Læser igen, efter mange år, American Psycho, men i den danske oversættelse. Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan finde min engelske udgave, som jeg har til gode. Jeg hader oversættelser, for jeg sidder og mod-oversætter til engelsk, når der er dialog, især når det skinner igennem hvad der egentligt står.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Den danske oversættelse fra 1991 af Jan Bredsdorff er elendig. Kan kun anbefale dig, at købe en engelsk udgave f.eks. via amazon.co.uk. Bøger - synes jeg - skal helst læses på originalt sprog, så vidt som muligt.
Fedt! Alle taler om ham, men det er de færreste, der faktisk har læst ham.
Har du i øvrigt læst Bakhtins Rabelais-bog? Jeg sidder selv og kæmper med at applicere den latterkulturelle udvikling på Döblins Berlin Alexanderplatz (romanen er jo ikke just ligeså tilgængelig som Fassbinders filmatisering, som er alt andet end tilgængelig, heh).
#696 Hvad omtaler folk gerne ved ham? Jeg kan selv ret godt lide den, men jeg skulle lige vænne mig til stilen, selvom den er ret morsom. Sjældent avanceret enfoldighed, og dejlig punktering af normer. Og sikket væld af allusioner til Det gamle testamente.
Jeg stødte på Gargantua gennem Karneval og latterkultur fra Det lille forlag, hvilken jeg formoder du henviser til. Jeg nåede desværre kun at læse Bakhtins forord, men blev straks interesseret i Rabelais, og er da også ret glad for at have fået læst Gargantua. De øvrige bøger i serien er ikke på min snarlige liste, men efter at have læst et efterskrift af Per Nykrog, håber jeg, på et tidspunkt at kunne få læst de tre sidste bøger i serien.
Jeg kender desværre ikke Berlin Alexanderplatz som hverken film(serie) eller bog. Men du taler jo jævnligt varmt om begge, så før eller siden. Men, er det meget lidt lattervækkende værker, eller er de for avancerede til gængst morskabssystem?
At han elsker fester, sex og afføring. Det er selvfølgelig en simplificering, men a la den berygtede markis et par århundrede senere (hvem der dog kun behager mig hos Pasolini) synes folk at betragte Rabelais som et kulturfænomen, der blot tog pis på kongen, katolikkerne og calvinisterne. Men det er måske forståeligt nok? Mange af hans gloser er jo mildest talt uforståelige. Jeg tror, han er en genial forfatter, men ved det endnu ikke.
Muldgraver (698) skrev:
Jeg stødte på Gargantua gennem Karneval og latterkultur fra Det lille forlag, hvilken jeg formoder du henviser til. Jeg nåede desværre kun at læse Bakhtins forord
Det er også en glimrende udgivelse, men hvis du vil læse hele bogen, bør du gå efter den svenske oversættelse Rabelais och skrakkets historia fra 1991. Ellers er Clark/Holquist og Ken Hirschkop altid anbefalelsesværdige, hvis du leder efter noget sekundærlitteratur om Bakhtin. På dansk har Rigmor Kappel Schmidt og Nina Møller Andersen også skrevet et par ganske fine indføringer.
Muldgraver (698) skrev:
Jeg kender desværre ikke Berlin Alexanderplatz som hverken film(serie) eller bog. Men du taler jo jævnligt varmt om begge, så før eller siden. Men, er det meget lidt lattervækkende værker, eller er de for avancerede til gængst morskabssystem?
Ifølge Bakhtin dør den originale latterkultur med Rabelais, men han indrømmer dog, at både Pusjkin og Dostojevskij viderefører den på et subtilt plan. Döblin er straks sværere. Berlin Alexanderplatz er hverken burlesk eller munter, men bogens montageagtige og systematiserede univers inkluderer det fejlrige menneske ved at få ham til at tvivle på den kaotiske verden. Her aktualiseres humoristens opgave: at overflødiggøre autoritet og vise den kosmiske totalitet. Når mennesket kan "se", kan det grine af og med andre.
Ovenstående vrøvl vil forhåbentlig give mere mening, når du får læst bogen. I mellemtiden kan du nyde denne herlige og ubehagelige scene fra Fassbinders filmatisering (den mest bjergtagende filmserie, jeg nogensinde har set):
At han elsker fester, sex og afføring. Det er selvfølgelig en simplificering, men a la den berygtede markis et par århundrede senere (hvem der dog kun behager mig hos Pasolini) synes folk at betragte Rabelais som et kulturfænomen, der blot tog pis på kongen, katolikkerne og calvinisterne. Men det er måske forståeligt nok? Mange af hans gloser er jo mildest talt uforståelige. Jeg tror, han er en genial forfatter, men ved det endnu ikke.
Det er bestemt en simplificering, og jeg synes ikke det er helt rimeligt blot at betragte Rabelais som et fænomen; betragtningen kan fjerne fokus fra hensigten bag platheden, og tager noget af brodden af hans kritik, som han selv var meget bevidst om. I sit forord til Gargantua kommenterer han selv på sin stil, og påpeger tillige hensigten dermed, og hvad der måtte ligge gemt bag det groteske og platte. Gennem bogen og i dens komposition demonstrerer Rabelais ydermere det positive ideal og hvordan det i praksis ser ud. Han var ikke ude på blot at tage pis på etablissementet, men på hykleriet. Det er dybest set mennesket og ikke institutionen der kritiseres, hvilket blandt andet ses ved, hver negativ beskrivelse af en given institution får en tilsvarende positiv, formyndet af hæderlige karakterer.
Jeg forstår godt din påpasselighed med at kalde Rabelais genial, det er et lidt belastet ord, men han var ubetvivleligt dygtig til at komponere, opfindsom med sine ord og sin fremstillingsteknik og han var optimistisk hensigtsbevidst. Jf. Nykrogs efterskrift blev han endog mere moden i sin verdensanskuelse med sine sidste dele af pentalogien, og udviser en ret fintfølende enfoldighed.
Pécuchet (699) skrev:
Det er også en glimrende udgivelse, men hvis du vil læse hele bogen, bør du gå efter den svenske oversættelse Rabelais och skrakkets historia fra 1991. Ellers er Clark/Holquist og Ken Hirschkop altid anbefalelsesværdige, hvis du leder efter noget sekundærlitteratur om Bakhtin. På dansk har Rigmor Kappel Schmidt og Nina Møller Andersen også skrevet et par ganske fine indføringer.
Tak for anbefalingerne. Jeg bliver efterhånden spontant glad, når jeg ser en udgivelse fra Det lille forlag, fordi de udgiver så spændende forfattere og emner.
Pécuchet (699) skrev:
Ifølge Bakhtin dør den originale latterkultur med Rabelais, men han indrømmer dog, at både Pusjkin og Dostojevskij viderefører den på et subtilt plan. Döblin er straks sværere. Berlin Alexanderplatz er hverken burlesk eller munter, men bogens montageagtige og systematiserede univers inkluderer det fejlrige menneske ved at få ham til at tvivle på den kaotiske verden. Her aktualiseres humoristens opgave: at overflødiggøre autoritet og vise den kosmiske totalitet. Når mennesket kan "se", kan det grine af og med andre.
Ovenstående vrøvl vil forhåbentlig give mere mening, når du får læst bogen. I mellemtiden kan du nyde denne herlige og ubehagelige scene fra Fassbinders filmatisering (den mest bjergtagende filmserie, jeg nogensinde har set):
Det lyder vitterligt meget interessant. Det lyder som om Bakhtin er god at læse samtidig med eks. Foucaults Galskabens historie, og den sociale udstødelse af det gale og absurde, som han deri beskriver, foregående i overgangen fra middelalder til renæssance.
Der er i øvrigt noget vidunderligt uudgrundeligt og ekspansivt over diskussionen mellem det eksistentielle og deterministiske eller fatalistiske. Hvilket aspekt af den menneskelige udvikling repræsenterer en kultur, og hvorfor må det aspekt erstattes af et andet, og hvorimod bevæger vi os som historie? Og ikke mindst, hvorfor må vi beskrive en forgangen kultur som vi gør? Hvad Bakhtin måske endnu ikke havde så meget mulighed for at benytte sig af i sin analyse, har været det diskursive aspekt. Latterkultur er i det hele taget et krævende begreb, der afstedkommer en del spørgsmål angående lattertegnet og dets forhold til dets modsætning(er). Det fejlrige menneske har vel også brug for at kunne le ad sig selv, set fra den "kosmiske totalitet"?
Tak for henvisningen til klippet, ganske æggende. Og den mand kan i hvert fald grine ad sig selv. Spændende hvordan de to kvinders grin kan opfattes helt forskelligt, alt efter hvordan de betragter mandens drikken. Er det trist, at den imødekommende kvinde mener at yde mandens menneskelighed bistand, ved at give ham endnu en øl? Eller drikker hun sammen med ham!?
At du kalder afsnittet i dit indlæg vrøvl, er heldigvis vrøvl.
#691 Snaden 11 år siden
Dr. Zukaroffs testamente og At tænke - hurtigt og langsomt
#692 davenport 11 år siden
#693 Snaden 11 år siden
#694 davenport 11 år siden
#695 Muldgraver 11 år siden
#696 Pécuchet 11 år siden
Fedt! Alle taler om ham, men det er de færreste, der faktisk har læst ham.
Har du i øvrigt læst Bakhtins Rabelais-bog? Jeg sidder selv og kæmper med at applicere den latterkulturelle udvikling på Döblins Berlin Alexanderplatz (romanen er jo ikke just ligeså tilgængelig som Fassbinders filmatisering, som er alt andet end tilgængelig, heh).
#697 Snaden 11 år siden
#698 Muldgraver 11 år siden
Hvad omtaler folk gerne ved ham? Jeg kan selv ret godt lide den, men jeg skulle lige vænne mig til stilen, selvom den er ret morsom. Sjældent avanceret enfoldighed, og dejlig punktering af normer. Og sikket væld af allusioner til Det gamle testamente.
Jeg stødte på Gargantua gennem Karneval og latterkultur fra Det lille forlag, hvilken jeg formoder du henviser til. Jeg nåede desværre kun at læse Bakhtins forord, men blev straks interesseret i Rabelais, og er da også ret glad for at have fået læst Gargantua. De øvrige bøger i serien er ikke på min snarlige liste, men efter at have læst et efterskrift af Per Nykrog, håber jeg, på et tidspunkt at kunne få læst de tre sidste bøger i serien.
Jeg kender desværre ikke Berlin Alexanderplatz som hverken film(serie) eller bog. Men du taler jo jævnligt varmt om begge, så før eller siden. Men, er det meget lidt lattervækkende værker, eller er de for avancerede til gængst morskabssystem?
#699 Pécuchet 11 år siden
At han elsker fester, sex og afføring. Det er selvfølgelig en simplificering, men a la den berygtede markis et par århundrede senere (hvem der dog kun behager mig hos Pasolini) synes folk at betragte Rabelais som et kulturfænomen, der blot tog pis på kongen, katolikkerne og calvinisterne. Men det er måske forståeligt nok? Mange af hans gloser er jo mildest talt uforståelige. Jeg tror, han er en genial forfatter, men ved det endnu ikke.
Det er også en glimrende udgivelse, men hvis du vil læse hele bogen, bør du gå efter den svenske oversættelse Rabelais och skrakkets historia fra 1991. Ellers er Clark/Holquist og Ken Hirschkop altid anbefalelsesværdige, hvis du leder efter noget sekundærlitteratur om Bakhtin. På dansk har Rigmor Kappel Schmidt og Nina Møller Andersen også skrevet et par ganske fine indføringer.
Ifølge Bakhtin dør den originale latterkultur med Rabelais, men han indrømmer dog, at både Pusjkin og Dostojevskij viderefører den på et subtilt plan. Döblin er straks sværere. Berlin Alexanderplatz er hverken burlesk eller munter, men bogens montageagtige og systematiserede univers inkluderer det fejlrige menneske ved at få ham til at tvivle på den kaotiske verden. Her aktualiseres humoristens opgave: at overflødiggøre autoritet og vise den kosmiske totalitet. Når mennesket kan "se", kan det grine af og med andre.
Ovenstående vrøvl vil forhåbentlig give mere mening, når du får læst bogen. I mellemtiden kan du nyde denne herlige og ubehagelige scene fra Fassbinders filmatisering (den mest bjergtagende filmserie, jeg nogensinde har set):
#700 Muldgraver 11 år siden
Det er bestemt en simplificering, og jeg synes ikke det er helt rimeligt blot at betragte Rabelais som et fænomen; betragtningen kan fjerne fokus fra hensigten bag platheden, og tager noget af brodden af hans kritik, som han selv var meget bevidst om. I sit forord til Gargantua kommenterer han selv på sin stil, og påpeger tillige hensigten dermed, og hvad der måtte ligge gemt bag det groteske og platte. Gennem bogen og i dens komposition demonstrerer Rabelais ydermere det positive ideal og hvordan det i praksis ser ud. Han var ikke ude på blot at tage pis på etablissementet, men på hykleriet. Det er dybest set mennesket og ikke institutionen der kritiseres, hvilket blandt andet ses ved, hver negativ beskrivelse af en given institution får en tilsvarende positiv, formyndet af hæderlige karakterer.
Jeg forstår godt din påpasselighed med at kalde Rabelais genial, det er et lidt belastet ord, men han var ubetvivleligt dygtig til at komponere, opfindsom med sine ord og sin fremstillingsteknik og han var optimistisk hensigtsbevidst. Jf. Nykrogs efterskrift blev han endog mere moden i sin verdensanskuelse med sine sidste dele af pentalogien, og udviser en ret fintfølende enfoldighed.
Tak for anbefalingerne. Jeg bliver efterhånden spontant glad, når jeg ser en udgivelse fra Det lille forlag, fordi de udgiver så spændende forfattere og emner.