Det er svært at begrænse sig, men Baggesen, Claussen, Hamsun, Jacobsen og Obstfelder er de 5 konstanter for mit vedkommende.
Spændende udvalg. Spændende periode(r).
Fellaheen (550) skrev:
Muldgraver: mærkelig og mærkelig, jeg finder den i hvert fald vanskelig at placere i hans forfatterskab. Og forstå i forhold til stadierne på livets vej, m.v. Og ham Constantin er nu lidt floskuløs. Men:
Det er et "mærkelig" jeg kan forstå :) Stadierne skal vel ses som udgangspunkter for "sjælelig" geografi, i hvilken psykologien så kan udspille sig, hvorunder verdensbilledernes bevægelser foretages og erkendes, biologisk så at sige.
Sikket dejligt indlæg, spændende tolkningsvinkel. Du får meget ud af Kierkegaard, må jeg sige, og jeg kan kun ærgre mig over, jeg ikke har teksten så present, at jeg kan drøfte din tolkning mere tekstnært. Især din læsning af det guddommelige og sjælelige kunne være interessant at kunne bokse mere med, men ak. Dog synes jeg ikke det umiddelbart strider mod nogen hengemt erindring hos mig.
Desuden er jeg nysgerrig efter at høre, hvordan du forholder dig til det verdenssyn du møder hos Kierkegaard. Hvad mener du, når du siger du bliver bange for Kierkegaard? Så interesseæggende du dog kan formulere dig :)
Men det kan være, du med Kierkegaard så bevidstelig vil nuancere følgende, der er skrevet på baggrund af dit indlæg, og vel også har noget med det at gøre:
Jeg er i mine læsninger af Kierkegaard (m.fl.) og med fortolkninger af Nietzschespøgelset i baghovedet, ganske influeret af tankerne om magten og dens instinkt, især menneskets magt over sig selv. Kierkegaards paradigme demonstrerer vel også et magtforhold, hvor menneskets magt over sig selv er afgrænset af erkendelse, og hvor de yderste erkendelser ikke er mulige, men er forbeholdt Guden, hvilket må føre til det erkendelsesbevidste menneskes resignation. I stedet for, som visse andre, at ville hævde sit paradigmes endegyldighed, skaberkraft, som man må underlægge andre mennesker til, fastholder Kierkegaard Guddommen som en entitet (måske en ide, måske en reel magt (jf. Philosophiske Smuler)) der netop synliggør menneskets afmagt i forhold til sig selv (både Guden og mennesket), og for nogle mennesker fremtvinger resignationen. Kierkegaard bruger vel så først etikken (der sådan set bare er en udvidelse af æstetikerens sind fra en udelukkende individuel mod en mere socialt orienteret æstetik) og dernæst religiøsiteten som den erkendelse, der skal føre mennesket tilbage til den handlende og magtudøvende position, hvorimod æstetikerens "dæmoniske bevægelse" er en individets kamp for at fastholdes i hermetisk egenbemægtigelse?
Magt bliver altså et begreb der først og fremmest er rettet mod individet selv, og dernæst afspejlende sig i individets forholden sig til omverdenen?
Det er Tagores uforgængelige ord fra Flakkende fugle, hvori man finder 326 poetiske sentenser, der med rimelighed kan betragtes som bengalske aforismer. Umiddelbart upåvirket af de marxistiske og modernistiske rørelser, der strømmede omkring ham, samlede han livets flygtende øjeblikke med evighedens segl.
Digtet fra min signatur tager fat om øjeblikkets hovmod. Øjeblikket håner omfavnelsen af evigheden, når det, ligesom fuglene, flakker væk igen. Vi guffer de skarpe sandheder i os, men i vor næsten vulgære sensation forsvinder den genkendelige undren – guddommen, digteren, kærligheden.
Tagore er en meget universel digter, man ikke kan sætte i en bås. En gammel vismand, man ikke må eller kan forstå. Endog synliggør han det vitale og kærligheden simplere og smukkere end nogen anden... eller verdens bevægelse, der nyder nåden indtil og efter døden banker på døren.
#551 Fellaheen 12 år siden
og Johannes V. Jensen!
#552 Muldgraver 12 år siden
Spændende udvalg. Spændende periode(r).
Det er et "mærkelig" jeg kan forstå :) Stadierne skal vel ses som udgangspunkter for "sjælelig" geografi, i hvilken psykologien så kan udspille sig, hvorunder verdensbilledernes bevægelser foretages og erkendes, biologisk så at sige.
Sikket dejligt indlæg, spændende tolkningsvinkel. Du får meget ud af Kierkegaard, må jeg sige, og jeg kan kun ærgre mig over, jeg ikke har teksten så present, at jeg kan drøfte din tolkning mere tekstnært. Især din læsning af det guddommelige og sjælelige kunne være interessant at kunne bokse mere med, men ak. Dog synes jeg ikke det umiddelbart strider mod nogen hengemt erindring hos mig.
Desuden er jeg nysgerrig efter at høre, hvordan du forholder dig til det verdenssyn du møder hos Kierkegaard. Hvad mener du, når du siger du bliver bange for Kierkegaard? Så interesseæggende du dog kan formulere dig :)
Men det kan være, du med Kierkegaard så bevidstelig vil nuancere følgende, der er skrevet på baggrund af dit indlæg, og vel også har noget med det at gøre:
Jeg er i mine læsninger af Kierkegaard (m.fl.) og med fortolkninger af Nietzschespøgelset i baghovedet, ganske influeret af tankerne om magten og dens instinkt, især menneskets magt over sig selv. Kierkegaards paradigme demonstrerer vel også et magtforhold, hvor menneskets magt over sig selv er afgrænset af erkendelse, og hvor de yderste erkendelser ikke er mulige, men er forbeholdt Guden, hvilket må føre til det erkendelsesbevidste menneskes resignation. I stedet for, som visse andre, at ville hævde sit paradigmes endegyldighed, skaberkraft, som man må underlægge andre mennesker til, fastholder Kierkegaard Guddommen som en entitet (måske en ide, måske en reel magt (jf. Philosophiske Smuler)) der netop synliggør menneskets afmagt i forhold til sig selv (både Guden og mennesket), og for nogle mennesker fremtvinger resignationen. Kierkegaard bruger vel så først etikken (der sådan set bare er en udvidelse af æstetikerens sind fra en udelukkende individuel mod en mere socialt orienteret æstetik) og dernæst religiøsiteten som den erkendelse, der skal føre mennesket tilbage til den handlende og magtudøvende position, hvorimod æstetikerens "dæmoniske bevægelse" er en individets kamp for at fastholdes i hermetisk egenbemægtigelse?
Magt bliver altså et begreb der først og fremmest er rettet mod individet selv, og dernæst afspejlende sig i individets forholden sig til omverdenen?
#553 MMB 12 år siden
#554 Muldgraver 12 år siden
Er du er lidt spydig for tiden, Hu... Foeller?
#555 MMB 12 år siden
En smule. Men det er nu mest for at se, om jeg kan lokke ham ned fra sit elfenbenstårn. :)
Det er sikkert mig, som er lidt småtræt, men hvad skal Hu... betyde?
#556 Muldgraver 12 år siden
#557 MMB 12 år siden
Ja, Hugo-referencen havde jeg aldrig gættet. :)
#558 Castanea 12 år siden
Det er Tagores uforgængelige ord fra Flakkende fugle, hvori man finder 326 poetiske sentenser, der med rimelighed kan betragtes som bengalske aforismer. Umiddelbart upåvirket af de marxistiske og modernistiske rørelser, der strømmede omkring ham, samlede han livets flygtende øjeblikke med evighedens segl.
Digtet fra min signatur tager fat om øjeblikkets hovmod. Øjeblikket håner omfavnelsen af evigheden, når det, ligesom fuglene, flakker væk igen. Vi guffer de skarpe sandheder i os, men i vor næsten vulgære sensation forsvinder den genkendelige undren – guddommen, digteren, kærligheden.
Tagore er en meget universel digter, man ikke kan sætte i en bås. En gammel vismand, man ikke må eller kan forstå. Endog synliggør han det vitale og kærligheden simplere og smukkere end nogen anden... eller verdens bevægelse, der nyder nåden indtil og efter døden banker på døren.
#559 MMB 12 år siden
Tak for den lange introduktion. :) Egentlig var det dog mere svastikaet, jeg var interesseret i. Hvad laver det?
#560 Muldgraver 12 år siden
Fordi vismanden unddrager sig fællesskab? Eller fordi man forstår på trods af ordene?