Da det rent redigerings-mæssigt er nemmere for mig at tage de anmeldelser med, jeg rent faktisk nåede at blive tilfreds med ordlyden af, bliver Top 10 lige strakt ud over nogle flere indlæg.
10) Indiscreet - (Stanley Donen, 1958)
En klassisk komedie.
Anna Kalman (Ingrid Bergman) er en succesfuld skuespillerinde, som har opgivet håbet om at finde sin drømmemand. Men en dag hvor hun står og taler med sin søster om netop dette emne, kommer diplomaten Philip Adams (Cary Grant) gående ind ad hendes dør.
Cary Grant og Ingrid Bergman har - som tidligere nævnt - altid har været to af mine yndlingsskuespillere. Her er de begge med, og så kan jeg personligt ikke ønske mig mere! Ja, det er ikke mindst for deres Golden Globe-nominerede skuespil denne film skal ses.
Cary Grant mestrede især de elegante, romantiske komedier, og dette er en af de allerbedste af slagsen. Det var anden gang i karrieren han var sat sammen med Ingrid Bergman, og de to klæder virkelig hinanden. Ingrid Bergman besad evnen til på en og samme tid at fremstå som følsom, sårbar heltinde og stærk kvinde med personlighed; en evne, som hun også meget fint demonstrerer her.
Andre vil måske have svært ved at se det helt store i en film som denne. Men for mig er det sommetider bare stemningen, billedsiden, skuespillet (herunder kemien mellem helten og heltinden) og dialogen der gør en film til noget særligt. Og sådan har jeg det også med 'Indiscreet', hvor jeg simpelthen bare føler, at jeg er i det bedste tænkelige selskab. Ja, det her er efter min mening indbegrebet af en feel good film.
Et af filmens komiske højdepunkter er en meget entusiastisk Cary Grant, der folder sig ud på dansegulvet. Var det mon i virkeligheden ham der opfandt den gakkede gangart, som John Cleese fra Monty Python's Flying Circus senere blev kendt for? Se filmen og døm selv! ;-)
Filmen blev nomineret til en BAFTA for Bedste Britiske Film, ligesom den blev nomineret til tre Golden Globe-priser for h.h.v. Bedste Komedie, Bedste Skuespiller i en komedie og Bedste Skuespillerinde i en komedie.
Af alle de film Cary Grant spillede med i, var 'Indiscreet' i øvrigt hans egen personlige favorit.
En romantisk komedie om ægteparret Jerry og Lucy, der er gået fra hinanden, selvom de stadig elsker hinanden, og som nu forsøger at forpurre hinandens.
Samtidig med at der i filmen er meget af den overdrevne, farceagtige (og vildt sjove) humor, som kendetegnede de såkaldte screwball-komedier, som Hollywood producerede i 1930'erne og 1940'erne, er der ligeså meget af den mere nedtonede slags, og her er humoren i høj grad baseret på hvad to mennesker, der elsker og kender hinanden, virkelig kan finde på at sige og gøre for at drille eller såre hinanden. Filmen "lever" særligt i de scener, hvor Cary Grant og Irene Dunne er alene sammen; her leveres replikkerne med en sådan naturlighed og realisme, at filmen føles tidløs. Det er i mine øjne det bedste komedieskuespil, verden har set. Hver eneste scene er en nydelse.
Jeg har ikke set mange film med Irene Dunne; faktisk kun et par stykker indtil videre. Men det er alligevel nok til, at jeg vil kalde hende en af de allerbedste komedienner Hollywood nogensinde har haft. Hendes force var hendes naturlighed, velsmurte replikker og smittende latter. Og så var hun faktisk også en ret flot og sexet dame. Hun og den uovertrufne Cary Grant havde en ganske særlig kemi på film, hvorfor de da også spillede sammen hele tre gange i deres karriere. Cary Grant har sagt følgende om hende: "Hendes timing var vidunderlig. Hun var så god, at hun fik komedie til at se nemt ud. Hvis hun havde fået det til at se svært ud, ville hun have vundet en Oscar." Jeg er fuldstændig enig med ham.
Nogle af mine favoritscener:
Jerry der morer sig over Lucy, som gør sit bedste ude på dansegulvet sammen med sin nye kæreste.
Jerry der - skjult bag døren - distraherer Lucy, mens denne hører sin nye kæreste oplæse et personligt kærlighedsdigt. Lucys henholdenhed overfor kæresten i samme scene er ligeledes ubetaleligt morsom at overvære.
Jerrys konfrontation med en nævenyttig asiatisk tjener og hans efterfølgende lille uheld under Lucys sangoptræden med sin musiklærer.
Da Jerry opdager, at han ikke er den eneste der gemmer sig i Lucys soveværelse.
Scenen hvor Lucy dukker op for at ønske Jerry held og lykke og drikker champagne sammen med ham.
Filmens sidste scene, som er den bedste slutning på en romantiske komedie nogensinde.
Filmen gjorde Cary Grant til stjerne, og den vandt en Oscar for Bedste Instruktør (derudover blev den bl.a. også nomineret for Bedste Film), og Irene Dunne blev nomineret for Bedste Kvindelige Hovedrolle og Ralph Bellamy for Bedste Mandlige Birolle. (Sidstnævnte spiller Lucys nye, ikke alt for kvikke kæreste.)
En romantisk komedie om ægteparret Jerry og Lucy, der er gået fra hinanden, selvom de stadig elsker hinanden, og som nu forsøger at forpurre hinandens nye kærlighedsaffærer.
6) 2001: A Space Odyssey - (Stanley Kubrick, 1968)
Science-fiction. En film der var lysår forud for sin tid, og samtidig den eneste film, der nogensinde har påvirket den retning mit liv har taget. Den måde hvorpå den indfanger nuet og dvæler undrende og beundrende ved selve eksistensen og det fantastiske univers, satte gang i tankerne hos mig og fik mig til, allerede da jeg forlod biografen, at slutte, at der måtte findes en Skaber - et spørgsmål, som jeg ikke havde tænkt dybere over før. En film, der kan udrette så meget, hører ubetinget hjemme i den allerøverste del af min liste.
Nogle har sagt, at filmen handler om menneskets evolution, men dette tema er nu kun svagt antydet med teksten "Dawn of Man" og de indledende scener med abernes ændrede adfærd. Og interessant nok kræver evolutionen åbenbart også en primus motor! Så man kan med ligeså god (eller bedre) ret sige, at filmen handler om, at der findes en højere, intelligent kraft, som står bag alting. I filmen prøver menneskene ad videnskabelig vej at komme til at forstå denne ukendte kraft, der manifesterer sig synligt via de mystiske sorte, rektangulære monolitter, der hele tiden dukker op og forsvinder igen forskellige steder. Det lader sig dog ikke gøre. Mennesket er her tydeligvis oppe imod et højerestående væsen, der behersker liv og død, og som er hævet over begreber som tid og rum, hvilket
Dave Bowman personligt erfarer i filmens sidste minutter.
I et interview til bladet Rolling Stone har instruktøren Stanley Kubrick sagt: "På det dybeste psykologiske plan symboliserer filmens plot menneskets søgen efter Gud ..."
Mennesket - repræsenteret ved astronauten Dave Bowman - søger svar i den yderste kant af solsystemet, ja, i det fysiske univers, men
konfronteres med eksistensen af en højerestående intelligens, der hele filmen igennem har karakter af en overnaturlig eller guddommelig kraft. Og derefter sendes det ind i en anden, ikke-fysisk dimension, der i forvrængede former og farver genspejler landskaber og fænomener (bl.a. moderlivet) fra vores planet Jorden, for tilsidst at ende i nogle lokaler, der ligner en kold, futuristisk udgave af 1700-tallets arkitektur og møbeldesign, og hvor tiden synes at stå stille. Dave Bowman gennemlever to faser af ældning, ender som en døende olding i sengen og forvandles tilsidst til et svævende barnefoster, der med store øjne betragter jorden.
Planetpulp filmanmelder Martin Jürgensen skriver: "Hvad Kubrick vil sige med filmen er umuligt at afgøre, eller i hvert fald helt åbent for enhver fortolkning. Netop det meningsløse og uforståelige synes dog at være en mening i sig selv, som retfærdiggør filmen som et åndeligt budskab. En form for linse, som man kan betragte sin egen mytologiske forestillingsverden igennem. Rumrejsen bliver en indre rejse, der fører os dybere og dybere ind i det underbevidste. Handlingen skræller så at sige vores verdslige, teknologiske hud af, og fører os ned i den mentale ursuppe, som simrer i hjernens afkroge. Alt dette sker vel at mærke uden ord. Det er kun billeder og musik, som Kubrick benytter sig af. Her finder vi da også filmens egentlige genistreg, for netop fordi filmen i så udstrakt grad er dialogløs, fremstår billeder og musik des stærkere."
Ja, "2001: A Space Odyssey" er hvad jeg vil kalde den perfekte symbiose af billeder og musik. Filmen er mere en oplevelse end en egentlig historie - den er mere et spørgsmål end et svar. Den vækker til filosofisk eftertanke, uden at pege på, hvad man skal gøre med denne eftertanke. Som forfatteren Arthur C. Clarke på et tidspunkt sagde: "Hvis du forstår '2001' fuldt ud, så har vi fejlet. Vi ønskede at rejse langt flere spørgsmål end vi besvarede." Kubrick udtalte: "Det er disse områder, jeg foretrækker ikke at diskutere, fordi de er yderst subjektive og vil variere fra tilskuer til tilskuer. I denne henseende bliver filmen hvadsomhelst tilskueren ser i den. Hvis filmen rører tilskuerens følelser og trænger gennem hans underbevidsthed, hvis den stimulerer hans mytologiske og religiøse længsler og impulser, så har den været en succes." (Gelmis, 'The Film Director as Superstar', 1970, side 304.)
Filmen er fyldt til randen med uforglemmelige scener og billeder, men jeg vil dog særligt fremhæve de følgende:
Åbningssekvensen med solen, der står op bag jorden og månen, akkompagneret af første sats af Richard Strauss' "Also Sprach Zarathustra".
Abens knoglekølle der kastes op i luften, hvorpå der klippes til et rumskib, der glider elegant gennem rummet.
Den første scene fra rummet, hvor det førnævnte rumskib er på vej til en svævende rumstation, der ligger i kredsløb om månen. Denne scene kan nok bedst beskrives som en rumballet, idet billederne på smukkeste vis er tilpasset Johann Strauss den Yngres berømte vals "An Der Schönen Blauen Donau". Lad mig her citere Martin Jürgensen: "Kubrick bringer poesien ind i verdensrummet, og fremstiller universet som noget smukt. Noget uberørt og oprindeligt, der ligger på grænsen af det, vi kan fatte."
Introduktionen af rumskibet Discovery One og dets besætning, hvor det meste af Khatchaturians smukke, sørgmodige 'Gayane's Adagio' gennemspilles på lydsporet; dels som en perfekt illustration af den monotomi og ensomhed, der præger rejsen, men også som en forvarsel om, at et eller andet tragisk vil ske. En fantastisk scene, som både George Lucas og Ridley Scott står i stor gæld til, når man tænker på introerne til h.h.v. 'Star Wars Episode IV: A New Hope' og 'Alien'.
Dave Bowmans opgør med den talende supercomputer HAL 9000.
"Star Gate"-sekvensen, som jeg har beskrevet nærmere ovenfor, og som på genial vis gør brug af to af Gyorgy Ligetis kompositioner, nemlig "Requiem" og "Atmospheres".
"Star Child"-scenen.
Filmen vandt en Oscar for Bedste Effekter, ligesom den vandt tre BAFTA-priser; nemlig for Bedste Kulisser, Bedste Cinematografi og Bedste Soundtrack.
#1251 BN 11 år siden
10) Indiscreet - (Stanley Donen, 1958)
En klassisk komedie.
Anna Kalman (Ingrid Bergman) er en succesfuld skuespillerinde, som har opgivet håbet om at finde sin drømmemand. Men en dag hvor hun står og taler med sin søster om netop dette emne, kommer diplomaten Philip Adams (Cary Grant) gående ind ad hendes dør.
Cary Grant og Ingrid Bergman har - som tidligere nævnt - altid har været to af mine yndlingsskuespillere. Her er de begge med, og så kan jeg personligt ikke ønske mig mere! Ja, det er ikke mindst for deres Golden Globe-nominerede skuespil denne film skal ses.
Cary Grant mestrede især de elegante, romantiske komedier, og dette er en af de allerbedste af slagsen. Det var anden gang i karrieren han var sat sammen med Ingrid Bergman, og de to klæder virkelig hinanden. Ingrid Bergman besad evnen til på en og samme tid at fremstå som følsom, sårbar heltinde og stærk kvinde med personlighed; en evne, som hun også meget fint demonstrerer her.
Andre vil måske have svært ved at se det helt store i en film som denne. Men for mig er det sommetider bare stemningen, billedsiden, skuespillet (herunder kemien mellem helten og heltinden) og dialogen der gør en film til noget særligt. Og sådan har jeg det også med 'Indiscreet', hvor jeg simpelthen bare føler, at jeg er i det bedste tænkelige selskab. Ja, det her er efter min mening indbegrebet af en feel good film.
Et af filmens komiske højdepunkter er en meget entusiastisk Cary Grant, der folder sig ud på dansegulvet. Var det mon i virkeligheden ham der opfandt den gakkede gangart, som John Cleese fra Monty Python's Flying Circus senere blev kendt for? Se filmen og døm selv! ;-)
Filmen blev nomineret til en BAFTA for Bedste Britiske Film, ligesom den blev nomineret til tre Golden Globe-priser for h.h.v. Bedste Komedie, Bedste Skuespiller i en komedie og Bedste Skuespillerinde i en komedie.
Af alle de film Cary Grant spillede med i, var 'Indiscreet' i øvrigt hans egen personlige favorit.
#1252 Skeloboy 11 år siden
HVad ang. din sidste opdatering, så er der en del film, der ikke er i nærheden af min top:
SW1-3, Saving Private Ryan, Bourne-filmen og Regarding Henry.
Men The Pianist, Empire of the Sun, Schindler's List, Heat, SW4-6 er jo helt suveræne! Og Walk The Line og Truman Show er også ganske gode :)
#1253 Ispep 11 år siden
Virkelig? Det mener du ikke amigo? Kan du virkelig ikke lide actionfilm med bare lidt hjerne? :D
#1254 Ispep 11 år siden
#1255 BN 11 år siden
En romantisk komedie om ægteparret Jerry og Lucy, der er gået fra hinanden, selvom de stadig elsker hinanden, og som nu forsøger at forpurre hinandens.
Samtidig med at der i filmen er meget af den overdrevne, farceagtige (og vildt sjove) humor, som kendetegnede de såkaldte screwball-komedier, som Hollywood producerede i 1930'erne og 1940'erne, er der ligeså meget af den mere nedtonede slags, og her er humoren i høj grad baseret på hvad to mennesker, der elsker og kender hinanden, virkelig kan finde på at sige og gøre for at drille eller såre hinanden. Filmen "lever" særligt i de scener, hvor Cary Grant og Irene Dunne er alene sammen; her leveres replikkerne med
en sådan naturlighed og realisme, at filmen føles tidløs. Det er i mine øjne det bedste komedieskuespil, verden har set. Hver eneste scene er en nydelse.
Jeg har ikke set mange film med Irene Dunne; faktisk kun et par stykker indtil videre. Men det er alligevel nok til, at jeg vil kalde hende en af de allerbedste komedienner Hollywood nogensinde har haft. Hendes force var hendes naturlighed, velsmurte replikker og smittende latter. Og så var hun faktisk også en ret flot og sexet dame. Hun og den uovertrufne Cary Grant havde en ganske særlig kemi på film, hvorfor de da også spillede sammen hele tre gange i deres karriere. Cary Grant har sagt følgende om hende: "Hendes timing var vidunderlig. Hun var så god, at hun fik komedie til at
se nemt ud. Hvis hun havde fået det til at se svært ud, ville hun have
vundet en Oscar." Jeg er fuldstændig enig med ham.
Nogle af mine favoritscener:
Jerry der morer sig over Lucy, som gør sit bedste ude på dansegulvet sammen med sin nye kæreste.
Jerry der - skjult bag døren - distraherer Lucy, mens denne hører sin nye kæreste oplæse et personligt kærlighedsdigt. Lucys henholdenhed overfor kæresten i samme scene er ligeledes ubetaleligt morsom at overvære.
Jerrys konfrontation med en nævenyttig asiatisk tjener og hans efterfølgende lille uheld under Lucys sangoptræden med sin musiklærer.
Da Jerry opdager, at han ikke er den eneste der gemmer sig i Lucys soveværelse.
Scenen hvor Lucy dukker op for at ønske Jerry held og lykke og drikker champagne sammen med ham.
Filmens sidste scene, som er den bedste slutning på en romantiske komedie nogensinde.
Filmen gjorde Cary Grant til stjerne, og den vandt en Oscar for Bedste Instruktør (derudover blev den bl.a. også nomineret for Bedste Film), og Irene Dunne blev nomineret for Bedste Kvindelige Hovedrolle og Ralph Bellamy for Bedste Mandlige Birolle. (Sidstnævnte spiller Lucys nye, ikke alt for kvikke kæreste.)
#1256 BN 11 år siden
7) Dances With Wolves - Director's Cut
#1257 Skeloboy 11 år siden
#1258 BN 11 år siden
Fixed.
#1259 Ispep 11 år siden
#1260 BN 11 år siden
Science-fiction. En film der var lysår forud for sin tid, og samtidig den eneste film, der nogensinde har påvirket den retning mit liv har taget. Den måde hvorpå den indfanger nuet og dvæler undrende og beundrende ved selve eksistensen og det fantastiske univers, satte gang i tankerne hos mig og fik mig til, allerede da jeg forlod biografen, at slutte, at der måtte findes en Skaber - et spørgsmål, som jeg ikke havde tænkt dybere over før. En film, der kan udrette så meget, hører ubetinget hjemme i den allerøverste del af min liste.
Nogle har sagt, at filmen handler om menneskets evolution, men dette tema er nu kun svagt antydet med teksten "Dawn of Man" og de indledende scener med abernes ændrede adfærd. Og interessant nok kræver evolutionen åbenbart også en primus motor! Så man kan med ligeså god (eller bedre) ret sige, at filmen handler om, at der findes en højere, intelligent kraft, som står bag alting. I filmen prøver menneskene ad videnskabelig vej at komme til at forstå denne ukendte kraft, der manifesterer sig synligt via de mystiske sorte, rektangulære monolitter, der hele tiden dukker op og forsvinder igen forskellige steder. Det lader sig dog ikke gøre. Mennesket er her tydeligvis oppe imod et højerestående væsen, der behersker liv og død, og som er hævet over begreber som tid og rum, hvilket
Mennesket - repræsenteret ved astronauten Dave Bowman - søger svar i den yderste kant af solsystemet, ja, i det fysiske univers, men
Planetpulp filmanmelder Martin Jürgensen skriver: "Hvad Kubrick vil sige med filmen er umuligt at afgøre, eller i hvert fald helt åbent for enhver fortolkning. Netop det meningsløse og uforståelige synes dog at være en mening i sig selv, som retfærdiggør filmen som et åndeligt budskab. En form for linse, som man kan betragte sin egen mytologiske forestillingsverden igennem. Rumrejsen bliver en indre rejse, der fører os dybere og dybere ind i det underbevidste. Handlingen skræller så at sige vores verdslige, teknologiske hud af, og fører os ned i den mentale ursuppe, som simrer i hjernens afkroge. Alt dette sker vel at mærke uden ord. Det er kun billeder og musik, som Kubrick benytter sig af. Her finder vi da også filmens egentlige genistreg, for netop fordi filmen i så udstrakt grad er dialogløs, fremstår billeder og musik des stærkere."
Ja, "2001: A Space Odyssey" er hvad jeg vil kalde den perfekte symbiose af billeder og musik. Filmen er mere en oplevelse end en egentlig historie - den er mere et spørgsmål end et svar. Den vækker til filosofisk eftertanke, uden at pege på, hvad man skal gøre med denne eftertanke. Som forfatteren Arthur C. Clarke på et tidspunkt sagde: "Hvis du forstår '2001' fuldt ud, så har vi fejlet. Vi ønskede at rejse langt flere spørgsmål end vi besvarede." Kubrick udtalte: "Det er disse områder, jeg foretrækker ikke at diskutere, fordi de er yderst subjektive og vil variere fra tilskuer til tilskuer. I denne henseende bliver filmen hvadsomhelst tilskueren ser i den. Hvis filmen rører tilskuerens følelser og trænger gennem hans underbevidsthed, hvis den stimulerer hans mytologiske og religiøse længsler og impulser, så har den været en succes." (Gelmis, 'The Film Director as Superstar', 1970, side 304.)
Filmen er fyldt til randen med uforglemmelige scener og billeder, men jeg vil dog særligt fremhæve de følgende:
Åbningssekvensen med solen, der står op bag jorden og månen, akkompagneret af første sats af Richard Strauss' "Also Sprach Zarathustra".
Abens knoglekølle der kastes op i luften, hvorpå der klippes til et rumskib, der glider elegant gennem rummet.
Den første scene fra rummet, hvor det førnævnte rumskib er på vej til en svævende rumstation, der ligger i kredsløb om månen. Denne scene kan nok bedst beskrives som en rumballet, idet billederne på smukkeste vis er tilpasset Johann Strauss den Yngres berømte vals "An Der Schönen Blauen Donau". Lad mig her citere Martin Jürgensen: "Kubrick bringer poesien ind i verdensrummet, og fremstiller universet som noget smukt. Noget uberørt og oprindeligt, der ligger på grænsen af det, vi kan fatte."
Introduktionen af rumskibet Discovery One og dets besætning, hvor det meste af Khatchaturians smukke, sørgmodige 'Gayane's Adagio' gennemspilles på lydsporet; dels som en perfekt illustration af den monotomi og ensomhed, der præger rejsen, men også som en
forvarsel om, at et eller andet tragisk vil ske. En fantastisk scene, som både George Lucas og Ridley Scott står i stor gæld til, når man tænker på introerne til h.h.v. 'Star Wars Episode IV: A New Hope' og 'Alien'.
Dave Bowmans opgør med den talende supercomputer HAL 9000.
"Star Gate"-sekvensen, som jeg har beskrevet nærmere ovenfor, og som på genial vis gør brug af to af Gyorgy Ligetis kompositioner, nemlig "Requiem" og "Atmospheres".
"Star Child"-scenen.
Filmen vandt en Oscar for Bedste Effekter, ligesom den vandt tre BAFTA-priser; nemlig for Bedste Kulisser, Bedste Cinematografi og Bedste Soundtrack.