Eksistentielt drama. Filmlands anmelder Per Juul Carlsen beskriver det som en "en film, der rækker lige fra universets skabelse til en drengs indtryk i sine barndomsår, til forældrenes sorg over en af hans to brødres død, formentlig i Vietnam-krigen, og til drengens ar på sjælen som midaldrende arkitekt i nutidens moderne glasbyggeri ..... I den længste periode i filmen er den et forsøg på at beskrive verden som den ser ud når man er en 11-12-årig, der hader sin fars forsøg hårdhændede forsøg på at vise ham sandheden om livet"
Ingen anden film har nogensinde rørt mig så meget som 'The Tree of Life' eller har i samme grad fået mig til at genkalde mig bestemte øjeblikke, stemninger, følelser, opdagelser og førstegangsoplevelser fra min egen barndom og ungdom. Det er en film, der med sin fantastiske melankolske, rolige og eftertænksomme stemning, som opnås gennem billeder af stor skønhed og smuk klassisk musik, får mig til at tænke over mit liv som det har formet sig indtil nu, over selve det at være til og over, at man skal huske at elske, at være der for andre og at prioritere de vigtige ting i tilværelsen. Filmz-bruger RasmusFL kommer ind på noget af det samme: "filmen rører ved noget, som mennesker ikke burde kunne undgå at interessere sig for. Hvorfor er jeg her og hvorfor er jeg den, jeg er i dag? Det er vel på en måde det spørgsmål, Malick stiller."
Jeg elsker det skiftevis flagrende og glidende kamera, der kredser om familien og følger dem i forskellige dagligdags, private og ofte afslappede stunder i og omkring deres hjem, eller tager os med ud i den smukke natur; til skovens dybe ro, de høje trætoppe, den blå himmel og flodens rislende vand. Jeg er vild med den måde hvorpå Malick formår at indfange den stemning, der er udenfor i tusmørket i det kvarter, hvor familien bor. Det er filmet på en sådan måde, at det næsten føles som at være der selv; ja, man kan næsten lugte træerne og græsset og mærke vinden. Per Juul Carlsen har sagt følgende om Malicks filmsprog: "Sammen med sit hold af fotografer og klippere har han skabt en helt forrygende flydende og sanselig stil, der er en ren nydelse at flyde med i. Her giver en grotesk perfektionist og en visionær billedmager alt hvad han har i sig." Eller som Filmz' anmelder Benway skriver: "i lange stunder er filmen mere billeddigt end historiefortælling."
Lidt om skuespillet: Brad Pitt er fremragende som faderen, og ligeså god er Jessica Chastain som den kærlige, engleblide moder. Jeg er desuden helt enig med Filmz-bruger Foeller, når han skriver: "Sjældent har jeg set en barneskuespiller være så overbevisende som Hunter McCracken". Det samme vil jeg sige om de andre barneskuespillere. Men jeg vil nu også rose Sean Penns skuespilpræstation, for Hunter McCrackens yngre Jack og Sean Penns ældre Jack er ikke to forskellige personer - det er det samme rastløse, grublende menneske.
Faderen er i øvrigt blevet omtalt som meget streng og tyrannisk, men jeg synes, at dette er en helt forkert karakteristik af ham. Det er sandt, at han optræder streng i visse situationer, hvor han forsøger at opdrage sine sønner. Men dette er kun én side af ham. Han er også en kærlig ægtemand og fader, der oprigtigt elsker sin familie og kun ønsker at gøre det bedste for den.
Blandt mine yndlingsscener er:
Den lange, fantastiske sekvens med universets og jordens skabelse, hvor de første billeder akkompagneres af Zbigniew Preisners ufatteligt smukke musikstykke "Lacrimosa - Day of Tears" (sunget af sopranen Elzbieta Towarnicka). Det er et storslået øjeblik, da man hører moderens stemme spørge Gud: "What are we to you? ... Answer me!" og spørgsmålet derpå besvares med skabelsen af menneskets hjem, jorden.
Sekvensen med faderen og moderen på græsplænen, der efterfølges af et billede af en gadelygte, hvilket igen efterfølges af billedet af faderen der lytter til den gravide moders mave, hvilket efterfølges af en kameratur ud gennem en låge og opad nogle stentrapper. Denne flot filmede og elegant klippede sekvens gøres fuldstændig magisk gennem brugen af Ottorino Respighis "Siciliana Da Antiche Danze Ed Arie, Suite III"
En anden af mine yndlings-sekvenser er den, som akkompagneres af Bedrich Smetanas "Die Moldau", og hvor moderen svinger rundt med en af sønnerne i sin favn og peger op på himmelen og siger: "That's where God lives.", hvorpå kameraet zoomer ind på trætoppene og den skyklædte himmel. Drengen der hopper i sengen, mens han klapper i hænderne; moderen der putter alle børnene i seng og kysser dem godnat. Billeder af de sovende børn, der laver de der små, rykvise bevægelser som man gør i søvne. Derefter - KLIP - over til de tre drenge, der nu er blevet større, og som løber og leger på vejen og på engen.
Familieopgøret, hvor en af sønnerne er næsvis overfor faderen, hvilket gør denne vred - en vrede der bestemt ikke bliver mindre af, at Jack blander sig. Det gør næsten ondt på mig at overvære denne scene og faderens og moderens skænderi bagefter (et skænderi, der kun består i nogle få vrede og bebrejdende ord og næsten straks udvikler sig til noget korporligt), for det virker utroligt ægte og derfor stærkt.
De to efter hinanden følgende scener henimod slutningen af filmen, hvor
først Jack og hans fader forsones, hvorpå Jack siger undskyld til sin lillebroder, som han har været ond imod.
Det er nogle stille, men meget rørende scener.
'The Tree of Life' handler om godhed kontra ondskab, og om kærlighed og tilgivelse. Men den handler dog først og fremmest om skønhed, glæde og taknemmelighed - den skønhed der kendetegner naturen og vores enestående planet, og den glæde og taknemmelighed ethvert menneske burde føle ved livet. Filmens hovedpersoner retter deres taknemmelighed mod Gud. At alting - universet, jorden, dyrene og menneskene - bare skulle være kommet af sig, er da også i mine øjne den mest ulogiske og urealistiske tanke, der overhovedet findes. (Og videnskabeligt set er det i øvrigt fuldstændigt umuligt.)
Jeg vil slutte med et citat af en anden Filmz-bruger Skeloboy: "Er lamslået, benovet, paf, overvældet og beæret over at have overværet den måske bedste film nogensinde!" ... Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre - jeg vil blot fjerne ordet "måske".
Ja, 'The Tree of Life' er den bedste film jeg nogensinde har set, og det er også den smukkeste, både visuelt, stemningsmæssigt og indholdsmæssigt.
Det var meget overraskende valg. Selvom jeg også langsomt er begyndt at værdsætte den foretrækker jeg klart Thin Red Line. Jeg er også begejstret for Days of Heaven.
Formidabelt! :D Så huskede jeg rigtigt, at du var meget begejstret for den, dog uden at kunne finde en anmeldelse af den (det krydret med, at du veg uden om at kommentere på mit gæt, gav en fornemmelse af, det ikke var helt ved siden af). :)
The Tree of Life er for mig en enestående film, der på en måde ikke rigtig virker som en film, men mere en følelse eller et minde, og jeg har derfor utrolig svært ved at placere den mellem andre film. Rigtig god anmeldelse, som faktisk hjælper mig med at sætte nogle ord på Malicks ambitiøse og helt igennem fuldstændige fantastiske værk. Et snarlig gensyn vil være på sin plads! :)
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
#1291 Åkepool 11 år siden
#1292 Kiksmann 11 år siden
#1293 knipsknips 11 år siden
Den er nummer 5 på hans liste!
#1294 Kiksmann 11 år siden
#1295 jessup 11 år siden
#1296 BN 11 år siden
#1297 BN 11 år siden
Eksistentielt drama. Filmlands anmelder Per Juul Carlsen beskriver det som en "en film, der rækker lige fra universets skabelse til en drengs indtryk i sine barndomsår, til forældrenes sorg over en af hans to brødres død, formentlig i Vietnam-krigen, og til drengens ar på sjælen som midaldrende arkitekt i nutidens moderne glasbyggeri ..... I den længste periode i filmen er den et forsøg på at beskrive verden som den ser ud når man er en 11-12-årig, der hader sin fars forsøg hårdhændede forsøg på at vise ham sandheden om livet"
Ingen anden film har nogensinde rørt mig så meget som 'The Tree of Life' eller har i samme grad fået mig til at genkalde mig bestemte øjeblikke, stemninger, følelser, opdagelser og førstegangsoplevelser fra min egen barndom og ungdom. Det er en film, der med sin fantastiske melankolske, rolige og eftertænksomme stemning, som opnås gennem billeder af stor skønhed og smuk klassisk musik, får mig til at tænke over mit liv som det har formet sig indtil nu, over selve det at være til og over, at man skal huske at elske, at være der for andre og at prioritere de vigtige ting i tilværelsen. Filmz-bruger RasmusFL kommer ind på noget af det samme: "filmen rører ved noget, som mennesker ikke burde kunne undgå at interessere sig for. Hvorfor er jeg her og hvorfor er jeg den, jeg er i dag? Det er vel på en måde det spørgsmål, Malick stiller."
Jeg elsker det skiftevis flagrende og glidende kamera, der kredser om familien og følger dem i forskellige dagligdags, private og ofte afslappede stunder i og omkring deres hjem, eller tager os med ud i den smukke natur; til skovens dybe ro, de høje trætoppe, den blå himmel og flodens rislende vand. Jeg er vild med den måde hvorpå Malick formår at indfange den stemning, der er udenfor i tusmørket i det kvarter, hvor familien bor. Det er
filmet på en sådan måde, at det næsten føles som at være der selv; ja, man kan næsten lugte træerne og græsset og mærke vinden. Per Juul Carlsen har sagt følgende om Malicks filmsprog: "Sammen med sit hold af fotografer og klippere har han skabt en helt forrygende flydende og sanselig stil, der er en ren nydelse at flyde med i. Her giver en grotesk perfektionist og en visionær billedmager alt hvad han har i sig." Eller som Filmz' anmelder Benway skriver: "i lange stunder er filmen mere billeddigt end historiefortælling."
Lidt om skuespillet: Brad Pitt er fremragende som faderen, og ligeså god er Jessica Chastain som den kærlige, engleblide moder. Jeg er desuden helt enig med Filmz-bruger Foeller, når han skriver: "Sjældent har jeg set en barneskuespiller være så overbevisende som Hunter McCracken". Det samme vil jeg sige om de andre barneskuespillere. Men jeg vil nu også rose Sean Penns skuespilpræstation, for Hunter McCrackens yngre Jack og Sean Penns ældre Jack er ikke to forskellige personer - det er det samme rastløse, grublende menneske.
Faderen er i øvrigt blevet omtalt som meget streng og tyrannisk, men jeg synes, at dette er en helt forkert karakteristik af ham. Det er sandt, at han optræder streng i visse situationer, hvor han forsøger at opdrage sine sønner. Men dette er kun én side af ham. Han er også en kærlig ægtemand og fader, der oprigtigt elsker sin familie og kun ønsker at gøre det bedste for den.
Blandt mine yndlingsscener er:
Den lange, fantastiske sekvens med universets og jordens skabelse, hvor de første billeder akkompagneres af Zbigniew Preisners ufatteligt smukke musikstykke "Lacrimosa - Day of Tears" (sunget af sopranen Elzbieta Towarnicka). Det er et storslået øjeblik, da man hører moderens stemme spørge Gud: "What are we to you? ... Answer me!" og spørgsmålet derpå besvares med skabelsen af menneskets hjem, jorden.
Sekvensen med faderen og moderen på græsplænen, der efterfølges af et billede af en gadelygte, hvilket igen efterfølges af billedet af faderen der lytter til den gravide moders mave, hvilket efterfølges af en kameratur ud gennem en låge og opad nogle stentrapper. Denne flot filmede og elegant klippede sekvens gøres fuldstændig magisk gennem brugen af Ottorino Respighis "Siciliana Da Antiche Danze Ed Arie, Suite III"
En anden af mine yndlings-sekvenser er den, som akkompagneres af Bedrich Smetanas "Die Moldau", og hvor moderen svinger rundt med en af sønnerne i sin favn og peger op på himmelen og siger: "That's where God lives.", hvorpå kameraet zoomer ind på trætoppene og den skyklædte himmel. Drengen der hopper i sengen, mens han klapper i hænderne; moderen der putter alle børnene i seng og kysser dem godnat. Billeder af de sovende børn, der laver de der små, rykvise bevægelser som man gør i søvne. Derefter - KLIP - over til de tre drenge, der nu er blevet større, og som løber og leger på vejen og på engen.
Familieopgøret, hvor en af sønnerne er næsvis overfor faderen, hvilket gør denne vred - en vrede der bestemt ikke bliver mindre af, at Jack blander sig. Det gør næsten ondt på mig at overvære denne scene og faderens og moderens skænderi bagefter (et skænderi, der kun består i nogle få vrede og bebrejdende ord og næsten straks udvikler sig til noget korporligt), for det virker utroligt ægte og derfor stærkt.
De to efter hinanden følgende scener henimod slutningen af filmen, hvor
'The Tree of Life' handler om godhed kontra ondskab, og om kærlighed og tilgivelse. Men
den handler dog først og fremmest om skønhed, glæde og taknemmelighed - den skønhed der kendetegner naturen og vores enestående planet, og den glæde og taknemmelighed ethvert menneske burde føle ved livet. Filmens hovedpersoner retter deres taknemmelighed mod Gud. At alting - universet, jorden, dyrene og menneskene - bare skulle være kommet af sig, er da også i mine øjne den mest ulogiske og urealistiske tanke, der overhovedet findes. (Og videnskabeligt set er det i øvrigt fuldstændigt umuligt.)
Jeg vil slutte med et citat af en anden Filmz-bruger Skeloboy: "Er lamslået, benovet, paf, overvældet og beæret over at have overværet den måske bedste film nogensinde!" ... Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre - jeg vil blot fjerne ordet "måske".
Ja, 'The Tree of Life' er den bedste film jeg nogensinde har set, og det er også den smukkeste, både visuelt, stemningsmæssigt og indholdsmæssigt.
#1298 Ispep 11 år siden
#1299 Neranders 11 år siden
Formidabelt! :D Så huskede jeg rigtigt, at du var meget begejstret for den, dog uden at kunne finde en anmeldelse af den (det krydret med, at du veg uden om at kommentere på mit gæt, gav en fornemmelse af, det ikke var helt ved siden af). :)
The Tree of Life er for mig en enestående film, der på en måde ikke rigtig virker som en film, men mere en følelse eller et minde, og jeg har derfor utrolig svært ved at placere den mellem andre film. Rigtig god anmeldelse, som faktisk hjælper mig med at sætte nogle ord på Malicks ambitiøse og helt igennem fuldstændige fantastiske værk. Et snarlig gensyn vil være på sin plads! :)
"That's rough, buddy."
#1300 Skeloboy 11 år siden
Den er også på min 1. plads...med flere længder, faktisk.
Og ja, jeg ville også selv fjerne mit "måske" ;)