Jeg kan finde mange andre film, at skrive men efter, men klassikere skal ikke undskyldes på nogen måde :)
Jeg kan sagtens se din pointe, men jeg er ikke helt enig.
Jeg har det sådan, at nogle af klassikerne skal nydes, men også samtidig ses i den kontekt de er lavet. Jeg holder meget af den første Godfather film. Historiemæssigt holder den stadig ret godt, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg den ungerede bedre, da den bliv lavet. mange af måderne den er filmet på, tempoet etc. virker meget gammeldags. Det bliver lidt et problem for mig.
Den fornemmelse har jeg ikke, når jeg ser Casablanca. Filmen føles ikke gammel, på den samme måde. Jeg tænker simpelthen ikke lige så meget over det, som når jeg ser godfather.
"Guuump! Whats your sole purpose in this army?" "To do whatever you tell me drill sergeant!" "God dammit, Gump! You a god damn genius.
#23 Jeg er helt på det rene med, at mange har det som du, at noget virker gammeldags og i den henseende, har du helt ret i, at film fungerer og opleves bedst, hvis publikum netop er i stand til at se den i samtidens kontekst.
Hvad jeg forstår med gammeldags her, har ikke med filmteknikker at gøre, men måden folk agerede på for den tid. Hvis folk ikke kan se periodestykker, pga sproget, tøjet, kulturen, moralen eller andet, som ikke afspejler deres nutid, jamen så kan jeg kun sige ... ærgerligt for dem. Hvilken verden de går glip af!
Personligt, eksisterer ordet gammeldags ikke for mig, når snakken falder på film. Der eksisterer kun "virker" eller "virker ikke". Godfather virkede for mig "dengang" og den virker på samme måde for mig nu. Nye teknikker, nye trends og nye virkemidler, får mig ikke til at revurdere noget, som virker. Tværtimod har film med lidt støv over sig og noget tid på bagen, blot evnen til ofte at virke troværdigt på grund af, snarere end på trods.
Når tempoet i nutidens film virker hurtigere, skyldes det metoder som hurtig klipning, kortfattet dialog og den udvidede brug af håndholdt kamera eller det der ligner. Det i sig selv, er ikke en filmisk kvalitet, blot udtryk for filmindustriens evne til at udtrykke sig med, for en stor del af befolkningen, allerede kendte og populære virkemidler. Man finder et givent filmudtryk, som afspejler musikvideoer og videospil og samtidig indfanger en ny problematisk men generel tendens for en stor del af en generation, nemlig manglende koncentrationsevne. Hollywood tilpasser sig. "Follow the money ... "
Heldigvis korrigerer de nye filmteknikker også for dette. I og med kompleksiteten stiger i det visuelle udtryk og vi blinker febrilsk med øjnene for at holde noget i fokus, daler vores evne til ikke kun at opfange det subtile og intelligente i en kompliceret og veludtænkt dialog, men også i en ditto historie.
I Godfather ligger fokus i hver eneste sekvens, på fremføringen af skuespillet. Historien holder ikke kun "ret godt". Den er længder foran det meste, manuskriptforfattere som Darabont eller Helgeland, ville formå at udtænke i dag. Men nu var Puzo også selv med til at udforme manuskriptet fra egen bog.
Små detaljer som et træk i en mundvig, en finger op til munden, en mundvig som presses hårdt sammen eller et blik, er essentiel for den stemning, som Coppola bygger op. Hvis Godfather skulle udtrykkes anno 2010 via "populærmusikkens" toner på samme vis i dag, ville vi muligvis ende op med en Smoking Aces version, med et først og fremmest mindre ensemble og hvor nøglesekvenserne ikke bestod i personers interaktion, men i klipningen og lyden til at fremhæve og understøtte scenens betydning. Der ville ikke være plads til 10 sekunders klip af et ansigt i et øjeblik, hvor stilheden taler sit eget sprog. Det ville være kedeligt. Hvor Godfather huskes for sublime skuespils præstationer og et forrygende manuskript, ville Godfather anno 2010, blive husket for biljagter og spektakulære gunfights, MED MINDRE instruktører som Mallick, Weir, Nolan eller Fincher, får lov og lege med.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Uden at have været til stede ved premieren på "The Godfather" vil jeg godt sætte lidt penge på at filmen også dengang blev opfattet som 'gammeldags', for filmen er jo meget klassisk lavet. Filmens tempo og 'stillestående' kamera står i hvert fald i stor kontrast til dagtidens film som "A Clockwork Orange", "The French Connection" og den slags vilde og sprælske film.
#27 Gammeldags? Kender ikke ordet :) Klassisk! DET kender jeg! Førstnævnte ord gemmer på en ekstremt negativt ladet definition, hvorimod klassisk er mere tro mod sandheden. Spørgsmålet er ... virker det?
Ser man Eberts anmeldelse tilbage fra 1972, så var hans opfattelse også "klassisk" og måske også netop derfor den blev sådan en succes, fordi det var den passende ramme til Mario Puzos forlæg.
Coppola has found a style and a visual look for all this material so "The Godfather" becomes something of a rarity: a really good movie squeezed from a bestseller. The decision to shoot everything in period decor (the middle and late 1940s) was crucial; if they'd tried to save money as they originally planned, by bringing everything up-to-date, the movie simply wouldn't have worked. But it's uncannily successful as a period piece, filled with sleek, bulging limousines and postwar fedoras. Coppola and his cinematographer, Gordon Willis, also do some interesting things with the color photography. The earlier scenes have a reddish-brown tint, slightly overexposed and feeling like nothing so much as a 1946 newspaper rotogravure supplement.
Ingen tvivl om, at cinematografien er helt anderledes ifht. de nævnte film og årets Oscarvinder i kategorien, Cabaret. Hovedsagen er, at de alle lykkes med det de sætter sig for, at de kunstneriske valg for indpakningen stemmer overens med indholdet og derved alle og en i dag er klassikere.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#29 Godt eksempel! Der bliver vi nok ikke mere enige :)
Og så er jeg MEGET glad for at læse, at Ebert skriver
The earlier scenes have a reddish-brown tint, slightly overexposed.
For blu-ray udgaven er nemlig mere "rødlig" i udtrykket, end de forrige udgaver, så formentlig har Robert A Harris formået at give os, den helt korrekte farvenøgle denne gang.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#21 chronaden 15 år siden
#22 jessup 15 år siden
#23 enfilmnørd 15 år siden
Jeg kan sagtens se din pointe, men jeg er ikke helt enig.
Jeg har det sådan, at nogle af klassikerne skal nydes, men også samtidig ses i den kontekt de er lavet. Jeg holder meget af den første Godfather film. Historiemæssigt holder den stadig ret godt, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg den ungerede bedre, da den bliv lavet. mange af måderne den er filmet på, tempoet etc. virker meget gammeldags. Det bliver lidt et problem for mig.
Den fornemmelse har jeg ikke, når jeg ser Casablanca. Filmen føles ikke gammel, på den samme måde. Jeg tænker simpelthen ikke lige så meget over det, som når jeg ser godfather.
"To do whatever you tell me drill sergeant!"
"God dammit, Gump! You a god damn genius.
#24 christian034 15 år siden
#25 Antlion 15 år siden
2. Saw II
3. Saw III
4. Saw IV
5. Saw V
6. Saw VI
7. Saw VII
8. Saw VIII
9. Saw IX
10. Saw X
#26 filmz-Bruce 15 år siden
Hvad jeg forstår med gammeldags her, har ikke med filmteknikker at gøre, men måden folk agerede på for den tid. Hvis folk ikke kan se periodestykker, pga sproget, tøjet, kulturen, moralen eller andet, som ikke afspejler deres nutid, jamen så kan jeg kun sige ... ærgerligt for dem. Hvilken verden de går glip af!
Personligt, eksisterer ordet gammeldags ikke for mig, når snakken falder på film. Der eksisterer kun "virker" eller "virker ikke". Godfather virkede for mig "dengang" og den virker på samme måde for mig nu. Nye teknikker, nye trends og nye virkemidler, får mig ikke til at revurdere noget, som virker. Tværtimod har film med lidt støv over sig og noget tid på bagen, blot evnen til ofte at virke troværdigt på grund af, snarere end på trods.
Når tempoet i nutidens film virker hurtigere, skyldes det metoder som hurtig klipning, kortfattet dialog og den udvidede brug af håndholdt kamera eller det der ligner. Det i sig selv, er ikke en filmisk kvalitet, blot udtryk for filmindustriens evne til at udtrykke sig med, for en stor del af befolkningen, allerede kendte og populære virkemidler. Man finder et givent filmudtryk, som afspejler musikvideoer og videospil og samtidig indfanger en ny problematisk men generel tendens for en stor del af en generation, nemlig manglende koncentrationsevne. Hollywood tilpasser sig. "Follow the money ... "
Heldigvis korrigerer de nye filmteknikker også for dette. I og med kompleksiteten stiger i det visuelle udtryk og vi blinker febrilsk med øjnene for at holde noget i fokus, daler vores evne til ikke kun at opfange det subtile og intelligente i en kompliceret og veludtænkt dialog, men også i en ditto historie.
I Godfather ligger fokus i hver eneste sekvens, på fremføringen af skuespillet. Historien holder ikke kun "ret godt". Den er længder foran det meste, manuskriptforfattere som Darabont eller Helgeland, ville formå at udtænke i dag. Men nu var Puzo også selv med til at udforme manuskriptet fra egen bog.
Små detaljer som et træk i en mundvig, en finger op til munden, en mundvig som presses hårdt sammen eller et blik, er essentiel for den stemning, som Coppola bygger op. Hvis Godfather skulle udtrykkes anno 2010 via "populærmusikkens" toner på samme vis i dag, ville vi muligvis ende op med en Smoking Aces version, med et først og fremmest mindre ensemble og hvor nøglesekvenserne ikke bestod i personers interaktion, men i klipningen og lyden til at fremhæve og understøtte scenens betydning. Der ville ikke være plads til 10 sekunders klip af et ansigt i et øjeblik, hvor stilheden taler sit eget sprog. Det ville være kedeligt. Hvor Godfather huskes for sublime skuespils præstationer og et forrygende manuskript, ville Godfather anno 2010, blive husket for biljagter og spektakulære gunfights, MED MINDRE instruktører som Mallick, Weir, Nolan eller Fincher, får lov og lege med.
#27 Michael Andersen 15 år siden
#28 filmz-Bruce 15 år siden
Ser man Eberts anmeldelse tilbage fra 1972, så var hans opfattelse også "klassisk" og måske også netop derfor den blev sådan en succes, fordi det var den passende ramme til Mario Puzos forlæg.
Coppola has found a style and a visual look for all this material so "The Godfather" becomes something of a rarity: a really good movie squeezed from a bestseller. The decision to shoot everything in period decor (the middle and late 1940s) was crucial; if they'd tried to save money as they originally planned, by bringing everything up-to-date, the movie simply wouldn't have worked. But it's uncannily successful as a period piece, filled with sleek, bulging limousines and postwar fedoras. Coppola and his cinematographer, Gordon Willis, also do some interesting things with the color photography. The earlier scenes have a reddish-brown tint, slightly overexposed and feeling like nothing so much as a 1946 newspaper rotogravure supplement.
Ingen tvivl om, at cinematografien er helt anderledes ifht. de nævnte film og årets Oscarvinder i kategorien, Cabaret. Hovedsagen er, at de alle lykkes med det de sætter sig for, at de kunstneriske valg for indpakningen stemmer overens med indholdet og derved alle og en i dag er klassikere.
#29 Michael Andersen 15 år siden
#30 filmz-Bruce 15 år siden
Og så er jeg MEGET glad for at læse, at Ebert skriver
The earlier scenes have a reddish-brown tint, slightly overexposed.
For blu-ray udgaven er nemlig mere "rødlig" i udtrykket, end de forrige udgaver, så formentlig har Robert A Harris formået at give os, den helt korrekte farvenøgle denne gang.