170) The Boy in the Striped Pyjamas - (Mark Herman, 2008)
Et stilfærdigt, men intenst og tankevækkende drama om en tysk drengs hemmelige venskab med en jævnaldrende, jødisk dreng under Anden Verdenskrig.
Tag ikke fejl: Dette er ikke nogen børnefilm, selvom dens historie er fortalt ud fra et naivt, uskyldigt barns synsvinkel - dertil er dens personskildring simpelthen for kompleks og dens konflikter for voldsomme. Ligesom filmens hovedperson, den 8-årige Bruno, ikke forstår de voksenproblemer, der udspiller sig for øjnene af ham, og de ideologiske tanker, man søger at indpode ham, således ville et børnepublikum heller ikke kunne forstå baggrunden for mange af de væsentligste begivenheder, der her udspiller sig.
Filmen bygger sit drama over den kendsgerning, at mange af nazi-bødlerne i de tyske koncentrationslejre var hyggelige ægtemænd og familiefædre i deres fritid, og at de (bl.a. gennem stærkt manipulerende propagandafilm) var med til at skjule sandheden om koncentrationslejrene, som i øvrigt ofte var placeret midt i naturskønne omgivelser. Man kan levende forestille sig, hvordan disse omstændigheder har betydet, at deres egne børn ikke har kendt til rædslernes omfang. Ja, specielt blandt de mindre børn har der uden tvivl været nogen, der slet ikke har vidst, hvad der foregik.
Bruno ved således godt, at det tyske folk er i krig, og at det har fjender. Men han kan ikke forstå, at hans nyfundne ven og eneste legekammerat, den jødiske dreng Shmuel, skulle være en fjende eller et dårligt menneske. Og omvendt har han heller ikke fantasi til at forestille sig, hvad hans egen fader - koncentrationslejrens kommandant - virkelig foretager sig, når denne tager på arbejde.
Barneskuespilleren Asa Butterfield er fremragende som den naive, nysgerrige Bruno; ja, den knægt er virkelig et sandt naturtalent. Og så er der de to fremragende skuespillere, som spiller forældrene: David Thewlis formår i rollen som den pligtopfyldende, blindt lydige fader at styre langt udenom den stereotype nazi-skurk og i stedet vise os et nuanceret menneske, der efter bedste evne forsøger at drage omsorg for sin familie, som han elsker. Moderen spilles stærkt og følsomt af Vera Farmiga, som efter min mening her leverer sin hidtil bedste præstation.
Slutningen er
chokerende og hjerteskærende. Første gang jeg så filmen, sad jeg som lammet og med en klump i halsen, idet jeg tænkte, at sådan kunne de da ikke lade den slutte. Men ret beset er det den eneste rigtige - og også den mest konsekvente - slutning.
169) Shine - (Scott Hicks, 1996)
Autentisk drama om pianisten David Helfgott, hvis spirende karriere ødelægges af et nervesammenbrud.
Det er en på mange måder trist, men samtidig også rørende og meget livsbekræftende historie.
Noah Taylor er god i rollen som den unge David. Men endnu bedre er Geoffrey Rush, som leverer en fantastisk (og Oscar-belønnet) præstation som den ældre, nervøse, maniske og hurtigtsnakkende David. Rollen, der blev hans store gennembrud, må stadig siges at være hans bedste.
168) The Remains of the Day - (James Ivory, 1993)
Historien om to mennesker, den perfekte butler Mr. Stevens (Anthony Hopkins) og den effektive husholderske Miss Kenton (Emma Thompson), der enten ikke evner eller ikke har modet til at give udtryk for hvad de føler for hinanden. Et stille, men intenst og smertefuldt drama om det at forspilde muligheden for kærlighed.
Anthony Hopkins yder en af sin karrieres bedste præstationer, og det samme gør Emma Thompson. I en film som denne her, hvor personerne sjældent ytrer nogen følelser, er det imponerende at se, hvordan disse to skuespillere kan fortælle en hel historie udelukkende med blikke, mimik og kropssprog.
Filmen var nomineret til hele 8 Oscars, men vandt ikke nogen af dem.
167) Revolutionary Road - (Sam Mendes, 2008)
Ægteskabsdrama. En film, der med sin realistiske skildring af et parforhold i alvorlig krise, rammer lige dér hvor det gør allermest ondt. Jeg kan ikke sige det bedre end wimmie: "Det er definitionen af det forhold vi alle frygter at ende i."
Mesterligt skuespil fra både Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Jeg er således også helt enig med wimmie og Bruce m.fl. i, at det var for den her film Kate Winslet skulle have haft sin Oscar, og ikke for 'The Reader'. Nævnes skal også Michael Shannon for sin formidable præstation som "naboens psykisk syge søn, hvis vanvid hovedsagligt synes at bestå i, at han sætter ord på de tanker, som alle andre undertrykker", for nu at citere filmz-anmelder Benway. Denne karakters udtalelser rummer udover de rammende sandheder også en del sort humor.
166) King Kong - Extended Edition - (Peter Jackson, 2005)
Jeg er vokset op med 1933-udgaven af 'King Kong', og som barn syntes jeg, den var både spændende og uhyggelig. Som voksen tabte jeg imidlertid fuldstændig interessen for den slags monster-historier - de kunne bare ikke fænge mig mere, og det kan de generelt stadig ikke. Så da jeg læste, at Peter Jackson's første projekt efter 'Lord of the Rings'-trilogien var 'King Kong', var det for mig en lidt kedelig nyhed. Men jeg valgte alligevel at gå ind og se filmen, udelukkende fordi det var en Peter Jackson-film.
Jeg vil ikke påstå, at jeg finder historien om kæmpeaben, der kommer til New York, overmåde interessant. Men jeg må indrømme, at det er lykkedes Peter Jackson og hans filmhold at tilsætte den en så fortættet og fortryllende eventyrstemning og skabe nogle så medrivende actionsekvenser, at filmen faktisk gået hen og blevet virkelig god. Man kan sige det på den måde, at for mig gør filmens stemning faktisk dens historie interessant. Jeg er ihvertfald tryllebundet hver gang jeg ser filmen. Og nærværende anmeldelse gælder den såkaldte 'Extended Edition', som jeg synes tilfører filmen endnu mere intens spænding.
Jeg har tidligere sammenlignet filmen med de tomme kalorier fra slik og chokolade, som man ikke bliver virkelig mæt af, men sådan har jeg det ikke længere, når jeg ser den. Det er underholdning af højeste kvalitet. (Det samme vil jeg ikke sige om udgaverne fra 1933 og 1976.)
165) Rain Man - (Barry Levinson, 1988)
Drama / roadmovie om den selviske bilsælger Charlie Babbit (Tom Cruise), hvis netop afdøde fader har efterladt sig en større sum penge, som denne dog til Charlies store fortørnelse har testamenteret til autisten Ray. Dette er dog ikke den eneste overraskelse, der venter, for det viser sig også, at Ray er Charlies broder.
Dustin Hoffman leverer en imponerende (og Oscar-belønnet) præstation som den autistiske Ray; en af de roller han nok altid vil blive husket for. Og Tom Cruise har her sin første gode rolle, som også er hans første rigtige karakterrolle.
Det gennemgående musikalske tema er skrevet af Hans Zimmer og er et af mine yndlingsnumre indenfor kategorien filmmusik.
164) The Majestic - (Frank Darabont, 2001)
Romantisk drama om en manuskriptforfatter der som følge af en bilulykke mister hukommelsen og ender i en lille, sydcalifornisk by, hvor indbyggerne antager ham for at være en af byens længe savnede krigshelte.
Instruktøren Frank Darabont kan et eller andet med film der foregår i "de gode, gamle dage" - det har han tidligere demonstreret med 'Shawshank Redemption' og 'The Green Mile'. Det specielle ved disse to film er, at de giver et overbevisende tidsbillede, men krydret med en ganske særlig nostalgisk tone, der sammen med valget af plot understreger, at målet ikke er realisme, men at fortælle en god historie. Det samme gælder 'The Majestic'.
At se 'The Majestic' er i mere end én forstand som at se en film fra en anden tid. Det er et klassisk Hollywood-eventyr, ja, et feel-good drama i stil med de gamle Frank Capra-klassikere 'I'ts a Wonderful Life' og 'Mr. Smith goes to Washington', efter min mening blot bedre. 'The Majestic' indeholder således nogle af de samme temaer: det at stå ved sine værdier og kæmpe for dem, finde sit rette jeg og ikke mindst sin plads i den her verden. Filmens hovedperson Peter Appleton (Jim Carrey) er en godhjertet, men noget uselvstændig og konfliktsky fyr, der arbejder som manuskriptforfatter til b-film i 1950'ernes Hollywood. Han er i den forbindelse lidt af en nikkedukke, idet han finder sig i, at andre bestemmer indholdet af de historier, han skriver. Det at han af McCarthy-komitéen bliver anklaget for at være kommunist-sympatisør, og at han bliver forvekslet med en anden person, bliver en katalysator for hans udvikling som menneske.
'The Majestic' er en gribende, enkel og varm film, der fortæller sin historie i et langsomt, behageligt tempo og med flotte, stemningsfyldte billeder. Jeg elsker den slags film, som har et meget menneskeligt og sympatisk budskab, og som samtidig har noget enormt opmuntrende og livsbekræftende over sig.
163) Singin' in the Rain - (Stanley Donen & Gene Kelly, 1952)
Efter at have genset denne film, må jeg bryde sammen og tilstå, at Bruce har ret: Dette er virkelig verdens bedste musical! Og ja, man kan ikke andet end blive i godt humør af den. Den er sjov, flot at se på og fyldt med livsglæde. Og så er musikken og dansescenerne af allerhøjeste kvalitet, og jeg er faktisk ret imponeret over Donald O'Connors såvel komiske som akrobatiske evner.
162) Se7en - (David Fincher, 1995)
En mørk og grum thriller om to politimænd der jager en seriemorder.
Modsat mange andre film om seriemordere, ser man aldrig gerningsmanden myrde nogen i 'Se7en'. Men det er heller ikke nødvendigt, for filmen formår - allerede i titelsekvensen og i scenerne med ligfundene - at skabe uro, ubehag og spænding hos tilskueren ved hjælp af mørke, skumle og ofte ulækre billeder, samt den minimalistiske, men effektive underlægningsmusik. Vi får som sagt ikke på noget tidspunkt lov til at se, hvad morderen foretager sig bag politiets ryg, men følger derimod hele tiden - og indimellem på ganske hyggelig og humoristisk vis - de to politimænd, der skal finde morderen: Somerset (Morgan Freeman) med hans rolige, myndige væsen, og Mills (Brad Pitt) med hans temperament og utålmodige sind.
Filmen bliver afsindigt spændende henimod slutningen, da
morderen pludselig dukker op på politistationen og melder sig selv.
Ja, det der gør den her film til noget særligt, er ikke mindst den onde, uventede slutning.
161) The Wall - (Alan Parker, 1982)
Dette er - formoder jeg - verdens længste musikvideo, men til gengæld er det også den bedste. Det er nok en forudsætning, at man kan lide Pink Floyd's musik - ellers tror jeg ikke, man vil kunne lide filmen. For mig personligt er dette dog ikke noget problem, da Pink Floyd efter min mening er verdens bedste rockband. :-)
På lydsporet er det Roger Waters der dominerer, idet han synger hovedpartene af sangene. Og det gør han med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt; læg mærke hvordan han smager på ordene og den kraft hvormed han slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, i det hele taget fortælle historier.
Billederne og sangene passer perfekt sammen. "Mother"-sekvensen er f.eks. smuk, rørende og stemningsfuld med det langsomme kys der ledsages af lyden af en susende vind og et bankende hjerte, Roger Waters stemme der kun akkompagneres af et klokkespil (jeg foretrækker denne version fremfor album-versionen), billedet af den tankefulde hovedperson Pink, den efterfølgende krydsklipning mellem scener fra hans barndom og scener fra hans ægteskab, den bare fod der knuser vinglasset o.s.v. "Waiting for the Worms"-sekvensen er til gengæld ret barsk med Beach Boys-lignende vokaler på lydsiden og blodig, fascistisk vold på billedsiden. Blandt de animerede sekvenser kan nævnes "Goodbye Blue Sky", der er både smuk og grum med sine billeder af en due der forvandles til en ørn, en himmel fyldt med bombefly der forvandles til kors, og en storby der forvandles til et øde, krigshærget landskab. Det er i det hele taget ikke nogen behagelig film. Den indeholder mange dystre, groteske og mareridsagtige billeder og scenarier, ikke mindst i de animerede sekvenser, såsom "The Trial", der dog ender med den forløsende væltning eller sprængning af muren.
Det kan være en mentalt udmattende oplevelse at se filmen, der må siges at komme vidt omkring i de mørke afkroge af menneskets sind. Men måske skader det ikke engang imellem at få indblik i de traumer og problemer, som nogle mennesker har måttet slås med gennem et helt liv.
En dag forsinket, end hvad du lovede mig.. skam dig :) Flere gode titler, og flere jeg selv giver en høj karakter. Men Se7en er langt langt højere placeret hos mig.
Enig med Babo Forever.. og vil lige tilføje at The Majestic ligger langt lavere placeret hos mig. Et eller andet sted på 2000.-3000. pladsen vil jeg gætte på =)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Så kan jeg nå et bad, lave mad, se en film, gå en tur, lufte hunden, ta' en lur..... :)
Hmm ... det ser ud til, at forholdet mellem dit og mit tidsniveau svarer til forholdet mellem tiden i vågen tilstand og tiden i første drømmelag i 'Inception'. ;-)
#111 Babo Rises 13 år siden
Vi håber, og enig... (igen igen) :-)
#112 BN 13 år siden
Et stilfærdigt, men intenst og tankevækkende drama om en tysk drengs hemmelige venskab med en jævnaldrende, jødisk dreng under Anden Verdenskrig.
Tag ikke fejl: Dette er ikke nogen børnefilm, selvom dens historie er fortalt ud fra et naivt, uskyldigt barns synsvinkel - dertil er dens personskildring simpelthen for kompleks og dens konflikter for voldsomme. Ligesom filmens hovedperson, den 8-årige Bruno, ikke forstår de voksenproblemer, der udspiller sig for øjnene af ham, og de ideologiske tanker, man søger at indpode ham, således ville et børnepublikum heller ikke kunne forstå baggrunden for mange af de væsentligste begivenheder, der her udspiller sig.
Filmen bygger sit drama over den kendsgerning, at mange af nazi-bødlerne i de tyske koncentrationslejre var hyggelige ægtemænd og familiefædre i deres fritid, og at de (bl.a. gennem stærkt manipulerende propagandafilm) var med til at skjule sandheden om koncentrationslejrene, som i øvrigt ofte var placeret midt i naturskønne omgivelser. Man kan levende forestille sig, hvordan disse omstændigheder har betydet, at deres egne børn ikke har kendt til rædslernes omfang. Ja, specielt blandt de mindre børn har der uden tvivl været nogen, der slet ikke har vidst, hvad der foregik.
Bruno ved således godt, at det tyske folk er i krig, og at det har fjender. Men han kan ikke forstå, at hans nyfundne ven og eneste legekammerat, den jødiske dreng Shmuel, skulle være en fjende eller et dårligt menneske. Og omvendt har han heller ikke fantasi til at forestille sig, hvad hans egen fader - koncentrationslejrens kommandant - virkelig foretager sig, når denne tager på arbejde.
Barneskuespilleren Asa Butterfield er fremragende som den naive, nysgerrige Bruno; ja, den knægt er virkelig et sandt naturtalent. Og så er der de to fremragende skuespillere, som spiller forældrene: David Thewlis formår i rollen som den pligtopfyldende, blindt lydige fader at styre langt udenom den stereotype nazi-skurk og i stedet vise os et nuanceret menneske, der efter bedste evne forsøger at drage omsorg for sin familie, som han elsker. Moderen spilles stærkt og følsomt af Vera Farmiga, som efter min mening her leverer sin hidtil bedste præstation.
Slutningen er
169) Shine - (Scott Hicks, 1996)
Autentisk drama om pianisten David Helfgott, hvis spirende karriere ødelægges af et nervesammenbrud.
Det er en på mange måder trist, men samtidig også rørende og meget livsbekræftende historie.
Noah Taylor er god i rollen som den unge David. Men endnu bedre er Geoffrey Rush, som leverer en fantastisk (og Oscar-belønnet) præstation som den ældre, nervøse, maniske og hurtigtsnakkende David. Rollen, der blev hans store gennembrud, må stadig siges at være hans bedste.
168) The Remains of the Day - (James Ivory, 1993)
Historien om to mennesker, den perfekte butler Mr. Stevens (Anthony Hopkins) og den effektive husholderske Miss Kenton (Emma Thompson), der enten ikke evner eller ikke har modet til at give udtryk for hvad de føler for hinanden. Et stille, men intenst og smertefuldt drama om det at forspilde muligheden for kærlighed.
Anthony Hopkins yder en af sin karrieres bedste præstationer, og det samme gør Emma Thompson. I en film som denne her, hvor personerne sjældent ytrer nogen følelser, er det imponerende at se, hvordan disse to skuespillere kan fortælle en hel historie udelukkende med blikke, mimik og kropssprog.
Filmen var nomineret til hele 8 Oscars, men vandt ikke nogen af dem.
167) Revolutionary Road - (Sam Mendes, 2008)
Ægteskabsdrama. En film, der med sin realistiske skildring af et parforhold i alvorlig krise, rammer lige dér hvor det gør allermest ondt. Jeg kan ikke sige det bedre end wimmie: "Det er definitionen af det forhold vi alle frygter at ende i."
Mesterligt skuespil fra både Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Jeg er således også helt enig med wimmie og Bruce m.fl. i, at det var for den her film Kate Winslet skulle have haft sin Oscar, og ikke for 'The Reader'. Nævnes skal også Michael Shannon for sin formidable præstation som "naboens psykisk syge søn, hvis vanvid hovedsagligt synes at bestå i, at han sætter ord på de tanker, som alle andre undertrykker", for nu at citere filmz-anmelder Benway. Denne karakters udtalelser rummer udover de rammende sandheder også en del sort humor.
166) King Kong - Extended Edition - (Peter Jackson, 2005)
Jeg er vokset op med 1933-udgaven af 'King Kong', og som barn syntes jeg, den var både spændende og uhyggelig. Som voksen tabte jeg imidlertid fuldstændig interessen for den slags monster-historier - de kunne bare ikke fænge mig mere, og det kan de generelt stadig ikke. Så da jeg læste, at Peter Jackson's første projekt efter 'Lord of the Rings'-trilogien var 'King Kong', var det for mig en lidt kedelig nyhed. Men jeg valgte alligevel at gå ind og se filmen, udelukkende fordi det var en Peter Jackson-film.
Jeg vil ikke påstå, at jeg finder historien om kæmpeaben, der kommer til New York, overmåde interessant. Men jeg må indrømme, at det er lykkedes Peter Jackson og hans filmhold at tilsætte den en så fortættet og fortryllende eventyrstemning og skabe nogle så medrivende actionsekvenser, at filmen faktisk gået hen og blevet virkelig god. Man kan sige det på den måde, at for mig gør filmens stemning faktisk dens historie interessant. Jeg er ihvertfald tryllebundet hver gang jeg ser filmen. Og nærværende anmeldelse gælder den såkaldte 'Extended Edition', som jeg synes tilfører filmen endnu mere intens spænding.
Jeg har tidligere sammenlignet filmen med de tomme kalorier fra slik og chokolade, som man ikke bliver virkelig mæt af, men sådan har jeg det ikke længere, når jeg ser den. Det er underholdning af højeste kvalitet. (Det samme vil jeg ikke sige om udgaverne fra 1933 og 1976.)
165) Rain Man - (Barry Levinson, 1988)
Drama / roadmovie om den selviske bilsælger Charlie Babbit (Tom Cruise), hvis netop afdøde fader har efterladt sig en større sum penge, som denne dog til Charlies store fortørnelse har testamenteret til autisten Ray. Dette er dog ikke den eneste overraskelse, der venter, for det viser sig også, at Ray er Charlies broder.
Dustin Hoffman leverer en imponerende (og Oscar-belønnet) præstation som den autistiske Ray; en af de roller han nok altid vil blive husket for. Og Tom Cruise har her sin første gode rolle, som også er hans første rigtige karakterrolle.
Det gennemgående musikalske tema er skrevet af Hans Zimmer og er et af mine yndlingsnumre indenfor kategorien filmmusik.
164) The Majestic - (Frank Darabont, 2001)
Romantisk drama om en manuskriptforfatter der som følge af en bilulykke mister hukommelsen og ender i en lille, sydcalifornisk by, hvor indbyggerne antager ham for at være en af byens længe savnede krigshelte.
Instruktøren Frank Darabont kan et eller andet med film der foregår i "de gode, gamle dage" - det har han tidligere demonstreret med 'Shawshank Redemption' og 'The Green Mile'. Det specielle ved disse to film er, at de giver et overbevisende tidsbillede, men krydret med en ganske særlig nostalgisk tone, der sammen med valget af plot understreger, at målet ikke er realisme, men at fortælle en god historie. Det samme gælder 'The Majestic'.
At se 'The Majestic' er i mere end én forstand som at se en film fra en anden tid. Det er et klassisk Hollywood-eventyr, ja, et feel-good drama i stil med de gamle Frank Capra-klassikere 'I'ts a Wonderful Life' og 'Mr. Smith goes to Washington', efter min mening blot bedre. 'The Majestic' indeholder således nogle af de samme temaer: det at stå ved sine værdier og kæmpe for dem, finde sit rette jeg og ikke mindst sin plads i den her verden. Filmens hovedperson Peter Appleton (Jim Carrey) er en godhjertet, men noget uselvstændig og konfliktsky fyr, der arbejder som manuskriptforfatter til b-film i 1950'ernes Hollywood. Han er i den forbindelse lidt af en nikkedukke, idet han finder sig i, at andre bestemmer indholdet af de historier, han skriver. Det at han af McCarthy-komitéen bliver anklaget for at være kommunist-sympatisør, og at han bliver forvekslet med en anden person, bliver en katalysator for hans udvikling som menneske.
'The Majestic' er en gribende, enkel og varm film, der fortæller sin historie i et langsomt, behageligt tempo og med flotte, stemningsfyldte billeder. Jeg elsker den slags film, som har et meget menneskeligt og sympatisk budskab, og som samtidig har noget enormt opmuntrende og livsbekræftende over sig.
163) Singin' in the Rain - (Stanley Donen & Gene Kelly, 1952)
Efter at have genset denne film, må jeg bryde sammen og tilstå, at Bruce har ret: Dette er virkelig verdens bedste musical! Og ja, man kan ikke andet end blive i godt humør af den. Den er sjov, flot at se på og fyldt med livsglæde. Og så er musikken og dansescenerne af allerhøjeste kvalitet, og jeg er faktisk ret imponeret over Donald O'Connors såvel komiske som akrobatiske evner.
162) Se7en - (David Fincher, 1995)
En mørk og grum thriller om to politimænd der jager en seriemorder.
Modsat mange andre film om seriemordere, ser man aldrig gerningsmanden myrde nogen i 'Se7en'. Men det er heller ikke nødvendigt, for filmen formår - allerede i titelsekvensen og i scenerne med ligfundene - at skabe uro, ubehag og spænding hos tilskueren ved hjælp af mørke, skumle og ofte ulækre billeder, samt den minimalistiske, men effektive underlægningsmusik. Vi får som sagt ikke på noget tidspunkt lov til at se, hvad morderen foretager sig bag politiets ryg, men følger derimod hele tiden - og indimellem på ganske hyggelig og humoristisk vis - de to politimænd, der skal finde morderen: Somerset (Morgan Freeman) med hans rolige, myndige væsen, og Mills (Brad Pitt) med hans temperament og utålmodige sind.
Filmen bliver afsindigt spændende henimod slutningen, da
161) The Wall - (Alan Parker, 1982)
Dette er - formoder jeg - verdens længste musikvideo, men til gengæld er det også den bedste. Det er nok en forudsætning, at man kan lide Pink Floyd's musik - ellers tror jeg ikke, man vil kunne lide filmen. For mig personligt er dette dog ikke noget problem, da Pink Floyd efter min mening er verdens bedste rockband. :-)
På lydsporet er det Roger Waters der dominerer, idet han synger hovedpartene af sangene. Og det gør han med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt; læg mærke hvordan han smager på ordene og den kraft hvormed han slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, i det hele taget fortælle historier.
Billederne og sangene passer perfekt sammen. "Mother"-sekvensen er f.eks. smuk, rørende og stemningsfuld med det langsomme kys der ledsages af lyden af en susende vind og et bankende hjerte, Roger Waters stemme der kun akkompagneres af et klokkespil (jeg foretrækker denne version fremfor album-versionen), billedet af den tankefulde hovedperson Pink, den efterfølgende krydsklipning mellem scener fra hans barndom og scener fra hans ægteskab, den bare fod der knuser vinglasset o.s.v. "Waiting for the Worms"-sekvensen er til gengæld ret barsk med Beach Boys-lignende vokaler på lydsiden og blodig, fascistisk vold på billedsiden. Blandt de animerede sekvenser kan nævnes "Goodbye Blue Sky", der er både smuk og grum med sine billeder af en due der forvandles til en ørn, en himmel fyldt med bombefly der forvandles til kors, og en storby der forvandles til et øde, krigshærget landskab. Det er i det hele taget ikke nogen behagelig film. Den indeholder mange dystre, groteske og mareridsagtige billeder og scenarier, ikke mindst i de animerede sekvenser, såsom "The Trial", der dog ender med den forløsende væltning eller sprængning af muren.
Det kan være en mentalt udmattende oplevelse at se filmen, der må siges at komme vidt omkring i de mørke afkroge af menneskets sind. Men måske skader det ikke engang imellem at få indblik i de traumer og problemer, som nogle mennesker har måttet slås med gennem et helt liv.
#113 Babo Rises 13 år siden
#114 Lord Beef Jerky 13 år siden
#115 Babo Rises 13 år siden
SÅ længe det ikke er Babo And Lord - i så fald vil jeg gerne være Batman og du Robin :)
#116 BN 13 år siden
Så skal jeg nok lade være med at minde dig om, at jeg faktisk lovede at poste 20 film den her gang, og ikke kun 10 ..... DOH!
#117 Babo Rises 13 år siden
Men stadig forsinket. Du lod mig vente...forgæves :)
Så kan jeg nå et bad, lave mad, se en film, gå en tur, lufte hunden, ta' en lur..... :)
#118 BN 13 år siden
Hmm ... det ser ud til, at forholdet mellem dit og mit tidsniveau svarer til forholdet mellem tiden i vågen tilstand og tiden i første drømmelag i 'Inception'. ;-)
#119 Babo Rises 13 år siden
Sådan ca, ja :) Altså med andre; du er i slow motion tilstand :-)
#120 IK 13 år siden
Revolutionary Road - 5/6
King Kong EE - 5/6
Rain Man - 5/6
Singin In The Rain - 5/6
Se7en - 6/6