Haunted af Jane Espenson Denne historie er fortalt fra borgmesterens perspektiv, idet han efter sin død i tredje sæsons finale hjemsøger Sunnydale som et spøgelse, der må besætter døde ting (herunder vampyrer) i sit forsøg på at hævne sog på Buffy og hendes venner. På samme tid er Buffy hjemsøgt af en række drømme om Faith, hvori Faith generelt får hævnet sig over sin "skæbne". Historien virker også som en prequel til fjerde sæson af Buffy, idet man ser, hvordan "The Initiative" er ved at blive etableret, og hvordan Adam får de skader, som fører til forsøgene i rum 314.
Historien er en af Espensons svageste, men den er stadigvæk en af de bedre historier i Omnibusserien; borgmesterens monolog er perfekt og ganske sjov, og Faith er altid en stærk figur, selvom hun ikke her bruges til ret meget andet, end at illustrere Buffys indre dæmoner og til at figurere i Buffys varselsdrømme. God personskildring og gode dialoger, selvom Willow dog er lidt for stærk, ift. at vi befinder os mellem sæson 3 og 4.
Take Back The Night af Tom Fassbender & Jim Pascoe Jeg har ikke hørt om de to forfattere før, og det er tilsyneladende med god grund, da denne historie klart er samlingens værste. Det er en bizar og heldigvis meget kort historie, hvori Buffy med hjælp fra The Initiative må bekæmpe en række insektdæmoner. Jeg gider ikke at læse den igen bare for at skrive et mere detaljeret review.
Killing Time af Doug Petrie Er endnu en short story, og den er ikke meget bedre end den sidste. En gruppe hekse udøver magi, og det går selvfølgelig galt. Buffy kæmper tilsyneladende mod den totale overmagt, men så kan man jo også bare stjæle slutningen fra afsnittet Fear Itself. Problem solved.
Endnu en fantastisk udgivelse, selvom kvalitetet af historierne mildest talt er svingende. Historierne gennemgår jeg ikke, da de allerede er gennemgået i mine reviews af Angel - After The Fall # 6-8
Af ekstramaterialer findes en Groosablog, der er blevet rost meget for at være sjov, selvom jeg ikke rigtigt selv griner af den eller synes, at den er noget specielt. Derudover finder man igen et obligatorisk Covergalleri, en gennemgang af nogle Droppede First Night-historier samt Lynchs noter til serien.
De droppede First Night-historier bekræfter endnu en gang min mistanke om, at mange af figurerne bare er med for sjov, og ikke for at bidrage emd noget som helst, og jeg mener stadig, at især første del af After The Fall havde været bedre, hvis disse figurer var undladt. Lynchs noter til historien er overhovedet ikke nær så interessante at læse som noterne til vol. 1, de rvar skrevet af både Whedon og Lynch. Dog er udgivelsen så lækker, så den stadigvæk er et must-have, hvis man køber de andre hardcover-udgaver.
Så fik jeg læst Spike: Asylum og Spike: Shadow Puppets og jeg er utroligt enig med indlæg # 49; det er virkeligt et fantastisk stykke arbejde, som formår at være virkeligt originalt, og som introducerer figurer, man gerne vil se mere til.
Det er lidt en skam, at historierne ikke passer ind i forhold til After The Fall, for de er gode nok til, at de burde være en del af den officielle fortsættelse i stedet for at være en del af et alternativt sidespor.
Min anmeldelse af Shadow Puppets blev først færdig nu. Du må meget gerne skrive et par kommentarer hertil, hvis du har lyst. Apropos alternativt sidespor så er det hvist noget, Lynch har et helt specielt forhold til. :)
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Spike – Shadow Puppets : 120 sider, skrevet af Brian Lynch og tegnet af Franco Urru
”Lately, I’ve been working alone. And to tell you the truth, I am bloody loving it. I’ve played sidekick to far too many people. The girl was fun. She let me be the dominant one every now and then. But after years of playing by other people’s rules, it’s bells and whistles being on my own. The angels over my shoulder are gone, baby, gone. The devil, though...he’s still there. My name is...Spike. And I’m a bad, bad man. Still there are nights when...
I den sene nattetime nær downtown Tokyo møder skaberen af det populære børneprogram “Dicky Duck”, (man ser figuren i Angel - ATF og Spike - ATF), en grum skæbne, da en hær af snigmordere overasker og senere partere ham på blodigste facon. Et år senere på en bar i L.A. gør Spike, just hjemvendt fra ”hyggeopholdet” på Mosaic og nu har startet sit eget detektiv bureau, hvad han bedst til, da han redder en skønjomfru fra at ende som dæmon snack. Den efterfølgende charmeoffensiv går dog ikke som forventet og Spike må lettere slukøret daffe hjemad mutters alene, mens han passere op til flere lykkelig par på vej til sin lejlighed. Midt i sin filosoferen over sin nuværende situation som han hele tiden prøver at negligere, bliver han pludselig angrebet af en pænt aggressiv dæmon, han skylder penge fra tidligere. Efter en længere flugt når han endelig frem til sine ydmyge rammer og hilser høfligt på sin ældre nabo Mrs. Konikoff, da han opdager at nogen har brudt hans dør op. Til alt held, selv om Spike ikke er uddelt begejstret ved gensynet, viser det sig blot at være Lorne som er på besøg, for at vise ham et videobånd nogen sendte til hans suite i Las Vegas.
Spike bliver noget overasket, da det viser sig at være et klip fra showet “Smile Time”, som han ellers troede var endt i skraldespanden siden sidst, hvor team Angel tog sig kærligt af de morderiske dukker. Lorne forklarer at de i stedet for har omgrupperet og nu forsøger at indtage det japanske marked og her lave samme lumske trick ved at dræne børn for deres livsenergi, når de ser showet på tv.
Lorne : ”They were chased off the air here. But they pulled a Hasselhoff and found fame overseas.”
Spike er dog langtfra sikker på, at han har lyst til at ta’ til Japan og er slet ikke interesseret i at få Lorne med på slæb. Da dæmonen som Spike skylder penge dukker op igen ude foran lejligheden og nær er ved at sprænge kvarteret i luften ombestemmer Spike sig og presset af Lorne siger han både ja til missionen og ham som ny makker. Et stykke tid senere efter en lang tur med et fly udelukkende for dæmoner befinder den umage duo sig på Tokyos funklende gader, hvor Spikes kontaktperson på stedet, one-eyed Turk, ikke lige til at få øjne på. Derimod består velkomstkomiteen af en flok aggressive ninja'er, som straks sender folk på flugt og Spike og Lorne i lettere forvirret battle mode. Få sving med sværdet inde opdager de, at det er dukker de kæmper imod til stor morskab for Spike. Det sjove ender dog brat, da de pludselig får smidt Turks hoved i favnen, inden de 5 i det nye Smile Time team, anført af den megalomanske Marco, afslører sig selv på et tag lige over dem. Med sig har de en gammel kending trompetbamsen Ratio Hornblower, (læg mærke til hornet lige unde dens øjne). Efter et mindre stand off trækker Marco en bazooka “the official smile time canon” frem og understreger over for Spike og Lorne, der har mere end svært ved at ta' ham seriøst, at han og det nye hold modsat sidst er hardcore modstandere og sender uden tøven et missil i retning mod duoen. Mens Smile Time teamet tager flugten, bliver Spike og Lorne nærmest levende begravet, da en hær af ninjapuppets efterfølgende bliver sendt imod dem
Marco : ”Who’s a puppet now bitch?”
Spike : ”I really hate the official canon.” :D
5 måneder tidligere i et værelse på Mosaic bekender hestedukken Trot sig til sine medpatienter, der b. la. tæller Beck, Betta George m.m., og fortæller om hvordan den stak af fra showet, da den ikke længere ku’ leve med Smile Times utallige overgreb og frygter nu pga. sin status som desertør for sit liv. Beck forsikrer den dog om, at den er i absolut sikkerhed på anstalten. Tilbage i Tokyo er Spike tvunget i knæ af den megen modstand og er tæt på at gi’ op, da han forestiller sig Angels fryd over sin pinlige død, hvilket lynhurtigt bringer motivationen tilbage. Mens ham og Lorne diskuterer taktik får de uventet hjælp oven fra, da en smækker japansk krigerinde blander sig. Efter at ha’ hjulpet Spike på benene, går der ikke mange sekunder før hun falder for hans charmerende ord og bliver helt blød i knæene. Hun er dog langtfra alene og lidt efter dukker først Beck op, og flamberer den resterende del af ninjaerne, og siden hen Betta George. Spike er både glad og noget forundret over at se dem og finder så ud af, at det er Beck der har bedt ham og Lorne om hjælp med at bekæmpe og stoppe Smile Time i Japan, inden showet bliver en global begivenhed. Spike undrer sig over hvor hun ved alle disse ting fra og Beck forklarer at hun har hørt det “Straight from the horses mouth” :D og tænker så tilbage på Trot der samtidig advarede hende mod at ta' for let på dukkernes magt. Hun ku’ dog ikke ta’ den nervøse hest seriøst, men måtte dagen efter til sin skræk sande, da hun vågnede, at Trot havde helt ret, da hun fandt ham likvideret i bedste Godfather stil.
Tilbage i Tokyo på en nærliggende restaurant, mens Beck fortsætter sin historie, præsentere hendes makker, den smækre ninjababe Tok Shinobu, sig for Spike som hun, trods det at hun gerne vil vise at han er på hendes hjemmebane, ikke kan la’ vær med at la’ sig forblinde af. Lidt efter tager de hen til Shinobus våbenlager og men hun udviser en sjældent set glæde for sine forskellige ting, bliver Beck en smule jaloux. Mens natten sænker sig over Tokyo tager team Spike mod Smile Times hovedkvarter for at sprænge dukkerne til konfetti. Spike ordner hurtigt vagten og dens fører, (en hvis langnæset dreng), og lidt efter befinder de sig midt i hallen for stedets samlebåndsproduktion af ninjadukker. Mens Beck og Shinobu tager sig af soldaterne ræser Spike, Lorne og Betta George videre med bomben og selvom Ratio Hornblower ihærdigt forsøger at stoppe dem, finder de alligevel frem til stedets mystiske magiker og det glødende æggelignende objekt. Spike sætter straks bomben i gang og mens de andre undrer sig over synet af objektet, bliver de alle pludselig ramt af et kraftigt blåt lys og opdager til deres skræk da de atter vågner, hvad der er sket med dem.
Lorne : ”I feel as though I should be on a Lilly pad with a banjo. Is that weird?”
Spike : ”No,no,no...I’m a...I’m a...wee little puppet man!”
De to glemmer dog et kort sekund deres egen situation, da de får øje på Betta George og får hysteriske latterkramper.
Da Hornblower og ninjaerne finder frem til dem, får de heldigvis hjælp fra deres nu langt mere fleksible tøser Beck og Shinobu der erfarer, (inden teamet lige akkurat undslipper bygningen med livet i behold), fra den cigarrygende dukke Fauna at Smile Time har gang i en langt større plan for at opnå world domination. Lidt senere på en sushi restaurant, (stakkels George J) må det umage team nu lægge en ny strategi alt imens Marco, Fauna og dragen Snuff vælger at sadle om, i deres forsøg på at få Spike til at gå op i limningen, og planlægger derfor et angreb med en helt ny type dukker.
Vil det lykkedes Spike, Lorne og Betta George at få opløst deres dukkeforbandelsen ?, kan Spike jonglerer to damer på én og samme gang ?, hvem er Smile Times hemmelige våben og hvad pokker går operation ”Duck and Cover” egentlig ud på ?...
Konklusion :
Lige så grum og beskidt som tonen var i Lynch og Urrus forrige Spike – Asylum, ja lige så munter og kulørt er det denne gang, hvor dukkerne fra det klassiske afsnit i sæson 5 af Angel ”Smile Time” bringes tilbage som modstandere i en historie så vanvittigt morsom og rablende absurd, at det vakte op til flere latterkramper frem hos undertegnede. Der bliver ellers åbnet i næsten traditionel stil når det gælder Spike, da man finder ham i færd med at redde en smækker tøs på en atmosfæreloadet bar, inden plottet for alvor sættes i gang via gensynet med Lorne. Men indledningen er ikke bare tilfældigt/traditionelt fyld, for Lynch bruger intelligent denne del som en teaser for historiens hovedtema om Spikes behov for, trods sin Lone Wolf attitude, at erkende nødvendigheden og trygheden ved at være del af et fællesskab. Samme dilemma så man også op til flere gange i både Buffy TVS og i sidste sæson af Angel hvor Spike, selv om han ikke ville sige det åbenlyst, tydeligt konstant søgte tilbage mod de to teams, også i situationer hvor han bestemt ikke var ønsket i deres selskab.
Jeg var også inde på noget af det samme ang. ”Asylum”, hvor Spike også er i konflikt med sig selv og sin status som bad boy, men alligevel, når alt kommer til alt, vælger at gøre det rigtige og ofre sig fuld ud for de personer, der udgør den manglende familie for ham på det tidspunkt. Tidligere har han dog også søgt fællesskabet og det gode, uden at ha’ sin sjæl, nemlig i den periode The Initiatives chip, (vampyrmodeorator), holdt ham tilbage. Set i bakspejlet er Buffys tro på ham samt hendes betragtninger i sæson 7 om det gode menneske inde i Spike ret interessante sat overfor Spikes ageren i ”Asylum” og ”Shadow Puppets”. Giles påstod jo tydeligst i sæson 7, at Spike uden chippen ville ha’ forsat sine onde gerninger, men det synes jeg de mange efterfølge ting, forelskelsen i Buffy, hans sjæl osv., taler imod. Spike har som jeg ser det nemlig hele tiden været på jagt efter at finde tilbage til sine menneskelige rødder og en familie som oprigtigt holdt af ham, hvilket også bliver understreget i Buffy TVS - Lies My Parents Told Me, i sæson 5 af Angel, (da han bliver korporlig igen, men alligevel vælger at blive), i ”Asylum” og nu ”Shadow Puppets”. Temaet er dog ikke udelukkende isoleret til kun at omhandle Spike, men gør sig også gældende for resten af persongalleriet, der byder på et mere end glædeligt gensyn med Lorne, som også skal ha’ løst en mindre identitetskrise undervejs, Betta George der på mirakuløs vis er tilbage, samt Beck, (elsker hende), der har godt nok har fået styr på sine pyrotekniske evner, men som samtidig lider af voldsom idoldyrkelse af Spike. Hun både klæder, agerer og taler som ham, hvilket frembringer mange morsomme scener og kommentarer. Lynch har med Becks forvandling siden sidst lavet endnu en genistreg ved, at la’ hende være personen der starter missionen og samler teamet. På den måde får han så samtidig brugt hendes udvikling til, at udstille hvilken type Spike i virkeligheden er bag al sin cool machopersona. Nemlig en mand med hjertet på det rette sted, der aldrig svigter sine venner/familie.
Som yderlige sprængfarlig krydderi til Spikes team har Lynch kreeret en yderst foxy ninja babe klædt helt i rødt ved navn Tok Shinobu, (ville ønske jeg ku’ finde et bedre billede af hende http://www.comicvine.com/tok-shinobu/29-56227/ninj... ), der bringer en herlig friskhed til det store kulørte mix med sin kampivrige og småliderlige kriger, der undervejs sin kamp mod det onde i tiden inden de andre ankommer til Tokyo, er blevet lettere følelseskold, men som både via Spike, med sin gavtyveagtige charmerende attitude, og i samarbejdet med resten af teamet genfinder sig selv, hvilket i sidste ende betyder at hendes personlige interesse i at få nedkæmpet og udryddet ”Smile Time”, gør løsningen på hendes indre konflikt desto mere lykkelig. Lynch kan som sagt ikke dy sig for at la’ hende falde for Spike og bringer her igen en velkendt ingrediens tilbage omkrig karakteren, nemlig hans evne til at tiltrække det modsatte køn og nærmere bestemt de mere skøre/skæve af slagsen der tæller Drusilla, Harmony, Anya, Illyria, Beck og selvfølgelig Buffy, som dog må siges at være lidt af en undtagelse, selvom hun nok ifølge Giles med jævne mellemrum har opført sig temmelig bimmelim. Becks fascination af Spike tolker jeg dog mere som værende hen ad Dawns, altså en idoldyrkelse frem for forelskelse og jeg fornemmer Spike modsat ser på hende lidt i samme stil. Derimod er der ikke nogen tvivl om Shinobus crush på ham og det ledte mig hen til en sjov tanke, hvis det udviklede sig til noget seriøst, for så ville både Spike og Buffy ha’ været i seng med en asiatisk kvinde. ;)
Lynch måde at bruge hovedpersonerne i handlingen er denne gang, vil jeg vove at påstå, endnu bedre end ”Asylums”, som jeg nu mere vil betragte som en perfekt støbt fundament for deres individuelle udvikling. Spike, Lorne, Beck og Shinobu starter så at sige alle ud med at ha’ en følelsesmæssig fodlænke af forskellig størrelse at slås med som dog, hvis man skærer ind til benet, for alles vedkommende er en identitetskrise som kampen mod Smile Time dukkerne af uransagelige veje bringer dem ud af og forandrer deres liv til det bedre på længere sigt. Betta Georges rolle derimod må siges at være noget overflødig. For selv om han fungerer godt som verbal sparringspartner for Spike og Lorne og er en vigtig brik i attentatet på Smile Times hovedkvarter, ja så har den kære fisk ikke nogen betydning selv i forhold til historiens tema og jeg fornemmer lidt at Lynch derfor kun har Betta med af nostalgiske årsager. ”Shadow Puppets” skurke er i et langt stykke af plottet, ligesom de var det i ”Smile Time” afsnittet i sæson 5, en syret omgang absurd humor, der fungerer bedst pga. deres dialog som er proppet med in-jokes om Whedons univers og underholdningsbranchen generelt, hvilket gir Lynch mulighed for at gi’ den fuld skrue med masser af skøre indfald og syrlige budskaber/pointer til alt og alle.
Det gir ham så samtidig også rig mulighed for at krydre historien med andre bizarre ting, så som manden med kæmpehjernen og hans blå helper Monkey, uden at det virker for bizart. Man kan så alligevel godt spørge sig selv om, hvor meget pot ham og Urru røg mens de fandt på det indslag. :D Kun få steder bliver et par jokes for tydelige og lidt for selvfede, men det synes jeg godt man kan tilgive ham, når 95 % af det øvrige materiale er sindssygt morsom og intelligent udført. For at være sikker på at få det hele med vil jeg anbefale, at man husker at læse Lynch writers commentary bagerst i novellen, som altid er en fornøjelse at bladre igennem. Vender vi tilbage til de 5 Smile Time figurer igen, er det lederen Marco, (broderen til Polo fra Angel Tv-serien. Jep, Lynch ku’ ikke dy sig for at kalde ham Marco), den cigarrygende Fauna, samt goe’ gamle Ratio Hornblower, der træder mest i karakter. De er dog meget tæt på, at blive overtrumfet af de dukker der møder Spike og co. i den store finale, hvor der går total selvparodi i det hele på så genialt lavet en måde, at det i sig selv er et mesterværk.
Franco Urru gør det bedst når han får lov at lave de store action og magiscenarier, som f. eks da Spike bliver jagtet i starten eller kampene, først mod ninjadukkerne, angrebet på hovedkvarteret og den store afslutning og viser desuden sit brillante øje for at skabe smukke billeder b. la. I form af Lorne og Shinobus flashback scener, der står i skærende kontrast til det groteske dukkeunivers. Igen skal han også roses for den måde han tegner kvinder på, i det her tilfælde Beck og Shinobu. De bliver begge en par personer man både har dyb respekt for og som man samtidigt ikke kan undgå at få et mindre crush på, når først de bruger deres evner til maksimal effekt og efterfølgende flirter og joker med Spike. Becks forvandling er for øvrigt super lavet, når Urru tager hende fra sit Spike inspirerede sorte look med den lange læderjakke og frem til et af de sidste billeder, hvor hende egen personlighed skinner igennem via det nye og langt mere feminine look, der udstråler en kvinde der er på rette spor med sin egen identitet. Hvad der imponere mig mest i ”Shadow Puppets” er dog Urrus sans for det humoristiske, hvilket man ikke har set så meget af fra hans side tidligere. I hvert fald slet ikke i det omfang det er tilfældet her.
Selv om der hele tiden hænger en mørk sky i baggrunden, der minder os om, at det er Franco Urru der står for tegningerne, ja så for han det til at balancere perfekt med de mange dukkers gøren og laden af fjollede indfald. Når Lynch har lagt så meget energi i dialogen med utallige oneliners, må det være en sand fryd at arbejde sammen med Urru, der så formår at bringe komikken yderligere en tand i vejret med den måde hvorpå han rammer de forskellige karakterers udtryk. Efter man som læser har været igennem en kulørt omgang, trækkes der afslutningsvis i håndbremsen og Urru skaber dernæst en scene som fuld af atmosfære på mest elegante facon understreger Lynch enkle men hjertevarme budskab. ”Shadow Puppets” er en humørbombe stort set fra start til slut og er uden tvivl den sjoveste og bedste historie samlet set, som Brian Lynch har skrevet. Det er comedy overload, men stadigvæk er der plads til seriøs karakterudvikling og stemningsfulde og rørende scener. Damn for et sublimt stykke arbejde, som jeg vel næppe behøver at sige man bare må eje.
Bagerst i “Shadow Puppets” er et omfattende covergalleri og jeg har fundet et par stykke frem, som jeg mener fortjener ekstra opmærksomhed. Især det med Beck.
# 84: Eftersom jeg er så enig, som jeg er (især måske i forbindelse med Beck), ser jeg ikke så meget grund til at kommentere så meget på dit indlæg.
Men mere generelt, så synes jeg, at Lynch (selvom jeg efterhånden er blevet helt vild med "After The Fall") er langt bedre til at håndtere sine egne mindre og mere afgrænsede historier, end han er til at håndtere en så stor historie som "After The Fall". Han formår i "Asylum" og "Shadow Puppets" at lave universet vildt genkendeligt og samtidig få gennemført (næsten) alle sine egne mærkelige, vilde, fede og syrede indslag, og det er noget af en præstation.
Apropos alternativt sidespor så er det hvist noget, Lynch har et helt specielt forhold til.
Ja, og det er jeg til gengæld ikke særligt vild med. At Betta George skal være med i After The Fall har jeg som udgangspunkt ikke noget imod, men fisken burde altså være brugt til noget med mere substans; vi kunne sagtens have set, at Gunn slog slayere ihjel på en anden måde, og hvis man ikke har læst Asylum og Shadow Puppets, så er Betta George en meget anonym figur. Og at Betta George kan huske Spike, synes jeg også decideret er noget fis - Asylum og Shadow Puppets passer ikke ind i den officielle kontinuitet, og handlingen fra disse historier bør således holdes helt udenfor den officielle handling. Grunden til jeg oprindeligt stoppede med at læse "uofficielle" bøger, tegneserier o. lign. var at kontinuiteten oftest led meget skade eller blev helt ødelagt, og det bryder jeg mig bestemt ikke om.
Kan sagtens følge dig ang. kontinuiteten, men på den anden side så er det ikke noget, der generer mig alt for meget. Jeg går mere op i hvor godt den enkelte historie er lavet og hvis det er vellykket, ja så er jeg villig til at ignorere evt. skæve overlapninger i forhold til den officielle canon. Når det så er sagt, har jeg så alligevel gjort mig umage, mht. til de bøger jeg snart starter op på at anmelde, med at udvælge nogle der passer nogenlunde ind i kontinuiteten og hvis historier ikke minder alt for meget om dem, vi har læst i de forskellige Omnibus volumes.
Er lige blevet færdig med Nancy Holders "Unholy Madness", under den franske revolution, i Tales of The Slayer - Vol 1., hvor man følger slayeren Marie-Christine. Den historie er jeg ret vild med og er også svært imponeret af Nancy Holders måde at skrive på. Super detaljeret i alle facetter af både handling og personbeskrivelse. Ku' se da jeg løb boglisten igennem af de titler jeg har udvalgt, at hun står som forfatter på op til flere af dem, så nu glæder jeg mig endnu mere til at komme igang med bogserien.
Så er der covers til Buffy TVS - Season 8 # 22. Udkommer d. 14 januar. Begge er ret cool tegnet, men min favorit er nu variant coveret, hvor en gammel flamme minsanten dukker op igen. Ja, jeg havde det jo på fornemmelsen, at det ikke kun var et one night stand. ;)
Hehe, ja ok men det indikerer da i det mindste, at Whedon ikke har skrevet Satsu helt ud af serien. Egenlig lidt besynderligt at Willow tør sende Kennedy til Japan når hun ved, at Satsu er lidt af en babe og har haft et forhold til en anden slayer tidligere. Men der ligger måske en Warren afstrafning af Kennedy og venter i tilfældet af, hun ikke kan styre sig. ;)
Er du sikker på at Buffy slet ikke er med i # 22 ? Ellers er det da lidt mærkeligt, at hun er med på original coveret. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg er ikke sikker, men jeg har læst, at de to i hvert fald ikke vil mødes i det næste storyarc. Buffy får sikkert en mindre rolle, ligesom hun gjorde i Faiths historie.
#81 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Haunted af Jane Espenson
Denne historie er fortalt fra borgmesterens perspektiv, idet han efter sin død i tredje sæsons finale hjemsøger Sunnydale som et spøgelse, der må besætter døde ting (herunder vampyrer) i sit forsøg på at hævne sog på Buffy og hendes venner. På samme tid er Buffy hjemsøgt af en række drømme om Faith, hvori Faith generelt får hævnet sig over sin "skæbne".
Historien virker også som en prequel til fjerde sæson af Buffy, idet man ser, hvordan "The Initiative" er ved at blive etableret, og hvordan Adam får de skader, som fører til forsøgene i rum 314.
Historien er en af Espensons svageste, men den er stadigvæk en af de bedre historier i Omnibusserien; borgmesterens monolog er perfekt og ganske sjov, og Faith er altid en stærk figur, selvom hun ikke her bruges til ret meget andet, end at illustrere Buffys indre dæmoner og til at figurere i Buffys varselsdrømme. God personskildring og gode dialoger, selvom Willow dog er lidt for stærk, ift. at vi befinder os mellem sæson 3 og 4.
Take Back The Night af Tom Fassbender & Jim Pascoe
Jeg har ikke hørt om de to forfattere før, og det er tilsyneladende med god grund, da denne historie klart er samlingens værste. Det er en bizar og heldigvis meget kort historie, hvori Buffy med hjælp fra The Initiative må bekæmpe en række insektdæmoner.
Jeg gider ikke at læse den igen bare for at skrive et mere detaljeret review.
Killing Time af Doug Petrie
Er endnu en short story, og den er ikke meget bedre end den sidste. En gruppe hekse udøver magi, og det går selvfølgelig galt. Buffy kæmper tilsyneladende mod den totale overmagt, men så kan man jo også bare stjæle slutningen fra afsnittet Fear Itself. Problem solved.
More to come...
#82 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Endnu en fantastisk udgivelse, selvom kvalitetet af historierne mildest talt er svingende.
Historierne gennemgår jeg ikke, da de allerede er gennemgået i mine reviews af Angel - After The Fall # 6-8
Af ekstramaterialer findes en Groosablog, der er blevet rost meget for at være sjov, selvom jeg ikke rigtigt selv griner af den eller synes, at den er noget specielt. Derudover finder man igen et obligatorisk Covergalleri, en gennemgang af nogle Droppede First Night-historier samt Lynchs noter til serien.
De droppede First Night-historier bekræfter endnu en gang min mistanke om, at mange af figurerne bare er med for sjov, og ikke for at bidrage emd noget som helst, og jeg mener stadig, at især første del af After The Fall havde været bedre, hvis disse figurer var undladt. Lynchs noter til historien er overhovedet ikke nær så interessante at læse som noterne til vol. 1, de rvar skrevet af både Whedon og Lynch.
Dog er udgivelsen så lækker, så den stadigvæk er et must-have, hvis man køber de andre hardcover-udgaver.
#83 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Det er lidt en skam, at historierne ikke passer ind i forhold til After The Fall, for de er gode nok til, at de burde være en del af den officielle fortsættelse i stedet for at være en del af et alternativt sidespor.
#84 NightHawk 16 år siden
Min anmeldelse af Shadow Puppets blev først færdig nu. Du må meget gerne skrive et par kommentarer hertil, hvis du har lyst. Apropos alternativt sidespor så er det hvist noget, Lynch har et helt specielt forhold til. :)
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Spike – Shadow Puppets : 120 sider, skrevet af Brian Lynch og tegnet af Franco Urru
http://www.amazon.co.uk/Spike-Shadow-Puppets-Brian...
”Lately, I’ve been working alone.
And to tell you the truth, I am bloody loving it.
I’ve played sidekick to far too many people.
The girl was fun. She let me be the dominant one every now and then.
But after years of playing by other people’s rules, it’s bells and whistles being on my own.
The angels over my shoulder are gone, baby, gone.
The devil, though...he’s still there.
My name is...Spike. And I’m a bad, bad man.
Still there are nights when...
http://www.coverbrowser.com/image/bestselling-comi...
I den sene nattetime nær downtown Tokyo møder skaberen af det populære børneprogram “Dicky Duck”, (man ser figuren i Angel - ATF og Spike - ATF), en grum skæbne, da en hær af snigmordere overasker og senere partere ham på blodigste facon. Et år senere på en bar i L.A. gør Spike, just hjemvendt fra ”hyggeopholdet” på Mosaic og nu har startet sit eget detektiv bureau, hvad han bedst til, da han redder en skønjomfru fra at ende som dæmon snack. Den efterfølgende charmeoffensiv går dog ikke som forventet og Spike må lettere slukøret daffe hjemad mutters alene, mens han passere op til flere lykkelig par på vej til sin lejlighed. Midt i sin filosoferen over sin nuværende situation som han hele tiden prøver at negligere, bliver han pludselig angrebet af en pænt aggressiv dæmon, han skylder penge fra tidligere. Efter en længere flugt når han endelig frem til sine ydmyge rammer og hilser høfligt på sin ældre nabo Mrs. Konikoff, da han opdager at nogen har brudt hans dør op. Til alt held, selv om Spike ikke er uddelt begejstret ved gensynet, viser det sig blot at være Lorne som er på besøg, for at vise ham et videobånd nogen sendte til hans suite i Las Vegas.
Spike bliver noget overasket, da det viser sig at være et klip fra showet “Smile Time”, som han ellers troede var endt i skraldespanden siden sidst, hvor team Angel tog sig kærligt af de morderiske dukker. Lorne forklarer at de i stedet for har omgrupperet og nu forsøger at indtage det japanske marked og her lave samme lumske trick ved at dræne børn for deres livsenergi, når de ser showet på tv.
Lorne : ”They were chased off the air here. But they pulled a Hasselhoff and found fame overseas.”
Spike er dog langtfra sikker på, at han har lyst til at ta’ til Japan og er slet ikke interesseret i at få Lorne med på slæb. Da dæmonen som Spike skylder penge dukker op igen ude foran lejligheden og nær er ved at sprænge kvarteret i luften ombestemmer Spike sig og presset af Lorne siger han både ja til missionen og ham som ny makker. Et stykke tid senere efter en lang tur med et fly udelukkende for dæmoner befinder den umage duo sig på Tokyos funklende gader, hvor Spikes kontaktperson på stedet, one-eyed Turk, ikke lige til at få øjne på. Derimod består velkomstkomiteen af en flok aggressive ninja'er, som straks sender folk på flugt og Spike og Lorne i lettere forvirret battle mode. Få sving med sværdet inde opdager de, at det er dukker de kæmper imod til stor morskab for Spike. Det sjove ender dog brat, da de pludselig får smidt Turks hoved i favnen, inden de 5 i det nye Smile Time team, anført af den megalomanske Marco, afslører sig selv på et tag lige over dem. Med sig har de en gammel kending trompetbamsen Ratio Hornblower, (læg mærke til hornet lige unde dens øjne). Efter et mindre stand off trækker Marco en bazooka “the official smile time canon” frem og understreger over for Spike og Lorne, der har mere end svært ved at ta' ham seriøst, at han og det nye hold modsat sidst er hardcore modstandere og sender uden tøven et missil i retning mod duoen. Mens Smile Time teamet tager flugten, bliver Spike og Lorne nærmest levende begravet, da en hær af ninjapuppets efterfølgende bliver sendt imod dem
Marco : ”Who’s a puppet now bitch?”
Spike : ”I really hate the official canon.” :D
5 måneder tidligere i et værelse på Mosaic bekender hestedukken Trot sig til sine medpatienter, der b. la. tæller Beck, Betta George m.m., og fortæller om hvordan den stak af fra showet, da den ikke længere ku’ leve med Smile Times utallige overgreb og frygter nu pga. sin status som desertør for sit liv. Beck forsikrer den dog om, at den er i absolut sikkerhed på anstalten. Tilbage i Tokyo er Spike tvunget i knæ af den megen modstand og er tæt på at gi’ op, da han forestiller sig Angels fryd over sin pinlige død, hvilket lynhurtigt bringer motivationen tilbage. Mens ham og Lorne diskuterer taktik får de uventet hjælp oven fra, da en smækker japansk krigerinde blander sig. Efter at ha’ hjulpet Spike på benene, går der ikke mange sekunder før hun falder for hans charmerende ord og bliver helt blød i knæene. Hun er dog langtfra alene og lidt efter dukker først Beck op, og flamberer den resterende del af ninjaerne, og siden hen Betta George. Spike er både glad og noget forundret over at se dem og finder så ud af, at det er Beck der har bedt ham og Lorne om hjælp med at bekæmpe og stoppe Smile Time i Japan, inden showet bliver en global begivenhed. Spike undrer sig over hvor hun ved alle disse ting fra og Beck forklarer at hun har hørt det “Straight from the horses mouth” :D og tænker så tilbage på Trot der samtidig advarede hende mod at ta' for let på dukkernes magt. Hun ku’ dog ikke ta’ den nervøse hest seriøst, men måtte dagen efter til sin skræk sande, da hun vågnede, at Trot havde helt ret, da hun fandt ham likvideret i bedste Godfather stil.
Tilbage i Tokyo på en nærliggende restaurant, mens Beck fortsætter sin historie, præsentere hendes makker, den smækre ninjababe Tok Shinobu, sig for Spike som hun, trods det at hun gerne vil vise at han er på hendes hjemmebane, ikke kan la’ vær med at la’ sig forblinde af. Lidt efter tager de hen til Shinobus våbenlager og men hun udviser en sjældent set glæde for sine forskellige ting, bliver Beck en smule jaloux. Mens natten sænker sig over Tokyo tager team Spike mod Smile Times hovedkvarter for at sprænge dukkerne til konfetti. Spike ordner hurtigt vagten og dens fører, (en hvis langnæset dreng), og lidt efter befinder de sig midt i hallen for stedets samlebåndsproduktion af ninjadukker. Mens Beck og Shinobu tager sig af soldaterne ræser Spike, Lorne og Betta George videre med bomben og selvom Ratio Hornblower ihærdigt forsøger at stoppe dem, finder de alligevel frem til stedets mystiske magiker og det glødende æggelignende objekt. Spike sætter straks bomben i gang og mens de andre undrer sig over synet af objektet, bliver de alle pludselig ramt af et kraftigt blåt lys og opdager til deres skræk da de atter vågner, hvad der er sket med dem.
Lorne : ”I feel as though I should be on a Lilly pad with a banjo. Is that weird?”
Spike : ”No,no,no...I’m a...I’m a...wee little puppet man!”
De to glemmer dog et kort sekund deres egen situation, da de får øje på Betta George og får hysteriske latterkramper.
http://i116.photobucket.com/albums/o2/MeghannAKAJo...
http://www.idwpublishing.com/images/previews/0719/...
http://www.idwpublishing.com/images/previews/0719/...
Da Hornblower og ninjaerne finder frem til dem, får de heldigvis hjælp fra deres nu langt mere fleksible tøser Beck og Shinobu der erfarer, (inden teamet lige akkurat undslipper bygningen med livet i behold), fra den cigarrygende dukke Fauna at Smile Time har gang i en langt større plan for at opnå world domination. Lidt senere på en sushi restaurant, (stakkels George J) må det umage team nu lægge en ny strategi alt imens Marco, Fauna og dragen Snuff vælger at sadle om, i deres forsøg på at få Spike til at gå op i limningen, og planlægger derfor et angreb med en helt ny type dukker.
Vil det lykkedes Spike, Lorne og Betta George at få opløst deres dukkeforbandelsen ?, kan Spike jonglerer to damer på én og samme gang ?, hvem er Smile Times hemmelige våben og hvad pokker går operation ”Duck and Cover” egentlig ud på ?...
Konklusion :
Lige så grum og beskidt som tonen var i Lynch og Urrus forrige Spike – Asylum, ja lige så munter og kulørt er det denne gang, hvor dukkerne fra det klassiske afsnit i sæson 5 af Angel ”Smile Time” bringes tilbage som modstandere i en historie så vanvittigt morsom og rablende absurd, at det vakte op til flere latterkramper frem hos undertegnede. Der bliver ellers åbnet i næsten traditionel stil når det gælder Spike, da man finder ham i færd med at redde en smækker tøs på en atmosfæreloadet bar, inden plottet for alvor sættes i gang via gensynet med Lorne. Men indledningen er ikke bare tilfældigt/traditionelt fyld, for Lynch bruger intelligent denne del som en teaser for historiens hovedtema om Spikes behov for, trods sin Lone Wolf attitude, at erkende nødvendigheden og trygheden ved at være del af et fællesskab. Samme dilemma så man også op til flere gange i både Buffy TVS og i sidste sæson af Angel hvor Spike, selv om han ikke ville sige det åbenlyst, tydeligt konstant søgte tilbage mod de to teams, også i situationer hvor han bestemt ikke var ønsket i deres selskab.
Jeg var også inde på noget af det samme ang. ”Asylum”, hvor Spike også er i konflikt med sig selv og sin status som bad boy, men alligevel, når alt kommer til alt, vælger at gøre det rigtige og ofre sig fuld ud for de personer, der udgør den manglende familie for ham på det tidspunkt. Tidligere har han dog også søgt fællesskabet og det gode, uden at ha’ sin sjæl, nemlig i den periode The Initiatives chip, (vampyrmodeorator), holdt ham tilbage. Set i bakspejlet er Buffys tro på ham samt hendes betragtninger i sæson 7 om det gode menneske inde i Spike ret interessante sat overfor Spikes ageren i ”Asylum” og ”Shadow Puppets”. Giles påstod jo tydeligst i sæson 7, at Spike uden chippen ville ha’ forsat sine onde gerninger, men det synes jeg de mange efterfølge ting, forelskelsen i Buffy, hans sjæl osv., taler imod. Spike har som jeg ser det nemlig hele tiden været på jagt efter at finde tilbage til sine menneskelige rødder og en familie som oprigtigt holdt af ham, hvilket også bliver understreget i Buffy TVS - Lies My Parents Told Me, i sæson 5 af Angel, (da han bliver korporlig igen, men alligevel vælger at blive), i ”Asylum” og nu ”Shadow Puppets”. Temaet er dog ikke udelukkende isoleret til kun at omhandle Spike, men gør sig også gældende for resten af persongalleriet, der byder på et mere end glædeligt gensyn med Lorne, som også skal ha’ løst en mindre identitetskrise undervejs, Betta George der på mirakuløs vis er tilbage, samt Beck, (elsker hende), der har godt nok har fået styr på sine pyrotekniske evner, men som samtidig lider af voldsom idoldyrkelse af Spike. Hun både klæder, agerer og taler som ham, hvilket frembringer mange morsomme scener og kommentarer. Lynch har med Becks forvandling siden sidst lavet endnu en genistreg ved, at la’ hende være personen der starter missionen og samler teamet. På den måde får han så samtidig brugt hendes udvikling til, at udstille hvilken type Spike i virkeligheden er bag al sin cool machopersona. Nemlig en mand med hjertet på det rette sted, der aldrig svigter sine venner/familie.
Som yderlige sprængfarlig krydderi til Spikes team har Lynch kreeret en yderst foxy ninja babe klædt helt i rødt ved navn Tok Shinobu, (ville ønske jeg ku’ finde et bedre billede af hende http://www.comicvine.com/tok-shinobu/29-56227/ninj... ), der bringer en herlig friskhed til det store kulørte mix med sin kampivrige og småliderlige kriger, der undervejs sin kamp mod det onde i tiden inden de andre ankommer til Tokyo, er blevet lettere følelseskold, men som både via Spike, med sin gavtyveagtige charmerende attitude, og i samarbejdet med resten af teamet genfinder sig selv, hvilket i sidste ende betyder at hendes personlige interesse i at få nedkæmpet og udryddet ”Smile Time”, gør løsningen på hendes indre konflikt desto mere lykkelig. Lynch kan som sagt ikke dy sig for at la’ hende falde for Spike og bringer her igen en velkendt ingrediens tilbage omkrig karakteren, nemlig hans evne til at tiltrække det modsatte køn og nærmere bestemt de mere skøre/skæve af slagsen der tæller Drusilla, Harmony, Anya, Illyria, Beck og selvfølgelig Buffy, som dog må siges at være lidt af en undtagelse, selvom hun nok ifølge Giles med jævne mellemrum har opført sig temmelig bimmelim. Becks fascination af Spike tolker jeg dog mere som værende hen ad Dawns, altså en idoldyrkelse frem for forelskelse og jeg fornemmer Spike modsat ser på hende lidt i samme stil. Derimod er der ikke nogen tvivl om Shinobus crush på ham og det ledte mig hen til en sjov tanke, hvis det udviklede sig til noget seriøst, for så ville både Spike og Buffy ha’ været i seng med en asiatisk kvinde. ;)
Lynch måde at bruge hovedpersonerne i handlingen er denne gang, vil jeg vove at påstå, endnu bedre end ”Asylums”, som jeg nu mere vil betragte som en perfekt støbt fundament for deres individuelle udvikling. Spike, Lorne, Beck og Shinobu starter så at sige alle ud med at ha’ en følelsesmæssig fodlænke af forskellig størrelse at slås med som dog, hvis man skærer ind til benet, for alles vedkommende er en identitetskrise som kampen mod Smile Time dukkerne af uransagelige veje bringer dem ud af og forandrer deres liv til det bedre på længere sigt. Betta Georges rolle derimod må siges at være noget overflødig. For selv om han fungerer godt som verbal sparringspartner for Spike og Lorne og er en vigtig brik i attentatet på Smile Times hovedkvarter, ja så har den kære fisk ikke nogen betydning selv i forhold til historiens tema og jeg fornemmer lidt at Lynch derfor kun har Betta med af nostalgiske årsager. ”Shadow Puppets” skurke er i et langt stykke af plottet, ligesom de var det i ”Smile Time” afsnittet i sæson 5, en syret omgang absurd humor, der fungerer bedst pga. deres dialog som er proppet med in-jokes om Whedons univers og underholdningsbranchen generelt, hvilket gir Lynch mulighed for at gi’ den fuld skrue med masser af skøre indfald og syrlige budskaber/pointer til alt og alle.
Det gir ham så samtidig også rig mulighed for at krydre historien med andre bizarre ting, så som manden med kæmpehjernen og hans blå helper Monkey, uden at det virker for bizart. Man kan så alligevel godt spørge sig selv om, hvor meget pot ham og Urru røg mens de fandt på det indslag. :D Kun få steder bliver et par jokes for tydelige og lidt for selvfede, men det synes jeg godt man kan tilgive ham, når 95 % af det øvrige materiale er sindssygt morsom og intelligent udført. For at være sikker på at få det hele med vil jeg anbefale, at man husker at læse Lynch writers commentary bagerst i novellen, som altid er en fornøjelse at bladre igennem. Vender vi tilbage til de 5 Smile Time figurer igen, er det lederen Marco, (broderen til Polo fra Angel Tv-serien. Jep, Lynch ku’ ikke dy sig for at kalde ham Marco), den cigarrygende Fauna, samt goe’ gamle Ratio Hornblower, der træder mest i karakter. De er dog meget tæt på, at blive overtrumfet af de dukker der møder Spike og co. i den store finale, hvor der går total selvparodi i det hele på så genialt lavet en måde, at det i sig selv er et mesterværk.
Franco Urru gør det bedst når han får lov at lave de store action og magiscenarier, som f. eks da Spike bliver jagtet i starten eller kampene, først mod ninjadukkerne, angrebet på hovedkvarteret og den store afslutning og viser desuden sit brillante øje for at skabe smukke billeder b. la. I form af Lorne og Shinobus flashback scener, der står i skærende kontrast til det groteske dukkeunivers. Igen skal han også roses for den måde han tegner kvinder på, i det her tilfælde Beck og Shinobu. De bliver begge en par personer man både har dyb respekt for og som man samtidigt ikke kan undgå at få et mindre crush på, når først de bruger deres evner til maksimal effekt og efterfølgende flirter og joker med Spike. Becks forvandling er for øvrigt super lavet, når Urru tager hende fra sit Spike inspirerede sorte look med den lange læderjakke og frem til et af de sidste billeder, hvor hende egen personlighed skinner igennem via det nye og langt mere feminine look, der udstråler en kvinde der er på rette spor med sin egen identitet. Hvad der imponere mig mest i ”Shadow Puppets” er dog Urrus sans for det humoristiske, hvilket man ikke har set så meget af fra hans side tidligere. I hvert fald slet ikke i det omfang det er tilfældet her.
Selv om der hele tiden hænger en mørk sky i baggrunden, der minder os om, at det er Franco Urru der står for tegningerne, ja så for han det til at balancere perfekt med de mange dukkers gøren og laden af fjollede indfald. Når Lynch har lagt så meget energi i dialogen med utallige oneliners, må det være en sand fryd at arbejde sammen med Urru, der så formår at bringe komikken yderligere en tand i vejret med den måde hvorpå han rammer de forskellige karakterers udtryk. Efter man som læser har været igennem en kulørt omgang, trækkes der afslutningsvis i håndbremsen og Urru skaber dernæst en scene som fuld af atmosfære på mest elegante facon understreger Lynch enkle men hjertevarme budskab. ”Shadow Puppets” er en humørbombe stort set fra start til slut og er uden tvivl den sjoveste og bedste historie samlet set, som Brian Lynch har skrevet. Det er comedy overload, men stadigvæk er der plads til seriøs karakterudvikling og stemningsfulde og rørende scener. Damn for et sublimt stykke arbejde, som jeg vel næppe behøver at sige man bare må eje.
Bagerst i “Shadow Puppets” er et omfattende covergalleri og jeg har fundet et par stykke frem, som jeg mener fortjener ekstra opmærksomhed. Især det med Beck.
Covers :
http://www.idwpublishing.com/images/previews/0719/...
http://www.idwpublishing.com/images/previews/0719/...
Som bonus synes jeg lige vi skal nyde denne klassiske scene fra sæson 5 med Smile time :
Wee Little Puppet Man :
#85 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Men mere generelt, så synes jeg, at Lynch (selvom jeg efterhånden er blevet helt vild med "After The Fall") er langt bedre til at håndtere sine egne mindre og mere afgrænsede historier, end han er til at håndtere en så stor historie som "After The Fall". Han formår i "Asylum" og "Shadow Puppets" at lave universet vildt genkendeligt og samtidig få gennemført (næsten) alle sine egne mærkelige, vilde, fede og syrede indslag, og det er noget af en præstation.
Ja, og det er jeg til gengæld ikke særligt vild med. At Betta George skal være med i After The Fall har jeg som udgangspunkt ikke noget imod, men fisken burde altså være brugt til noget med mere substans; vi kunne sagtens have set, at Gunn slog slayere ihjel på en anden måde, og hvis man ikke har læst Asylum og Shadow Puppets, så er Betta George en meget anonym figur.
Og at Betta George kan huske Spike, synes jeg også decideret er noget fis - Asylum og Shadow Puppets passer ikke ind i den officielle kontinuitet, og handlingen fra disse historier bør således holdes helt udenfor den officielle handling. Grunden til jeg oprindeligt stoppede med at læse "uofficielle" bøger, tegneserier o. lign. var at kontinuiteten oftest led meget skade eller blev helt ødelagt, og det bryder jeg mig bestemt ikke om.
#86 NightHawk 16 år siden
Kan sagtens følge dig ang. kontinuiteten, men på den anden side så er det ikke noget, der generer mig alt for meget. Jeg går mere op i hvor godt den enkelte historie er lavet og hvis det er vellykket, ja så er jeg villig til at ignorere evt. skæve overlapninger i forhold til den officielle canon. Når det så er sagt, har jeg så alligevel gjort mig umage, mht. til de bøger jeg snart starter op på at anmelde, med at udvælge nogle der passer nogenlunde ind i kontinuiteten og hvis historier ikke minder alt for meget om dem, vi har læst i de forskellige Omnibus volumes.
Er lige blevet færdig med Nancy Holders "Unholy Madness", under den franske revolution, i Tales of The Slayer - Vol 1., hvor man følger slayeren Marie-Christine. Den historie er jeg ret vild med og er også svært imponeret af Nancy Holders måde at skrive på. Super detaljeret i alle facetter af både handling og personbeskrivelse. Ku' se da jeg løb boglisten igennem af de titler jeg har udvalgt, at hun står som forfatter på op til flere af dem, så nu glæder jeg mig endnu mere til at komme igang med bogserien.
Har desuden lidt mere Buffy news. :)
Scott Allie om Buffy Season 8's forsinkede # 19 :
http://www.darkhorse.com/Zones/Buffy
Sarah Michelle Gellar - Kåret som sejeste action babe :
http://www.ew.com/ew/gallery/0,,20152680_24,00.htm...
Interview med Buffy forfatter Diane G. Gallagher :
http://slayerlit.us/interviews/interview16.htm
Jeg anmelder senere hendes bog, Buffy TVS - Season 3 - Obsidian Fate :
http://slayerlit.us/books/book15.htm
Og så har en kreativ fan lavet denne MEGA cool video over Angel After The Fall :
Damn, det er fedt lavet!
#87 NightHawk 16 år siden
Så er der covers til Buffy TVS - Season 8 # 22. Udkommer d. 14 januar. Begge er ret cool tegnet, men min favorit er nu variant coveret, hvor en gammel flamme minsanten dukker op igen. Ja, jeg havde det jo på fornemmelsen, at det ikke kun var et one night stand. ;)
Original Cover af, George Jeantry :
http://www.darkhorse.com/Comics/15-742/Buffy-the-V...
Variant Cover af, Jo Chen :
http://www.darkhorse.com/Comics/15-330/Buffy-the-V...
Og så er der review på vej af Spike vs. Dracula. Højs sansynligt klar til på fredag. :)
#88 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
#89 NightHawk 16 år siden
Hehe, ja ok men det indikerer da i det mindste, at Whedon ikke har skrevet Satsu helt ud af serien. Egenlig lidt besynderligt at Willow tør sende Kennedy til Japan når hun ved, at Satsu er lidt af en babe og har haft et forhold til en anden slayer tidligere. Men der ligger måske en Warren afstrafning af Kennedy og venter i tilfældet af, hun ikke kan styre sig. ;)
Er du sikker på at Buffy slet ikke er med i # 22 ? Ellers er det da lidt mærkeligt, at hun er med på original coveret. :)
#90 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden