Jeg synes sådan set også, Manns film er fine nok, men de får mig generelt bare ikke op at ringe. :)

En færdig mand ligefrem. Det er hårde ord. :)

31) Unforgiven - (Clint Eastwood, 1992)

Western. William ("Will") Munny, der har en fortid som fredløs, drikfældig morder, har slået sig ned på en øde beliggende svinefarm med sine to små børn. Konen har været død i nogle år, men han føler, at han skylder hende ikke at vende tilbage til kriminaliteten og fredløsheden, eftersom det var hende der i sin tid fik ham på ret køl. Alligevel føler han sig fristet af det, da han en dag hører om muligheden for nogle let tjente penge. En prostitueret kvinde er blevet lemlæstet af et par cowboys, og kvinden og hendes kolleger i den lille by Big Whisky har udlovet en pæn dusør til den, der kan fange og dræbe gerningsmændene. Munny kan godt bruge pengene til børnenes fremtid, så han kaster sig ud i det sammen med sin gamle ven Ned Logan og den unge, revolverglade Schofield Kid.

'Unforgiven' er en moralsk kompleks og eftertænksom revisionistisk western, der med sin melankolske tone, sin beskidte realisme og sit underliggende anti-volds-tema står som det foreløbige højdepunkt i Clint Eastwoods lange karriere som skuespiller og instruktør. Geoff Andrew, en anmelder fra tidsskriftet Time Out nævner, at filmens fokus på "aldring, frygt og død etablerer en mørk tone, perfekt suppleret af [cheffotograf] Jack Greens dystre billeder." Cathy Young, en bruger fra imdb.com, kalder det en "grim, mørk og alligevel sært smuk historie". For mig består det smukke især i, at en kvindes kærlighed har en så stor betydning for hovedpersonen. Sagt med Filmz-bruger Riqons ord ser jeg "filmen som en kærlighedshistorie mellem en enkemand og hans afdøde kone [Claudia], som man aldrig ser - alligevel definerer deres gensidige kærlighed både start og slutning og er hans primære drivkraft gennem hele filmen." Noget andet jeg finder smukt ved filmen, er den menneskelighed og følsomme tone der præger dens fortælling.

Filmanmelder Jonas Varsted Kirkegaard skriver i online-filmtidsskriftet 16:9: "hovedpersonen William Munny er Eastwoods måske mest splittede og hårdest prøvede figur nogensinde; en aldrende enkemand og økonomisk trængt svinefarmer, som indvilliger i at indkassere en dusør på to kvægdriveres hoveder. Som han begiver sig på vej for at finde de formastelige, påbegynder han ligeledes en slags omvendt dannelsesrejse, en gradvis nedsynken i fortids barbari og [alkohol]misbrug. Ikke tilfældigt hedder hans destination 'Big Whiskey', ligesom hans efternavn er fonetisk sammenfaldende med 'money'; han dræber ikke for, at retfærdigheden skal ske fyldest, men for penge, omend han agter at bruge dem på at sikre sine børns opvækst. En bodsgerning, som skal ses i sammenhæng med den udeblevne tilgivelse, titlen refererer til, som igen peger tilbage mod Munnys splittelse - hans nye jeg kan nemlig kun lige akkurat udholde erindringen om hans tidligere jeg, som var af en sjældent modbydelig beskaffenhed. .....

I en efterfølgende nøglescene omkring lejrbålet, krænger Munny sjælen ud overfor sin gamle ven Ned (Morgan Freeman). Scenen illustrerer desuden forbilledligt Eastwoods beherskelse af 'knaphedens princip', hans unikke evne til at få fortættet drama ud af næsten ingenting. I et langt take ser vi ildens skær spille på hans furede ansigt. Gudfrygtig, som Munny er, spekulerer han utvivlsomt på, hvad der venter ham i en ikke så fjern fremtid, men denne visuelle effekt er også et perfekt udtryk for et sind, som ikke kan finde hvile. Uden yderligere varsel manifesterer filmens mest frastødende voldshandling sig, omend kun på replikplan og - uvægerligt - i tilskuerens hoved: "Ned, remember that drover I shot through the mouth whose teeth came out the back of his neck? I think about him now and again."

Unforgiven betræder steder, som den traditionelle western ikke anede eksisterede, såsom mandlige mindreværdskomplekser. Munny bemærker umiddelbart herefter til Ned, at ingen i det gamle slæng egentlig brød som om ham, men derimod frygtede hans omskiftelige temperament. Ned vil tydeligvis helst skøjte henover emnet, og hans henkastede kommentarer ("Yeah, you was one crazy son of a bitch") kan ses som en reference til og kritik af det, man kunne kalde den klassiske western-genres underholdnings-fremmende
bagatelliseringsteknik, hvor mord sjældent efterlader sig spor i psykologisk forstand. Men i denne films univers har drastiske handlinger drastiske konsekvenser: Da Munny senere skal udføre sit første drab i årevis, trækkes det i så ledt et langdrag, at både tilskueren og de myrdende får rigelig tid til at lade alle udådens implikationer synke ind."

Ja, 'Unforgiven' afromantiserer det vilde Vesten og gør op med tidligere westernfilms bagatellisering af det at slå et andet menneske ihjel. Når eksempelvis John Wayne plaffede
indianere og banditter ned, foregik det ligeså let og lystigt som stod han i et skydetelt i tivoli. Ja, det er meget få westerns der nogensinde har skildret nedskydningen af mennesker (især indianere) som mere alvorligt end som så. Der blev aldrig - eller ihvertfald kun ekstremt sjældent - fokuseret på konsekvenserne af et drab: blodet, smerten, de efterladtes sorg og den psykologiske indvirkning på den person, der havde trykket på aftrækkeren, for slet ikke at tale om de moralske aspekter. Næ, det hele var nærmest bare en uskyldig leg, ligesom når børn løber rundt og råber: "Bang, du er død". Helt anderledes er det i 'Unforgiven', som det også udtrykkes af Will Munny et sted i filmen: "It's a hell of a thing, killin' a man. You take away all he's got and all he's ever gonna have." Desuden pilles glansen af revolvermænd, idet de afsløres som enten kujoner, svæklinge og løgnere (jævnfør Little Bills ydmygelse af English Bob) eller som koldblodige, grusomme mordere (Will Munny indrømmer at have dræbt både kvinder og børn).

Hvad jeg også godt kan lide, er at der i den her film ikke er nogen helte eller skurke; nej, ligesom i den virkelige verden er der ikke nogen der er entydigt gode eller onde. Personerne fremstår derimod som rigtige mennesker med både sympatiske og mindre sympatiske træk. Will er f.eks. en kærlig og fredelig familiefader, men forvandler sig med hjælp fra en flaske whisky til en koldblodig morder. Ned er fuldstændig klar over, at deres mission er både tåbelig og farlig, men tager alligevel med på grund af pengene. Den unge Schofield Kid er en umoden blærerøv, der er ivrig efter at dræbe mennesker, fordi han tror, at det vil gøre ham til en mand. Little Bill har et oprigtigt ønske om at opretholde lov og orden i den lille by, men måden han gør det på, er dybt forkastelig. Og mens det er forståeligt, at de prostituerede kvinder kræver retfærdighed, virker det fuldstændig urimeligt, at de afviser den yngste cowboy, som har det skidt med det, hans makker har gjort, og som forsøger at stifte fred med dem.

Filmen indeholder en række fremragende skuespilpræstationer: Clint Eastwood som den skyldbetyngede og selvforagtende Will Munny; Morgan Freeman som hans rolige, loyale ven; Jaimz Woolvett som den nervøse, selvhævdende Schofield Kid; Richard Harris som den hovne, selvudnævnte revolver-ekvilibrist English Bob; Frances Fisher som de prostitueredes talskvinde Strawberry Alice. Og så kommer man naturligvis ikke udenom Gene Hackmans intense, Oscar-belønnede præstation som den sadistiske sherif Little Bill Dagget.

Blandt de bedste scener er:

Little Bills afvæbning og efterfølgende gennemtævning af midt på gaden, for øjnene af byens indbyggere. Her går det virkelig op for én, at Little Bill ikke er den flinke fyr, som man indtil da i nogen grad har regnet ham for, men derimod en brutal sadist, der ikke holder sig for god til at misbruge sin magt, og som reelt opfører sig som en anden konge i den lille by.

Den føromtalte scene hvor Munny begår sit første drab i årevis.

Den lange samtale mellem Will Munny og Schofield Kid på en vindomsust bakketop, hvor sidstnævnte

Og så er der dramaets afslutning, som Jonas Varsted Kirkegaard kommenterer med disse ord:

Sidste jeg så 'Unforgiven' og nåede til epilogen med og med det smukke nummer "Claudia's Theme" på lydsporet - måtte jeg fælde en tåre. Jeg synes, det er en rørende morale, at - en morale, der ligger i alt det usagte i teksten fra filmens prolog og epilog.

Hele pointen med filmens rammehistorie er, at

'Unforgiven' er Clint Eastwoods mesterværk.

Filmen vandt fire Oscars: Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Klipning og
Bedste Mandlige Birolle (Gene Hackman).

Jeg kan godt lide Unforgiven, men det er ved at være længe siden, jeg så den. Så jeg trænger helt sikkert til et gensyn med filmen. Til gengæld er jeg ret sikker på, jeg ikke er enig med dig i, at det er Eastwoods bedste. :)

Thomas E. Nielsen (1239) skrev:

Hvilken film tror du, du finder bedre og hvorfor? Jeg er bare nysgerrig. For mig er det heller ikke nødvendigvis mandens bedste, selv om den er med deroppe. Personligt foretrækker jeg f.eks. The Outlaw Josey Wales en anelse mere end denne her.

Det er et godt spørgsmål. Jeg tror måske i virkeligheden, der er mere end én Eastwood film, som jeg finder bedre end Unforgiven. Mystic River er en af dem. Jeg synes, det er en fantastisk film, som fungerer på flere planer. Opklarelsen af mordet måske handlingsmæssigt er i centrum, men det er især den fantastiske portrættering af vores hovedpersoner, der gør, at filmen holder hele vejen. Med intet mindre end fantastiske skuespilpræstationer over hele linjen viser Clint, hvordan en enkelt begivenhed kan gå hen at påvirke en resten af livet.