Det er så nu, at filmene begynder at blive gode :)
The Brood (1979) Det har ikke just været gode film, der har præget Cronenbergs tidligere karriere – indtil nu. The Brood er den canadiske instruktørs første must-see film efter min mening. Det er lige dele socialdrama og horror, som kun Cronenberg kan finde på. Små, deforme børn, der slår ihjel krydret med en far, der kæmper for forældremyndigen til sin datter, Candice.
Franks kone, Nola, er patient hos den kontroversielle psykolog Dr. Hal Raglan, men datteren er blevet forslået efter at have været på besøg. Derfor vil Frank sætte en stopper for besøgsretten og have forældremyndigheden. Men historien tager en drejning over i horror, da Candice er vidne til et bizart drab på bedstemoderen.
Selvfølgelig viser det sig, at det på ingen måde er noget normalt, der foregår. Til forskel for de tidligere film, er The Brood spændende fra start til slut. Start med Cronenberg her, for filmen er absolut værd at se.
8/10
Og hovedpersonen ligner en full-size version af Peter Dinklage
"You fuhl no man can kil me die no ay not man" - Erlingur666 "Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
Videodrome (1983) James Woods spiller Max Renn – præsident i Civic TV, der sender soft core pr0n og hardcore vold. I jagten på det nye store hit, bliver han fanget i Videodromes net. Videodrome viser tortur og mord, og det viser sig at være langt mere end ekstrem underholdning.
Filmen starter relativ uskyldig, men langsomt udfolder sig et spind af mind control og body horror. Cronenberg leger med vores opfattelse af illusion og virkelighed og den langsomme opløsning af Max Renns virkelighed, bliver følt ud igennem skærmen.
Jeg har ikke set de første fire film, som du har anmeldt, og ud fra hvad du har skrevet om dem (hvilket stemmer meget overens med hvad jeg har læst andre steder) så er det nok ikke lige nogle film, som jeg har den store lyst til at se.
Men jeg har til gengæld både "Fast Company", "The Brood", "Scanners" og "Videodrome" i min samling (plus de efterfølgende film) så nu vil jeg lige gense disse fire film, så de står helt frisk i hukommelsen, og så vender jeg tilbage igen snart med et par kommentarer. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg bliver desværre nød til at springe "Fast Company" over i første omgang, da min gamle DVD udgivelse åbenbart ikke længere kan afspilles. Det er pænt irriterende, men er på den anden side jo et vink med en vognstang om at få filmen skiftet ud. Så nu bliver den bestilt hjem på BD. Jeg skal dog nok huske at få skrevet en kommentar ligeså snart BD'en er landet og jeg har set filmen igen. :)
Skeloboy (25) skrev:
The Brood (1979) Det har ikke just været gode film, der har præget Cronenbergs tidligere karriere – indtil nu. The Brood er den canadiske instruktørs første must-see film efter min mening. Det er lige dele socialdrama og horror, som kun Cronenberg kan finde på. Små, deforme børn, der slår ihjel krydret med en far, der kæmper for forældremyndigen til sin datter, Candice.
Franks kone, Nola, er patient hos den kontroversielle psykolog Dr. Hal Raglan, men datteren er blevet forslået efter at have været på besøg. Derfor vil Frank sætte en stopper for besøgsretten og have forældremyndigheden. Men historien tager en drejning over i horror, da Candice er vidne til et bizart drab på bedstemoderen.
Selvfølgelig viser det sig, at det på ingen måde er noget normalt, der foregår. Til forskel for de tidligere film, er The Brood spændende fra start til slut. Start med Cronenberg her, for filmen er absolut værd at se.
8/10
Meget enig i din bedømmelse af "The Brood", som stadig står distancen, fordi Cronenbergs symbiose mellem de socialkritiske emner og horror elementerne er så super gennemtænkt og ekstremt godt eksekveret. Begge dele supplere hinandens tilstedeværelse perfekt, hvilket gør at de forskellige ubehagelige men yderst vigtige og evigt vedkommende emner der berøres undervejs, så som skilsmisse og børnemishandling, aldrig overskygges af filmens blodige indslag.
I stedet kommer disse makabre scener til at fungere som en klar understregning af temaernes betydning der i sidste ende (og hvad jeg ser som "The Broods" vigtigste pointe og tema) leder hen imod et opgør med den negative sociale arv, som Frank forsøger at ændre på i sit redningsforsøg af sin datter Candice, som undevejs i handlingen selv ryger i en voldelig spiral af død og ødelæggelse, som en direkte effekt af moderens eget opgør med sin brutale barndom/fortid. Derfor er det, som jeg oplever det, heller ikke tilfældigt fra David Cronenbergs side at det mest brutale og blodige af mordene i denne sammenhæng foregår et af de steder (børnehaven) hvor Candice skulle føle sig mest tryg, og hvor målet er at eliminere pædagogen, der repræsenter den eneste positive og beskyttende moderfigur. Det er bl.a. en scene som denne samt det, at David Cronenberg hele vejen igennem både bevarer nuancerne overfor sine karakterer og temaer, der gør filmen til en stærk og tankevækkende oplevelse.
Afslutningsvis er der f. eks. en klar fokus på hvem der er helt og skurk i det tragiske familiedrama, men alligevel kan man ikke lade være med at have ondt af moderen. Ligesom faderens sejr heller ikke i den modsatte ende er en uforbeholden triumf, da bylderne på Candices arm afslører, at hun har fået dybe ar på sjælen og at der derfor stadig venter hendes far masser af udfordringer fremover, som skal overvindes før at datteren er helbredt og historien dermed ikke gentager sig i en ny negativ deroute.
Skuespillet i "The Brood" er ligesom historien fremragende og de to mere ukendte navne, Art Hindle og Samantha Eggar, matcher fuld ud legenden Oliver Reed i indlevelse og intensitet. Reeds mystiske og uforudsigelige psykolog Dr. Hal Ragan (hvis loyalitetsforhol og arrogante attitude et langt stykke af vejen er temmelig uforudsigelig) er i øvrigt endnu en interessant ingrediens til plottet, da han sammen med det både opgivende og fraværende politi repræsentere Cronenbergs kritik af systemet og dets autoritetsfigures ageren ifht. familiens eskalerende tragedie. Det eneste kritik jeg har af "The Brood" er af Howard Shores "Psycho " inspirerede score, som ikke altid harmonere lige godt med alle scener og til tider har det med at kamme over og smøre lidt for tykt på i jagten på at skabe suspense.
Nu var det, som jeg skrev tidligere, lang tid siden jeg havde set filmen, så var spændt på at se den igen. Gensynet har faktisk kun gjort filmen endnu bedre, så jeg ender med at give "The Brood", 9/10.
Skeloboy (29) skrev:
Scanners (1981)
Jeg tror dette var mit første møde med Cronenberg – for en hel del år siden. Jeg husker den som fed, lidt billig produktion og selvfølgelig for head explosions!
Og det er lidt, som jeg husker. En Scanner er en person med telepatiske og telekinetiske evner. Cameron Vale er en magtfuld scanner, der har levet som hjemløs, men får hjælp til at styre sine kræfter, fordi han skal finde en anden magtfuld scanner.
Det lyder umiddelbart som dårlig science fiction, og filmen bærer også præg heraf: 80'er synth-soundtrack og til tider halvringe skuespil. Men det er også forbandet underholdende! Der er en typisk 80'er naiv tilgang til det elektroniske, og sådan noget kan jeg simpelthen ikke stå for. Nogen af Cronenbergs tiltag er mindre vellykkede, men i det store hele er Scanners yderst seværdig, og Michael Ironside er en fantastisk skurk. Ironside, de fleste af effekterne og en awesome slutning giver lige en karakter ekstra til filmen.
7/10
Mit gensyn med “Scanners” var dog slet ikke ligeså positivt, som det var med “The Brood”. Filmen har afgjort stadigvæk en herlig umiddelbar charme og kitschet magi hængende over sig, som den lever højt på, men når det så er sagt, ja så er historien dog hverken stærk eller afvekslende nok til en spilletid på 104 min. Det begynder ellers meget lovende, og Cronenberg formår i forløbet under den gode scanner Cameron Vales oplæring og efterfølgende indledende manøvre i at optrevle de onde scanners netværk, at holde interessen fanget. Både hvad angår heltens dannelsesrejse og formål med sine evner (der minder en hel del om Christopher Walkens rolle i “The Dead Zone”) samt i den magtkamp om verdensherredømmet som er under opsejling mellem racerne og to konkurrerende medicinalfirmaer.
Men efterhånden som handlingen skrider fremad, mister filmen sit momentum og begynder langsomt at tabe pusten via de mange og temmelig ensformige sammenstød Vale har med superskurken Darryl Revoks håndlangere. Cronenberg kommer dog solidt igen i filmens afslutning, der fornemt samler op på det ambivalente far/søn forhold mellem Vale og hans mentor/skaber dr. Paul Ruth, der sideløbende med den umiddelbare hovedhistorie udmunder sig i en tragisk forløsning og dekonstruktion af familien, hvor man sagtens kan drage paralleller til “The Brood”. I samme åndedrag introduceres man så også for et af Cronenebergs faste kendetegn, da han under Cameron Vales angreb på det onde firma lader mennesket og maskinen smelte sammen på en måde som bliver en forsmag på, hvad der efterfølgende ventede i endnu mere abstrakt form i “Videodrome”. Dette er min absolutte yndlings-scene i “Scanners”.
Selv om “Scanners” dermed har sine højdepunkter, er det alligevel en temmelig ujævn film, der som nævnt cirka midtvejs har svært ved at fastholde sit momentum og drive, og som derfor for en stund bliver en noget halvkedelig affære. Et andet minus er filmens synthiziser score af Howard Shore, som nok er et af de mest kiksede af sin slags. Underlægningsmusikken lider i bund og grund af de samme skavanker som det klassiske i “The Brood”, der også havde det med at kamme over i ny og næ. I “Scanners” er det dog endnu værre, og i perioder synes det visuelle og filmens score slet ikke at harmonere med hinanden og fremstår som noget af en rodebutik.
Derudover har jeg også altid syntes at valget af den temmelig middelmådige, mekaniske og lettere forkrampede Stephen Lack i den altoverskyggende hovedrolle var besynderligt, da han på ingen måde og på intet tidspunkt imponere eller er i stand til at matche de andre skuespillere. Især i scenerne med Patrick McGoohan og Michael Ironside, der begge gør det fremragende, bliver det mere end tydeligt, at Stephen Lack ikke befinder sig på samme niveau. Så alt lagt sammen betyder det, at jeg lander på, 6/10.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
The Dead Zone (1983) Selvom The Dead Zone handler om en mand med psykiske kræfter efter et uheld, er det alligevel en af Cronenbergs mest ligefremme film. Der er ingen bizarre mennesker, ingen bizarre hændelser osv.
Mange har lavet film over en Stephen King-bog og mange er mislykket. Men The Dead Zone er oprigtig interessant og spændende. Der er mere fokus på hovedpersonen og ikke så meget på special effects.
De psykiske evner til at se i fremtiden er mest af alt en forbandelse, og i filmen følger vi hovedpersonen ganske tæt. Det er rart at se, at Cronenberg også har tag på skuespillere. The Dead Zone er en god film med en potent slutning, men fraværet af det bizarre gør også, at den er knap så interessant.
The Dead Zone (1983) Selvom The Dead Zone handler om en mand med psykiske kræfter efter et uheld, er det alligevel en af Cronenbergs mest ligefremme film. Der er ingen bizarre mennesker, ingen bizarre hændelser osv.
Mange har lavet film over en Stephen King-bog og mange er mislykket. Men The Dead Zone er oprigtig interessant og spændende. Der er mere fokus på hovedpersonen og ikke så meget på special effects.
De psykiske evner til at se i fremtiden er mest af alt en forbandelse, og i filmen følger vi hovedpersonen ganske tæt. Det er rart at se, at Cronenberg også har tag på skuespillere. The Dead Zone er en god film med en potent slutning, men fraværet af det bizarre gør også, at den er knap så interessant.
7/10
Jeg er lidt mere gavmild 8/10 Scenen med seriemorderen på badeværelset skinner Cronenberg virkelig igennem. Ikke så god som flere af hans andre film men stadig spændene og intens og med en fremragende præstation af Walken.
#31 Spanner 11 år siden
Og hovedpersonen ligner en full-size version af Peter Dinklage
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
#32 Skeloboy 11 år siden
James Woods spiller Max Renn – præsident i Civic TV, der sender soft core pr0n og hardcore vold. I jagten på det nye store hit, bliver han fanget i Videodromes net. Videodrome viser tortur og mord, og det viser sig at være langt mere end ekstrem underholdning.
Filmen starter relativ uskyldig, men langsomt udfolder sig et spind af mind control og body horror. Cronenberg leger med vores opfattelse af illusion og virkelighed og den langsomme opløsning af Max Renns virkelighed, bliver følt ud igennem skærmen.
Indl videre er det Cronenbergs bedste
9/10
#33 Benway 11 år siden
#34 zombieman 11 år siden
#35 NightHawk 11 år siden
Men jeg har til gengæld både "Fast Company", "The Brood", "Scanners" og "Videodrome" i min samling (plus de efterfølgende film) så nu vil jeg lige gense disse fire film, så de står helt frisk i hukommelsen, og så vender jeg tilbage igen snart med et par kommentarer. :)
#36 Skeloboy 11 år siden
Rabid og Shivers skal også kun ses, hvis man er interesseret i horror eller Cronenberg.
#37 NightHawk 11 år siden
Meget enig i din bedømmelse af "The Brood", som stadig står distancen, fordi Cronenbergs symbiose mellem de socialkritiske emner og horror elementerne er så super gennemtænkt og ekstremt godt eksekveret. Begge dele supplere hinandens tilstedeværelse perfekt, hvilket gør at de forskellige ubehagelige men yderst vigtige og evigt vedkommende emner der berøres undervejs, så som skilsmisse og børnemishandling, aldrig overskygges af filmens blodige indslag.
Afslutningsvis er der f. eks. en klar fokus på hvem der er helt og skurk i det tragiske familiedrama, men alligevel kan man ikke lade være med at have ondt af moderen. Ligesom faderens sejr heller ikke i den modsatte ende er en uforbeholden triumf, da bylderne på Candices arm afslører, at hun har fået dybe ar på sjælen og at der derfor stadig venter hendes far masser af udfordringer fremover, som skal overvindes før at datteren er helbredt og historien dermed ikke gentager sig i en ny negativ deroute.
Skuespillet i "The Brood" er ligesom historien fremragende og de to mere ukendte navne, Art Hindle og Samantha Eggar, matcher fuld ud legenden Oliver Reed i indlevelse og intensitet. Reeds mystiske og uforudsigelige psykolog Dr. Hal Ragan (hvis loyalitetsforhol og arrogante attitude et langt stykke af vejen er temmelig uforudsigelig) er i øvrigt endnu en interessant ingrediens til plottet, da han sammen med det både opgivende og fraværende politi repræsentere Cronenbergs kritik af systemet og dets autoritetsfigures ageren ifht. familiens eskalerende tragedie. Det eneste kritik jeg har af "The Brood" er af Howard Shores "Psycho " inspirerede score, som ikke altid harmonere lige godt med alle scener og til tider har det med at kamme over og smøre lidt for tykt på i jagten på at skabe suspense.
Nu var det, som jeg skrev tidligere, lang tid siden jeg havde set filmen, så var spændt på at se den igen. Gensynet har faktisk kun gjort filmen endnu bedre, så jeg ender med at give "The Brood", 9/10.
Mit gensyn med “Scanners” var dog slet ikke ligeså positivt, som det var med “The Brood”. Filmen har afgjort stadigvæk en herlig umiddelbar charme og kitschet magi hængende over sig, som den lever højt på, men når det så er sagt, ja så er historien dog hverken stærk eller afvekslende nok til en spilletid på 104 min. Det begynder ellers meget lovende, og Cronenberg formår i forløbet under den gode scanner Cameron Vales oplæring og efterfølgende indledende manøvre i at optrevle de onde scanners netværk, at holde interessen fanget. Både hvad angår heltens dannelsesrejse og formål med sine evner (der minder en hel del om Christopher Walkens rolle i “The Dead Zone”) samt i den magtkamp om verdensherredømmet som er under opsejling mellem racerne og to konkurrerende medicinalfirmaer.
Selv om “Scanners” dermed har sine højdepunkter, er det alligevel en temmelig ujævn film, der som nævnt cirka midtvejs har svært ved at fastholde sit momentum og drive, og som derfor for en stund bliver en noget halvkedelig affære. Et andet minus er filmens synthiziser score af Howard Shore, som nok er et af de mest kiksede af sin slags. Underlægningsmusikken lider i bund og grund af de samme skavanker som det klassiske i “The Brood”, der også havde det med at kamme over i ny og næ. I “Scanners” er det dog endnu værre, og i perioder synes det visuelle og filmens score slet ikke at harmonere med hinanden og fremstår som noget af en rodebutik.
Derudover har jeg også altid syntes at valget af den temmelig middelmådige, mekaniske og lettere forkrampede Stephen Lack i den altoverskyggende hovedrolle var besynderligt, da han på ingen måde og på intet tidspunkt imponere eller er i stand til at matche de andre skuespillere. Især i scenerne med Patrick McGoohan og Michael Ironside, der begge gør det fremragende, bliver det mere end tydeligt, at Stephen Lack ikke befinder sig på samme niveau. Så alt lagt sammen betyder det, at jeg lander på, 6/10.
#38 jessup 11 år siden
#39 Skeloboy 11 år siden
Selvom The Dead Zone handler om en mand med psykiske kræfter efter et uheld, er det alligevel en af Cronenbergs mest ligefremme film. Der er ingen bizarre mennesker, ingen bizarre hændelser osv.
Mange har lavet film over en Stephen King-bog og mange er mislykket. Men The Dead Zone er oprigtig interessant og spændende. Der er mere fokus på hovedpersonen og ikke så meget på special effects.
De psykiske evner til at se i fremtiden er mest af alt en forbandelse, og i filmen følger vi hovedpersonen ganske tæt. Det er rart at se, at Cronenberg også har tag på skuespillere. The Dead Zone er en god film med en potent slutning, men fraværet af det bizarre gør også, at den er knap så interessant.
7/10
#40 zombieman 11 år siden
Jeg er lidt mere gavmild 8/10
Scenen med seriemorderen på badeværelset skinner Cronenberg virkelig igennem. Ikke så god som flere af hans andre film men stadig spændene og intens og med en fremragende præstation af Walken.