Rent filosofisk har jeg en hel del mere tillid til de mindre poetiske og mere pragmatiske tænkere. :)
Hvad med Schopenhauer?
Muldgraver (26) skrev:
Vil du på trods af min begejstring ikke uddybe, hvorfor du anser de to værker som begrænsede?
Jeg anser dem kun begrænsede i forhold til deres side- eller modstykker. Indenfor poesi (også dansk) er Inger Christensen en indskrænket størrelse for mit vedkommende. Hendes evne til at fastsætte frigørelsen gennem erkendelse (og angst?) er uden lige, men denne frigørelsesproces blev desværre udført via generobringen af barndommen i hendes senere værker. At Christensen ligeledes blev betaget af Kierkegaard, hvis inautenciteter (jf. Don Juan) gøres til eksistensvilkår hos hende, var nok ej heller behjælpeligt. Når det er sagt, vil jeg alligevel mene, at hun er formidabel digter. Ophævelsen af sliden fra hendes encyklopædiske hovedværk det (1969) er f.eks. en af de mest vidunderlige gentagelser af romantisk mytemetodik, jeg har læst:
En sten ruller ned fra bjergene Sisyfos skubber den op Sisyfos synger: En sten flyver op over bjergene.
Hendes "musik" er også enestående:
Jeg må lige vende tilbage med hensyn til Kafka. Det er jo straks sværere at anfægte.
Han er også en lidt sær men enormt underholdende størrelse. Han er afgjort mere en filosof end f.eks. Nietzsche, men Schopenhauer har mest haft indflydelse indenfor kunsten og er lidt en parentes indenfor filosofi.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Det irriterer mig vildt, når folk taler om filosoffer, som jeg har haft om flere gange...for var ikke en vildt god studerende, så kan sgu ikke rigtig huske, hvad de står for ;)
Hendes evne til at fastsætte frigørelsen gennem erkendelse (og angst?)
Mener du erkendelse = sprog og system?
Pécuchet (41) skrev:
men denne frigørelsesproces blev desværre udført via generobringen af barndommen i hendes senere værker.
Hvad er der galt med det? Det særlige ved Inger Christensens digte er jo, at de både er konkrete og sanselige, at deres systemer er luftspejlinger og lyde på stilhedens grænse, ikke anonyme øvelser. Sproget bliver jo først natur når det bruges subjektivt. I hendes digte er der en fantastisk tro på, at sproget, kulturen og altså mennesket, er en fortsættelse af naturens ornamentik, et sidste planløst forsøg.
Pécuchet (41) skrev:
At Christensen ligeledes blev betaget af Kierkegaard, hvis inautenciteter (jf. Don Juan) gøres til eksistensvilkår hos hende, var nok ej heller behjælpeligt.
Nu har jeg ikke læst Inger Christensens romaner, men Kierkegaard kan jeg godt nok ikke se noget spor af. Hvordan kommer det til udtryk? Og har hun nogensinde snakket om Kierkegaard ellers?
Spændene tråd og følge specielt Tarkovsky diskussionen. Nu prøver jeg at lave en top 7 (I etaper) uden at gøre mig klog på ting jeg hverken har forstand på eller interessere mig for.
Musik. Min absolutte favorit er Nine inch nails - The fragile Det album betager mig ved hver gennemlytning(og det er ved at være en del). Teksterne rammer mig dybt og bliver sunget med en indlevelse der giver mig gåsehud. Der er utroligt mange lag på hvert eneste nr, og ting som jeg ikke lagde mærke til de første 50 gange træder frem nu. Musikken spænder fra det hidsige og støjende til det melankolske og mere afdæmpede. Ellers er jeg bla ret glad for en del Dylan, Beatles, Neil Young, radiohead, Metallica og Springsteen.
#39 Nuvel, det er dejligt at høre, du kaster dig ud i den slags filmudfordringer, og stadig får noget ud af dem, selvom de ikke tiltaler dig så meget. Om ikke andet må de også give dig et noget bredere perspektiv at vurdere film ud fra, og nuancere dit smagsfundament og æstetiske bevidsthed.
Ispep (39) skrev:
Det vil jeg godt tro, selvom jeg vil sige, at Malick er tilpas "folkelig" forstået sådan, at hans film måske ikke er svær tilgængelige, men kan nydes af nogenlunde velfungerende filmnørder med lidt smag for de filosofiske aspekter, men ikke noget der er en umulighed at opfange. Han rejser ofte blot spørgsmålene via voice-overs, noget mange kan relatere til, som både virker humant og tankevækkende. Uden at have læst filosofi på højere plan, så er Malick god til at reflektere over noget vi alle mennesker kan relatere til - om det så handler om krig, kærlighed eller tragedie som i Tree of Life.
Lyder meget rimeligt. Malick er vitterligt en pudsig størrelse, der på en gang er meget flydende og konstaterende.
"Pubertært" fik mig til at grine. :) Det er en led beskrivelse, men på sin vis også temmelig rammende. Men ja, der mangler stringens og klar logik hos begge. Det er meget interessant og psykologisk indsigtsfuldt men også temmelig vilkårligt og uden den nødvendighed er helst skulle følge en filosofisk tankestrøm.
Jeg kan godt se, det kan virke lidt nedladende, og det er selvfølgelig en smule komisk, når en tilsyneladende voksen og særdeles intelligent mand fremkommer yngre end sin alder (især hans kritik af andre filosoffer er lidt patetisk), men der er nu også noget fint over den ungdommelige energi og heftighed. Som alle oprørere der ikke har nok i en traditions selvtilstrækkelighed, er det nødvendigt med opgøret, for at kulturen ikke må dø. Der er noget fint i det, at vi som kultur har fået indført et modernitetsbegreb, der dybest set repræsenterer et revitaliserende element i kulturen, og som har muliggjort en synliggørelse af komplekse menneskelige væsensforhold.
Selvom mennesket måske endnu ikke er i stand til at modnes hurtigt nok til at bearbejde al den nedarvede erfaring, er potentialet der i det mindste, og med tanke på Hegels beskrivelser af den menneskelige erkendelse som en forening af alle ting, gives en mulighed for en vis optimisme på menneskets vegne. Nietzsche udgør for mig at se en væsentlig rolle i en sådan selvbevidsthed, der muliggør erkendelsen og udviklingen af en moden selvbevidsthed og samvilje. Også selvom han måske ikke havde så meget blik for "sam"-delen. Så er det som sagt bare godt, at der er andre filosoffer til at udvikle en overkommende forståelse.
Benway (40) skrev:
Amen. :) Rent filosofisk føler jeg også en stor respekt for de tænkere som rent faktisk forsøger at opbygge et stringent tankesæt. Så som Thomas Aquinas, Leibniz eller Spinoza. Uanset om man så efterfølgende mener de holder eller ej.
Jeg tror f.eks. ikke på holdbarheden af Aquinas' gudsbeviser, men jeg føler en enorm beundring for hans forsøg på at formulere dem på en klar logisk måde. Det imponerer mig langt mere end filosoffer, der pakker deres tanker ind i vag poesi.
Jeg anser dem kun begrænsede i forhold til deres side- eller modstykker. Indenfor poesi (også dansk) er Inger Christensen en indskrænket størrelse for mit vedkommende. Hendes evne til at fastsætte frigørelsen gennem erkendelse (og angst?) er uden lige, men denne frigørelsesproces blev desværre udført via generobringen af barndommen i hendes senere værker. At Christensen ligeledes blev betaget af Kierkegaard, hvis inautenciteter (jf. Don Juan) gøres til eksistensvilkår hos hende, var nok ej heller behjælpeligt. Når det er sagt, vil jeg alligevel mene, at hun er formidabel digter. Ophævelsen af sliden fra hendes encyklopædiske hovedværk det (1969) er f.eks. en af de mest vidunderlige gentagelser af romantisk mytemetodik, jeg har læst:
En sten ruller ned fra bjergene Sisyfos skubber den op Sisyfos synger: En sten flyver op over bjergene.
Hendes "musik" er også enestående:
Jeg må lige vende tilbage med hensyn til Kafka. Det er jo straks sværere at anfægte.
Tak for tankerne. Jeg i øvrigt også finde på at erstatte Christensens med Jacobsens Mogens og andre noveller. Skulle jeg løsrive digte fra værker, ville Trakl og Celan skulle nævnes.
Hvilke danske digtere rangerer ellers højt hos dig, og hvilke af dem over Christensen?
Er det rigtigt forstået, at du betragter ethvert værk, som en uudskrivelig del af hele oeuvret? Hvor langt rækker et værks autonomi?
Jeg kan godt se, det kan virke lidt nedladende, og det er selvfølgelig en smule komisk, når en tilsyneladende voksen og særdeles intelligent mand fremkommer yngre end sin alder (især hans kritik af andre filosoffer er lidt patetisk), men der er nu også noget fint over den ungdommelige energi og heftighed. Som alle oprørere der ikke har nok i en traditions selvtilstrækkelighed, er det nødvendigt med opgøret, for at kulturen ikke må dø. Der er noget fint i det, at vi som kultur har fået indført et modernitetsbegreb, der dybest set repræsenterer et revitaliserende element i kulturen, og som har muliggjort en synliggørelse af komplekse menneskelige væsensforhold.
Selvom mennesket måske endnu ikke er i stand til at modnes hurtigt nok til at bearbejde al den nedarvede erfaring, er potentialet der i det mindste, og med tanke på Hegels beskrivelser af den menneskelige erkendelse som en forening af alle ting, gives en mulighed for en vis optimisme på menneskets vegne. Nietzsche udgør for mig at se en væsentlig rolle i en sådan selvbevidsthed, der muliggør erkendelsen og udviklingen af en moden selvbevidsthed og samvilje. Også selvom han måske ikke havde så meget blik for "sam"-delen. Så er det som sagt bare godt, at der er andre filosoffer til at udvikle en overkommende forståelse.
Der er givetvis enormt sundt med en oprører i ny og næ, og på mange måder er Nietzsche også en del af en "mistanke"-bølge, som har det tilfælles, at de piller ved vores idealer og om de nu også er så renhjertede, som vi tror eller måske dækker over noget forlorent. Hans forståelse af den måde vi manipulere sproget værdimæssigt til vores egen fordel er ekstremt interessant, og måske også ret tankevækkende nu omstunder, hvor så mange påtager sig offer-rollen så ivrigt. Så mange nutidige politiske konflikter er præget af en kamp om, hvem der nu også er mest synd for.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#41 Pécuchet 11 år siden
Hvad med Schopenhauer?
Jeg anser dem kun begrænsede i forhold til deres side- eller modstykker. Indenfor poesi (også dansk) er Inger Christensen en indskrænket størrelse for mit vedkommende. Hendes evne til at fastsætte frigørelsen gennem erkendelse (og angst?) er uden lige, men denne frigørelsesproces blev desværre udført via generobringen af barndommen i hendes senere værker. At Christensen ligeledes blev betaget af Kierkegaard, hvis inautenciteter (jf. Don Juan) gøres til eksistensvilkår hos hende, var nok ej heller behjælpeligt. Når det er sagt, vil jeg alligevel mene, at hun er formidabel digter. Ophævelsen af sliden fra hendes encyklopædiske hovedværk det (1969) er f.eks. en af de mest vidunderlige gentagelser af romantisk mytemetodik, jeg har læst:
En sten ruller ned fra bjergene
Sisyfos skubber den op
Sisyfos synger:
En sten flyver op over bjergene.
Hendes "musik" er også enestående:
Jeg må lige vende tilbage med hensyn til Kafka. Det er jo straks sværere at anfægte.
#42 Benway 11 år siden
Han er også en lidt sær men enormt underholdende størrelse. Han er afgjort mere en filosof end f.eks. Nietzsche, men Schopenhauer har mest haft indflydelse indenfor kunsten og er lidt en parentes indenfor filosofi.
#43 Skeloboy 11 år siden
Det irriterer mig vildt, når folk taler om filosoffer, som jeg har haft om flere gange...for var ikke en vildt god studerende, så kan sgu ikke rigtig huske, hvad de står for ;)
#44 Fellaheen 11 år siden
Mener du erkendelse = sprog og system?
Hvad er der galt med det? Det særlige ved Inger Christensens digte er jo, at de både er konkrete og sanselige, at deres systemer er luftspejlinger og lyde på stilhedens grænse, ikke anonyme øvelser. Sproget bliver jo først natur når det bruges subjektivt. I hendes digte er der en fantastisk tro på, at sproget, kulturen og altså mennesket, er en fortsættelse af naturens ornamentik, et sidste planløst forsøg.
Nu har jeg ikke læst Inger Christensens romaner, men Kierkegaard kan jeg godt nok ikke se noget spor af. Hvordan kommer det til udtryk? Og har hun nogensinde snakket om Kierkegaard ellers?
#45 zombieman 11 år siden
Nu prøver jeg at lave en top 7 (I etaper) uden at gøre mig klog på ting jeg hverken har forstand på eller interessere mig for.
Musik. Min absolutte favorit er Nine inch nails - The fragile
Det album betager mig ved hver gennemlytning(og det er ved at være en del). Teksterne rammer mig dybt og bliver sunget med en indlevelse der giver mig gåsehud. Der er utroligt mange lag på hvert eneste nr, og ting som jeg ikke lagde mærke til de første 50 gange træder frem nu. Musikken spænder fra det hidsige og støjende til det melankolske og mere afdæmpede. Ellers er jeg bla ret glad for en del Dylan, Beatles, Neil Young, radiohead, Metallica og Springsteen.
#46 Muldgraver 11 år siden
Nuvel, det er dejligt at høre, du kaster dig ud i den slags filmudfordringer, og stadig får noget ud af dem, selvom de ikke tiltaler dig så meget. Om ikke andet må de også give dig et noget bredere perspektiv at vurdere film ud fra, og nuancere dit smagsfundament og æstetiske bevidsthed.
Lyder meget rimeligt. Malick er vitterligt en pudsig størrelse, der på en gang er meget flydende og konstaterende.
#47 Muldgraver 11 år siden
Jeg kan godt se, det kan virke lidt nedladende, og det er selvfølgelig en smule komisk, når en tilsyneladende voksen og særdeles intelligent mand fremkommer yngre end sin alder (især hans kritik af andre filosoffer er lidt patetisk), men der er nu også noget fint over den ungdommelige energi og heftighed. Som alle oprørere der ikke har nok i en traditions selvtilstrækkelighed, er det nødvendigt med opgøret, for at kulturen ikke må dø. Der er noget fint i det, at vi som kultur har fået indført et modernitetsbegreb, der dybest set repræsenterer et revitaliserende element i kulturen, og som har muliggjort en synliggørelse af komplekse menneskelige væsensforhold.
Selvom mennesket måske endnu ikke er i stand til at modnes hurtigt nok til at bearbejde al den nedarvede erfaring, er potentialet der i det mindste, og med tanke på Hegels beskrivelser af den menneskelige erkendelse som en forening af alle ting, gives en mulighed for en vis optimisme på menneskets vegne. Nietzsche udgør for mig at se en væsentlig rolle i en sådan selvbevidsthed, der muliggør erkendelsen og udviklingen af en moden selvbevidsthed og samvilje. Også selvom han måske ikke havde så meget blik for "sam"-delen. Så er det som sagt bare godt, at der er andre filosoffer til at udvikle en overkommende forståelse.
Jeg kunne ikke være mere enig :)
#48 Muldgraver 11 år siden
Tak for tankerne. Jeg i øvrigt også finde på at erstatte Christensens med Jacobsens Mogens og andre noveller. Skulle jeg løsrive digte fra værker, ville Trakl og Celan skulle nævnes.
Hvilke danske digtere rangerer ellers højt hos dig, og hvilke af dem over Christensen?
Er det rigtigt forstået, at du betragter ethvert værk, som en uudskrivelig del af hele oeuvret? Hvor langt rækker et værks autonomi?
Flotte referencepunkter. Betagende musik.
Jeg ser frem til dekafkaiseringen.
#49 Benway 11 år siden
Der er givetvis enormt sundt med en oprører i ny og næ, og på mange måder er Nietzsche også en del af en "mistanke"-bølge, som har det tilfælles, at de piller ved vores idealer og om de nu også er så renhjertede, som vi tror eller måske dækker over noget forlorent. Hans forståelse af den måde vi manipulere sproget værdimæssigt til vores egen fordel er ekstremt interessant, og måske også ret tankevækkende nu omstunder, hvor så mange påtager sig offer-rollen så ivrigt. Så mange nutidige politiske konflikter er præget af en kamp om, hvem der nu også er mest synd for.
#50 Muldgraver 11 år siden
Netop :)