#39 Jeg fik engang en foklaring af Bo Tao Michaelis på dette fænomen. Han mente at grunden til den lave prestige i f.eks musicals var, at man ikke kunne undgå at reagere på musikken, fordi man reagere på lyd, før man bearbejder den med bevidstheden. Altså kan man reagere følelsemæssigt stik modsat af sit intellekt. Man kan tude til Moulin Rouge, selvom man hader historien, og det er sindssygt provokerende specielt i de intellektuelle kredse, eller for folk som afskyr klichéerne i sådan en film.
#41: Det er jo den gamle diskussion om emotioner vs intellekt, som direkte afspejles af skellet lav- vs højkultur. Det er finere ifølge den klassiske kulturkritik at forholde sig til et kunstværk, som taler til hjernen fremfor et, der udelukkende taler til følelserne. Men det er som sagt et meget sort/hvidt skel, der dog alligevel stadig påvirker hvordan vi den dag idag ser på kunst og kultur.
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
#42 hvad er dine holdning - gerne med specifikke eksempler?
Er det ikke typisk også for vores samtaler/diskutioner om en film at vi ligger vægt på et emotionelt punch i en film? dernæst er det vel en eller anden teknisk finesse i en film.Derefter mere eller mindre specifikke tematikker hos en given instruktør. Sjældent sker det at vi diskutere en bredere kontekst(f.eks. kulturelle) en film kan indgå i.
Enten ser vi få "intellektuelle" film eller også er det emotionelle og tekniske der er mest salient når vi ser hvilken som helst film.
Henry: Portrait Of A Serial Killer er ikke helt ublodig.
(http://www.imdb.com/title/tt0099763/)
Jeg erindrer bl.a. nogle realistiske optagelser af en, der bliver dolket med en loddekolbe, samt en saver hovedet af et lig med en herlig knasende lyd.
#43: Jamen, det er jo en gammel traver som bl.a. Frankfurter-skolen, Bordieu etc. tager op. Massekulturen (den lave) taler til de 'naive' sider af mennekset, de lettilgængelige, dvs. følelserne. Massen vil diverteres, de vil føle umiddelbart, og vil 'kunne slå hjernen fra' (for at tage et argument der ofte bruges, også herinde på sitet, når det kommer til forsvar af rene underholdningsfilm). De kultiverde, borgerskabet, de intellektuelle, de ser i stedet kunst som noget, man ikke umiddelbart kan indtage, men som skal analyseres, åbnes op, diskuteres. Dette er naturlivis et lidt gammeldags skel, og man skal også huske på, at hvad der af højkulturen ses som havende høj status, handler også om at kunne hævde sig over massen (de uforstående, dem med hang til primært de dyriske drifter - barbariet om man vil). Ved at tillægge sig en smag, der går mod den svære og dybe kunst, cementerer man sin egen status som værende i opposition til den brede masse, og dermed blive kulturel ellitær. I gamle dage var det modstillingen mellem massen, der blev draget af brølende hjorte og skovsøer, mens de diverterede, finkulturelle borgere foretrak den abstrakte kunst.
Dette åbner naturligvis op for en diskussion af, hvad kunst er, men det må blive en anden gang ;)
Det er ganske finurligt, hvad du iagttager, mht. vores fordring af films emotionelle forankring, men måske hænger det sammen med at den slags film er blevet de nye lødige, og at vi ikke (som f.eks. i 60'erne) har en decideret arthouse-bevægelse, der ikke kun begrænser sig til én enkelt film hvert femte år. Dogme-bevægelsen herhjemme, har helt klart lagt vægt på den social-realistsike vene, som vel kan siges at hige mod melodramaet og den rene følelsesfilm. Kun få film nu om dage bruger fremmedgørelsen som et bevidst element...
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
#47 Tak for en 101 i Massekultur vs. medieprodukter der skal konsumeres på cafeen. Der er ikke noget galt med den "finurlige" måde vi snakker film på - hvis du er enig i mine punkter.
Men det er vel af interesse at selv intellektuelle film som Irreversible bliver diskuteret udfra deres saliente voldshandlinger end den kontekst de indgår i - Noe er selvfølgelig naiv hvis han ikke tror dette vil være resultatet i bredere kræse.
Man kan selvfølgelig også diskutere om estimerede instruktører f.eks. Noe, Peckingpah,Haneke, Pasolini bruger en dramatisk ramme for at servere eksplicit volds og sexscener og ikke omvendt så at sige. Dette er selvfølgeligt ikke noget der kan afgøres over en bred kam. Men med vores diskutioner synes måske dette at kunne være tilfældet.
Hvad ville American history X være udover kantstenen? Et godt eksempel på en film som ikke er syndelig interessant uden den grufulde scene.
Jeg har ikke noget imod film som kører på de rå følelser - jeg elsker gode melodramaer men bedst er dem hvor forskellige følelser konkurrer og som man over tid kan ændrer mening i forhold til hvad er udslagsgivende eller hvad udslaget(følelsen) er.
I forhold til fremmedgørelsen viste nybølgeinstruktørerne som kritikere netop at mainstream film fra tid til anden sagtens kunne opstille komplicerede dilemmaer som ikke nødvendigvis affødte konformitet.
er f.eks kun set bagfra Henry. Man ser ham ikke lave selve handlingen. Det er skjult af badekaret. Man ser kun resultatet. Filmen minder faktisk mere om den originale Texas Chain Saw, end den gør nyere "voldsfilm".
Personligt synes jeg ikke kantsten scenen i AHX er særlig interessant. Filmen er god på andre punkter. Jeg synes den giver et godt eksempel på, hvad det vil sige at blive voksen. Bare en sidebemærkning...
#41 NOWhere 18 år siden
Jeg fik engang en foklaring af Bo Tao Michaelis på dette fænomen.
Han mente at grunden til den lave prestige i f.eks musicals var, at man ikke kunne undgå at reagere på musikken, fordi man reagere på lyd, før man bearbejder den med bevidstheden. Altså kan man reagere følelsemæssigt stik modsat af sit intellekt.
Man kan tude til Moulin Rouge, selvom man hader historien, og det er sindssygt provokerende specielt i de intellektuelle kredse, eller for folk som afskyr klichéerne i sådan en film.
#42 filmz-Angel Eyes 18 år siden
#43 jessup 18 år siden
Er det ikke typisk også for vores samtaler/diskutioner om en film at vi ligger vægt på et emotionelt punch i en film? dernæst er det vel en eller anden teknisk finesse i en film.Derefter mere eller mindre specifikke tematikker hos en given instruktør. Sjældent sker det at vi diskutere en bredere kontekst(f.eks. kulturelle) en film kan indgå i.
Enten ser vi få "intellektuelle" film eller også er det emotionelle og tekniske der er mest salient når vi ser hvilken som helst film.
#44 filmz-JON 18 år siden
(http://www.imdb.com/title/tt0099763/)
Jeg erindrer bl.a. nogle realistiske optagelser af en, der bliver dolket med en loddekolbe, samt en saver hovedet af et lig med en herlig knasende lyd.
#45 elwood 18 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#46 filmz-JON 18 år siden
#47 filmz-Angel Eyes 18 år siden
De kultiverde, borgerskabet, de intellektuelle, de ser i stedet kunst som noget, man ikke umiddelbart kan indtage, men som skal analyseres, åbnes op, diskuteres.
Dette er naturlivis et lidt gammeldags skel, og man skal også huske på, at hvad der af højkulturen ses som havende høj status, handler også om at kunne hævde sig over massen (de uforstående, dem med hang til primært de dyriske drifter - barbariet om man vil). Ved at tillægge sig en smag, der går mod den svære og dybe kunst, cementerer man sin egen status som værende i opposition til den brede masse, og dermed blive kulturel ellitær.
I gamle dage var det modstillingen mellem massen, der blev draget af brølende hjorte og skovsøer, mens de diverterede, finkulturelle borgere foretrak den abstrakte kunst.
Dette åbner naturligvis op for en diskussion af, hvad kunst er, men det må blive en anden gang ;)
Det er ganske finurligt, hvad du iagttager, mht. vores fordring af films emotionelle forankring, men måske hænger det sammen med at den slags film er blevet de nye lødige, og at vi ikke (som f.eks. i 60'erne) har en decideret arthouse-bevægelse, der ikke kun begrænser sig til én enkelt film hvert femte år. Dogme-bevægelsen herhjemme, har helt klart lagt vægt på den social-realistsike vene, som vel kan siges at hige mod melodramaet og den rene følelsesfilm. Kun få film nu om dage bruger fremmedgørelsen som et bevidst element...
#48 jessup 18 år siden
Men det er vel af interesse at selv intellektuelle film som Irreversible bliver diskuteret udfra deres saliente voldshandlinger end den kontekst de indgår i - Noe er selvfølgelig naiv hvis han ikke tror dette vil være resultatet i bredere kræse.
Man kan selvfølgelig også diskutere om estimerede instruktører f.eks. Noe, Peckingpah,Haneke, Pasolini bruger en dramatisk ramme for at servere eksplicit volds og sexscener og ikke omvendt så at sige. Dette er selvfølgeligt ikke noget der kan afgøres over en bred kam. Men med vores diskutioner synes måske dette at kunne være tilfældet.
Hvad ville American history X være udover kantstenen? Et godt eksempel på en film som ikke er syndelig interessant uden den grufulde scene.
Jeg har ikke noget imod film som kører på de rå følelser - jeg elsker gode melodramaer men bedst er dem hvor forskellige følelser konkurrer og som man over tid kan ændrer mening i forhold til hvad er udslagsgivende eller hvad udslaget(følelsen) er.
I forhold til fremmedgørelsen viste nybølgeinstruktørerne som kritikere netop at mainstream film fra tid til anden sagtens kunne opstille komplicerede dilemmaer som ikke nødvendigvis affødte konformitet.
#49 PredatorX 18 år siden
Den ER faktisk ret så ublodig. Scenen hvor han
#48
Personligt synes jeg ikke kantsten scenen i AHX er særlig interessant. Filmen er god på andre punkter. Jeg synes den giver et godt eksempel på, hvad det vil sige at blive voksen. Bare en sidebemærkning...
#50 filmz-JON 18 år siden