Romantisk komedie / roadmovie. Amerikanerinden Anna (Amy Adams) rejser til Irland, fordi hun vil tvinge sin kæreste gennem fire år til at sige ja til hendes frieri ved at henlægge det til den 29. februar, hvor det er skudår. Ifølge irsk tradition kan man nemlig ikke afslå et frieri på den dag. Hun bliver imidlertid forsinket på grund af dårligt vejr og flyforsinkelser, så derfor beder hun den uvenlige kroejer Declan (Matthew Goode) om at køre hende til Dublin, hvilket denne indvilliger i, da han har brug for pengene til at betale sin gæld. Turen bliver dog ikke uden forhindringer.
'Leap Year' er en behageligt langsom og afslappet komedie med masser af vittige replikker og en del situationskomik. Det er længe siden jeg har set en moderne romantisk komedie, der har en sådan ro over sig, og som tør at forlade sig på en simpel historie, hvor alt overflødigt er skrabet væk, og hvor kun det romantiske par er i fokus. Filmens dialog er ganske jordnær og naturlig, og derfor virker romantikken ikke på noget tidspunkt forceret eller sødladen, hvilket Amy Adams og Matthew Goode har en stor del af æren for med deres ubesværede, meget levende skuespil og deres gode kemi sammen.
Det er en film med usædvanligt smukke og varme billeder - noget som jeg ikke ligefrem synes man er vant til i komedier nu om dage. Og billederne er akkompagneret af en ligeså smuk underlægningsmusik, foruden nogle få velvalgte popnumre, deriblandt en oldie som "'Dream A Little Dream of Me' med Mamas and Papas
Der er ingen tvivl om, at 'Leap Year' står i gæld til en klassisk komedie som 'It Happened One Night', som den har visse træk til fælles med. Men hvad gør dét, når 'Leap Year' trods alt har sit eget charmerende særpræg og i øvrigt er en overordentlig veloplagt komedie med ligeså veloplagte skuespillere i de to altoverskyggende hovedroller?
Moderne romantiske komedier bliver næsten altid beskyldt for at være klichéfyldte og forudsigelige, og historien i 'Leap Year' er da også en variation over et kendt tema, ligesom det også er muligt, at slutningen på 'Leap Year' er forudsigelig. Men det samme kan jo siges om næsten alle de gamle komedieklassikere, og betyder det egentlig så meget, når det kommer til stykket? Man kan - ikke mindst filmens handling taget i betragtning - meget passende sammenligne det med en rejse: Det der gør en rejse god, er ikke dens afslutning, men det der sker mens man er undervejs. Og det er heller ikke afgørende, at alt hvad man ser undervejs, er noget man aldrig har set før, men derimod at man kan nyde turen. Og jeg nød virkelig 'Leap Year'.
Filmen fik en dårlig modtagelse af anmelderne, mens publikum lidt bedre kunne lide den. Det er helt klart en gammeldags komedie, men netop dette gør, at den for mig virker forfriskende og befriende anderledes.
119) 1492 - Conquest of Paradise - (Ridley Scott, 1992)
Hvis der er noget instruktøren Ridley Scott kan, så er det at skrue en periodefilm sammen på en sådan måde, at man virkelig føler historiens vingesus. Som filmmager forstår han at skabe stemninger og billeder, der gør at publikum får sig en overvældende visuel oplevelse. Dette er '1492' et godt eksempel på. Den smukke billedside understøttes mesterligt af Vangelis' ligeså smukke underlægningsmusik, hvoraf hovedtemaet næsten har vundet større berømmelse end selve filmen.
Det er den bedste film jeg har set om Columbus' opdagelse af Amerika, og også den bedste rolle jeg har set Gerard Depardieu i.
118) Braveheart - (Mel Gibson, 1995)
Denne barske og blodige storfilm om den skotske frihedskæmper William Wallace vandt fem Oscars, bl.a. for Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Cinematografi. Det er en enormt underholdende og medrivende film, og Mel Gibson er intens og karismatisk i hovedrollen.
For mig ligger det mest interessante dog ikke i den ydre konflikt, men derimod i den tragiske kærlighedshistorie, ja, i Wallaces personlige tab, som da også er en motiverende faktor for ham og et underliggende tema helt frem til og med slutningen.
117) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplins liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først fundet ud af for nylig.
Chaplin skildres som et sympatisk, men bestemt ikke fejlfrit menneske - han var meget dameglad og til tider også ret stolt og selvoptaget. Filmen giver os et godt indblik i et liv, der til tider har været problematisk og ulykkeligt, ja, præget af en ydmygende nedtur, men som i sidste ende alligevel endte med
ægteskabelig lykke og både personlig og kunstnerisk oprejsning.
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
116) Atonement - (Joe Wright, 2007)
Drama. Der findes løgne og falske anklager, der kan forvolde nærmest uoprettelig skade. Det er sådan en løgn eller anklage, der er omdrejningspunktet for plottet i Joe Wrights fremragende film 'Atonement', der foregår i 1930'erne og -40'ernes England (og Frankrig). En blot 13-årig pige ved navn Briony anklager på grund af jalousi sin voksne storesøsters nyfundne kærlighed, den unge gartner Robbie, for voldtægt mod en pige, der er på besøg hos familien sammen med sine to brødre. Ja, knap har storesøsteren Cecilia (Keira Knightley) og Robbie (James McAvoy) nået at vise hinanden de allerførste udtryk for kærlighed, før de rives fra hinanden som følge af den falske anklage, der betyder at Robbie arresteres af politiet.
Straks derpå skrues tiden fem år frem, og spørgsmålet er herefter, om de to elskende kan finde sammen igen? Kan kærligheden overvinde alt? Kan skaden gøres god igen? Og kan Briony, der - som tiden er gået - har fortrudt det, hun har gjort, få tilgivelse? Vil hun stå frem og fortrælle sandheden?
Efter at have set denne film, ved jeg nu, at Keira Knightley, der mildest talt ikke imponerede mig i de tre 'Pirates of the Caribbean'-film, kan spille rigtigt skuespil. Hun fremviser her et fint, bredt register af udtryk og følelser. Og James McAvoy overbeviser i den grad med sin skildring af en oprigtig, godhjertet fyr, der bliver sendt ud på en psykisk udmattende deroute - hans smerte, længsel, vrede og frustration er næsten er til at tage og føle på. Men alle skuespillerne gør det godt. Der siges generelt mere med mimik (og musik og billeder) end med ord i denne film, og dette ser jeg som en stor styrke.
Hver eneste scene i filmen imponerer, ikke mindst evakueringen af de britiske tropper ved Dunkirk. Det er flotte billeder og til tider overvældende scenarier, hvis formål dog ikke bare er at fryde øjet, men derimod at afspejle det kaos og tungsind, som Robbie oplever som følge af de kraftige omvæltninger, der sker i hans liv.
Og sjældent har en film efterladt mig med en sådan følelse af vrede rettet mod én enkelt person som 'Atonement' gør. Jeg tænker her på
det, som den ældre dame fortæller i slutningen af filmen.
115) The Wild Bunch - (Sam Peckinpah, 1969)
En barsk og blodig western, hvori man følger en gruppe hårde, lovløse mænds tiltagende desperate forsøg på at holde ud, mens det gamle Vesten langsomt er ved at vige for moderne tider.
William Holden har rollen som den resolutte, principfaste bandeleder Pike Bishop, der med et enkelt blik viser, hvad han tænker, og fra hvem en enkelt kort og skarp bemærkning er nok til at sætte tingene på plads. Ernst Borgnine spiller Pikes loyale og fandenivoldske ven Dutch, og Warren Oates og Ben Johnson spiller de to stridslystne brødre Lyle og Tector. Derudover vil jeg fremhæve Robert Ryan som bandens tidligere medlem Deke Thornton, der nu jager dem sammen med en flok dusørjægere.
'The Wild Bunch' er i mange henseender en klassisk westernfortælling, men samtidig meget u-hollywoodsk og atypisk for sin tid med sin rå og usminkede, realistiske skildring af volden, og med sine hovedpersoner, der består af nogle røvere og drabsmænd, som gør lige nøjagtigt hvad der passer dem. Ifølge imdb.com beskyldte western-stjernen John Wayne filmen for at ødelægge myten om det gamle Vesten; en kritik der bl.a. bundede i de ekstremt blodige voldsscener, hvor der blev gjort brug af slow-motion og hurtig klipning. Instruktøren Sam Peckinpah forsvarede imidlertid volden ved at sige, at hans film var et opgør med de mange blodløse westerns, der glamouriserede revolverdueller og drab, og at det var hans hensigt at få vold til at fremstå som "grim, forrående og fandens forfærdelig, det er ikke sjov og leg og cowboys og indianere."
Trods sin afmytificering og afromantisering af det vilde Vesten, indeholder 'The Wild Bunch' dog en smule heroisme. Det er - med laserdisken.dk's anmelder Peters ord - "en dybt alvorlig og meningsfuld film om begreber som ære, loyalitet og sammenhold imellem "rigtige" mandfolk, og den pris, de ikke blot er villige til, men insisterer på at betale for at leve op til disse begreber." Og dette bringer mig så frem til filmens fantastiske klimaks,
det legendariske, blodige shoot-out, der i sig selv er et stykke filmhistorie:
Filmz-anmelder Benway skriver herom: "Man røres ... af den sørgmodige tone og de standhaftige mænds venskab, der bærer dem gennem voldsorgiet." Og jeg vil så tilføje, at det på sin vis er et meget moralsk voldsorgie. For første gang i deres lange løbebane handler mændene uselvisk, engagerer sig følelsesmæssigt i en kamp og vælger at være solidariske med de mexicanske bønder fra bandemedlemmet Angels landsby. Ja, som en filmfan har skrevet på imdb.com: "Hvis bandens selvopopfrelse i forsøget på at redde deres ven og befri hans folk fra general Mapaches undertrykkelse, ikke er en af de mest poetiske skildringer af syndsforladelse der har prydet en western, hvad er så?" Det er således ren filmmagi, når bandelederen Pike betragter den mexikanske kvinde (som han lige har været i seng med) og hendes barn og tænker over det liv, han kunne have haft, hvorefter han sammenkalder de tre andre mænd og sammen med dem tager den lange gåtur op til general Manache for at kræve Angel frigivet. De går den sikre død i møde, og de ved det godt.
Jeg kan kun erklære mig enig med Benway, der har kaldt 'The Wild Bunch' for "en af westerngenrens allerstørste mesterværker".
Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Musik og Bedste Originale Manuskript.
Og nåja, så indeholder den verdens bedste power speech, leveret af William Holden: "Let's go!" ;-)
114) Airplane II: The Sequel - (Ken Finkleman, 1982)
Dette er (som titlen svagt antyder) fortsættelsen til 'Airplane', og selvom den genbruger en del jokes fra denne, er den faktisk ligeså morsom og opfindsom. Netop derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg fandt ud af, at hverken David Zucker, Jerry Zucker eller Jim Abrahams har haft nogetsomhelst med filmen at gøre.
113) Airplane - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1978)
Spoof-klassiker, som var den første film fra det geniale trekløver David Zucker, Jerry Zucker og Jim Abrahams. Den er med sin vanvittigt morsomme parodi på 1970'ernes mange flykatastrofe-film stadig uovertruffen.
112) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear - (David Zucker, 1991)
Blandt mine yndlings-scener fra denne film er: Besøget på blues-baren (hvor den triste musik støttes af ligeså triste fotos på væggene), Frank og Janes dans og deres møde med en meget musikalsk morder, samt ikke mindst hovedskurkens temmelig usandsynlige død. ;-)
111) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult - (Peter Segal, 1994)
Den foreløbigt sidste vellykkede spoof-film fra David Zucker (som i dette tilfælde har nøjedes med at skrive manuskript og producere). Jeg vil særligt fremhæve parodien på trappesekvensen fra 'The Untouchables', Frank Drebins fængselsophold og Oscar-uddelingen tilsidst. Det er pragtfuld humor. :-D
110) The Naked Gun - From the Files of Police Squad - (David Zucker, 1988)
En parodi på amerikanske tv-krimier. Baseret på tv-serien 'Police Squad'.
Politimanden Frank Drebin er afgjort en af filmhistoriens bedste komediefigurer, hvilket Leslie Nielsen naturligvis må tilskrives en stor del af æren for.
Blandt filmens morsomste scener er Frank Drebins forsøg på at trøste en livsfarligt såret politikollegas kone, hans toiletbesøg under en pressekonference, sammenstødet mellem en bil (som Frank Drebin jager) og en tankvogn og en missiltransport og en fyrværkerifabrik, hans katatrofale indbrud på hovedskurkens kontor og hele den afsluttende del på baseball-stadionet.
109) Top Secret - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1984)
Dette er simpelthen verdens bedste spoof-film. Ikke alene får jeg mig altid et godt grin hver gang jeg ser den, men jeg bliver også i rigtig godt humør af den. Den foregår i en slags alternativ verden, hvor Østtyskland ledes af nazister. Den amerikanske rock'n'roll-sanger Nick Rivers (Val Kilmer) kommer til landet for at give koncert, men møder den kvindelige spion Hillary Flammond (Lucy Gutteridge) og bliver involveret i den franske modstandsbevægelses aktiviteter. Lyder det fjollet? Jamen, det er det også - altså på den fede måde! ;-)
'Top Secret' er både en parodi på 1940'ernes spionfilm og Elvis Presleys film. Hvad det sidste angår, bliver ikke mindst det fanhysteri, man ofte ser hos det unge, kvindelige publikum i forbindelse med popstjerners optræden, taget under kærlig behandling. Derudover bliver der gjort tykt grin med både filmklichéer og filmiske virkemidler. Ja, jeg kender ikke nogen komedie, der indeholder flere morsomme replikker og optrin end 'Top Secret'.
108) The Living Daylights - (John Glen, 1987)
Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barrys score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene "Hercules Takes Off" (med Kraftwerk-lignende, elektroniske trommer og fantastiske blæsere) og ''Mujahadin And Opium'', der er så smukt, at det næsten kan give mig tårer i øjnene, men også numre som "The Sniper Was a Woman" og "Koskow Escapes" m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man tidligere kun havde set i glimt.
107) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
106) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
105) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Foxs signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
104) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har da også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i scenen hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'.
Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
103) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
102) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indys nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indys og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
101) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
holder om den døende Mathis, og at kameraet bagefter i fugleperspektiv dvæler ved dennes lig i affaldscontaineren. Det er et billede der gør indtryk, og det samme gør filmens allersidste billede af Vespers halskæde, der ligger i sneen.
Jeg synes, det både er smukt og rørende på sin egen stilfærdige måde.
Jeg håber virkelig, at Bond-franchisen fortsætter i den stil, der har lagt med 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace', for Bond har aldrig været mere interessant end nu.
Der er på en eller anden måde havnet et stykke html-lignende tekst med ordlyden "[ spoiler=spoiler_4 ]" midt i spoiler-teksten til 'Quantum of Solace' i ovenstående indlæg, altså #229. Har du mulighed for at fjerne det?
#221 BN 13 år siden
#222 Collateral 13 år siden
#223 BN 13 år siden
Næh, i aften. ;-)
(Jeg forærer dig lige et 'G', nu hvor du er løbet tør for dem. hehe)
#224 evermind 13 år siden
#225 Collateral 13 år siden
#226 BN 13 år siden
Jeg skal nok vise noget mere medfølgelse i fremtiden. ;-)
#227 Collateral 13 år siden
#228 BN 13 år siden
Joh, men jeg mangler lige at færdiggøre min beskrivelse/bedømmelse af en enkelt film ...
#229 BN 13 år siden
Romantisk komedie / roadmovie. Amerikanerinden Anna (Amy Adams) rejser til Irland, fordi hun vil tvinge sin kæreste gennem fire år til at sige ja til hendes frieri ved at henlægge det til den 29. februar, hvor det er skudår. Ifølge irsk tradition kan man nemlig ikke afslå et frieri på den dag. Hun bliver imidlertid forsinket på grund af dårligt vejr og flyforsinkelser, så derfor beder hun den uvenlige kroejer Declan (Matthew Goode) om at køre hende til Dublin, hvilket denne indvilliger i, da han har brug for pengene til at betale sin gæld. Turen bliver dog ikke uden forhindringer.
'Leap Year' er en behageligt langsom og afslappet komedie med masser af vittige replikker og en del situationskomik. Det er længe siden jeg har set en moderne romantisk komedie, der har en sådan ro over sig, og som tør at forlade sig på en simpel historie, hvor alt overflødigt er skrabet væk, og hvor kun det romantiske par er i fokus. Filmens dialog er ganske jordnær og naturlig, og derfor virker romantikken ikke på noget tidspunkt forceret eller sødladen, hvilket Amy Adams og Matthew Goode har en stor del af æren for med deres ubesværede, meget levende skuespil og deres gode kemi sammen.
Det er en film med usædvanligt smukke og varme billeder - noget som jeg ikke ligefrem synes man er vant til i komedier nu om dage. Og billederne er akkompagneret af en ligeså smuk underlægningsmusik, foruden nogle få velvalgte popnumre, deriblandt en oldie som "'Dream A Little Dream of Me' med Mamas and Papas
Der er ingen tvivl om, at 'Leap Year' står i gæld til en klassisk komedie som 'It Happened One Night', som den har visse træk til fælles med. Men hvad gør dét, når 'Leap Year' trods alt har sit eget charmerende særpræg og i øvrigt er en overordentlig veloplagt komedie med ligeså veloplagte skuespillere i de to altoverskyggende hovedroller?
Moderne romantiske komedier bliver næsten altid beskyldt for at være klichéfyldte og forudsigelige, og historien i 'Leap Year' er da også en variation over et kendt tema, ligesom det også er muligt, at slutningen på 'Leap Year' er forudsigelig. Men det samme kan jo siges om næsten alle de gamle komedieklassikere, og betyder det egentlig så meget, når det kommer til stykket? Man kan - ikke mindst filmens handling taget i betragtning - meget passende sammenligne det med en rejse: Det der gør en rejse god, er ikke dens afslutning, men det der sker mens man er undervejs. Og det er heller ikke afgørende, at alt hvad man ser undervejs, er noget man aldrig har set før, men derimod at man kan nyde turen. Og jeg nød virkelig 'Leap Year'.
Filmen fik en dårlig modtagelse af anmelderne, mens publikum lidt bedre kunne lide den. Det er helt klart en gammeldags komedie, men netop dette gør, at den for mig virker forfriskende og befriende anderledes.
119) 1492 - Conquest of Paradise - (Ridley Scott, 1992)
Hvis der er noget instruktøren Ridley Scott kan, så er det at skrue en periodefilm sammen på en sådan måde, at man virkelig føler historiens vingesus. Som filmmager forstår han at skabe stemninger og billeder, der gør at publikum får sig en overvældende visuel oplevelse. Dette er '1492' et godt eksempel på. Den smukke billedside understøttes mesterligt af Vangelis' ligeså smukke underlægningsmusik, hvoraf hovedtemaet næsten har vundet større berømmelse end selve filmen.
Det er den bedste film jeg har set om Columbus' opdagelse af Amerika, og også den bedste rolle jeg har set Gerard Depardieu i.
118) Braveheart - (Mel Gibson, 1995)
Denne barske og blodige storfilm om den skotske frihedskæmper William Wallace vandt fem Oscars, bl.a. for Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Cinematografi. Det er en enormt underholdende og medrivende film, og Mel Gibson er intens og karismatisk i hovedrollen.
For mig ligger det mest interessante dog ikke i den ydre konflikt, men derimod i den tragiske kærlighedshistorie, ja, i Wallaces personlige tab, som da også er en motiverende faktor for ham og et underliggende tema helt frem til og med slutningen.
117) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplins liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først fundet ud af for nylig.
Chaplin skildres som et sympatisk, men bestemt ikke fejlfrit menneske - han var meget dameglad og til tider også ret stolt og selvoptaget. Filmen giver os et godt indblik i et liv, der til tider har været problematisk og ulykkeligt, ja, præget af en ydmygende nedtur, men som i sidste ende alligevel endte med
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
116) Atonement - (Joe Wright, 2007)
Drama. Der findes løgne og falske anklager, der kan forvolde nærmest uoprettelig skade. Det er sådan en løgn eller anklage, der er omdrejningspunktet for plottet i Joe Wrights fremragende film 'Atonement', der foregår i 1930'erne og -40'ernes England (og Frankrig). En blot 13-årig pige ved navn Briony anklager på grund af jalousi sin voksne storesøsters nyfundne kærlighed, den unge gartner Robbie, for voldtægt mod en pige, der er på besøg hos familien sammen med sine to brødre. Ja, knap har storesøsteren Cecilia (Keira Knightley) og Robbie (James McAvoy) nået at vise hinanden de allerførste udtryk for kærlighed, før de rives fra hinanden som følge af den falske anklage, der betyder at Robbie arresteres af politiet.
Straks derpå skrues tiden fem år frem, og spørgsmålet er herefter, om de to elskende kan finde sammen igen? Kan kærligheden overvinde alt? Kan skaden gøres god igen? Og kan Briony, der - som tiden er gået - har fortrudt det, hun har gjort, få tilgivelse? Vil hun stå frem og fortrælle sandheden?
Efter at have set denne film, ved jeg nu, at Keira Knightley, der mildest talt ikke imponerede mig i de tre 'Pirates of the Caribbean'-film, kan spille rigtigt skuespil. Hun fremviser her et fint, bredt register af udtryk og følelser. Og James McAvoy overbeviser i den grad med sin skildring af en oprigtig, godhjertet fyr, der bliver sendt ud på en psykisk udmattende deroute - hans smerte, længsel, vrede og frustration er næsten er til at tage og føle på. Men alle skuespillerne gør det godt. Der siges generelt mere med mimik (og musik og billeder) end med ord i denne film, og dette ser jeg som en stor styrke.
Hver eneste scene i filmen imponerer, ikke mindst evakueringen af de britiske tropper ved Dunkirk. Det er flotte billeder og til tider overvældende scenarier, hvis formål dog ikke bare er at fryde øjet, men derimod at afspejle det kaos og tungsind, som Robbie oplever som følge af de kraftige omvæltninger, der sker i hans liv.
Og sjældent har en film efterladt mig med en sådan følelse af vrede rettet mod én enkelt person som 'Atonement' gør. Jeg tænker her på
115) The Wild Bunch - (Sam Peckinpah, 1969)
En barsk og blodig western, hvori man følger en gruppe hårde, lovløse mænds tiltagende desperate forsøg på at holde ud, mens det gamle Vesten langsomt er ved at vige for moderne tider.
William Holden har rollen som den resolutte, principfaste bandeleder Pike Bishop, der med et enkelt blik viser, hvad han tænker, og fra hvem en enkelt kort og skarp bemærkning er nok til at sætte tingene på plads. Ernst Borgnine spiller Pikes loyale og fandenivoldske ven Dutch, og Warren Oates og Ben Johnson spiller de to stridslystne brødre Lyle og Tector. Derudover vil jeg fremhæve Robert Ryan som bandens tidligere medlem Deke Thornton, der nu jager dem sammen med en flok dusørjægere.
'The Wild Bunch' er i mange henseender en klassisk westernfortælling, men samtidig meget u-hollywoodsk og atypisk for sin tid med sin rå og usminkede, realistiske skildring af volden, og med sine hovedpersoner, der består af nogle røvere og drabsmænd, som gør lige nøjagtigt hvad der passer dem. Ifølge imdb.com beskyldte western-stjernen John Wayne filmen for at ødelægge myten om det gamle Vesten; en kritik der bl.a. bundede i de ekstremt blodige voldsscener, hvor der blev gjort brug af slow-motion og hurtig klipning. Instruktøren Sam Peckinpah forsvarede imidlertid volden ved at sige, at hans film var et opgør med de mange blodløse westerns, der glamouriserede revolverdueller og drab, og at det var hans hensigt at få vold til at fremstå som "grim, forrående og fandens forfærdelig, det er ikke sjov og leg og cowboys og indianere."
Trods sin afmytificering og afromantisering af det vilde Vesten, indeholder 'The Wild Bunch' dog en smule heroisme. Det er - med laserdisken.dk's anmelder Peters ord - "en dybt alvorlig og meningsfuld film om begreber som ære, loyalitet og sammenhold imellem "rigtige" mandfolk, og den pris, de ikke blot er villige til, men insisterer på at betale for at leve op til disse begreber." Og dette bringer mig så frem til filmens fantastiske klimaks,
Filmz-anmelder Benway skriver herom: "Man røres ... af den sørgmodige tone og de standhaftige mænds venskab, der bærer dem gennem voldsorgiet." Og jeg vil så tilføje, at det på sin vis er et meget moralsk voldsorgie. For første gang i deres lange løbebane handler mændene uselvisk, engagerer sig følelsesmæssigt i en kamp og vælger at være solidariske med de mexicanske bønder fra bandemedlemmet Angels landsby. Ja, som en filmfan har skrevet på imdb.com: "Hvis bandens selvopopfrelse i forsøget på at redde deres ven og befri hans folk fra general Mapaches undertrykkelse, ikke er en af de mest poetiske skildringer af syndsforladelse der har prydet en western, hvad er så?" Det er således ren filmmagi, når bandelederen Pike betragter den mexikanske kvinde (som han lige har været i seng med) og hendes barn og tænker over det liv, han kunne have haft, hvorefter han sammenkalder de tre andre mænd og sammen med dem tager den lange gåtur op til general Manache for at kræve Angel frigivet. De går den sikre død i møde, og de ved det godt.
Jeg kan kun erklære mig enig med Benway, der har kaldt 'The Wild Bunch' for "en af westerngenrens allerstørste mesterværker".
Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Musik og Bedste Originale Manuskript.
Og nåja, så indeholder den verdens bedste power speech, leveret af William Holden: "Let's go!" ;-)
114) Airplane II: The Sequel - (Ken Finkleman, 1982)
Dette er (som titlen svagt antyder) fortsættelsen til 'Airplane', og selvom den genbruger en del jokes fra denne, er den faktisk ligeså morsom og opfindsom. Netop derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg fandt ud af, at hverken David Zucker, Jerry Zucker eller Jim Abrahams har haft nogetsomhelst med filmen at gøre.
113) Airplane - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1978)
Spoof-klassiker, som var den første film fra det geniale trekløver David Zucker, Jerry Zucker og Jim Abrahams. Den er med sin vanvittigt morsomme parodi på 1970'ernes mange flykatastrofe-film stadig uovertruffen.
112) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear - (David Zucker, 1991)
Blandt mine yndlings-scener fra denne film er: Besøget på blues-baren (hvor den triste musik støttes af ligeså triste fotos på væggene), Frank og Janes dans og deres møde med en meget musikalsk morder, samt ikke mindst hovedskurkens temmelig usandsynlige død. ;-)
111) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult - (Peter Segal, 1994)
Den foreløbigt sidste vellykkede spoof-film fra David Zucker (som i dette tilfælde har nøjedes med at skrive manuskript og producere).
Jeg vil særligt fremhæve parodien på trappesekvensen fra 'The Untouchables', Frank Drebins fængselsophold og Oscar-uddelingen tilsidst. Det er pragtfuld humor. :-D
110) The Naked Gun - From the Files of Police Squad - (David Zucker, 1988)
En parodi på amerikanske tv-krimier. Baseret på tv-serien 'Police Squad'.
Politimanden Frank Drebin er afgjort en af filmhistoriens bedste komediefigurer, hvilket Leslie Nielsen naturligvis må tilskrives en stor del af æren for.
Blandt filmens morsomste scener er Frank Drebins forsøg på at trøste en livsfarligt såret politikollegas kone, hans toiletbesøg under en pressekonference, sammenstødet mellem en bil (som Frank Drebin jager) og en tankvogn og en missiltransport og en fyrværkerifabrik, hans katatrofale indbrud på hovedskurkens kontor og hele den afsluttende del på baseball-stadionet.
109) Top Secret - (Jim Abrahams, David Zucker & Jerry Zucker, 1984)
Dette er simpelthen verdens bedste spoof-film. Ikke alene får jeg mig altid et godt grin hver gang jeg ser den, men jeg bliver også i rigtig godt humør af den.
Den foregår i en slags alternativ verden, hvor Østtyskland ledes af nazister. Den amerikanske rock'n'roll-sanger Nick Rivers (Val Kilmer) kommer til landet for at give koncert, men møder den kvindelige spion Hillary Flammond (Lucy Gutteridge) og bliver involveret i den franske modstandsbevægelses aktiviteter.
Lyder det fjollet? Jamen, det er det også - altså på den fede måde! ;-)
'Top Secret' er både en parodi på 1940'ernes spionfilm og Elvis Presleys film. Hvad det sidste angår, bliver ikke mindst det fanhysteri, man ofte ser hos det unge, kvindelige publikum i forbindelse med popstjerners optræden, taget under kærlig behandling. Derudover bliver der gjort tykt grin med både filmklichéer og filmiske virkemidler. Ja, jeg kender ikke nogen komedie, der indeholder flere morsomme replikker og optrin end 'Top Secret'.
108) The Living Daylights - (John Glen, 1987)
Denne film var i mange år min klare favorit blandt James Bond-filmene, ja, lige indtil 'Casino Royale' blev udsendt - ligesom Timothy Dalton også var min foretrukne Bond-skuespiller, indtil Daniel Craig fik rollen. Filmen har bare denne helt specielle, eventyrlige stemning over sig, og så elsker jeg John Barrys score (det bedste score til en James Bond-film nogensinde!), specielt numrene "Hercules Takes Off" (med Kraftwerk-lignende, elektroniske trommer og fantastiske blæsere) og ''Mujahadin And Opium'', der er så smukt, at det næsten kan give mig tårer i øjnene, men også numre som "The Sniper Was a Woman" og "Koskow Escapes" m.fl.
Grunden til, at jeg så godt kan lide Timothy Dalton, er, at han tog rollen seriøs og spillede den uden noget ironisk glimt i øjet. James Bond fremstod således mere sammenbidt og kynisk end nogensinde før. I forhold til såvel sin forgænger Roger Moore som sin efterfølger Pierce Brosnan var Timothy Dalton simpelthen mere troværdig som barsk og koldblodig agent med licens til at dræbe. Og ydermere viste Bond nu også følelser; noget som man tidligere kun havde set i glimt.
107) Back to the Future Part III - (Robert Zemeckis, 1990)
106) Back to the Future Part II - (Robert Zemeckis, 1989)
105) Back to the Future - (Robert Zemeckis, 1985)
Som årene er gået, er jeg kommet til at holde meget af de tre 'Back to the Future'-film som følge af deres herlige, ironiske humor og fantasifulde, spøgefulde leg med tidsrejse-paradokset, samt i det hele taget den sprudlende veloplagthed hvormed de er lavet. Etteren er måske nok den bedste af dem, men både toeren og treeren holder stilen med deres godt udtænkte variationer over etterens plot og sammenfletning af begivenhederne.
Rollen som Marty McFly må siges at være Michael J. Foxs signaturrolle - det er ihvertfald den han altid være mest kendt for. Og når man ser hans komiske timing, glimt i øjet og drengede charme, må man konkludere, at ingen kunne have spillet den bedre end ham. Overfor Michael J. Fox ses Christopher Lloyd, der i rollen som "Doc" Brown leverer den morsomste udgave af den arketypiske "skøre professor", jeg nogensinde har set på film. Hans vilde blik, distræte væsen, voldsomme bevægelser og dramatiske replikføring er simpelthen alle pengene værd.
104) Indiana Jones and the Temple of Doom - (Steven Spielberg, 1984)
Faktisk er jeg overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Det er dog ikke desto mindre lykkedes Steven Spielberg og Harrison Ford at få mig til at glemme dette gennem hele tre film om arkæologen og eventyreren Indiana Jones.
'Indiana Jones and the Temple of Doom' er den tredje film i serien, og den er ofte blevet betegnet som den svageste. Jeg har da også selv har haft mine forbehold overfor den tidligere, men efter et gensyn med den har jeg fuldstændigt skiftet mening. Jeg holder meget af filmens løsslupne humor, som indimellem nærmer sig det parodiske. Harrison Ford er i storform som Indy, og han sørger med sin replikføring og sit gummiansigt for adskillige gode grin, bl.a. i scenen i natklubben hvor han desperat leder efter en modgift til en farlig gift, som nogle skurke har puttet i hans drink, og i scenen hvor han er ved at blive mast flad af et bevægelig klippeloft, samt sidst men ikke mindst i scenen hvor han tørner sammen med to krigere og fægter mod den ene ved hjælp af den andens arm og sværd; en scene, der i øvrigt på morsom vis refererer til både 'Raiders of the Lost Ark' og 'Star Wars Episode IV: A New Hope'.
Og så indeholder filmen desuden to af seriens allerbedste sekvenser; den hidsige minetogs-jagt og den endelige konfrontation på hængebroen.
103) Indiana Jones and the Last Crusade - (Steven Spielberg, 1989)
En af de største kvaliteter ved den tredje Indiana Jones-film er samspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery i rollerne som h.h.v. Dr. Jones Junior og Dr. Jones Senior - ja, forholdet mellem far og søn er simpelthen forrygende morsomt skildret. Men derudover indeholder filmen også to helt fantastiske actionscener: motorcykeljagten og kampen mellem Indy til hest og nazisterne i deres tanks.
102) Raiders of the Lost Ark - (Steven Spielberg, 1981)
Steven Spielberg har aldrig været mere legesyg end da han lavede denne pragtfulde, actionspækkede eventyrfilm. Den oser simpelthen af overskud og opfindsomhed. Hvor mange andre film er så fyldt med uforglemmelige, forbilledlige actionscener? (Tænk blot på den rullende sten, nævekampen ved flyvemaskinen, lastbiljagten m.fl.) Og hvor mange andre film er så fyldt med vittige, ofte absurde indfald? (Om det så er Indys nonchalante nedskydning af den sortklædte arabiske sværdkæmper, eller hans store, selvfredse smil da han lige har rystet et par nazisoldater af den lastbil han kører i, eller Indys og en nazisoldats fælles grinen af en meget overrasket civilist der kortvarigt lander på lastbilens køler og stirrer ind gennem foruden.)
Selve figuren Indiana Jones er intet mindre end en genial opfindelse: Derhjemme er han den tilsyneladende almindelige mand, der til daglig underviser gymnasielever i arkæologi; på sine rejser er han helten med hatten og pisken (og sommetider en pistol). Han er modig, stædig og barsk, men til tider også frygtsom og desperat. Harrison Ford formidler på fremragende vis både figurens heroisme og fejlbarlighed. Med sin rå fysik, sin daggamle skægstubbe, sit karakteristiske skæve grin og det afvæbnende, ironiske glimt i øjet ikke blot spiller han Indiana Jones - han er Indiana Jones. ;-)
101) A Quantum of Solace - (Marc Forster, 2008)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
Jeg håber virkelig, at Bond-franchisen fortsætter i den stil, der har lagt med 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace', for Bond har aldrig været mere interessant end nu.
#230 BN 13 år siden
Der er på en eller anden måde havnet et stykke html-lignende tekst med ordlyden "[ spoiler=spoiler_4 ]" midt i spoiler-teksten til 'Quantum of Solace' i ovenstående indlæg, altså #229. Har du mulighed for at fjerne det?
På forhånd tak.