Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barry's score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene [url= Escapes"[/url'> m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man kun havde set i små glimt før.
139) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
138) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
137) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Fox's signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
136) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i [url= hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'. Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
135) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
134) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indy's nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indy's og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
133) It Happened One Night - (Frank Capra, 1934)
En romantisk komedie (der udvikler sig til en road movie) om den forkælede millionærdatter Ellie (Claudette Colbert), der stikker af fra sin far, fordi denne har annulleret hendes ægteskab med den uduelige playboy King Westley. Under sin flugt møder hun den arbejdsløse, kyniske journalist Peter (Clark Gable), som straks øjner muligheden for en god historie, men som ender med at forelske sig i hende.
Selvom filmen er fra 1930'erne, har den noget forholdsvis moderne eller tidløst over sig, som nok skyldes den naturligt flydende dialog, den hverdagsagtige stemning i mange passager og den begrænsede brug af underlægningsmusik. Det er filmhistoriens første screwball-komedie, og det er stadig en af de bedste af slagsen. Man morer sig virkelig over de sarkastiske replikker der flyver i luften mellem de to hovedpersoner, og over de mange komiske situationer der opstår. Slutningen er forudsigelig, men vejen dertil er belagt med skænderier, vrede og misforståelser, som det er enormt underholdende at være tilskuer til.
Clark Gable har aldrig været en af mine yndlingsskuespillere, men han fungerer perfekt, når han som her og i 'Gone With the Wind' spiller kyniske enspændere, der viser sig at have hjertet på rette sted. Claudette Colbert er også god som den forkælede, oprørske pige - af de film jeg har set hende i, er dette absolut hendes bedste præstation.
Filmen vandt 5 Oscars. (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på allered udgivet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
132) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
holder om den døende Mathis, og at kameraet bagefter i fugleperspektiv dvæler ved dennes lig i affaldscontaineren. Det er et billede der gør indtryk, og det samme gør filmens allersidste billede af Vesper's halskæde, der ligger i sneen. Jeg synes, det både er smukt og rørende på sin egen stilfærdige måde.
131) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Dalton's anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det har ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidende's anmelder, Caspar Vang, opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
"Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder."
Og jeg kan så tilføje: Med Daniel Craig's fortolkning er det første gang nogensinde at James Bond for alvor føles som et menneske af kød og blod; et menneske med følelser og svagheder, ja, med kant og temperament. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
Det må jeg sige, intet mindre end 3 Bond film på din liste, det er en overraskelse. Som Bond fan glæder det mig :) vil ikke komme ind på dit valg, hver mand sine Bond favoritter (og det er ikke noget man blander sig i). BTTF hvad kan man sige, de er jo dejligt herlige på hver deres måde, min personlige favorit er klart den første, hvilket også gælder for Indy.
It happend one night, den må jeg tilstå at jeg ikke har set, klart en must see film, så jeg vil se om den ikke er at finde på Play på BD.
#82 Der ramte du mit hjerte :) It happened one night er ikke kun første klasses screwball, men førsteklasses Capra! Ellers siger jeg stort ja til Casino, Crusade og Ark og godkendt til Back to the Future Trilogien.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
endnu engang rammer du min smag, bare helt med Tilbage til fremtiden trilogi, den er for overvurderet hos mig.
Quantum of Solace?????? nok en af de mest upopulære james bond der nogensinde er lavet, den forstår jeg ike helt hvorfor er havnet på listen, dog er jeg enig i den lille andmeldelse om den, men jeg hader den pga. af dens ret forvirrende action scener, og når filmen slutter føler man ikke rigtig man har fået noget ud af den, det føles bare som en lille indledning til den næste bond film.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
når filmen slutter føler man ikke rigtig man har fået noget ud af den, det føles bare som en lille indledning til den næste bond film.
Hvis du de to seneste James Bond-film lige efter hinanden, vil du nok bedre kunne forstå slutningen, som rent faktisk afrunder Vesper-plotdelen fra 'Casino Royale' på en måde, så kabalen går op. :-)
MOVIE1000 (85) skrev:
Quantum of Solace?????? nok en af de mest upopulære james bond der nogensinde er lavet, den forstår jeg ike helt hvorfor er havnet på listen
Mellem os to sagt:
Den er havnet der, fordi den er enormt populær hos MIG. ;-)
#86 Jeg har set dem begge to i streg men det for voldsomt at hele filmen skal handle om hans hævn, den hemmelig organisation kommer alt for meget i baggrunden, og det er det jeg mener med en lille indledning til den næste bond film, ligesom det var til sidst i Casino royale
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Back to the Future er klart klassefilm, det samme er Indy-filmene. Casino Royale, mums.
Jeg forstår ikke helt måden du stiller din liste op på, altså at du vurderer serier samlet og ikke lader andre film komme imellem. Jeg synes, der er så stor forskel på kvaliteten i de film, du nævner, at jeg havde ladet flere film kommet imellem for eksempel de to første BTTF film og den tredje - for ikke at nævne Solace og Casino, hvor jeg klart finder Casino sin efterfølger langt overlegen (der havde været mange pladser imellem). Men du vurderer dem til at være temmelig tæt på hinanden i kraft af, at de er i samme franchise? Det kan være det er en lettere tilfældig beslutning du har taget, og jeg bare læser for meget ind i det ;)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg forstår ikke helt måden du stiller din liste op på, altså at du vurderer serier samlet og ikke lader andre film komme imellem. Jeg synes, der er så stor forskel på kvaliteten i de film, du nævner, at jeg havde ladet flere film kommet imellem for eksempel de to første BTTF film og den tredje - for ikke at nævne Solace og Casino, hvor jeg klart finder Casino sin efterfølger langt overlegen (der havde været mange pladser imellem). Men du vurderer dem til at være temmelig tæt på hinanden i kraft af, at de er i samme franchise?Det kan være det er en lettere tilfældig beslutning du har taget, og jeg bare læser for meget ind i det ;)
Ja til din afsluttende spørgsmål. :-)
Det ER lige netop et tilfælde, at jeg ikke synes, at der er nogen kvalitetsforskel på de tre 'Back to the Future'-film. Etteren udelukkende ligger før de to andre, fordi den var den første der blev lavet og således har den mest originale, friske historie.
Og på samme måde med de to Bond-film. Jeg kan ikke få øje på noget ved 'Quantum of Solace' der skulle være dårligere end 'Casino Royale'. Den eneste forskel ligger i brugen af shaky-cam og et sommetider lidt "grimmere" billede. Faktisk er der adskillige scener - såsom hele operasekvensen, Bond's besøg hos Mathis, drabet på Mathis og slutscenen i Rusland) - der ligner noget der kunne være taget direkte ud af 'Casino Royale'.
Men vigtigst af alt er, at tonen og stemningen er den samme som i 'Casino Royale'. Begge film har intelligente plots og adskiller sig fra seriens tidligere ved den mørkere, men stadig elegante stil.
Jeg har det sådan med med mine yndlings-franchiser, at ligeså snart der kommer en film, hvor kvalitetsniveauet er sænket markant (målt ud fra MIT kriterium), så accepterer jeg kun de hidtidige film. Sådan har det med 'Alien'-serien, hvor jeg kun accepterer de to første film, og altså ikke den både elendige og overflødige 3'er, og med 'Terminator'-serien, hvor det også kun er de to første film jeg accepterer, samt med 'Indiana Jones'-serien, hvor 4'eren efter min mening er for ujævn og uinspireret en affære, ja, ovenikøbet adskiller sig for meget fra sine forgængere rent stilistisk og indholdsmæssigt.
Sådan har det med 'Alien'-serien, hvor jeg kun accepterer de to første film, og altså ikke den både elendige og overflødige 3'er
... og heller ikke den ligeledes overflødige 4'er med det tåbelige plot, hvor man prøver at komme udenom den omstændighed, at man har slået Ripley ihjel i 3'eren.
#81 MOVIE1000 14 år siden
#82 BN 14 år siden
Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barry's score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene [url= Escapes"[/url'> m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man kun havde set i små glimt før.
139) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
138) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
137) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Fox's signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
136) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i [url= hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'. Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
135) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
134) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indy's nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indy's og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
133) It Happened One Night - (Frank Capra, 1934)
En romantisk komedie (der udvikler sig til en road movie) om den forkælede millionærdatter Ellie (Claudette Colbert), der stikker af fra sin far, fordi denne har annulleret hendes ægteskab med den uduelige playboy King Westley. Under sin flugt møder hun den arbejdsløse, kyniske journalist Peter (Clark Gable), som straks øjner muligheden for en god historie, men som ender med at forelske sig i hende.
Selvom filmen er fra 1930'erne, har den noget forholdsvis moderne eller tidløst over sig, som nok skyldes den naturligt flydende dialog, den hverdagsagtige stemning i mange passager og den begrænsede brug af underlægningsmusik. Det er filmhistoriens første screwball-komedie, og det er stadig en af de bedste af slagsen. Man morer sig virkelig over de sarkastiske replikker der flyver i luften mellem de to hovedpersoner, og over de mange komiske situationer der opstår. Slutningen er forudsigelig, men vejen dertil er belagt med skænderier, vrede og misforståelser, som det er enormt underholdende at være tilskuer til.
Clark Gable har aldrig været en af mine yndlingsskuespillere, men han fungerer perfekt, når han som her og i 'Gone With the Wind' spiller kyniske enspændere, der viser sig at have hjertet på rette sted. Claudette Colbert er også god som den forkælede, oprørske pige - af de film jeg har set hende i, er dette absolut hendes bedste præstation.
Filmen vandt 5 Oscars. (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på allered udgivet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
132) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
131) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Dalton's anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det har ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidende's anmelder, Caspar Vang, opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
"Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder."
Og jeg kan så tilføje: Med Daniel Craig's fortolkning er det første gang nogensinde at James Bond for alvor føles som et menneske af kød og blod; et menneske med følelser og svagheder, ja, med kant og temperament. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
#83 Kiksmann 14 år siden
BTTF hvad kan man sige, de er jo dejligt herlige på hver deres måde, min personlige favorit er klart den første, hvilket også gælder for Indy.
It happend one night, den må jeg tilstå at jeg ikke har set, klart en must see film, så jeg vil se om den ikke er at finde på Play på BD.
#84 filmz-Bruce 14 år siden
#85 MOVIE1000 14 år siden
Quantum of Solace?????? nok en af de mest upopulære james bond der nogensinde er lavet, den forstår jeg ike helt hvorfor er havnet på listen, dog er jeg enig i den lille andmeldelse om den, men jeg hader den pga. af dens ret forvirrende action scener, og når filmen slutter føler man ikke rigtig man har fået noget ud af den, det føles bare som en lille indledning til den næste bond film.
#86 BN 14 år siden
Hvis du de to seneste James Bond-film lige efter hinanden, vil du nok bedre kunne forstå slutningen, som rent faktisk afrunder Vesper-plotdelen fra 'Casino Royale' på en måde, så kabalen går op. :-)
Mellem os to sagt:
#87 MOVIE1000 14 år siden
#88 Riqon 14 år siden
Back to the Future er klart klassefilm, det samme er Indy-filmene. Casino Royale, mums.
Jeg forstår ikke helt måden du stiller din liste op på, altså at du vurderer serier samlet og ikke lader andre film komme imellem. Jeg synes, der er så stor forskel på kvaliteten i de film, du nævner, at jeg havde ladet flere film kommet imellem for eksempel de to første BTTF film og den tredje - for ikke at nævne Solace og Casino, hvor jeg klart finder Casino sin efterfølger langt overlegen (der havde været mange pladser imellem). Men du vurderer dem til at være temmelig tæt på hinanden i kraft af, at de er i samme franchise? Det kan være det er en lettere tilfældig beslutning du har taget, og jeg bare læser for meget ind i det ;)
#89 BN 14 år siden
Ja til din afsluttende spørgsmål. :-)
Det ER lige netop et tilfælde, at jeg ikke synes, at der er nogen kvalitetsforskel på de tre 'Back to the Future'-film. Etteren udelukkende ligger før de to andre, fordi den var den første der blev lavet og således har den mest originale, friske historie.
Og på samme måde med de to Bond-film. Jeg kan ikke få øje på noget ved 'Quantum of Solace' der skulle være dårligere end 'Casino Royale'. Den eneste forskel ligger i brugen af shaky-cam og et sommetider lidt "grimmere" billede. Faktisk er der adskillige scener - såsom hele operasekvensen, Bond's besøg hos Mathis, drabet på Mathis og slutscenen i Rusland) - der ligner noget der kunne være taget direkte ud af 'Casino Royale'.
Men vigtigst af alt er, at tonen og stemningen er den samme som i 'Casino Royale'. Begge film har intelligente plots og adskiller sig fra seriens tidligere ved den mørkere, men stadig elegante stil.
Jeg har det sådan med med mine yndlings-franchiser, at ligeså snart der kommer en film, hvor kvalitetsniveauet er sænket markant (målt ud fra MIT kriterium), så accepterer jeg kun de hidtidige film. Sådan har det med 'Alien'-serien, hvor jeg kun accepterer de to første film, og altså ikke den både elendige og overflødige 3'er, og med 'Terminator'-serien, hvor det også kun er de to første film jeg accepterer, samt med 'Indiana Jones'-serien, hvor 4'eren efter min mening er for ujævn og uinspireret en affære, ja, ovenikøbet adskiller sig for meget fra sine forgængere rent stilistisk og indholdsmæssigt.
#90 BN 14 år siden
... og heller ikke den ligeledes overflødige 4'er med det tåbelige plot, hvor man prøver at komme udenom den omstændighed, at man har slået Ripley ihjel i 3'eren.