Undskyld, men jeg har lavet en fejl, som jeg er nødt til at rette:
De 10 sidste film er blevet sat ind for tidligt - der er andre 10 andre film, der skulle have været ind FØR dem. Det ordner jeg lige ved at sætte samtlige 20 film ind i et og samme indlæg.
Jeg vil lige understrege, at rækkefølgen af de 10 for tidligt indsatte film stadig er nøjagtigt den samme.
140) 1492 - Conquest of Paradise - (Ridley Scott, 1992)
Hvis der er noget instruktøren Ridley Scott kan, så er det at skrue en periodefilm sammen på en sådan måde, at man virkelig føler historiens vingesus. Som filmmager forstår han at skabe stemninger og billeder, der gør at publikum får sig en overvældende visuel oplevelse. Dette er '1492' et godt eksempel på. Den smukke billedsiden understøttes mesterligt af Vangelis' ligeså smukke underlægningsmusik, hvoraf hovedtemaet næsten har vundet større berømmelse end selve filmen.
Det er den bedste film jeg har set om Columbus' opdagelse af Amerika, og også den bedste rolle jeg har set Gerard Depardieu i.
139) Hot Shots! Part Deux - (Jim Abrahams, 1993)
At lave komedier er en kunst i sig selv. Og jeg sætter ligeså meget pris på et godt grin som på spænding og drama.
I vores filmskab herhjemme har vi ialt 8 spoof-film, som i min øjne er nogle af verdens morsomste film. Den ringeste (læs: mindst gode) af disse er 'Hot Shots! Part Deux', som først og fremmest er en parodi på 'Rambo'-filmene, men som også parodierer andre kendte film.
138) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991)
Parodi på Tom Cruise-filmen 'Top Gun'.
Nogen siger, at det har været svært at tage Charlie Sheen alvorlig, siden han spillede Topper Harley. Og det kan der måske være noget om, for hver gang jeg ser ham, synes jeg, jeg ser det samme underforståede, ironiske glimt i øjnene og det samme smil som han har i 'Hot Shots!' :-D
Der er særligt tre sekvenser i filmen jeg elsker: (1) hest-kontra-motorcykel-dysten med Dion's version af 'Dream Lover' på lydsporet, (2) "Buzz" Harley's uheldige død og (3) Pete "Dead Meat" Thompson's mindst ligeså uheldige død (inkluderende ambulanceturen og Jim "Wash Out" Pfaffenbach's afsluttende replik: "Thank you, Andre. I'll have the veal piccata.") :-D
137) Braveheart - (Mel Gibson, 1995)
Denne barske og blodige storfilm om den skotske frihedskæmper William Wallace vandt fem Oscars, bl.a. for Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Cinematografi. Det er en enormt underholdende og medrivende film, og Mel Gibson er intens og karismatisk i hovedrollen.
For mig ligger det mest interessante dog ikke i den ydre konflikt, men derimod i den tragiske kærlighedshistorie, ja, i Wallace's personlige tab, som da også er en motiverende faktor for ham og et underliggende tema helt frem til og med slutningen.
136) Airplane II: The Sequel - (Ken Finkleman, 1982)
Dette er (som titlen svagt antyder) fortsættelsen til 'Airplane', og selvom den genbruger en del jokes fra denne, er den faktisk ligeså morsom og opfindsom. Netop derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg fandt ud af, at hverken David Zucker, Jerry Zucker eller Jim Abrahams har haft nogetsomhelst med filmen at gøre.
135) Airplane - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1978)
Spoof-klassiker, som var den første film fra det geniale trekløver David Zucker, Jerry Zucker og Jim Abrahams. Den er med sin vanvittigt morsomme parodi på 1970'ernes mange flykatastrofe-film stadig uovertruffen.
134) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear - (David Zucker, 1991)
Blandt mine yndlings-scener fra denne film er: Besøget på blues-baren (hvor den triste musik støttes af yderst triste fotos på væggene), Frank og Jane's dans og deres møde med en meget musikalsk morder, samt ikke mindst hovedskurkens temmelig usandsynlige død. ;-)
133) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult - (Peter Segal, 1994)
Den foreløbigt sidste vellykkede spoof-film fra David Zucker (som i dette tilfælde har nøjedes med at skrive manuskript og producere).
Jeg vil særligt fremhæve parodien på trappesekvensen fra 'The Untouchables', Frank Drebin's fængselsophold og Oscar-uddelingen tilsidst. Det er pragtfuld humor. :-D
132) The Naked Gun - From the Files of Police Squad - (David Zucker, 1988)
En parodi på amerikanske tv-krimier. Baseret på tv-serien 'Police Squad'.
Politimanden Frank Drebin er afgjort en af filmhistoriens bedste komediefigurer, hvilket Leslie Nielsen naturligvis må tilskrives en stor del af æren for.
Blandt filmens morsomste scener er Frank Drebin's forsøg på at trøste en livsfarligt såret politikollegas kone, hans toiletbesøg under en pressekonference, sammenstødet mellem en bil (som Frank Drebin jager) og en tankvogn og en missiltransport og en fyrværkerifabrik, hans katatrofale indbrud på hovedskurkens kontor og hele den afsluttende del på baseball-stadionet.
131) Top Secret - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1984)
Dette er simpelthen verdens bedste spoof-film. Ikke alene får jeg mig altid et godt grin hver gang jeg ser den, men jeg bliver også i rigtig godt humør af den.
Den foregår i en slags alternativ verden, hvor Østtyskland ledes af nazister. Den amerikanske rock'n'roll-sanger Nick Rivers (Val Kilmer) kommer til landet for at give koncert, men møder den kvindelige spion Hillary Flammond (Lucy Gutteridge) og bliver involveret i den franske modstandsbevægelses aktiviteter.
Lyder det fjollet? Jamen, det er det også - altså på den fede måde! ;-)
'Top Secret' er både en parodi på 1940'ernes spionfilm og Elvis Presley's film. Hvad det sidste angår, bliver ikke mindst det fanhysteri, man ofte ser hos det unge, kvindelige publikum i forbindelse med popstjerners optræden, taget under kærlig behandling. Derudover bliver der gjort tykt grin med både filmklichéer og filmiske virkemidler. Ja, jeg kender ikke nogen komedie, der indeholder flere morsomme replikker og optrin end 'Top Secret'.
130) The Living Daylights - (John Glen, 1987)
Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barry's score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene [url= Escapes"[/url'> m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man tidligere kun havde set i glimt.
129) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
128) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
127) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Fox's signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
126) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i [url= hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'. Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
125) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
124) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indy's nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indy's og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
123) It Happened One Night - (Frank Capra, 1934)
En romantisk komedie (der udvikler sig til en road movie) om den forkælede millionærdatter Ellie (Claudette Colbert), der stikker af fra sin far, fordi denne har annulleret hendes ægteskab med den uduelige playboy King Westley. Under sin flugt møder hun den arbejdsløse, kyniske journalist Peter (Clark Gable), som straks øjner muligheden for en god historie, men som ender med at forelske sig i hende.
Selvom filmen er fra 1930'erne, har den noget forholdsvis moderne eller tidløst over sig, som nok skyldes den naturligt flydende dialog, den hverdagsagtige stemning i mange passager og den begrænsede brug af underlægningsmusik. Det er filmhistoriens første screwball-komedie, og det er stadig en af de bedste af slagsen. Man morer sig virkelig over de sarkastiske replikker der flyver i luften mellem de to hovedpersoner, og over de mange komiske situationer der opstår. Slutningen er forudsigelig, men vejen dertil er belagt med skænderier, vrede og misforståelser, som det er enormt underholdende at være tilskuer til.
Clark Gable har aldrig været en af mine yndlingsskuespillere, men han fungerer perfekt, når han som her og i 'Gone With the Wind' spiller kyniske enspændere, der viser sig at have hjertet på rette sted. Claudette Colbert er også god som den forkælede, oprørske pige - af de film jeg har set hende i, er dette absolut hendes bedste præstation.
Filmen vandt 5 Oscars. (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på allered udgivet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
122) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
holder om den døende Mathis, og at kameraet bagefter i fugleperspektiv dvæler ved dennes lig i affaldscontaineren. Det er et billede der gør indtryk, og det samme gør filmens allersidste billede af Vesper's halskæde, der ligger i sneen. Jeg synes, det både er smukt og rørende på sin egen stilfærdige måde.
121) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Dalton's anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det er ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidende's anmelder, Caspar Vang, opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder.
Og jeg kan så tilføje: I Daniel Craig's fortolkning føles det for første gang nogensinde som om der bor et rigtigt menneske inde i Bond; et menneske med følelser og svagheder, ja, med kant og temperament. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han da også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
Jeg ved ikke hvor godt jeg formulerede min pointe i går aftes... lad os prøve med et spørgsmål: Har du nogensinde set en film, der lige præcis er bedre end Quantum of Solace og lige præcis er dårligere end Casino Royale? :) Jeg finder det meget usandsynligt, at de individuelle film i de forskellige serier lige netop lægger sig så tæt op ad hinanden på din liste - synes det er noget af et sammentræf, hvis du forstår, hvad jeg mener ;)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg ved ikke hvor godt jeg formulerede min pointe i går aftes... lad os prøve med et spørgsmål: Har du nogensinde set en film, der lige præcis er bedre end Quantum of Solace og lige præcis er dårligere end Casino Royale? :) Jeg finder det meget usandsynligt, at de individuelle film i de forskellige serier lige netop lægger sig så tæt op ad hinanden på din liste - synes det er noget af et sammentræf, hvis du forstår, hvad jeg mener ;)
Jeg forstod skam godt pointen i dit indlæg fra i aftes. :-)
Men hvis jeg ikke mente, de individuelle film i de forskellige serier lå så tæt op ad hinanden, så skulle jeg nok lade dig vide det. Der er jo ingen idé i at have en liste, der ikke afspejler éns oprigtige mening.
Har lige luret listen igennem igen og der er faktisk ikke en eneste af de film jeg har set, der er dårlige. De går fra god til weltklasse. Jeg har set 45 af de 70 film (har selv 34 af dem i min samling) og det er hovedsagligt de lidt ældre film jeg har til gode.
So, at last we meet for the first time for the last time.
#91 BN 14 år siden
De 10 sidste film er blevet sat ind for tidligt - der er andre 10 andre film, der skulle have været ind FØR dem. Det ordner jeg lige ved at sætte samtlige 20 film ind i et og samme indlæg.
Jeg vil lige understrege, at rækkefølgen af de 10 for tidligt indsatte film stadig er nøjagtigt den samme.
#92 BN 14 år siden
Hvis der er noget instruktøren Ridley Scott kan, så er det at skrue en periodefilm sammen på en sådan måde, at man virkelig føler historiens vingesus. Som filmmager forstår han at skabe stemninger og billeder, der gør at publikum får sig en overvældende visuel oplevelse. Dette er '1492' et godt eksempel på. Den smukke billedsiden understøttes mesterligt af Vangelis' ligeså smukke underlægningsmusik, hvoraf hovedtemaet næsten har vundet større berømmelse end selve filmen.
Det er den bedste film jeg har set om Columbus' opdagelse af Amerika, og også den bedste rolle jeg har set Gerard Depardieu i.
139) Hot Shots! Part Deux - (Jim Abrahams, 1993)
At lave komedier er en kunst i sig selv. Og jeg sætter ligeså meget pris på et godt grin som på spænding og drama.
I vores filmskab herhjemme har vi ialt 8 spoof-film, som i min øjne er nogle af verdens morsomste film. Den ringeste (læs: mindst gode) af disse er 'Hot Shots! Part Deux', som først og fremmest er en parodi på 'Rambo'-filmene, men som også parodierer andre kendte film.
138) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991)
Parodi på Tom Cruise-filmen 'Top Gun'.
Nogen siger, at det har været svært at tage Charlie Sheen alvorlig, siden han spillede Topper Harley. Og det kan der måske være noget om, for hver gang jeg ser ham, synes jeg, jeg ser det samme underforståede, ironiske glimt i øjnene og det samme smil som han har i 'Hot Shots!' :-D
Der er særligt tre sekvenser i filmen jeg elsker: (1) hest-kontra-motorcykel-dysten med Dion's version af 'Dream Lover' på lydsporet, (2) "Buzz" Harley's uheldige død og (3) Pete "Dead Meat" Thompson's mindst ligeså uheldige død (inkluderende ambulanceturen og Jim "Wash Out" Pfaffenbach's afsluttende replik: "Thank you, Andre. I'll have the veal piccata.") :-D
137) Braveheart - (Mel Gibson, 1995)
Denne barske og blodige storfilm om den skotske frihedskæmper William Wallace vandt fem Oscars, bl.a. for Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Cinematografi. Det er en enormt underholdende og medrivende film, og Mel Gibson er intens og karismatisk i hovedrollen.
For mig ligger det mest interessante dog ikke i den ydre konflikt, men derimod i den tragiske kærlighedshistorie, ja, i Wallace's personlige tab, som da også er en motiverende faktor for ham og et underliggende tema helt frem til og med slutningen.
136) Airplane II: The Sequel - (Ken Finkleman, 1982)
Dette er (som titlen svagt antyder) fortsættelsen til 'Airplane', og selvom den genbruger en del jokes fra denne, er den faktisk ligeså morsom og opfindsom. Netop derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg fandt ud af, at hverken David Zucker, Jerry Zucker eller Jim Abrahams har haft nogetsomhelst med filmen at gøre.
135) Airplane - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1978)
Spoof-klassiker, som var den første film fra det geniale trekløver David Zucker, Jerry Zucker og Jim Abrahams. Den er med sin vanvittigt morsomme parodi på 1970'ernes mange flykatastrofe-film stadig uovertruffen.
134) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear - (David Zucker, 1991)
Blandt mine yndlings-scener fra denne film er: Besøget på blues-baren (hvor den triste musik støttes af yderst triste fotos på væggene), Frank og Jane's dans og deres møde med en meget musikalsk morder, samt ikke mindst hovedskurkens temmelig usandsynlige død. ;-)
133) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult - (Peter Segal, 1994)
Den foreløbigt sidste vellykkede spoof-film fra David Zucker (som i dette tilfælde har nøjedes med at skrive manuskript og producere).
Jeg vil særligt fremhæve parodien på trappesekvensen fra 'The Untouchables', Frank Drebin's fængselsophold og Oscar-uddelingen tilsidst. Det er pragtfuld humor. :-D
132) The Naked Gun - From the Files of Police Squad - (David Zucker, 1988)
En parodi på amerikanske tv-krimier. Baseret på tv-serien 'Police Squad'.
Politimanden Frank Drebin er afgjort en af filmhistoriens bedste komediefigurer, hvilket Leslie Nielsen naturligvis må tilskrives en stor del af æren for.
Blandt filmens morsomste scener er Frank Drebin's forsøg på at trøste en livsfarligt såret politikollegas kone, hans toiletbesøg under en pressekonference, sammenstødet mellem en bil (som Frank Drebin jager) og en tankvogn og en missiltransport og en fyrværkerifabrik, hans katatrofale indbrud på hovedskurkens kontor og hele den afsluttende del på baseball-stadionet.
131) Top Secret - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1984)
Dette er simpelthen verdens bedste spoof-film. Ikke alene får jeg mig altid et godt grin hver gang jeg ser den, men jeg bliver også i rigtig godt humør af den.
Den foregår i en slags alternativ verden, hvor Østtyskland ledes af nazister. Den amerikanske rock'n'roll-sanger Nick Rivers (Val Kilmer) kommer til landet for at give koncert, men møder den kvindelige spion Hillary Flammond (Lucy Gutteridge) og bliver involveret i den franske modstandsbevægelses aktiviteter.
Lyder det fjollet? Jamen, det er det også - altså på den fede måde! ;-)
'Top Secret' er både en parodi på 1940'ernes spionfilm og Elvis Presley's film. Hvad det sidste angår, bliver ikke mindst det fanhysteri, man ofte ser hos det unge, kvindelige publikum i forbindelse med popstjerners optræden, taget under kærlig behandling. Derudover bliver der gjort tykt grin med både filmklichéer og filmiske virkemidler. Ja, jeg kender ikke nogen komedie, der indeholder flere morsomme replikker og optrin end 'Top Secret'.
130) The Living Daylights - (John Glen, 1987)
Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barry's score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene [url= Escapes"[/url'> m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man tidligere kun havde set i glimt.
129) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
128) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
127) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Fox's signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
126) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i [url= hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'. Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
125) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
124) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indy's nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indy's og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
123) It Happened One Night - (Frank Capra, 1934)
En romantisk komedie (der udvikler sig til en road movie) om den forkælede millionærdatter Ellie (Claudette Colbert), der stikker af fra sin far, fordi denne har annulleret hendes ægteskab med den uduelige playboy King Westley. Under sin flugt møder hun den arbejdsløse, kyniske journalist Peter (Clark Gable), som straks øjner muligheden for en god historie, men som ender med at forelske sig i hende.
Selvom filmen er fra 1930'erne, har den noget forholdsvis moderne eller tidløst over sig, som nok skyldes den naturligt flydende dialog, den hverdagsagtige stemning i mange passager og den begrænsede brug af underlægningsmusik. Det er filmhistoriens første screwball-komedie, og det er stadig en af de bedste af slagsen. Man morer sig virkelig over de sarkastiske replikker der flyver i luften mellem de to hovedpersoner, og over de mange komiske situationer der opstår. Slutningen er forudsigelig, men vejen dertil er belagt med skænderier, vrede og misforståelser, som det er enormt underholdende at være tilskuer til.
Clark Gable har aldrig været en af mine yndlingsskuespillere, men han fungerer perfekt, når han som her og i 'Gone With the Wind' spiller kyniske enspændere, der viser sig at have hjertet på rette sted. Claudette Colbert er også god som den forkælede, oprørske pige - af de film jeg har set hende i, er dette absolut hendes bedste præstation.
Filmen vandt 5 Oscars. (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på allered udgivet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
122) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
121) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Dalton's anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det er ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidende's anmelder, Caspar Vang, opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder.
Og jeg kan så tilføje: I Daniel Craig's fortolkning føles det for første gang nogensinde som om der bor et rigtigt menneske inde i Bond; et menneske med følelser og svagheder, ja, med kant og temperament. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han da også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
#93 BN 14 år siden
Rettelse: Med Daniel Craig's fortolkning er det første gang nogensinde at James Bond for alvor føles som et menneske af kød og blod
(Jeg synes, det andet lyder lidt dumt, og det kom kun med i #92, fordi jeg glemte at kopiere fra #82 i stedet for fra min e-mail-kladde.)
#94 filmz-Bruce 14 år siden
#95 Riqon 14 år siden
#96 BN 14 år siden
Jeg forstod skam godt pointen i dit indlæg fra i aftes. :-)
Men hvis jeg ikke mente, de individuelle film i de forskellige serier lå så tæt op ad hinanden, så skulle jeg nok lade dig vide det. Der er jo ingen idé i at have en liste, der ikke afspejler éns oprigtige mening.
#97 Riqon 14 år siden
#98 Åkepool 14 år siden
Iøvrigt en fin liste, med rigtig mange film efter min smag, bn :)
#99 BN 14 år siden
Glæder mig at høre, fordi det betyder nemlig, at du har en god smag! ;-D
#100 Åkepool 14 år siden
Jeg har set 45 af de 70 film (har selv 34 af dem i min samling) og det er hovedsagligt de lidt ældre film jeg har til gode.