Conner har taget en beslutning om at flytte Angel Investigations ud af Hyperion, da gruppen ikke er i stand til at betale for stedet, og han er sammen med Gunn i gang med at pakke ud i gruppens nye hjem. Conner bruger lejligheden på at starte på en frisk og sige undskyld til Gunn for sin opførsel i Willinghams historie, hvor han mere eller mindre smed Gunn ud af gruppen.
Polyphemus og Laura Weathermill befinder sig også på stedet, men Angel har midlertidigt forladt gruppen for at finde nogle svar vedrørende den nye big bad, James, som er en af de nye figurer, der blev introduceret i den elendige Aftermath-historie. Fraværende er og Spike og Illryria, der er draget afsted på egen hånd i deres to seprate serier, samt folk fra Spikes gruppe, Kate og den
afdøde
Dez (Yay!).
Andetsteds er Angel blevet fanget af en mystisk vampyrkult, og han forsøger at kæmpe sig fri, mens han får betydelig modstand fra skurken Darrow, der viser sig at arbejde for ingen ringere end Wolfram and Hart.
Angel finder ud af at han befinder sig i fremtiden, da Darrow forklarer at Wolfram and Hart og Angel må arbejde sammen mod en ny og langt værre fjende, der i denne fremtid har overtaget jorden og forvandlet den til en dæmonfabrik, og denne fjende er ingen ringere end James.
Et sted i LA ses James, der hiver en lille djævlebaby ud af et dødt menneske, idet han proklamerer, at veden tilhører ham, og at jorden er open for business.
Vurdering:
Så er jeg endelig vendt tilbage til Angel-serien efter Willighams andet og sidste historieark er slut, og det er faktisk et rigtigt godt nummer.
Conner og Gunns snak synes at være et opgør med de akavede samtaler i Willinghams numre, og det kan jeg kun juble over. Team Angel er også væsentligt reduceret i størrelse, og selvom den ikke rigtigt bliver brugt i denne gruppe, så synes gruppen at have mere potentiale, end den har haft længe; nu er der plads til at udforske figurerne i stedet for bare at lade dem alle sammen stå og se til fra sidelinien, mens Angel, Spike og Illyria klarer ærterne. Og James synes at være væsentligt mere interessant som skurk, end som en engel.
Det nye Wolfram and Hart i dette nummer er umiddelbart ikke så interessant, som det er i Spikeserien; dertil virker figurerne lidt for meget som tegneserieskurke, men de har stadig potentiale, og det virker virkelig interessant, at både Spike og Angel stilles overfor et valg mht. et samarbejde med firmaet, selvom konteksten for deres valg er meget forskellige.
Willinghams terrorregime er ovre, og de fleste af han stupide historier synes at være afsluttede! Jeg skriver lidt om # 33-38, når jeg modtager det TPB, hvor de er samlet i.
I øvrigt klarer Casagrande sin opgave som tegner virkelig godt!
Illyria har endnu ikke fundet sig til rette i vores verden og i Freds krop, og hun hjemsøges af Freds, Wesleys og Spikes minder, det tab hun har påført sine venner ved sin blotte eksistens, og det faktum, at hun føler sig inficeret af menneskelighed, og hun begiver sig derfor af sted på egen hånd.
Hendes rejse fører til et møde med Spike, der som sædvanlig er i gang med at slås i en bar, og han foreslår, at hun måske kan finde nogle af de svar, som hun leder efter i The Deeper Well.
Vurdering:
Selve handlingen i dette nummer er så simpel, som den fremstår ovenfor, men det er på ingen måde et minus, for formålet synes ikke at være at sende Illyria ud på hendes livs farligste rejse, der er i stedet tale om en spirituel rejse.
Og den rejse er interessant som bare pokker. Igen gøres der op med Willinghams akavede samtaler (her samtalen om at hun vil have sex med Conner), og Illyria lyder og opfører sig igen som Illyria. Hendes indre kaos er virkeligt godt beskrevet (der er blandt andet en drøm, hvor alle baggrunde ser ud til at være tegnet med børnefarver), og man kommer længere ind under huden på hende, end man har været før. Jeg ser denne udgivelse som den bedste af de tre Angel-udgivelser, som jeg netop har modtaget, og det siger overraskende nok ikke så lidt.
Jeg har også modtaget denne udgivelse. Hidtil har Serenity-udgivelserne bestået af Those Left Behind, som var en meget fesen beskrivelse af, hvad der foregik mellem Firefly-serien og Serenity-filmen, Better Days, der mest var som en slags glemt episode af TV-serien, men som var ret frustrerende at læse efter så lang tid, fordi jeg er mere interesseret i nogle historier, der foregår efter filmen, og Float Out der mest var et farvel til Wash, men som ikke rigtigt havde noget på hjerte.
The Shephards Tale er en væsentligt stærkere udgivelse end de øvrige, men der er stadigvæk ikke den store handling, da den består af en masse små fragmenter af historier, der hver især er et vigtigt øjeblik i Shephard Books liv.
Det er mest en udgivelse, man skal investere i, hvis man er meget nysgerrig mht. Books forhistorie. Der er ikke så meget at komme efter ellers, og derfor er det en meget kort og ligegyldig historie at give Graphic Novel-behandling.
Det er tydeligt, at Zack Whedon godt kan lide universet, men jeg ville hellere se ham skrive en efterfølger bestående af en hel og sammenhængende historie. Samnee er ok som tegner, men jeg kunne rigtigt godt lide Will Conrad, som gerne må komme tilbage, hvis man vil lave flere Serenity-udgivelser, og man må næsten forvente sådanne, da Float Out trods alt kom med et lille glimt ind i universets fremtid.
Så modtog jeg endelig andel halvdel af Willinghams arbejde på serien, og selvom der stadigvæk er momenter af historien, der irriterer mig grænseløst, så er andel halvdel på mange måder bedre end Immortality for Dummies, som nok er den Angel-udgivelse jeg har fundet absolut dårligst indtil videre.
Indeholder større spoilers!
Udgivelsen starter stærkt med en retcon af James' status som engel, idet Laura Weathermill konfronterer ham med, at hun ved det er en løgn, hvilket udløser en indsigt i James' breve til sin søster, der ligesom James er en ekstremt magtfuld dæmon, og som vil sælge jorden til ham, så han kan lave demon breeding farms.
James reager ved at angribe Laura og skade hende og Angel så meget, så hun må ligge i sengen med gips, og Angel må til at vente på, at hans hænder og fødder gror ud igen. Efter James' afsked kaster han sig over sin første store plan på jorden, idet han 'dyrker' en soul eater, der skal gøre det af med Angels og Spikes sjæle.
Imens er Illyria klar til at lave afkom med Conner, og selvom han modstår hendes feromoner, så skaber disse kaos ovalt på hotellet, hvor Angel får sig en trekant med Dez og Kate, og Spike og Laura også tilbringer natten sammen.
Spike opfører sig også underligt, idet han afhører Laura om general fakta om, hvordan man ændrer profetier og selv bliver helten, og senere får han en masse manuskriptforfattere til at skrive en masse falske profetier om ham.
Soul eater'en opsøger gruppen på hotellet, hvor hun arrigt bekendtgør at hun føler sig snydt; Spike har ingen sjæl! Illtyria og Spike får neutraliseret hende for en tid, men hun er ikke sådan at slå ihjel, og hun når at gøre det helt af med Dez, før end Angel hugger hendes hoved af.
I kulissen lurer også Conners hær af krigeriske dæmonkvinder, der har deres egne planer, der kulminerer med bortførelsen af Conner, der lærer at han muligvis er langt mere magtfuld end først antaget, og det bliver så bevist, da Conner alene med sin vilje forvandler alle de kvindelige dæmoner til støv, efter at Angel og co. (nu inkluderende Gunn endnu engang) kommer ham til hjælp.
Øhh... og så lærer Spike, at hans 'manglende' sjæl og mærkelige opførsel er effekten af en soul flu, som Laura heldigvis kan kurere.
Herefter drager Spike, Illyria og Angel hver især af sted på egen hånd, efter Angel har overladt ledelsen af det resterende Angel Investigations til Conner.
Og så er Wolfram and Hart tilbage!
Eddie and the Crew Denne historie når sit klimaks, idet Eddie forsøger at gøre det af med Gunn og Angel og co. kommer Gunn til hjælp. Herefter ligger Eddie fortiden bag sig, og selvom jeg godt kan lide figuren, så er det meget begrænset, hvad er sket i hans del af historien, især når Spike: The Devil you Know formentlig bliver afskeden med figuren.
Vurdering:
Spike og Illyrias historier sutter røv, og det er tydeligt at Tischman og Huehner bare forsøger at få afsluttet Willinghams stupide sideplots med og dårlige håndtering af disse figurer så hurtigt som muligt. Soul flu? Come on! Det er en alt for dårlig forklaring, men jeg sætter pris på det hurtige opgør med denne tåkrummende pinlige del af historien.
James gør en god figur som big bad, og soul eater'en kunne også fungere i et 'rigtigt' afsnit af serien. Der er en oplagt mulighed for at skabe en stor finale på IDWs tid på serien.
Og så et farvel til Dez! Yes!
Casagrade er slet ikke så stærk her, som hun er i Angel § 40 og Illyria. Det virker som om, der har været en meget streng deadline. Ikke overraskende har IDW sagt farvel til endnu en tegner midt i en sammenhængende historie.
Det var med store forventninger at jeg modtog denne udgivelse, da IDW opretholdte en høj standard med udgivelserne af Angel # 39, Spike # 2 og Illyria # 1 i sidste måned.
Jeg blev virkelig skuffet! Første store klage er over tegneren Jason Armstrong - Casagrande er midlertidigt ude af serien (surprise). Hans tegnestil kunne måske passe ind i noget mere humoristisk, men den passer slet, slet, slet ikke til Angel - især ikke når Angel skal forstille at befinde sig i en mørk og endnu mere dyster fremtid.
Historiemæssigt sker der heller ikke rigtigt noget. Angel stikker af fra Wolfram and Hart og render lidt rundt i den mystiske fremtidverden, hvor dæmonerne dominerer, og så vender han tilbage til Darrow og Mendoza for at tilbyde et samarbejde på hans egne betingelser, inden han vredt vandrer afsted i regnen.
I nutiden undersøger Gunn, Conner og Laura et mystisk gerningssted, som Kate har givet dem et tip om, efter hun har forladt gruppen og er vendt tilbage til politiet. Det de finder er en tom menneskeskal, som James har brugt til at gro en dæmon i. Under deres ophold skændes Gunn og Conner som små børn, og det ligner de faktisk også pga. tegnestilen.
Senere mødes gruppen med Anne, der kendes fra både Buffy og Angel, da James har brugt hendes ungdomshjem som dæmonfarm.
James opdager, at Angel befinder sig i fremtiden, og så kommer hans søster forbi for at sige hej.
Det eneste positive jeg har at sige er om forsiden, der er en fantastisk reference til Blade Runner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af Angel # 41-44, og jeg er træt af, at jeg har forudbestilt disse numre.
Denne udgivelse blev også en stor skuffelse. Urru er stadigvæk fraværende, og Nicola Zanni, når ham ikke til sokkeholderne.
John og Spike fortsætter med at slås, mens Wolfram and Hart har mistet tålmodigheden med John og har svært ved at få Drusilla til at lystre. Wolfram and Hart foreslår Spike et samarbejde, men Spike afslår blankt, mens John og Drusilla gør det af med nogle af deres højtstående dæmoner.
Beck forsøger at nå frem til Spike for at redde ham, og hun hun demonstrerer sin magt for at nå dette mål uden at bekymre sig alt for meget om civile liv. Imens slås Groo og Cordy-dragen med nogle flyvende insekt-tingester.
Drusilla plaprer løs om sin kærlighed til Spike, mens John og Spike, der nu befinder sig et andet sted slås videre, indtil Spike, Groo og Jeremy stikker af fra de flyvende insekter, mens Wolfram and Harts bygning eksploderer.
Betta George og Beck støder på Drusilla, og da fisken roder rundt i vampyrens hoved, mister han bevidstheden, hvorefter Dru bærer rundt på ham.
Alle figurerne mødes, og Dru springer på Spike, mens hun kysser ham.
Vurdering: Historien og illustrationerne er så rodede, så det er svært at finde ud af, hvad der foregår, og fraværet af Urru gør det ikke bedre. Lynch har selv udtalt, at han burde have lavet Spike # 2-3 som ét nummer, og jeg kan kun give ham ret i, at det i hvert fald ikke fungerer optimalt i dette nummer.
Og Dru "lyder" stadig ikke som sig selv. Jeg håber, at Illyria # 2 i det mindste lever op til mine forventninger.
Damn Slayer, det lyder godt nok en smule træls alt sammen. Men i det mindste er der ikke en finger at sætte på Buffy The Vampire Slayer Season 8. Oh wait... ;)
Måske vores kære figurer skulle være forblevet på tv-skærmen.
Alle er enige om, at det var et solidt punktum for sæsonen, men selv finder jeg det en svag afslutning, for det viser desværre, at der ikke er mere at komme efter i denne sæson. Ingen store konklusioner eller twists eller andet som kan retfærdiggøre det kaos som var sæson 8. Især Angel er enormt skuffende da hans rolle var altafgørende og hans accept af Twilight-personaen krævede netop et eller andet helt genialt twist / forklaring som Joss ofte har præsteret. Ikke denne gang, så det var så det og jeg vender ikke tilbage til sæson 9 - så kan han love nok så meget at det bliver mere down to earth.
P.S Dette afsnit var også hovedrystende elendigt tegnet.
# 357-358: Jeg må jo så sige, at jeg heldigvis er langt mere tilfreds med Buffy # 40, som jeg skriver mere om nedenfor, og jeg synes faktisk, at nummeret ganske godt skaber appetit for Sæson 9 og samtidigt afrunder Sæson 8 fortrinligt.
Men ja, jeg er meget skuffet over hoved-Spike-serien, da Lynch ellers har håndteret ham næsten bedre end nogen anden i sine øvrige Spike-historier...
I denne Spike-miniserie får Bill Williams endelig lov til at bruge 'sin' figur Eddie Hope til noget fornuftigt, da der er tale om en ganske god gang Spike vs. Eddie Hope vs. the bad guys, som virkelig får vist Hopes potentiale.
Historien starter med, at Spike forsøges myrdet af nogle snigmordere sendt af vampyren Tansy Fry, der er en gammel kending af Spikes og Angels gamle vampyrfirkløver og en af the Masters yndlingshåndlangere.
Spike sporer Tansys tro væbner til en luksuriøs ejendom, hvor hun har gang i et møde med det formål at genstifte the Order of Aurelius, mens Tansy selv er ved at åbne en ny Hellmouth, og under hans opgør med de fremmødte dukker Eddie Hope op, da han også har et opgør med en af stifterne. Da de to deler fjender, er de hurtige til at begynde et samarbejde, og da der med åbningen af en ny hellmouth bliver brug for de tunge skyts, kommer samarbejdet til at tage længere tid end først antaget.
Serien byder herefter på flere opgør med Tansys forskellige håndlangere og også en smule downtime, der viser at Eddie Hope har nøjagtigt ligeså meget attitude som Spike. Klimakset bliver selvfølgelig det endelige opgør med Tansy Fry og lukningen af hendes portal til helvede efterfulgt af de to hovedpersoners accept af hinanden.
Vurdering:
En overraskende stærk udgivelse, der dog ikke kommer helt op at ringe, fordi historien byder på for lidt overraskelser. Historien viser, at Williams kender både Buffy og Angel særdeles godt, og jeg er egentlig ret lettet over at Tansy Fry forbliver lidt anonym, da hun netop er endnu en gammel kending af Angel/Spike/Dru/Darla, og det netop ikke er hende der er omdrejningspunktet for historien; det vigtige er Spike og Hopes forhold, der ikke byder på for mange af de ellers så obligatoriske opgør, der typisk er alt for mange af i team-up udgivelser.
Det er en skam, at dette formentlig bliver det sidste, man får at se til Eddie Hope.
Chris Cross fungerer udmærket, især i betragtning af, at det er første gang han tegner en Angeludgivelse, men man har valgt at lade en anden tegner står for visse sider - tilsyneladende uden grund - og det trækker ikke op.
#351 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Conner har taget en beslutning om at flytte Angel Investigations ud af Hyperion, da gruppen ikke er i stand til at betale for stedet, og han er sammen med Gunn i gang med at pakke ud i gruppens nye hjem. Conner bruger lejligheden på at starte på en frisk og sige undskyld til Gunn for sin opførsel i Willinghams historie, hvor han mere eller mindre smed Gunn ud af gruppen.
Polyphemus og Laura Weathermill befinder sig også på stedet, men Angel har midlertidigt forladt gruppen for at finde nogle svar vedrørende den nye big bad, James, som er en af de nye figurer, der blev introduceret i den elendige Aftermath-historie. Fraværende er og Spike og Illryria, der er draget afsted på egen hånd i deres to seprate serier, samt folk fra Spikes gruppe, Kate og den
Andetsteds er Angel blevet fanget af en mystisk vampyrkult, og han forsøger at kæmpe sig fri, mens han får betydelig modstand fra skurken Darrow, der viser sig at arbejde for ingen ringere end Wolfram and Hart.
Angel finder ud af at han befinder sig i fremtiden, da Darrow forklarer at Wolfram and Hart og Angel må arbejde sammen mod en ny og langt værre fjende, der i denne fremtid har overtaget jorden og forvandlet den til en dæmonfabrik, og denne fjende er ingen ringere end James.
Et sted i LA ses James, der hiver en lille djævlebaby ud af et dødt menneske, idet han proklamerer, at veden tilhører ham, og at jorden er open for business.
Vurdering:
Så er jeg endelig vendt tilbage til Angel-serien efter Willighams andet og sidste historieark er slut, og det er faktisk et rigtigt godt nummer.
Conner og Gunns snak synes at være et opgør med de akavede samtaler i Willinghams numre, og det kan jeg kun juble over. Team Angel er også væsentligt reduceret i størrelse, og selvom den ikke rigtigt bliver brugt i denne gruppe, så synes gruppen at have mere potentiale, end den har haft længe; nu er der plads til at udforske figurerne i stedet for bare at lade dem alle sammen stå og se til fra sidelinien, mens Angel, Spike og Illyria klarer ærterne. Og James synes at være væsentligt mere interessant som skurk, end som en engel.
Det nye Wolfram and Hart i dette nummer er umiddelbart ikke så interessant, som det er i Spikeserien; dertil virker figurerne lidt for meget som tegneserieskurke, men de har stadig potentiale, og det virker virkelig interessant, at både Spike og Angel stilles overfor et valg mht. et samarbejde med firmaet, selvom konteksten for deres valg er meget forskellige.
Willinghams terrorregime er ovre, og de fleste af han stupide historier synes at være afsluttede! Jeg skriver lidt om # 33-38, når jeg modtager det TPB, hvor de er samlet i.
I øvrigt klarer Casagrande sin opgave som tegner virkelig godt!
#352 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Illyria har endnu ikke fundet sig til rette i vores verden og i Freds krop, og hun hjemsøges af Freds, Wesleys og Spikes minder, det tab hun har påført sine venner ved sin blotte eksistens, og det faktum, at hun føler sig inficeret af menneskelighed, og hun begiver sig derfor af sted på egen hånd.
Hendes rejse fører til et møde med Spike, der som sædvanlig er i gang med at slås i en bar, og han foreslår, at hun måske kan finde nogle af de svar, som hun leder efter i The Deeper Well.
Vurdering:
Selve handlingen i dette nummer er så simpel, som den fremstår ovenfor, men det er på ingen måde et minus, for formålet synes ikke at være at sende Illyria ud på hendes livs farligste rejse, der er i stedet tale om en spirituel rejse.
Og den rejse er interessant som bare pokker. Igen gøres der op med Willinghams akavede samtaler (her samtalen om at hun vil have sex med Conner), og Illyria lyder og opfører sig igen som Illyria. Hendes indre kaos er virkeligt godt beskrevet (der er blandt andet en drøm, hvor alle baggrunde ser ud til at være tegnet med børnefarver), og man kommer længere ind under huden på hende, end man har været før. Jeg ser denne udgivelse som den bedste af de tre Angel-udgivelser, som jeg netop har modtaget, og det siger overraskende nok ikke så lidt.
Og her er der også ros til Casagrande.
#353 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Jeg har også modtaget denne udgivelse. Hidtil har Serenity-udgivelserne bestået af Those Left Behind, som var en meget fesen beskrivelse af, hvad der foregik mellem Firefly-serien og Serenity-filmen, Better Days, der mest var som en slags glemt episode af TV-serien, men som var ret frustrerende at læse efter så lang tid, fordi jeg er mere interesseret i nogle historier, der foregår efter filmen, og Float Out der mest var et farvel til Wash, men som ikke rigtigt havde noget på hjerte.
The Shephards Tale er en væsentligt stærkere udgivelse end de øvrige, men der er stadigvæk ikke den store handling, da den består af en masse små fragmenter af historier, der hver især er et vigtigt øjeblik i Shephard Books liv.
Det er mest en udgivelse, man skal investere i, hvis man er meget nysgerrig mht. Books forhistorie. Der er ikke så meget at komme efter ellers, og derfor er det en meget kort og ligegyldig historie at give Graphic Novel-behandling.
Det er tydeligt, at Zack Whedon godt kan lide universet, men jeg ville hellere se ham skrive en efterfølger bestående af en hel og sammenhængende historie. Samnee er ok som tegner, men jeg kunne rigtigt godt lide Will Conrad, som gerne må komme tilbage, hvis man vil lave flere Serenity-udgivelser, og man må næsten forvente sådanne, da Float Out trods alt kom med et lille glimt ind i universets fremtid.
#354 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Så modtog jeg endelig andel halvdel af Willinghams arbejde på serien, og selvom der stadigvæk er momenter af historien, der irriterer mig grænseløst, så er andel halvdel på mange måder bedre end Immortality for Dummies, som nok er den Angel-udgivelse jeg har fundet absolut dårligst indtil videre.
Indeholder større spoilers!
Udgivelsen starter stærkt med en retcon af James' status som engel, idet Laura Weathermill konfronterer ham med, at hun ved det er en løgn, hvilket udløser en indsigt i James' breve til sin søster, der ligesom James er en ekstremt magtfuld dæmon, og som vil sælge jorden til ham, så han kan lave demon breeding farms.
James reager ved at angribe Laura og skade hende og Angel så meget, så hun må ligge i sengen med gips, og Angel må til at vente på, at hans hænder og fødder gror ud igen. Efter James' afsked kaster han sig over sin første store plan på jorden, idet han 'dyrker' en soul eater, der skal gøre det af med Angels og Spikes sjæle.
Imens er Illyria klar til at lave afkom med Conner, og selvom han modstår hendes feromoner, så skaber disse kaos ovalt på hotellet, hvor Angel får sig en trekant med Dez og Kate, og Spike og Laura også tilbringer natten sammen.
Spike opfører sig også underligt, idet han afhører Laura om general fakta om, hvordan man ændrer profetier og selv bliver helten, og senere får han en masse manuskriptforfattere til at skrive en masse falske profetier om ham.
Soul eater'en opsøger gruppen på hotellet, hvor hun arrigt bekendtgør at hun føler sig snydt; Spike har ingen sjæl! Illtyria og Spike får neutraliseret hende for en tid, men hun er ikke sådan at slå ihjel, og hun når at gøre det helt af med Dez, før end Angel hugger hendes hoved af.
I kulissen lurer også Conners hær af krigeriske dæmonkvinder, der har deres egne planer, der kulminerer med bortførelsen af Conner, der lærer at han muligvis er langt mere magtfuld end først antaget, og det bliver så bevist, da Conner alene med sin vilje forvandler alle de kvindelige dæmoner til støv, efter at Angel og co. (nu inkluderende Gunn endnu engang) kommer ham til hjælp.
Øhh... og så lærer Spike, at hans 'manglende' sjæl og mærkelige opførsel er effekten af en soul flu, som Laura heldigvis kan kurere.
Herefter drager Spike, Illyria og Angel hver især af sted på egen hånd, efter Angel har overladt ledelsen af det resterende Angel Investigations til Conner.
Og så er Wolfram and Hart tilbage!
Eddie and the Crew
Denne historie når sit klimaks, idet Eddie forsøger at gøre det af med Gunn og Angel og co. kommer Gunn til hjælp. Herefter ligger Eddie fortiden bag sig, og selvom jeg godt kan lide figuren, så er det meget begrænset, hvad er sket i hans del af historien, især når Spike: The Devil you Know formentlig bliver afskeden med figuren.
Vurdering:
Spike og Illyrias historier sutter røv, og det er tydeligt at Tischman og Huehner bare forsøger at få afsluttet Willinghams stupide sideplots med og dårlige håndtering af disse figurer så hurtigt som muligt. Soul flu? Come on! Det er en alt for dårlig forklaring, men jeg sætter pris på det hurtige opgør med denne tåkrummende pinlige del af historien.
James gør en god figur som big bad, og soul eater'en kunne også fungere i et 'rigtigt' afsnit af serien. Der er en oplagt mulighed for at skabe en stor finale på IDWs tid på serien.
Og så et farvel til Dez! Yes!
Casagrade er slet ikke så stærk her, som hun er i Angel § 40 og Illyria. Det virker som om, der har været en meget streng deadline. Ikke overraskende har IDW sagt farvel til endnu en tegner midt i en sammenhængende historie.
#355 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Det var med store forventninger at jeg modtog denne udgivelse, da IDW opretholdte en høj standard med udgivelserne af Angel # 39, Spike # 2 og Illyria # 1 i sidste måned.
Jeg blev virkelig skuffet! Første store klage er over tegneren Jason Armstrong - Casagrande er midlertidigt ude af serien (surprise). Hans tegnestil kunne måske passe ind i noget mere humoristisk, men den passer slet, slet, slet ikke til Angel - især ikke når Angel skal forstille at befinde sig i en mørk og endnu mere dyster fremtid.
Historiemæssigt sker der heller ikke rigtigt noget. Angel stikker af fra Wolfram and Hart og render lidt rundt i den mystiske fremtidverden, hvor dæmonerne dominerer, og så vender han tilbage til Darrow og Mendoza for at tilbyde et samarbejde på hans egne betingelser, inden han vredt vandrer afsted i regnen.
I nutiden undersøger Gunn, Conner og Laura et mystisk gerningssted, som Kate har givet dem et tip om, efter hun har forladt gruppen og er vendt tilbage til politiet. Det de finder er en tom menneskeskal, som James har brugt til at gro en dæmon i. Under deres ophold skændes Gunn og Conner som små børn, og det ligner de faktisk også pga. tegnestilen.
Senere mødes gruppen med Anne, der kendes fra både Buffy og Angel, da James har brugt hendes ungdomshjem som dæmonfarm.
James opdager, at Angel befinder sig i fremtiden, og så kommer hans søster forbi for at sige hej.
Det eneste positive jeg har at sige er om forsiden, der er en fantastisk reference til Blade Runner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af Angel # 41-44, og jeg er træt af, at jeg har forudbestilt disse numre.
#356 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Denne udgivelse blev også en stor skuffelse. Urru er stadigvæk fraværende, og Nicola Zanni, når ham ikke til sokkeholderne.
John og Spike fortsætter med at slås, mens Wolfram and Hart har mistet tålmodigheden med John og har svært ved at få Drusilla til at lystre. Wolfram and Hart foreslår Spike et samarbejde, men Spike afslår blankt, mens John og Drusilla gør det af med nogle af deres højtstående dæmoner.
Beck forsøger at nå frem til Spike for at redde ham, og hun hun demonstrerer sin magt for at nå dette mål uden at bekymre sig alt for meget om civile liv. Imens slås Groo og Cordy-dragen med nogle flyvende insekt-tingester.
Drusilla plaprer løs om sin kærlighed til Spike, mens John og Spike, der nu befinder sig et andet sted slås videre, indtil Spike, Groo og Jeremy stikker af fra de flyvende insekter, mens Wolfram and Harts bygning eksploderer.
Betta George og Beck støder på Drusilla, og da fisken roder rundt i vampyrens hoved, mister han bevidstheden, hvorefter Dru bærer rundt på ham.
Alle figurerne mødes, og Dru springer på Spike, mens hun kysser ham.
Vurdering:
Historien og illustrationerne er så rodede, så det er svært at finde ud af, hvad der foregår, og fraværet af Urru gør det ikke bedre. Lynch har selv udtalt, at han burde have lavet Spike # 2-3 som ét nummer, og jeg kan kun give ham ret i, at det i hvert fald ikke fungerer optimalt i dette nummer.
Og Dru "lyder" stadig ikke som sig selv. Jeg håber, at Illyria # 2 i det mindste lever op til mine forventninger.
#357 loki 14 år siden
Måske vores kære figurer skulle være forblevet på tv-skærmen.
#358 loki 14 år siden
Flere forskellige reviews:
http://comics.ign.com/articles/114/1145061p1.html
http://www.majorspoilers.com/review-buffy-the-vamp...
http://www.comicbookresources.com/?page=user_revie...
Alle er enige om, at det var et solidt punktum for sæsonen, men selv finder jeg det en svag afslutning, for det viser desværre, at der ikke er mere at komme efter i denne sæson. Ingen store konklusioner eller twists eller andet som kan retfærdiggøre det kaos som var sæson 8. Især Angel er enormt skuffende da hans rolle var altafgørende og hans accept af Twilight-personaen krævede netop et eller andet helt genialt twist / forklaring som Joss ofte har præsteret. Ikke denne gang, så det var så det og jeg vender ikke tilbage til sæson 9 - så kan han love nok så meget at det bliver mere down to earth.
P.S Dette afsnit var også hovedrystende elendigt tegnet.
#359 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
Men ja, jeg er meget skuffet over hoved-Spike-serien, da Lynch ellers har håndteret ham næsten bedre end nogen anden i sine øvrige Spike-historier...
#360 Slettet Bruger [2495802190] 14 år siden
I denne Spike-miniserie får Bill Williams endelig lov til at bruge 'sin' figur Eddie Hope til noget fornuftigt, da der er tale om en ganske god gang Spike vs. Eddie Hope vs. the bad guys, som virkelig får vist Hopes potentiale.
Historien starter med, at Spike forsøges myrdet af nogle snigmordere sendt af vampyren Tansy Fry, der er en gammel kending af Spikes og Angels gamle vampyrfirkløver og en af the Masters yndlingshåndlangere.
Spike sporer Tansys tro væbner til en luksuriøs ejendom, hvor hun har gang i et møde med det formål at genstifte the Order of Aurelius, mens Tansy selv er ved at åbne en ny Hellmouth, og under hans opgør med de fremmødte dukker Eddie Hope op, da han også har et opgør med en af stifterne. Da de to deler fjender, er de hurtige til at begynde et samarbejde, og da der med åbningen af en ny hellmouth bliver brug for de tunge skyts, kommer samarbejdet til at tage længere tid end først antaget.
Serien byder herefter på flere opgør med Tansys forskellige håndlangere og også en smule downtime, der viser at Eddie Hope har nøjagtigt ligeså meget attitude som Spike. Klimakset bliver selvfølgelig det endelige opgør med Tansy Fry og lukningen af hendes portal til helvede efterfulgt af de to hovedpersoners accept af hinanden.
Vurdering:
En overraskende stærk udgivelse, der dog ikke kommer helt op at ringe, fordi historien byder på for lidt overraskelser. Historien viser, at Williams kender både Buffy og Angel særdeles godt, og jeg er egentlig ret lettet over at Tansy Fry forbliver lidt anonym, da hun netop er endnu en gammel kending af Angel/Spike/Dru/Darla, og det netop ikke er hende der er omdrejningspunktet for historien; det vigtige er Spike og Hopes forhold, der ikke byder på for mange af de ellers så obligatoriske opgør, der typisk er alt for mange af i team-up udgivelser.
Det er en skam, at dette formentlig bliver det sidste, man får at se til Eddie Hope.
Chris Cross fungerer udmærket, især i betragtning af, at det er første gang han tegner en Angeludgivelse, men man har valgt at lade en anden tegner står for visse sider - tilsyneladende uden grund - og det trækker ikke op.