Jeg har lige genset Den sidste Mohikaner på TV2, en film der altid har været lidt af en mysterium for mig.
Det meste af filmen igennem er der tale om standart Hollywood kost med sort/hvid personskildring og forudsigelig handling. Men de sidste 10 minuter, fra Huron krigsrådet træffer sin beslutning, har jeg altid følt at filmen ændre fuldstændig karakter.
Der er det rent indlysende, med at alle de sorte karaktere pludselig bliver grå, og derved meget dybere. Men jeg syntes også, det er som om at hele filmen pludselig ændre tone, som om det er en hel anden person, der overtage rollen som director.
Lad høre, er det mig der sniffer lim, eller er I enige?
Hehe, nej, men seriøst kan jeg virkelig ikke med min bedste vilje se noget som helst "standard" over denne film. Billederne er fantastisk og filmen er virkelig spændende, også selv om man som jeg godt kendte den grundlæggende historie fra bogen. Underlægningsmusikken er helt enestående, f.eks. musikken der starter da Huronernes gamle overhoved har truffet sin beslutning, og især den geniale brug af Clannad's "I Will Find You" - det er SÅ smukt og superb! Jeg har sjældent set kampe og sammenstød skildret så konsekvent barsk og realistisk som her. Og der er ikke andre film, der i samme grad har fået mig til at føle mig placeret lige midt i 1700-tallets nordamerikanske skove og engelsk-franske krig.
Jeg synes, hovedpersonerne er nuancerede nok - de er heroiske, ja, men stadig mennesker som du og jeg. Sådan oplever jeg filmen.
Ja men du må indrømme, det meste af filmen igennem sker der ikke nogen personudvikling, og så lige pludselig de sidste 10 minuter WHAAAAAAM! Hvis du ser på sidste del af filmen, er der reelt ingen bad guys, i modsætning til resten af filmen
ingen bad guys i sidste del af filmen? Der er da Magua, filmens hovedskurk, og hans slæng, som bortfører den ene af oberstens døtre!
Magua er skurk, fordi han drives af blind hævntørst og had. Selvom man hører hans grunde til dette had, hvilket giver hans figur visse nuancer, gælder han stadig som skurk, fordi hans hævntørst og had får ham til at gå for vidt. Og desuden: Enhver der efterstræber vore hovedpersoner på livet, må vel selvsagt gælde som skurk, ikk'? :-)
Bortset fra det, så synes jeg bestemt ikke, at det er nogen svaghed, at der ikke er nogen entydigt onde skurke i en film. Filmens instruktør, Michael Mann, har også i andre film nedtonet den typisk skarpe, sort-hvide opdeling af helte og skurke; f.eks. i "Heat" hvor den eneste person uden sympatiske træk what-so-ever er Waingro (men hans type findes jo desværre i den virkelige verden) - alle andre er skildret nuanceret og i gråzoner, med gode og dårlige sider, med menneskelige svagheder og fejl, og man nærer sympati for personerne på begge sider af konflikten. ... I "Heat" holder man hele filmen igennem med både Pacino og De Niro, og der er derfor på sin vis ikke nogen helte/skurke-opdeling mellem de stridende parter, men gør det denne film dårlig?
Fra det øjeblik hvor Magua første gang svinger sin tomahawk, hvilket er tidligt i filmen, gælder han (og hver eneste af hans krigere) som en farlig 'bad guy'.
lang tid siden jeg har set den, og har ikke nogen dybere kommentar, andet end at jeg nu er blevet hooked på at få genset denne perle..... så jeg nøjes med at takke :-)
Magua holder netop op med at være bad guy til slut. Han tilgiver sine børns mordere og anerkender Huronerlederens dom da han prøver at overtale den yngste af oberst Munros døtre til ikke at begå selvmord. Hvis han stadigvæk havde ville have sin hævn på det tidspunkt, så havde han ikke gået så forsigtig til værks.
Øhhh, han havde jo lissom ikke ret til hverken at eje hende og bortføre hende! ;-)
Der er intet sympatisk ved hans forsøg på - iøvrigt med ren mimik - at "tale" hende fra selvmordsforsøget. Han er ikke forelsket i hende, men vil bare have hende med sig som, fuldstændig imod hendes vilje (!!) og også for at ydmyge obersten post mortem; jævnfør hans tidligere udtalelser i filmen.
Og hvad gør han, da hun ER sprunget ud fra klippen? Ser ked ud af det? Får tårer i øjnene? Næ, han kigger bare med et blik, der helt tydeligt siger: 'Nå, men pyt med hende', og så vender han sig og går videre.
Desuden undrer jeg mig meget over følgende udtalelse fra dig, hvor du skriver:
"Magua holder netop op med at være bad guy til slut. Han tilgiver sine børns mordere og anerkender Huronerlederens dom ..."
Da den gamle Huron-leder har afsagt sin dom, råber Magua rasende til ham: "I er kvinder, slaver, hunde! Jeg spytter på jer!" Og han siger også, at han og hans krigere vil slutte sig til øst-huronerne i stedet for, hvilket er en skarp kritik af den gamle Huron-leder og dennes stamme.
Hvor megen anerkendelse er der i dét?
Næ, du, dommen var bare noget han var nødt til at sluge råt, fordi hans egne mænd var i undertal i forhold til resten af Huron-stammen, og fordi Huron-lederen havde mere end ham at skulle have sagt.
#1 cnr 18 år siden
Det meste af filmen igennem er der tale om standart Hollywood kost med sort/hvid personskildring og forudsigelig handling. Men de sidste 10 minuter, fra Huron krigsrådet træffer sin beslutning, har jeg altid følt at filmen ændre fuldstændig karakter.
Der er det rent indlysende, med at alle de sorte karaktere pludselig bliver grå, og derved meget dybere. Men jeg syntes også, det er som om at hele filmen pludselig ændre tone, som om det er en hel anden person, der overtage rollen som director.
Lad høre, er det mig der sniffer lim, eller er I enige?
#2 BN 18 år siden
Hehe, nej, men seriøst kan jeg virkelig ikke med min bedste vilje se noget som helst "standard" over denne film. Billederne er fantastisk og filmen er virkelig spændende, også selv om man som jeg godt kendte den grundlæggende historie fra bogen. Underlægningsmusikken er helt enestående, f.eks. musikken der starter da Huronernes gamle overhoved har truffet sin beslutning, og især den geniale brug af Clannad's "I Will Find You" - det er SÅ smukt og superb! Jeg har sjældent set kampe og sammenstød skildret så konsekvent barsk og realistisk som her. Og der er ikke andre film, der i samme grad har fået mig til at føle mig placeret lige midt i 1700-tallets nordamerikanske skove og engelsk-franske krig.
Jeg synes, hovedpersonerne er nuancerede nok - de er heroiske, ja, men stadig mennesker som du og jeg. Sådan oplever jeg filmen.
#3 cnr 18 år siden
Ja men du må indrømme, det meste af filmen igennem sker der ikke nogen personudvikling, og så lige pludselig de sidste 10 minuter WHAAAAAAM! Hvis du ser på sidste del af filmen, er der reelt ingen bad guys, i modsætning til resten af filmen
#4 Spanner 18 år siden
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
#5 BN 18 år siden
Magua er skurk, fordi han drives af blind hævntørst og had. Selvom man hører hans grunde til dette had, hvilket giver hans figur visse nuancer, gælder han stadig som skurk, fordi hans hævntørst og had får ham til at gå for vidt. Og desuden: Enhver der efterstræber vore hovedpersoner på livet, må vel selvsagt gælde som skurk, ikk'? :-)
Bortset fra det, så synes jeg bestemt ikke, at det er nogen svaghed, at der ikke er nogen entydigt onde skurke i en film. Filmens instruktør, Michael Mann, har også i andre film nedtonet den typisk skarpe, sort-hvide opdeling af helte og skurke; f.eks. i "Heat" hvor den eneste person uden sympatiske træk what-so-ever er Waingro (men hans type findes jo desværre i den virkelige verden) - alle andre er skildret nuanceret og i gråzoner, med gode og dårlige sider, med menneskelige svagheder og fejl, og man nærer sympati for personerne på begge sider af konflikten. ... I "Heat" holder man hele filmen igennem med både Pacino og De Niro, og der er derfor på sin vis ikke nogen helte/skurke-opdeling mellem de stridende parter, men gør det denne film dårlig?
Fra det øjeblik hvor Magua første gang svinger sin tomahawk, hvilket er tidligt i filmen, gælder han (og hver eneste af hans krigere) som en farlig 'bad guy'.
#6 filmz-bullettooth 18 år siden
#7 cnr 18 år siden
Magua holder netop op med at være bad guy til slut. Han tilgiver sine børns mordere og anerkender Huronerlederens dom da han prøver at overtale den yngste af oberst Munros døtre til ikke at begå selvmord. Hvis han stadigvæk havde ville have sin hævn på det tidspunkt, så havde han ikke gået så forsigtig til værks.
#8 jessup 18 år siden
Det er i i hvertfald sådan jeg husker det.
#9 BN 18 år siden
Øhhh, han havde jo lissom ikke ret til hverken at eje hende og bortføre hende! ;-)
Der er intet sympatisk ved hans forsøg på - iøvrigt med ren mimik - at "tale" hende fra selvmordsforsøget. Han er ikke forelsket i hende, men vil bare have hende med sig som, fuldstændig imod hendes vilje (!!) og også for at ydmyge obersten post mortem; jævnfør hans tidligere udtalelser i filmen.
Og hvad gør han, da hun ER sprunget ud fra klippen? Ser ked ud af det? Får tårer i øjnene? Næ, han kigger bare med et blik, der helt tydeligt siger: 'Nå, men pyt med hende', og så vender han sig og går videre.
Desuden undrer jeg mig meget over følgende udtalelse fra dig, hvor du skriver:
"Magua holder netop op med at være bad guy til slut. Han tilgiver sine børns mordere og anerkender Huronerlederens dom ..."
Da den gamle Huron-leder har afsagt sin dom, råber Magua rasende til ham: "I er kvinder, slaver, hunde! Jeg spytter på jer!" Og han siger også, at han og hans krigere vil slutte sig til øst-huronerne i stedet for, hvilket er en skarp kritik af den gamle Huron-leder og dennes stamme.
Hvor megen anerkendelse er der i dét?
Næ, du, dommen var bare noget han var nødt til at sluge råt, fordi hans egne mænd var i undertal i forhold til resten af Huron-stammen, og fordi Huron-lederen havde mere end ham at skulle have sagt.
#10 BN 18 år siden
Lige præcis.