Finder scenen hvor Mel Gibsom råber og løber samtidig i slowmotion med det amerikanske flag, virkelig ringe og hamrende utroværdig, alt imens pompøs musik kører i baggrunden. Fy for den lede. BN, jeg er chokeret :) Hvad laver denne film på din liste omside med 2001 (ja, den er kedelig, men bestemt ikke dårlig haha). Det svarer lidt til hvis jeg elskede Trier, og hyldede Michael Bay samtidig. Det giver næsten ingen mening i samme sætning :)
Uha ja! For alene det at vise et flag er jo ihvertfald i sig selv lig med kvalmende patriotisme! Jeg mener, det kan da ihvertfald ikke have nogen som helst PRAKTISK betydning under et slag fra 1700-tallet hvor der er udbrudt forvirring og panik, at man bruger et flag som samlingspunkt og signal for sine tropper! Føj for en gang nationalisme! Næh, tag nu os danskere: Vi skilter ihvertfald aldrig med vores nationalitet, og da slet ikke i krig! Høhø, næh, den tendens er 100 procent fremmed for alle danskere. Og godt det samme, for ellers ville det jo bare udvikle sig til, at vi malede os rød og hvide i ansigterne, skreg nationalsangen og vinkede med Dannebrog-flaget under noget så ubetydeligt som en fodboldlandskamp, og at vi i tide og utide skrålede "Og det var Danmark, olé, olé, olé!"
Babo Rises (460) skrev:
Hvad laver denne film på din liste omside med 2001 (ja, den er kedelig, men bestemt ikke dårlig haha). Det svarer lidt til hvis jeg elskede Trier, og hyldede Michael Bay samtidig. Det giver næsten ingen mening i samme sætning :)
Ja, føj for en gang overdreven alsidighed! Man må endelig kun have de største og mest anerkendte instruktørers film på sin topliste - da ikke en film af en mand, der normalt ikke laver gode film!
Oh, wait a minute ....
BN (457) skrev:
Jeg har ikke et princip der byder mig at fornægte hvad som helst der måtte komme fra en ellers dybt uinteressant instruktør. Hvis en bestemt film lykkes over al forventning for en Brett Ratner (nemlig 'Red Dragon') eller en Roland Emmerich ('The Patriot'), selvom disse to herrers film normalt ligger MEGET langt fra min smag, så er jeg ikke så firkantet, at jeg nægter at se filmens kvaliteter.
Ja, jeg kan nu godt lide "The Patriot"- extended cut, (uden tvivl Roland Emmerichs bedste film), som jeg også finder virkelig flot produceret og eksekveret, og hvor Roland Emmerich fornemt sørger for at skabe en balance imellem dramaet, karakterportrætterne og de storslåede actionscener, med Tomahawk scenen som det absolutte højdepunkt. Filmen har afgjort nogle, for mit vedkommende, lidt for sentimentale scener og dialoger undervejs og i det afgørende slag er patriotismen nok lige i overkanten til min smag, men generelt set så synes jeg det er en glimrende film, med stærke skuespilspræstationer, som jeg ikke ser nogle problemer i at have med på en top liste.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Finder scenen hvor Mel Gibsom råber og løber samtidig i slowmotion med det amerikanske flag, virkelig ringe og hamrende utroværdig, alt imens pompøs musik kører i baggrunden. Fy for den lede. BN, jeg er chokeret :) Hvad laver denne film på din liste omside med 2001 (ja, den er kedelig, men bestemt ikke dårlig haha). Det svarer lidt til hvis jeg elskede Trier, og hyldede Michael Bay samtidig. Det giver næsten ingen mening i samme sætning :)
Jeg læste engang (andetsteds på nettet) et indlæg af en person, der roste 'Saving Private Ryan' (som har samme manuskriptforfattere som 'The Patriot') for at skildre krigens rædsler og de tragedier, krig er uløseligt forbundet. Vedkommende mente, at filmen havde en konsekvent anti-krigs-tone ... lige indtil man tilsidst så billedet af et blafrende flag. Alene dette billede mente han ændrede HELE budskabet, ja, hver eneste pointe i det foregående!
Jeg aner ikke, hvem denne person var. Men nu ved jeg det: Det kan kun have været dig, Babo Rises. ;-)
Uha ja! For alene det at vise et flag er jo ihvertfald i sig selv lig med kvalmende patriotisme
Det er måden scenen er udført på, der er kvalmende. Og når man så tænker, at det er en klam tysker der laver big hollywood film, ja så er det.... lidt klamt. Men min anke går mere ud på selve scenen, som er helt ringe udført.
BN (461) skrev:
og mest anerkendte instruktørers film på sin topliste - da ikke en film af en mand, der normalt ikke laver gode film!
Den var sagt lidt i sjov BN, selvom jeg dog undrer mig over, at The Patriot er blandt dine favoritter. Men sådan er der så meget.
[quote=BN (463)]Jeg aner ikke, hvem denne person var. Men nu ved jeg det: Det kan kun have været dig, Babo Rises. ;-)[/quote
Kunne det være, ja :) Jeg synes dog SPR er en fed film, også selvom den er skrevet af samme mand, men er lavet af en bedre instruktør. Spielberg er dog også indimellem til fals for patos og den slags, men takket være en troværdig skildring af krigsscenerne og en upoleret produktion, synes jeg han slipper godt fra.
Kunne det være, ja :) Jeg synes dog SPR er en fed film, også selvom den er skrevet af samme mand, men er lavet af en bedre instruktør. Spielberg er dog også indimellem til fals for patos og den slags, men takket være en troværdig skildring af krigsscenerne og en upoleret produktion, synes jeg han slipper godt fra.
Og hey. Ta' det ikke ilde op, mornar popaj :) jeg undrer mig som sagt bare over valget, du må gerne have din egen homevideo på din liste, hvis du vil :)
selvom jeg dog undrer mig over, at The Patriot er blandt dine favoritter.
Hvor mange mennesker kan lide nøjagtigt de samme ting? Man kan jo godt tænke: 'Han/hun kan lide 10, 20 eller 30 af de samme film (eller sange/musikstykker) som mig, så vedkommende må da også synes det samme som jeg om den her film (eller sang/komposition).' ... Men vi mennesker har ikke de samme kriterier, følelser, reaktioner, indfaldsvinkler, fokuspunkter o.s.v.
Jo længere frem vi kommer på min topliste, jo flere film vil der være, som rammer mig følelsesmæssigt, personligt og psykisk. Og hertil hører 'The Patriot', som i mine øjne er blottet for sentimentalitet, men fyldt med forståelige, empativækkende, menneskelige aspekter, som jeg kan relatere til.
Historisk drama. Om to officerer i den franske hær, Feraud og D'Hubert, der gennem en årrække jævnligt mødes på forskellige steder og udkæmper dueller på liv og død; dueller, som de skiftes til at vinde. Deres fjendskab begynder i Strasbourg, da D'Hubert bliver pålagt at overbringe en ordre fra deres fælles overordnede, general Treillard, om at Feraud øjeblikkelig skal vende hjem og forblive der under husarrest, fordi han har såret borgmesterens nevø i en sværdduel. Dette tager Feraud som en personlig fornærmelse fra D'Huberts side.
Temaet "duel", billedsiden og brugen af en fortællerstemme kan godt lede tankerne hen på Kubrick-filmen 'Barry Lyndon', men 'The Duellists' er nu sin egen, og plottet er væsentligt anderledes.
Harvey Keitel er perfekt i rollen som den hidsige, urimelige og hadefulde Feraud, og det samme er Keith Carradine som den mere intelligente, venlige og eftertænksomme D'Hubert. Birollerne er også besat af solide kræfter, deriblandt Diana Quick som D'Huberts kæreste Laura, Albert Finney som Fouche, Edward Fox som en ældre oberst, Tom Conti som Dr. Jacquin, Meg Wynn Owen som D'Huberts søster Leonie og Christina Raines som Adele. ... Og fortællerstemmen tilhører i øvrigt skuespilleren Stacy Keach.
Hvis jeg skal udpege nogle af de bedste scener, må det blive indledningen med pigen der vogter gæs på engen, samtlige scener med kæresten Laura, soldaterne midt i den russiske vinter og den sidste duel. Men jeg holder nok allermest af D'Huberts længerevarende, fredfyldte ophold hos sin søster Leonie, som introducerer ham for nabopigen Adele, som hun gerne ser ham blive gift med. De afsluttende billeder af
den sidste duels taber
er desuden intet mindre end uforglemmelige.
Filmen er en nydelse at se på med sine varme billeder, som er holdt i brunlige nuancer, sine velvalgte kameravinkler, der ofte skaber en utroligt stor billeddybde, og sine totalbilleder af skønne naturlandskaber og store herregårde. Jeg er også meget begejstret for Howard Blakes underlægningsmusik til filmen. Det smukke hovedtema - snart spillet med fløjte, snart med strygere eller klaver - anslår fint stemningen allerede under forteksterne.
Trods de tilbagevendende og indimellem ret voldsomme og blodige sværddueller er og bliver 'The Duellists' en stille film, der fortæller sin historie i et langsomt og behageligt tempo. Ja, 'The Duellists' er en film jeg elsker for dens ro, hverdagsagtige stemning og menneskelige varme, samt dens udmærkede pointe om tåbeligheden ved stridigheder mellem mennesker og ved det snæversyn og den stædighed og uforsonlighed, der som regel udgør den største hindring for fredelig sameksistens.
'The Duellists' vandt Cannes-filmfestivalens pris for Bedste Debutfilm, og den blev nomineret til 2 BAFTA'er, nemlig for Bedste Cinematografi og Bedste Kostumer, hvilket jeg godt kan forstå, for den føles virkelig som et autentisk besøg i 1800-tallets Frankrig. Ridley Scott vandt desuden David di Donatello-prisen (Italiens svar på Oscar'en) for Bedste Instruktør af en Udenlandsk Film.
#461 BN 13 år siden
Uha ja! For alene det at vise et flag er jo ihvertfald i sig selv lig med kvalmende patriotisme! Jeg mener, det kan da ihvertfald ikke have nogen som helst PRAKTISK betydning under et slag fra 1700-tallet hvor der er udbrudt forvirring og panik, at man bruger et flag som samlingspunkt og signal for sine tropper! Føj for en gang nationalisme! Næh, tag nu os danskere: Vi skilter ihvertfald aldrig med vores nationalitet, og da slet ikke i krig! Høhø, næh, den tendens er 100 procent fremmed for alle danskere. Og godt det samme, for ellers ville det jo bare udvikle sig til, at vi malede os rød og hvide i ansigterne, skreg nationalsangen og vinkede med Dannebrog-flaget under noget så ubetydeligt som en fodboldlandskamp, og at vi i tide og utide skrålede "Og det var Danmark, olé, olé, olé!"
Ja, føj for en gang overdreven alsidighed! Man må endelig kun have de største og mest anerkendte instruktørers film på sin topliste - da ikke en film af en mand, der normalt ikke laver gode film!
Oh, wait a minute ....
#462 NightHawk 13 år siden
Ja, jeg kan nu godt lide "The Patriot"- extended cut, (uden tvivl Roland Emmerichs bedste film), som jeg også finder virkelig flot produceret og eksekveret, og hvor Roland Emmerich fornemt sørger for at skabe en balance imellem dramaet, karakterportrætterne og de storslåede actionscener, med Tomahawk scenen som det absolutte højdepunkt. Filmen har afgjort nogle, for mit vedkommende, lidt for sentimentale scener og dialoger undervejs og i det afgørende slag er patriotismen nok lige i overkanten til min smag, men generelt set så synes jeg det er en glimrende film, med stærke skuespilspræstationer, som jeg ikke ser nogle problemer i at have med på en top liste.
#463 BN 13 år siden
Jeg læste engang (andetsteds på nettet) et indlæg af en person, der roste 'Saving Private Ryan' (som har samme manuskriptforfattere som 'The Patriot') for at skildre krigens rædsler og de tragedier, krig er uløseligt forbundet. Vedkommende mente, at filmen havde en konsekvent anti-krigs-tone ... lige indtil man tilsidst så billedet af et blafrende flag. Alene dette billede mente han ændrede HELE budskabet, ja, hver eneste pointe i det foregående!
Jeg aner ikke, hvem denne person var. Men nu ved jeg det: Det kan kun have været dig, Babo Rises. ;-)
#464 Babo Rises 13 år siden
Det er måden scenen er udført på, der er kvalmende. Og når man så tænker, at det er en klam tysker der laver big hollywood film, ja så er det.... lidt klamt. Men min anke går mere ud på selve scenen, som er helt ringe udført.
Den var sagt lidt i sjov BN, selvom jeg dog undrer mig over, at The Patriot er blandt dine favoritter. Men sådan er der så meget.
#465 Babo Rises 13 år siden
Kunne det være, ja :) Jeg synes dog SPR er en fed film, også selvom den er skrevet af samme mand, men er lavet af en bedre instruktør. Spielberg er dog også indimellem til fals for patos og den slags, men takket være en troværdig skildring af krigsscenerne og en upoleret produktion, synes jeg han slipper godt fra.
#466 BN 13 år siden
Det gik vist galt med tekstformateringen dér, men du kan nå at rette det endnu, Babo.
#467 Babo Rises 13 år siden
#468 Babo Rises 13 år siden
Og hey. Ta' det ikke ilde op, mornar popaj :) jeg undrer mig som sagt bare over valget, du må gerne have din egen homevideo på din liste, hvis du vil :)
#469 BN 13 år siden
Har du også en hund der hedder Kvik? ;-)
Hvor mange mennesker kan lide nøjagtigt de samme ting? Man kan jo godt tænke: 'Han/hun kan lide 10, 20 eller 30 af de samme film (eller sange/musikstykker) som mig, så vedkommende må da også synes det samme som jeg om den her film (eller sang/komposition).' ... Men vi mennesker har ikke de samme kriterier, følelser, reaktioner, indfaldsvinkler, fokuspunkter o.s.v.
Jo længere frem vi kommer på min topliste, jo flere film vil der være, som rammer mig følelsesmæssigt, personligt og psykisk. Og hertil hører 'The Patriot', som i mine øjne er blottet for sentimentalitet, men fyldt med forståelige, empativækkende, menneskelige aspekter, som jeg kan relatere til.
#470 BN 13 år siden
Historisk drama. Om to officerer i den franske hær, Feraud og D'Hubert, der gennem en årrække jævnligt mødes på forskellige steder og udkæmper dueller på liv og død; dueller, som de skiftes til at vinde. Deres fjendskab begynder i Strasbourg, da D'Hubert bliver pålagt at overbringe en ordre fra deres fælles overordnede, general Treillard, om at Feraud øjeblikkelig skal vende hjem og forblive der under husarrest, fordi han har såret borgmesterens nevø i en sværdduel. Dette tager Feraud som en personlig fornærmelse fra D'Huberts side.
Temaet "duel", billedsiden og brugen af en fortællerstemme kan godt lede tankerne hen på Kubrick-filmen 'Barry Lyndon', men 'The Duellists' er nu sin egen, og plottet er væsentligt anderledes.
Harvey Keitel er perfekt i rollen som den hidsige, urimelige og hadefulde Feraud, og det samme er Keith Carradine som den mere intelligente, venlige og eftertænksomme D'Hubert. Birollerne er også besat af solide kræfter, deriblandt Diana Quick som D'Huberts kæreste Laura, Albert Finney som Fouche, Edward Fox som en ældre oberst, Tom Conti som Dr. Jacquin, Meg Wynn Owen som D'Huberts søster Leonie og Christina Raines som Adele. ... Og fortællerstemmen tilhører i øvrigt skuespilleren Stacy Keach.
Hvis jeg skal udpege nogle af de bedste scener, må det blive indledningen med pigen
der vogter gæs på engen, samtlige scener med kæresten Laura, soldaterne midt i den russiske vinter og den sidste duel. Men jeg holder nok allermest af D'Huberts længerevarende, fredfyldte ophold hos sin søster Leonie, som introducerer ham for nabopigen Adele, som hun gerne ser ham blive gift med. De afsluttende billeder af
Filmen er en nydelse at se på med sine varme billeder, som er holdt i brunlige nuancer, sine velvalgte kameravinkler, der ofte skaber en utroligt stor billeddybde, og sine totalbilleder af skønne naturlandskaber og store herregårde. Jeg er også meget begejstret for Howard Blakes underlægningsmusik til filmen. Det smukke hovedtema - snart spillet med fløjte, snart med strygere eller klaver - anslår fint stemningen allerede under forteksterne.
Trods de tilbagevendende og indimellem ret voldsomme og blodige sværddueller er og
bliver 'The Duellists' en stille film, der fortæller sin historie i et langsomt og behageligt tempo. Ja, 'The Duellists' er en film jeg elsker for dens ro, hverdagsagtige stemning og menneskelige varme, samt dens udmærkede pointe om tåbeligheden ved stridigheder mellem mennesker og ved det snæversyn og den stædighed og uforsonlighed, der som regel udgør den største hindring for fredelig sameksistens.
'The Duellists' vandt Cannes-filmfestivalens pris for Bedste Debutfilm, og den blev nomineret til 2 BAFTA'er, nemlig for Bedste Cinematografi og Bedste Kostumer, hvilket jeg godt kan forstå, for den føles virkelig som et autentisk besøg i 1800-tallets Frankrig. Ridley Scott vandt desuden David di Donatello-prisen (Italiens svar på Oscar'en) for Bedste Instruktør af en Udenlandsk Film.