dejligt at se de to Burton film Big Fish og Edward saksehånd, men for mig ville de være en del længere nede på listen
Der er et sted mellem 10 og 20 film, som jeg mangler at se eller gense, og som nok vil medføre ændringer i både bunden og midten af min liste. Det er pga. disse film, at min liste blev en Top 190 i stedet for en Top 200. ... Men hvis jeg først skulle se disse film, ville der gå endnu længere tid, før jeg havde en liste klar.
Jeg har i de senere år set flere komedier end tidligere og genset nogle af dem fra min barndom og Trains,planes er virklig fremragende - ville også være på min top 200.
190) Planes, Trains and Automobiles - (John Hughes, 1987)
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste, dels har filmen så mange komiske optrin, at jeg morer mig lige meget hver gang jeg ser den, også selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Bortset fra at jeg ikke kan lide nogen som helst udgave af denne sang, ærgrer det mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle, hvad publikum skal føle. Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
189) Big Fish - (Tim Burton, 2003)
En ganske morsom og fornøjelig eventyrkomedie, der hylder fantasien og den gode historie. Ewan McGregor oser af overskud i rollen som den herligt naive, evigt optimistiske unge lykkejæger Edward Bloom, der uden videre giver sig i kast med enhver opgave han møder på sin vej, og som ikke giver så let op, når han har fundet den store kærlighed og hun ikke lige er til at få fat på. Ewan McGregor blev i øvrigt valgt til rollen på grund af sin slående lighed med nogle billeder af en ung Albert Finney. Sidstnævnte spiller den ældre, døende Edward Bloom, hvis ikke 100 procent sandfærdige livshistorie vi får fortalt gennem en række flashbacks.
188) Edward Scissorhands - (Tim Burton, 1990)
En eventyrfilm bestående af lige dele komedie og tragedie. Der er masser af genial, absurd humor i den, såsom den rekordhastighed hvormed byens sladdertanter viderebringer nyheder til hinanden, eller den omstændighed at huset på bakketoppen nærmest synes glemt eller overset af folk, selvom bakken ligger i udkanten af byen og udgør det eneste højdepunkt i miles omkreds, eller Edward's fantastiske evne til med sine saksehænder at klippe hår på både hunde og mennesker, samt lave alverdens figurer ud af buske og hække.
Skuespillerne er generelt gode, men det er først og fremmest Johnny Depp der bærer filmen. Han leverer en både morsom og rørende præstation i titelrollen. Hans akavede, robotagtige måde at gå på og hans blege stenansigt (hvor det kun er øjnene der udtrykker hans følelser) får ham til at minde om en blanding af C3-PO fra Star Wars og Buster Keaton.
Disse ting kombineret med Tim Burton's velkendte visuelle stil og Danny Elfman's musik er med til at gøre filmen til en af mine favoritter.
187) Support Your Local Sheriff - (Burt Kennedy, 1969)
En western-parodi, som jeg finder langt morsommere end Mel Brook's 'Blazing Saddles', der af mange ellersegnes for at være den bedste af slagsen, men som efter min mening dør fuldstændig efter de første 25-30 minutter. En veloplagt James Garner spiller den nyudnævnte og lidt alternative, men særdeles effektive sherif, som skal prøve at holde lov og orden i en by, hvis indbyggere er ramt af guldfeber. Jeg kan godt lide filmens afslappede og tilbagelænede stil, samt dens kærlige parodi på western-genrens klichéer.
186) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kynisk og kold verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte og bærer med sin intense, men underspillede og lavmælte præstation hele filmen. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem en kemikoncern og nogle landbrugsfolk, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som helt fortjent var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
185) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig noget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så traf han det helt rigtige valg ved at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Noget af det som jeg særlig godt kan lide ved 'Gone Baby Gone', er - som jeg allerede har været inde på - skuespillet. Ikke kun fra Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Det er filmens sidste halvdel der er den stærkeste; her er det specielt fire scener, som har sat sig fast på nethinden:
(1) scenen hvor Casey Affleck sammen med to politimænd leder efter et andet forsvundet barn - en dreng - i en kendt børnemisbrugers hus, (2) scenen hvor Morgan Freeman trygler Casey Affleck om at lade den bortførte pige være hvor hun er og (3) den efterfølgende scene hvor Michelle Monaghan gør det samme, samt (4) slutscenen med billedet af Casey Affleck og den nu genfundne pige siddende på stuesofaen foran fjernsynet.
184) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet.
Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
183) The Outlaw Josey Wales - (Clint Eastwood, 1976)
En film, der med sin velfortalte hævn- og menneskejagts-historie og udødelige replikker som "Are you going to pull those pistols or whistle dixie?" og "Dyin' ain't much of a livin', boy." står som en af Eastwood's allerbedste westerns. Det er "old west action", for nu at citere et af de anagrammer, der er blevet lavet over hans navn. Hvis man tager ordene "The actor Clint Eastwood" kan bogstaverne tilsvarende ændres til "I do that cool western act.", og det er der i sandhed ingen der nogensinde har gjort bedre end Eastwood. ;-)
Én ting adskiller dog denne film fra de westerns, Eastwood indtil da havde medvirket i, og det er, at hans karakter her er mere menneskelig og nuanceret. Josey Wales starter med at være en hr. Almindelig-Mand, d.v.s. en farmer med kone og barn, udvikler sig til en barsk, koldblodig hævner der foretrækker at klare sig på egen hånd, men ender
igen som en slags familieoverhoved, idet han leder og beskytter en gruppe nybyggere.
182) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en kort skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse yderst skarpe, velformulerede replikker på sin tørre og truende facon.
181) Duel - (Steven Spielberg, 1971)
Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') er god i hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Han formår virkelig at få karakterens nervøsitet, frygt og desperation til at forplante sig til tilskueren - det gælder ihverfald i mit tilfælde.
#11 BN 14 år siden
Arh, lad os nu se. :-)
Ja, det var noget en hård fødsel! Det har været sværere end jeg regnede med at rangere filmene.
#12 BN 14 år siden
Der er et sted mellem 10 og 20 film, som jeg mangler at se eller gense, og som nok vil medføre ændringer i både bunden og midten af min liste. Det er pga. disse film, at min liste blev en Top 190 i stedet for en Top 200. ... Men hvis jeg først skulle se disse film, ville der gå endnu længere tid, før jeg havde en liste klar.
#13 jessup 14 år siden
#14 MOVIE1000 14 år siden
#15 BN 14 år siden
Både ja og nej. Jeg har kun genset de film, som jeg ikke huskede så godt.
#16 Riqon 14 år siden
Det gjorde jeg ikke, før jeg skrev min. Det havde helt sikkert betydet en anderledes liste, men så meget gik jeg ikke op i det ;-P
#17 BN 14 år siden
Jeg starter lige fra nr. 190 igen.
#18 Highland Park 14 år siden
#19 evermind 14 år siden
#20 BN 14 år siden
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste, dels har filmen så mange komiske optrin, at jeg morer mig lige meget hver gang jeg ser den, også selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Bortset fra at jeg ikke kan lide nogen som helst udgave af denne sang, ærgrer det mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle, hvad publikum skal føle. Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
189) Big Fish - (Tim Burton, 2003)
En ganske morsom og fornøjelig eventyrkomedie, der hylder fantasien og den gode historie. Ewan McGregor oser af overskud i rollen som den herligt naive, evigt optimistiske unge lykkejæger Edward Bloom, der uden videre giver sig i kast med enhver opgave han møder på sin vej, og som ikke giver så let op, når han har fundet den store kærlighed og hun ikke lige er til at få fat på. Ewan McGregor blev i øvrigt valgt til rollen på grund af sin slående lighed med nogle billeder af en ung Albert Finney. Sidstnævnte spiller den ældre, døende Edward Bloom, hvis ikke 100 procent sandfærdige livshistorie vi får fortalt gennem en række flashbacks.
188) Edward Scissorhands - (Tim Burton, 1990)
En eventyrfilm bestående af lige dele komedie og tragedie. Der er masser af genial, absurd humor i den, såsom den rekordhastighed hvormed byens sladdertanter viderebringer nyheder til hinanden, eller den omstændighed at huset på bakketoppen nærmest synes glemt eller overset af folk, selvom bakken ligger i udkanten af byen og udgør det eneste højdepunkt i miles omkreds, eller Edward's fantastiske evne til med sine saksehænder at klippe hår på både hunde og mennesker, samt lave alverdens figurer ud af buske og hække.
Skuespillerne er generelt gode, men det er først og fremmest Johnny Depp der bærer filmen. Han leverer en både morsom og rørende præstation i titelrollen. Hans akavede, robotagtige måde at gå på og hans blege stenansigt (hvor det kun er øjnene der udtrykker hans følelser) får ham til at minde om en blanding af C3-PO fra Star Wars og Buster Keaton.
Disse ting kombineret med Tim Burton's velkendte visuelle stil og Danny Elfman's musik er med til at gøre filmen til en af mine favoritter.
187) Support Your Local Sheriff - (Burt Kennedy, 1969)
En western-parodi, som jeg finder langt morsommere end Mel Brook's 'Blazing Saddles', der af mange ellersegnes for at være den bedste af slagsen, men som efter min mening dør fuldstændig efter de første 25-30 minutter. En veloplagt James Garner spiller den nyudnævnte og lidt alternative, men særdeles effektive sherif, som skal prøve at holde lov og orden i en by, hvis indbyggere er ramt af guldfeber. Jeg kan godt lide filmens afslappede og tilbagelænede stil, samt dens kærlige parodi på western-genrens klichéer.
186) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kynisk og kold verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte og bærer med sin intense, men underspillede og lavmælte præstation hele filmen. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem en kemikoncern og nogle landbrugsfolk, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som helt fortjent var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
185) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig noget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så traf han det helt rigtige valg ved at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Noget af det som jeg særlig godt kan lide ved 'Gone Baby Gone', er - som jeg allerede har været inde på - skuespillet. Ikke kun fra Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Det er filmens sidste halvdel der er den stærkeste; her er det specielt fire scener, som har sat sig fast på nethinden:
184) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet.
Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
183) The Outlaw Josey Wales - (Clint Eastwood, 1976)
En film, der med sin velfortalte hævn- og menneskejagts-historie og udødelige replikker som "Are you going to pull those pistols or whistle dixie?" og "Dyin' ain't much of a livin', boy." står som en af Eastwood's allerbedste westerns. Det er "old west action", for nu at citere et af de anagrammer, der er blevet lavet over hans navn. Hvis man tager ordene "The actor Clint Eastwood" kan bogstaverne tilsvarende ændres til "I do that cool western act.", og det er der i sandhed ingen der nogensinde har gjort bedre end Eastwood. ;-)
Én ting adskiller dog denne film fra de westerns, Eastwood indtil da havde medvirket i, og det er, at hans karakter her er mere menneskelig og nuanceret. Josey Wales starter med at være en hr. Almindelig-Mand, d.v.s. en farmer med kone og barn, udvikler sig til en barsk, koldblodig hævner der foretrækker at klare sig på egen hånd, men ender
182) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en kort skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse yderst skarpe, velformulerede replikker på sin tørre og truende facon.
181) Duel - (Steven Spielberg, 1971)
Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') er god i hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Han formår virkelig at få karakterens nervøsitet, frygt og desperation til at forplante sig til tilskueren - det gælder ihverfald i mit tilfælde.