Langt om længe fik jeg læst Victor Hugos En dødsdømts sidste dag (også oversat til blot Dødsdømt, men jeg læste Jørgensens oversættelse (kunne man tænke sig en bedre oversætter af værket?)).
Et uhyggeligt, men vigtigt værk. I en art logbogsform får vi beskrevet en navnløs adeligs venten på guillotinen, fra dødsdommen afsiges til hans sidste mulighed for at skrive. Bogen er velskrevet, og jeg kan kun anbefale at læse den, ikke mindst på grund af Hugos ganske fine refleksioner og problemstillinger i forhold til det at tage et menneskes liv gennem henrettelse, og hvorledes både individ og samfund degenereres gennem den institutionaliserede aflivning.
Et spændende valgt fortælleteknisk greb, var formens aktualisering af læserens potentielle selvindsættelse som fortællekarakter, idet et navnløst(/alnavnsk) humanistisk indstillet, emotionelt betinget individ lader sin stemme låne. Tillige gives refleksionerne via det almene vilkår almene betingelser. Sidstnævnte er ganske vist et retorisk kneb, men ikke desto mindre relevant, synes jeg.
Interessant dog at have læst Den fremmede og sammenligne Hugos værk med Camus', der vel i højere grad anskuer samme aspekter ud fra et modernistisk perspektiv.
Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, Dostojevskij skulle have sagt god for bogens realisme.
Sidste bog jeg læste var Chuck Palahniuks "Lullaby." Rigtig fed bog. Chuck Palahniuk kan virkelig noget med sproget.
Lige nu er jeg havlvejs i Anton LaVeys "Satanic Bible", men er efterhånden gået i stå. Så springer nok videre til Chuck Palahniuks "Invisible Monster" eller Fear And Loathing In Las Vegas.
Langt om længe fik jeg læst Victor Hugos En dødsdømts sidste dag (også oversat til blot Dødsdømt, men jeg læste Jørgensens oversættelse (kunne man tænke sig en bedre oversætter af værket?)).
#664 Kanske, der er da ord, som er lidt arkaiske, og nogle af ordene bruges ikke i dag, men jeg synes ikke det var problematisk. Jeg forestiller mig mest Jørgensens kyndighed i form af hans generelt sjælelige ærinder, der i det symbolisternes stærke forståelse af båndet mellem sjæl og legeme, må være ret ideelt til indlevelsen i Hugos værk, der forudsætter en sådan samhørighed.
Min kommentar skulle nødvendigvis ikke forstås som en misbilligelse af det "bedagede", tværtimod. Sophus Michaëlis' fordanskelser (af Flaubert i særdeleshed) er f.eks. iblandt de smukkeste, mest formbevidste og digterisk virtuose oversættelser, jeg har læst.
Fransk (specielt Flaubert og Vigo) er vanskeligt at oversættelse, og dertil må der fordres en digter af en vis sprog- og stilbevidst rang.
---
Har du i øvrigt læst noget af Vigos produktion fra 30'erne, 40'erne og 50'erne? Det var jo først med Les Misérables, at han vendte tilbage til romangenren.
#666 Gode anbefalinger, og helt enig i ønsket om den i særdeleshed konstruktionsbevidste oversætter.
Jeg har desværre ikke læst andet af Hugo end en bearbejdet udgave af Notre Dame og så Dødsdømt. Førstnævnte fik dog ret stor betydning for min forståelse af kultur som konstruktion, da jeg fik anledning til at sammenligne den mere originale udgave med Disneys maltraktering af en "klassiker". Og siden har jeg haft lyst til at læse mere Hugo, hvilket sløvhed og distraktioner dog har forhindret.
På en færd forrige år fik jeg læst nogle essays af Baudelaire, hvor han blandt andet nævner Hugo i så strenge, men beundrende vendinger, at min trang forstærkedes, og trangen blev opprioriteret, hvilken jeg troede endelig skulle indfries sidste sommer, men da kom desværre adskilligt i vejen.
Nu har jeg dog endelig fået lidt gang i min læsning af skønlitteraturen igen, så til sommer...
I øvrigt øvrigt er jeg, lidt a pro pos talen om Hugos form, påbegyndt en samling af Orwells dokumentariske essays, der med Orwells jegs fortællers udlevende begivenhederne mildest talt er udmærkede skildringer af sociale kår og komplikationer.
Muldgraver, læs for al i verden hans Les Contemplations! Jeg skal nok skrive et par ord om den, når jeg får tid, men det er kort sagt Vigos mesterværk.
#668 Tak for anbefalingen. Jeg ser frem til din tidslighed. Dog: Jeg har forsøgt at opstøve bogen på dansk, hvilket var umuligt. Dernæst på engelsk, men det kunne jeg heller ikke. Ved du om den skulle være oversat til enten dansk eller engelsk? For jeg kan ikke forstå, det fransk jeg læser...
Det er næppe en perfekt oversættelse, men den er i hvert fald bedre end William Rees' oversættelse. Følgende:
At dawn tomorrow, when the plains grown bright, I'll go. You wait for me: I know you do. I'll cross the woods, I'll cross the mountain-height. No longer can I keep away from you.
... lyder som et prosaisk spektakel hos Rees:
Tomorrow, as soon as day breaks, at the hour when the landscape whitens, I will set out. You see, I know you are waiting for me. I will go by the forest, I will go by the mountain. I can stay no longer far from you.
Ellers findes der også et par uofficielle strofer på dansk. F.eks.:
Rejs dig på dit leje, løft dit blik, flyt det isnende klæde, hvis folder ligger over din englepande, luk hænderne op og tag denne bog. Den er til dig.
Og:
Jeg læste. Hvad jeg læste? Åh, den gamle barske bog, det evige digt! Biblen? Nej, Jorden. Platon læste hver morgen, når den blå himmel fik liv, Homers vers, jeg læser Guds blomster. Jeg staver mig gennem buskene, græsstråene, kilderne, og jeg har ikke brug for, på mine ture, at have en bog under armen, for jeg har den under mine fødder.
Samt den smukkeste:
Jeg elsker edderkoppen, og jeg elsker nælden, fordi man hader dem, og fordi intet bønhører og alt går imod deres triste ønske...
#661 Muldgraver 11 år siden
Selv tak :) Og lad dig endelig de 30 timer være en forhindring, Idioten er en særdeles god bog.
#662 Muldgraver 11 år siden
Et uhyggeligt, men vigtigt værk. I en art logbogsform får vi beskrevet en navnløs adeligs venten på guillotinen, fra dødsdommen afsiges til hans sidste mulighed for at skrive. Bogen er velskrevet, og jeg kan kun anbefale at læse den, ikke mindst på grund af Hugos ganske fine refleksioner og problemstillinger i forhold til det at tage et menneskes liv gennem henrettelse, og hvorledes både individ og samfund degenereres gennem den institutionaliserede aflivning.
Et spændende valgt fortælleteknisk greb, var formens aktualisering af læserens potentielle selvindsættelse som fortællekarakter, idet et navnløst(/alnavnsk) humanistisk indstillet, emotionelt betinget individ lader sin stemme låne. Tillige gives refleksionerne via det almene vilkår almene betingelser. Sidstnævnte er ganske vist et retorisk kneb, men ikke desto mindre relevant, synes jeg.
Interessant dog at have læst Den fremmede og sammenligne Hugos værk med Camus', der vel i højere grad anskuer samme aspekter ud fra et modernistisk perspektiv.
Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, Dostojevskij skulle have sagt god for bogens realisme.
#663 Mikkel Abel 11 år siden
Rigtig fed bog. Chuck Palahniuk kan virkelig noget med sproget.
Lige nu er jeg havlvejs i Anton LaVeys "Satanic Bible", men er efterhånden gået i stå. Så springer nok videre til Chuck Palahniuks "Invisible Monster" eller Fear And Loathing In Las Vegas.
Nogen som kan anbefale Sartres "Kvalme" ?
#664 Pécuchet 11 år siden
Er Jørgensens oversættelse ikke noget bedaget?
#665 Muldgraver 11 år siden
Kanske, der er da ord, som er lidt arkaiske, og nogle af ordene bruges ikke i dag, men jeg synes ikke det var problematisk. Jeg forestiller mig mest Jørgensens kyndighed i form af hans generelt sjælelige ærinder, der i det symbolisternes stærke forståelse af båndet mellem sjæl og legeme, må være ret ideelt til indlevelsen i Hugos værk, der forudsætter en sådan samhørighed.
#666 Pécuchet 11 år siden
Min kommentar skulle nødvendigvis ikke forstås som en misbilligelse af det "bedagede", tværtimod. Sophus Michaëlis' fordanskelser (af Flaubert i særdeleshed) er f.eks. iblandt de smukkeste, mest formbevidste og digterisk virtuose oversættelser, jeg har læst.
Fransk (specielt Flaubert og Vigo) er vanskeligt at oversættelse, og dertil må der fordres en digter af en vis sprog- og stilbevidst rang.
---
Har du i øvrigt læst noget af Vigos produktion fra 30'erne, 40'erne og 50'erne? Det var jo først med Les Misérables, at han vendte tilbage til romangenren.
#667 Muldgraver 11 år siden
Gode anbefalinger, og helt enig i ønsket om den i særdeleshed konstruktionsbevidste oversætter.
Jeg har desværre ikke læst andet af Hugo end en bearbejdet udgave af Notre Dame og så Dødsdømt. Førstnævnte fik dog ret stor betydning for min forståelse af kultur som konstruktion, da jeg fik anledning til at sammenligne den mere originale udgave med Disneys maltraktering af en "klassiker". Og siden har jeg haft lyst til at læse mere Hugo, hvilket sløvhed og distraktioner dog har forhindret.
På en færd forrige år fik jeg læst nogle essays af Baudelaire, hvor han blandt andet nævner Hugo i så strenge, men beundrende vendinger, at min trang forstærkedes, og trangen blev opprioriteret, hvilken jeg troede endelig skulle indfries sidste sommer, men da kom desværre adskilligt i vejen.
Nu har jeg dog endelig fået lidt gang i min læsning af skønlitteraturen igen, så til sommer...
I øvrigt øvrigt er jeg, lidt a pro pos talen om Hugos form, påbegyndt en samling af Orwells dokumentariske essays, der med Orwells jegs fortællers udlevende begivenhederne mildest talt er udmærkede skildringer af sociale kår og komplikationer.
#668 Pécuchet 11 år siden
#669 Muldgraver 11 år siden
Tak for anbefalingen. Jeg ser frem til din tidslighed.
Dog:
Jeg har forsøgt at opstøve bogen på dansk, hvilket var umuligt. Dernæst på engelsk, men det kunne jeg heller ikke. Ved du om den skulle være oversat til enten dansk eller engelsk? For jeg kan ikke forstå, det fransk jeg læser...
#670 Pécuchet 11 år siden
http://www.amazon.co.uk/dp/0226359816/
Det er næppe en perfekt oversættelse, men den er i hvert fald bedre end William Rees' oversættelse. Følgende:
... lyder som et prosaisk spektakel hos Rees:
Ellers findes der også et par uofficielle strofer på dansk. F.eks.:
Rejs dig på dit leje, løft dit blik, flyt det isnende klæde, hvis folder ligger over din englepande, luk hænderne op og tag denne bog. Den er til dig.
Og:
Jeg læste. Hvad jeg læste? Åh, den gamle barske bog, det evige digt! Biblen? Nej, Jorden. Platon læste hver morgen, når den blå himmel fik liv, Homers vers, jeg læser Guds blomster. Jeg staver mig gennem buskene, græsstråene, kilderne, og jeg har ikke brug for, på mine ture, at have en bog under armen, for jeg har den under mine fødder.
Samt den smukkeste:
Jeg elsker edderkoppen, og jeg elsker nælden, fordi man hader dem, og fordi intet bønhører og alt går imod deres triste ønske...