Egentlig var det dog mere svastikaet, jeg var interesseret i. Hvad laver det?
Den danske udgivelse af Flakkende fugle fra 1917 afsluttes med et spejlvendt svastika, hvilket ganske passende konkluderer værkets idé om involut renhed og ego-destruktion.
Muldgraver (560) skrev:
Fordi vismanden unddrager sig fællesskab? Eller fordi man forstår på trods af ordene?
Nærmere den monumentale af slagsens, der næppe er eller kan blive "fuldkommen", men som de alsidigt begavede afglanses af, fordi de vil ane det skønneste. Eller med Nietzsches ord:
"Ich bin nicht schön" - so spricht die Sternenblume "Doch Menschen lieb' ich Und Menschen tröst' ich sie sollen jetzt noch Blumen sehn, nach mir sich bücken ach! und mich brechen - in ihrem Auge glänzt dann Erinnerung auf, Erinnerung an Schöneres als ich: Erinnerung an Glück, an Menschenglück: - ich seh's, ich seh's - und sterbe so".
Ligesom den monumentale vismand, bliver den ubetydelige stjerneblomst udtrykket for menneskets længsler, når den plukkes, idet erindringen om det, der er skønnere, hermed drømmes. Et fælles udgangspunkt for åndens genfødsel om man vil.
Muldgraver, ved du forresten hvem eller hvad "der Schwester Schatten" i Trakls Grodek er? Den hilser på "die Geister der Helden", men til hvilket formål?
Trakl havde et ret tæt forhold til sin søster (vistnok incestuøst) og derfor går hun ofte rundt i hans digte.
@Muldgraver
Ja, jeg er meget enig med dig i, at Kierkegaards begreber om selvet ("at vælge sig selv") og om sjælen, selve individuationsprojektet, er et forsøg på at give mennesket en vis kontrol med og magt over tilværelsen. Målet er at være (Kierkegaard foretrækker vist "eksistere") i stedet for at undergå stadig tilblivelse som æstetikeren, der aldrig bliver færdig. Målet er at blive færdig, først med "sig selv" og så isolere denne færdige enhed med en præcision og snilde som overgår den matematiske ligning, først opdage det evige, så stadig udrensning af det forgængelige. På den måde minder han mig enormt meget om Jung, der foretrak at sammenligne individuationen med alkymistens forsøg på at omdanne uædle, blandede metaller til ædle og rene gennem en integration af "det underbevidste" i selvet. Der er et lignende Magnum Opus i kernen af Kierkegaards tænkning, hvor individet kondenseres og bliver ren sjæl og dermed Gud lig.
Det som kendetegner spidsborgeren er hans hengemte æstetikersind: spidsborgeren konformerer med samfundet fordi "sådan gør man", men synder i smug. Hans individualitet er et rent samfundsprojekt, en billig arketype som gemmer på et væld af uløste gåder og indre modsætninger. Kunne man lidt skarpt opsat sige, at æstetikeren er determineret af naturen, af dens lunefulde indfald, mens spidsborgeren er determineret af det allerede eksisterende samfund, men uden at vide hvorfor eller hvem? I hvert fald bliver æstetikeren etiker når han opdager tilværelsens virkelige tyngde bag de umiddelbare fornemmelser og drivkræfter som han har ladet sig styre af.
Muldgraver (552) skrev:
Kierkegaard bruger vel så først etikken (der sådan set bare er en udvidelse af æstetikerens sind fra en udelukkende individuel mod en mere socialt orienteret æstetik) og dernæst religiøsiteten som den erkendelse, der skal føre mennesket tilbage til den handlende og magtudøvende position, hvorimod æstetikerens "dæmoniske bevægelse" er en individets kamp for at fastholdes i hermetisk egenbemægtigelse?
Altså, æstetikeren forsøger vel ikke at fastholde sin individualitet. Han er et gennemsigtigt stykke potentiale, udnyttet af stemninger og impulser, en udstrømning af naturens overindividuelle kraft. Og han forsøger vel for alt i verden ikke at bemægtige sig selv? Han er netop gemt i afgrunden. Som jeg ser det er det etikeren som forsøger at bemægtige sig selv. Han forsøger netop at sætte sig selv i den handlende og magtudøvende position, men fejler fordi han naivt tror at han er blevet hel uden Gud.
Jeg burde måske svare dig lidt grundigere, men nok for nu her og nu... :)
Trakl havde et ret tæt forhold til sin søster (vistnok incestuøst) og derfor går hun ofte rundt i hans digte.
Og dette forhold er måske hans (digtnings) syndefald? Barnet vandrer i de høstlige skove, der falmer, idet valkyrien (=søsteren Grete) afhenter de faldne heltes sjæle og lidenskabelige uskyld. Trakl lever i sit høstlandskab og dermed i sin kunst. Ej som en mytisk skikkelse à la Lasker-Schüler, men som et almenmenneskeligt skrig.
Nærmere den monumentale af slagsens, der næppe er eller kan blive "fuldkommen", men som de alsidigt begavede afglanses af, fordi de vil ane det skønneste. Eller med Nietzsches ord:
"Ich bin nicht schön" - so spricht die Sternenblume "Doch Menschen lieb' ich Und Menschen tröst' ich sie sollen jetzt noch Blumen sehn, nach mir sich bücken ach! und mich brechen - in ihrem Auge glänzt dann Erinnerung auf, Erinnerung an Schöneres als ich: Erinnerung an Glück, an Menschenglück: - ich seh's, ich seh's - und sterbe so".
Ligesom den monumentale vismand, bliver den ubetydelige stjerneblomst udtrykket for menneskets længsler, når den plukkes, idet erindringen om det, der er skønnere, hermed drømmes. Et fælles udgangspunkt for åndens genfødsel om man vil.
Kunst og religion strides vel om paradoksets delirøse syner, men først når feberdrømmene er forbi, erkendes mon roligt? Men vi andre må vel stræbe efter på en gang at ville erkende dybden bag de ord vi får til rådighed, og forsage indbildningen om at have erkendt nok?
Caliban (562) skrev:
Muldgraver, ved du forresten hvem eller hvad "der Schwester Schatten" i Trakls Grodek er? Den hilser på "die Geister der Helden", men til hvilket formål?
Et euforiserende spørgsmål. Det kunne være spændende at kigge mere indgående på søster-motivet. Preben Major Sørensen har i efterskriftet til "Mod midnat" pønset lidt over Trakls liv. Hvor berettiget hans udlægning er, er jeg ikke kompetent nok til at sige, men interessant er den i hvert fald, og giver mindst et indblik i nogle af Trakls motiver og motivationer.
Derudover har Fellaheen svaret på spørgsmålet. Trakl havde gennem hele sit liv et godt forhold til sin søster, med hvem han også delte sin passion for narkotika. Sørensen nævner et par gange i omtalte efterskrift, at de to utvivlsomt på et tidspunkt gjorde seksuelle oplevelser med hinanden, men hvor vidt disse førtes i omfang og tid er mig uvist. Syndefald er jeg dog ikke sikker på der er tale om. I al fald repræsenterer hun en art ophøjet mytisk kvindeskikkelse, nærmest guddommelig, og i Gródek meget fint at referere til valkyrierne, omend disse vel knap var skyggelige og dunkle på samme måde som søsteren i kraft af skyggebenævnelsen?
Jeg finder det særdeles fint lavet, at den både hinsides og tumlende hilsende kvindeskikkelse både er søster og skygge, og dermed bliver en fortætning af spændingen mellem død, natur og helligdom, og samtidig bliver et dunkelt bindeled til de ufødte efterkommere. I det umiddelbare læsningsøjeblik dog ganske virkningsfuldt i det gyldenrøde skumringsrequiem over heltene.
Er det i forbindelse med studiet du beskæftiger dig med Trakl?
Ja, jeg er meget enig med dig i, at Kierkegaards begreber om selvet ("at vælge sig selv") og om sjælen, selve individuationsprojektet, er et forsøg på at give mennesket en vis kontrol med og magt over tilværelsen. Målet er at være (Kierkegaard foretrækker vist "eksistere") i stedet for at undergå stadig tilblivelse som æstetikeren, der aldrig bliver færdig. Målet er at blive færdig, først med "sig selv" og så isolere denne færdige enhed med en præcision og snilde som overgår den matematiske ligning, først opdage det evige, så stadig udrensning af det forgængelige. På den måde minder han mig enormt meget om Jung, der foretrak at sammenligne individuationen med alkymistens forsøg på at omdanne uædle, blandede metaller til ædle og rene gennem en integration af "det underbevidste" i selvet. Der er et lignende Magnum Opus i kernen af Kierkegaards tænkning, hvor individet kondenseres og bliver ren sjæl og dermed Gud lig.
Huh, Jung og Kierkegaard, lyder spændende, og desto mere grund til jeg burde beskæftige mig med Jung også (i en eller anden fremtidig sommerferie...). Er det ikke noget med Kierkegaard (i "Frygt og Bæven") bruger Abraham som det "fuldendte" menneske, der på en gang er realiseringen af det religiøse og det almene?
Det som kendetegner spidsborgeren er hans hengemte æstetikersind: spidsborgeren konformerer med samfundet fordi "sådan gør man", men synder i smug. Hans individualitet er et rent samfundsprojekt, en billig arketype som gemmer på et væld af uløste gåder og indre modsætninger. Kunne man lidt skarpt opsat sige, at æstetikeren er determineret af naturen, af dens lunefulde indfald, mens spidsborgeren er determineret af det allerede eksisterende samfund, men uden at vide hvorfor eller hvem? I hvert fald bliver æstetikeren etiker når han opdager tilværelsens virkelige tyngde bag de umiddelbare fornemmelser og drivkræfter som han har ladet sig styre af.
Lidt skarpt opsat, vil jeg sige "så absolut" til dit spørgsmål :)
Altså, æstetikeren forsøger vel ikke at fastholde sin individualitet. Han er et gennemsigtigt stykke potentiale, udnyttet af stemninger og impulser, en udstrømning af naturens overindividuelle kraft. Og han forsøger vel for alt i verden ikke at bemægtige sig selv? Han er netop gemt i afgrunden. Som jeg ser det er det etikeren som forsøger at bemægtige sig selv. Han forsøger netop at sætte sig selv i den handlende og magtudøvende position, men fejler fordi han naivt tror at han er blevet hel uden Gud.
Jeg vil mene æstetikeren stræber efter at fastholde sig selv, men gennem de æstetiske virkemidler, der dog uvægerligt må skuffe ham og så at sige fremmedgør ham for sig selv, hvilket han ikke helt forstår, og så afreagerer på verden med sarkastisk arrogance, som i Diapsalmata. Men så er der den fortabte æstetiker, som har gjort en endelig "dæmonisk bevægelse", og dermed må blive som den æstetiker du beskriver? Eller også har jeg fået placeret et immanent etikerfrø i æstetikeren. I så fald tager jeg fejl jf. Philosophiske Smuler. Uanset, jeg blander nok etikerens og æstetikerens bevægelse sammen gennem deres utilstrækkelige stræben mod det dybest set selvtilstrækkelige.
Jeg burde måske svare dig lidt grundigere, men nok for nu her og nu... :)
Lige nu læser jeg Marquis de Sade - Philosophy in the Bedroom, samt Naked Lunch af Burroughs, dog mere spontant og spredt, end jeg ville ønske.
Derudover har jeg i en længere periode læst Max Stirners hovedværk, men må nok sande, at jeg fik holdt for lange pauser pga. mangel på tid og hospitalsindlæggelse. Kom dog igennem det meste, og genlæser det hele i sommerferien. En fantastisk tænker var han, krævende jegets fuldstændige afhængighed. Meget interessant at læse det, umiddelbart efter jeg havde læst Julian Jaynes - The origin of consciousness in the breakdown of the bicameral mind efter at have fundet den i et tidligere indlæg af Fellaheen i denne tråd, fordi Stirner står som en total fuldendelse af bevidstheden, jeget. Stirner synes utrolig aktuel i dag med hans insisteren på en fuldstændig magt over sig selv, en individualisme der adskiller sig markant fra den måde, hvorpå de fleste mennesker tænker og agerer i vort hedonistiske massesamfund, selvom diverse dogmer der var aktuelle i Stirners tid, ikke er længere eller i hvert fald har ændret deres karakter. De Sade blev kaldt den friste ånd nogensinde, men den titel fortjener Stirner nok nærmere.
Hvor skal man starte med Kierkegaard, og hvor skal man så bevæge sig hen? En hverken alt for kort eller uoverskuelig stor læseliste ville være rar at få foreslået, da jeg overvejer at gøre ham til et af mine sommerferieprojekter.
#561 Castanea 12 år siden
Den danske udgivelse af Flakkende fugle fra 1917 afsluttes med et spejlvendt svastika, hvilket ganske passende konkluderer værkets idé om involut renhed og ego-destruktion.
Nærmere den monumentale af slagsens, der næppe er eller kan blive "fuldkommen", men som de alsidigt begavede afglanses af, fordi de vil ane det skønneste. Eller med Nietzsches ord:
"Ich bin nicht schön"
- so spricht die Sternenblume
"Doch Menschen lieb' ich
Und Menschen tröst' ich
sie sollen jetzt noch Blumen sehn,
nach mir sich bücken
ach! und mich brechen -
in ihrem Auge glänzt dann
Erinnerung auf,
Erinnerung an Schöneres als ich:
Erinnerung an Glück, an Menschenglück:
- ich seh's, ich seh's - und sterbe so".
Ligesom den monumentale vismand, bliver den ubetydelige stjerneblomst udtrykket for menneskets længsler, når den plukkes, idet erindringen om det, der er skønnere, hermed drømmes. Et fælles udgangspunkt for åndens genfødsel om man vil.
#562 Castanea 12 år siden
#563 Fellaheen 12 år siden
@Muldgraver
Ja, jeg er meget enig med dig i, at Kierkegaards begreber om selvet ("at vælge sig selv") og om sjælen, selve individuationsprojektet, er et forsøg på at give mennesket en vis kontrol med og magt over tilværelsen. Målet er at være (Kierkegaard foretrækker vist "eksistere") i stedet for at undergå stadig tilblivelse som æstetikeren, der aldrig bliver færdig. Målet er at blive færdig, først med "sig selv" og så isolere denne færdige enhed med en præcision og snilde som overgår den matematiske ligning, først opdage det evige, så stadig udrensning af det forgængelige. På den måde minder han mig enormt meget om Jung, der foretrak at sammenligne individuationen med alkymistens forsøg på at omdanne uædle, blandede metaller til ædle og rene gennem en integration af "det underbevidste" i selvet. Der er et lignende Magnum Opus i kernen af Kierkegaards tænkning, hvor individet kondenseres og bliver ren sjæl og dermed Gud lig.
Det som kendetegner spidsborgeren er hans hengemte æstetikersind: spidsborgeren konformerer med samfundet fordi "sådan gør man", men synder i smug. Hans individualitet er et rent samfundsprojekt, en billig arketype som gemmer på et væld af uløste gåder og indre modsætninger. Kunne man lidt skarpt opsat sige, at æstetikeren er determineret af naturen, af dens lunefulde indfald, mens spidsborgeren er determineret af det allerede eksisterende samfund, men uden at vide hvorfor eller hvem? I hvert fald bliver æstetikeren etiker når han opdager tilværelsens virkelige tyngde bag de umiddelbare fornemmelser og drivkræfter som han har ladet sig styre af.
Altså, æstetikeren forsøger vel ikke at fastholde sin individualitet. Han er et gennemsigtigt stykke potentiale, udnyttet af stemninger og impulser, en udstrømning af naturens overindividuelle kraft. Og han forsøger vel for alt i verden ikke at bemægtige sig selv? Han er netop gemt i afgrunden. Som jeg ser det er det etikeren som forsøger at bemægtige sig selv. Han forsøger netop at sætte sig selv i den handlende og magtudøvende position, men fejler fordi han naivt tror at han er blevet hel uden Gud.
Jeg burde måske svare dig lidt grundigere, men nok for nu her og nu... :)
#564 Castanea 12 år siden
Og dette forhold er måske hans (digtnings) syndefald? Barnet vandrer i de høstlige skove, der falmer, idet valkyrien (=søsteren Grete) afhenter de faldne heltes sjæle og lidenskabelige uskyld. Trakl lever i sit høstlandskab og dermed i sin kunst. Ej som en mytisk skikkelse à la Lasker-Schüler, men som et almenmenneskeligt skrig.
#565 Muldgraver 12 år siden
Kunst og religion strides vel om paradoksets delirøse syner, men først når feberdrømmene er forbi, erkendes mon roligt? Men vi andre må vel stræbe efter på en gang at ville erkende dybden bag de ord vi får til rådighed, og forsage indbildningen om at have erkendt nok?
Et euforiserende spørgsmål. Det kunne være spændende at kigge mere indgående på søster-motivet. Preben Major Sørensen har i efterskriftet til "Mod midnat" pønset lidt over Trakls liv. Hvor berettiget hans udlægning er, er jeg ikke kompetent nok til at sige, men interessant er den i hvert fald, og giver mindst et indblik i nogle af Trakls motiver og motivationer.
Derudover har Fellaheen svaret på spørgsmålet. Trakl havde gennem hele sit liv et godt forhold til sin søster, med hvem han også delte sin passion for narkotika. Sørensen nævner et par gange i omtalte efterskrift, at de to utvivlsomt på et tidspunkt gjorde seksuelle oplevelser med hinanden, men hvor vidt disse førtes i omfang og tid er mig uvist. Syndefald er jeg dog ikke sikker på der er tale om. I al fald repræsenterer hun en art ophøjet mytisk kvindeskikkelse, nærmest guddommelig, og i Gródek meget fint at referere til valkyrierne, omend disse vel knap var skyggelige og dunkle på samme måde som søsteren i kraft af skyggebenævnelsen?
Jeg finder det særdeles fint lavet, at den både hinsides og tumlende hilsende kvindeskikkelse både er søster og skygge, og dermed bliver en fortætning af spændingen mellem død, natur og helligdom, og samtidig bliver et dunkelt bindeled til de ufødte efterkommere. I det umiddelbare læsningsøjeblik dog ganske virkningsfuldt i det gyldenrøde skumringsrequiem over heltene.
Er det i forbindelse med studiet du beskæftiger dig med Trakl?
#566 Fellaheen 12 år siden
:D
#567 Muldgraver 12 år siden
Huh, Jung og Kierkegaard, lyder spændende, og desto mere grund til jeg burde beskæftige mig med Jung også (i en eller anden fremtidig sommerferie...). Er det ikke noget med Kierkegaard (i "Frygt og Bæven") bruger Abraham som det "fuldendte" menneske, der på en gang er realiseringen af det religiøse og det almene?
Lidt skarpt opsat, vil jeg sige "så absolut" til dit spørgsmål :)
Jeg vil mene æstetikeren stræber efter at fastholde sig selv, men gennem de æstetiske virkemidler, der dog uvægerligt må skuffe ham og så at sige fremmedgør ham for sig selv, hvilket han ikke helt forstår, og så afreagerer på verden med sarkastisk arrogance, som i Diapsalmata. Men så er der den fortabte æstetiker, som har gjort en endelig "dæmonisk bevægelse", og dermed må blive som den æstetiker du beskriver? Eller også har jeg fået placeret et immanent etikerfrø i æstetikeren. I så fald tager jeg fejl jf. Philosophiske Smuler. Uanset, jeg blander nok etikerens og æstetikerens bevægelse sammen gennem deres utilstrækkelige stræben mod det dybest set selvtilstrækkelige.
:)
#568 MBAD 12 år siden
Derudover har jeg i en længere periode læst Max Stirners hovedværk, men må nok
sande, at jeg fik holdt for lange pauser pga. mangel på tid og hospitalsindlæggelse. Kom dog igennem det meste, og genlæser det hele i sommerferien. En fantastisk tænker var han, krævende jegets fuldstændige afhængighed. Meget interessant at læse det, umiddelbart efter jeg havde læst Julian Jaynes - The origin of consciousness in the breakdown of the bicameral mind efter at have fundet den i et tidligere indlæg af Fellaheen i denne tråd, fordi Stirner står som en total fuldendelse af bevidstheden, jeget. Stirner synes utrolig aktuel i dag med hans insisteren på en fuldstændig magt over sig selv, en individualisme der adskiller sig markant fra den måde, hvorpå de fleste mennesker tænker og agerer i vort hedonistiske massesamfund, selvom diverse dogmer der var aktuelle i Stirners tid, ikke er længere eller i hvert fald har ændret deres karakter. De Sade blev kaldt den friste ånd nogensinde, men den titel fortjener Stirner nok nærmere.
#569 MBAD 12 år siden
Undskyld hvis mit dansk forekommer lidt kejtet.
#570 Benway 12 år siden
Mht. Kirkekgaard så er "Enten-Eller" eller måske de opbyggelige taler nok det bedste sted at starte. Man kan sagtens læse begge dele i bidder.