Godt valg - fremragende film. Og jeg er helt enig med dig omkring hvad der er filmens højdepunkt. Det er en glimrende udført scene. Ligeledes scenes hvor Mozart laver en variation og forbedring af Salieris stykke. Og så elsker jeg kommentaren "I don't understand. There are just as many notes, Majesty, as are required. Neither more nor less."
Da den østrigske kejser Josef II's hofkomponist Antonio Salieri opdager, at de guddommelige musikalske evner, han selv drømmer om at have, i stedet besiddes af den sjofle og gavtyveagtige Mozart, rammes han af sygelig jalousi og sætter alt ind på at knuse denne.
Det er meget lang tid siden jeg har set "Armadeus", så jeg kan desværre ikke huske den godt nok til at skrive en bedre kommentar. Men jeg har da bestemt fået lyst til en gensyn efter at have læst denne fine gennemgang af filmen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
En thriller om en pressefotograf, der efter en ulykke hvor han brækkede det ene ben, er bundet til en kørestol i sin lejlighed på anden sal, og som får tiden til at gå ved at holde øje med naboerne gennem vinduerne ud mod baggården. En dag ser han noget, som giver ham mistanke om, at der er sket en forbrydelse.
James Stewart spiller den nysgerrige, kørestolsbundne pressefotograf L.B. "Jeff" Jefferies, og Grace kelly spiller hans overklassekæreste Lisa Fremont. I rollen som den snusfornuftige hjemmesygeplejerske Stella med de syrlige bemærkninger ses Thelma Ritter. Hendes karakter virker som en slags klog 'comic sidekick', og hun er i al sin ægthed et herligt underholdende indslag. God er også Raymond Burr som den bistert udseende sælger Lars Thorwald, som Jeff mistænker for på bestialsk vis at have skaffet sig af med sin kone. Burr har kun få replikker, men får til gengæld sagt utroligt meget med sit kropssprog. Men som CinemaZone.dk's anmelder Lisa Brygger skriver: "Det er dog James Stewart og Grace Kelly der sætter det dybeste aftryk på filmen. De lyser både op sammen og hver for sig og definerer med deres præstationer det magiske og udefinerbare omkring personerne i Hitchcocks film." Ja, samspillet og kemien mellem de to er en nydelse at overvære. Dagbladet Informations filmanmelder og - skribent Christian Monggaard tilføjer: "Formidabelt nærværende Stewart og underskønne Kelly spiller godt op ad hinanden, som de to elskende, der vil forskellige ting. Han, der er bange for at binde sig, ironiserer barskt over hendes hede ønske om at udvikle forholdet. Og hun, der både besidder en kølig elegance og en varme og ømhed, ingen mand burde kunne modstå, bliver såret over hans bemærkninger, men giver alligevel kvikt igen. Det er i scenerne mellem de to og Thelma Ritter, at John Michael Hayes' vittige og skarpe manuskript løfter sig og nærmest tager form af en ægte screwball-komedie. Men det er selvfølgelig den kriminalistiske intrige, der ender med at stjæle billedet ..."
Hitchcocks mesterlige udnyttelse af de stærkt begrænsede fysiske rammer, og det at alting enten foregår i eller ses fra lejligheden, gør den her film til en meget intens, spændende og atmosfærefyldt sag. PlanetPulp's filmanmelder Jacob Krogsøe skriver: "Alt ses fra Jeffs lejlighed. Vi kommer aldrig ud på gaden, og når der sker ting i de andre lejligheder, kan vi kun se, hvad Jeff kan se. Rent spændingsmæssigt er dette et helt genialt træk ..." Og Lisa Brygger samtykker heri: "Meget virkningsfuldt er hele filmen tilmed filmet fra Jefferies' lejlighed. Så udover [at] man får følelsen af nærvær med personerne under filmen, ser man også alle naboerne gennem kamera, kikkert og vindue. Hitchcock klipper aldrig til close-ups af naboerne eller skifter kameravinkel, så man tvinges ind i rollen som Jefferies' med-voyeur, og ender helt automatisk i en verden præget af nysgerrighed og spænding."
Scope-bruger Za Kannushi peger på et interessant aspekt ved filmen: "Ud over spændingsdramaet giver Hitchcock os også et mini-panorama over ægteskab og parforhold i denne baggård ..." Vi følger således - gennem Jeffs øjne - naboerne i de forskellige lejligheder, deriblandt det nygifte par, der er fuldstændig forgabt i hinanden, og som nærmest synes at dyrke lagengymnastik både dag og nat bag de nedrullede gardiner; den ensomme, ulykkelige pebermø, der afholder stævnemøder med ikke-eksisterende mænd; den unge, velformede og omsværmede danserinde, der hver morgen danser rundt i lejligheden kun iført undertøj; og sælgeren Lars Thorwald, der plejer sin syge, sengeliggende og altid klagende kone. Alle disse personer og deres forhold står som en spejling af Jeffs egne overvejelser og betænkeligheder omkring det at indgå ægteskab med kæresten Lisa. Ja, som Za Kannushi videre siger, "har filmen ... noget at sige om parforhold eller menneskelige forhold i det hele taget, og nødvendigheden af at tilpasse sig og tro på hinanden. Hitchcock viser ganske genialt hvordan karaktererne reagerer på hinanden, og han viser Jefferies' voksende fascination af Lisas mod og ivrighed, som han ellers havde afskrevet på forhånd. "Rear Window" er et dejligt lille smugkig på livet."
Blandt mine yndlingsscener er:
Som beskrevet af Christian Monggaard: "Åbningssekvensen, hvor vi uden ord, men med masser af reallyde og daglige rutiner og gestik får præsenteret de forskellige beboere og typer, og [hvor] vi i et stumt, 90 sekunder langt, uklippet skud introduceres for en sovende og svedende James Stewart, får hans navn at vide, hvorfor hans ben er lagt i gips, hvad han arbejder med, og antydninger af en kæreste, og hvordan de to mødte hinanden."
Scenen hvor Lisa vækker Jeff med et kys. Vi ser baggården i det orangerøde skær fra solnedgangen, og vi ser Jeff, der sover ved siden af et åbent vindue, helt uforstyrret af en operasangerinde der øver skalaer. En skygge glider henover ham, samtidig med at der bliver fuldstændig stille på lydsporet. Vi ser, at det er Lisa, der bøjer sig ind over Jeff, som vågner og ser op på hende med et smil. Selve kysset er filmet i profil og i drømmeagtig slow-motion, og det efterfølges af en hvisket dialog mellem dem, hvor tonen er kærligt drillende. Jeg tror aldrig, jeg har set en bedre introduktion af heltinden i en film!
Nattescenerne hvor James Stewart siddende i sin kørestol falder i søvn, vågner for en kort bemærkning og kigger ud af vinduet, for så igen at falde i søvn. Hver gang han falder i søvn, tones billedet til sort og lyden dæmpes. På denne simple, men effektive måde hjælpes vi til at sætte os i Jeffs sted, idet vi heller ikke ser eller hører, hvad der foregår omkring ham, når han er faldet i søvn. Dette, sammen med mørket og de mange baggrundslyde, gør disse scener enormt stemningsfulde. Man føler således både hygge og uhygge, når Jeff sover trygt og vågner ved lyden af torden og regn - ja, det er på det tidspunkt man fornemmer, at der vil ske et eller andet dramatisk i nattens løb.
Den spændende, nervepirrende slutning, hvor
morderen kommer efter den hjælpeløse Jeff.
Filmen er smukt fotograferet i Technicolor og er filmet i én stor kulisse. Christian Monggaard skriver: "Det stiliserede baggårdsmiljø, bygget op fra bunden i et gigantisk filmstudie, har sin egen tone og en særlig intimitet, som Hitchcocks hoffotograf Robert Burks i instruktørens regi indfanger med lange, rolige kamerabevægelser, opfindsomme skud gennem telelinser og kikkerter, panoreringer rundt i gården og afslørende nærbilleder af hovedpersonerne."
Jeg vil desuden rose filmen for at opbygge spænding helt uden brug af underlægningsmusik, men udelukkende gennem en blanding af intense nærbilleder, stilhed, fjerne lyde og nattens mørke.
'Rear Window' blev nomineret til fire Oscars (Bedste Instruktør, Bedste Manuskript, Bedste Cinematografi og Bedste Lyd) og en BAFTA (Bedste Film).
Rear Window er klart den dårligste af de Hitchcock film, som jeg har set. Den fungerede slet, slet ikke for mig, og de øjeblikke som burde være stemningsfulde eller intense, virkede flade for mig.
Altså, jeg synes fint om Rear Window, men ret så overvurdet film imo. Jeg fornemmer ikke den spænding og suspense mange snakker om, eller nerve, men godt spil og gennemarbejdet manus, holder den nogenlunde fint kørende mens den står på.
Jeg vil desuden rose filmen for at opbygge spænding helt uden brug af underlægningsmusik, men udelukkende gennem en blanding af intense nærbilleder, stilhed, fjerne lyde og nattens mørke
Det er ganske, ganske rammende. Er også selv ret vild med Rear Window. Pisseintens! og James Stewart...well, han er vel en af de 5 bedste evah!
Af alle de 21 Hitchcock, jeg har set, så er Rear Window godt i toppen....sådan her vil det se ud:
1: Psycho 2: Rebecca 3: North By Northwest 4: Notorious 5: Dial M For Murder 6: Rear Window
Jeg har desværre kun set åbningen af filmen (i undervisningssammenhæng), men min nysgerrighed er bestemt vækket, så jeg ved godt det er et grimt hul på listen. Generelt har jeg for mange af Hitchcocks film til gode, men man kan ikke nå det hele på en gang :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1041 Skeloboy 13 år siden
#1042 Patriarch 13 år siden
#1043 NightHawk 13 år siden
Det er meget lang tid siden jeg har set "Armadeus", så jeg kan desværre ikke huske den godt nok til at skrive en bedre kommentar. Men jeg har da bestemt fået lyst til en gensyn efter at have læst denne fine gennemgang af filmen.
#1044 BN 13 år siden
En thriller om en pressefotograf, der efter en ulykke hvor han brækkede det ene ben, er bundet til en kørestol i sin lejlighed på anden sal, og som får tiden til at gå ved at holde øje med naboerne gennem vinduerne ud mod baggården. En dag ser han noget, som giver ham mistanke om, at der er sket en forbrydelse.
James Stewart spiller den nysgerrige, kørestolsbundne pressefotograf L.B. "Jeff" Jefferies, og Grace kelly spiller hans overklassekæreste Lisa Fremont. I rollen som den snusfornuftige hjemmesygeplejerske Stella med de syrlige bemærkninger ses Thelma Ritter. Hendes karakter virker som en slags klog 'comic sidekick', og hun er i al sin ægthed et herligt underholdende indslag. God er også Raymond Burr som den bistert udseende sælger Lars Thorwald, som Jeff mistænker for på bestialsk vis at have skaffet sig af med sin kone. Burr har kun få replikker, men får til gengæld sagt utroligt meget med sit kropssprog. Men som CinemaZone.dk's anmelder Lisa Brygger skriver: "Det er dog James Stewart og Grace Kelly der sætter det dybeste aftryk på filmen. De lyser både op sammen og hver for sig og definerer med deres præstationer det magiske og udefinerbare omkring personerne i Hitchcocks film." Ja, samspillet og kemien mellem de to er en nydelse at overvære. Dagbladet Informations filmanmelder og - skribent Christian Monggaard tilføjer: "Formidabelt nærværende Stewart og underskønne Kelly spiller godt op ad hinanden, som de to elskende, der vil forskellige ting. Han, der er bange for at binde sig, ironiserer barskt over hendes hede ønske om at udvikle forholdet. Og hun, der både besidder en kølig elegance og en varme og ømhed, ingen mand burde kunne modstå, bliver såret over hans
bemærkninger, men giver alligevel kvikt igen. Det er i scenerne mellem de to og Thelma Ritter, at John Michael Hayes' vittige og skarpe manuskript løfter sig og nærmest tager form af en ægte screwball-komedie. Men det er selvfølgelig den kriminalistiske intrige, der ender med at stjæle billedet ..."
Hitchcocks mesterlige udnyttelse af de stærkt begrænsede fysiske rammer, og det at alting enten foregår i eller ses fra lejligheden, gør den her film til en meget intens, spændende og atmosfærefyldt sag. PlanetPulp's filmanmelder Jacob Krogsøe skriver: "Alt ses fra Jeffs lejlighed. Vi kommer aldrig ud på gaden, og når der sker ting i de andre lejligheder, kan vi kun se, hvad Jeff kan se. Rent spændingsmæssigt er dette et helt genialt træk ..." Og Lisa Brygger samtykker heri: "Meget virkningsfuldt er hele filmen tilmed filmet fra Jefferies' lejlighed. Så udover [at] man får følelsen af nærvær med personerne under filmen, ser man også alle naboerne gennem kamera, kikkert og vindue. Hitchcock klipper aldrig til close-ups af naboerne eller skifter kameravinkel, så man tvinges ind i rollen som Jefferies' med-voyeur, og ender helt automatisk i en verden præget af nysgerrighed og spænding."
Scope-bruger Za Kannushi peger på et interessant aspekt ved filmen: "Ud over spændingsdramaet giver Hitchcock os også et mini-panorama over ægteskab og parforhold i denne baggård ..." Vi følger således - gennem Jeffs øjne - naboerne i de forskellige lejligheder, deriblandt det nygifte par, der er fuldstændig forgabt i hinanden, og som nærmest synes at dyrke lagengymnastik både dag og nat bag de nedrullede gardiner; den ensomme, ulykkelige pebermø, der afholder stævnemøder med ikke-eksisterende mænd; den unge, velformede og omsværmede danserinde, der hver morgen danser rundt i lejligheden kun iført undertøj; og sælgeren Lars Thorwald, der plejer sin syge, sengeliggende og altid klagende kone. Alle disse personer og deres forhold står som en spejling af Jeffs egne overvejelser og betænkeligheder omkring det at indgå ægteskab med kæresten Lisa. Ja, som Za Kannushi videre siger, "har filmen ... noget at sige om parforhold eller menneskelige forhold i det hele taget, og nødvendigheden af at tilpasse sig og tro på hinanden. Hitchcock viser ganske genialt hvordan karaktererne reagerer på hinanden, og han viser Jefferies' voksende fascination af Lisas mod og ivrighed, som han
ellers havde afskrevet på forhånd. "Rear Window" er et dejligt lille smugkig på livet."
Blandt mine yndlingsscener er:
Som beskrevet af Christian Monggaard: "Åbningssekvensen, hvor vi uden ord, men med masser af reallyde og daglige rutiner og gestik får præsenteret de forskellige beboere og typer, og [hvor] vi i et stumt, 90 sekunder langt, uklippet skud introduceres for en sovende og svedende James Stewart, får hans navn at vide, hvorfor hans ben er lagt i gips, hvad han arbejder med, og antydninger af en kæreste, og hvordan de to mødte hinanden."
Scenen hvor Lisa vækker Jeff med et kys. Vi ser baggården i det orangerøde skær fra solnedgangen, og vi ser Jeff, der sover ved siden af et åbent vindue, helt uforstyrret af en operasangerinde der øver skalaer. En skygge glider henover ham, samtidig med at der bliver fuldstændig stille på lydsporet. Vi ser, at det er Lisa, der bøjer sig ind over Jeff, som vågner og ser op på hende med et smil. Selve kysset er filmet i profil og i drømmeagtig slow-motion, og det efterfølges af en hvisket dialog mellem dem, hvor tonen er kærligt drillende. Jeg tror aldrig, jeg har set en bedre introduktion af heltinden i en film!
Nattescenerne hvor James Stewart siddende i sin kørestol falder i søvn, vågner for en kort bemærkning og kigger ud af vinduet, for så igen at falde i søvn. Hver gang han falder i
søvn, tones billedet til sort og lyden dæmpes. På denne simple, men effektive måde hjælpes vi til at sætte os i Jeffs sted, idet vi heller ikke ser eller hører, hvad der foregår omkring ham, når han er faldet i søvn. Dette, sammen med mørket og de mange baggrundslyde, gør disse scener enormt stemningsfulde. Man føler således både hygge og uhygge, når Jeff sover trygt og vågner ved lyden af torden og regn - ja, det er på det tidspunkt man fornemmer, at der vil ske et eller andet dramatisk i nattens løb.
Den spændende, nervepirrende slutning, hvor
Filmen er smukt fotograferet i Technicolor og er filmet i én stor kulisse. Christian Monggaard skriver: "Det stiliserede baggårdsmiljø, bygget op fra bunden i et gigantisk filmstudie, har sin egen tone og en særlig intimitet, som Hitchcocks hoffotograf Robert Burks i instruktørens regi indfanger med lange, rolige kamerabevægelser, opfindsomme skud gennem telelinser og kikkerter, panoreringer rundt i gården og afslørende nærbilleder af hovedpersonerne."
Jeg vil desuden rose filmen for at opbygge spænding helt uden brug af underlægningsmusik, men udelukkende gennem en blanding af intense nærbilleder, stilhed, fjerne lyde og nattens mørke.
'Rear Window' blev nomineret til fire Oscars (Bedste Instruktør, Bedste Manuskript, Bedste Cinematografi og Bedste Lyd) og en BAFTA (Bedste Film).
#1045 Åkepool 13 år siden
#1046 MMB 13 år siden
#1047 BN 13 år siden
WHAT?!!! :( ...
#1048 Babo84 13 år siden
#1049 Skeloboy 13 år siden
Det er ganske, ganske rammende. Er også selv ret vild med Rear Window. Pisseintens! og James Stewart...well, han er vel en af de 5 bedste evah!
Af alle de 21 Hitchcock, jeg har set, så er Rear Window godt i toppen....sådan her vil det se ud:
1: Psycho
2: Rebecca
3: North By Northwest
4: Notorious
5: Dial M For Murder
6: Rear Window
#1050 Collateral 13 år siden