190) The Good, the Bad and the Ugly - (Sergio Leone, 1966)
En klassisk spaghetti-western om tre mænd der kappes om at finde en guldskat.
Dette er den tredje og bedste film i Dollar-trilogien. Det er en fortælling fyldt med vold og sort humor. Clint Eastwood er den fåmælte, snu og selvsikre "Blondie" (også kendt som 'Manden uden navn'), Eli Wallach er den hidsige, hurtigt talende og fjogede, men farlige Tuco, og Lee Van Cleef er den kolde, skånselsløse Angel Eyes.
Den indledende introduktion af de tre hovedpersoner er simpelthen fabelagtig og anslår på forbilledlig vis filmens tone og stil. Den yderst underholdende midterdel bærer præg af magtkampen mellem Blondie og Tuco; en magtkamp hvor snart den ene har overtaget, snart den anden. Og så er der den eminente slutning med
Tuco der løber rundt mellem gravene på kirkegården og leder efter navnet 'Arch Stanton', samt den langtrukne duel mellem de tre mænd.
Clint Eastwood ses her i den rolle, der for alvor gjorde ham til en verdensstjerne. Og Eli Wallach leverer sin karrieres bedste og mest bemærkelsesværdige præstation.
Og så kommer jeg naturligvis ikke udenom at nævne Ennio Morricones fantastiske musik, herunder ikke mindst hovedtemaet med de fjerne trommer, den smukke fløjten, det indianer-agtige skrigekor og den dybe el-guitar. Musikken udgør - sammen med den fejende flotte billedside - næsten det halve af oplevelsen ved denne film.
Det er lige det :-) intet i den fanger mig, desværre. Den er heller ikke helt mig, og jeg er indrømmet meget kræsen mht. den genre - der er ganske få westerns jeg holder af, ja de kan tælles på en hånd. Seneste gensyn var faktisk for nylig med Unforgiven, som fangede mig optimalt, men den er også noget anderledes..
intet i den fanger mig, desværre. Den er heller ikke helt mig,
Jeg synes - som du kan se - ret godt om den. Men der er dog en grund til, at den befinder sig så langt nede på min Top 200: Jeg er først og fremmest til historier der har en vis emotionel slagkraft, altså rører mit hjerte, og det gør 'The Good, the Bad and the Ugly' ikke, for det er en meget tør og kynisk historie, hvor selv the good guys er mere eller mindre usympatiske og egoistiske. (Det er på et andet plan jeg nyder den; nemlig som en eskapistisk, ironisk "røverhistorie".)
Babo Rises (107) skrev:
jeg er indrømmet meget kræsen mht. den genre - der er ganske få westerns jeg holder af, ja de kan tælles på en hånd.
Jamen, velkommen i klubben! ;-)
De westerns, jeg selv holder af (læs: har med på min topliste), kan tælles på 4 hænder.
;-D
Der er nemlig 20 i alt. Men det er faktisk få, når man tænker på, at de er lavet mellem 1950 og 2010, altså i løbet af en 60-års-periode. (Jeg gider ikke at se sort/hvide westerns, da jeg ikke synes, at den amerikanske natur kommer til sin ret i disse.)
Det har du ret i. Der er ikke en emotionel "connection" i den, og det forventes nu heller ikke af mig altid, man kan godt nyde filmen og dens røver-historie. Jeg mente også, at den virker en smule karikeret, men på den måde, som jeg ikke bryder mig synderligt om. Og så er den for lang :-)
20 westerns er fint nok, men ikke mange set i forhold til 60års perioden, enig. Af de ældre, holder jeg af Wild Bunch og Django - har forsøgt mig med en enkelt Ford western (The Searchers) som egentlig var okay, men fandt den sjældent medrivende. Mangler dog stadig at få set nogle klassiske eksempler.
#101 BN 13 år siden
190) The Good, the Bad and the Ugly - (Sergio Leone, 1966)
En klassisk spaghetti-western om tre mænd der kappes om at finde en guldskat.
Dette er den tredje og bedste film i Dollar-trilogien. Det er en fortælling fyldt med vold og sort humor. Clint Eastwood er den fåmælte, snu og selvsikre "Blondie" (også kendt som 'Manden uden navn'), Eli Wallach er den hidsige, hurtigt talende og fjogede, men farlige Tuco, og Lee Van Cleef er den kolde, skånselsløse Angel Eyes.
Den indledende introduktion af de tre hovedpersoner er simpelthen fabelagtig og anslår på forbilledlig vis filmens tone og stil. Den yderst underholdende midterdel bærer præg af magtkampen mellem Blondie og Tuco; en magtkamp hvor snart den ene har overtaget, snart den anden. Og så er der den eminente slutning med
Clint Eastwood ses her i den rolle, der for alvor gjorde ham til en verdensstjerne. Og Eli Wallach leverer sin karrieres bedste og mest bemærkelsesværdige præstation.
Og så kommer jeg naturligvis ikke udenom at nævne Ennio Morricones fantastiske musik, herunder ikke mindst hovedtemaet med de fjerne trommer, den smukke fløjten, det indianer-agtige skrigekor og den dybe el-guitar. Musikken udgør - sammen med den fejende flotte billedside - næsten det halve af oplevelsen ved denne film.
#102 Babo Rises 13 år siden
#103 MOVIE1000 13 år siden
#104 Kruse 13 år siden
Helt enig! En fantastisk film, som jeg glæder mig til snart at gense :)
6/6
#105 BN 13 år siden
hehe
#106 BN 13 år siden
Hmm ... hvad er nu det med dig? ;-)
#107 Babo Rises 13 år siden
Det er lige det :-) intet i den fanger mig, desværre. Den er heller ikke helt mig, og jeg er indrømmet meget kræsen mht. den genre - der er ganske få westerns jeg holder af, ja de kan tælles på en hånd. Seneste gensyn var faktisk for nylig med Unforgiven, som fangede mig optimalt, men den er også noget anderledes..
#108 IK 13 år siden
Jeg elsker den film, og tror også BN snart kommer med den i sin top 200. :)
#109 BN 13 år siden
Jeg synes - som du kan se - ret godt om den. Men der er dog en grund til, at den befinder sig så langt nede på min Top 200: Jeg er først og fremmest til historier der har en vis emotionel slagkraft, altså rører mit hjerte, og det gør 'The Good, the Bad and the Ugly' ikke, for det er en meget tør og kynisk historie, hvor selv the good guys er mere eller mindre usympatiske og egoistiske. (Det er på et andet plan jeg nyder den; nemlig som en eskapistisk, ironisk "røverhistorie".)
Jamen, velkommen i klubben! ;-)
De westerns, jeg selv holder af (læs: har med på min topliste), kan tælles på 4 hænder.
;-D
Der er nemlig 20 i alt. Men det er faktisk få, når man tænker på, at de er lavet mellem 1950 og 2010, altså i løbet af en 60-års-periode. (Jeg gider ikke at se sort/hvide westerns, da jeg ikke synes, at den amerikanske natur kommer til sin ret i disse.)
#110 Babo Rises 13 år siden
Det har du ret i. Der er ikke en emotionel "connection" i den, og det forventes nu heller ikke af mig altid, man kan godt nyde filmen og dens røver-historie. Jeg mente også, at den virker en smule karikeret, men på den måde, som jeg ikke bryder mig synderligt om. Og så er den for lang :-)
20 westerns er fint nok, men ikke mange set i forhold til 60års perioden, enig. Af de ældre, holder jeg af Wild Bunch og Django - har forsøgt mig med en enkelt Ford western (The Searchers) som egentlig var okay, men fandt den sjældent medrivende. Mangler dog stadig at få set nogle klassiske eksempler.