Jeg sad lidt og tænkte over det, efter at have set Eksorcisten på Blu-ray i går aftes.

Kender I det, at der er en film, man sagtens kan se, er teknisk god, og som måske oven i købet har klassikerstatus, men som man af en eller anden grund bare ikke kan skabe personlig kontakt med? Den fænger ikke, den formår ikke at vække ens følelser, ja man synes måske endda, at den er kedelig. Og man ville ønske, det var anderledes, fordi man sagtens kan se potentialet i den?

Det mest oplagte eksempel for mig selv er Blade Runner. Jeg syntes, den var gabende kedelig, de første tre gange, jeg så den. Jeg kunne godt se, at den var sindssygt flot, men den gjorde intet for mig. Det var først efter tredje gang, jeg begyndte at synes, at den havde noget interessant i sig. Og med tiden kom jeg til at elske den. Så det var en af de positive historier.

Jeg har det især svært med følelsesmæssigt meget bevægende film som fx klassiske horrorfilm. Eksorcisten er et andet eksempel. Jeg ville virkeligt ønske, at jeg havde set den som 11-12-årig, da den blev sendt på DR. Men det gjorde jeg ikke. Jeg så den først, da jeg var sidst i tyverne, og selvom jeg sagtens kan se kvaliteten i den, så rører den mig ikke. Jeg synes ikke, den er det mindste uhyggelig.

Det har ikke umiddelbart noget med alderen på filmen at gøre, for jeg var endnu ældre, da jeg så den gamle Motorsavsmassakren første gang, og det er stadigvæk en af de mest skræmmende filmoplevelser, jeg har haft.

Jeg tænker lidt over, hvad det er, der gør det. Ved Eksorcisten tror jeg, at jeg fokuserer for meget på effekterne, som i dag er temmeligt gennemskuelige, men som selvfølgelig var dybt chokerende i samtiden. Og den bruger næsten ikke stemningsskabende musik, der ellers ville kunne lokke mig ind i fortællingen.

Jeg har samme problem med Halloween, og her tror jeg simpelthen, at jeg har set for mange andre slashere, før jeg endeligt fik set den, og at den derfor bare virker klichéfyldt i stedet for uhyggelig på mig.

Hvilke film ville I ønske, I kunne "forstå"/ blive fænget af?

Det tog mig et par gange før jeg virkelig kunne sætte pris på film som Blade Runner, Citizen Kane, Seven Samurai osv. Film som jeg nu anser for mesterværker. Nogle gange skal visse film vel bare have en ekstra chance.

Den eneste film, jeg kan komme i tanke om, jeg simpelthen ikke kan blive begejstret for er nok 8½. Jeg kan rigtig godt lide Fellini's andre film (især La Dolce Vita og Amarcord), men lige præcis den film har jeg svært ved at elske. Jeg kan sagtens se dens tekniske kvalitet, men den rører mig bare slet ikke. Det kan dog være jeg skulle give den en chance til.

Jeg stemmer i, hvad angår Eksorcisten, men nu så jeg den også første gang for et års tid siden. Den var hverken skræmmende eller en film, jeg følte mig videre engageret i. Lidt i samme boldgade er Fight Club, som jeg stadig ikke bryder mig efter to syn. Bevares, den har en fin humor, der gør den underholdende i enkelte momenter, men nej, den film fanger mig slet ikke.

Jeg har det på samme måde med både Harry Potter 8 og Up, hvor sidstnævnte har en fantastisk intro, men senere finder jeg at filmens humor bliver et problem for den (det samme gør sig egentlig gældende for HP filmen).

Jeg har det sådan med Blade Runner. Har set den 3 eller 4 gange, og den fanger mig s'gu ikke. Jeg synes den er flot og fortæller en historie, som egentlig burde fange mig, men som bare keder mig.. Gevaldigt.

Det samme med 2001. Jeg synes den er afsindigt flot og indeholder mange gode scener. Men den er bare så langsommelig og drænende kedelig (og så er jeg sådan set ligeglad med, om det er meningen).

"Eksorcisten" har heller aldrig sagt mig det helt store. Bevares det er en god film, men den kommer ikke under huden på mig - i modsætning til "Motorsavsmassakren" som jeg stadig synes er møghamrende uhyggelig - og den er på en eller anden måde også lidt for "velordnet" for min smag. Alt giver mening på en lidt flad måde. Der mangler et eller andet element, der falder lidt udenfor. Så hellere Friedkins kaotiske men evigt fascinerende B-krimi "To Live and Die in L.A.".

Bergman er jo også ved at komme til klarhed over aldrig rigtig bliver mig. Jeg kan godt lide enkelte film - særligt "Persona" og "Nattvardsgästerna" - men ellers finder jeg ham ret blodfattig og visuelt undervældende. Indenfor et lidt lignende felt forekommer Carl Th. Dreyer mig på alle planer at være langt større.