Du svarede aldrig tilbage på din kritik af Greenaway i en anden tråd, hvortil jeg skrev:
Intellektuelt skabes der uden tvivl kontakt via metafor og paradoks, men fordi vi har at gøre med en konceptuel encyklopædi af systematik og teori, kan hans filmsprog forekomme følelsesløs. Selskabet, i sin neobarokte forklædning af forrådnelse, kannibalisme etc., er ikke just rart, nej - koncepterne kræver nemlig, at vi holder styr på adskillige faktorer i denne encyklopædi, hvor alt belyses eller modsiges af hinanden.
Aktuelt for dette emne, da hans film som sagt også er visuelt betagende:
Antlion (47) skrev:
[url= Zed & Two Noughts"[/url] [url= by Numbers"[/url] [url= Books"[/url] [url= Cook the Thief His Wife & Her Lover"[/url]
#51 - fantastisk at "Uncle Boonmee..." udkommer på Blu Ray!
Enig i det du siger om Enter The Void, men jeg synes også meget godt om Irreversible. Hele princippet med at "tiden ødelægger alt" er jo ret dramatisk og historiens bevægelse fra kaos til orden og fra tingenes ødelæggelse og forgængelighed i tid til absolut ikke-tid er jo fantastisk.
Gaspar Noé er i hvert fald - ved siden af Weerasethakul måske - den instruktør, der fornyer filmmediet mest for tiden.
Enkelheden i Dreyers billedsprog er fantastisk. Man kan drage mange paralleller mellem ham og Vilhelm Hammershøi, dannede et unikt åndsfællesskab.
Ja og så Kierkegaard. Ordet er syntesen af alt det bedste fra Danmark - Dreyer, Hammershøi og Kierkegaard. Hvis man endelig skal opildnes til en form af national eller skandinavisk stolthed må det være af "Ordet". Også selvom alle de ting, den repræsenterer er unationale, men alligevel :)
Offret er også en af mine yndlingsfilm. Den film har virkelig alt: Tarkovskij, vestlig buddhisme, hekse, Da Vinci, atomkrig, Bach, Nietzsche, Sven Nykvist og det totale offer/opløsningen af individet. Den er en modernistisk klassiker på linje med Ulysses eller Gravity's Rainbow, hvis det stod til mig.
Jeg vil forsøge at få set "Koridorius" så hurtigt som muligt.
Intellektuelt skabes der uden tvivl kontakt via metafor og paradoks, men fordi vi har at gøre med en konceptuel encyklopædi af systematik og teori, kan hans filmsprog forekomme følelsesløs. Selskabet, i sin neobarokte forklædning af forrådnelse, kannibalisme etc., er ikke just rart, nej - koncepterne kræver nemlig, at vi holder styr på adskillige faktorer i denne encyklopædi, hvor alt belyses eller modsiges af hinanden.
Jaja, Greenaway. Jeg tror ikke jeg er interesseret i "encyklopædisk systematik", det er vel både fremmed fra filmmediets og kunstens inderste væsen. Som sagt kunne jeg godt lide "A Zed & Two Noughts" og "Drowning by Numbers", men de er svære at inderliggøre. Jeg forbinder noget radikalt postmoderne med ham, hvor "auteuren" ikke forsøger at lede sit publikum på vej eller opnå det "sublime", snarere forvirre og lege (netop) med ligegyldige intellektuelle strukturer og med kitsch-æstetik (som i italienske giallo-film). Han er den "onde kunstner" og ikke "den gode kunstner" som Tarkovsky f.eks. Hans film handler i så høj grad om forgængelighed og tab af spiritualitet, at de selv holder op med at være spirituelle. Og så reproducerer de jo bare den herskende uorden. Men jeg tror måske jeg skal gense eller se nogle flere af hans film.
#0 - Forresten vil jeg gerne lige vise alle den her kortfilm, hvis I ikke allerede kender den, "The House Is Black" af Forough Farrokhzad: Den første indstilling er et kunstværk i sig selv.
Selvom jeg elsker Le Samurai, synes jeg Greenaway minder om Melville fordi han også er anarkist og ekstrem individualist på samme måde. Han er også sammenlignelig med Tarantino på grund af begge instruktørers meta-agtige filmleg og begejstring for intertekstualitet og henvisninger (hos Greenaway til klassisk maleri) - det som du kalder den "konceptuelle encyklopædi af systematik og teori". Andre instruktører som døjer med de samme "postmoderne" betændelser som Greenaway er f.eks. De Palma, Argento og til dels Lynch, der dog balancerer hårfint mellem det moderne og nihilismen i mange af sine film.
#63+64 Dine beskrivelser giver mig en inderlig lyst til at se Greenaway. For mit vedkommende er den "nihilistiske tankes udtryk" simpelthen bevægende. For mig at se er paradigmerne som mere eller mindre vidunderlige arkitektoniske værker, sindrigt komponerede ved de største systemer mennesket har været i stand til ikke blot at se, men også at præstere. Disse konstruktioner hænger blot i et desto større rum, i intethedens stilhed. Det er den tvivl som nihilismen kan udtrykke og den prøvelse som ethvert paradigme må kunne affinde sig med for at kunne tages alvorligt og have nogen relevans for det intellektuelle såvel som det "åndelige". Hvor meget sandhed der kan være i paradigmerne må være op til den enkelte at finde tro til overbevisning om?
Egentlig siger jeg vel det samme som Antlion post #62 (såfremt jeg har forstået dennes intention): For at en idé kan få sin berettigede fylde af troværdighed, må den indgå i et paradoks.
#0 - Forresten vil jeg gerne lige vise alle den her kortfilm, hvis I ikke allerede kender den, "The House Is Black" af Forough Farrokhzad: Den første indstilling er et kunstværk i sig selv.
Muldgraver: kunsten er jo slet ikke et paradigme og der er intet med "prøvelser" eller "beviser" i den. Kunsten er "das ding an sich" - ikke? Så hele det med det strukturelle skelet som hænger i intetheden (virkeligheden?) er jo ikke relevant - kunsten er ikke virkelig, den skal netop ikke hænge og være et sæt af regler i intetheden, den skal omfatte alt og forme verden i sit eget billede. Modernismen er en superposition mellem den intethed, som du godt kan lide, og den "tabte helhed" som kunsten tilstræber. Modernismen præsenterer netop intetheden/forgængeligheden/kaoset og forsøger at overvinde den eller give den mening. I postmodernismen (som Greenaway repræsenterer) bliver vi kastet direkte ned i kaoset og den værdimæssige intethed, uden nogen form for introduktion eller retning - meningen er bare at skildre absurditeten, ikke at bevæge sig mod en organisering af det kaotiske (metanarrativen), som det var meningen i modernismen.
#67 Hmm, jeg tror der er tale om en vag formulering fra min side, som har resulteret i en misforståelse, og jeg skal da ikke nægte jeg er kommet til at udtale mig ganske malplaceret. Jeg må desuden beklage jeg ikke helt kan gå med på de solide filosofiske begreber, jeg har ikke læst så meget Kant at jeg kan huske meget mere end det kategoriske imperativ... og det endda vagt. Men til min forklaring(, forhåbentlig):
Jeg mente ikke kunsten som et paradigme, men paradigmerne som... paradigmerne, de forskellige systemer man kan forstå sine erfaringer med. Og for at blive i billedet, hænger i postmodernismen disse strukturer til fri udstilling og vælgen. Som kunstner vil man så kunne forsøge at udtrykke sin overbevisning om en af strukturernes gyldighed, udforske et usikkert element eller måske tilbygge via en nyopdaget nuance. Eller man kan anskue strukturerne udefra, skildre tvivlen ved altings sammenhæng og relevans. Altså, strukturerne som filosofien, religionen, -ismen eller hvad man nu vil regne for verdensafslørende, og skildringen af disse strukturer for kunsten.
Det er ikke fordi jeg er uenig med dig, jeg prøvede blot at give et udtryk for hvorfor jeg selv "forfalder" til glæde over det postmoderne udtryk og finder en form for inderlighed som du efterlyser. Mon ikke det overhovedet at give sig i kast med en skildring af intetheden vidner om en aggressiv resignation, som i trods tilkæmper sig en mening i sit eget udtryk, også selvom dette udtryk må forblive kunstnerens ensomme eget (omend andre vel også vil kunne genkende udtrykket og dets indhold, dog uden at kunne sige de er det)? Inger Christensen hævder dette, i hvert fald i Sommerfugledalen. Det synes paradoksalt, men jeg finder af og til udtrykket solidt nok og lige så ærligt og relevant som når en modernist med det nye sprogs muligheder vil kreere verdens forløsning i en Meningen.
Og det er bestemt ikke fordi jeg kan lide intetheden, jeg synes den er aldeles væmmelig, men jeg kan godt lide når den får et udtryk, for så kan jeg bilde mig ind jeg har magt over den, selvom den jo slet ikke er til. Jeg regner i øvrigt heller ikke mig selv for postmodernist.
Men jeg udtaler mig egentlig på ret tyndt grundlag og kan kun beklage jeg er kommet til at pippe til orkesteret... jeg burde nok bare lære at holde mig lidt tilbage. Jeg vil dog følge indlæggene med fortsat interesse.
Et paradigmeskift indenfor kunsten, er jo altid et opgør med tidens kulturelle konventioner; at anskueliggøre oprøret som en moralsk hagesmæk i nihilismens ånd er decideret misforstået - det er det tætteste man kommer på lavpraktisk erkendelsesteori. En tilværelsesform og et kunstnerisk udtryk kan kun overleve så længe, før dets fejl og mangler er altoverskyggende. Det er ingen tomhed som grobund, kun en tvivl.
Dermed sagt, at formodningerne og anskuelserne indenfor de forskellige -ismer sjældent kigger fremad, men også tilbage. Så at hævde, at paradigmet skal vedkende sig sin afgrundsdybe hjælpeløshed, irrelevans el. døgnflue-eksistens som forbehold for at have en taksonomisk eller socialmoralsk værdi, er ikke sandt. Mange store kunstnere er tidsløse, ligesom intellektuelle dannelser kan være taotologiske, uden at være ignorante overfor det eksistentielle "skrig".
#61 Sweetiebellefan 14 år siden
Amelie
Russian Ark
#62 Antlion 14 år siden
Du svarede aldrig tilbage på din kritik af Greenaway i en anden tråd, hvortil jeg skrev:
Intellektuelt skabes der uden tvivl kontakt via metafor og paradoks, men fordi vi har at gøre med en konceptuel encyklopædi af systematik og teori, kan hans filmsprog forekomme følelsesløs. Selskabet, i sin neobarokte forklædning af forrådnelse, kannibalisme etc., er ikke just rart, nej - koncepterne kræver nemlig, at vi holder styr på adskillige faktorer i denne encyklopædi, hvor alt belyses eller modsiges af hinanden.
Aktuelt for dette emne, da hans film som sagt også er visuelt betagende:
#63 Fellaheen 14 år siden
Enig i det du siger om Enter The Void, men jeg synes også meget godt om Irreversible. Hele princippet med at "tiden ødelægger alt" er jo ret dramatisk og historiens bevægelse fra kaos til orden og fra tingenes ødelæggelse og forgængelighed i tid til absolut ikke-tid er jo fantastisk.
Gaspar Noé er i hvert fald - ved siden af Weerasethakul måske - den instruktør, der fornyer filmmediet mest for tiden.
#52 -
Ja og så Kierkegaard. Ordet er syntesen af alt det bedste fra Danmark - Dreyer, Hammershøi og Kierkegaard. Hvis man endelig skal opildnes til en form af national eller skandinavisk stolthed må det være af "Ordet". Også selvom alle de ting, den repræsenterer er unationale, men alligevel :)
Offret er også en af mine yndlingsfilm. Den film har virkelig alt: Tarkovskij, vestlig buddhisme, hekse, Da Vinci, atomkrig, Bach, Nietzsche, Sven Nykvist og det totale offer/opløsningen af individet. Den er en modernistisk klassiker på linje med Ulysses eller Gravity's Rainbow, hvis det stod til mig.
Jeg vil forsøge at få set "Koridorius" så hurtigt som muligt.
#62 -
Jaja, Greenaway. Jeg tror ikke jeg er interesseret i "encyklopædisk systematik", det er vel både fremmed fra filmmediets og kunstens inderste væsen. Som sagt kunne jeg godt lide "A Zed & Two Noughts" og "Drowning by Numbers", men de er svære at inderliggøre. Jeg forbinder noget radikalt postmoderne med ham, hvor "auteuren" ikke forsøger at lede sit publikum på vej eller opnå det "sublime", snarere forvirre og lege (netop) med ligegyldige intellektuelle strukturer og med kitsch-æstetik (som i italienske giallo-film). Han er den "onde kunstner" og ikke "den gode kunstner" som Tarkovsky f.eks. Hans film handler i så høj grad om forgængelighed og tab af spiritualitet, at de selv holder op med at være spirituelle. Og så reproducerer de jo bare den herskende uorden. Men jeg tror måske jeg skal gense eller se nogle flere af hans film.
#0 - Forresten vil jeg gerne lige vise alle den her kortfilm, hvis I ikke allerede kender den, "The House Is Black" af Forough Farrokhzad: Den første indstilling er et kunstværk i sig selv.
#64 Fellaheen 14 år siden
Selvom jeg elsker Le Samurai, synes jeg Greenaway minder om Melville fordi han også er anarkist og ekstrem individualist på samme måde. Han er også sammenlignelig med Tarantino på grund af begge instruktørers meta-agtige filmleg og begejstring for intertekstualitet og henvisninger (hos Greenaway til klassisk maleri) - det som du kalder den "konceptuelle encyklopædi af systematik og teori". Andre instruktører som døjer med de samme "postmoderne" betændelser som Greenaway er f.eks. De Palma, Argento og til dels Lynch, der dog balancerer hårfint mellem det moderne og nihilismen i mange af sine film.
#65 Muldgraver 14 år siden
Dine beskrivelser giver mig en inderlig lyst til at se Greenaway. For mit vedkommende er den "nihilistiske tankes udtryk" simpelthen bevægende. For mig at se er paradigmerne som mere eller mindre vidunderlige arkitektoniske værker, sindrigt komponerede ved de største systemer mennesket har været i stand til ikke blot at se, men også at præstere. Disse konstruktioner hænger blot i et desto større rum, i intethedens stilhed. Det er den tvivl som nihilismen kan udtrykke og den prøvelse som ethvert paradigme må kunne affinde sig med for at kunne tages alvorligt og have nogen relevans for det intellektuelle såvel som det "åndelige". Hvor meget sandhed der kan være i paradigmerne må være op til den enkelte at finde tro til overbevisning om?
Egentlig siger jeg vel det samme som Antlion post #62 (såfremt jeg har forstået dennes intention): For at en idé kan få sin berettigede fylde af troværdighed, må den indgå i et paradoks.
#66 Muldgraver 14 år siden
Dejlig film, tak for henvisningen.
#67 Fellaheen 14 år siden
#68 Muldgraver 14 år siden
Hmm, jeg tror der er tale om en vag formulering fra min side, som har resulteret i en misforståelse, og jeg skal da ikke nægte jeg er kommet til at udtale mig ganske malplaceret. Jeg må desuden beklage jeg ikke helt kan gå med på de solide filosofiske begreber, jeg har ikke læst så meget Kant at jeg kan huske meget mere end det kategoriske imperativ... og det endda vagt. Men til min forklaring(, forhåbentlig):
Jeg mente ikke kunsten som et paradigme, men paradigmerne som... paradigmerne, de forskellige systemer man kan forstå sine erfaringer med. Og for at blive i billedet, hænger i postmodernismen disse strukturer til fri udstilling og vælgen. Som kunstner vil man så kunne forsøge at udtrykke sin overbevisning om en af strukturernes gyldighed, udforske et usikkert element eller måske tilbygge via en nyopdaget nuance. Eller man kan anskue strukturerne udefra, skildre tvivlen ved altings sammenhæng og relevans. Altså, strukturerne som filosofien, religionen, -ismen eller hvad man nu vil regne for verdensafslørende, og skildringen af disse strukturer for kunsten.
Det er ikke fordi jeg er uenig med dig, jeg prøvede blot at give et udtryk for hvorfor jeg selv "forfalder" til glæde over det postmoderne udtryk og finder en form for inderlighed som du efterlyser. Mon ikke det overhovedet at give sig i kast med en skildring af intetheden vidner om en aggressiv resignation, som i trods tilkæmper sig en mening i sit eget udtryk, også selvom dette udtryk må forblive kunstnerens ensomme eget (omend andre vel også vil kunne genkende udtrykket og dets indhold, dog uden at kunne sige de er det)? Inger Christensen hævder dette, i hvert fald i Sommerfugledalen. Det synes paradoksalt, men jeg finder af og til udtrykket solidt nok og lige så ærligt og relevant som når en modernist med det nye sprogs muligheder vil kreere verdens forløsning i en Meningen.
Og det er bestemt ikke fordi jeg kan lide intetheden, jeg synes den er aldeles væmmelig, men jeg kan godt lide når den får et udtryk, for så kan jeg bilde mig ind jeg har magt over den, selvom den jo slet ikke er til. Jeg regner i øvrigt heller ikke mig selv for postmodernist.
Men jeg udtaler mig egentlig på ret tyndt grundlag og kan kun beklage jeg er kommet til at pippe til orkesteret... jeg burde nok bare lære at holde mig lidt tilbage. Jeg vil dog følge indlæggene med fortsat interesse.
#69 Velvet 14 år siden
#70 Velvet 14 år siden