Buffy The Vampire Slayer Season 8 # 27: Retreat del 2 af 5
Da nummeret starter, er Amy ved at aflægge rapport over kampen i sidste nummer til en utilfreds Twilight; hendes magi viser hende et billede af en masse druknede skikkelser, men Twilight er ikke i tvivl om, at Buffy og hendes Scooby-gang stadig lever.
Twilight: "I know Buffy too well... To believe she'll be silent when she dies!"
Warren og Amy bemærker undrende denne replik, mens Twilights øvrige håndlagere leder efter tegn på magisk aktivitet.
I Tibet sidder Willow, Buffy, Oz, Giles, Dawn og Xander og drikker te sammen med Oz's kone Bay, mens Oz fortæller om, hvordan han har lært at tæmme sin indre ulv, og om sin søn Kelden, mens Giles gør det klart, at de ikke har tid til at hyggesnakke; hvis Oz ikke kan hjælpe dem, må de drage videre.
Tilbage i Twilights base rapporterer en af Twilights håndlangere til Riley Finn, da han har fundet et stort magisk udslag i midten af Asien, men Riley mener, at udslaget må være et tilfælde. Twilight bryder imidlertid ind i deres samtale, og han mener, at det er værd at undersøge.
Oz fortsætter med sin beretning, og fortæller, at gruppen, der har hjulpet ham, også består af varulve, men at ikke alle med et ulveproblem deler deres undertrykkelsesfilosofi; der er en anden gruppe af varulve i området ledet af englændren Monroe, der tidligere også var en del af Oz's gruppe. Monroe tænker ligesom Veruca på ulve-delen, som en ting, der gør varulvene til overmennesker.
Willow og OZ får også en lille snak; og Willow forklarer OZ, at hun ikke er jaloux over, at han har fået en kæreste, men over, at han har fået et 'almindeligt' liv med plads til børn og med en egentlig fremtid.
Oz beretning fortsætter, da han fortæller, hvordan Monroes gruppe af varulve har angrebet hans fredelige gruppe under en fuldmåne, hvor de to grupper jo ikke ligefrem var lige stærke, indtil Bay i sin varulveform dræbte Monroe og fik gruppen til at flygte.
På samme tid, mener Amy, at hun har fundet Team Buffys lokalitet, mens Buffy begynder at forklare Oz, at de har brug for hans hjælp til at skjule deres magi, og Oz mener at han kan hjælpe dem - hvis de virkelig er indstillet på at få denne hjælp; det kan nemlig være farligt at starte på træningen uden at færdiggøre denne.
Gruppen bliver pludselig angrebet af en varulv, som dog bliver stukket med en kniv af Bay, hvorefter den løber væk, og Oz gør det klart for Buffy, at hun ved at opsøge ham og hans famlie har gjort dem alle til et mål.
Twilights gruppe dukker via Amys magi op i nogle øde bjerge i Mongoliet, og Twilight er bestemt ikke tilfreds.
Senere stiller Oz sig op foran hele gruppen af slayere, som han skeptisk forklarer sin teknik, der starter med fysisk udmattelse, hvilket betyder, at de kan starte med at begrave deres u-båd.
Tilbage hos Twilight gør denne det klart, at de nok skal finde gruppen, idet denne vil begå en fejl før eller senere, hvorefter han i bedste Darth Vader stil sørger for, at den mand, der opdagede magiudladningen bliver henrettet. Mens han gør sit mål klart.
Twilight: "... This battle doesn't end with Buffy laying down her sword. It ends with her turning that sword against herself."
Vurdering: Igen et stærkt nummer, der bruges på at rydde lidt op i det rod, som sidste nummer på mange måder var, selvom jeg godt kunne lide det. Der er i forhold til den større historie helt sikkert tale om stilhed før stormen, idet der ikke er så meget aktiv handling fra Scooby-siden, der egentligt mest (hygge)snakker. Dawn og Xander bruger i øvrigt utroligt meget tid på at gå og småsnakke med hinanden, hvilket godt kunne indikerere, at subtexten i Time of Your Life bliver udforsket ret meget mere.
Allie har lovet, at der ikke er nogle kontinuitetsfejl ift. Twilight identitet, så alle der er sammen med Buffy i disse scener er udelukket fra mistanke, da vi netop ser, hvad Twilights gruppe laver. Jeg frygter lidt for Oz's skæbne, da han synes meget lykkelig og afklaret; hvilket der jo ikke er meget plads til med Whedon bag roret - don't kill Oz!!
Jeanty er i mine øjne begyndt at falde lidt af på den, og mange af detaljerne i hans figurer er væk, hvilket i flere paneler går ud over deres genkendelighed - jeg håber godt nok, at han vender tilbage til sin høje standard i begyndelsen af season eight.
Én af mine venner - der ellers ikke er specielt stor Angel fan - har købt disse tre numre, fordi jeg har snakket så positivt om episoden, som han aldrig har set, og det gav mig en mulighed for at chekke én af disse adaptions ud, og jeg må sige, at jeg umiddelbart er ret træt af at have forudbestilt det samlede Smile Time hardcover; ikke fordi der er noget galt med tegneserieudgaven af Not Fade Away - det var nærmest en perfekt genfortælling af episoden tilsat nogle fantastiske tegninger (tegnet af Stephen Mooney) - men fordi, der ikke er noget nyt under solen.
Jeg havde håbet at man måske kunne følge nogle af figurernes eller bare Angels tanker i nogle af de vitale scener, men der er blot tale om (så vidt jeg husker) præcist gengivet dialog, og jeg kan slet ikke se, hvad Scott Tipton skal have 'writer-credit' for - jeg føler lidt, at enhver tilfældig Angel-fan kunne have præsteret det samme arbejde uden nogen reel indsats.
God adaption, som dog er totalt ligegyldig, hvis man har serien på DVD.
Written by Scott Lobdell, art by David Messina and Micro Pierfederici, cover by Messina.
Another Old One roams the Earth! And don't think he's going to go easy on Illyria, his ex. (Considering she's the one that enslaved him several hundred thousand years ago, it doesn't look like a reconciliation is in the cards.) All this and a glimpse into Gunn's past, revealing the very first time he ever met a vampire... in his beloved Grandmother's kitchen.
Byrne returns to Angel for this one-shot featuring a new spin on a classic horror confrontation. Out of darkness and nightmare he comes for what he claims is rightfully his -- but Angelus is there before him. Two legendary monsters. One goal. Who will claim the prize?
Written by Jane Espenson, penciled by Georges Jeanty, inked by Andy Owens, colored by Michelle Madsen, covers by Jeanty and Adam Hughes.
"Retreat," part 5 of 5. The war between Twilight's minions and Buffy's army rages in the Tibetan mountains. Bereft of their magic, the girls‹Wiccans and Slayers‹face an epic battle in which they have no hope of victory. Buffy has already done the retreat thing once, plus also put herself and her army into hiding . . . What can she do now that there is no magic to help them escape from another losing battle?
Skrevet af Christopher Golden & Amber Benson. Tegnet af AJ & Kleps.
”Come on, you two! Ghosties aside, this is gonna be a girl-power extravaganza. Just leaving the Sunnydale zip code with my two favourite women makes for happy willowness. Finding some power spots with ACTUAL magic is only icing on the cake that is vacation.”
For at få Buffys død på behørig afstand, er Willlow, Tara og Dawn taget på bilferie med henblik på at opsøge mystiske steder og urban legends, der dog indtil videre har budt på lige så lidt spænding som udfordringer. Tingene ændrer sig derimod hurtigt, da trioen ankommer til en mindre kystby og det hjemsøgte ”Anson” hus. Inden længe viser stedet sig fra sin mere spooky side og Willow foreslår at fremtrylle en formular, der kan gøre huset synligt for byens borgere, men Tara advarer mod dette, da hun fornemmer at magien der omkranser Anson huset ikke har nogen onde hensigter. I stedet beslutter de tre tøser sig for at daffe ned på den lokale cafe og få noget at spise, inden de tager videre mod næste mål, et magisk sted i de nærliggende skove kaldet ”Altar of the Green”. Under frokosten får de øje på en større tumult udenfor, hvor borgene i byen protesterer mod et statsejet firma, som er i færd med at ødelægge deres skovområder.
Dawn forstår godt deres reaktioner, da hun netop har haft om emnet i skolen, og pludselig mumler en skummel trucker ved disken i cafeteriet, at firmaet nok skal få som de har fortjent. Udenfor igen bliver trioen mødt af en af demonstranterne, der vil ha’ dem til at skrive under på at bevare skovene, hvilket medfører at Dawn får et mindre hysterisk anfald pga. de stakkels træer. På vej væk støder de ind i Dolores, der grædende forklare dem at den er rav ruskende gal i den lille by hvor hendes mand, der arbejdede for firmaet, er blevet myrdet af en flok dræber egern udsendt af en hævngerrig skovdæmon. Efter Dawn har overstået et mindre grineflip, beslutter de at undersøge sagen nærmere og tager af sted mod ”Altars Green” for at se om der hold i rygterne, eller om det blot er pure opspind skabt af borgerne for at undgå yderligere nedslagtning af skoven.
”You’re one to talk about burning. Spirit of the forrest, sure, lord of the wood. But you’re a trickster spirit, Jack...You could protect this hallowed spot without spilling blood...Without putting innocent creatures under your sway and using them to murder.”
Efter at ha’ forsaget et pigtrådshegn begir de tre tøser sig ind i skoven og her har de ikke vandret specielt længe, før mørket pludselig sænker sig med en ulmende og faretruende effekt. Mens Willow og Tara, pga. Dawns tilstedeværelse, må udskyde deres nøgen tango til senere, fornemmer alle at der er sket noget slemt i skoven og kort efter viser deres frygt sig at være berettiget, da en slagmark af fældede træer åbenbarer sig for øjnene af dem. I samme sekund overraskes de af en skovbetjent og bliver fejlagtigt mistænkt for at være miljøaktivister, men når ikke at blive anholdt da en psyko hjort pludselig går amok og dræber betjenten, inden Tara og Willow rammer den med en slags eksorcisme. Willow foreslår de omgående sætter sig for at opklare mysteriet og ber Dawn ta’ tilbage til hotellet, men det har hun ikke tænkt sig, og så fortsætter trioen ellers som de hidtil har gjort mod ”Altars Green”.
Efter lidt vandren bliver de pludselig angrebet fra højre og venstre af en flok vilde dyr, men får sendt dem på flugt via magi, inden de kan nå at gøre al for stor skade, og afslører derefter at en flok skov alfer står bag, fordi de tror Willow og co. er en flok onde hekse, der vil hjælpe menneskene med at ødelægge deres skove. Efter der er kommet styr på misforståelsen, viser det sig at alferne ikke stod bag angrebet og i stedet slår de sig nu sammen med trioen for at få dem til at hjælpe med beskyttelse af området og introducere dem herefter for deres konge. Kort efter da de tre tøser står ansigt til ansigt med selv samme, afslører Willow ham dog som en fupmager der kun er ude på at udnytte skovfolket, hvilket får den såkaldte GreenJack til at gå amok fuldstændig forblændet af sit had til den menneskelige race. Imens Dawn flygter fra skudlinjen og går i dækning, gør Willow og Tara deres bedste for at få styr på den fanatiske Jack, der viser sig at være lidt af en mundfuld og langt stærkere end først antaget.
I mellemtiden forsøger Dawn at overtale alferne til at skifte side, hvis de vil ha’ et håb for at bringe freden tilbage til skoven. Inden længe går det da også op for dem, at Jack har mistet besindelsen og sammen kaster de sig modigt ind som skjold for Willow og Tara, hvilket får deres rasende konge til i stedet at søge mod firmaets location for at hævne sig på skovarbejderne. Klar over hvad Jacks næste træk er, skynder de tre tøser sig derfor fluks af sted i samme retning og ender undervejs, mens solen atter stiger op på himlen, i en filosofisk snak om hvor langt de kan gå i deres kamp for ikke at blive ligeså kyniske som Jack. Tara får dem til sidst overbevist om, at de i stedet for mere hårdtslående metoder skal forsøge en paralyserings formular og derefter forsøge at tale Jack til fornuft. Imens holder nogle skovhuggere pause og diskutere al den polemik der har været på det sidste, da Jack pludselig sætter et nådesløst angreb ind…
------------------------------------------------
Amber Benson slår atter pjalterne sammen med Christopher Golden i et nyt T & W eventyr, der modsat sidst har fokus lagt på et klart og tydeligt miljøvenligt budskab og ikke så meget på romantikken imellem de to kvinder, selv om der dog undervejs dukker hhv. sporadiske lumre bemærkninger op, som understreger deres på det her tidspunkt fasttømrede kærlighedsforhold og kommentarer ang. Taras frygt for Willow's overforbrug af magi. Denne interne konflikt bliver så til gengæld brugt ganske kløgtigt hele vejen igennem historien af Benson & Golden og ligger som en understrøm de ikke kan undgå at dyppe tæerne i, i deres kamp for at værne om miljøet der også byder på et klassisk og filosofisk helte/superhelte tema, om hvor langt man kan tillade sig at gå i magtanvendelse for ikke at krydse grænsen til landet hvor bad guys og superskurke huserer. Med til at ruske lidt op i det hele, er det rigtig godt tænkt af Benson & Golden at inkludere Dawn i eventyret, for den lille sprælske teenager er i høj grad med til at live historien op, (når den bliver lidt for politisk korrekt), med sin blanding af comic relief og meget direkte og sarkastiske tone, der ikke ligger langt fra storesøster Buffys.
Specielt er Dawns latterkrampe ovenpå infoen om dræber-gnaverne befriende afvæbnende og med til at skabe et pusterum fra det lettere teatralske man vs. nature tema, og den balancegang bliver efterfølgende fornemt opretholdt resten af tiden ud i deres konfrontationer med skovens vildt og den store finale med den fanatiske GreenJack, der afsløres som værende ligeså stor en misbruger og ødelæggende for skoven som de mennesker, der arbejder hos det statsejede firma, han forsøger at bekæmpe. Her bliver Willow & Tara, kval deres status som Wiccas/hekse og den tætte forbindelse til græsrødderne i form af naturens elementer, nøglen til at få løst konflikten og skabt et kompromis skovtrolde, alfer, dyr og mennesker imellem, hvor alle kan eksistere i fred og fordragelighed trods deres forskellige måder at overleve på. Men for at det kan lykkedes, bliver de to wiccas dog først nød til at gå på kompromis med deres egne holdninger/overbevisning og eliminere Jack, hvis freden skal sikres, i et afgørende angreb der betyder at Tara må gi’ Willow frit spillerum til at skrue op for blusset ang. den magi, som Tara er så bange for Willow ikke kan kontrollere. Når alt til sidst er sagt og gjort, afslutter Benson & Golden med en smuk monolog fremført af Dawn, men foregiver trods alt ikke at være fuldstændigt naive forstået på den måde, at ”Wilderness” closing shot er en syrlig kommentar til menneskets generelle nonchalante holdning til miljøet.
Illustrationsmæssig står der denne gang et nyt team bag i skikkelse af AJ & Kleps, (lyder lidt som et skummelt advokatfirma), og deres stil må siges at være noget af en blandet landhandel. Hvis vi skal ta’ det positive først, lykkedes det dem meget fornemt at få skabt en helt igennem eventyrlig stemning, når trioen skifter det idylliske landsbysamfund ud med det uforudsigelige og fortættede skovlandskab, der for alvor når sit magiske højdepunkt i mødet af to omgange med den fundamentalistiske Jack, som er en forrygende flot kreeret bad guy, der til tider i sin vilde og bidske fremtoning minder en del om Wolverine. Til gengæld er AJ & Kleps personskildring af meget svingende kvalitet. Willow er enten hit or miss, og Tara ser i flere scener langt mere gusten ud i ansigtet, end hvad man normalt kender fra den charmerende og søde wicca. Dawn derimod er nærmest ramt perfekt både i udstråling og fremtoning, hvilket så er ekstra godt da hun er ”Wilderness” absolutte trumfkort. Jeg må indrømme at jeg klart bedre ku’ li’ Amber Benson og Christopher Goldens første fortælling ”Wannablessedbe”, der trods det kun at være halvt så lang gjorde dobbelt så stort et indtryk på mig både mht. historien og tegnestilen end ”Wilderness”. Men hvis sidstnævnte udgør bundniveauet, ja så kan man omvendt konkludere at Benson & Golden holder et højt et af slagsen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Tom Fassbender, Jim Pascoe & Fabian Nicieza. Tegnet af Cliff Richards.
”Regrets? Yeah, I got regrets. Most don’t mean a thing. Forget them and move on...That’s Spike’s policy. Those I can’t forget, I can drown. All of ‘em, that is, exept for you. Yeah, I’ve bolloxed some things up real good in my day. And most of ’em I’d do all over again if I could. But not you. I never should have had you rebuilt. Selfish git. I miss you, Buffy...Bloody hell...”
Spike er siden Buffys død gået helt ned med flaget og forsøger desperat, hjemme i sin krypt, at drukne sorgerne og fortrænge minderne om hans elskede slayer. Men lige lidt hjælper det fordi synet af den total smadrede mekaniske erstatning, The Buffy-Bot, der ligger på gulvet foran Spike, rammer ham som et dolkestød lige i hjertet. Spike tager derfor en rask beslutning og vælger hurtigt at få lagt delene ned i en kiste, så hun er ude af syne og overvejer et kort sekund om han helt sku’ smide nøglen til kisten væk. Imens i skolen er Dawn kommet op og slås med en af de andre tøser, der har sagt nogle knap så pæne ting omkring hende, men ender selv med en tur på rektors kontor da hun pga. savnet af sin storesøster går lidt for voldeligt til hånde. Senere hen på aftenen da Willow, Tara, Xander og Anya er på vej hjem fra byen, bliver de overrumplet af et par vampyrer men klarer lige akkurat skærene med det yderste af neglene. Samtidig i udkanten af Sunnydale dukker tre ældre herrer op på jagt efter en sagnopspunden skriftrulle. Næste morgen forbereder Tara og Willow morgenmaden og modtager pludselig en oprigning fra skoleinspektøren om episoden med Dawn, som de straks konfronterer. Hun bryder hurtigt sammen i gråd og Willow indser, at de bliver nød til at ta’ drastiske metoder i brug, hvis skolen ikke skal opdage at Buffy er død og borte. Så mens scoobyerne mødes for at lægge en ny plan, dukker Giles op hos skoleinspektøren for at dække over Buffys manglende tilstedeværelse og lover at han vil sørge for at Dawn i fremtiden opfører sig ordentligt.
Tilbage i Giles lejlighed diskuterer Willow med de andre om Dawn, mens Xander er mere fokuseret på sin egen indsats mod vampyrerne dagen før. Han bliver dog revet ud af sine tanker, da Anya foreslår at de involverer Spike i banden, så Willow og Tara kan få mere tid til at se efter Dawn. Den idé bryder Xander sig slet ikke om og efter lidt yderligere mundhuggeri daffer han af sted alene i pænt negativt humør. Imens i kloakkerne under Sunnydale har de tre ældre herre fra tidligere opsøgt den mystiske dealer Coma, (fra Ugly Little Monsters), for at opkræve den skriftrulle hun stjal fra deres bror, Doc, (fra The Gift). Hun har dog ikke ligefrem tænkt sig at overgive sig uden kamp, men må kort efter sande at trioen er for stærk og bliver alligevel nød til at gi’ rullen fra sig. Andetsteds ved kirkegården dukker Xander op klar til at la’ sine frustrationer over Buffys død gå ud over Spike, der står helt uforstående over for det helt umotiverede angreb som han, trods sin fordrukne tilstand, med nød og næppe får afværget. Hjemme får Giles sig en snak med Dawn og lykkedes med at få hende beroliget, og hos de tre dæmoner forsøger de at få et overblik over skriftrullens magi og opdager, at dens forudsigelser har store konsekvenser for dem selv. Paniske prøver de at tilintetgøre den, men har ingen succes og bliver derfor enige om i stedet at kidnappe en wicca der er kraftfuld nok. Tilbage i krypten er Xander millimeter fra at ta’ livet af Spike, da Willow og co. når frem og tvinger ham til at stoppe, fordi Spikes hjælp er uvurderlig i deres arbejde mod mørkets kræfter, (da Buffy jo af gode grunde ikke længere står til rådighed), hvilket får Anya og Tara til at foreslå de genopliver Buffy-bot’en.
”I mean, I’m so SICK of that robot! They all spend so much time fussing over it, like it’s this great thing, this great answer to all the world’s problems. Well I’ve got news for ‘em. No matter how perfect it gets, it can’t replace Buffy. Never.”
Willow presser bevidst Spike ved at minde om Dawns sikkerhed, og fluks tager han dem med ned i sin kælder, hvor han har gemt de mekaniske dele. Efter at ha vurderet skadernes omfang, bliver de enige om, at de ved fælles hjælp kan løse opgaven og få backup Buffy på fødderne igen. Tre uger senere er den blonde slayer tilbage på Sunnydales gader klart til dele øretæver ud. Efter en kort duel viser robotten dog sine klare svagheder da den efter et slag går i baglås og Willow og co. må sande, at den stadig kræver en del finjustering inden den bliver sat på større udfordringer. Andetsteds på kirkegården lusker Dawn rundt ved sin mor og søsters gravsten godt irriteret over de andres insisteren på at hive buffy-bot’en back in action, da en vampyr springer ud af tågen. Heldigvis er Spike lige i nærheden og når at redde hende fra blodsugeren. Efterfølgende får de to sig en snak om robotten og er enige om, at ligegyldigt hvor perfekt de andre laver den, vil den aldrig være det samme som den rigtige Buffy. Imens er de tre dæmoner i deres jagt på at finde en wicca, taget til Willys bar, men tingene forløber ikke helt som de ku’ ønske sig og de får først held med deres forehavende, da Spike dukker op for at mødes med Clem. Oven på et kort skænderi ender Spike med at blive hypnotiseret og overtales til at lede dem på sporet af Willow. Andetsteds er Xander og Anya på date og sludrer lidt om det kommende bryllup og betydningen af Buffys fravær. Da Spikes navn igen bliver nævnt i den sammenhæng, viser Xander igen sin tydelige irritation. Hjemme hos sig selv er Giles i mellemtiden i tvivl om hvor vidt han skal rejse tilbage til England, da der ikke længere er brug for ham som vogter.
Hjemme i Summers huset er Willow i færd med at omprogrammere Buffy-bot’en, da Spike kigger forbi, og efter lidt skænderi frem og tilbage, fortæller at han pga. magien tidligere har fortalt om hende til de tre dæmoner. Spike vil dog godt gøre skaden god igen, så han forklarer i hvilken forbindelse han kender til deres slags og foreslår Willow at de laver en deal med dem, da de muligvis ligger inde med en formular, der kan få Buffy tilbage fra graven. Kort efter tager Willow kontakt til dem og erfarer efter lidt skærmydsler, at hun bliver nød til at ødelægge en skriftrulle før de vil fortælle hende om ritualet, der involvere den mystiske Urn of Osiris. Imens er Spike i færd med en lusket handel hos en af sine mange kontakter, som Xander opdager og mistænker ham straks for at snyde scooby’erne. Samtidig i kloakkerne under Sunnydale påvirker magien fra den opløste skriftrulle at en kæmpefugl udklækkes til stor skræl for Comas håndlangere. Tilbage ved Willys bar overfalder Xander igen Spike, der lige én gang for alle må understrege over for ham, at de bliver nød til at samarbejde, hvis Sunnydale skal ha’ en chance for at overleve. I kloakken erfarer Coma at den glubske fugl, The Luper, er sluppet fri til hendes store overraskelse og beordrer omgående håndlangeren til at finde ud af hvordan dette er sket. På hotelværelset gør de tre dæmoner sig klar til at forlade byen og filosoferer om magi og konsekvenser, da de pludselig bliver brutalt angrebet af The Luper og flået i blodige småstykker. Dagen efter har scoobyerne taget Buffy-bot’en med i byen for at udvikle dens menneskelige egenskaber, da de ”heldigt” render på skoleinspektør Richardson, der straks aner at der er noget uldent ved hele situationen. Samtidig i udkanten af Sunnydale tager The Luper endnu et offer, da en lille dreng må lade livet.
Senere på The Bronze sætter Willow de andre ind i sine planer om at genoplive Buffy, hvilket ikke ligefrem falder i god jord hos nogen af dem, da ingen mener de kan hverken magte eller overskue konsekvenserne af at fifle med liv og død. De andre bliver enige om at sove på det først inden de beslutter sig, og så må Willow traske hjemad mutters alene ad de mørke gader, hvor hun pludselig bliver konfronteret af den mystiske Coma, der forklare hende om betydningen af hendes indblanding ang. skriftrullen, samt den Luper dæmon der er opstået i kølvandet og som for enhver pris nu må stoppes, inden Willow kan fortsætte med sine planer ang. Buffy.
Efter en kort smuttur udenbys vender Fasbender & Pascoe, med assistance nok engang fra Fabian Nicieza, tilbage til Sunnydale i dagene lige inde Buffys på alle måder rædselsvækkende og smertefulde return fra graven, som man lige når at få et makabert indtryk af på de sidste sider, inden hun atter tilbage i rollen som commander in chief sammen med resten at temaet med et determineret blik stirrer læseren direkte ind i ansigtet i et closing shot, der er et af dem man vil huske til tid og evighed, når tankerne falder tilbage på de gamle tegneserieudgivelser. Et closing shot der vel at mærke også klart indikere hvor stor betydning Buffy har for sine omgivelser, hvilket fornemt bliver skildret i denne historie, samt tidligere i Lost and Found, hvor tabet af den blonde slayer ses bedst og mest markant skildret i den ellers så normalt ubercool Spike, der mere eller mindre slingrer modløst rundt som et andet følelsesmæssigt ringvrag, desperat søgende efter et holdepunkt i tilværelsen nu hvor hans store kærlighed og inspirationskilde til at blive et bedre menneske højst sandsynligt er borte for tid og evighed, alt sammen skarpt illustreret i den sønderevne robot. Spike er ligesom Buffy kopien en smadret og på dette tidspunkt usammenhængende person fragmenteret i både krop og ”sjæl”. Selv om robotten bliver samlet igen senere, er det ikke her at løsningen på hans problemer findes, men derimod på vejen mod at få den samlet og genskabt, hvor specielt ansvarsfølelsen overfor Dawn, som han under sin forelskelse i Buffy har fået et storebrorlignende forhold til, får vital betydning. Inden den fælles forløsning må Dawn dog først selv igennem en følelsesmæssig rutsjebanetur, der tager sin begyndelse med slagsmålet på skolen, hvor hendes modstander pudsigt nok minder en hel del om hendes storesøster. Og derfor ku’ man godt, (det er dog kun min egen fortolkning), se opgøret som et fysisk billede på Dawns frustration over at blive svigtet og efterladt af Buffy.
Episoden bliver efterfølgende startskuddet på en dominoeffekt, der spreder sig som ringe i vandet inden for teamet, hvor der især fokuseres på Xanders blandede følelser af afmagt og jalousi, som ændrer den ellers sjove hyggeonkel til en indædt og bitter mand, der fejlagtigt forsøger af to omgange at rette alle sine frustrationer mod Spike, som igen må agere syndebuk fordi Xander ikke selv er moden nok til at håndtere sine følelser, hvilke får et yderligere slag til kæben og et powerboost til jalousien, da hans anden kærlighed Anya blander sig i situationen om den charmerede vampyr. Modsat får Willow så til gengæld muligheden for at træde op på det øverste trin på rangstigen og vise sine evner som leder, hvilket hun da også gør med stort mod og overbevisning i en periode, der er et yderst vigtigt punkt for karakterens udvikling, som det også var det i tv-serien, hvor hun definitivt tager springet væk fra sin rolle som sidekick på en måde som både vinder hende stor respekt fra de andre, men som også samtidig skaber en hvis frygt for hendes magiske niveau, der med genopstandelsen af Buffy når nye skræmmende højder, hvilket vi som bekendt husker fra tv-serien langt fra var uden konsekvenser.
I ”The Death of Buffy” afspejles det i den sideløbende historie med de tre dæmoner og den kryptiske Coma, (der viser sig at ha’ en helt anden dagsorden end først antaget), hvor Willows frembrusende no-bullshitt attitude fremkalder monstret The Luper, fordi hendes behov for at få Buffy tilbage og skabt ro på sien indre linjer igen er større end hun egentlig aner. Det kan både ses som værende ultimativt loyalt, men udstiller også at troen på egne evner ledelsesmæssigt stadig mangler en hel del endnu. Tara, Anya og Giles er denne gang hensat til hhv. større og mindre biroller og det er sån set helt i orden med undtagelse af sidstnævnte, som jeg ikke mener Fassbender, Pascoe & Nicieza bruger særlig godt, og det havde været logisk set i forhold til fokuseringen på dem der stod Buffy nærmest, at Giles derfor havde fået noget mere plads i handlingen end blot at sku’ luske rundt i baggrunden for det meste af tiden. 3 korte scener, (mødet med inspektøren s. 208, scenen i køkkenet med Dawn s. 218 der også er den bedste, samt s. 233 hvor han overvejer at rejse til England), redder det dog en betydelig del.
Når alt bliver lagt sammen er der dog ingen tvivl om, at ”The Death of Buffy” alligevel leverer varen fuldt ud i en historie, der byder flere interessante forløb og er krydret med op til flere skarpe detaljer. Læg f. eks mærke til forskellen på Spikes hår i starten og til sidst der afrunder hans rejse fra desillusioneret og udbrændt til cool og køligt kalkulerende, og læg desuden mærke til Comas afsluttende kommentar til ham som referer fremad til sæson 6’s finale og den giga overraskelse der venter her. Hvis vi lige skal runde Cliff Richards er konklusionen kort, at han som sædvanlig gør det særdeles fremragende over hele linjen, hvad enten han bevæger sig ud af magiens eller den følelsesmæssige landevej. Dog vil jeg i dette tilfælde fremhæve hans fornemmelse for at illustrere de forskellige karakterers følelser og den måde det lykkedes ham at krænge hele deres sjæl ud på. Det er på alle måder et helt igennem sublimt stykke arbejde, der bragende flot supplere trioen Fassbender, Pascoe & Nicieza’s elegante manuskript.
”The Death of Buffy” markerer samtidig Fassbender & Pascoes farvel til Buffy universet. Til gengæld vender både Fabian Nicieza og Cliff Richards tilbage i vol. 7’s megahistorie Note From The Underground. Inden da skal vi først ha’ et sjovt og udfordrende eksperiment med Reunion, der byder på op til hele 7 forskellige tegnere, og Withdrawal tegnet af Paul Lee, kendetegnede med sin gammeldags kantede stil.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tegnet af Paul Lee & Brian Horton, Ryan Sook, Chynna Glugston, Randy Green & Rich Ketcham, samt Eric Powell.
”I really don’t think she’s normal. You know, what with the death and whatever happened on that trip to see Angel. She’s all screwy.”
I træningssalen bag The Magic Box er Buffy i fuld gang med at komme op i gear igen oven på sin lange og ufrivillige tornerose søvn og sit efterfølgende mystiske møde med Angel, hvilket går ud over stakkels Giles der efter et solidt punch flyver igennem lokalet og forbi en lettere forbavset tilskuerskare bestående af Anya, Xander og Willow. Buffy farer straks bekymret hen til ham for at se om han er kommet til skade, men han bider blot stolt smerten i sig og mens de fortsætter hvor de slap, daffer de tre andre ligeså stille ind i butikken og begynder at diskutere om hvad der egentlig skete mellem Buffy og Angel, som nu har gjort den blonde slayer lettere frustreret og små irritabel. Da Xander er midt i sin lumre fortolkning, dukker Dawn op og spørger straks hvad de snakker om. Anya er lige ved at afsløre de slibrige detaljer, da Xander når at standse hende og herefter bliver nød til at gi’ sin historie en anden vinkel, hvor Angel beder Buffy hjælpe ham med at bekæmpe en Demon Lord, som han er raget uklar med efter, at en hans tidligere klienter har kørt et dobbeltspil imod ham. Buffy indvilger naturligvis i at gi’ en hånd med og ligesom der så småt er ved at dannes romantik i luften, springer den frygtindgydende ilddæmon frem som trold af en æske og er nær ved at slå Buffy ihjel, mens Angel går i panik og beder til de højere magter. Kun ved et rent svineheld overlever hun, da L’et i Hollywood skiltet knækker og banker dæmonen i jorden som et fladtrådt insekt. Den version køber hverken Anya eller Dawn, som synes det lyder fuldstændigt useriøst og kommer derfor prompte med hendes udgave af sin storesøsters ophold i L.A.
”Sorry, but he didn’t call her to put her in danger. He wouldn’t do that. He called her because if he didn’t see her, he would die. You know what I mean. I mean his heart spoke of her with every tortured beat.”
Her møder Buffy, i en underskøn kjole, Angel ved en strandbred og udveksler sirupssøde romantiske ord, da samme dæmon som sidst pludselig angriber dem. Buffy er hurtig på fødderne og sender det frådende og ildspruttende bæst i havet til permanent nedkøling. Pludselig rives Dawn, Xander og Anya brat ud af fortællingen, hvorpå Dawn forklare at hun nærmest føler hun blev besat af historien. Da Anya skal til at fortælle sin version, ber Xander hende om at stoppe omgående, men selv om hun forsøger ihærdigt, kan hun ikke stoppe sig selv og bliver nød til at la’ sin beretning om Buffy og Angels møde på dineren ”Denny’s” udspille sig. Under middagen begynder Buffy at snakke om den svære tid efter hendes død og genopstandelse og skal lige til at afsløre overfor Angel om hvor hun har været, da de to turtelduer bliver brutalt overfaldet… af en gigantisk kanin! Med det in mente mener Anya, at hun stadig har kontrol over sin historie, men det skal hurtigt vise sig at hun tager fejl, da kaninen overraskende forvandler sig til ildæmonen, som Buffy har mere end svært ved at få has på. Lige som hun er ved at miste bevidstheden stopper hun selv eventyret, da hun pludselig afbryder Anya tilbage i The Magic Box. Efter hun har hørt om deres mystiske besættelse, sætter hun sig omgående for at få afsløret den rigtige sandhed bag det fortalte.
------------------------------------------------
Der hersker absolut ingen tvivl om, at ”Reunion” allerede fra starten af er et meget spøjst eksperiment, som undertegnede var temmelig skeptisk om hvorvidt det, på så kort et sideantal som 28, ville ku’ lykkedes at få hele fem forskellige stilarter, plus en langtfra ukompliceret historie til at gå op i en højere enhed. Men det gør det og det er jo i virkeligheden slet ikke så underligt, når det er en af Whedons allerbedste og mest rutinerede forfattere i skikkelse af Jane ”I am a genius” Espenson, der står bag den ekstremt opfindsomme historie hvis brug af metaform, (hvor figurerne træder ud af deres egne fortællinger og kommenterer på det vi som læsere ser på), jeg sjældent har set bedre udført end her. Med en ramme der tager sin begyndelse og afslutning i ”The Magic Box”, (som teamet Paul Lee & Brian Horton har kreeret), får de andre tegnere lov til at boltre sig i tre ”what if” fortællinger om Buffy & Angels rendevouz med en ilddæmon, delvist beskrevet ud fra hhv. Xander, Dawn og Anya’s fantasi, hvor hver del har fået sin unikke visuelle stil baseret på den enkelte karakters indgangsvinkel til Slayeren og vampyrens forhold. Således bliver Xanders intro præget af en udelukkende humoristisk og sarkastisk tone, hvor han hurtigt og helt bevidst gør Angel, (som han altid har været misundelig på), til et fjumrende og usikkert skvat, der ingenting kan andet end at stå og klynke i baggrunden, mens Buffy med lidt hjælp fra selveste Hollywood skiltet sejrer over dæmonen, alt sammen smukt og meget morsomt illustreret af Chynna Glugston, hvis barnlige japanske animé stil passer perfekt ind i Xanders univers.
Helt modsat forholder det sig ang. Dawns forestillinger om sin søsters eventyr, som bliver skildret på bedste Danielle Steel manér med Buffy, (hvis outfit pludselig skifter fra en klassisk knaldrød kjole til et mere nutidigt og sexy look i takt med Dawns fragmenterede tanker), svajende i forgrunden og havet, månen og stjernerne i baggrunden, alt imens Angel stoisk fører sig frem som en sand leading man fra de goe' gamle dage. Det hidtil ukendte makkerpar Randy Green & Rick Ketcham står bag de ekstremt flotte illustrationer, og når man ser Buffy i super fit positur med den røde top, hvide kjole, sorte støvler og vinden blæsende igennem de gyldne lokker, ja så kan man jo kun ærgre sig gul og grøn over, at de to gentlemen ikke har været mere involveret end disse få sider, hvor Espenson for øvrigt afslører, at de tre scooby’s ikke selv er herre over deres tanker. Da man så efterfølgende som læser bliver draget ind i Anyas vision, sker der yderligere interessante ting, da Whedons store hemmelighed om Buffys ophold i himlen frem for helvede efter sin død er millimeter fra at blive afsløret. En hemmelighed som Buffy først på et langt senere tidspunkt kronologisk set i Once More With Feeling gør de andre bekendt med.
Det er genialt og skarpt tænkt af Espenson og måske også lige på kanten af det forvirrende, når hun deler historien op i flere lag samtidig, men det fungere sgu alligevel yderst effektivt må man sige. I scenerne på dineren hvor Anya's historie udspiller sig, fyrer Eric Powell godt op for kedlerne i sin sædvanlige Will Eisner inspirerede stil og skaber et sandt helvede på jord, når han hiver Anya’s værste frygt frem i frontlinjen og forvandler den på alle tænkelige måder mareridtsfremkaldende kæmpekanin til den stort set ligeså groteske ilddæmon på et par sider, hvor hans skifte mellem det underspillede normale og det grotesk makabre blot er en formsag, inden vi igen er tilbage i ”The Magic Box”, hvor Lee & Horton får yderligere assistance af Ryan Sook. I finalen afsløres det langt om længe hvem der står bag det hele, hvilket viser sig at være opstået som en misforståelse, inden Buffy endelig konfronterer dæmonen for reel og under kampen lader sig inspirere af de tre måder den er blevet besejret på i de andres historier. Således får Jane Espenson fornemt sluttet ringen på sin brillant udførte short story, der efter min mening også er en af de bedste samlet set.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Paul Lee.
”It’s funny…Most vampire slayers actually slay vampires. This one is soft. Going Through the motions. She’ll be easy to crush. I was a little distracted the first time. But now my mind is crystal clear. I feel young again...like a little girl. Ready to go hunting?”
Dawn kommer løbende hjem fra skolen spændt på at fortælle sidste nyt, men møder intet andet end et gabende tomt hus og kan ikke undgå at være pænt skuffet over ikke at ha’ nogen at snakke med. Imens i Spikes krypt er ham og Buffy travlt optaget af hinanden og glemmer fuldstændig tid og sted midt i de hede favntag. Først et godt stykke tid efter kommer Buffy i tanke om, at hun hellere må se at daffe hjemad til Spikes store irritation, som kun bliver endnu større, da hun bemærker at hun kun er sammen med ham for at fordrive tiden. Buffy undskylder sig med, at hun har vigtigere ting at ta' sig til, men det har Spike svært ved at tro på, da der har været meget stille på monsterfronten i en længere periode. Andetsteds i Sunnydale genopstår en af Byffys gamle fjender, Velatti, pludselig og rejser sig, hårdt såret, fra en bunke af murbrokker klar til at udøve en grusom hævn over den blonde slayer. I The Magic Box hænger Willow ud med Xander og Anya der er fuldt optaget af deres kommende bryllup. Et stykke tid senere har Velatti genfundet sin styrke og får sig en smøg, mens hun forklarer sine planer til sin nye medsammensvorne, den cigaretrygende bjørn Hoop. Kort efter overvåger de Buffys afsked med Spike på kirkegården.
”So tell me. They say that slayer blood is tasty, but what’s your opinion on slayer p.... Oh how sweet. Defending the honor. Defend it while you can. Her days are numbered... You don’t get it, do you? If all I wanted was her dead, she’d BE dead. I plan on tearing her down completely and publicly before dealing the final blow.”
Da Velatti hører om Dawn sender hun straks Hoop af sted for at kidnappe hende, alt imens hun selv opsøger Spike, der bliver noget overrasket over at se sit kvindelige modstykke igen, efter det der skete sidst Buffy konfronterede hende. Velatti får held til at provokere Spike og aflede hans opmærksomhed så meget, at han bliver slået bevidstløs. Ikke længe efter bliver Buffy overfaldet på vej hjem gennem kirkegården af den sexede vampyr, som dog hurtigt må sande at slayeren på ingen måde er faldet af på den. Tilbage i The Magic Box snakker Xander med Willow om brylluppet, som han er ret spændt på, alt imens Anya servicer et par ved skranken der tydeligvis er forelskede i hinanden. Willow føler sig straks deprimeret, fordi tankerne leder hende hen på hendes slidte forhold til Tara. Samtidig på kirkegården får Buffy besejret Velatti og opdager først da hun er ved at sætte det afgørende dødsstød ind, at Dawn er i store problemer. I et kort øjebliks forvirring lykkedes det Velatti at slå Buffy omkuld og stikke af. Da slayeren atter er på benene skynder hun sig hjem, men render kun på Tara. Efter en kort brainstorm sammen bliver Buffy dog klar over hvor Dawn er og ved nu at det store showdown vil udspille sig på et af de mest creepy steder i Sunnydale, nemlig burgerbaren ”The Douplemeat Palace”.
Ja, jeg må indrømme at jeg vist lige var lidt for hurtig på aftrækkeren mht. at ta’ afsked med de herrer Fasbender & Pascoe, for de er jo sån set også forfattere på denne umiddelbart beskedne sag som, og denne gang er det både sikkert og vist, bliver det sidste fra deres side af. Historien tager sit udspring lige efter Once More With Feeling, (hvilket der også bliver refereret til af skurken Velatti med en kæk indforstået bemærkning), og placerer læseren billedligt talt midt i Buffy og Spikes seksuelle eskapader, der på dette tidspunkt er på sit absolut højeste og mest intense. Samtidig rundt om de to elskendes pulserende forhold lægges der uden de store armbevægelser små sideplots ud om Dawns ensomhed, Anya & Xanders bryllupsforberedelser, samt Willows frustration over bruddet med Tara, hvilke ikke synes at være synderligt fascinerende til at starte med, men alle bliver det jo længere ind i plottet man kommer. Omdrejningspunktet og det der gør Witdrawal til et interessant bekendtskab er skurken Vellati, hvor det især er vigtigt at lægge mærke til måden hun genopstår på. Det er nemlig en ret vigtig detalje set i forhold til den dobbeltrolle hun symboliserer, som både indeholder elementer af Spike og Buffy, hvis ambivalente følelser for hinanden bliver tvunget ud i en test af selv sammes seriøsitet, da Velatti sætter sit angreb ind. Et angreb der også slæber resten af scooby’erne og deres problemer ind i manegen, da Dawn kidnappes af den grumme og absurde håndlanger Hoob The Bear, som det på nærmest mirakuløs vis lykkes for Fassbender & Pascoe med god hjælp fra Paul Lee, at gøre til en skurk man får respekt for sit pudseløjerlige udseende til trods.
Hvis vi lige hopper tilbage til den første konfrontation med Velatti, er det interessant at se på udfaldet af hendes to overfald på hhv. Spike og Buffy. Her ender den charmerende gavtyv i en offerrolle grundet sine følelser, hvorimod den blonde slayer bruger sine som et ekstra våben og dermed sender, måske, et signal om at det er hende der er on top i det forhold. Til gengæld viser Buffy sig at ha’ anden svaghed, da Dawn kommer på banen. Sideløbende bevares de modstridende følelser i den parallelle historie med Xander og co., hvor ham og især Anya er helt oppe at ringe pga. brylluppet, men Willow modsat er helt nede i kuldkælderen over Tara i en enkel men brillant udført scene i The Magic Box, hvor det bestemt ikke er uvæsentligt mht. Willow, at det lykkelige par hende og Xander overværer er homoseksuelle. Der hersker ikke nogen tvivl om, at Velatti formår at trykke på de rigtige knapper på de helt rigtige tidspunkter, men hun ender dog alligevel med at kvaje sig noget så gevaldigt til sidst, da hendes store plan om at ydmyge og udslette Buffy i den grad gir bagslag fordi hun, som de fleste skurke tidligere, undervurderer betydningen af teamworket, hvor tilfældigt det end måtte være, iblandt Buffy og hendes tro væbnere, der også i dette tilfælde tæller Spike som en af de vigtigste. Hvad Viletta i virkeligheden opnår, er blot at samle og forstærke scooby’ernes indbyrdes forhold frem for egentlig at gøre nogen nævneværdig skade.
Paul Lee står som sagt for illustrationerne denne gang og det gør han faktisk ganske udmærket, selv om hans oldschool Lee Falk stil ikke hører til blandt mine favoritter. Højdepunkterne finder man på de første sider mellem Spike og Buffy, samt Vilettas return fra de døde, (der minder ikke tilfældigt om Buffy’s), plus s. 295 med Buffys lumre kommentar og det efterfølgende blik til Spike, duellen mod Viletta på kirkegården, Hoop der smadrer i gennem front vinduet som ødelægges for 117 gang, (hvilket er en running joke i både tv og tegneserien), samt selvfølgelig Spike to the rescue på s. 309 og den efterfølgende genforening mellem lille og storesøster. Når alt det så er sagt, er Withdrawal ikke uden problemer og især afslutningen virker som lidt af en hovsaløsning, hvor alle tilfældigvis dukker op på samme tid. Derudover mener jeg også, at både Viletta og hendes skurkerolle sagtens ku’ være uddybet og brugt bedre set i forhold til at fremprovokere forskellige ting. Og så kan man måske også med rette diskutere om det virkelig sku’ kunne være så let at besejre den monstrøse Hoop blot ved hjælp af en klapstol og en gulvmoppe. Jeg tror det næppe, og vi må derfor antage at klapstolen har været lavet af mahonitræ og gulvmoppen brugt til at rense andet end gulvet med. Alternativt ku’ der muligvis også være tale om en magisk klapstol og gulvmoppe. ;)
Ja, og så er vi minsandten ved at nå til vejs ende i omnibus. Vol 7., men inden der bliver lukket og slukker i den sammenhæng, skal vi lige ha’ den sidste mega historie og prequel til sæson 7 Note From The Underground med. Scott Lobdel og Fabian Nicieza har samlet revl og krat til et brag af et plot, hvor Cliff Richard lige sætter en tyk streg under hvorfor det er helt på sin plads at kalde ham for et geni. Efterfølgende står den på et review af John Byrne’s WW1 miniserie Angel – Blood and Trenches, inden jeg samler op på de forskellige udgivelser i Buffy - sæson 8 og Angel – sæson 6, som Slayer tidligere har anmeldt i tråden.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Written by Brian Lynch, art by Stephen Mooney, covers by Mooney and Nick Runge.
"Boys and Their Toys," Part 2 of 2: Angel and Spike ‹who is now convinced he is Angel -- are thrown into a new kind of Hell as their battle at the comic convention gets hairy. Well, Furry, at least. Brian Lynch concludes his run on Angel, paving the way for next month's all-new creative team (while Lynch hops over to the upcoming Angel Annual and a new Spike series...)
Written by Scott Lobdell, art by David Messina and Mirco Pierfederici, covers by Messina.
Unlike Illyria, this Old One is in its original form... and the resulting battle between the two former lovers stretches from one end of Texas to the other! Ever wonder just how powerful Illyria is when she doesn't have to worry about Angel or Spike or Wesley whispering sweet restraint in her ear? Gunn turns to the only help he can find to help Illyria defeat the Old One: a very familiar... scarecrow?
Jeg har selv nr. 2, (nr. 1 var ret hurtigt udsolgt), og hvis man er interesseret I et nærmere kig på Jeantrys stil, så er hans bøger bestemt et køb værd.
En sjov lille sammenligning mellem Eric Cripke og Joss Whedon’s helte.
James Marsters – Birthday gift. Dragon Con 2009 :
Forleden havde Marsters fødselsdag, (47 år! Han holder sig sgu godt må man sige), og et par fans synes de ville overraske ham med en gave. Det er nu meget cool fundet på.. :)
Buffy The Vampire Slayer Season 8 # 28: Retreat del 3 af 5
Nummeret er fortalt af Andrew, der ligesom i episoden Storyteller forfølger de andre figurer med sit kamera. Nummeret starter midt om natten, hvor Andrew vækker Giles, fordi han er overbevist om, at Twilight har en spion i gruppen, og at det er gennem en sådan, at Twilight har opsporet gruppen i # 26. Giles sender nørden i seng med ordrer om at slappe af og holde mund - Giles vil ikke have, at der skal opstå mistro i gruppen.
Andrew beslutter sig for, at finde sit kamera frem og bruge det til at finde spion; ingen vil finde det mistænkeligt, at han filmer folk, for det har han jo gjort før.
Andrew retter først sin opmærksomhed mod Oz' kone Bayarmaa, der forklarer, at slayernes indre magi bliver kanaliseret ned i jorden gennem meditation og hårdt arbejde, mens pigerne lærer at kæmpe uden superstyrke. Flere af pigerne er dog meget utilfredse med denne situation - blandt andet Satsu, og Andrew mener at denne utilfredshed kan være grundlaget for forræderi.
Andetsteds finder han Faith og Buffy, der er begyndt at bonde. Faith lægger mærke til, at Buffy savner sine kræfter, mens hun selv er lettet over deres fravær, men Buffy er på trods af sit afsavn lettet over tanken om at blive en 'almindelig pige' igen. Xander og Dawn er også ved at omstille sig, og Dawn kommer med ikke så diskrete hentydninger om, at han måske har chancen for at få et liv nu og en chance or at få den, som han vil have.
Senere udspørger Xander Buffy, om hele situationen med Dark Willow og fremtiden; han har overhørt Buffys samtale med Giles i et tidligere nummer, og han mener, at hun skal fortælle Willow alt. Herefter fjerner Xander en splint fra Buffys finger, og det går op for hende, at det gør mere ondt end det plejer, og de to snakker om, hvorvidt hun måske kan føle mere end hun plejer nu, og det er klart, at der er en masse usagt imellem dem.
Herefter kaster Andrew sig over Giles, da han har filmet Buffy og Xanders samtale om Willow, og Andrew og Giles bliver enige om, at Andrew skal holde øje med Willow. Willow er i gang med en dybere samtale med Oz; hun har meget svært ved at kanalisere sin magi ned i jorden - hun er bange for at det at opgive magi, for hende er det samme som at opgive sin identitet, og hun gør det klart, at Oz i hendes øjne har mistet en del af sin identitet ved at trække sig tilbage fra kampen og få et normalt liv. Hendes raseri i denne situation skyldes helt klart jalousi over muligheden for et normalt liv. Oz fortæller hende, at muligheden også står åben for hende, og spørger om hun vil holde hans søn.
Willow forlader grædende rummet med de kryptiske ord: "You'd trust me?"
I næste scene holder Willow imidlertid Oz's søn, da Buffy finder hende og fortæller hende alt om hendes fremtidige skæbne, men Willow bliver slet ikke chokeret.
Willow: It wasn't me. Sorry, because I know you meant this to be all dramatic and cleansy. And I know it must've been terrible for you. But that... If that was a possible me, I don't think it still is. And if it still is, well... I'll work harder at this no-magic thing. So that it won't be possible.
Efter denne snak vil Buffy fortælle Xander om samtalen, men da hun dukker op, ser hun Xander og Dawn stå og kysse, hvilket tydeligvis både chokerer og sårer hende.
I den sidste scene i nummeret fortæller Andrew hele gruppen om sin teori, mens han undskylder for at have msitænkt Willow, men under samtalen forsvinder en kat, som har vist sig flere gange i løbet af nummeret pludselig på magisk vis. Og alle ved at Twilight er på vej...
Vurdering: Et intet mindre end fantastisk nummer, der giver masser af indsigt i, hvordan vores hovedpersoner har udviklet sig og i deres følelser, og jeg synes også at Jeanty tegner væsentligt bedre end i sidste nummer. Sammen med sidste nummer har dette nummer vist at figurerne også i Season 8 indeholder den dybde, man kender fra Whedons figurer, og det er rigtigt meget på spil for vores helte.
Gunn er fortæller i denne historie, der handler om ham selv og Illyria, og balancen mellem godt og ondt i de to figurer. Da nummeret starter er der gang i et racerløb for dæmoner, hvor målet er først at køre ind i et tog fyldt med mennesker, og det racerløb sætter Illyria og Gunn selvfølgelig en stopper for; Illyria med sin enorme kræfter, og Gunn med sin snilde og med gadgets. Det er fra starten af klart, at Lobdell mener det alvorligt, når han udtaler, at i hans verden er Illyria Superman, mens Gunn er Batman.
De to diskuterer senere, hvorvidt de begge stadig tænker på Fred, når de ser Illyria, og Gunn mener, at Illyria er gennemsyret af en dualisme mellem Freds minder og hendes egne minder og personlighed.
Illyria: "There is nothing dual about me. No sooner had I purged the remains of Fred from this vessel - Then someone thought to fill me with memories of those who loved her. That is not a duality. It is an annoyance at most."
Deres samtale bliver afbrudt, da Freds mor ringer, og fortæller, hvor meget hun savner sin datter, og at Freds onkel skal begraves om to dage, og hun beder indgående Fred om at komme hjem. Gunn og Illryia kører samme nat, og de to har flere samtaler om deres store forskelle undervejs, hvor Illyria også lærer at køre bil.
Illyria vælger at komme ind i forældrenes hjem uden at skifte til sin Fred-form, men Freds forældre har savnet hende så meget, så de slet ikke ser, at det ikke er Fred de byder velkommen. Gunn og Illyria går en tur på farmen om natten, hvor de snakker om Illyrias motivation for at tage til begravlelsen, da de finder ud af, at forældrenes lade er fyldt med dæmoner, der beder om nåde...
Vurdering: Lobdells dialog er ikke i samme klasse som Lynch's, men den er stadig rigtig god, og historien ser ud til at blive rigtigt interessant, og så er det altid rart at se Messinas tegninger igen... Adskillige niveauer over den horrible Aftermath-historie efter første nummer at dømme.
#251 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Da nummeret starter, er Amy ved at aflægge rapport over kampen i sidste nummer til en utilfreds Twilight; hendes magi viser hende et billede af en masse druknede skikkelser, men Twilight er ikke i tvivl om, at Buffy og hendes Scooby-gang stadig lever.
Twilight: "I know Buffy too well... To believe she'll be silent when she dies!"
Warren og Amy bemærker undrende denne replik, mens Twilights øvrige håndlagere leder efter tegn på magisk aktivitet.
I Tibet sidder Willow, Buffy, Oz, Giles, Dawn og Xander og drikker te sammen med Oz's kone Bay, mens Oz fortæller om, hvordan han har lært at tæmme sin indre ulv, og om sin søn Kelden, mens Giles gør det klart, at de ikke har tid til at hyggesnakke; hvis Oz ikke kan hjælpe dem, må de drage videre.
Tilbage i Twilights base rapporterer en af Twilights håndlangere til Riley Finn, da han har fundet et stort magisk udslag i midten af Asien, men Riley mener, at udslaget må være et tilfælde. Twilight bryder imidlertid ind i deres samtale, og han mener, at det er værd at undersøge.
Oz fortsætter med sin beretning, og fortæller, at gruppen, der har hjulpet ham, også består af varulve, men at ikke alle med et ulveproblem deler deres undertrykkelsesfilosofi; der er en anden gruppe af varulve i området ledet af englændren Monroe, der tidligere også var en del af Oz's gruppe. Monroe tænker ligesom Veruca på ulve-delen, som en ting, der gør varulvene til overmennesker.
Willow og OZ får også en lille snak; og Willow forklarer OZ, at hun ikke er jaloux over, at han har fået en kæreste, men over, at han har fået et 'almindeligt' liv med plads til børn og med en egentlig fremtid.
Oz beretning fortsætter, da han fortæller, hvordan Monroes gruppe af varulve har angrebet hans fredelige gruppe under en fuldmåne, hvor de to grupper jo ikke ligefrem var lige stærke, indtil Bay i sin varulveform dræbte Monroe og fik gruppen til at flygte.
På samme tid, mener Amy, at hun har fundet Team Buffys lokalitet, mens Buffy begynder at forklare Oz, at de har brug for hans hjælp til at skjule deres magi, og Oz mener at han kan hjælpe dem - hvis de virkelig er indstillet på at få denne hjælp; det kan nemlig være farligt at starte på træningen uden at færdiggøre denne.
Gruppen bliver pludselig angrebet af en varulv, som dog bliver stukket med en kniv af Bay, hvorefter den løber væk, og Oz gør det klart for Buffy, at hun ved at opsøge ham og hans famlie har gjort dem alle til et mål.
Twilights gruppe dukker via Amys magi op i nogle øde bjerge i Mongoliet, og Twilight er bestemt ikke tilfreds.
Senere stiller Oz sig op foran hele gruppen af slayere, som han skeptisk forklarer sin teknik, der starter med fysisk udmattelse, hvilket betyder, at de kan starte med at begrave deres u-båd.
Tilbage hos Twilight gør denne det klart, at de nok skal finde gruppen, idet denne vil begå en fejl før eller senere, hvorefter han i bedste Darth Vader stil sørger for, at den mand, der opdagede magiudladningen bliver henrettet. Mens han gør sit mål klart.
Twilight: "... This battle doesn't end with Buffy laying down her sword. It ends with her turning that sword against herself."
Vurdering:
Igen et stærkt nummer, der bruges på at rydde lidt op i det rod, som sidste nummer på mange måder var, selvom jeg godt kunne lide det. Der er i forhold til den større historie helt sikkert tale om stilhed før stormen, idet der ikke er så meget aktiv handling fra Scooby-siden, der egentligt mest (hygge)snakker. Dawn og Xander bruger i øvrigt utroligt meget tid på at gå og småsnakke med hinanden, hvilket godt kunne indikerere, at subtexten i Time of Your Life bliver udforsket ret meget mere.
Allie har lovet, at der ikke er nogle kontinuitetsfejl ift. Twilight identitet, så alle der er sammen med Buffy i disse scener er udelukket fra mistanke, da vi netop ser, hvad Twilights gruppe laver. Jeg frygter lidt for Oz's skæbne, da han synes meget lykkelig og afklaret; hvilket der jo ikke er meget plads til med Whedon bag roret - don't kill Oz!!
Jeanty er i mine øjne begyndt at falde lidt af på den, og mange af detaljerne i hans figurer er væk, hvilket i flere paneler går ud over deres genkendelighed - jeg håber godt nok, at han vender tilbage til sin høje standard i begyndelsen af season eight.
#252 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Én af mine venner - der ellers ikke er specielt stor Angel fan - har købt disse tre numre, fordi jeg har snakket så positivt om episoden, som han aldrig har set, og det gav mig en mulighed for at chekke én af disse adaptions ud, og jeg må sige, at jeg umiddelbart er ret træt af at have forudbestilt det samlede Smile Time hardcover; ikke fordi der er noget galt med tegneserieudgaven af Not Fade Away - det var nærmest en perfekt genfortælling af episoden tilsat nogle fantastiske tegninger (tegnet af Stephen Mooney) - men fordi, der ikke er noget nyt under solen.
Jeg havde håbet at man måske kunne følge nogle af figurernes eller bare Angels tanker i nogle af de vitale scener, men der er blot tale om (så vidt jeg husker) præcist gengivet dialog, og jeg kan slet ikke se, hvad Scott Tipton skal have 'writer-credit' for - jeg føler lidt, at enhver tilfældig Angel-fan kunne have præsteret det samme arbejde uden nogen reel indsats.
God adaption, som dog er totalt ligegyldig, hvis man har serien på DVD.
#253 NightHawk 16 år siden
Angel – De 10 Bedste Afsnit? :
http://www.denofgeek.com/television/297867/top_10_...
Angel # 24. Interview med Juliet Landau, Part I & II :
http://www.ifmagazine.com/feature.asp?article=3454
http://ifmagazine.com/feature.asp?article=3455
Angel – News on # 26 & 27, Only Human + Spike serien :
http://www.newsarama.com/comics/070925-sdcc-IDWAng...
Angel – Covers til # 26 & 27 + Spike Serien :
http://moondog-themoonblog.blogspot.com/2009/07/an...
http://bloglynch.blogspot.com/2009/07/advanced-ang...
Læg mærke til at Beck er med på Spike coveret. Nøj, hvor jeg glæder mig til at se den karakter igen.
Angel – Only Human. Covers, Preview + Interview med David Messina :
http://buffyversecomics.blogspot.com/2009/07/david...
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album.php?...
Angel – The Future of Angel. Interview med Chris Ryall & Mariah Huehner :
http://buffyfest.blogspot.com/2009/08/exclusive-in...
Angel – Only Human # 3 ; Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/09/ang...
Angel vs. Frankenstein – John Byrne :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/09/ang...
--------------------------------------------------
Buffy TVS – Season 8 # 26. Q & A med George Jeantry. Opdateret :
http://slayaliveforums.proboards.com/index.cgi?boa...
Buffy TVS – Season 8 # 28. Preview :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-336?pa...
Buffy TVS – Season 8 # 30. Covers :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/11/buf...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/11/buf...
-----------------------------------------------------
DollHouse – Sæson 1. DVD Review :
http://www.dvdtalk.com/reviews/37876/dollhouse-sea...
DollHouse – Interview med Dushku & Whedon, om Sæson 2 :
http://uk.eonline.com/uberblog/watch_with_kristin/...
http://www.ew.com/ew/package/0,,20213067_20214927,...
DollHouse – Epitaht One & Sæson 2. Interview med Fran Kranz :
http://scifiwire.com/2009/08/how-dollhouses-lost-e...
DollHouse – Epitaht One & Echo, Analyser :
http://wrongquestions.blogspot.com/2009/07/alpha-a...
http://www.televisionwithoutpity.com/show/dollhous...
#254 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
Wilderness : 44 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-652
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-661
Skrevet af Christopher Golden & Amber Benson. Tegnet af AJ & Kleps.
”Come on, you two! Ghosties aside, this is gonna be a girl-power extravaganza. Just leaving the Sunnydale zip code with my two favourite women makes for happy willowness. Finding some power spots with ACTUAL magic is only icing on the cake that is vacation.”
For at få Buffys død på behørig afstand, er Willlow, Tara og Dawn taget på bilferie med henblik på at opsøge mystiske steder og urban legends, der dog indtil videre har budt på lige så lidt spænding som udfordringer. Tingene ændrer sig derimod hurtigt, da trioen ankommer til en mindre kystby og det hjemsøgte ”Anson” hus. Inden længe viser stedet sig fra sin mere spooky side og Willow foreslår at fremtrylle en formular, der kan gøre huset synligt for byens borgere, men Tara advarer mod dette, da hun fornemmer at magien der omkranser Anson huset ikke har nogen onde hensigter. I stedet beslutter de tre tøser sig for at daffe ned på den lokale cafe og få noget at spise, inden de tager videre mod næste mål, et magisk sted i de nærliggende skove kaldet ”Altar of the Green”. Under frokosten får de øje på en større tumult udenfor, hvor borgene i byen protesterer mod et statsejet firma, som er i færd med at ødelægge deres skovområder.
Dawn forstår godt deres reaktioner, da hun netop har haft om emnet i skolen, og pludselig mumler en skummel trucker ved disken i cafeteriet, at firmaet nok skal få som de har fortjent. Udenfor igen bliver trioen mødt af en af demonstranterne, der vil ha’ dem til at skrive under på at bevare skovene, hvilket medfører at Dawn får et mindre hysterisk anfald pga. de stakkels træer. På vej væk støder de ind i Dolores, der grædende forklare dem at den er rav ruskende gal i den lille by hvor hendes mand, der arbejdede for firmaet, er blevet myrdet af en flok dræber egern udsendt af en hævngerrig skovdæmon. Efter Dawn har overstået et mindre grineflip, beslutter de at undersøge sagen nærmere og tager af sted mod ”Altars Green” for at se om der hold i rygterne, eller om det blot er pure opspind skabt af borgerne for at undgå yderligere nedslagtning af skoven.
”You’re one to talk about burning. Spirit of the forrest, sure, lord of the wood. But you’re a trickster spirit, Jack...You could protect this hallowed spot without spilling blood...Without putting innocent creatures under your sway and using them to murder.”
Efter at ha’ forsaget et pigtrådshegn begir de tre tøser sig ind i skoven og her har de ikke vandret specielt længe, før mørket pludselig sænker sig med en ulmende og faretruende effekt. Mens Willow og Tara, pga. Dawns tilstedeværelse, må udskyde deres nøgen tango til senere, fornemmer alle at der er sket noget slemt i skoven og kort efter viser deres frygt sig at være berettiget, da en slagmark af fældede træer åbenbarer sig for øjnene af dem. I samme sekund overraskes de af en skovbetjent og bliver fejlagtigt mistænkt for at være miljøaktivister, men når ikke at blive anholdt da en psyko hjort pludselig går amok og dræber betjenten, inden Tara og Willow rammer den med en slags eksorcisme. Willow foreslår de omgående sætter sig for at opklare mysteriet og ber Dawn ta’ tilbage til hotellet, men det har hun ikke tænkt sig, og så fortsætter trioen ellers som de hidtil har gjort mod ”Altars Green”.
Efter lidt vandren bliver de pludselig angrebet fra højre og venstre af en flok vilde dyr, men får sendt dem på flugt via magi, inden de kan nå at gøre al for stor skade, og afslører derefter at en flok skov alfer står bag, fordi de tror Willow og co. er en flok onde hekse, der vil hjælpe menneskene med at ødelægge deres skove. Efter der er kommet styr på misforståelsen, viser det sig at alferne ikke stod bag angrebet og i stedet slår de sig nu sammen med trioen for at få dem til at hjælpe med beskyttelse af området og introducere dem herefter for deres konge. Kort efter da de tre tøser står ansigt til ansigt med selv samme, afslører Willow ham dog som en fupmager der kun er ude på at udnytte skovfolket, hvilket får den såkaldte GreenJack til at gå amok fuldstændig forblændet af sit had til den menneskelige race. Imens Dawn flygter fra skudlinjen og går i dækning, gør Willow og Tara deres bedste for at få styr på den fanatiske Jack, der viser sig at være lidt af en mundfuld og langt stærkere end først antaget.
I mellemtiden forsøger Dawn at overtale alferne til at skifte side, hvis de vil ha’ et håb for at bringe freden tilbage til skoven. Inden længe går det da også op for dem, at Jack har mistet besindelsen og sammen kaster de sig modigt ind som skjold for Willow og Tara, hvilket får deres rasende konge til i stedet at søge mod firmaets location for at hævne sig på skovarbejderne. Klar over hvad Jacks næste træk er, skynder de tre tøser sig derfor fluks af sted i samme retning og ender undervejs, mens solen atter stiger op på himlen, i en filosofisk snak om hvor langt de kan gå i deres kamp for ikke at blive ligeså kyniske som Jack. Tara får dem til sidst overbevist om, at de i stedet for mere hårdtslående metoder skal forsøge en paralyserings formular og derefter forsøge at tale Jack til fornuft. Imens holder nogle skovhuggere pause og diskutere al den polemik der har været på det sidste, da Jack pludselig sætter et nådesløst angreb ind…
------------------------------------------------
Amber Benson slår atter pjalterne sammen med Christopher Golden i et nyt T & W eventyr, der modsat sidst har fokus lagt på et klart og tydeligt miljøvenligt budskab og ikke så meget på romantikken imellem de to kvinder, selv om der dog undervejs dukker hhv. sporadiske lumre bemærkninger op, som understreger deres på det her tidspunkt fasttømrede kærlighedsforhold og kommentarer ang. Taras frygt for Willow's overforbrug af magi. Denne interne konflikt bliver så til gengæld brugt ganske kløgtigt hele vejen igennem historien af Benson & Golden og ligger som en understrøm de ikke kan undgå at dyppe tæerne i, i deres kamp for at værne om miljøet der også byder på et klassisk og filosofisk helte/superhelte tema, om hvor langt man kan tillade sig at gå i magtanvendelse for ikke at krydse grænsen til landet hvor bad guys og superskurke huserer. Med til at ruske lidt op i det hele, er det rigtig godt tænkt af Benson & Golden at inkludere Dawn i eventyret, for den lille sprælske teenager er i høj grad med til at live historien op, (når den bliver lidt for politisk korrekt), med sin blanding af comic relief og meget direkte og sarkastiske tone, der ikke ligger langt fra storesøster Buffys.
Specielt er Dawns latterkrampe ovenpå infoen om dræber-gnaverne befriende afvæbnende og med til at skabe et pusterum fra det lettere teatralske man vs. nature tema, og den balancegang bliver efterfølgende fornemt opretholdt resten af tiden ud i deres konfrontationer med skovens vildt og den store finale med den fanatiske GreenJack, der afsløres som værende ligeså stor en misbruger og ødelæggende for skoven som de mennesker, der arbejder hos det statsejede firma, han forsøger at bekæmpe. Her bliver Willow & Tara, kval deres status som Wiccas/hekse og den tætte forbindelse til græsrødderne i form af naturens elementer, nøglen til at få løst konflikten og skabt et kompromis skovtrolde, alfer, dyr og mennesker imellem, hvor alle kan eksistere i fred og fordragelighed trods deres forskellige måder at overleve på. Men for at det kan lykkedes, bliver de to wiccas dog først nød til at gå på kompromis med deres egne holdninger/overbevisning og eliminere Jack, hvis freden skal sikres, i et afgørende angreb der betyder at Tara må gi’ Willow frit spillerum til at skrue op for blusset ang. den magi, som Tara er så bange for Willow ikke kan kontrollere. Når alt til sidst er sagt og gjort, afslutter Benson & Golden med en smuk monolog fremført af Dawn, men foregiver trods alt ikke at være fuldstændigt naive forstået på den måde, at ”Wilderness” closing shot er en syrlig kommentar til menneskets generelle nonchalante holdning til miljøet.
Illustrationsmæssig står der denne gang et nyt team bag i skikkelse af AJ & Kleps, (lyder lidt som et skummelt advokatfirma), og deres stil må siges at være noget af en blandet landhandel. Hvis vi skal ta’ det positive først, lykkedes det dem meget fornemt at få skabt en helt igennem eventyrlig stemning, når trioen skifter det idylliske landsbysamfund ud med det uforudsigelige og fortættede skovlandskab, der for alvor når sit magiske højdepunkt i mødet af to omgange med den fundamentalistiske Jack, som er en forrygende flot kreeret bad guy, der til tider i sin vilde og bidske fremtoning minder en del om Wolverine. Til gengæld er AJ & Kleps personskildring af meget svingende kvalitet. Willow er enten hit or miss, og Tara ser i flere scener langt mere gusten ud i ansigtet, end hvad man normalt kender fra den charmerende og søde wicca. Dawn derimod er nærmest ramt perfekt både i udstråling og fremtoning, hvilket så er ekstra godt da hun er ”Wilderness” absolutte trumfkort. Jeg må indrømme at jeg klart bedre ku’ li’ Amber Benson og Christopher Goldens første fortælling ”Wannablessedbe”, der trods det kun at være halvt så lang gjorde dobbelt så stort et indtryk på mig både mht. historien og tegnestilen end ”Wilderness”. Men hvis sidstnævnte udgør bundniveauet, ja så kan man omvendt konkludere at Benson & Golden holder et højt et af slagsen.
#255 NightHawk 15 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
The Death of Buffy : 64 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-319
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-767
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-776
Skrevet af Tom Fassbender, Jim Pascoe & Fabian Nicieza. Tegnet af Cliff Richards.
”Regrets? Yeah, I got regrets. Most don’t mean a thing. Forget them and move on...That’s Spike’s policy. Those I can’t forget, I can drown. All of ‘em, that is, exept for you. Yeah, I’ve bolloxed some things up real good in my day. And most of ’em I’d do all over again if I could. But not you. I never should have had you rebuilt. Selfish git. I miss you, Buffy...Bloody hell...”
Spike er siden Buffys død gået helt ned med flaget og forsøger desperat, hjemme i sin krypt, at drukne sorgerne og fortrænge minderne om hans elskede slayer. Men lige lidt hjælper det fordi synet af den total smadrede mekaniske erstatning, The Buffy-Bot, der ligger på gulvet foran Spike, rammer ham som et dolkestød lige i hjertet. Spike tager derfor en rask beslutning og vælger hurtigt at få lagt delene ned i en kiste, så hun er ude af syne og overvejer et kort sekund om han helt sku’ smide nøglen til kisten væk. Imens i skolen er Dawn kommet op og slås med en af de andre tøser, der har sagt nogle knap så pæne ting omkring hende, men ender selv med en tur på rektors kontor da hun pga. savnet af sin storesøster går lidt for voldeligt til hånde. Senere hen på aftenen da Willow, Tara, Xander og Anya er på vej hjem fra byen, bliver de overrumplet af et par vampyrer men klarer lige akkurat skærene med det yderste af neglene. Samtidig i udkanten af Sunnydale dukker tre ældre herrer op på jagt efter en sagnopspunden skriftrulle. Næste morgen forbereder Tara og Willow morgenmaden og modtager pludselig en oprigning fra skoleinspektøren om episoden med Dawn, som de straks konfronterer. Hun bryder hurtigt sammen i gråd og Willow indser, at de bliver nød til at ta’ drastiske metoder i brug, hvis skolen ikke skal opdage at Buffy er død og borte. Så mens scoobyerne mødes for at lægge en ny plan, dukker Giles op hos skoleinspektøren for at dække over Buffys manglende tilstedeværelse og lover at han vil sørge for at Dawn i fremtiden opfører sig ordentligt.
Tilbage i Giles lejlighed diskuterer Willow med de andre om Dawn, mens Xander er mere fokuseret på sin egen indsats mod vampyrerne dagen før. Han bliver dog revet ud af sine tanker, da Anya foreslår at de involverer Spike i banden, så Willow og Tara kan få mere tid til at se efter Dawn. Den idé bryder Xander sig slet ikke om og efter lidt yderligere mundhuggeri daffer han af sted alene i pænt negativt humør. Imens i kloakkerne under Sunnydale har de tre ældre herre fra tidligere opsøgt den mystiske dealer Coma, (fra Ugly Little Monsters), for at opkræve den skriftrulle hun stjal fra deres bror, Doc, (fra The Gift). Hun har dog ikke ligefrem tænkt sig at overgive sig uden kamp, men må kort efter sande at trioen er for stærk og bliver alligevel nød til at gi’ rullen fra sig. Andetsteds ved kirkegården dukker Xander op klar til at la’ sine frustrationer over Buffys død gå ud over Spike, der står helt uforstående over for det helt umotiverede angreb som han, trods sin fordrukne tilstand, med nød og næppe får afværget. Hjemme får Giles sig en snak med Dawn og lykkedes med at få hende beroliget, og hos de tre dæmoner forsøger de at få et overblik over skriftrullens magi og opdager, at dens forudsigelser har store konsekvenser for dem selv. Paniske prøver de at tilintetgøre den, men har ingen succes og bliver derfor enige om i stedet at kidnappe en wicca der er kraftfuld nok. Tilbage i krypten er Xander millimeter fra at ta’ livet af Spike, da Willow og co. når frem og tvinger ham til at stoppe, fordi Spikes hjælp er uvurderlig i deres arbejde mod mørkets kræfter, (da Buffy jo af gode grunde ikke længere står til rådighed), hvilket får Anya og Tara til at foreslå de genopliver Buffy-bot’en.
”I mean, I’m so SICK of that robot! They all spend so much time fussing over it, like it’s this great thing, this great answer to all the world’s problems. Well I’ve got news for ‘em. No matter how perfect it gets, it can’t replace Buffy. Never.”
Willow presser bevidst Spike ved at minde om Dawns sikkerhed, og fluks tager han dem med ned i sin kælder, hvor han har gemt de mekaniske dele. Efter at ha vurderet skadernes omfang, bliver de enige om, at de ved fælles hjælp kan løse opgaven og få backup Buffy på fødderne igen. Tre uger senere er den blonde slayer tilbage på Sunnydales gader klart til dele øretæver ud. Efter en kort duel viser robotten dog sine klare svagheder da den efter et slag går i baglås og Willow og co. må sande, at den stadig kræver en del finjustering inden den bliver sat på større udfordringer. Andetsteds på kirkegården lusker Dawn rundt ved sin mor og søsters gravsten godt irriteret over de andres insisteren på at hive buffy-bot’en back in action, da en vampyr springer ud af tågen. Heldigvis er Spike lige i nærheden og når at redde hende fra blodsugeren. Efterfølgende får de to sig en snak om robotten og er enige om, at ligegyldigt hvor perfekt de andre laver den, vil den aldrig være det samme som den rigtige Buffy. Imens er de tre dæmoner i deres jagt på at finde en wicca, taget til Willys bar, men tingene forløber ikke helt som de ku’ ønske sig og de får først held med deres forehavende, da Spike dukker op for at mødes med Clem. Oven på et kort skænderi ender Spike med at blive hypnotiseret og overtales til at lede dem på sporet af Willow. Andetsteds er Xander og Anya på date og sludrer lidt om det kommende bryllup og betydningen af Buffys fravær. Da Spikes navn igen bliver nævnt i den sammenhæng, viser Xander igen sin tydelige irritation. Hjemme hos sig selv er Giles i mellemtiden i tvivl om hvor vidt han skal rejse tilbage til England, da der ikke længere er brug for ham som vogter.
Hjemme i Summers huset er Willow i færd med at omprogrammere Buffy-bot’en, da Spike kigger forbi, og efter lidt skænderi frem og tilbage, fortæller at han pga. magien tidligere har fortalt om hende til de tre dæmoner. Spike vil dog godt gøre skaden god igen, så han forklarer i hvilken forbindelse han kender til deres slags og foreslår Willow at de laver en deal med dem, da de muligvis ligger inde med en formular, der kan få Buffy tilbage fra graven. Kort efter tager Willow kontakt til dem og erfarer efter lidt skærmydsler, at hun bliver nød til at ødelægge en skriftrulle før de vil fortælle hende om ritualet, der involvere den mystiske Urn of Osiris. Imens er Spike i færd med en lusket handel hos en af sine mange kontakter, som Xander opdager og mistænker ham straks for at snyde scooby’erne. Samtidig i kloakkerne under Sunnydale påvirker magien fra den opløste skriftrulle at en kæmpefugl udklækkes til stor skræl for Comas håndlangere. Tilbage ved Willys bar overfalder Xander igen Spike, der lige én gang for alle må understrege over for ham, at de bliver nød til at samarbejde, hvis Sunnydale skal ha’ en chance for at overleve. I kloakken erfarer Coma at den glubske fugl, The Luper, er sluppet fri til hendes store overraskelse og beordrer omgående håndlangeren til at finde ud af hvordan dette er sket. På hotelværelset gør de tre dæmoner sig klar til at forlade byen og filosoferer om magi og konsekvenser, da de pludselig bliver brutalt angrebet af The Luper og flået i blodige småstykker. Dagen efter har scoobyerne taget Buffy-bot’en med i byen for at udvikle dens menneskelige egenskaber, da de ”heldigt” render på skoleinspektør Richardson, der straks aner at der er noget uldent ved hele situationen. Samtidig i udkanten af Sunnydale tager The Luper endnu et offer, da en lille dreng må lade livet.
Senere på The Bronze sætter Willow de andre ind i sine planer om at genoplive Buffy, hvilket ikke ligefrem falder i god jord hos nogen af dem, da ingen mener de kan hverken magte eller overskue konsekvenserne af at fifle med liv og død. De andre bliver enige om at sove på det først inden de beslutter sig, og så må Willow traske hjemad mutters alene ad de mørke gader, hvor hun pludselig bliver konfronteret af den mystiske Coma, der forklare hende om betydningen af hendes indblanding ang. skriftrullen, samt den Luper dæmon der er opstået i kølvandet og som for enhver pris nu må stoppes, inden Willow kan fortsætte med sine planer ang. Buffy.
-----------------------------------------------------
Efter en kort smuttur udenbys vender Fasbender & Pascoe, med assistance nok engang fra Fabian Nicieza, tilbage til Sunnydale i dagene lige inde Buffys på alle måder rædselsvækkende og smertefulde return fra graven, som man lige når at få et makabert indtryk af på de sidste sider, inden hun atter tilbage i rollen som commander in chief sammen med resten at temaet med et determineret blik stirrer læseren direkte ind i ansigtet i et closing shot, der er et af dem man vil huske til tid og evighed, når tankerne falder tilbage på de gamle tegneserieudgivelser. Et closing shot der vel at mærke også klart indikere hvor stor betydning Buffy har for sine omgivelser, hvilket fornemt bliver skildret i denne historie, samt tidligere i Lost and Found, hvor tabet af den blonde slayer ses bedst og mest markant skildret i den ellers så normalt ubercool Spike, der mere eller mindre slingrer modløst rundt som et andet følelsesmæssigt ringvrag, desperat søgende efter et holdepunkt i tilværelsen nu hvor hans store kærlighed og inspirationskilde til at blive et bedre menneske højst sandsynligt er borte for tid og evighed, alt sammen skarpt illustreret i den sønderevne robot. Spike er ligesom Buffy kopien en smadret og på dette tidspunkt usammenhængende person fragmenteret i både krop og ”sjæl”. Selv om robotten bliver samlet igen senere, er det ikke her at løsningen på hans problemer findes, men derimod på vejen mod at få den samlet og genskabt, hvor specielt ansvarsfølelsen overfor Dawn, som han under sin forelskelse i Buffy har fået et storebrorlignende forhold til, får vital betydning. Inden den fælles forløsning må Dawn dog først selv igennem en følelsesmæssig rutsjebanetur, der tager sin begyndelse med slagsmålet på skolen, hvor hendes modstander pudsigt nok minder en hel del om hendes storesøster. Og derfor ku’ man godt, (det er dog kun min egen fortolkning), se opgøret som et fysisk billede på Dawns frustration over at blive svigtet og efterladt af Buffy.
Episoden bliver efterfølgende startskuddet på en dominoeffekt, der spreder sig som ringe i vandet inden for teamet, hvor der især fokuseres på Xanders blandede følelser af afmagt og jalousi, som ændrer den ellers sjove hyggeonkel til en indædt og bitter mand, der fejlagtigt forsøger af to omgange at rette alle sine frustrationer mod Spike, som igen må agere syndebuk fordi Xander ikke selv er moden nok til at håndtere sine følelser, hvilke får et yderligere slag til kæben og et powerboost til jalousien, da hans anden kærlighed Anya blander sig i situationen om den charmerede vampyr. Modsat får Willow så til gengæld muligheden for at træde op på det øverste trin på rangstigen og vise sine evner som leder, hvilket hun da også gør med stort mod og overbevisning i en periode, der er et yderst vigtigt punkt for karakterens udvikling, som det også var det i tv-serien, hvor hun definitivt tager springet væk fra sin rolle som sidekick på en måde som både vinder hende stor respekt fra de andre, men som også samtidig skaber en hvis frygt for hendes magiske niveau, der med genopstandelsen af Buffy når nye skræmmende højder, hvilket vi som bekendt husker fra tv-serien langt fra var uden konsekvenser.
I ”The Death of Buffy” afspejles det i den sideløbende historie med de tre dæmoner og den kryptiske Coma, (der viser sig at ha’ en helt anden dagsorden end først antaget), hvor Willows frembrusende no-bullshitt attitude fremkalder monstret The Luper, fordi hendes behov for at få Buffy tilbage og skabt ro på sien indre linjer igen er større end hun egentlig aner. Det kan både ses som værende ultimativt loyalt, men udstiller også at troen på egne evner ledelsesmæssigt stadig mangler en hel del endnu. Tara, Anya og Giles er denne gang hensat til hhv. større og mindre biroller og det er sån set helt i orden med undtagelse af sidstnævnte, som jeg ikke mener Fassbender, Pascoe & Nicieza bruger særlig godt, og det havde været logisk set i forhold til fokuseringen på dem der stod Buffy nærmest, at Giles derfor havde fået noget mere plads i handlingen end blot at sku’ luske rundt i baggrunden for det meste af tiden. 3 korte scener, (mødet med inspektøren s. 208, scenen i køkkenet med Dawn s. 218 der også er den bedste, samt s. 233 hvor han overvejer at rejse til England), redder det dog en betydelig del.
Når alt bliver lagt sammen er der dog ingen tvivl om, at ”The Death of Buffy” alligevel leverer varen fuldt ud i en historie, der byder flere interessante forløb og er krydret med op til flere skarpe detaljer. Læg f. eks mærke til forskellen på Spikes hår i starten og til sidst der afrunder hans rejse fra desillusioneret og udbrændt til cool og køligt kalkulerende, og læg desuden mærke til Comas afsluttende kommentar til ham som referer fremad til sæson 6’s finale og den giga overraskelse der venter her. Hvis vi lige skal runde Cliff Richards er konklusionen kort, at han som sædvanlig gør det særdeles fremragende over hele linjen, hvad enten han bevæger sig ud af magiens eller den følelsesmæssige landevej. Dog vil jeg i dette tilfælde fremhæve hans fornemmelse for at illustrere de forskellige karakterers følelser og den måde det lykkedes ham at krænge hele deres sjæl ud på. Det er på alle måder et helt igennem sublimt stykke arbejde, der bragende flot supplere trioen Fassbender, Pascoe & Nicieza’s elegante manuskript.
”The Death of Buffy” markerer samtidig Fassbender & Pascoes farvel til Buffy universet. Til gengæld vender både Fabian Nicieza og Cliff Richards tilbage i vol. 7’s megahistorie Note From The Underground. Inden da skal vi først ha’ et sjovt og udfordrende eksperiment med Reunion, der byder på op til hele 7 forskellige tegnere, og Withdrawal tegnet af Paul Lee, kendetegnede med sin gammeldags kantede stil.
#256 NightHawk 15 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
Reunion : 28 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-818
Skrevet af Jane Espenson.
Tegnet af Paul Lee & Brian Horton, Ryan Sook, Chynna Glugston, Randy Green & Rich Ketcham, samt Eric Powell.
”I really don’t think she’s normal. You know, what with the death and whatever happened on that trip to see Angel. She’s all screwy.”
I træningssalen bag The Magic Box er Buffy i fuld gang med at komme op i gear igen oven på sin lange og ufrivillige tornerose søvn og sit efterfølgende mystiske møde med Angel, hvilket går ud over stakkels Giles der efter et solidt punch flyver igennem lokalet og forbi en lettere forbavset tilskuerskare bestående af Anya, Xander og Willow. Buffy farer straks bekymret hen til ham for at se om han er kommet til skade, men han bider blot stolt smerten i sig og mens de fortsætter hvor de slap, daffer de tre andre ligeså stille ind i butikken og begynder at diskutere om hvad der egentlig skete mellem Buffy og Angel, som nu har gjort den blonde slayer lettere frustreret og små irritabel. Da Xander er midt i sin lumre fortolkning, dukker Dawn op og spørger straks hvad de snakker om. Anya er lige ved at afsløre de slibrige detaljer, da Xander når at standse hende og herefter bliver nød til at gi’ sin historie en anden vinkel, hvor Angel beder Buffy hjælpe ham med at bekæmpe en Demon Lord, som han er raget uklar med efter, at en hans tidligere klienter har kørt et dobbeltspil imod ham. Buffy indvilger naturligvis i at gi’ en hånd med og ligesom der så småt er ved at dannes romantik i luften, springer den frygtindgydende ilddæmon frem som trold af en æske og er nær ved at slå Buffy ihjel, mens Angel går i panik og beder til de højere magter. Kun ved et rent svineheld overlever hun, da L’et i Hollywood skiltet knækker og banker dæmonen i jorden som et fladtrådt insekt. Den version køber hverken Anya eller Dawn, som synes det lyder fuldstændigt useriøst og kommer derfor prompte med hendes udgave af sin storesøsters ophold i L.A.
”Sorry, but he didn’t call her to put her in danger. He wouldn’t do that. He called her because if he didn’t see her, he would die. You know what I mean. I mean his heart spoke of her with every tortured beat.”
Her møder Buffy, i en underskøn kjole, Angel ved en strandbred og udveksler sirupssøde romantiske ord, da samme dæmon som sidst pludselig angriber dem. Buffy er hurtig på fødderne og sender det frådende og ildspruttende bæst i havet til permanent nedkøling. Pludselig rives Dawn, Xander og Anya brat ud af fortællingen, hvorpå Dawn forklare at hun nærmest føler hun blev besat af historien. Da Anya skal til at fortælle sin version, ber Xander hende om at stoppe omgående, men selv om hun forsøger ihærdigt, kan hun ikke stoppe sig selv og bliver nød til at la’ sin beretning om Buffy og Angels møde på dineren ”Denny’s” udspille sig. Under middagen begynder Buffy at snakke om den svære tid efter hendes død og genopstandelse og skal lige til at afsløre overfor Angel om hvor hun har været, da de to turtelduer bliver brutalt overfaldet… af en gigantisk kanin! Med det in mente mener Anya, at hun stadig har kontrol over sin historie, men det skal hurtigt vise sig at hun tager fejl, da kaninen overraskende forvandler sig til ildæmonen, som Buffy har mere end svært ved at få has på. Lige som hun er ved at miste bevidstheden stopper hun selv eventyret, da hun pludselig afbryder Anya tilbage i The Magic Box. Efter hun har hørt om deres mystiske besættelse, sætter hun sig omgående for at få afsløret den rigtige sandhed bag det fortalte.
------------------------------------------------
Der hersker absolut ingen tvivl om, at ”Reunion” allerede fra starten af er et meget spøjst eksperiment, som undertegnede var temmelig skeptisk om hvorvidt det, på så kort et sideantal som 28, ville ku’ lykkedes at få hele fem forskellige stilarter, plus en langtfra ukompliceret historie til at gå op i en højere enhed. Men det gør det og det er jo i virkeligheden slet ikke så underligt, når det er en af Whedons allerbedste og mest rutinerede forfattere i skikkelse af Jane ”I am a genius” Espenson, der står bag den ekstremt opfindsomme historie hvis brug af metaform, (hvor figurerne træder ud af deres egne fortællinger og kommenterer på det vi som læsere ser på), jeg sjældent har set bedre udført end her. Med en ramme der tager sin begyndelse og afslutning i ”The Magic Box”, (som teamet Paul Lee & Brian Horton har kreeret), får de andre tegnere lov til at boltre sig i tre ”what if” fortællinger om Buffy & Angels rendevouz med en ilddæmon, delvist beskrevet ud fra hhv. Xander, Dawn og Anya’s fantasi, hvor hver del har fået sin unikke visuelle stil baseret på den enkelte karakters indgangsvinkel til Slayeren og vampyrens forhold. Således bliver Xanders intro præget af en udelukkende humoristisk og sarkastisk tone, hvor han hurtigt og helt bevidst gør Angel, (som han altid har været misundelig på), til et fjumrende og usikkert skvat, der ingenting kan andet end at stå og klynke i baggrunden, mens Buffy med lidt hjælp fra selveste Hollywood skiltet sejrer over dæmonen, alt sammen smukt og meget morsomt illustreret af Chynna Glugston, hvis barnlige japanske animé stil passer perfekt ind i Xanders univers.
Helt modsat forholder det sig ang. Dawns forestillinger om sin søsters eventyr, som bliver skildret på bedste Danielle Steel manér med Buffy, (hvis outfit pludselig skifter fra en klassisk knaldrød kjole til et mere nutidigt og sexy look i takt med Dawns fragmenterede tanker), svajende i forgrunden og havet, månen og stjernerne i baggrunden, alt imens Angel stoisk fører sig frem som en sand leading man fra de goe' gamle dage. Det hidtil ukendte makkerpar Randy Green & Rick Ketcham står bag de ekstremt flotte illustrationer, og når man ser Buffy i super fit positur med den røde top, hvide kjole, sorte støvler og vinden blæsende igennem de gyldne lokker, ja så kan man jo kun ærgre sig gul og grøn over, at de to gentlemen ikke har været mere involveret end disse få sider, hvor Espenson for øvrigt afslører, at de tre scooby’s ikke selv er herre over deres tanker. Da man så efterfølgende som læser bliver draget ind i Anyas vision, sker der yderligere interessante ting, da Whedons store hemmelighed om Buffys ophold i himlen frem for helvede efter sin død er millimeter fra at blive afsløret. En hemmelighed som Buffy først på et langt senere tidspunkt kronologisk set i Once More With Feeling gør de andre bekendt med.
Det er genialt og skarpt tænkt af Espenson og måske også lige på kanten af det forvirrende, når hun deler historien op i flere lag samtidig, men det fungere sgu alligevel yderst effektivt må man sige. I scenerne på dineren hvor Anya's historie udspiller sig, fyrer Eric Powell godt op for kedlerne i sin sædvanlige Will Eisner inspirerede stil og skaber et sandt helvede på jord, når han hiver Anya’s værste frygt frem i frontlinjen og forvandler den på alle tænkelige måder mareridtsfremkaldende kæmpekanin til den stort set ligeså groteske ilddæmon på et par sider, hvor hans skifte mellem det underspillede normale og det grotesk makabre blot er en formsag, inden vi igen er tilbage i ”The Magic Box”, hvor Lee & Horton får yderligere assistance af Ryan Sook. I finalen afsløres det langt om længe hvem der står bag det hele, hvilket viser sig at være opstået som en misforståelse, inden Buffy endelig konfronterer dæmonen for reel og under kampen lader sig inspirere af de tre måder den er blevet besejret på i de andres historier. Således får Jane Espenson fornemt sluttet ringen på sin brillant udførte short story, der efter min mening også er en af de bedste samlet set.
#257 NightHawk 15 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 7
Withdrawal : 24 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/11-782
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Paul Lee.
”It’s funny…Most vampire slayers actually slay vampires. This one is soft. Going Through the motions. She’ll be easy to crush. I was a little distracted the first time. But now my mind is crystal clear. I feel young again...like a little girl. Ready to go hunting?”
Dawn kommer løbende hjem fra skolen spændt på at fortælle sidste nyt, men møder intet andet end et gabende tomt hus og kan ikke undgå at være pænt skuffet over ikke at ha’ nogen at snakke med. Imens i Spikes krypt er ham og Buffy travlt optaget af hinanden og glemmer fuldstændig tid og sted midt i de hede favntag. Først et godt stykke tid efter kommer Buffy i tanke om, at hun hellere må se at daffe hjemad til Spikes store irritation, som kun bliver endnu større, da hun bemærker at hun kun er sammen med ham for at fordrive tiden. Buffy undskylder sig med, at hun har vigtigere ting at ta' sig til, men det har Spike svært ved at tro på, da der har været meget stille på monsterfronten i en længere periode. Andetsteds i Sunnydale genopstår en af Byffys gamle fjender, Velatti, pludselig og rejser sig, hårdt såret, fra en bunke af murbrokker klar til at udøve en grusom hævn over den blonde slayer. I The Magic Box hænger Willow ud med Xander og Anya der er fuldt optaget af deres kommende bryllup. Et stykke tid senere har Velatti genfundet sin styrke og får sig en smøg, mens hun forklarer sine planer til sin nye medsammensvorne, den cigaretrygende bjørn Hoop. Kort efter overvåger de Buffys afsked med Spike på kirkegården.
”So tell me. They say that slayer blood is tasty, but what’s your opinion on slayer p.... Oh how sweet. Defending the honor. Defend it while you can. Her days are numbered... You don’t get it, do you? If all I wanted was her dead, she’d BE dead. I plan on tearing her down completely and publicly before dealing the final blow.”
Da Velatti hører om Dawn sender hun straks Hoop af sted for at kidnappe hende, alt imens hun selv opsøger Spike, der bliver noget overrasket over at se sit kvindelige modstykke igen, efter det der skete sidst Buffy konfronterede hende. Velatti får held til at provokere Spike og aflede hans opmærksomhed så meget, at han bliver slået bevidstløs. Ikke længe efter bliver Buffy overfaldet på vej hjem gennem kirkegården af den sexede vampyr, som dog hurtigt må sande at slayeren på ingen måde er faldet af på den. Tilbage i The Magic Box snakker Xander med Willow om brylluppet, som han er ret spændt på, alt imens Anya servicer et par ved skranken der tydeligvis er forelskede i hinanden. Willow føler sig straks deprimeret, fordi tankerne leder hende hen på hendes slidte forhold til Tara. Samtidig på kirkegården får Buffy besejret Velatti og opdager først da hun er ved at sætte det afgørende dødsstød ind, at Dawn er i store problemer. I et kort øjebliks forvirring lykkedes det Velatti at slå Buffy omkuld og stikke af. Da slayeren atter er på benene skynder hun sig hjem, men render kun på Tara. Efter en kort brainstorm sammen bliver Buffy dog klar over hvor Dawn er og ved nu at det store showdown vil udspille sig på et af de mest creepy steder i Sunnydale, nemlig burgerbaren ”The Douplemeat Palace”.
-----------------------------------------------------
Ja, jeg må indrømme at jeg vist lige var lidt for hurtig på aftrækkeren mht. at ta’ afsked med de herrer Fasbender & Pascoe, for de er jo sån set også forfattere på denne umiddelbart beskedne sag som, og denne gang er det både sikkert og vist, bliver det sidste fra deres side af. Historien tager sit udspring lige efter Once More With Feeling, (hvilket der også bliver refereret til af skurken Velatti med en kæk indforstået bemærkning), og placerer læseren billedligt talt midt i Buffy og Spikes seksuelle eskapader, der på dette tidspunkt er på sit absolut højeste og mest intense. Samtidig rundt om de to elskendes pulserende forhold lægges der uden de store armbevægelser små sideplots ud om Dawns ensomhed, Anya & Xanders bryllupsforberedelser, samt Willows frustration over bruddet med Tara, hvilke ikke synes at være synderligt fascinerende til at starte med, men alle bliver det jo længere ind i plottet man kommer. Omdrejningspunktet og det der gør Witdrawal til et interessant bekendtskab er skurken Vellati, hvor det især er vigtigt at lægge mærke til måden hun genopstår på. Det er nemlig en ret vigtig detalje set i forhold til den dobbeltrolle hun symboliserer, som både indeholder elementer af Spike og Buffy, hvis ambivalente følelser for hinanden bliver tvunget ud i en test af selv sammes seriøsitet, da Velatti sætter sit angreb ind. Et angreb der også slæber resten af scooby’erne og deres problemer ind i manegen, da Dawn kidnappes af den grumme og absurde håndlanger Hoob The Bear, som det på nærmest mirakuløs vis lykkes for Fassbender & Pascoe med god hjælp fra Paul Lee, at gøre til en skurk man får respekt for sit pudseløjerlige udseende til trods.
Hvis vi lige hopper tilbage til den første konfrontation med Velatti, er det interessant at se på udfaldet af hendes to overfald på hhv. Spike og Buffy. Her ender den charmerende gavtyv i en offerrolle grundet sine følelser, hvorimod den blonde slayer bruger sine som et ekstra våben og dermed sender, måske, et signal om at det er hende der er on top i det forhold. Til gengæld viser Buffy sig at ha’ anden svaghed, da Dawn kommer på banen. Sideløbende bevares de modstridende følelser i den parallelle historie med Xander og co., hvor ham og især Anya er helt oppe at ringe pga. brylluppet, men Willow modsat er helt nede i kuldkælderen over Tara i en enkel men brillant udført scene i The Magic Box, hvor det bestemt ikke er uvæsentligt mht. Willow, at det lykkelige par hende og Xander overværer er homoseksuelle. Der hersker ikke nogen tvivl om, at Velatti formår at trykke på de rigtige knapper på de helt rigtige tidspunkter, men hun ender dog alligevel med at kvaje sig noget så gevaldigt til sidst, da hendes store plan om at ydmyge og udslette Buffy i den grad gir bagslag fordi hun, som de fleste skurke tidligere, undervurderer betydningen af teamworket, hvor tilfældigt det end måtte være, iblandt Buffy og hendes tro væbnere, der også i dette tilfælde tæller Spike som en af de vigtigste. Hvad Viletta i virkeligheden opnår, er blot at samle og forstærke scooby’ernes indbyrdes forhold frem for egentlig at gøre nogen nævneværdig skade.
Paul Lee står som sagt for illustrationerne denne gang og det gør han faktisk ganske udmærket, selv om hans oldschool Lee Falk stil ikke hører til blandt mine favoritter. Højdepunkterne finder man på de første sider mellem Spike og Buffy, samt Vilettas return fra de døde, (der minder ikke tilfældigt om Buffy’s), plus s. 295 med Buffys lumre kommentar og det efterfølgende blik til Spike, duellen mod Viletta på kirkegården, Hoop der smadrer i gennem front vinduet som ødelægges for 117 gang, (hvilket er en running joke i både tv og tegneserien), samt selvfølgelig Spike to the rescue på s. 309 og den efterfølgende genforening mellem lille og storesøster. Når alt det så er sagt, er Withdrawal ikke uden problemer og især afslutningen virker som lidt af en hovsaløsning, hvor alle tilfældigvis dukker op på samme tid. Derudover mener jeg også, at både Viletta og hendes skurkerolle sagtens ku’ være uddybet og brugt bedre set i forhold til at fremprovokere forskellige ting. Og så kan man måske også med rette diskutere om det virkelig sku’ kunne være så let at besejre den monstrøse Hoop blot ved hjælp af en klapstol og en gulvmoppe. Jeg tror det næppe, og vi må derfor antage at klapstolen har været lavet af mahonitræ og gulvmoppen brugt til at rense andet end gulvet med. Alternativt ku’ der muligvis også være tale om en magisk klapstol og gulvmoppe. ;)
Ja, og så er vi minsandten ved at nå til vejs ende i omnibus. Vol 7., men inden der bliver lukket og slukker i den sammenhæng, skal vi lige ha’ den sidste mega historie og prequel til sæson 7 Note From The Underground med. Scott Lobdel og Fabian Nicieza har samlet revl og krat til et brag af et plot, hvor Cliff Richard lige sætter en tyk streg under hvorfor det er helt på sin plads at kalde ham for et geni. Efterfølgende står den på et review af John Byrne’s WW1 miniserie Angel – Blood and Trenches, inden jeg samler op på de forskellige udgivelser i Buffy - sæson 8 og Angel – sæson 6, som Slayer tidligere har anmeldt i tråden.
#258 NightHawk 15 år siden
Angel – Interview med Stephen Mooney :
http://buffyversecomics.blogspot.com/2009/08/steph...
Angel – John Byrne’s ”Angel vs. Frankenstein”, Preview :
http://ryalltime.blogspot.com/2009/08/one-lives-on...
Angel # 27 – Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/21/ang...
Angel # 29 – Cover & Preview :
http://ryalltime.blogspot.com/2009/08/willing-and-...
Angel : “Only Human” # 2 – Preview :
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album.php?...
Angel : ”Only Human” # 4 – Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0908/21/ang...
----------------------------------------------------
Buffy TVS : Season 8 # 27 – Q & A med George Jeantry :
http://slayaliveforums.proboards.com/index.cgi?boa...
Buffy TVS – “Retreat” Part 1-5 Tpb Cover :
http://jo-chen.com/main-data/jo.html#20090904A
Buffy TVS – Slayage Vol. 28 : 5 Essays :
http://www.slayageonline.com/Numbers/slayage28.htm
Meget interessant læsning som på det varmeste kan anbefales.
Er selv i gang med Buffy/Faith femslash artiklen.
Buffy TVS – George Jeantry’s Sketchbook nr. 3 :
http://www.kabalounge.com/home
Jeg har selv nr. 2, (nr. 1 var ret hurtigt udsolgt), og hvis man er interesseret I et nærmere kig på Jeantrys stil, så er hans bøger bestemt et køb værd.
---------------------------------------------------
DollHouse – The Metastory Trap :
http://fraggmented.blogspot.com/2009/08/dollhouse-...
DollHouse – Sæson 2 : Preview, Photos & Poster :
http://www.digitalspy.co.uk/tv/a169453/whats-next-...
http://tvspoilers-odi.blogspot.com/2009/08/dollhou...
http://www.flickr.com/photos/blank_dolls/sets/7215...
http://www.thrfeed.com/2009/08/dollhouse-season-tw...
DollHouse – Sæson 2 : “Murder & Sex”, Cast Interviews :
http://au.eonline.com/uberblog/watch_with_kristin/...
http://www.tvguidemagazine.com/news/dollhouse-star...
http://scifiwire.com/2009/09/dollhouse.php
DollHouse – Sæson 2 : Episode 1, “Vows”. Review :
http://blogs.pioneerlocal.com/entertainment/2009/0...
-----------------------------------------------------
Dean Winchester vs. Buffy Summers :
http://www.cliqueclack.com/tv/2009/09/01/eleven-wa...
En sjov lille sammenligning mellem Eric Cripke og Joss Whedon’s helte.
James Marsters – Birthday gift. Dragon Con 2009 :
Forleden havde Marsters fødselsdag, (47 år! Han holder sig sgu godt må man sige), og et par fans synes de ville overraske ham med en gave. Det er nu meget cool fundet på.. :)
Joss Whedon : Master of Cult Tv – Artikel :
http://popwatch.ew.com/2009/09/02/joss-whedon-doll...
#259 Slettet Bruger [2495802190] 15 år siden
Nummeret er fortalt af Andrew, der ligesom i episoden Storyteller forfølger de andre figurer med sit kamera. Nummeret starter midt om natten, hvor Andrew vækker Giles, fordi han er overbevist om, at Twilight har en spion i gruppen, og at det er gennem en sådan, at Twilight har opsporet gruppen i # 26. Giles sender nørden i seng med ordrer om at slappe af og holde mund - Giles vil ikke have, at der skal opstå mistro i gruppen.
Andrew beslutter sig for, at finde sit kamera frem og bruge det til at finde spion; ingen vil finde det mistænkeligt, at han filmer folk, for det har han jo gjort før.
Andrew retter først sin opmærksomhed mod Oz' kone Bayarmaa, der forklarer, at slayernes indre magi bliver kanaliseret ned i jorden gennem meditation og hårdt arbejde, mens pigerne lærer at kæmpe uden superstyrke. Flere af pigerne er dog meget utilfredse med denne situation - blandt andet Satsu, og Andrew mener at denne utilfredshed kan være grundlaget for forræderi.
Andetsteds finder han Faith og Buffy, der er begyndt at bonde. Faith lægger mærke til, at Buffy savner sine kræfter, mens hun selv er lettet over deres fravær, men Buffy er på trods af sit afsavn lettet over tanken om at blive en 'almindelig pige' igen. Xander og Dawn er også ved at omstille sig, og Dawn kommer med ikke så diskrete hentydninger om, at han måske har chancen for at få et liv nu og en chance or at få den, som han vil have.
Senere udspørger Xander Buffy, om hele situationen med Dark Willow og fremtiden; han har overhørt Buffys samtale med Giles i et tidligere nummer, og han mener, at hun skal fortælle Willow alt. Herefter fjerner Xander en splint fra Buffys finger, og det går op for hende, at det gør mere ondt end det plejer, og de to snakker om, hvorvidt hun måske kan føle mere end hun plejer nu, og det er klart, at der er en masse usagt imellem dem.
Herefter kaster Andrew sig over Giles, da han har filmet Buffy og Xanders samtale om Willow, og Andrew og Giles bliver enige om, at Andrew skal holde øje med Willow. Willow er i gang med en dybere samtale med Oz; hun har meget svært ved at kanalisere sin magi ned i jorden - hun er bange for at det at opgive magi, for hende er det samme som at opgive sin identitet, og hun gør det klart, at Oz i hendes øjne har mistet en del af sin identitet ved at trække sig tilbage fra kampen og få et normalt liv. Hendes raseri i denne situation skyldes helt klart jalousi over muligheden for et normalt liv. Oz fortæller hende, at muligheden også står åben for hende, og spørger om hun vil holde hans søn.
Willow forlader grædende rummet med de kryptiske ord: "You'd trust me?"
I næste scene holder Willow imidlertid Oz's søn, da Buffy finder hende og fortæller hende alt om hendes fremtidige skæbne, men Willow bliver slet ikke chokeret.
Willow: It wasn't me. Sorry, because I know you meant this to be all dramatic and cleansy. And I know it must've been terrible for you. But that... If that was a possible me, I don't think it still is. And if it still is, well... I'll work harder at this no-magic thing. So that it won't be possible.
Efter denne snak vil Buffy fortælle Xander om samtalen, men da hun dukker op, ser hun Xander og Dawn stå og kysse, hvilket tydeligvis både chokerer og sårer hende.
I den sidste scene i nummeret fortæller Andrew hele gruppen om sin teori, mens han undskylder for at have msitænkt Willow, men under samtalen forsvinder en kat, som har vist sig flere gange i løbet af nummeret pludselig på magisk vis. Og alle ved at Twilight er på vej...
Vurdering:
Et intet mindre end fantastisk nummer, der giver masser af indsigt i, hvordan vores hovedpersoner har udviklet sig og i deres følelser, og jeg synes også at Jeanty tegner væsentligt bedre end i sidste nummer. Sammen med sidste nummer har dette nummer vist at figurerne også i Season 8 indeholder den dybde, man kender fra Whedons figurer, og det er rigtigt meget på spil for vores helte.
#260 Slettet Bruger [2495802190] 15 år siden
Gunn er fortæller i denne historie, der handler om ham selv og Illyria, og balancen mellem godt og ondt i de to figurer. Da nummeret starter er der gang i et racerløb for dæmoner, hvor målet er først at køre ind i et tog fyldt med mennesker, og det racerløb sætter Illyria og Gunn selvfølgelig en stopper for; Illyria med sin enorme kræfter, og Gunn med sin snilde og med gadgets. Det er fra starten af klart, at Lobdell mener det alvorligt, når han udtaler, at i hans verden er Illyria Superman, mens Gunn er Batman.
De to diskuterer senere, hvorvidt de begge stadig tænker på Fred, når de ser Illyria, og Gunn mener, at Illyria er gennemsyret af en dualisme mellem Freds minder og hendes egne minder og personlighed.
Illyria: "There is nothing dual about me. No sooner had I purged the remains of Fred from this vessel - Then someone thought to fill me with memories of those who loved her. That is not a duality. It is an annoyance at most."
Deres samtale bliver afbrudt, da Freds mor ringer, og fortæller, hvor meget hun savner sin datter, og at Freds onkel skal begraves om to dage, og hun beder indgående Fred om at komme hjem. Gunn og Illryia kører samme nat, og de to har flere samtaler om deres store forskelle undervejs, hvor Illyria også lærer at køre bil.
Illyria vælger at komme ind i forældrenes hjem uden at skifte til sin Fred-form, men Freds forældre har savnet hende så meget, så de slet ikke ser, at det ikke er Fred de byder velkommen. Gunn og Illyria går en tur på farmen om natten, hvor de snakker om Illyrias motivation for at tage til begravlelsen, da de finder ud af, at forældrenes lade er fyldt med dæmoner, der beder om nåde...
Vurdering:
Lobdells dialog er ikke i samme klasse som Lynch's, men den er stadig rigtig god, og historien ser ud til at blive rigtigt interessant, og så er det altid rart at se Messinas tegninger igen... Adskillige niveauer over den horrible Aftermath-historie efter første nummer at dømme.