbner er sikre; den frie vilje spiller en rolle, og denne overvejelse hænger tydeligvis sammen med den skæbne, som Angel er forudbestemt til ifølge synerne fra After The Fall.
Herefter slås de to parter, og krigerenglene forsvinder for en tid - i hvert fald forklarer Elohim, at englene vil vende tilbage, men at han heldigvis har Connor, Dez, Kate og James bag sig, når han i fremtiden skal kæmpe for retfærdighed.
Vurdering:
Jeg synes stadigvæk, at Aftermath har været den værste historie overhovedet i Buffyverset, og jeg er glad for at sige farvel til Armstrong - jeg er træt af hendes nye figurer (Dez og James), og jeg håber og tror, at de vil være væk fra holdet i den nærmeste fremtid, hvis vi overhovedet ser dem igen.
Jeg håber at de fremtidige udgivelser helt vil se bort fra Aftermath's eksistens, da det i mine øjne er den største omgang rod, jeg længe har set. Dramaet mellem figurerne rører mig ikke, og konfrontationerne mellem Angel og henholdsvis Connor og Kate forekommer mig at være meget anstregte og forudsigelige, og det samme gælder for det mulige forhold mellem Connor og Dez.
Jeg kan ikke genkende figurerne i Armstrongs historier og plottet er roddet og usammenhængende.
#235 NightHawk 16 år siden
Angel # 22 – Aftermath ; Part 5. Preview. :
http://comicbookresources.com/?page=preview&id...
Angel # 23 – After the Fall ; Epilog. Covers & Preview :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/25/ang...
Angel # 24/25 - Nyt Interview om ”Drusilla” – Part 1 & 2, med Juliet Landau. :
http://www.slayerlit.us/interviews/interview22.htm
Angel – Only Human # 2, Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0906/22/ang...
----------------------------------------------------
Buffy TVS – Season 8 # 26 ; Retreat – Part 1. Preview :
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album_view...
Buffy TVS – Season 8 # 26; Retreat – Part 1. Q & A med Scott Allie :
http://www.slayalive.com/index.cgi?board=buffyseas...
Buffy TVS – Season 8 # 27 ; Retreat – Part 2. Preview :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-335?pa...
Buffy TVS – Season 8 ; Interview med Jo Chen :
http://www.slayerlit.us/interviews/interview23.htm
Buffy TVS – De 10 Bedste Afsnit :
http://www.dailykos.com/story/2009/6/27/747535/-Th...
Buffy TVS – Would Be Movie Posters :
http://s228.photobucket.com/albums/ee140/Chloesexy...
http://s228.photobucket.com/albums/ee140/Chloesexy...
Buffy TVS – Interview om Buffy Reboot og Season 8, med Eliza Dushku. :
http://splashpage.mtv.com/2009/06/16/buffy-alum-el...
------------------------------------------------------
DollHouse - Interview om Episode 13 og Season 2, med Eliza Dushku. :
http://hollywoodcrush.mtv.com/2009/06/16/exclusive...
DollHouse – Season 1, Episode 13 ; ”Epitath One” Klip & Interview, (Spoilers!). :
http://www.dollverse.com/2009/07/clip-of-next-epis...
DollHouse – Angel Style Intro :
http://whedonesque.com/2009/06/
-------------------------------------------------------
11 Vampyrer mere cool end Edward Cullen! :
http://www.sfgate.com/cgi-bin/article.cgi?f=%2Fc%2...
Amber Benson – Interview om “Deaths Daughter” og “Buffy TVS”. :
http://abclocal.go.com/wls/video?id=6877893
Amber Benson – Q & A. Challenger Comics Chicago ; Part 1 & 2. :
David Boreanaz – Interview + Bones, (spoiler ang. sæson 4.) :
http://www.bbc.co.uk/blogs/radio1movies/2009/06/he...
David Boreanaz - Bones ; Sæson 4. Udkommer 6. Oktober :
http://www.tvshowsondvd.com/news/Bones-Season-4/12...
SMG’s “Wonderful Maladys” – Fotos fra The Pilot Episode. :
http://justjared.buzznet.com/gallery/photos.php?yr...
SMG’s, ”Possession”, DVD & Blu-Ray. Release dato Unknown??? :
http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?DO=vis&...
Er så småt gået i gang med de næste par reviews, hvilket betyder at jeg i næste weekend tager hul på Buffy – Omnibus Vol. 7, der slutter af med ert brag af en historie ; Notes From The Underground, som ud over at byde på noget af det bedste man hidtil har set fra Cliff Richard også byder på en surprise guest star fra Buffy’s fortid.
#236 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Gruppens ellers så nye hovedbase er blevet opdaget, og Buffy må igen omstille sig til nye omgivelser, som Willow forsøger at holde skjult gennem et omfattende brug af magi til Buffys store og forståelige bekymring.
I henholdsvis Tyskland og Italien går tingene heller ikke ligefrem fantastisk for Giles og Faith eller Andrew og hans slayere, og de to fraktioner må søge ly hos Buffy (hvor Satsu også allerede befinder sig) efter nogle meget farlige situationer og en konfrontation mellem Andrew og Warren. De to grupper er blevet jaget frem til den nye base, og Twilights dæmoner banker igen på deres døre.
Forsvaret bliver igen Willow og hendes hekses magi, der dog kun holder fjenderne på afstand i meget kort tid. Under den efterfølgende kamp tager slayerne en fange, og Willow torturerer den uheldige dæmon ved at fjerne dens skind, hvilket både chokerer Giles og Faith, mens Buffy ikke mener, at hun kan tage sig af det under kampen. Willow finder ud af, at Twilight sporer gruppens brug af magi, inden Buffy indser at gruppen må flygte i dennes u-båd.
Buffy og Giles får en bekymret samtale om Willow, og Giles gør det klart, at de er ved at miste deres ven igen, inden Buffy fortæller om hendes oplevelser i Frays fremtid, hvor Buffy gjorde der af med Dark Willow. Giles er lettet over, at de nu under alle omstændigheder må forbyde brugen af magi, så Twilight ikke kan spore dem, men Buffy frygter, at Willow bare vil bruge ekstra magi for at skjule brugen af magi. Buffy er desuden begyndt at være i tvivl om, hvorvidt slayerne er på den rigtige side; flere af dem har slået ihjel.
Herefter beder Buffy Willow om at lave en sidste stor omgang magi, og U-båden forsvinder for at dukke op i Tibet foran en altid-cool Oz.
Vurdering:
Et nummer hvor der sker utroligt meget på meget kort tid - status quo er ændret, og slayerne er jaget vildt, og den situation bliver virkelig slået fast efterhånden som alle de kendte ansigter er på flugt; situationen spidser til og man kan godt mærke, at der er tale om det tredjesidste ark i sæsonen.
Serien føles somom den er på vej i rette spor efter at have været lidt på pause ift. det overordnede plot, og nummeret er klart det stærkeste siden Wolves at The Gate.
Man begynder at se, hvordan trådene vil blive samlet, og der kan ikke være tvivl om, at konflikten mellem Willow og Buffy før eller siden vil nå frem til overfladen; Willow bruger konstant magi og ideen om, at hun torturerer en dæmon på samme måde, som hun dræbte Warren, viser virkelig at hun er ved at miste kontrollen. Jeg begynder også lidt at frygte for Kennedy i denne forbindelse; hende og Willow er meget, meget glade for hinanden pt., og det lover aldrig godt, når Whedon er bag roret.
I forhold til den kommende forræder, så tror jeg dog, at det er en anden end Willow, og at Willow her bliver brugt som en afledningsmanøvre, men nu må vi se - det er nok heller ikke Riley, der bliver hentydet til, da læserne tilsyneladende (tror stadig at der lægger noget dybere bag) kender hans loyalitet.
Jeanty svinger lidt i dette nummer med nogle af hans bedste illustrationer sammen med nogle af de dårligere; jeg har lidt svært ved at genkende især Dawn flere gang i nummeret...
#237 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
Night Of A Thousand Vampires : 22 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-626
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”No…I don’t know what I need. The last couple of days preparing for the funeral...Going through all these motions kept the reality of it all from settling in. Now the reality...very settled in.”
Buffy står ved sin mors gravsted i dyb sorg og forsøger at få billederne fra den skæbnesvangre dag, hvor hun fandt liget af hende ud af hovedet men lige lidt hjælper det og da hun atter vender hjem til det rungende tomme hus, bliver hendes i forvejen stærkt deprimerede tilstand blot endnu værre. Meget bedre bliver humøret ikke, da Willow kort efter ringer for at opmuntre Buffy og gi’ en update ang. Dawn, som efter moderens begravelse hænger ud med de to wiccas. Andetsteds i Sunnydale sørger en mor over sin datter Verenas død, (som det viser sig at Buffy indirekte under sin kamp mod mørkets kræfter har været skyld i), og sværger en grusom hævn over slayeren, der involvere en hulens bunke lig, en nekromantisk bog og en magisk talisman. Mens den mildt sagt forstyrrede moder sætter gang i de sidste forberedelser, mødes scoobyerne på The Bronze for at snakke om hvordan de kan hjælpe Buffy med at komme ud af sin depression. På vej hjem render Verenas crazy mor ind i tre skateboardere og taber uvidende sin talisman.
”Man I need help…I can’t sleep, I can’t eat…Gotta get out of this house. Maybe I just need a good slay to get me back in the game.”
Tilbage på The Bronze foreslår Xander, at Willow benytter sig af magi til at løse problemet, men den idé er der dog ingen af de andre der er med på, da konsekvenserne kan blive uoverskuelige. Hjemme kan Buffy ikke falde i søvn og beslutter sig rastløs for at daffe på patrulje, hvor hun efter lidt forgæves jagt på action tilfældigt finder talismanen og kommer til at aktivere dens magi og vække de mange lig i kælderen hos Verenas mor til live. Pludselig befinder Buffy sig midt i et inferno af sultne levende døde og får den action hun så brændende har brug for. Mens Willow og co. begir sig hjemad i aftenmørket, kæmper Buffy på livet løs i kælderen og udrydder den ene vampyr efter den anden i et sandt raserianfald og efterlader blodsugerne i støvbunker, da Verenas moder hårdt såret dukker op og konfronterer Buffy, der ikke lige umiddelbart forstår hendes hævn motiv. Da det går op for hende hvordan tingene hænger sammen tøver hun og ser ikke en overlevende vampyr, der når at rydde moderen af vejen inden hun kan nå at reagere og efterlades alene tilbage kun med et knust billede af Verena og hendes, mor der straks bringer minderne tilbage om Buffys egen mor.
------------------------------------------------------
I denne sidste omnibus udgivelse tager Fasbbender & Pascoe os med en tur i den følelsesmæssige vridemaskine i kølvandet på Buffys ultimativt største sorg efter at ha’ mistet sin mor til cancer. En fjende som Buffy trods sin overmenneskelige superstyrke intet ku’ stille op imod og som blot gjorde hendes frustrationer endnu mere besværlige at håndtere. Til alt held, (hvis mand da kan kalde det det), betyder en tidligere modstanders dødsfald at Buffy kan få afløb for den vrede hun brænder inde med, da dennes mor i sin søgen på at løse sit traume sætter en vanvittig hævnplan i gang. En plan der i sidste ende trækker hende med ned i graven, fordi det naturligvis ikke er den rigtige måde at bearbejde sin sorg på. I stedet bliver det modsat for Buffys vedkommende en form for terapi af den mere håndgribelige slags, som lige præcis er der hun har brug for at konfrontere for at ku’ komme videre i sit eget liv.
I ”Night of a Thousand Vampires” er resten af teamet hensat til mindre biroller og en kort scene der byder lidt humoristisk kulør, men ellers er det Buffy der er i centrum i denne, hvad man roligt kan betegne som, ret dystre og tragiske fortælling der på trods af en forrygende og action-packed afslutning, hvor Buffy i bedste slayerstil rydder vampyrer og zombier af vejen med en kvik bemærkning, er tynget af en mere barsk, aggressiv og indelukket tone end der plejer at værre, hvilket den stemningsfulde og deprimerende finale også med al tydelighed understreger. Buffy vinder, men det er på ingen måde en sejr hun har lyst til at glæde sig over… tværtimod.
Der skal lyde stor ros til både Fassbender & Pascoe for denne lille men yderst effektive historie, men så sandelig også til Cliff Richards der sætter en høj standard med sine illustrationer, som kommer bedst til udtryk i afslutningen der er holdt i et næsten udelukkende koldt grønligt skær, baseret på elimineringen af vampyrerne, der udstråler vold, død og elendighed. Detaljen med Buffy der holder det ødelagte familiebillede i hånden til sidst og la’ tårerne få frit løb må nok siges at være en af Richards absolutte perler og en scene som jeg ikke ku’ undgå at blive rørt over, da jeg så det. Derud over er der også en ret morsom Elvis detalje, som man skal huske at være opmærksom på til sidst. Nu ved vi hvad der skete med the King of Rock’N roll efter hans død. ;)
#238 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
Ugly Little Monsters : 66 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-629
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-632
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-640
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”I’m so sick and tired of you, Anya! I mean this former demon act. Sure, it was funny at first. Ha, ha. Humans are so odd. Ha, ha. Social interaction is so confusing. Ha, ha. Well, it’s not funny anymore. And I’m sick of people talking about Tara like she wasn’t even in the room.”
Buffy er på en af sine patruljer og har i lyset af de seneste dagens traumatiske hændelser fået selskab af Willow og Tara, som hun dog ikke mener behøver at være bekymrede for hende, da Tara pludselig bliver overfaldet af en glubsk vampyr, som Buffy tager sig af med uhørt præcision og determineret coolness. På vej hjem bliver Willow og en lettere såret Tara ofre for et par nedladende kommentarer fra en flok gutter der hænger ud, hvilket gør Willow rasende men Tara får hende hurtigt kølet ned igen. Lidt efter når de frem til The Magic Box, hvor Xander og Anya hygger sig. Da de ser Taras rifter i ansigtet kommer Anya med en af sine sædvanlige uheldige kommentarer og så har Willow efterhånden fået nok og gir straks udtryk for sin harme. Midt i deres diskussion glemmer de dog begge helt at tænke på Tara, som slukøret forlader butikken alene, da Willow efterfølgende har lovet at hænge ud med Buffy der imens hjemme på sit værelse forsøger at undvige Dawn’s spørgsmål ang. Spikes følelser for hendes storesøster.
I selv samme sekund prøver Tara forgæves på sit collegeværelse, at få et magisk ritual til at virke og hos Giles dukker Spike uventet op med oplysninger der vedrører Buffys sikkerhed. Giles der ikke er meget for at snakke med ham bliver dog hurtigt overbevist om truslens størrelse, da Spike viser han er i besiddelse af den mægtige Ezekiels amulet, der har evnen til at forstærke og materialisere det pågældende offers følelser. Spike fornemmer at Giles ikke tager ham seriøst, snupper amuletten og tager i stedet direkte mod Buffys hus for at advare hende. Hjemme i stuen hører Buffy og Willow en mystisk lyd ovenfra hvor Dawn sover og farer straks der op, kun afbrudt inden af Giles der ringer ang. sit møde med Spike. Hjemme hos Xander og Anya går bølgerne ligeledes højt og Xander må prøve at sno sig udenom Anyas anklagende tone ang. Willow. Tilbage hos Buffy brager hende og Willow ind på Dawns værelse og bliver straks overfaldet af en flok blå djævle, som alle kontant smager Buffys vrede for fuld styrke og ender i samlet flok med at stikke af.
”I don’t need your distractions tonight, Spike. I never need your distractions. I known this is some kind of sick game of yours, so you can hang around me and my friends.”
”I don’t want to hang around your friends. Just you is all.”
Senere mødes Buffy med Spike på den lokale skrotplads og her hersker der ingen kære mor hos Buffy, som ikke tøver et sekund med at gi’ ham en solid omgang tæsk, selv om Spike ihærdigt forklare om både Ezeikel og sine følelser for hende. Slukøret må han forlade stedet uden at være kommet nærmere med at vinde Buffys tillid. Dagen efter på campus viser Willow sine rifter på kinden fra nattens battle til Tara, der frygter at hun måske pga. sine følelser har påvirket monstrene. Imens i The Magic Box fjumrer Xander rundt og prøver at få overblik over sin research og Giles fornemmer, at han hellere må gribe ind og få styr på sagen, da Buffy overasker dem begge med en ultra præcis definition på hvem fjenden er og hvad de drives af. De andre er mildt sagt målløse, men ved omvendt heller ikke at Buffy har sin info fra Spike, hvis møde hun undlader at fortælle dem om. Da Xander hører at monstrene styres af ofrenes følelser, retter han omgående sin mistanke mod Tara, hvilket de andre dog synes er helt ude i hampen.
Pludselig blander Anya sig i diskussionen og mumler noget om Spike, der får en pære til at lyse hos Giles, og Buffy fortæller dem om sit rendevouz med den blonde vampyr, der i mellemtiden er i færd med at sælge Ezeikel til en mystik køber ved navn Coma. I kælderen under The Magic Box brokker Anya sig fortsat over Willow, (der netop er ankommet med Tara), og de ender i et større skænderi. I selv samme sekund bliver butikken angrebet af de blå monstre, ligesom Dawn vader ind af døren, og der opstår vild tumult lige indtil Tara, der beskytter Willow, skriger sin frustrationer ud og monstrene flygter. Imens på Willys bar nupper Spike en drink og en smøg og kigger med en lettere skuffet attitude over sin handling ned på sine blodpenge. Tilbage i The Magic Box er Xander nu stensikker på, at det er Tara som står bag angrebene, da hun var den eneste der ikke blev ramt. Tara bliver straks ked af det og Willow vred over Xanders tåbelige anklager, som dog afslører at Tara har lavet et magisk ritual tidligere. Resolut sætter Buffy dog sin fod i jorden og forsikrer Tara om at hun tror på hende. Buffy mener nemlig at det er langt mere nærliggende at opsøge Spike igen, hvis de skal ha løst mysteriet…
-----------------------------------------------------------
At Buffy er kommet et godt stykke videre siden sidst, sørger Fassbender & Pascoe for at understrege godt og grundigt allerede med introen, hvor hun, måske lidt for bastant, afviser både Tara og Willows hjælp i hvad der hurtig skal vise sig at blive en dominoeffekt ud i indebrændte følelser scoobyerne imellem, som efterfølgende bliver forstærket da historiens monstre The Avendschrook åbenbarer sig i lyset af Ezekiel amuletten. En amulet som Spike pudsigt nok kommer i besiddelse af og som på en måde sætter ham i centrum af historien og dens tema i nogenlunde samme stil, som man husker fra sæson 4 episoden The Yoko Factor, hvor han spillede hele teamet ud i mod hinanden med den betydning, at luften så at sige blev renset imellem Buffy og co. trods det ingen i virkeligheden brøds sig om at få udstillet hinandens respektive dårlige sider og fejl. Nå jeg skriver nogenlunde samme stil, er det fordi der trods alt er en væsentlig forskel på de to historier ved det, at Spike i det her tilfælde med Ugly Little Monsters er forelsket til op over begge ører i Buffy, hvilket er hvad hans indre konflikt handler om synkront med scooby’ernes.
Så mens Willow, Anya og Xander mundhugges indbyrdes og Tara bliver overset og føler sig udenfor, plus Buffys bekymring for Dawn’s sikkerhed udspiller sig, lurer Spike i kulissen denne gang med gode intentioner, som dog hurtigt bliver vendt rundt, da hun afviser ham og sender den forsmåede kærligheds og opmærksomhedssøgende vampyr ud på sidelinjen, præcis som både Tara og Anya bliver i deres forhold. Det betyder så at Xander pludselig skal ud og overbevise Anya om at han er på hendes side i konflikten med Willow, og Tara omvendt stik imod sit vanlige afdæmpede natur må markerer sig i forhold til Willow, hvilket kun forstærker Xanders teori om, at Tara er skyldig i monstrenes tilstedeværelse. Det er hun nu langt fra, men det betyder alligevel at alle ender med at blive ramt af ”Ezeikels forbandelse”. Alt imens har Spike store moralske tømmermænd, suverænt illustreret af Cliff Richards, fordi Buffy ubevidst har tvunget ham til igen at blive den person han gerne vil væk fra, også selv om han i princippet har sit på det tørre og en go’ stak dollars i blodbanken.
Kun ved at Buffy slækker på sine følelser for Spike og sænker paraderne en smule, lykkedes det ham at komme ind i varmen, og ved fælles hjælp får de bugt med forbandelsen og afslører Ezeikel amuletten som værende en ren McGuffin, hvad kun gør konflikten scoobyerne imellem endnu værre, da de viser sig selv at være skyld i al kaoset. Igen som i den forrige historie viser Cliff Richards klassen med nogle usandsynlig labre illustrationer, speciel hvad angår Buffy og co’s dueller mod de blå bæster. Men det er afslutningen hvor Spike træder i karakter, sætter teamet på plads og viser en målløs Buffy hvilket mandfolk han er, der gjorde størst indtryk på mig. Det er så fedt fordi hun har overbevist sig selv om, at han er en bad guy og alligevel kan hun ikke undgå at være småforelsket i den evigt charmerende stratenrøver.
#239 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Nummeret starter in medias res, idet Illyria truende står bøjet ind over en nøgen Gunn.
Illyria: "... She trusted you, and it led to her death. I trusted you, and I almost fell. Her influence makes me eant to protect you. But she was weak. That is why she died. I have to kill you, Charles"
Gunn: "Illyria - - I agree."
Herefter følger et flashbacks, hvor Groo, Lorne, Gwen, Angel og Betta George på skift besøger Gunn, mens han ligger i koma, mens han tænker over, hvordan har har såret og skadet sine venner i helvedet. Han bebrejder tydeligvis sig selv, selvom Angel ved, at det var dæmonen inde i Gunn, der slog Conner ihjel. Betta George følger med i hans tanker og giver ham herigennem oplysninger om Mosiac Wellness Center, der kendes fra Spike: Aylum, der efter fiskens mening er blevet et ordentligt sted.
Efterhånden får Gunn færre og færre besøg af sine venner, og nogle dæmoner forsøger at gøre det af med ham i sin skrøbelige tilstand. Heldigvis overvåger Illyria ham nøje og forsvarer ham, indtil en dag, hvor hun bliver angrebet af T-rex'en Kenny, der kendes fra After The Fall. Han distraherer hende, så Non kan være alene med Gunn.
Non opfører sig forbavsende kærligt overfor ham og bruger sine evner til at hele ham igen, mens hun fortæller, at det er hendes hærs livskraft, hun bruger. Gunn bliver ikke glad for at blive helet, og han farer på den forvirrede dæmon, mens hun forklarer, at hun stadig trorpå ham, og at de kan hjælpe hinanden med at gøre skade, hvilket Gunn selvfølgelig afviser med eftertryk.
Non prøver på at forklare Gunn, at han er ond, men Illyria griber ind og kaster hende væk, hvorefter åbningsscenen følger igen.
Gunn vågner senere op hos Illyria, der i bedste Fred-stil har skrevetpå sine vægge, mens hun overvejede, hvordan hun skulle slå Gunn ihjel. Illyria forklarer dog, at hendes indbliki Wesley og Spikes minder om Fred gør, at hun ikke kan slå ham ihjel.
Illyria: "They worshipped her, you know. She didn't even have to threaten them. I cannot possibly be expected to live up to what this face demands. I tried to make it right, but my face grew back. Partof me,the important part, wants you dead. But killing you wouldn't solve anything. In fact it would make me... I wouldn't like it. I am infected with humanity."
Deres samtale bliver afbrudt af et par politifolk, men Gunn får lov til at tale ud.
Gunn: "You are not infected with humanity. I've been in this bed for a while now. Doing nothing but thinking of what i did in hell."
Illyria: "You are weak like Fred. You are ridded with guilt."
Gunn: "Not just guilt. I miss it."
Han mener, at han stadig har sine indre dæmoner at slås med, og at det måske bare ville være bedre, hvis han blev slået ihjel, men han afviser herefter Illyrias tilbud om at slå ham ihjel for at hjælpe, da han ved, at det vil stride imod alt, havd Fred stod for.
Illyria: "it's too confusing to care."
Herefter møder Gunn op på Mosaic, hvor Betta George tilsyneladende også arbejder, og han indskriver Non, selvom både han og Mosaics nye cheflæge er skeptiske - heldigvis kan de stoppe hende fra at bruge hendes kræfter, da hun kommer til at dele værelse/celle med dæmonen Anna, der kan dæmpe folks kræfter. Non er meget utilfreds.
Herefter forlader Illyria og Gunn Mosaic i bil, selvom de ved, at de formentlig må vende tilbage for at gøre det af med Non, mens Gunn lover hende, at der nok skal blive flere kampe, og at det med at være menneskelig og have følelser vil gøre hende til en bedre modstander.
Illyria: "I am looking forward to getting in touch with my humanity."
Vurdering:
En virkelig stærk epilog, der understreger, at After The Fall virkelig har haft stor betydning for figurerne og disses udvikling på trods af det reboot, der afsluttede serien. Gunn og Illyria fremstår som stærkere figurer end nogensinde før, og Only Human-miniserien om de tog lyder meget, meget interessant.
Lynch ermeget velkommen tilbage, og det samme gælder egentlig også for Urru, selvom jeg stadigvæk bedre kan lide Mooney, Runge og Messina.
Nu glæder jeg mig igen til næste nummer af Angel-serien, selvom jeg virkelig håber, at IDW helt undalder at bruge Dez og James og lader som om Aftermath ikke eksisterer.
#240 loki 16 år siden
Er der nogen som har set afsnit 13 af Dollhouse? Og i så fald hvad er meningen med den i sammenhæng med resten af serien? Nogen der har et link hvor Joss måske har udtalt sig omkring den?