næh mener The Philidelphia story og Bringing up baby. Har set His Girl Friday en del gange især som knægt, men den er ikke helt oppe og ringe i min bog.
That touch of mink har jeg ikke set men Hudson er jo god i Sirk filmene så den må have en chance.
næh mener The Philidelphia story og Bringing up baby.
I see. ;-)
jessup (302) skrev:
That touch of mink har jeg ikke set men Hudson er jo god i Sirk filmene så den må have en chance.
'That Touch of Mink' er ikke med Rock Hudson - den er med Cary Grant, som her spiller overfor Doris Day ..... som ganske rigtigt dannede par med Rock Hudson i en stribe komedier.
Jeg er nået frem til, at 'The Wild Bunch' er alt for lavt placeret, og den ryger derfor ud indtil videre. Og så er der kommet to nye film til, hvilket medfører, at 'Quantum of Solace' skubbes op til placering nr. 100. Jeg har i det følgende fremhævet de to nytilkomne film med fed skrift:
101) Raiders of the Lost Ark 102) Indiana Jones and the Last Crusade 103) Indiana Jones and the Temple of Doom 104) Back to the Future 105) Back to the Future Part II 106) Back to the Future Part III 107) The Living Daylights 108) Top Secret 109) The Naked Gun - From the Files of Police Squad 110) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult
111) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear 112) Airplane 113) Airplane II: The Sequel 114) Atonement 115) Chaplin 116) Braveheart 117) 1492 - Conquest of Paradise 118) Leap Year 119) Charade 120) The Philadelphia Story
121) Bringing Up Baby 122) That Touch of Mink 123) His Girl Friday 124) It Happened One Night 125) Star Man 126) One Hour Photo 127) Blue Velvet 128) Ronin 129) Blade Runner 130) The Elephant Man
131) Spider-Man 2 132) Spider-Man 133) Spider-Man 3 134) Aliens 135) Alien 136) Avatar 137) Babe: Pig in the City 138) Babe 139) Toy Story 140) Toy Story 3
141) Toy Story 2 142) Ratatouille 143) Up 144) Inside Man 145) Legends of the Fall 146) Wyatt Earp - Director's Cut 147) Scent of a Woman 148) Kramer vs Kramer 149) 12 Angry Men 150) Titanic
151) Hot Shots! 152) Papillon 153) Master and Commander: The Far Side of the World 154) Frenzy 155) Strangers on a Train 156) Psycho 157) The Silence of the Lambs 158) Red Dragon 159) Monty Python and the Holy Grail 160) The Breakfast Club
161) Pink Floyd: The Wall 162) Se7en 163) Singin' in the Rain 164) The Majestic 165) Rain Man 166) King Kong - Extended edition 167) Revolutionary Road 168) The Remains of the Day 169) Shine 170) The Boy in the Striped Pyjamas
171) United 93 172) Die Brücke 173) Der Untergang 174) The French Connection 175) The French Connection II 176) One Flew Over the Cuckoo's Nest 177) The Incredibles 178) Barefoot in the Park 179) The Man From Laramie 180) The Naked Spur
181) Bend of the River 182) The Grass is Greener 183) An Affair to Remember 184) Monkey Business 185) The Far Country 186) Conspiracy Theory 187) Michael Clayton 188) Gone Baby Gone 189) The Untouchables 190) The Good, the Bad and the Ugly
191) Léon - Director's Cut 192) Sudden Impact 193) The Outlaw Josey Wales 194) Dirty Harry 195) Hot Shots! Part Deux 196) Planes, Trains and Automobiles 197) Support Your Local Sheriff 198) Rope 199) Arsenic and Old Lace 200) Duel
Har jeg urimelige forventninger, hvis jeg forventer at du er færdig med din liste inden året er omme? :) jeg har selvfølgelig ikke medregnet tiden i de forskellige lag du befinder dig, men altså :)
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
holder om den døende Mathis, og at kameraet bagefter i fugleperspektiv dvæler ved dennes lig i affaldscontaineren. Det er et billede der gør indtryk, og det samme gør filmens allersidste billede af Vespers halskæde, der ligger i sneen.
Jeg synes, det både er smukt og rørende på sin egen stilfærdige måde. Jeg håber virkelig, at Bond-serien fortsætter i den stil, der har lagt med 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace', for James Bond har aldrig været mere interessant end nu.
99) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Daltons anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det er ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidendes anmelder Caspar Vang opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
"Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder."
Med Daniel Craigs fortolkning er det første gang nogensinde, at James Bond for alvor fremstår som et menneske af kød og blod, ja, som et menneske med følelser og svagheder. Craig giver figuren kant og temperament, hvilket virker enormt forfriskende. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han da også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
Det er meget betegnende, at Daniel Craig er den første Bond-skuespiller nogensinde, der er blevet nomineret til en BAFTA (den britisk filmpris) for Bedste Skuespiller.
98) The Age of Innocence - (Martin Scorsese, 1993)
Romantisk drama / periodefilm. New York i 1870'erne. Den unge advokat Newland Archer (Daniel Day-Lewis) forelsker sig i den smukke grevinde Ellen Olenska (Michelle Pfeiffer). Hun er imidlertid allerede gift, omend separeret fra sin mand, mens han er forlovet med hendes kusine May Welland (Winona Ryder).
Det er en historie om umulig kærlighed i et miljø og en tid, hvor skilsmisse ikke var velset - og dét - ufatteligt nok - heller ikke engang i tilfælde af utroskab og vold. Samtidig er det en besk kommentar til overklassens snobberi og overfladiskhed, der ikke levner meget plads til livets sande værdier - men til gengæld masser af plads til hykleri og sladder. Jeg synes også, at man af filmen kan udlede en pointe om at man skal passe på, at man
ikke spilder sit liv, enten fordi man er for fej til at gøre noget ved tingene, eller fordi man ikke værdsætter det man har.
Michelle Pfeiffer leverer en følsom, hjerteskærende præstation som den ukonventionelle og derfor upopulære og lidende Ellen, og Daniel Day-Lewis er fremragende som den frustrerede Newland; man fornemmer virkelig, hvordan konflikten mellem pligt og følelser er ved at fortære ham. Winona Ryder er desuden ret god som den søde og naive May, der
under overfladen gemmer på mere end man regner med.
Filmen indeholder mange små, magiske øjeblikke, såsom når de to hovedpersoners omgivelser langsomt mørklægges og al baggrundsstøj fjernes, så det kun er dem der er synlige i billedet - indrammet i en lille cirkel - og også kun er deres stemmer man kan høre. Eller når billedet af en mennesketom veranda afløses af en slow-motion-sekvens med fine, habitklædte mænd, der på grund af blæsten alle går og holder på deres hatte, mens man på lydsporet hører Enya synge nummeret 'Marble Halls'.
'The Age of Innocence' er et stilfærdigt, eftertænksomt og yderst elegant periodedrama, som imponerer med sine ovenud flotte billeder og sine eminente, afdæmpede skuespilpræstationer.
Instruktøren Martin Scorsese vandt en Bodil (den danske filmpris) for Bedste Amerikanske Film, og Winona Ryder vandt en Golden Globe for Bedste Kvindelige Birolle, ligesom hun blev nomineret til både en Oscar og en BAFTA. Filmen vandt desuden en Oscar for Bedste Kostumer, og den blev nomineret til en BAFTA for Bedste Cinematografi.
97) You've Got Mail - (Nora Ephron, 1998)
Romantisk komedie. Joe Fox (Tom Hanks) og Kathleen Kelly (Meg Ryan) er ikke de bedste venner. Joe ejer den store butikskæde "Fox Books", som truer med at udkonkurrere Kathleens lille, hyggelige boghandel "The Shop Around the Corner". Men på internettet er de bedste venner og kender hinanden som henholdsvis "NY152" og "Shopgirl". De er fuldstændig afhængige af at maile til hinanden dagligt, og de bliver mere og mere tiltrukket af hinanden. Men en dag finder Joe ud af, at Kathleen og "Shopgirl" er én og samme person, som han i øvrigt er gået hen og blevet forelsket i - og hvad gør man så?
'You've Got Mail' er en sjov og charmerende film med en livlig og vittig dialog, samt to særdeles veloplagte skuespillere i de altdominerende hovedroller. Både Tom Hanks og Meg Ryan har en udsøgt sans for komisk timing, og de er virkelig i stand til at levere replikker og ansigtsudtryk, der kalder på det store smil. Dette - sammen med deres gode kemi - gør det til en sand fornøjelse at følge deres karakterers had/kærlighedsforhold.
Jeg har dog et bestemt krav til romantiske komedier, nemlig at de ikke blot skal kunne more mig, men også røre mig. Og her kommer næsten samtlige moderne komedier grusomt til kort. Men ikke 'You've Got Mail'. Slutningen
- med Tom Hanks' tilsynekomst og Meg Ryans grædende ansigt og dybe suk, efterfulgt af først Hanks' replik: "Dont' cry, Shopgirl, don't cry." og derpå Ryans replik: "I wanted it to be you, I wanted it to be you so badly.", altsammen akkompagneret af nummeret 'Somewhere Over the Rainbow' sunget af Harry Nilsson -
er et både romantisk og bevægende øjeblik, der fuldstændigt fanger ånden fra Hollywoods gamle romantiske film.
Meg Ryan blev iøvrigt nomineret til en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en Komedie.
96) The Three Musketeers - (Richard Lester, 1973)
Eventyrkomedie / kappe-og-kårde-film. Den unge fægtemester D'Artagnan ankommer til Paris med ønsket om at blive en af kongens musketerer. Her præsterer han på rekordtid at fornærme tre mænd, Athos, Porthos and Aramis, som alle udfordrer ham til en duel. De er tilfældigvis musketerer, og i stedet for at duellere med dem ender han med at hjælpe dem med at forsvare sig mod kardinal Richelieus vagter. Dette bliver begyndelsen til et nært venskab og samarbejde med de tre musketerer, og inden længe er D'Artagnan soldat i den kongelige livgarde. Han skaffer sig et logi i byen og lejer en tjener ved navn Planchet, og desuden møder han den skønne Constance, som han straks forelsker sig i. I mellemtiden lægger Kardinal Richelieu skumle planer for at få magten over Frankrig. Dronning Anne af Frankrig har givet sin diamanthalskæde, som oprindelig var en gave fra hendes mand Kong Louis XIII, til sin elsker Hertugen af Buckingham, og da Richelieu finder ud af det, overtaler han kongen til at kræve, at dronningen bærer halskæden til et kommende kostumebal, i håb om at dette vil afsløre hendes utroskab. Vores fire helte må derfor til London for at hente halskæden, hvilket Richelieus håndlangere naturligvis gør alt for at forhindre.
Jeg elsker filmen for dens fede eventyrstemning og dens gakkede humor, samt ikke for mindst dens herligt beskidte, sveddryppende og udmattende fægtekampe. Ja, fægtekampene er nærmest slagsmål, hvor D'Artagnan og musketererne ikke kun bruger sværd, men ligeså ofte spark, knytnæver, møbler og afbrækkede grene, ja, endda vådt vasketøj - en omstændighed, som senere kommenteres ironisk af Porthos, der siger, at D'Artagnan har lært "alle det fine selskabs regler."
Humoren grænser sommetider til det parodiske, mens den til andre tider blot udspringer af karakternes frækhed. Blandt de komiske scener kan nævnes besøget på en kro, hvor to af musketererne "faker" en duel for i ly af denne at stjæle mad og vin; eller et temmelig mislykket bagholdsangreb, hvor en hel flok mænd venter oppe i et træ i den hensigt at springe ned og rive nogle ryttere af deres heste, men hvor de allesammen springer for sent; eller Athos der har drukket så meget, at han vælter bagover og ned i en brønd, som han må trækkes op fra ved hjælp af en hest, der imidlertid bliver stjålet af en meget travl D'Artagnan, som ikke aner hvad der foregår. Man kan desuden more sig over skildringen af det kongelig hofs dovenskab og dekadence, som bl.a. kommer til udtryk ved hunde brugt som skakbrikker på slottets græsplæne og springvand med vin i stedet for vand.
Filmens flotte billeder, der ligner museumsmalerier, er sammen med de overbevisende kostumer og kulisser med til at levendegøre 1600-tallets Frankrig, herunder også gadelivet med al det snavs og elendighed. Det tidsbillede der tegnes, er således ikke romantisk, men realistisk, og at lade handlingen udspille sig indenfor disse rammer er blot med til at gøre eventyret endnu mere overbevisende eller fængende. Som prikken over i'et kan man desuden nyde Michel Legrands livfulde underlægningsmusik, der også indeholder elementer af autentisk renæssancemusik.
Rollebesætningen er perfekt: Michael York som den drengede, naive og meget atletiske D'Artagnan; Oliver Reed som gruppens karismatiske, eftertænksomme og ofte berusede leder Athos; Frank Finlay som den pralende, arrogante og småfjollede Porthos; Richard Chamberlain som den elegante, gentleman-agtige og dameglade Aramis; Raquel Welch som den smukke, men noget klodsede og uheldige Constance; Faye Dunaway som den iskoldt beregnende og forførende onde Milady de Winter; Christopher Lee som den glatte og kølige Rochefort; Charlton Heston som den intrigante, magtsyge kardinal Richelieu; Jean-Pierre Cassel som den forfængelige og selvoptagede kong Louis XIII. ... Og listen kunne gøres længere endnu.
Filmen blev nomineret til flere BAFTA'er (den britiske filmpris), deriblandt for Bedste Cinematografi, Bedste Kostumer og Bedste Kulisser. Raquel Welch vandt en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en Komedie, Michel Legrand blev nomineret til en Grammy for Bedste Originale Filmmusik, og George MacDonald Fraser vandt en Writers' Guild of Great Britain-pris for Bedste Britiske Komediemanuskript.
95) The Four Musketeers - (Richard Lester, 1974)
Eventyrkomedie / kappe-og-kårde-film. Fortsættelsen til 'The Three Musketeers'. D'Artagnan er nu selv blevet en musketer. Kardinal Richelieu og Milady de Winter er opsat på at hævne sig på de fire musketerer, fordi disse forpurrede deres plan om at sætte dronningen i et dårligt lys. Richelieu får derfor sin håndlanger Rochefort til at bortføre D'Artagnans kæreste Constance, mens Milady egenhændigt tager sig af D'Artagnan.
Tonen er mere seriøs i denne omgang, hvilket hænger sammen med plottets dramatiske udvikling og den tragiske skæbne, der overgår visse af hovedpersonerne. De fleste fægtekampe og drab - specielt dem henimod i slutningen af filmen - er således af en mere personlig karakter, hvorfor de også er blottet for upassende lystighed og i stedet har et alvorligt og desperat præg over sig. Der er desuden væsentligt større fokus på den onde Milady de Winter og den melankolske drukkenbolt Athos. Ja, sidstnævnte er tæt på at være filmens egentlige hovedperson, hvlket så afgjort er et plus, for Athos er den mest nuancerede og interessante karakter i de to film, og dét ikke mindst takket være Oliver Reed, der virkelig brillerer med sin karismatiske, intense og følelsesladede præstation; specielt i to scener: da Athos fortæller D'Artagnan en kærlighedshistorie, der skal kurere denne for kærlighed, og da han har en konfrontation med Milady DeWinter ("Since when has it been possible to insult YOU, Madame!").
Den mørkere stemning klæder historien, og det samme gør den udvikling man ser hos flere af hovedpersonerne. Det er især en fornøjelse at se D'Artagnans forvandling fra en naiv, stædig og dumdristig bondedreng med et brækket sværd til en kamptræt, desillusioneret musketer, der er stærk nok til at modstå Richelieu og
slå ham på hans hjemmebane.
... Oliver Reed og Michael York spiller efter min mening deres livs rolle i denne og den foregående film.
Trods alvoren er der dog stadig masser af morsomme scener, såsom når Aramis kommer for at befri Constance og hun hamrer et knæ op i skridtet på ham, fordi hun ikke har genkendt ham; eller når D'Artagnan forsøger at gemme sig i et vandtrug, som desværre hurtigt tømmes for vand. Og går man ned i detaljerne, er der også en del samfundssatiriske indslag; såsom i en scene fra slagmarken hvor man ser en præst der er i færd med at give kanonerne Guds velsignelse; eller i en scene hvor det kongelige hof holder picnic i naturen, og hvor kvindernes munterhed og det veldækkede bord står i skærende kontrast til synet af et træ med tre hængte personer i baggrunden.
Blandt actionscenerne er der særligt to, der er virkelig veludførte: en kamp på en tilfrosset sø og slutopgøret
på klosteret.
(Det er vist i øvrigt den eneste musketer-film nogensinde, der har vist musketererne udøve deres hverv som soldater, og i hvilken de rent faktisk bruger musketter.)
Filmen blev nomineret til både en Oscar og en BAFTA for Bedste Kostumer.
'The Three Musketeers' og 'The Four Musketeers' har altid været to af min yndlingsfilm, og dette vil næppe ændre sig i fremtiden. Richard Lesters mesterlige filmatisering af Alexander Dumas' roman er simpelthen umulig at overgå.
94) Platoon - (Oliver Stone, 1986)
Anti-krigsfilm. Chris Taylor (Charlie Sheen) har meldt sig frivilligt til hæren af idealistiske grunde og sendes til Vietnam, hvor han tilsluttes en deling, som ledes af sergent Barnes (Tom Berenger) og sergent Elias (Willem Dafoe), der er diametrale modsætninger. Barnes er en dræbermaskine, der bærer sine ar med stolthed, mens Elias ikke længere tror på krigen. Som tiden går, må Chris revidere sin egen opfattelse af krigen.
Charlie Sheen er yderst velvalgt til rollen som den unge, naive Chris, hvis frygt, fysiske udmattelse og lejlighedsvise bersærkergang han formidler på ganske overbevisende måde. Tom Berenger er intens og skræmmende i rollen som den kyniske, brovtende og brutale sergent Barnes; en rolle, som han blev Oscar-nomineret for, og for hvilken han desuden blev belønnet med en Golden Globe (Bedste Mandlige Birolle). Willem Dafoe er også god som den mildhjertede og mere humane Elias. Men alle skuespillerne gør det godt og er med til at skabe nogle virkelighedsnære og troværdige personer, man kan relatere til. Og de bliver godt hjulpet på vej af den velskrevne dialog og naturligvis ikke mindst Oliver Stones instruktion.
Det er en utroligt barsk og blodig, men også meget følelsesladet og gribende skildring af krigen i Vietnam og det der sker med mennesker når de sendes i krig. Ja, Oliver Stone formår i den grad at udstille krigens gru og galskab. Blandt filmens mest uforglemmelige scener er overgrebene mod indbyggerne i en vietnamesisk landsby,
Elias' død, de kaotiske og meningsløse myrderier i filmens afsluttende, mareridts-lignende slag
og gravkoen der er i gang med skubbe soldaternes lig ned i en massegrav. Flere af disse scener bliver på lydsiden ledsaget af nummeret "Adagio for Strings" af Samuel Barber; et smukt stykke musik, der synes som skabt til at understrege de dybt tragiske hændelser vi er tilskuere til, og som mange af samme grund nok altid vil forbinde med denne film.
Teknisk skal filmen roses for sin flotte billedside og sin evne til at indfange stemningen i den tætte, klaustrofobiske jungle, hvor man næsten kan mærke myggene og sveden på soldaternes hud, og hvor truslen om pludselig død hænger som en tung sky i luften.
'Platoon' vandt mange priser, deriblandt fire Oscars (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Lyd og Bedste Klipning), tre Golden Globes (Bedste Drama, Bedste Instruktør og - som allerede nævnt - Bedste Mandlige Birolle), samt to BAFTA'er (Bedste Instruktion og Bedste Klipning). Og den var nomineret til endnu flere.
93) Open Range - (Kevin Costner, 2003)
De to cowboys Boss Spearman (Robert Duvall) og Charley Waite (Kevin Costner) driver en flok kvæg over prærien. De har kendt hinanden i over ti år og er bundet sammen af venskab og loyalitet. Boss er lederen med talegaverne i orden og hjertet på rette sted, og Charley er den tavse mand med en dyster fortid. Med sig har de hjælperne Mose (Abraham Benrubi), en tyk, rar fyr, og den unge Button (Diego Luna), som de har reddet fra et liv på gaden. På deres vej gennem Montana kommer de til den lille by Harmonville, der styres af den lokale kvægbaron Denton Baxter (Michael Gambon) og den korrupte sherif Poole (James Russo). Da Baxter, som har fået nok af omrejsende kvægdrivere, der frit (og iøvrigt fuldt lovligt) udnytter hans jord, griber til trusler og vold overfor dem, er Boss og Charley nødt til selv at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.
'Open Range' er en klassisk westernfortælling, der udfolder sig i sit eget langsommelige og magelige tempo, og som - med filmz-anmelder Angel Eyes' ord - er "barsk og afdæmpet i sin næste realistiske fremstilling af vesten anno 1884". Det er en flot, stemningsfyldt film med interessante, nuancerede karakterer og åndeløst smukke naturscenarier (sjældent har en mørk og skydækket himmel set bedre ud her), samt flot underlægningsmusik af Michael Kamen.
CinemaZone.dk's anmelder Lisa Brygger skriver: "Open Range er ikke en film, der belejligt forcerer en handling for at kunne retfærdiggøre et blodigt klimaks. Den opbygger i stedet en ulmende spænding og spiller sine kort ud et af gangen. Det er lang tid siden, vi har haft fornøjelsen af en sådan film, og at Costner tilmed håndterer donten med den rette stemning og et suverænt overblik, gør blot oplevelsen stærkere.
Angel Eyes kommer desuden ind på en anden kvalitet ved filmen: "Derudover handler den om en mand oppe i årene, og en stor del af filmens fokus er lagt på den spirende romance mellem Charles og kvinden Sue (Annette Bening), som begge har svært ved at nærme sig hinanden. Det er forfriskende at se kærlighed mellem aldrende mennesker portrætteret så ærligt og så underspillet som her, da det efterhånden er blevet normen, at selv om den mandlige hovedrolle er oppe i årene, så finder han alligevel en ung og billedskøn pige, som falder for ham."
Filmens største styrke er dog ubetinget samspillet mellem Kevin Costner og Robert Duvall i rollerne som h.h.v. Charley og Boss. De to mænd kommunikerer sjældent med flere ord af gangen, men ved alligevel ved, hvad den anden tænker. Som Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen så rigtigt har sagt, er der tale om "et indforstået, underspillet, stærkt maskulint venskab af en art, der ikke er set siden Howard Hawks - se f.eks. 'Rio Bravo' (1959)". Kevin Costner er intens og overbevisende som den indadvendte enspænder Charley, og en fantastisk Robert Duvall kopierer eller gentager mere eller mindre sit livs måske bedste rolle, rollen som Augustus "Gus" McCrae i tv-serien 'Lonesome Dove'; en mand med humor, vid og bid, samt faste, lettere filosofiske overbevisninger - i denne her film hedder han blot Boss Spearman. Jeg vil dog også lige nævne Annette Benning, der leverer stærkt spil som den modne, handlekraftige og intelligente Sue.
Og så er det svært ikke også at sige et par ord om filmens afsluttende skudopgør. Den omstændighed, at man har ventet så længe på det, gør at det virker ekstra voldsomt og brutalt, når revolverne endelig brager løs. Ja, det at filmen forinden har investeret så meget i sine karakterer, gør det til nogle utroligt intense og medrivende scener at overvære. Og der er virkelig drøn på lydsiden! Ikke at volden forherliges - nej, "volden virker tvungen (ikke meningsløs)", som en bruger på Scope.dk har påpeget. Dette ses ikke mindst i en scene, hvor
Kevin Costners karakter ordner en kortvarig gidselssituation ved at skyde gidseltageren ned på klos hold og efterfølgende hverken får tak, et kram eller et anerkendende nik af gidslet, men derimod bliver mødt med et blik, der udtrykker chok og forfærdelse - hvilket gør, at han senere har det skidt med sig selv over det han har gjort.
Skudopgøret er - for nu at citere Laserdisken.dk's anmelder Peter Risby Hansen - "uhørt dynamisk, brutalt og langvarigt, og ... der bydes på en afgørende og overraskende fornyelse." ... Jeg er sikker på, at han her bl.a. tænker på scenen, hvor
revolvermanden Butler (Kim Coates), der er blevet præsenteret som Baxters allerfarligste håndlanger, bliver skudt en kugle for panden og dermed stik imod al forventning er den første af skurkene der dør.
'Open Range' er en af vores tids mest undervurderede og oversete westerns.
92) Rio Bravo - (Howard Hawks, 1959)
Klassisk western. Da John T. Chance (John Wayne), der er sherif i en lille by i Texas, arresterer Joe Burdette (Claude Akins) for mord, er dennes broder, den rige og magtfulde ranch-ejer Nathan Burdette (John Russell), opsat på at befri ham fra fængselet og lader derfor sine mænd belejre byen. Chance må således forsøge at holde stand, mens han venter på ankomsten af en U.S. Marshal, der kan overtage hans fange. Til at hjælpe sig har han alkoholikeren Dude (Dean Martin), den vrisne, gamle krøbling Stumpy (Walter Brennan) og den noget unge og uerfarne revolvermand Colorado (Ricky Nelson). Og som om han ikke i forvejen havde nok at tænke på, dukker den kvindelige kortspiller Feathers op i byen og fordrejer hovedet på ham.
Af alle de ældre westerns - dem som man nok vil betegne som den gammeldags, traditionelle slags - er 'Rio Bravo' den jeg allerbedst kan lide. Det er en langsom, men stemningsmættet film. Det langsomme tempo giver plads til en masse gode karakter- og dialogscener, og stemningen skyldes ikke mindst Russell Harlans flotte cinematografi og Dimitri Tiomkins musik, deriblandt hovedtemaet fra filmens titelsekvens og den smukke, mexikanske melodi "Deguello" (spillet med trompet og guitar), som i en aftenscene høres i baggrunden, mens Dean Martin og hans hest ses i silhuet foran en rødgul solnedgang. Man hygger sig vældigt i selskab med hovedpersonerne, og der er også en del humor i filmen; som f.eks. når Stumpy klager over, at Chance ikke værdsætter ham nok, hvorpå denne kysser ham ovenpå hovedet og skynder sig ud af døren, og ligeledes i en håndfuld scener hvor Chance ikke ved, hvad han skal stille op overfor den meget pågående Feathers. Romancen mellem de to er i det hele taget skildret på en dejligt uhøjtidelig måde, idet hun konstant driller ham og han skælder hende ud.
Det hele er dog ikke kun hygge, humor og kærlighed. Nej, der er også adskillige kontante spændingsscener undervejs. Her vil jeg specielt fremhæve filmens første fire minutter, som simpelt, men effektivt - og helt uden dialog - både etablerer forholdet mellem Chance og Dude og sætter gang i plottet. Derudover er der bl.a. en rigtig god scene, hvor Chance og Dude leder efter en snigmorder, der har gemt sig i en saloon. Og så er der det mere personlige drama, som gælder Dudes alkoholproblem. Dette sideplot afvikles primært gennem en række scener mellem Dude og Chance, der bliver ved med at vise ham tillid og respekt. De to mænds venskab illustreres fint gennem de cigaretter, Chance ruller til Dude, og gennem det revolverbælte, som Dude tidligere har solgt, men som Chance i al hemmelighed har købt tilbage til ham.
Normalt synes jeg, at John Wayne er alt for enstrenget som skuespiller. Men ikke i 'Rio Bravo' - her er han perfekt som den seje, stoute sherif John T. Chance. En stor del af æren herfor har Howard Hawks, som gennem sin sikre og effektive instruktion får det bedste ud af sine skuespillere, således også John Wayne, som her yder sin bedste præstation nogensinde. Overfor ham spiller Angie Dickinson, der er smuk og sød og intelligent i rollen som Feathers, og Dean Martin, der leverer en overbevisende, bevægende præstation som Dude. (Man fornemmer virkelig hans indre kamp - se bare de hundeøjne han får, ligeså så snart han ser en flaske whiskey.) Walter Brennan er desuden ret god som Stumpy, der fungerer som filmens komiske sidekick.
Howard Hawks vandt DGA-prisen for Bedste Instruktør.
91) The Natural - (Barry Levinson, 1984)
Drama. Den unge Roy Hobbs står overfor det helt store gennembrud som professionel baseballspiller; noget han har drømt om siden han var barn. Men en tragisk begivenhed sætter en brat stopper for drømmens opfyldelse, og dermed forsvinder hans navn ud i glemslen. Seksten år senere dukker han op igen, stærkt opsat på at fortsætte hvor han i sin tid slap.
Jeg bryder mig normalt ikke om sportsfilm, men i 'The Natural' er baseball-kampene skildret i et så eventyrligt lys og pakket ind i så tyk symbolik, at selve sportselementet glider noget i baggrunden til fordel for den aura af mystik og uovervindelighed der omgiver hovedpersonen. Ja, Roy Hobbs' evner på en baseball-bane har et nærmest overnaturligt, mirakuløst præg over sig, såsom når han i buldrende tordenvejr tager sit hjemmelavede bat "Wonderboy" med dets påtegnede billede af et lyn og bogstaveligt talt slår læderet af bolden, netop som et lyn oplyser den mørke himmel, eller når en hvidklædt kvinde oplyst af en enkelt stråle fra solen rejser sig op som en anden engel midt iblandt publikum og alene i kraft af sin tilstedeværelse synes at være medvirkende til, at han med sit bat rammer bolden så hårdt, at den flyver helt op og smadrer stadionnets ur. Det er fantastiske scener, som er i stand til at fremkalde en indvendig jubel og gåsehud hos undertegnede. Særligt i den førstnævnte scene (som kan ses her: [url] formår Randy Newmans vidunderlige musik virkelig at opbygge tilskuerens forventning og efterfølgende også at understrege det dramatiske klimaks.
Når Roy Hobbs således ses slå og løbe i slow-motion, mens der på lydsporet spilles triumferende, fanfareagtig musik, kommer han til at fremstå som en sand legende, ja, en klassisk helteskikkelse, der ikke blot trodser skæbnen, men besejrer den. Eller gør han nu også dét? For fortiden truer nemlig pludselig med at indhente ham.
Robert Redford yder her sin bedste præstation nogensinde. Han er - med sit rolige, afdæmpede væsen og sit til tider lidt fjerne, uudgrundelige ansigtsudtryk - perfekt i rollen som den ustoppelige, hemmelighedsfulde Hobbs. Ingen kan som Redford spille tavse, følsomme enspændertyper, der er i besiddelse af en stor, indre styrke. I andre vigtige roller ses Glenn Close, der leverer en nedtonet, diskret præstation som Roy Hobbs' barndomskæreste Iris Gaines, og Wilford Brimley, der med den største naturlighed spiller baseball-holdets gnavne træner og medejer Pop Fisher, samt Robert Duvall, der er tilpas slesk og påtrængende som journalisten Max Mercy. Og derudover har Richard Farnsworth en fin birolle som trænerassistenten Red.
'The Natural' er en flot, eventyrlig og meget opløftende film.
Glenn Close blev Oscar-nomineret for Bedste Kvindelige Birolle, og komponisten Randy Newman ('Toy Story') blev nomineret for Bedste Musik.
Har jeg urimelige forventninger, hvis jeg forventer at du er færdig med din liste inden året er omme? :) jeg har selvfølgelig ikke medregnet tiden i de forskellige lag du befinder dig, men altså :)
#301 BN 13 år siden
D.v.s. 122) That Touch of Mink og 123) His Girl Friday, ikke? ;-)
Ja, jeg er også glad for TCM plus TV2 Film. Har lndenfor de seneste måneder fået genset både 'Chaplin' og 'Starman', som jeg ikke ejer på dvd.
#302 jessup 13 år siden
That touch of mink har jeg ikke set men Hudson er jo god i Sirk filmene så den må have en chance.
#303 BN 13 år siden
I see. ;-)
'That Touch of Mink' er ikke med Rock Hudson - den er med Cary Grant, som her spiller overfor Doris Day ..... som ganske rigtigt dannede par med Rock Hudson i en stribe komedier.
#304 jessup 13 år siden
#305 BN 13 år siden
Jeg er nået frem til, at 'The Wild Bunch' er alt for lavt placeret, og den ryger derfor ud indtil videre. Og så er der kommet to nye film til, hvilket medfører, at 'Quantum of Solace' skubbes op til placering nr. 100. Jeg har i det følgende fremhævet de to nytilkomne film med fed skrift:
101) Raiders of the Lost Ark
102) Indiana Jones and the Last Crusade
103) Indiana Jones and the Temple of Doom
104) Back to the Future
105) Back to the Future Part II
106) Back to the Future Part III
107) The Living Daylights
108) Top Secret
109) The Naked Gun - From the Files of Police Squad
110) The Naked Gun 33 1/3 - The Final Insult
111) The Naked Gun 2½ - The Smell of Fear
112) Airplane
113) Airplane II: The Sequel
114) Atonement
115) Chaplin
116) Braveheart
117) 1492 - Conquest of Paradise
118) Leap Year
119) Charade
120) The Philadelphia Story
121) Bringing Up Baby
122) That Touch of Mink
123) His Girl Friday
124) It Happened One Night
125) Star Man
126) One Hour Photo
127) Blue Velvet
128) Ronin
129) Blade Runner
130) The Elephant Man
131) Spider-Man 2
132) Spider-Man
133) Spider-Man 3
134) Aliens
135) Alien
136) Avatar
137) Babe: Pig in the City
138) Babe
139) Toy Story
140) Toy Story 3
141) Toy Story 2
142) Ratatouille
143) Up
144) Inside Man
145) Legends of the Fall
146) Wyatt Earp - Director's Cut
147) Scent of a Woman
148) Kramer vs Kramer
149) 12 Angry Men
150) Titanic
151) Hot Shots!
152) Papillon
153) Master and Commander: The Far Side of the World
154) Frenzy
155) Strangers on a Train
156) Psycho
157) The Silence of the Lambs
158) Red Dragon
159) Monty Python and the Holy Grail
160) The Breakfast Club
161) Pink Floyd: The Wall
162) Se7en
163) Singin' in the Rain
164) The Majestic
165) Rain Man
166) King Kong - Extended edition
167) Revolutionary Road
168) The Remains of the Day
169) Shine
170) The Boy in the Striped Pyjamas
171) United 93
172) Die Brücke
173) Der Untergang
174) The French Connection
175) The French Connection II
176) One Flew Over the Cuckoo's Nest
177) The Incredibles
178) Barefoot in the Park
179) The Man From Laramie
180) The Naked Spur
181) Bend of the River
182) The Grass is Greener
183) An Affair to Remember
184) Monkey Business
185) The Far Country
186) Conspiracy Theory
187) Michael Clayton
188) Gone Baby Gone
189) The Untouchables
190) The Good, the Bad and the Ugly
191) Léon - Director's Cut
192) Sudden Impact
193) The Outlaw Josey Wales
194) Dirty Harry
195) Hot Shots! Part Deux
196) Planes, Trains and Automobiles
197) Support Your Local Sheriff
198) Rope
199) Arsenic and Old Lace
200) Duel
#306 Babo Rises 13 år siden
Har jeg urimelige forventninger, hvis jeg forventer at du er færdig med din liste inden året er omme? :) jeg har selvfølgelig ikke medregnet tiden i de forskellige lag du befinder dig, men altså :)
#307 Bruce 13 år siden
Der er seriøst brug for et kvantum trøst!!!!!!!!!!!!!!!!!! :)
#308 MOVIE1000 13 år siden
#309 BN 13 år siden
'Quantum of Solace' fik en del lunkne anmeldelser, da den havde premiere i biograferne. Det stiller jeg mig fuldstændig uforstående overfor. Jeg synes, det er en fremragende film!
Jeg kan godt lide at se Bond bleg, rastløs og lettere alkoholiseret, ja, tydeligvis påvirket af at have mistet sin elskede Vesper og opsat på at optrevle den forbryderorganisation der afpressede hende. Og jeg kan godt lide den måde indledningens hidsige biljagt og den efterfølgende løbejagt er filmet på. Faktisk kan jeg lide alt ved denne film.
Det passer mig fint, at volden - ligesom i Casino Royale - er skildret som en beskidt og ubehagelig ting. Her er ingen morsomme slagsmål eller dødsfald, og heller ingen Bond der fyrer kvikke bemærkninger af hver gang han ordner skurkene. Hvor de gamle James Bond-film en meget sjælden gang kunne strække sig til at lade vores hovedperson se sur ud eller tale med en alvorlig, streng stemme i ca. 10 sekunder, når nogen af hans hjælpere eller kolleger var døde, så virker det både forfriskende og langt mere menneskeligt, at Bond i 'Quantum of Solace'
sneen.
Jeg synes, det både er smukt og rørende på sin egen stilfærdige måde. Jeg håber virkelig, at Bond-serien fortsætter i den stil, der har lagt med 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace', for James Bond har aldrig været mere interessant end nu.
99) Casino Royale - (Martin Campbell, 2006)
Jeg har aldrig nogensinde hverken ønsket eller forestillet mig et reboot af James Bond-serien, og det af den enkle årsag, at jeg mistede interessen for den efter Timothy Daltons anden og sidste film, 'Licence to Kill' fra 1989. Men det er ikke desto mindre været et yderst velkomment reboot.
Fyens Stiftstidendes anmelder Caspar Vang opsummerer meget godt de ting, jeg kan lide ved 'Casino Royale':
"Tonen er mørkere, barskere og historien er skrabet fri for de allerværste tekniske finesser - for eksempel er der ingen smart bil med flere funktioner end en schweizerkniv. Kun fysisk vold, udholdenhed, krudt, kugler og ind til benet. ..... Campbell dropper den platte humor og overfladiske action til fordel for et mere nuanceret plot, intense action-sætstykker og langt mere psykologisk dybde, end vi tidligere har set fra serien om Englands bedste MI6-agent. ..... Craig er glimrende som Bond, der mere end nogensinde fremstår som en utilpasset bølle, der er et farligt instrument i statens hænder."
Med Daniel Craigs fortolkning er det første gang nogensinde, at James Bond for alvor fremstår som et menneske af kød og blod, ja, som et menneske med følelser og svagheder. Craig giver figuren kant og temperament, hvilket virker enormt forfriskende. Bond besidder stadig den velkendte selvkontrol, elegance og charme, men det nye er, at man under overfladen nu og da fornemmer irritabilitet, nervøsitet, frygt og vrede, og han indimellem giver luft for disse ting. Timothy Dalton gjorde allerede gode tilløb i den retning i slutningen af 1980'erne, men det er først med Craig at man er gået linen ud. Og med sine evner som karakterskuespiller har han da også vist sig at være den helt rette til at formidle denne nye, mere nuancerede udgave af James Bond.
Det er meget betegnende, at Daniel Craig er den første Bond-skuespiller nogensinde, der er blevet nomineret til en BAFTA (den britisk filmpris) for Bedste Skuespiller.
98) The Age of Innocence - (Martin Scorsese, 1993)
Romantisk drama / periodefilm. New York i 1870'erne. Den unge advokat Newland Archer (Daniel Day-Lewis) forelsker sig i den smukke grevinde Ellen Olenska (Michelle Pfeiffer). Hun er imidlertid allerede gift, omend separeret fra sin mand, mens han er forlovet med hendes kusine May Welland (Winona Ryder).
Det er en historie om umulig kærlighed i et miljø og en tid, hvor skilsmisse ikke var velset - og dét - ufatteligt nok - heller ikke engang i tilfælde af utroskab og vold. Samtidig er det en besk kommentar til overklassens snobberi og overfladiskhed, der ikke levner meget plads til livets sande værdier - men til gengæld masser af plads til hykleri og sladder. Jeg synes
også, at man af filmen kan udlede en pointe om at man skal passe på, at man
Michelle Pfeiffer leverer en følsom, hjerteskærende præstation som den ukonventionelle og derfor upopulære og lidende Ellen, og Daniel Day-Lewis er fremragende som den frustrerede Newland; man fornemmer virkelig, hvordan konflikten mellem pligt og følelser er ved at fortære ham. Winona Ryder er desuden ret god som den søde og naive May, der
Filmen indeholder mange små, magiske øjeblikke, såsom når de to hovedpersoners omgivelser langsomt mørklægges og al baggrundsstøj fjernes, så det kun er dem der er synlige i billedet - indrammet i en lille cirkel - og også kun er deres stemmer man kan høre. Eller når billedet af en mennesketom veranda afløses af en slow-motion-sekvens med fine, habitklædte mænd, der på grund af blæsten alle går og holder på deres hatte, mens man på lydsporet hører Enya synge nummeret 'Marble Halls'.
'The Age of Innocence' er et stilfærdigt, eftertænksomt og yderst elegant periodedrama, som imponerer med sine ovenud flotte billeder og sine eminente, afdæmpede skuespilpræstationer.
Instruktøren Martin Scorsese vandt en Bodil (den danske filmpris) for Bedste Amerikanske Film, og Winona Ryder vandt en Golden Globe for Bedste Kvindelige Birolle, ligesom hun blev nomineret til både en Oscar og en BAFTA. Filmen vandt desuden en Oscar for Bedste Kostumer, og den blev nomineret til en BAFTA for Bedste Cinematografi.
97) You've Got Mail - (Nora Ephron, 1998)
Romantisk komedie. Joe Fox (Tom Hanks) og Kathleen Kelly (Meg Ryan) er ikke de bedste venner. Joe ejer den store butikskæde "Fox Books", som truer med at udkonkurrere Kathleens lille, hyggelige boghandel "The Shop Around the Corner". Men på internettet er de bedste venner og kender hinanden som henholdsvis "NY152" og "Shopgirl". De er fuldstændig afhængige af at maile til hinanden dagligt, og de bliver mere og mere tiltrukket af hinanden. Men en dag finder Joe ud af, at Kathleen og "Shopgirl" er én og samme person, som han i øvrigt er gået hen og blevet forelsket i - og hvad gør man så?
'You've Got Mail' er en sjov og charmerende film med en livlig og vittig dialog, samt to særdeles veloplagte skuespillere i de altdominerende hovedroller. Både Tom Hanks og Meg Ryan har en udsøgt sans for komisk timing, og de er virkelig i stand til at levere replikker og ansigtsudtryk, der kalder på det store smil. Dette - sammen med deres gode kemi - gør det til en sand fornøjelse at følge deres karakterers had/kærlighedsforhold.
Jeg har dog et bestemt krav til romantiske komedier, nemlig at de ikke blot skal kunne more mig, men også røre mig. Og her kommer næsten samtlige moderne komedier grusomt til kort. Men ikke 'You've Got Mail'. Slutningen
'Somewhere Over the Rainbow' sunget af Harry Nilsson -
Meg Ryan blev iøvrigt nomineret til en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en Komedie.
96) The Three Musketeers - (Richard Lester, 1973)
Eventyrkomedie / kappe-og-kårde-film. Den unge fægtemester D'Artagnan
ankommer til Paris med ønsket om at blive en af kongens musketerer. Her præsterer han på rekordtid at fornærme tre mænd, Athos, Porthos and Aramis, som alle udfordrer ham til en duel. De er tilfældigvis musketerer, og i stedet for at duellere med dem ender han med at hjælpe dem med at forsvare sig mod kardinal Richelieus vagter. Dette bliver begyndelsen til et nært venskab og samarbejde med de tre musketerer, og inden længe er D'Artagnan soldat i den kongelige livgarde. Han skaffer sig et logi i byen og lejer en tjener ved navn Planchet, og desuden møder han den skønne Constance, som han straks forelsker sig i. I mellemtiden lægger Kardinal Richelieu skumle planer for at få magten over Frankrig. Dronning Anne af Frankrig har givet sin diamanthalskæde, som oprindelig var en gave fra hendes mand Kong Louis XIII, til sin elsker Hertugen af Buckingham, og da Richelieu finder ud af det, overtaler han kongen til at kræve, at dronningen bærer halskæden til et kommende kostumebal, i håb om at dette vil afsløre hendes utroskab. Vores fire helte må derfor til London for at hente halskæden, hvilket Richelieus håndlangere naturligvis gør alt for at forhindre.
Jeg elsker filmen for dens fede eventyrstemning og dens gakkede humor, samt ikke for mindst dens herligt beskidte, sveddryppende og udmattende fægtekampe. Ja, fægtekampene er nærmest slagsmål, hvor D'Artagnan og musketererne ikke kun bruger sværd, men ligeså ofte spark, knytnæver, møbler og afbrækkede grene, ja, endda vådt vasketøj - en omstændighed, som senere kommenteres ironisk af Porthos, der siger, at D'Artagnan har lært "alle det fine selskabs regler."
Humoren grænser sommetider til det parodiske, mens den til andre tider blot udspringer af karakternes frækhed. Blandt de komiske scener kan nævnes besøget på en kro, hvor to af musketererne "faker" en duel for i ly af denne at stjæle mad og vin; eller et temmelig mislykket bagholdsangreb, hvor en hel flok mænd venter oppe i et træ i den hensigt at springe ned og rive nogle ryttere af deres heste, men hvor de allesammen springer for sent; eller Athos der har drukket så meget, at han vælter bagover og ned i en brønd, som han må trækkes op fra ved hjælp af en hest, der imidlertid bliver stjålet af en meget travl D'Artagnan, som ikke aner hvad der foregår. Man kan desuden more sig over skildringen af det kongelig hofs dovenskab og dekadence, som bl.a. kommer til udtryk ved hunde brugt som skakbrikker på slottets græsplæne og springvand med vin i stedet for vand.
Filmens flotte billeder, der ligner museumsmalerier, er sammen med de overbevisende kostumer og kulisser med til at levendegøre 1600-tallets Frankrig, herunder også gadelivet med al det snavs og elendighed. Det tidsbillede der tegnes, er således ikke romantisk, men realistisk, og at lade handlingen udspille sig indenfor disse rammer er blot med til at gøre
eventyret endnu mere overbevisende eller fængende. Som prikken over i'et kan man desuden nyde Michel Legrands livfulde underlægningsmusik, der også indeholder elementer af autentisk renæssancemusik.
Rollebesætningen er perfekt: Michael York som den drengede, naive og meget atletiske D'Artagnan; Oliver Reed som gruppens karismatiske, eftertænksomme og ofte berusede leder Athos; Frank Finlay som den pralende, arrogante og småfjollede Porthos; Richard Chamberlain som den elegante, gentleman-agtige og dameglade Aramis; Raquel Welch som den smukke, men noget klodsede og uheldige Constance; Faye Dunaway som den iskoldt beregnende og forførende onde Milady de Winter; Christopher Lee som den glatte og kølige Rochefort; Charlton Heston som den intrigante, magtsyge kardinal Richelieu; Jean-Pierre Cassel som den forfængelige og selvoptagede kong Louis XIII. ... Og listen kunne gøres længere endnu.
Filmen blev nomineret til flere BAFTA'er (den britiske filmpris), deriblandt for Bedste Cinematografi, Bedste Kostumer og Bedste Kulisser. Raquel Welch vandt en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en Komedie, Michel Legrand blev nomineret til en Grammy for Bedste Originale Filmmusik, og George MacDonald Fraser vandt en Writers' Guild of Great Britain-pris for Bedste Britiske Komediemanuskript.
95) The Four Musketeers - (Richard Lester, 1974)
Eventyrkomedie / kappe-og-kårde-film. Fortsættelsen til 'The Three Musketeers'. D'Artagnan er nu selv blevet en musketer. Kardinal Richelieu og Milady de Winter er opsat på at hævne sig på de fire musketerer, fordi disse forpurrede deres plan om at sætte dronningen i et dårligt lys. Richelieu får derfor sin håndlanger Rochefort til at bortføre D'Artagnans kæreste Constance, mens Milady egenhændigt tager sig af D'Artagnan.
Tonen er mere seriøs i denne omgang, hvilket hænger sammen med plottets dramatiske udvikling og den tragiske skæbne, der overgår visse af hovedpersonerne. De fleste fægtekampe og drab - specielt dem henimod i slutningen af filmen - er således af en mere personlig karakter, hvorfor de også er blottet for upassende lystighed og i stedet har et alvorligt og desperat præg over sig. Der er desuden væsentligt større fokus på den onde
Milady de Winter og den melankolske drukkenbolt Athos. Ja, sidstnævnte er tæt på at være filmens egentlige hovedperson, hvlket så afgjort er et plus, for Athos er den mest nuancerede og interessante karakter i de to film, og dét ikke mindst takket være Oliver Reed, der virkelig brillerer med sin karismatiske, intense og følelsesladede præstation; specielt i to scener: da Athos fortæller D'Artagnan en kærlighedshistorie, der skal kurere denne for kærlighed, og da han har en konfrontation med Milady DeWinter ("Since
when has it been possible to insult YOU, Madame!").
Den mørkere stemning klæder historien, og det samme gør den udvikling man ser hos flere af hovedpersonerne. Det er især en fornøjelse at se D'Artagnans forvandling fra en naiv, stædig og dumdristig bondedreng med et brækket sværd til en kamptræt, desillusioneret musketer, der er stærk nok til at modstå Richelieu og
Trods alvoren er der dog stadig masser af morsomme scener, såsom når Aramis kommer for at befri Constance og hun hamrer et knæ op i skridtet på ham, fordi hun ikke har genkendt ham; eller når D'Artagnan forsøger at gemme sig i et vandtrug, som desværre hurtigt tømmes for vand. Og går man ned i detaljerne, er der også en del samfundssatiriske indslag; såsom i en scene fra slagmarken hvor man ser en præst der er i færd med at give kanonerne Guds velsignelse; eller i en scene hvor det kongelige hof holder picnic i naturen, og hvor kvindernes munterhed og det veldækkede bord står i skærende kontrast til synet af et træ med tre hængte personer i baggrunden.
Blandt actionscenerne er der særligt to, der er virkelig veludførte: en kamp på en tilfrosset sø og slutopgøret
(Det er vist i øvrigt den eneste musketer-film nogensinde, der har vist musketererne udøve deres hverv som soldater, og i hvilken de rent faktisk bruger musketter.)
Filmen blev nomineret til både en Oscar og en BAFTA for Bedste Kostumer.
'The Three Musketeers' og 'The Four Musketeers' har altid været to af min yndlingsfilm, og dette vil næppe ændre sig i fremtiden. Richard Lesters mesterlige filmatisering af Alexander Dumas' roman er simpelthen umulig at overgå.
94) Platoon - (Oliver Stone, 1986)
Anti-krigsfilm. Chris Taylor (Charlie Sheen) har meldt sig frivilligt til hæren af idealistiske grunde og sendes til Vietnam, hvor han tilsluttes en deling, som ledes af sergent Barnes (Tom Berenger) og sergent Elias (Willem Dafoe), der er diametrale modsætninger. Barnes er en dræbermaskine, der bærer sine ar med stolthed, mens Elias ikke længere tror på krigen. Som tiden går, må Chris revidere sin egen opfattelse af krigen.
Charlie Sheen er yderst velvalgt til rollen som den unge, naive Chris, hvis frygt, fysiske udmattelse og lejlighedsvise bersærkergang han formidler på ganske overbevisende måde. Tom Berenger er intens og skræmmende i rollen som den kyniske, brovtende og brutale sergent Barnes; en rolle, som han blev Oscar-nomineret for, og for hvilken han desuden blev belønnet med en Golden Globe (Bedste Mandlige Birolle). Willem Dafoe er også god som den mildhjertede og mere humane Elias. Men alle skuespillerne gør det godt og er med til at skabe nogle virkelighedsnære og troværdige personer, man kan relatere til. Og de bliver godt hjulpet på vej af den velskrevne dialog og naturligvis ikke mindst Oliver Stones instruktion.
Det er en utroligt barsk og blodig, men også meget følelsesladet og gribende skildring af krigen i Vietnam og det der sker med mennesker når de sendes i krig. Ja, Oliver Stone formår i den grad at udstille krigens gru og galskab. Blandt filmens mest uforglemmelige scener er overgrebene mod indbyggerne i en vietnamesisk landsby,
Teknisk skal filmen roses for sin flotte billedside og sin evne til at indfange stemningen i den tætte, klaustrofobiske jungle, hvor man næsten kan mærke myggene og sveden på soldaternes hud, og hvor truslen om pludselig død hænger som en tung sky i luften.
'Platoon' vandt mange priser, deriblandt fire Oscars (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Lyd og Bedste Klipning), tre Golden Globes (Bedste Drama, Bedste Instruktør og - som allerede nævnt - Bedste Mandlige Birolle), samt to BAFTA'er (Bedste Instruktion og Bedste Klipning). Og den var nomineret til endnu flere.
93) Open Range - (Kevin Costner, 2003)
De to cowboys Boss Spearman (Robert Duvall) og Charley Waite (Kevin Costner) driver en flok kvæg over prærien. De har kendt hinanden i over ti år og er bundet sammen af venskab og loyalitet. Boss er lederen med talegaverne i orden og hjertet på rette sted, og Charley er den tavse mand med en dyster fortid. Med sig har de hjælperne Mose (Abraham Benrubi), en tyk, rar fyr, og den unge Button (Diego Luna), som de har reddet fra et liv på gaden. På deres vej gennem Montana kommer de til den lille by Harmonville, der styres
af den lokale kvægbaron Denton Baxter (Michael Gambon) og den korrupte sherif Poole (James Russo). Da Baxter, som har fået nok af omrejsende kvægdrivere, der frit (og iøvrigt fuldt lovligt) udnytter hans jord, griber til trusler og vold overfor dem, er Boss og Charley nødt til selv at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.
'Open Range' er en klassisk westernfortælling, der udfolder sig i sit eget langsommelige og magelige tempo, og som - med filmz-anmelder Angel Eyes' ord - er "barsk og afdæmpet i sin næste realistiske fremstilling af vesten anno 1884". Det er en flot, stemningsfyldt film med interessante, nuancerede karakterer og åndeløst smukke naturscenarier (sjældent har en mørk og skydækket himmel set bedre ud her), samt flot underlægningsmusik af Michael Kamen.
CinemaZone.dk's anmelder Lisa Brygger skriver: "Open Range er ikke en film, der belejligt forcerer en handling for at kunne retfærdiggøre et blodigt klimaks. Den opbygger i stedet en ulmende spænding og spiller sine kort ud et af gangen. Det er lang tid siden, vi har haft fornøjelsen af en sådan film, og at Costner tilmed håndterer donten med den rette stemning og et suverænt overblik, gør blot oplevelsen stærkere.
Angel Eyes kommer desuden ind på en anden kvalitet ved filmen: "Derudover handler den om en mand oppe i årene, og en stor del af filmens fokus er lagt på den spirende romance mellem Charles og kvinden Sue (Annette Bening), som begge har svært ved at nærme sig hinanden. Det er forfriskende at se kærlighed mellem aldrende mennesker portrætteret så ærligt og så underspillet som her, da det efterhånden er blevet normen, at selv om den mandlige hovedrolle er oppe i årene, så finder han alligevel en ung og
billedskøn pige, som falder for ham."
Filmens største styrke er dog ubetinget samspillet mellem Kevin Costner og Robert Duvall i rollerne som h.h.v. Charley og Boss. De to mænd kommunikerer sjældent med flere ord af gangen, men ved alligevel ved, hvad den anden tænker. Som Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen så rigtigt har sagt, er der tale om "et indforstået, underspillet, stærkt maskulint venskab af en art, der ikke er set siden Howard Hawks - se f.eks. 'Rio
Bravo' (1959)". Kevin Costner er intens og overbevisende som den indadvendte enspænder Charley, og en fantastisk Robert Duvall kopierer eller gentager mere eller mindre sit livs måske bedste rolle, rollen som Augustus "Gus" McCrae i tv-serien 'Lonesome Dove'; en mand med humor, vid og bid, samt faste, lettere filosofiske overbevisninger - i denne her film hedder han blot Boss Spearman. Jeg vil dog også lige nævne Annette Benning, der leverer stærkt spil som den modne, handlekraftige og intelligente Sue.
Og så er det svært ikke også at sige et par ord om filmens afsluttende skudopgør. Den omstændighed, at man har ventet så længe på det, gør at det virker ekstra voldsomt og brutalt, når revolverne endelig brager løs. Ja, det at filmen forinden har investeret så meget i sine karakterer, gør det til nogle utroligt intense og medrivende scener at overvære. Og der er virkelig drøn på lydsiden! Ikke at volden forherliges - nej, "volden virker tvungen (ikke meningsløs)", som en bruger på Scope.dk har påpeget. Dette ses ikke mindst i en scene, hvor
forfærdelse - hvilket gør, at han senere har det skidt med sig selv over det han har gjort.
Skudopgøret er - for nu at citere Laserdisken.dk's anmelder Peter Risby Hansen - "uhørt dynamisk, brutalt og langvarigt, og ... der bydes på en afgørende og overraskende fornyelse." ... Jeg er sikker på, at han her bl.a. tænker på scenen, hvor
'Open Range' er en af vores tids mest undervurderede og oversete westerns.
92) Rio Bravo - (Howard Hawks, 1959)
Klassisk western. Da John T. Chance (John Wayne), der er sherif i en lille by i Texas, arresterer Joe Burdette (Claude Akins) for mord, er dennes broder, den rige og magtfulde ranch-ejer Nathan Burdette (John Russell), opsat på at befri ham fra fængselet og lader derfor sine mænd belejre byen. Chance må således forsøge at holde stand, mens han venter på ankomsten af en U.S. Marshal, der kan overtage hans fange. Til at hjælpe sig har han alkoholikeren Dude (Dean Martin), den vrisne, gamle krøbling Stumpy (Walter Brennan) og den noget unge og uerfarne revolvermand Colorado (Ricky Nelson). Og som om han ikke i forvejen havde nok at tænke på, dukker den kvindelige kortspiller Feathers op i byen og fordrejer hovedet på ham.
Af alle de ældre westerns - dem som man nok vil betegne som den gammeldags, traditionelle slags - er 'Rio Bravo' den jeg allerbedst kan lide. Det er en langsom, men stemningsmættet film. Det langsomme tempo giver plads til en masse gode karakter- og dialogscener, og stemningen skyldes ikke mindst Russell Harlans flotte cinematografi og Dimitri Tiomkins musik, deriblandt hovedtemaet fra filmens titelsekvens og den smukke, mexikanske melodi "Deguello" (spillet med trompet og guitar), som i en aftenscene høres i
baggrunden, mens Dean Martin og hans hest ses i silhuet foran en rødgul solnedgang. Man hygger sig vældigt i selskab med hovedpersonerne, og der er også en del humor i filmen; som f.eks. når Stumpy klager over, at Chance ikke værdsætter ham nok, hvorpå denne kysser ham ovenpå hovedet og skynder sig ud af døren, og ligeledes i en håndfuld scener hvor Chance ikke ved, hvad han skal stille op overfor den meget pågående Feathers. Romancen mellem de to er i det hele taget skildret på en dejligt uhøjtidelig måde, idet hun konstant driller ham og han skælder hende ud.
Det hele er dog ikke kun hygge, humor og kærlighed. Nej, der er også adskillige kontante spændingsscener undervejs. Her vil jeg specielt fremhæve filmens første fire minutter, som simpelt, men effektivt - og helt uden dialog - både etablerer forholdet mellem Chance og Dude og sætter gang i plottet. Derudover er der bl.a. en rigtig god scene, hvor Chance og Dude leder efter en snigmorder, der har gemt sig i en saloon. Og så er der det mere personlige drama, som gælder Dudes alkoholproblem. Dette sideplot afvikles primært gennem en række scener mellem Dude og Chance, der bliver ved med at vise ham tillid og respekt. De to mænds venskab illustreres fint gennem de cigaretter, Chance ruller til Dude, og gennem det revolverbælte, som Dude tidligere har solgt, men som Chance i al hemmelighed har købt tilbage til ham.
Normalt synes jeg, at John Wayne er alt for enstrenget som skuespiller. Men ikke i 'Rio Bravo' - her er han perfekt som den seje, stoute sherif John T. Chance. En stor del af æren herfor har Howard Hawks, som gennem sin sikre og effektive instruktion får det bedste ud af sine skuespillere, således også John Wayne, som her yder sin bedste præstation nogensinde. Overfor ham spiller Angie Dickinson, der er smuk og sød og intelligent i rollen som Feathers, og Dean Martin, der leverer en overbevisende, bevægende præstation
som Dude. (Man fornemmer virkelig hans indre kamp - se bare de hundeøjne han får, ligeså så snart han ser en flaske whiskey.) Walter Brennan er desuden ret god som Stumpy, der fungerer som filmens komiske sidekick.
Howard Hawks vandt DGA-prisen for Bedste Instruktør.
91) The Natural - (Barry Levinson, 1984)
Drama. Den unge Roy Hobbs står overfor det helt store gennembrud som professionel
baseballspiller; noget han har drømt om siden han var barn. Men en tragisk begivenhed sætter en brat stopper for drømmens opfyldelse, og dermed forsvinder hans navn ud i glemslen. Seksten år senere dukker han op igen, stærkt opsat på at fortsætte hvor han i sin tid slap.
Jeg bryder mig normalt ikke om sportsfilm, men i 'The Natural' er baseball-kampene skildret i et så eventyrligt lys og pakket ind i så tyk symbolik, at selve sportselementet glider noget i baggrunden til fordel for den aura af mystik og uovervindelighed der omgiver hovedpersonen. Ja, Roy Hobbs' evner på en baseball-bane har et nærmest overnaturligt, mirakuløst præg over sig, såsom når han i buldrende tordenvejr tager sit hjemmelavede
bat "Wonderboy" med dets påtegnede billede af et lyn og bogstaveligt talt slår læderet af bolden, netop som et lyn oplyser den mørke himmel, eller når en hvidklædt kvinde oplyst af en enkelt stråle fra solen rejser sig op som en anden engel midt iblandt publikum og alene i kraft af sin tilstedeværelse synes at være medvirkende til, at han med sit bat rammer bolden så hårdt, at den flyver helt op og smadrer stadionnets ur. Det er fantastiske scener, som er i stand til at fremkalde en indvendig jubel og gåsehud hos undertegnede. Særligt i den førstnævnte scene (som kan ses her: [url] formår Randy Newmans vidunderlige musik virkelig at opbygge tilskuerens forventning og efterfølgende også at understrege det dramatiske klimaks.
Når Roy Hobbs således ses slå og løbe i slow-motion, mens der på lydsporet spilles triumferende, fanfareagtig musik, kommer han til at fremstå som en sand legende, ja, en klassisk helteskikkelse, der ikke blot trodser skæbnen, men besejrer den. Eller gør han nu også dét? For fortiden truer nemlig pludselig med at indhente ham.
Robert Redford yder her sin bedste præstation nogensinde. Han er - med sit rolige, afdæmpede væsen og sit til tider lidt fjerne, uudgrundelige ansigtsudtryk - perfekt i rollen som den ustoppelige, hemmelighedsfulde Hobbs. Ingen kan som Redford spille tavse, følsomme enspændertyper, der er i besiddelse af en stor, indre styrke. I andre vigtige roller ses Glenn Close, der leverer en nedtonet, diskret præstation som Roy Hobbs' barndomskæreste Iris Gaines, og Wilford Brimley, der med den største naturlighed spiller
baseball-holdets gnavne træner og medejer Pop Fisher, samt Robert Duvall, der er tilpas slesk og påtrængende som journalisten Max Mercy. Og derudover har Richard Farnsworth en fin birolle som trænerassistenten Red.
'The Natural' er en flot, eventyrlig og meget opløftende film.
Glenn Close blev Oscar-nomineret for Bedste Kvindelige Birolle, og komponisten Randy Newman ('Toy Story') blev nomineret for Bedste Musik.
#310 BN 13 år siden
Hehe ... Læs eventuelt #309.