#30 - det kan du selvfølgelig have ret i, og det er jo heller ikke sådan, at jeg ikke nyder et godt maleri - jeg ligger bare ikke så meget i det.
Jeg er meget mere "jordnær" eller pragmatisk, om man vil. Det afspejler sig også i min generelle livsholdning og i min tilgang til hverdagens problemer.
Jeg er meget mere "jordnær" eller pragmatisk, om man vil.
Og det er skam ikke at kimse ad :)
Indenfor filosofien er pragmatiske skole ganske skøn, og meget relevant. Jeg kan ofte nyde det abstrakte for dets egen skyld, men jeg må også tilstå, at hvis ikke det får en eller anden form for praktisk konsekvens eller anvendelighed, da finder jeg det dybest set ligegyldigt.
Angående musikken: Uden at ville forklejne dit valg kan denne dobbelt-cd anbefales. Ud over det andet guld der er på den, får du en lidt mere behersket fortolkning af Miserere. Men det er måske lidt for petitessent? :)
#32 - det er for sent nu, den er nået for langt i processen til at afbestille :) - men umiddelbart tror jeg bedre, jeg kan lide den lidt mere dramatiske version.
Det er en svær, men interessant opgave, at sætte sådan en liste sammen. Efter en del overvejelse, ender min liste sådan:
1. Le Voyage dans la Lune (1902, Georges Méliès) 2. Kind of Blue (1959, Miles Davis) 3. Voyage au bout de la nuit (1932, Louis-Ferdinand Céline) 4. Der aufhaltsame Aufstieg des Arturo Ui (1941, Bertolt Brecht) 5. The Wire (2002, David Simon) 6. Escapism (2005, Banksy) 7. Watchmen (1986, Alan Moore, Dave Gibbons)
"Do you smell it?....That's the smell of Bastards."
Indenfor filosofien er pragmatiske skole ganske skøn, og meget relevant. Jeg kan ofte nyde det abstrakte for dets egen skyld, men jeg må også tilstå, at hvis ikke det får en eller anden form for praktisk konsekvens eller anvendelighed, da finder jeg det dybest set ligegyldigt.
Det er egentlig et meget pudsigt skel indfor filosofi, at de skribenter som bliver læst mest af ikke-professionelle læsere så som Nietzsche og Kierkegaard næppe er blandt de mest betydningsfulde for moderne filosofi. Jeg nyder selv at læse Nietzsche, men det er helt ærligt mere af rent poetiske og filosofihistoriske årsager. Rent filosofisk har jeg en hel del mere tillid til de mindre poetiske og mere pragmatiske tænkere. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#35 Netop. Jeg blev endda helt skuffet over at læse Kierkegaard i en filosofisk kontekst. Ikke at han ikke har noget at byde på, men der mangler simpelthen en konsekvent alsidig, omfangsrig og dybdegående begrebslighed. Som litterat synes jeg stadig han er fantastisk, og han siger meget klogt og skarpt underfundigt rammende, men som filosof...
Og med Nietzsche er alting nødsaget til at være forvirrende, fordi alting pludselig bliver diskursivt, og sandheden endelig er fortabt til magten. Forfriskende, nødvendigt, men også sådan lidt pubertært og i længden ikke tilfredsstillende.
Men Kant, den på alle måder vidunderligt kedelige og strenge filosof, ham kan man heldigvis ikke komme udenom :) Ej heller hans delikat skrivende vækkeur Hume. Og på en måde har disse strenge, rene systemer deres egen poesi. Der er noget fantastisk over en tænker som Plotin, hvis system var så rent og klart, men samtidig dunkelt og mystisk.
Har du så fornemmelsen af, at du bliver bedre til at se film som han laver, jo mere erfaring du får med film og kunst i det hele taget?
Svært at sige. For Tarkovsky er sgu svær at bide skeer med uanset ens erfaring. Jeg føler man skal have en større indsigt i de ting som jeg tidligere har nævnt, for at få fuld valuta for hans film. Han henvender sig, efter min opfattelse, mest til den intellektuelle elite, som dyrker kunst, filosofi eller på en eller anden måde har lign uddannelser bag sig. Dermed ikke sagt, at hans film kun er forbeholdt dem. Jeg er ikke specielt "intellektuel" - dertil er jeg for mainstream/klassisk/konservativ når det kommer til stykket (måske med få undtagelser) - noget Tarkovsky er en modsætning af :0
Muldgraver (24) skrev:
Som vi talte om på et tidspunkt, er du jo ved at blive gammel og kedelig, og jeg bilder mig ind, du ofte anfægter den nutidigt Hollywood-konventionelle fortælleform, fordi den (for dig) ikke (længere) har helt det filmiske pondus du efterlyser
Du kan høre mig kritisere en konventionel fortælleform sønder og sammen og du kan også høre mig bifalde selvsamme. Jeg betragter mig selv som en filmbuff med mange forskellige behov. Jeg har med tiden udviklet mine smagsløg og står for en filosofi der hedder, at være åben over for alle typer film, genrer o.s.v. Jeg forsøger for så vidt at have en "varieret kost".
Muldgraver (24) skrev:
Jeg vil påstå, jeg forstår desto mere af Malick, efter jeg er begyndt at læse filosofi. Og ofte under læsning af filosofiske tektser, har jeg tænkt på Malicks film og de problemstillinger der udtrykkes i dem.
Det vil jeg godt tro, selvom jeg vil sige, at Malick er tilpas "folkelig" forstået sådan, at hans film måske ikke er svær tilgængelige, men kan nydes af nogenlunde velfungerende filmnørder med lidt smag for de filosofiske aspekter, men ikke noget der er en umulighed at opfange. Han rejser ofte blot spørgsmålene via voice-overs, noget mange kan relatere til, som både virker humant og tankevækkende. Uden at have læst filosofi på højere plan, så er Malick god til at reflektere over noget vi alle mennesker kan relatere til - om det så handler om krig, kærlighed eller tragedie som i Tree of Life.
Muldgraver (24) skrev:
Det er en dejlig følelse og proces du beskriver, det indtryk som
Jep, og en film der virkelig beskriver drømme, mareridt og det ubevidste til perfektion. Det er en skøn oplevelse udi det syrede, drømmende men også mægtigt underholdende. Jeg er blevet stor fan af den slags surrealistiske universer, som på en eller anden måde beskriver vores drømme, skjulte følelser o.s.v.
#35 Netop. Jeg blev endda helt skuffet over at læse Kierkegaard i en filosofisk kontekst. Ikke at han ikke har noget at byde på, men der mangler simpelthen en konsekvent alsidig, omfangsrig og dybdegående begrebslighed. Som litterat synes jeg stadig han er fantastisk, og han siger meget klogt og skarpt underfundigt rammende, men som filosof...
Og med Nietzsche er alting nødsaget til at være forvirrende, fordi alting pludselig bliver diskursivt, og sandheden endelig er fortabt til magten. Forfriskende, nødvendigt, men også sådan lidt pubertært og i længden ikke tilfredsstillende.
"Pubertært" fik mig til at grine. :) Det er en led beskrivelse, men på sin vis også temmelig rammende. Men ja, der mangler stringens og klar logik hos begge. Det er meget interessant og psykologisk indsigtsfuldt men også temmelig vilkårligt og uden den nødvendighed er helst skulle følge en filosofisk tankestrøm.
Muldgraver (38) skrev:
Men Kant, den på alle måder vidunderligt kedelige og strenge filosof, ham kan man heldigvis ikke komme udenom :) Ej heller hans delikat skrivende vækkeur Hume. Og på en måde har disse strenge, rene systemer deres egen poesi. Der er noget fantastisk over en tænker som Plotin, hvis system var så rent og klart, men samtidig dunkelt og mystisk.
Amen. :) Rent filosofisk føler jeg også en stor respekt for de tænkere som rent faktisk forsøger at opbygge et stringent tankesæt. Så som Thomas Aquinas, Leibniz eller Spinoza. Uanset om man så efterfølgende mener de holder eller ej.
Jeg tror f.eks. ikke på holdbarheden af Aquinas' gudsbeviser, men jeg føler en enorm beundring for hans forsøg på at formulere dem på en klar logisk måde. Det imponerer mig langt mere end filosoffer, der pakker deres tanker ind i vag poesi.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#31 Skeloboy 11 år siden
Jeg er meget mere "jordnær" eller pragmatisk, om man vil. Det afspejler sig også i min generelle livsholdning og i min tilgang til hverdagens problemer.
Wow, for et stykke...fandt denne udgave:
Og købte straks denne: http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/B000005E4... :)
#32 Muldgraver 11 år siden
Og det er skam ikke at kimse ad :)
Indenfor filosofien er pragmatiske skole ganske skøn, og meget relevant. Jeg kan ofte nyde det abstrakte for dets egen skyld, men jeg må også tilstå, at hvis ikke det får en eller anden form for praktisk konsekvens eller anvendelighed, da finder jeg det dybest set ligegyldigt.
Angående musikken:
Uden at ville forklejne dit valg kan denne dobbelt-cd anbefales. Ud over det andet guld der er på den, får du en lidt mere behersket fortolkning af Miserere. Men det er måske lidt for petitessent? :)
#33 Skeloboy 11 år siden
#34 squid delicious 11 år siden
1. Le Voyage dans la Lune (1902, Georges Méliès)
2. Kind of Blue (1959, Miles Davis)
3. Voyage au bout de la nuit (1932, Louis-Ferdinand Céline)
4. Der aufhaltsame Aufstieg des Arturo Ui (1941, Bertolt Brecht)
5. The Wire (2002, David Simon)
6. Escapism (2005, Banksy)
7. Watchmen (1986, Alan Moore, Dave Gibbons)
#35 Benway 11 år siden
Det er egentlig et meget pudsigt skel indfor filosofi, at de skribenter som bliver læst mest af ikke-professionelle læsere så som Nietzsche og Kierkegaard næppe er blandt de mest betydningsfulde for moderne filosofi. Jeg nyder selv at læse Nietzsche, men det er helt ærligt mere af rent poetiske og filosofihistoriske årsager. Rent filosofisk har jeg en hel del mere tillid til de mindre poetiske og mere pragmatiske tænkere. :)
#36 Muldgraver 11 år siden
Ok :)
#37 Skeloboy 11 år siden
Arkitektur
Christ the Redeemer, opført 1926-1931
Film
Tree of Life, Terrence Malick 2011
Gone With The Wind, Victor Fleming 1939
Musik
Death - Symbolic, 1995
Dire Straits - Private Investigations, 1982
Litteratur
Knock On Any Door, Willard Motley 1943
Brødrene Løvehjerte, Astrid Lindgren 1973
#38 Muldgraver 11 år siden
Netop. Jeg blev endda helt skuffet over at læse Kierkegaard i en filosofisk kontekst. Ikke at han ikke har noget at byde på, men der mangler simpelthen en konsekvent alsidig, omfangsrig og dybdegående begrebslighed. Som litterat synes jeg stadig han er fantastisk, og han siger meget klogt og skarpt underfundigt rammende, men som filosof...
Og med Nietzsche er alting nødsaget til at være forvirrende, fordi alting pludselig bliver diskursivt, og sandheden endelig er fortabt til magten. Forfriskende, nødvendigt, men også sådan lidt pubertært og i længden ikke tilfredsstillende.
Men Kant, den på alle måder vidunderligt kedelige og strenge filosof, ham kan man heldigvis ikke komme udenom :) Ej heller hans delikat skrivende vækkeur Hume. Og på en måde har disse strenge, rene systemer deres egen poesi. Der er noget fantastisk over en tænker som Plotin, hvis system var så rent og klart, men samtidig dunkelt og mystisk.
#39 Ispep 11 år siden
Svært at sige. For Tarkovsky er sgu svær at bide skeer med uanset ens erfaring. Jeg føler man skal have en større indsigt i de ting som jeg tidligere har nævnt, for at få fuld valuta for hans film. Han henvender sig, efter min opfattelse, mest til den intellektuelle elite, som dyrker kunst, filosofi eller på en eller anden måde har lign uddannelser bag sig. Dermed ikke sagt, at hans film kun er forbeholdt dem. Jeg er ikke specielt "intellektuel" - dertil er jeg for mainstream/klassisk/konservativ når det kommer til stykket (måske med få undtagelser) - noget Tarkovsky er en modsætning af :0
Du kan høre mig kritisere en konventionel fortælleform sønder og sammen og du kan også høre mig bifalde selvsamme. Jeg betragter mig selv som en filmbuff med mange forskellige behov. Jeg har med tiden udviklet mine smagsløg og står for en filosofi der hedder, at være åben over for alle typer film, genrer o.s.v. Jeg forsøger for så vidt at have en "varieret kost".
Det vil jeg godt tro, selvom jeg vil sige, at Malick er tilpas "folkelig" forstået sådan, at hans film måske ikke er svær tilgængelige, men kan nydes af nogenlunde velfungerende filmnørder med lidt smag for de filosofiske aspekter, men ikke noget der er en umulighed at opfange. Han rejser ofte blot spørgsmålene via voice-overs, noget mange kan relatere til, som både virker humant og tankevækkende. Uden at have læst filosofi på højere plan, så er Malick god til at reflektere over noget vi alle mennesker kan relatere til - om det så handler om krig, kærlighed eller tragedie som i Tree of Life.
Jep, og en film der virkelig beskriver drømme, mareridt og det ubevidste til perfektion. Det er en skøn oplevelse udi det syrede, drømmende men også mægtigt underholdende. Jeg er blevet stor fan af den slags surrealistiske universer, som på en eller anden måde beskriver vores drømme, skjulte følelser o.s.v.
#40 Benway 11 år siden
"Pubertært" fik mig til at grine. :) Det er en led beskrivelse, men på sin vis også temmelig rammende. Men ja, der mangler stringens og klar logik hos begge. Det er meget interessant og psykologisk indsigtsfuldt men også temmelig vilkårligt og uden den nødvendighed er helst skulle følge en filosofisk tankestrøm.
Amen. :) Rent filosofisk føler jeg også en stor respekt for de tænkere som rent faktisk forsøger at opbygge et stringent tankesæt. Så som Thomas Aquinas, Leibniz eller Spinoza. Uanset om man så efterfølgende mener de holder eller ej.
Jeg tror f.eks. ikke på holdbarheden af Aquinas' gudsbeviser, men jeg føler en enorm beundring for hans forsøg på at formulere dem på en klar logisk måde. Det imponerer mig langt mere end filosoffer, der pakker deres tanker ind i vag poesi.