Jaja, men Antichrist ligger også kun på 44% hos Tomaterne, og jeg foretrækker til hver en tid dårlig popcorn-underholdning frem for dårlig art-film. Jeg ser sgu stadig frem til Terminatoren! :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#7101 Om Antichrist er et mesterværk eller dårlig art-film, vil tiden vise. En sådan tvetydighed omkring en films kvalitet og en mulighed for rehabilitering over tid, tror jeg aldrig bliver McG's værker til del. Det er ren WYSIWYG.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Har lige været oppe ved min vejleder, sikke da en dejlig fornøjelse. Førhen kunne jeg ikke rigtig lide min vejleder, men det lykkedes ham faktisk idag at give mig noget konstruktivt at arbejde med, så nu er jeg helt glad og føler jeg kan komme fremad med projektet.
#7101 Jeg vil også heller se terminatoren end von trier :)
#7102 (og at dømme ud fra den efterfølgende tegneseriestribe også #7103) Min udtalelse skal nu også tages med glimt i øjet og som reference til, hvor ofte mange egentlig konkluderer på forhånd, så snart der foreligger kritiske vurderinger af en film, der i forvejen har været negative forventninger til eller skepsis overfor. Sådan lidt "ja ja, men det har vi jo sagt fra starten", mens vi åbenbart skal lade tvivlen komme filmen til gode, hvis kritikken gælder et mere imødeset værk, måske af mere finkulturelt tilsnit. Så skal vi pludselig lige huske, at vi ikke kan vurdere den, før vi har set den, at oplevelsen kan vokse over tid, at den måske kræver en nøgle at forstå osv.
Jeg er ikke sikker på, hvad der nærmere bestemt menes med "nøgle", som jeg tror, du kaldte det i en anden tråd, og jeg beklager, hvis jeg helt misforstår, men ordet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg har undertiden set brugere på Filmz diskutere en film, hvor A var negativ over for filmen, og B så anbefalede vedkommende at læse en eller anden analytisk bog om filmen for at se den i et andet lys, mens C (det er mig) bare måbende så til og tænkte "say what?". Hvis der med nøgle menes noget sådant, er jeg i hvert fald stået af. Så får det lidt for meget karakter af "det er bare dig, der ikke forstår den - læs dette, revurdér din mening, opgradér din klasse."
Det er fint, at nogle film har noget mere under hjelmen, jeg ville bestemt ikke ønske det anderledes. Men - og her gør jeg mig sikkert til flamebait - jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil ofre flere minutter af mit liv på eksempelvis Kubricks "2001", og jeg er faktisk 110% sikker på, at jeg ikke ville bruge tid og mental kapacitet på at sætte mig ind i en dyberegående analyse af den for evt. at kunne anskue filmen i et andet lys. For egentlig fandt jeg den bare uinvolverende as fuck. Jeg kan ikke tale med ud fra diverse uddannelser, bøger, granskninger eller lignende, men er vokset op med en bred smag og et åbent sind, der er blevet udsat for lidt af hvert, og jeg kan bare sige, at filmen ikke duede for mig. Der er skrevet og sagt en ufattelig masse gode ting om netop "2001", men det ændrer ikke på, at det var en dårlig film. For mig. (Og at jeg sikkert var et dårligt publikum. For dén.)
Uanset hvor mange lag, analysebrillerne kan finde i en film, gør det den ikke i sig selv god. Dette kræver, for mig at se, at instruktøren formår at kommunikere filmen til publikum på et involverende plan. Bliver jeg ikke involveret, har instruktøren fejlet over for mig. Og gør instruktøren værket uforståeligt og utilgængeligt i sin iver efter at presse lag på lag af intellektuel og kunstnerisk stimulans ned i det, er der en stor risiko for, at jeg netop ikke bliver involveret af oplevelsen. Intellektualiseringen kan simpelt hen risikere at kvæle formidlingen. Filmen må med andre ord gerne kræve noget af mig, men forudsætter nydelsen granskning af en eller anden manual, betragter jeg altså arbejdet som halvfærdigt, ikke helstøbt.
Jeg er skam helt enig i, at filmoplevelser kan vokse over tid, og at dybde og tyngde i filmen godt kan være en god forudsætning for dette. Det er fedt at se en film, der kryber ind under huden og bliver siddende i kroppen; fedt at opleve, når et værk dribler rundt med hjertet og hjernen længe efter rulleteksterne - også selv om ingen af delene måske var vores umiddelbare oplevelse. Men undertiden gør mindre det også: From Dusk Till Dawn var jeg eksempelvis ikke videre imponeret af første gang, men ved gensyn satte jeg langt mere pris på den. Andre film, sikkert endnu simplere og langt mere finkulturelle film, kan vokse ved nærmere gensyn en doven søndag i selskab af onde tømmermænd. ;)
Men som det forhåbentlig fremgår, går mit indlæg altså ikke på Antichrist selv, men på en tendens, jeg oplever til at "forskelsprofetere". I sidste ende kan hverken jeg eller nogen anden konkludere (kvalificeret), om det så gælder Terminator eller Trier. Mange Filmz-bruger har ikke den store fidus til McG, jeg har det så på samme måde med Trier. Antichrist har dog forlængst pirret min nysgerrighed, og om det bliver på biograf eller hjemme, skal den ses på et tidspunkt - om end næppe oven på en solid gang dødsdruk.
Nå, der var mit begrænsningsproblem lige på spil igen ... Håber ikke, ovenstående blev for rodet og uforståeligt? :$
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#7102 (og at dømme ud fra den efterfølgende tegneseriestribe også #7103)]
Min udtalelse skal nu også tages med glimt i øjet og som reference til, hvor ofte mange egentlig konkluderer på forhånd, så snart der foreligger kritiske vurderinger af en film, der i forvejen har været negative forventninger til eller skepsis overfor. Sådan lidt "ja ja, men det har vi jo sagt fra starten", mens vi åbenbart skal lade tvivlen komme filmen til gode, hvis kritikken gælder et mere imødeset værk, måske af mere finkulturelt tilsnit. Så skal vi pludselig lige huske, at vi ikke kan vurdere den, før vi har set den, at oplevelsen kan vokse over tid, at den måske kræver en nøgle at forstå osv.
At jeg tillader mig at lade tvivlen komme bestemte film tilgode, skyldes ene og alene instruktørens øvrige CV, om der er "formildende omstændigheder", om instruktøren har "vist noget". Derfor er jeg i min retorik meget afvisende overfor McG, som jeg ikke har set kunne frembringe noget, som ligger blot over ordinær MTV niveau. Anderledes med Von Trier, hvis forskruede hjerne kan frembringe både det mest geniale og det mest gale. Trier tør gå hele linien ud og det koster. Bl.a publikum.
Jeg er ikke sikker på, hvad der nærmere bestemt menes med "nøgle", som jeg tror, du kaldte det i en anden tråd, og jeg beklager, hvis jeg helt misforstår, men ordet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg har undertiden set brugere på Filmz diskutere en film, hvor A var negativ over for filmen, og B så anbefalede vedkommende at læse en eller anden analytisk bog om filmen for at se den i et andet lys, mens C (det er mig) bare måbende så til og tænkte "say what?". Hvis der med nøgle menes noget sådant, er jeg i hvert fald stået af. Så får det lidt for meget karakter af "det er bare dig, der ikke forstår den - læs dette, revurdér din mening, opgradér din klasse."
David Lynch er instruktøren som falder mig ind, når jeg siger "nøgle". Da jeg så Mulholland Drive første gang var jeg helt med indtil 40 minutter før tid. Jeg fattede ikke en hat og gav den 6/10! Da jeg så læste en analyse af filmen, forstod jeg, at jeg blot skulle forstå intro sekvensen, sølle fem sekunder og puf ... ved mit næste gennemsyn faldt alt på plads og jeg var blæst væk. Jeg behøver ikke skulle forstå en film ved første gennemsyn, så hvis der er en mening jeg ikke har fundet, så bruger jeg gerne tid på at finde den.
Sjovt du nævner 2001, som jeg første gang heller ikke fattede en hat af. Men sidenhen har jeg da heldigvis fundet ind til kernen og derfor er det nu gang på gang en nydelse at se så stor en vision, som fortællingen nu engang er, udspille sig foran én og så på en gang i voldsomt smukke visuelle og auditive rammer.
Uanset hvor mange lag, analysebrillerne kan finde i en film, gør det den ikke i sig selv god. Dette kræver, for mig at se, at instruktøren formår at kommunikere filmen til publikum på et involverende plan. Bliver jeg ikke involveret, har instruktøren fejlet over for mig. Og gør instruktøren værket uforståeligt og utilgængeligt i sin iver efter at presse lag på lag af intellektuel og kunstnerisk stimulans ned i det, er der en stor risiko for, at jeg netop ikke bliver involveret af oplevelsen. Intellektualiseringen kan simpelt hen risikere at kvæle formidlingen. Filmen må med andre ord gerne kræve noget af mig, men forudsætter nydelsen granskning af en eller anden manual, betragter jeg altså arbejdet som halvfærdigt, ikke helstøbt.
For mig behøver det ikke at være intellektualisering, hvis en instruktør ikke arbejder i et konservativt og kendt billedsprog, men har begravet sin film i et lag, som kan være symbolik, metaforer eller drømme, som Lynch f.eks. gør sig meget i. At noget er uforståeligt ved et første gennemsyn betyder selvfølgelig, at oplevelsen ikke er optimal. Hvis man ser en film som en 90-150 minutters lineær oplevelse, hvor slutningen er orgasmen og man forlader biffen afklaret som den "rigtige" og "gode" oplevelse, ja så kan jeg godt se, at man opfatter film, som kræver anderledes engagement af sit publikum og måske et nyt gennemsyn for at få fuldt udbytte, som at "instruktøren fejler". Modsat vil jeg sige, at det er publikum som fejler, eller rettere "risikerer" at fejle. For det er jo langtfra alle film, som klarer den dybere analyse, som måske er ligeså afgrundsdybe tomme, når man er kommet til bunds i dem.
Jeg siger bare, at der kan være stor tilfredsstillelse og ikke mindst udbytte i, at involvere sig mere i de tunge film, end blot selve filmoplevelsen. At nå til forståelse med instruktørens vision og fortælling. Hvad Kubrick og Lynch angår, har det ihvertfald givet mig to af de bedste filmoplevelser i mit liv.
Fordi Lynch arbejder meget med drømme og meditation, så tror jeg ikke manden forsøger at presse intellektuel og kunstnerisk stimulans ned i sit værk. Jeg tror blot på, at nogle mennesker opfatter verden anderledes end "os andre" og endda har gaven til at udstille dette overfor "os andre", så vi kan få et indblik i dette, måske endda få nogle synsvinkler, som vi aldrig havde opfattet uden "hjælp udefra".
Trier ER en gal mand. Ingen tvivl. Men genialitet og galskab går ofte hånd i hånd og derfor tror jeg Triers billedsprog er tydeligt påvirket af mandens indre kamp, hans opfattelse af religion og de to køn. Triers billeder er uden tvivl perverterede, men set i kontekst af den dybere symbolik i Antichrist, som måske/måske ikke er til stede, så tror jeg manden kan få mig til at tænke mere på to timer over filmens præmis, end McG ville kunne formå med tyve af hans Terminator visioner, visioner som er til fals for ussel mammon i form af at man har flere forskellige slutninger at vælge imellem, afhængig af, hvad man tror der vil sælge flest billetter. Vorherrebevares at lade majoriteten vælge udfra devicen "hvad kan flertallet bedst lide". Der vil Trier heldigvis skide på sit publikum! :) Og måske vil publikum om 20 år hædre hans film for det, ligesom 2001 blev rehabiliteret, da folk først forstod filmen.
Men som det forhåbentlig fremgår, går mit indlæg altså ikke på Antichrist selv, men på en tendens, jeg oplever til at "forskelsprofetere". I sidste ende kan hverken jeg eller nogen anden konkludere (kvalificeret), om det så gælder Terminator eller Trier. Mange Filmz-bruger har ikke den store fidus til McG, jeg har det så på samme måde med Trier.
Som sagt er min "forskelsprofetering" knyttet til dækningsbidraget på en given instruktørs "goodwill konto". Ikke alle mennesker er ens, slet ikke instruktører i filmverdenen. Men der er større behov for at tilfredsstille masserne end der er for at lave kunst vi ikke forstår og derfor er det som oftest også talentløse charlataner som McG får $100-200 mio budgetterne at rode rundt med.
Men hvor Lynch, Trier og Kubrick begraver deres film i lag af symbolik, i nogles øjne en intellektuel barriere, så begraver instruktører som McG deres i lag af effekter, eksplosioner og brag. Men når en lort pakkes ud af en nydelig æske med flot papir, så lugter den stadig og lorten bliver først rehabiliteret med tiden, hvis vi mister vores lugtesans. Men det er vi også godt på vej til :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#7101 evermind 16 år siden
Jaja, men Antichrist ligger også kun på 44% hos Tomaterne, og jeg foretrækker til hver en tid dårlig popcorn-underholdning frem for dårlig art-film. Jeg ser sgu stadig frem til Terminatoren! :)
#7102 filmz-Bruce 16 år siden
#7103 Highland Park 16 år siden
http://xkcd.com/586/
#7104 tiany 16 år siden
#7101 Jeg vil også heller se terminatoren end von trier :)
#7105 tiany 16 år siden
Who ever thought in 2003 that we'd look back on Terminator 3: Rise of the Machines as the good old days?
#7106 evermind 16 år siden
Min udtalelse skal nu også tages med glimt i øjet og som reference til, hvor ofte mange egentlig konkluderer på forhånd, så snart der foreligger kritiske vurderinger af en film, der i forvejen har været negative forventninger til eller skepsis overfor. Sådan lidt "ja ja, men det har vi jo sagt fra starten", mens vi åbenbart skal lade tvivlen komme filmen til gode, hvis kritikken gælder et mere imødeset værk, måske af mere finkulturelt tilsnit. Så skal vi pludselig lige huske, at vi ikke kan vurdere den, før vi har set den, at oplevelsen kan vokse over tid, at den måske kræver en nøgle at forstå osv.
Jeg er ikke sikker på, hvad der nærmere bestemt menes med "nøgle", som jeg tror, du kaldte det i en anden tråd, og jeg beklager, hvis jeg helt misforstår, men ordet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg har undertiden set brugere på Filmz diskutere en film, hvor A var negativ over for filmen, og B så anbefalede vedkommende at læse en eller anden analytisk bog om filmen for at se den i et andet lys, mens C (det er mig) bare måbende så til og tænkte "say what?". Hvis der med nøgle menes noget sådant, er jeg i hvert fald stået af. Så får det lidt for meget karakter af "det er bare dig, der ikke forstår den - læs dette, revurdér din mening, opgradér din klasse."
Det er fint, at nogle film har noget mere under hjelmen, jeg ville bestemt ikke ønske det anderledes. Men - og her gør jeg mig sikkert til flamebait - jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil ofre flere minutter af mit liv på eksempelvis Kubricks "2001", og jeg er faktisk 110% sikker på, at jeg ikke ville bruge tid og mental kapacitet på at sætte mig ind i en dyberegående analyse af den for evt. at kunne anskue filmen i et andet lys. For egentlig fandt jeg den bare uinvolverende as fuck. Jeg kan ikke tale med ud fra diverse uddannelser, bøger, granskninger eller lignende, men er vokset op med en bred smag og et åbent sind, der er blevet udsat for lidt af hvert, og jeg kan bare sige, at filmen ikke duede for mig. Der er skrevet og sagt en ufattelig masse gode ting om netop "2001", men det ændrer ikke på, at det var en dårlig film. For mig. (Og at jeg sikkert var et dårligt publikum. For dén.)
Uanset hvor mange lag, analysebrillerne kan finde i en film, gør det den ikke i sig selv god. Dette kræver, for mig at se, at instruktøren formår at kommunikere filmen til publikum på et involverende plan. Bliver jeg ikke involveret, har instruktøren fejlet over for mig. Og gør instruktøren værket uforståeligt og utilgængeligt i sin iver efter at presse lag på lag af intellektuel og kunstnerisk stimulans ned i det, er der en stor risiko for, at jeg netop ikke bliver involveret af oplevelsen. Intellektualiseringen kan simpelt hen risikere at kvæle formidlingen. Filmen må med andre ord gerne kræve noget af mig, men forudsætter nydelsen granskning af en eller anden manual, betragter jeg altså arbejdet som halvfærdigt, ikke helstøbt.
Jeg er skam helt enig i, at filmoplevelser kan vokse over tid, og at dybde og tyngde i filmen godt kan være en god forudsætning for dette. Det er fedt at se en film, der kryber ind under huden og bliver siddende i kroppen; fedt at opleve, når et værk dribler rundt med hjertet og hjernen længe efter rulleteksterne - også selv om ingen af delene måske var vores umiddelbare oplevelse. Men undertiden gør mindre det også: From Dusk Till Dawn var jeg eksempelvis ikke videre imponeret af første gang, men ved gensyn satte jeg langt mere pris på den. Andre film, sikkert endnu simplere og langt mere finkulturelle film, kan vokse ved nærmere gensyn en doven søndag i selskab af onde tømmermænd. ;)
Men som det forhåbentlig fremgår, går mit indlæg altså ikke på Antichrist selv, men på en tendens, jeg oplever til at "forskelsprofetere". I sidste ende kan hverken jeg eller nogen anden konkludere (kvalificeret), om det så gælder Terminator eller Trier. Mange Filmz-bruger har ikke den store fidus til McG, jeg har det så på samme måde med Trier. Antichrist har dog forlængst pirret min nysgerrighed, og om det bliver på biograf eller hjemme, skal den ses på et tidspunkt - om end næppe oven på en solid gang dødsdruk.
Nå, der var mit begrænsningsproblem lige på spil igen ... Håber ikke, ovenstående blev for rodet og uforståeligt? :$
#7107 evermind 16 år siden
Hehe, yeah ... Ildevarslende, men morsomt. :P
#7108 evermind 16 år siden
Min tarm her mere kultur end Hr. Trier. Ah, det' gas ... faktisk. ;)
#7109 filmz-Bruce 16 år siden
At jeg tillader mig at lade tvivlen komme bestemte film tilgode, skyldes ene og alene instruktørens øvrige CV, om der er "formildende omstændigheder", om instruktøren har "vist noget". Derfor er jeg i min retorik meget afvisende overfor McG, som jeg ikke har set kunne frembringe noget, som ligger blot over ordinær MTV niveau. Anderledes med Von Trier, hvis forskruede hjerne kan frembringe både det mest geniale og det mest gale. Trier tør gå hele linien ud og det koster. Bl.a publikum.
David Lynch er instruktøren som falder mig ind, når jeg siger "nøgle". Da jeg så Mulholland Drive første gang var jeg helt med indtil 40 minutter før tid. Jeg fattede ikke en hat og gav den 6/10! Da jeg så læste en analyse af filmen, forstod jeg, at jeg blot skulle forstå intro sekvensen, sølle fem sekunder og puf ... ved mit næste gennemsyn faldt alt på plads og jeg var blæst væk. Jeg behøver ikke skulle forstå en film ved første gennemsyn, så hvis der er en mening jeg ikke har fundet, så bruger jeg gerne tid på at finde den.
Sjovt du nævner 2001, som jeg første gang heller ikke fattede en hat af. Men sidenhen har jeg da heldigvis fundet ind til kernen og derfor er det nu gang på gang en nydelse at se så stor en vision, som fortællingen nu engang er, udspille sig foran én og så på en gang i voldsomt smukke visuelle og auditive rammer.
For mig behøver det ikke at være intellektualisering, hvis en instruktør ikke arbejder i et konservativt og kendt billedsprog, men har begravet sin film i et lag, som kan være symbolik, metaforer eller drømme, som Lynch f.eks. gør sig meget i. At noget er uforståeligt ved et første gennemsyn betyder selvfølgelig, at oplevelsen ikke er optimal. Hvis man ser en film som en 90-150 minutters lineær oplevelse, hvor slutningen er orgasmen og man forlader biffen afklaret som den "rigtige" og "gode" oplevelse, ja så kan jeg godt se, at man opfatter film, som kræver anderledes engagement af sit publikum og måske et nyt gennemsyn for at få fuldt udbytte, som at "instruktøren fejler". Modsat vil jeg sige, at det er publikum som fejler, eller rettere "risikerer" at fejle. For det er jo langtfra alle film, som klarer den dybere analyse, som måske er ligeså afgrundsdybe tomme, når man er kommet til bunds i dem.
Jeg siger bare, at der kan være stor tilfredsstillelse og ikke mindst udbytte i, at involvere sig mere i de tunge film, end blot selve filmoplevelsen. At nå til forståelse med instruktørens vision og fortælling. Hvad Kubrick og Lynch angår, har det ihvertfald givet mig to af de bedste filmoplevelser i mit liv.
Fordi Lynch arbejder meget med drømme og meditation, så tror jeg ikke manden forsøger at presse intellektuel og kunstnerisk stimulans ned i sit værk. Jeg tror blot på, at nogle mennesker opfatter verden anderledes end "os andre" og endda har gaven til at udstille dette overfor "os andre", så vi kan få et indblik i dette, måske endda få nogle synsvinkler, som vi aldrig havde opfattet uden "hjælp udefra".
Trier ER en gal mand. Ingen tvivl. Men genialitet og galskab går ofte hånd i hånd og derfor tror jeg Triers billedsprog er tydeligt påvirket af mandens indre kamp, hans opfattelse af religion og de to køn. Triers billeder er uden tvivl perverterede, men set i kontekst af den dybere symbolik i Antichrist, som måske/måske ikke er til stede, så tror jeg manden kan få mig til at tænke mere på to timer over filmens præmis, end McG ville kunne formå med tyve af hans Terminator visioner, visioner som er til fals for ussel mammon i form af at man har flere forskellige slutninger at vælge imellem, afhængig af, hvad man tror der vil sælge flest billetter. Vorherrebevares at lade majoriteten vælge udfra devicen "hvad kan flertallet bedst lide". Der vil Trier heldigvis skide på sit publikum! :) Og måske vil publikum om 20 år hædre hans film for det, ligesom 2001 blev rehabiliteret, da folk først forstod filmen.
Som sagt er min "forskelsprofetering" knyttet til dækningsbidraget på en given instruktørs "goodwill konto". Ikke alle mennesker er ens, slet ikke instruktører i filmverdenen. Men der er større behov for at tilfredsstille masserne end der er for at lave kunst vi ikke forstår og derfor er det som oftest også talentløse charlataner som McG får $100-200 mio budgetterne at rode rundt med.
Men hvor Lynch, Trier og Kubrick begraver deres film i lag af symbolik, i nogles øjne en intellektuel barriere, så begraver instruktører som McG deres i lag af effekter, eksplosioner og brag. Men når en lort pakkes ud af en nydelig æske med flot papir, så lugter den stadig og lorten bliver først rehabiliteret med tiden, hvis vi mister vores lugtesans. Men det er vi også godt på vej til :)
#7110 davenport 16 år siden