liste findes der en del film med overraskende eller twistede slutninger - "Psycho" er en af dem. At kende et twist ødelægger ikke en god film.
Det var blot en mulig årsag jeg luftede, ikke andet. Derudover, så kommer det i den grad an på twistet's betydning i den pågældende film og knap så meget twistet i sig selv. Nogle film bliver dårligere af, ved gensyn og over tid, når twistet har lagt sig og ikke formår længere at holde helt ved, mens andre bliver bedre, fordi man måske opdager nogle bagvedliggende, skjulte dagsordener, som forstærker ens indtryk. Chinatown har for mig meget chokerende og psykologisk godt twist, hvor jeg opdager gode detaljer hver gang jeg ser den.
BN (18398) skrev:
øvrigt har TSPDT "The Sixth Sense" med på en liste over en række anbefalede film. "The Sixth Sense" kategoriserer de som "en stærk filmisk bedrift" (Strong cinematic effort/Better than good), hvilket angives med et R for Recommended.
Afgjort. Det fortjener den også. Men den er åbenbart stadig ikke stærk nok til at komme på.
Det er bare ikke fans der bestemmer en klassiker/nyklassiker status. Det er de fagkyndige.
Det mener jeg så er absolut forkert. Der findes masser af eksempler på film, som kritikerne har været afvisende overfor, men som et stort, bredt publikum har taget til sig og sikret klassikerstatus. At nogle (ikke alle) kritikere så senere har erklæret sig enig i de pågældende films kvaliteter, ændrer ikke på det faktum, at det er fans/publikum og KUN dem der har æren for at disse film har opnået status som tidløse klassikere, som tv-kanalerne kan vise igen og igen og altid være sikre på, at de bliver set og genset med den største fornøjelse af masser af mennesker.
At tale om fagkyndighed i forbindelse med films status er en kæmpe fejltagelse, eftersom film er lavet for publikum, ikke for en forholdsvis lille skare filmkritikere eller såkaldte "eksperter". Hvilken glæde ville Kubrick, Hitchcock, Ford, Wilder, Peckinpah, Leone o.s.v. have haft af, at en lille gruppe filmkritikere havde skamrost deres film, men det store, brede publikum aldrig havde gidet se dem? (EDIT: Dermed være ikke sagt, at KVALITETEN af deres film ville være anfægtet. Men films status har med POPULARITET at gøre.)
I vore dages verden findes der desuden så mange millioner rigtige filmnørder, der tilegner sig mere end blot overfladisk viden om film, og som går op i cinematografi, klipning, skuespil, instruktion, effekter, musik m.m. på en måde, som folk ikke gjorde i gamle dage. Alle disse menneskers sanser er akkurat ligeså trænede og erfarne med hensyn til at bedømme film som det er tilfældet med de anmeldere/kritikere, der får penge for at se og anmelde film.
Det er OPLEVELSEN af en film der er afgørende for, om den bliver en klassiker. Og hvis tilstrækkeligt mange filmfans igen og igen opsøger en bestemt film, fordi den er og bliver en stor oplevelse for dem, selv efter at den er blevet 30, 40 eller 60 år gammel (eller ældre endnu), så er der per definition tale om en klassiker.
Jeg taler ikke kun om anmeldere. Hvis du kigger på TSPDT og andre sider i stil med den, så er de fagkyndige sammensat af flere forskellige grupper; såsom instruktører, og andre med filmisk baggrund. Så helt snævret er tingene ikke.
At kritikerne har taget fejl indimellem og fejlbedømt en film og siden revurderet deres mening, ændrer ikke på så meget. Tiden og kvaliteten skal nok rette tingene til, med eller uden hjælp fra såkaldte "fans".
BN (18402) skrev:
status er en kæmpe fejltagelse, eftersom film er lavet for publikum, ikke for en forholdsvis lille skare filmkritikere eller såkaldte "eksperter". Hvilken glæde ville Kubrick, Hitchcock, Ford, Wilder, Peckinpah, Leone o.s.v. have haft af, at en lille gruppe filmkritikere havde skamrost deres film, men det store, brede publikum aldrig havde gidet se dem?
Jeg er ikke sikker på, hvor du vil hen? Glæden må først og fremmest være, at udtrykke sig kunstnerisk igennem filmmediet. At dele kunsten. Ikke nødvendigvis med "det brede publikum". Det kan ligeså godt være niche, som masseappellerende.
BN (18402) skrev:
Det er OPLEVELSEN af en film der er afgørende for, om den bliver en klassiker. Og hvis tilstrækkeligt mange filmfans igen og igen opsøger en bestemt film, fordi den er og bliver en
Hvordan definerer du "tilstrækkelig"? Mange fluer om lorten gør det altså ikke til en klassiker. Ellers ville man jo passende tage de mest omsætningstunge kassesuccesser og sætte en klassiker-stempel på røven af dem, hvis det er kriteriet for en særlig status.
BN (18402) skrev:
vore dages verden findes der desuden så mange millioner rigtige filmnørder, der tilegner sig mere end blot overfladisk viden om film, og som går op i cinematografi, klipning, skuespil, instruktion, effekter, musik m.m. på en måde, som folk ikke gjorde i gamle dage
Ja, det er også sandt, men de fleste er ofte udenfor indflydelse, at dette alligevel kun forbliver på et meget beskedent niveau af meningsudvekslinger og filmdebat, som knytter os fans sammen, men vi er stadig udenfor indflydelse i det store billede, og vi udgør ikke den store procentdel som "masserne" der ser film på en mere overfladisk plan.
Jeg taler ikke kun om anmeldere. Hvis du kigger på TSPDT og andre sider i stil med den, så er de fagkyndige sammensat af flere forskellige grupper; såsom instruktører, og andre med filmisk baggrund. Så helt snævret er tingene ikke.
Selvom man lægger anmelderne sammen med fagfolkene (altså filmskaberne), er der stadig kun tale om en forholdsvis lille gruppe.
Ispep (18403) skrev:
At kritikerne har taget fejl indimellem og fejlbedømt en film og siden revurderet deres mening, ændrer ikke på så meget.
Jeg mener ikke, at en kritiker kan "tage fejl". Hvad i alverden skulle han tage fejl af? Jo, der kan være enkelte tilfælde, hvor en film, som han i første omgang ikke kunne lide eller syntes mindre godt om, vinder ved et eller flere gensyn, så han ligefrem forelsker sig den pågældende film. ... Men det er vist undtagelsen der bekræfter reglen. Og derudover vil alle kritikere jo aldrig nogensinde blive enige omkring alle film. At sige, at en filmkritiker eller filmskaber (en fagmand), som ikke kan lide f.eks. 50 af filmene på TSPDT, "tager fejl", er noget fundamentalt sludder. Så er vi ovre i det rene meningstyranni.
Ispep (18403) skrev:
Jeg er ikke sikker på, hvor du vil hen?
Jeg vil derhen, at films klassiker-status afhænger af publikum. Anmeldere og fagfolk er kun en lille del af dette publikum. Når det store, brede publikum i den grad tager et værk - en bog, et stykke musik eller en film - til sig og den bevarer sin popularitet gennem det ene årti efter det andet, er dette i allerhøjeste grad en af de måder, det pågældende værk opnår klassiker-status på. Og selve det, at folkemasserne har taget en given film til sig, kan tvinge filmkritikere og fagfolk til at gå ind og se på, hvad det helt nøjagtigt er der giver filmen en så bred appel. Men uanset at der måske kun er ganske få af disse, der vil give indrømmelser (fordi de har en anden filmsmag), vil den pågældende films gensynsværdi og enorme popularitet med tiden gøre den til en klassiker, fordi den har vist at besidde tidløse kvaliteter.
Ispep (18403) skrev:
Mange fluer om lorten gør det altså ikke til en klassiker. Ellers ville man jo passende tage de mest omsætningstunge kassesuccesser og sætte en klassiker-stempel på røven af dem, hvis det er kriteriet for en særlig status.
Hvor har jeg sagt, at det var en stor her og nu-omsætning, der gjorde en film til en klassiker?
Nej, jeg talte derimod om ...
BN (18402) skrev:
tidløse klassikere, som tv-kanalerne kan vise igen og igen og altid være sikre på, at de bliver set og genset med den største fornøjelse af masser af mennesker.
Og jeg sagde konkret, at det var film, der selv efter 20, 40 og 60 år (eller endnu længere tid) bevarede deres popularitet. Det ved man endnu intet om, når det gælder f.eks. dette eller sidste års største kassesuccesser.
Ispep (18403) skrev:
de fleste er ofte udenfor indflydelse
Slet ikke. Tværtimod, må man vist sige! Det er jo netop disse mange filmnørder + en masse andre filmkiggere, der bl.a. har givet "The Shawshank Redemption" dens nyklassiker-status, ja, gjort den til en film, som man ikke bare kan ignorere, hvis man skal tale om betydelige filmiske værker gennem de sidste par årtier. Sådan var det også med "It's a Wonderful Life", som oprindeligt blev modtaget med anmeldelser, der spændte fra negative til blandede, men som årtier senere opnåede en enorm popularitet blandt tv-seere verden over (startende i USA) og på den måde opnåede den klassikerstatus, filmen har idag.
Sådan var det også med "It's a Wonderful Life", som oprindeligt blev modtaget med anmeldelser, der spændte fra negative til blandede, men som årtier senere opnåede en enorm popularitet blandt tv-seere verden over (startende i USA) og på den måde opnåede den klassikerstatus, filmen har idag.
Ja meget pudsigt var det fordi den blev en elsket julefilm blandt publikum i de efterfølgende årtier, at den opnåede sin status.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Du forsvarede aldrig, hvorfor og hvordan en kvantificering (som TSPDTs liste) kan opbygge en korrekt filmisk kanon. Deres liste er ligeså vestlig som Danmarks undervisningspensum er centralistisk.
BN (18396) skrev:
En klassiker er efter min opfattelse enhver ældre film, som er mindst én generation, d.v.s. ca. 20 år gammel, og som millioner af filmfans jævnligt vender tilbage til og tager sig et gensyn med.
Det er en meget forsimplet opfattelse. Hvad med Dante? Han blev først kanoniseret i slutningen af det 19. århundrede. Ligeledes har Paul Thomas Anderson været kanoniseret størstedelen af sin karriere, hvorimod Raúl Ruiz har været overset hele sin.
Det er jeg enig med dig i. Det er blot en flig af et broget billede, som jeg personligt synes kan være svært definerbart, hvis man kort skal remse det op.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Du forsvarede aldrig, hvorfor og hvordan en kvantificering (som TSPDTs liste) kan opbygge en korrekt filmisk kanon
Igennem viden, uddannelse og erfaring. De er bedst egnede til at opbygge denne "filmisk kanon" for at holde det i dit sprog. Så det er svaret, hvis jeg da forstår dig korrekt.
#18401 Ispep 12 år siden
Det var blot en mulig årsag jeg luftede, ikke andet. Derudover, så kommer det i den grad an på twistet's betydning i den pågældende film og knap så meget twistet i sig selv. Nogle film bliver dårligere af, ved gensyn og over tid, når twistet har lagt sig og ikke formår længere at holde helt ved, mens andre bliver bedre, fordi man måske opdager nogle bagvedliggende, skjulte dagsordener, som forstærker ens indtryk. Chinatown har for mig meget chokerende og psykologisk godt twist, hvor jeg opdager gode detaljer hver gang jeg ser den.
Afgjort. Det fortjener den også. Men den er åbenbart stadig ikke stærk nok til at komme på.
#99
Enig. Folk er blevet så sarte bare der kører det mindste debat :D
#18402 BN 12 år siden
Det mener jeg så er absolut forkert. Der findes masser af eksempler på film, som kritikerne har været afvisende overfor, men som et stort, bredt publikum har taget til sig og sikret klassikerstatus. At nogle (ikke alle) kritikere så senere har erklæret sig enig i de pågældende films kvaliteter, ændrer ikke på det faktum, at det er fans/publikum og KUN dem der har æren for at disse film har opnået status som tidløse klassikere, som tv-kanalerne kan vise igen og igen og altid være sikre på, at de bliver set og genset med den største fornøjelse af masser af mennesker.
At tale om fagkyndighed i forbindelse med films status er en kæmpe fejltagelse, eftersom film er lavet for publikum, ikke for en forholdsvis lille skare filmkritikere eller såkaldte "eksperter". Hvilken glæde ville Kubrick, Hitchcock, Ford, Wilder, Peckinpah, Leone o.s.v. have haft af, at en lille gruppe filmkritikere havde skamrost deres film, men det store, brede publikum aldrig havde gidet se dem? (EDIT: Dermed være ikke sagt, at KVALITETEN af deres film ville være anfægtet. Men films status har med POPULARITET at gøre.)
I vore dages verden findes der desuden så mange millioner rigtige filmnørder, der tilegner sig mere end blot overfladisk viden om film, og som går op i cinematografi, klipning, skuespil, instruktion, effekter, musik m.m. på en måde, som folk ikke gjorde i gamle dage. Alle disse menneskers sanser er akkurat ligeså trænede og erfarne med hensyn til at bedømme film som det er tilfældet med de anmeldere/kritikere, der får penge for at se og anmelde film.
Det er OPLEVELSEN af en film der er afgørende for, om den bliver en klassiker. Og hvis tilstrækkeligt mange filmfans igen og igen opsøger en bestemt film, fordi den er og bliver en stor oplevelse for dem, selv efter at den er blevet 30, 40 eller 60 år gammel (eller ældre endnu), så er der per definition tale om en klassiker.
#18403 Ispep 12 år siden
Jeg taler ikke kun om anmeldere. Hvis du kigger på TSPDT og andre sider i stil med den, så er de fagkyndige sammensat af flere forskellige grupper; såsom instruktører, og andre med filmisk baggrund. Så helt snævret er tingene ikke.
At kritikerne har taget fejl indimellem og fejlbedømt en film og siden revurderet deres mening, ændrer ikke på så meget. Tiden og kvaliteten skal nok rette tingene til, med eller uden hjælp fra såkaldte "fans".
Jeg er ikke sikker på, hvor du vil hen? Glæden må først og fremmest være, at udtrykke sig kunstnerisk igennem filmmediet. At dele kunsten. Ikke nødvendigvis med "det brede publikum". Det kan ligeså godt være niche, som masseappellerende.
Hvordan definerer du "tilstrækkelig"? Mange fluer om lorten gør det altså ikke til en klassiker. Ellers ville man jo passende tage de mest omsætningstunge kassesuccesser og sætte en klassiker-stempel på røven af dem, hvis det er kriteriet for en særlig status.
Ja, det er også sandt, men de fleste er ofte udenfor indflydelse, at dette alligevel kun forbliver på et meget beskedent niveau af meningsudvekslinger og filmdebat, som knytter os fans sammen, men vi er stadig udenfor indflydelse i det store billede, og vi udgør ikke den store procentdel som "masserne" der ser film på en mere overfladisk plan.
#18404 Wangsgaard 12 år siden
En ting er at bedømme noget en anden ting er at diskutere alting til petitesser!
#18405 BN 12 år siden
Selvom man lægger anmelderne sammen med fagfolkene (altså filmskaberne), er der stadig kun tale om en forholdsvis lille gruppe.
Jeg mener ikke, at en kritiker kan "tage fejl". Hvad i alverden skulle han tage fejl af? Jo, der kan være enkelte tilfælde, hvor en film, som han i første omgang ikke kunne lide eller syntes mindre godt om, vinder ved et eller flere gensyn, så han ligefrem forelsker sig den pågældende film. ... Men det er vist undtagelsen der bekræfter reglen. Og derudover vil alle kritikere jo aldrig nogensinde blive enige omkring alle film. At sige, at en filmkritiker eller filmskaber (en fagmand), som ikke kan lide f.eks. 50 af filmene på TSPDT, "tager fejl", er noget fundamentalt sludder. Så er vi ovre i det rene meningstyranni.
Jeg vil derhen, at films klassiker-status afhænger af publikum. Anmeldere og fagfolk er kun en lille del af dette publikum. Når det store, brede publikum i den grad tager et værk - en bog, et stykke musik eller en film - til sig og den bevarer sin popularitet gennem det ene årti efter det andet, er dette i allerhøjeste grad en af de måder, det pågældende værk opnår klassiker-status på. Og selve det, at folkemasserne har taget en given film til sig, kan tvinge filmkritikere og fagfolk til at gå ind og se på, hvad det helt nøjagtigt er der giver filmen en så bred appel. Men uanset at der måske kun er ganske få af disse, der vil give indrømmelser (fordi de har en anden filmsmag), vil den pågældende films gensynsværdi og enorme popularitet med tiden gøre den til en klassiker, fordi den har vist at besidde tidløse kvaliteter.
Hvor har jeg sagt, at det var en stor her og nu-omsætning, der gjorde en film til en klassiker?
Nej, jeg talte derimod om ...
Og jeg sagde konkret, at det var film, der selv efter 20, 40 og 60 år (eller endnu længere tid) bevarede deres popularitet. Det ved man endnu intet om, når det gælder f.eks. dette eller sidste års største kassesuccesser.
Slet ikke. Tværtimod, må man vist sige! Det er jo netop disse mange filmnørder + en masse andre filmkiggere, der bl.a. har givet "The Shawshank Redemption" dens nyklassiker-status, ja, gjort den til en film, som man ikke bare kan ignorere, hvis man skal tale om betydelige filmiske værker gennem de sidste par årtier. Sådan var det også med "It's a Wonderful Life", som oprindeligt blev modtaget med anmeldelser, der spændte fra negative til blandede, men som årtier senere opnåede en enorm popularitet blandt tv-seere verden over (startende i USA) og på den måde opnåede den klassikerstatus, filmen har idag.
#18406 Hr. Nielsen 12 år siden
#18407 BN 12 år siden
Jeps. ;-)
#18408 Pécuchet 12 år siden
Du forsvarede aldrig, hvorfor og hvordan en kvantificering (som TSPDTs liste) kan opbygge en korrekt filmisk kanon. Deres liste er ligeså vestlig som Danmarks undervisningspensum er centralistisk.
Det er en meget forsimplet opfattelse. Hvad med Dante? Han blev først kanoniseret i slutningen af det 19. århundrede. Ligeledes har Paul Thomas Anderson været kanoniseret størstedelen af sin karriere, hvorimod Raúl Ruiz har været overset hele sin.
#18409 Hr. Nielsen 12 år siden
#18410 Ispep 12 år siden
Igennem viden, uddannelse og erfaring. De er bedst egnede til at opbygge denne "filmisk kanon" for at holde det i dit sprog. Så det er svaret, hvis jeg da forstår dig korrekt.