74) The Patriot - Extended Cut - (Roland Emmerich, 2000)
Historisk krigsdrama, der handler om en families kamp for overlevelse og frihed under den Amerikanske Uafhængighedskrig.
Mel Gibson leverer en stærk, intens og karismatisk præstation i hovedrollen som den hårdt prøvede enkemand og familiefader Benjamin Martin - en præstation, som jeg vil betegne som hans bedste nogensinde. Martin har svært ved at undslippe sin brutale fortid, og Gibson skildrer på eminent vis den ujævne balance mellem den mand han var og den mand han stræber efter at blive. I andre roller ses bl.a. Tom Wilkinson som den stolte, aristokratiske britiske general Lord Cornwallis; en forrygende veloplagt Jason Isaacs som den koldblodige, arrogante og sadistiske oberst Tavington; Heath Ledger som den egenrådige Gabriel Martin; og Joely Richardson som den smukke, stilfærdige Charlotte.
Lad det være sagt med det samme: Når jeg hist og her ser 'The Patriot' omtalt som "en actionfilm i historisk indpakning", "en simpel hævnhistorie" eller som en film, der er ikke ved hvad den skal mene om krig; en film, som er "overdrevent patriotisk", og som "glorificerer USA", så er det et billede jeg slet ikke kan genkende. Nej, 'The Patriot' er et medrivende, følelsesladet drama om en fader, der forsøger at beskytte sine elskede børn og deres tante midt i en krigstid - et drama fortalt på den klassiske eller gammeldags måde med helte og skurke. Og plottet fokuserer på almindelige mennesker fremfor prominente personer.
Med hensyn til påstanden om den overdrevne patriotisme, så har instruktøren Roland Emmerich udtalt: "Filmen hedder 'The Patriot,' men Benjamin Martin er ikke nogen patriot. Han ved, hvad krig er, og føler, at det er noget der under alle omstændigheder bør undgås." Ja, vores protagonist er som følge af sin egen fortid som krigsveteran ikke meget for at slå ihjel; han ønsker ikke selv at deltage i krigen og forsøger også at afholde sine to ældste sønner Gabriel og Thomas fra det, hvilket nærmest er umuligt, da de ser det at kæmpe som soldat som noget meget heroisk og glorværdigt. Da Martin slutter sig til de amerikanske militsstyrker, sker det efter lang tids tøven, og han gør det først og fremmest i håb om derved at kunne beskytte Gabriel (der har trodset hans vilje og meldt sig til hæren), samtidig med han også øjner en chance for at hævne den nu afdøde Thomas.
I scenen hvor Gabriel hverver militsfolk i kirken og møder en del tøven og skepsis, ender stemningen måske nok med at være dybtfølt patriotisk, men ikke desto mindre
bliver to af de tilstedeværende mænds største frygt senere til barsk virkelighed, idet alle byens indbyggere bliver lukket inde i kirken og ikke hængt, men brændt til døde. (Jeg tænker her på følgende to replikker fra den pågældende scene: "And bring more suffering to this town?" - "If King George can hang those men, our friends, he can hang any one of us.")
Læg dertil den omstændighed, at når filmen er slut, er
de mest naive, idealistiske fortalere for krigen og patriotismen døde; deriblandt Thomas og Gabriel, samt sidstnævntes kone Anne. Heri ligger der tydeligvis også en pointe.
Blandt filmens bedste scener er den såkaldte "tomahawk"-scene, hvor
Martin med hjælp fra sønnerne Nathan og Samuel befrier den ældste søn Gabriel fra en afdeling britiske soldater, der er på vej gennem skoven. Første del af scenen er uden underlægningsmusik og består i Martins overraskelses- og forvirringstaktik, hvor han skifter position hver gang han har affyret en riffel, så briterne tror, at der er flere angribere end der reelt er. I anden del går Martin løs på de sidste soldater med en tomahawk og en kniv, akkompagneret af John Williams' "Psycho"-agtige musik Det er en af de stærkeste scener, jeg nogensinde har set. Som Scope-bruger Allan Kragh skriver, "får vi alt det brutale smidt i ansigtet og væmmes ved det." Det der gør scenen så god, er dog ikke blot den fantastiske volds-koreografi, men først og fremmest scenens følelsesmæssige styrke, der dels kommer af de forudgående begivenheder (Thomas' død), dels af de to sønners frygt, især Samuels grædende ansigt, og alle tre sønners chokerede blikke, da deres elskede fader, der ellers er erklæret pacifist, går amok i en sand blodrus, hvor han ender med grædende og råbende at tæske løs med en tomahawk i kødet på en forlængst afdød britisk soldat. Det er billeder man husker: Gibson, der - med ansigtet og skjorten indsmurt i blod - kigger op mod himmelen, som om han tænker, at det her vil han aldrig blive tilgivet for - Martins og sønnernes blikke der mødes. Læg dertil John Williams' Oscar-nominerede musik, som nu er skiftet til mere følelsesladede toner, og som derefter går over i de stille, men sørgmodige og ildevarslende trompeter, der er et tilbagevendende musikalsk tema i filmen. ... Det er på én gang voldsomt, tragisk og rørende.
I den næsten 3 timer lange "extended cut"-udgave af filmen, som jeg klart foretrækker fremfor "theatrical", er slow-motion-sekvensen med Gibson der langsomt går hen til sine sønner, længere og er via krydsklipning redigeret sammen med en kort scene hvor man ser man, at en enkelt af soldaterne stadig lever, men er hårdt såret. Denne soldat følger Martin med øjnene, ser ham forsvinde (idet hans skikkelse opløses i luften til lyden af et langtrukkent, spøgelsesagtigt åndedrag) og besvimer så. Dette giver en meget bedre afslutning på "tomahawk"-scenen. Der er i øvrigt tale om den samme soldat som senere fortæller Tavington om den spøgelses-lignende person, der ene mand har dræbt 20 soldater under bagholdsangrebet i skoven - hvilket naturligvis ikke er helt sandt, eftersom Benjamin Martin bliver assisteret af sine to sønner, der fungerer som snigskytter, og som (så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til) skyder 7 af soldaterne.
Tre andre tilføjede scener udgør også en forbedring: I den ene scene opdager Martins børn, at åen, der grænser op til familiens ejendom, er fyldt med ligene af britiske soldater, der flyder med strømmen. I den anden scene er Martin og sønnen Thomas tidligt om morgenen ude og besigtige en eng eller mark, hvor der dagen før er blevet udkæmpet et slag mellem amerikanere og britere, som begge har efterladt sig både døde og sårede. Og i den tredje scene ser man Martin og hans tre sønner, deriblandt den netop befriede Gabriel, vende tilbage til den nedbrændte farm og den døde Thomas. Martin knæler ned ved siden af liget og er tæt på at bryde ud i gråd, alt imens han betragtes af en udtryksløs Susan. Der klippes til Thomas' begravelse, hvor Martin står og beder en bøn, mens hans (nu kun) seks børn lytter. Disse scener betoner kraftigt krigens gru og tragedie, og sammen med visse andre scener, der i forvejen var i filmen (nemlig "tomahawk"-scenen, sønnen Samuel der er tydeligt rystet over det der skete ude i skoven og ikke vil sige godnat til sin fader, Benjamin Martin der fortæller hvad der skete ved Fort Wilderness under den Fransk-Indianske krig, oberst Tavingtons terrorisering af civilbefolkningen
(herunder nedbrændingen af kirken), John Billings selvmord da han finder både sin kone og søn døde, og sidst men ikke mindst Gabriels død),
eliminerer de enhver påstand om moralsk ambivalens i forhold til krigens væsen. Det er ikke meningen, at vi skal fryde os over volden og drabene; heller ikke engang
skurken Tavingtons død.
Sådan er filmens grundtone ganske enkelt ikke - nej, den viser, at krig medfører tab, sorg, smerte og afsavn og har visse omkostninger og følgevirkninger, som det for nogle kan være meget svært at leve med.
Jeg holder desuden meget af filmens mere fredfyldte øjeblikke (som "extended cut" også giver os nogle flere af), deriblandt generelt de scener der viser familiens hverdag. Jeg vil specielt fremhæve den underspillede romance mellem Martin og Charlotte, som udelukkende er skildret gennem de sigende blikke, de to sender hinanden, og gennem en smule kejtethed og generthed mellem dem i et par situationer. Jeg synes ret godt om konklusionen på romancen, nemlig
scenen fra strandbredden, hvor de beslutter, at de vil have hinanden, og hvor deres første kys foregås af replikskiftet: Charlotte: "I'm not my sister." - Martin: "I know."
Sidst men ikke mindst vil jeg også nævne den meget rørende scene hvor den lettere traumatiserede datter Susan, der ikke har mælet et ord siden moderens død,
langt om længe taler til sin fader.
Filmen er visuelt blændende med en enormt smuk og rigt detaljeret billedside. Ja, det er den flotteste og bedste film omhandlende koloni-tidens Nordamerika jeg har set siden 'The Last of the Mohicans'.
'The Patriot' blev Oscar-nomineret for Bedste Cinematografi, Bedste Musik og Bedste Lyd.
Jeg husker faktisk filmen som ganske vellykket. Nu er det nogle år siden jeg har set den, og da det var på tv var det formentlig ikke extended, men husker den da både som underholdende, og sågar rørende. Altsammen meget utroligt når man tager de afskyeligheder, som instruktøren senere ville skabe, med i overvejelsen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Uh. Mon jeg kan støve min gamle anmeldelse op men nogen god film er det slet ikke imo. Jeg har været underholdt af nogle emmerich film men de vil ikke engang komme i min top 1000.
hehe. Husker The Patriot som en meget klichefyldt, lang og unuanceret film, hvis force er det tekniske, men kampen mellem Gibson og han the bad guy virkelig var pinlig. Hvorfor den befinder sig så højt oppe hos bn, trods en god anmeldelse, begriber jeg ikke hehe.
#451 Ikke ligefrem i min top, men så absolut den af Emmerichs film jeg synes bedst om. Den er sgu effektivt skruet sammen og især overfaldet på den engelske deling i skoven er virkelig fremragende klippet. Visuelt flot, med et øje for lys og skygger og med en forrygende god lyd. Den meget flotte billed- og lydside, er absolut med til at øge fornøjelsen og jeg indrømmer, at jeg faktisk nyder at se den indimellem med lillepigen på det store lærred.
Emmerich er desværre gået Bay vejen siden, men det er tydeligt, at Emmerich har noget mere forstand på at skabe en god atmosfære, hvor folk ikke opfører sig entydigt som idioter. Det skyldes også et godt cast, især i de britiske roller, bl.a. Tom Wilkinson som Cornwallis.
Og ja, så vil jeg give dig meget ret i scenen med den lille pige Susan. Emmerich må have haft en god dag, for man skal da godt nok være et stenhjerte for ikke at blive rørt der.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Jeg har været underholdt af nogle emmerich film men de vil ikke engang komme i min top 1000.
Jeg har ikke et princip der byder mig at fornægte hvad som helst der måtte komme fra en ellers dybt uinteressant instruktør. Hvis en bestemt film lykkes over al forventning for en Brett Ratner (nemlig 'Red Dragon') eller en Roland Emmerich ('The Patriot'), selvom disse to herrers film normalt ligger MEGET langt fra min smag, så er jeg ikke så firkantet, at jeg nægter at se filmens kvaliteter. ... Samtidig fastholder jeg dog, at alle de andre film jeg har set fra Ratner og Emmerich er noget makværk eller - i bedste fald - indbegrebet af middelmådig, ligegyldig popcorns-film, som jeg helst undgår at spilde min tid på.
Babo Rises (455) skrev:
kampen mellem Gibson og han the bad guy virkelig var pinlig.
Den kamp var beskidt, ubehageligt blodig og ikke særlig heroisk - præcist ligesom den slags vil være i virkeligheden. Jeg glæder mig over, at Emmerich ikke forfaldt til plat 80'er-action-slagsmål i den scene.
Babo Rises (455) skrev:
Hvorfor den befinder sig så højt oppe hos bn, trods en god anmeldelse, begriber jeg ikke hehe.
Svaret på dét er meget simpelt: Det er fordi jeg har en bedre filmsmag end dig.
så absolut den af Emmerichs film jeg synes bedst om. Den er sgu effektivt skruet sammen og især overfaldet på den engelske deling i skoven er virkelig fremragende klippet. Visuelt flot, med et øje for lys og skygger og med en forrygende god lyd. Den meget flotte billed- og lydside, er absolut med til at øge fornøjelsen og jeg indrømmer, at jeg faktisk nyder at se den indimellem med lillepigen på det store lærred.
Se 'extended edition' ved lejlighed. Den udgave giver hele filmen endnu mere følelsesmæssig styrke. Men der er også flere karakterscener med Tavington og Cornwallis (aka Isaac Hayes og Tom Wilkinson), ligesom der er mindst én ekstra scene med Heath Ledger og Joely Richardson. Disse scener er med til at styrke sidehistorierne og persontegningen.
Finder scenen hvor Mel Gibsom råber og løber samtidig i slowmotion med det amerikanske flag, virkelig ringe og hamrende utroværdig, alt imens pompøs musik kører i baggrunden. Fy for den lede. BN, jeg er chokeret :) Hvad laver denne film på din liste omside med 2001 (ja, den er kedelig, men bestemt ikke dårlig haha). Det svarer lidt til hvis jeg elskede Trier, og hyldede Michael Bay samtidig. Det giver næsten ingen mening i samme sætning :)
#451 BN 13 år siden
Historisk krigsdrama, der handler om en families kamp for overlevelse og frihed under den Amerikanske Uafhængighedskrig.
Mel Gibson leverer en stærk, intens og karismatisk præstation i hovedrollen som den hårdt prøvede enkemand og familiefader Benjamin Martin - en præstation, som jeg vil betegne som hans bedste nogensinde. Martin har svært ved at undslippe sin brutale fortid, og Gibson skildrer på eminent vis den ujævne balance mellem den mand han var og den mand han stræber efter at blive. I andre roller ses bl.a. Tom Wilkinson som den stolte, aristokratiske britiske general Lord Cornwallis; en forrygende veloplagt Jason Isaacs som den koldblodige, arrogante og sadistiske oberst Tavington; Heath Ledger som den egenrådige Gabriel Martin; og Joely Richardson som den smukke, stilfærdige Charlotte.
Lad det være sagt med det samme: Når jeg hist og her ser 'The Patriot' omtalt som "en actionfilm i historisk indpakning", "en simpel hævnhistorie" eller som en film, der er ikke ved hvad den skal mene om krig; en film, som er "overdrevent patriotisk", og som "glorificerer USA", så er det et billede jeg slet ikke kan genkende. Nej, 'The Patriot' er et medrivende, følelsesladet drama om en fader, der forsøger at beskytte sine elskede børn og deres tante midt i en krigstid - et drama fortalt på den klassiske eller gammeldags måde med helte og skurke. Og plottet fokuserer på almindelige mennesker fremfor prominente personer.
Med hensyn til påstanden om den overdrevne patriotisme, så har instruktøren Roland Emmerich udtalt: "Filmen hedder 'The Patriot,' men Benjamin Martin er ikke nogen patriot. Han ved, hvad krig er, og føler, at det er noget der under alle omstændigheder bør undgås." Ja, vores protagonist er som følge af sin egen fortid som krigsveteran ikke meget for at slå ihjel; han ønsker ikke selv at deltage i krigen og forsøger også at afholde sine to ældste sønner Gabriel og Thomas fra det, hvilket nærmest er umuligt, da de ser det at kæmpe som soldat som noget meget heroisk og glorværdigt. Da Martin slutter sig til de amerikanske militsstyrker, sker det efter lang tids tøven, og han gør det først og fremmest i håb om derved at kunne beskytte Gabriel (der har trodset hans vilje og meldt sig til hæren), samtidig med han også øjner en chance for at hævne den nu afdøde Thomas.
I scenen hvor Gabriel hverver militsfolk i kirken og møder en del tøven og skepsis, ender stemningen måske nok med at være dybtfølt patriotisk, men ikke desto mindre
Læg dertil den omstændighed, at når filmen er slut, er
Blandt filmens bedste scener er den såkaldte "tomahawk"-scene, hvor
I den næsten 3 timer lange "extended cut"-udgave af filmen, som jeg klart foretrækker fremfor "theatrical", er slow-motion-sekvensen med Gibson der langsomt går hen til sine sønner, længere og er via krydsklipning redigeret sammen med en kort scene hvor man ser man, at en enkelt af soldaterne stadig lever, men er hårdt såret. Denne soldat følger Martin med øjnene, ser ham forsvinde (idet hans skikkelse opløses i luften til lyden af et langtrukkent, spøgelsesagtigt åndedrag) og besvimer så. Dette giver en meget bedre afslutning på "tomahawk"-scenen. Der er i øvrigt tale om den samme soldat som senere fortæller Tavington om den spøgelses-lignende person, der ene mand har dræbt 20 soldater under bagholdsangrebet i skoven - hvilket naturligvis ikke er helt sandt, eftersom Benjamin Martin bliver assisteret af sine to sønner, der fungerer som snigskytter, og som (så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til) skyder 7 af soldaterne.
Tre andre tilføjede scener udgør også en forbedring: I den ene scene opdager Martins børn, at åen, der grænser op til familiens ejendom, er fyldt med ligene af britiske soldater, der flyder med strømmen. I den anden scene er Martin og sønnen Thomas tidligt om morgenen ude og besigtige en eng eller mark, hvor der dagen før er blevet udkæmpet et slag mellem amerikanere og britere, som begge har efterladt sig både døde og sårede. Og i den tredje scene ser man Martin og hans tre sønner, deriblandt den netop befriede Gabriel, vende tilbage til den nedbrændte farm og den døde Thomas. Martin knæler ned ved siden af liget og er tæt på at bryde ud i gråd, alt imens han betragtes af en udtryksløs Susan. Der klippes til Thomas' begravelse, hvor Martin står og beder en bøn, mens hans (nu kun) seks børn lytter. Disse scener betoner kraftigt krigens gru og tragedie, og sammen med visse andre scener, der i forvejen var i filmen (nemlig "tomahawk"-scenen, sønnen Samuel der er tydeligt rystet over det der skete ude i skoven og ikke vil sige godnat til sin fader, Benjamin Martin der fortæller hvad der skete ved Fort Wilderness under den Fransk-Indianske krig, oberst Tavingtons terrorisering af civilbefolkningen
Jeg holder desuden meget af filmens mere fredfyldte øjeblikke (som "extended cut" også giver os nogle flere af), deriblandt generelt de scener der viser familiens hverdag. Jeg vil specielt fremhæve den underspillede romance mellem Martin og Charlotte, som udelukkende er skildret gennem de sigende blikke, de to sender hinanden, og gennem en smule kejtethed og generthed mellem dem i et par situationer. Jeg synes ret godt om konklusionen på romancen, nemlig
Filmen er visuelt blændende med en enormt smuk og rigt detaljeret billedside. Ja, det er den flotteste og bedste film omhandlende koloni-tidens Nordamerika jeg har set siden 'The Last of the Mohicans'.
'The Patriot' blev Oscar-nomineret for Bedste Cinematografi, Bedste Musik og Bedste Lyd.
#452 Collateral 13 år siden
#453 Babo Rises 13 år siden
#454 IK 13 år siden
Måske ville Independence Day komme i min top 1000. Den har trods alt selveste Will Smith og en masse go' action. Måske også Godzilla. ;)
Det, jeg husker mest fra The Patriot, er skovsekvensen, der er helt fantastisk eksekveret. Ellers husker jeg ikke særlig meget fra filmen. Bør genses.
#455 Babo Rises 13 år siden
hehe. Husker The Patriot som en meget klichefyldt, lang og unuanceret film, hvis force er det tekniske, men kampen mellem Gibson og han the bad guy virkelig var pinlig. Hvorfor den befinder sig så højt oppe hos bn, trods en god anmeldelse, begriber jeg ikke hehe.
#456 Bruce 13 år siden
Emmerich er desværre gået Bay vejen siden, men det er tydeligt, at Emmerich har noget mere forstand på at skabe en god atmosfære, hvor folk ikke opfører sig entydigt som idioter. Det skyldes også et godt cast, især i de britiske roller, bl.a. Tom Wilkinson som Cornwallis.
Og ja, så vil jeg give dig meget ret i scenen med den lille pige Susan. Emmerich må have haft en god dag, for man skal da godt nok være et stenhjerte for ikke at blive rørt der.
#457 BN 13 år siden
Jeg har ikke et princip der byder mig at fornægte hvad som helst der måtte komme fra en ellers dybt uinteressant instruktør. Hvis en bestemt film lykkes over al forventning for en Brett Ratner (nemlig 'Red Dragon') eller en Roland Emmerich ('The Patriot'), selvom disse to herrers film normalt ligger MEGET langt fra min smag, så er jeg ikke så firkantet, at jeg nægter at se filmens kvaliteter. ... Samtidig fastholder jeg dog, at alle de andre film jeg har set fra Ratner og Emmerich er noget makværk eller - i bedste fald - indbegrebet af middelmådig, ligegyldig popcorns-film, som jeg helst undgår at spilde min tid på.
Den kamp var beskidt, ubehageligt blodig og ikke særlig heroisk - præcist ligesom den slags vil være i virkeligheden. Jeg glæder mig over, at Emmerich ikke forfaldt til plat 80'er-action-slagsmål i den scene.
Svaret på dét er meget simpelt: Det er fordi jeg har en bedre filmsmag end dig.
=(:-D
#458 BN 13 år siden
Se 'extended edition' ved lejlighed. Den udgave giver hele filmen endnu mere følelsesmæssig styrke. Men der er også flere karakterscener med Tavington og Cornwallis (aka Isaac Hayes og Tom Wilkinson), ligesom der er mindst én ekstra scene med Heath Ledger og Joely Richardson. Disse scener er med til at styrke sidehistorierne og persontegningen.
#459 BN 13 år siden
Say what?!?
= Jason Isaac
(Hmm, det er vist for tidligt på dagen!)
#460 Babo Rises 13 år siden
Finder scenen hvor Mel Gibsom råber og løber samtidig i slowmotion med det amerikanske flag, virkelig ringe og hamrende utroværdig, alt imens pompøs musik kører i baggrunden. Fy for den lede. BN, jeg er chokeret :) Hvad laver denne film på din liste omside med 2001 (ja, den er kedelig, men bestemt ikke dårlig haha). Det svarer lidt til hvis jeg elskede Trier, og hyldede Michael Bay samtidig. Det giver næsten ingen mening i samme sætning :)