point taken...men "lærde" var ikke kun myntet på Bordwell, men på alle de kloge hoveder...(ikke negativt ment, da jeg syntes det vigtigt med folk der arbejder med filmkunst på det plan)Jeg gider bare ikke forholde mig til deres interne diskussioner, men vil hellere se film, nyde dem og danne min egen mening.
Nu var det ikke for at sammenligne med den første af filmene. Men for mig lyder det på Bordwell, som at det er for hurtigt, uoverskueligt, ude af fokus - nærmest pointeløst. Jeg ser det mere som den ene ende af skalaen - mens John Ford så måske kunne være den anden. Store totalskud for at etablere, pan, stativ og nøje afmålte skud.
Det kan da være ganske fint, men der er andre måder at lave film på - og man kan da finde masser af eksempler på at de klassiske ting også kan falde helt igennem.
Nu har jeg ikke læst nogle af Bordwells bøger, men det virker da meget som om at han set sig sur på det meget håndholdte kamera. Det er muligt at det er en fase som f.eks disco var det i musikindustrien - men derfor kan det sagtens virke superfedt. Elvis var jo også sendt fra djævelen :)
"For me, the cinema is not a slice of life, but a piece of cake" - A. Hitchcock
Jeg kan ikke lige se, hvor det reelt er, at Bordwell "ser sig sur" på Bourne-filmene og deres stil - han argumenterer derimod sagligt og i mine øjne nøgternt for fordele og ulemper i en stilart, ganske som seriøs kritik bør være - nemlig uden den subjektive smags-prædikat. At folk så nødvendigvis bliver nødt ti at rakke ned på ham som kritiker, blot fordi de er forlibt i Bourne og Greengrass er derimod imo usagligt... Man kan jo sagtens forholde sig til kritik, selv overfor en film man godt kan lide, og ikke nødvendigvis være enig, men stadig gå efter bolden og ikke manden.
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
Det har jeg skam heller ikke påstået, han virker på mig bare sur på det freecam/unsteady, som om det skulle være pointeløst, hvis det ikke lige benyttes som han lige finder acceptabelt, eller kan li' det. Jeg har da heller ikke rakket ned på ham, måske du skulle læse mine posts igen hvis det er dem du referer til.
Nogen kaster maling på et lærred, mens andre bruger en pensel :) Han argumentere da fint for hans holdninger, jeg er bare ikke enig - dels fordi at jeg på ingen måder kan sætte mig ind i argumenter om at det ikke tjener en pointe, at man skulle blive forvirret osv.
"For me, the cinema is not a slice of life, but a piece of cake" - A. Hitchcock
Jeg er langt hen ad vejen enig med, hvad Bordwell skriver. Beskrivelserne og analyserne er der ikke noget i vejen med, men det er i hans konklusion, jeg har problemerne.
Det kan nok koges ned til, om man kan lide eller ikke lide, det man ser. Jeg er f.eks. en af dem, der synes, at John Woos "Mission: Impossible 2" var en tom actionballet-skal, så det er ikke så underligt, at David og jeg (ja, nu er jeg på fornavn med ham) ikke kan blive enige om tingene. :)
Jeg synes altså Bordwells indlæg er ret konservativt og - undskyld udtrykket - forstokket. Selvfølgelig er han som altid grundig i sin argumentation, men det virker som en gammel mand, der brokker sig over et tempo, han selv har svært ved at følge med i. Hvorfor ikke bare nyde, at Greengrass prøver at lave actionfilm med et anderledes billedsprog, hvor det dokumentaristiske og brutalt virkelighedsnære kommer i højsædet (jvf. referencen til Battle Of Algiers).
At den rystede kameraføring skulle dække over huller i plottet, er decideret absurd, for hvis man gerne vil diskutere plothullerne i Bourne er de da ret åbenlyse, uanset om kameraet ryster eller ej (f.eks. jvf. den debat, der har været i forbindelse med filmz-anmeldelsen af Ultimatum). Greengrass refererer selv til sin dokumentariske "opdragelse", og det er da netop den, der kommer til udtryk i fotograferingen.
Bordwell taler i øvrigt om, at lydsiden skulle være meget bombastisk - at den er med til at gøre hele udtrykket, ja, nærmest filmen som helhed mere forvirrende. Men dér er jeg lodret uenig. Greengrass' lydstil er meget rå og hårdt klippet og slet, slet ikke oppumpet lige som Tony Scott, som Bordwell også refererer til - Scott er helt anderledes over-the-top-agtig på soundtracket. Det er tværtimod den meget autentisk betonede lydside med markante reallyde, dynamiske atmosfærelyde og realistiske lydeffekter, der gør, at Greengrass bevarer den dokumentariske tone, som er hans særkende. Og forhåbentlig bliver ved med at være det.
#58, fuldstændig enig. Jeg er også enig i vassagos udtalelser, og selvom jeg må indrømme, at jeg er helt vild med Greengrass' produktioner, så virker det altså som om, at han har set sig sur på stilen og dermed også filmen. Det har intet at gøre med min forkærlighed for Greengrass' film. At antyde, at stilen og lyden bruges til at bombardere seeren og distrahere fra filmens ujævnheder er et spøjst argument. Jeg har ikke umiddelbart noget forhold til manden, og kan godt se en vis logik i enkelte af hans argumenter, men jeg er altså uenig med både manden og bolden :-)
Som king b også siger, så er lydsiden i Greengrass' film eminent. Det er især også gældende for United 93. Ligesom billedsiden er den enormt vedkommende, besnærende og troværdig, læsset med underfundige, subtile detaljer og raffineret atmosfærebidrag. Tag f.eks. også og sammenlign kampscenen i Identity med den i Ultimatum. I Identity er slålydene mere karrikerede og pompøse end i selv den mest ujævne tv-western (og Bordwell beskriver vist Identity som en stilistisk mere stabil affære, hvis jeg husker rigtigt). Det er garanteret grundet en tåbelig instruktør-beslutning. Derimod er det helt anderledes i Supremacy og Ultimatum.
Ikke at det gør nogen forskel men jeg mente selvfølgelig Bordwell i sidste linie i #44 og ikke Ebert.
Personligt synes jeg det er ret indlysende(læs: som en anelse banalt) at man kan kritisere de stadig hurtigere klippede film og det altid bevægende kamera for tab af continuitet. Om man har et problem med dette skyldes nok i udpræget grad - alder. Det ville klæde Bordwell at adoptere en mere nuanceret cognitiv tilgang uden at den bliver decideret antropologisk. Jeg kan selv mærke at jeg hurtigere når et træthedspunkt(med alderen) mht. en given actionfilm med hurtig klipning og shaky kameraføring - dette medføre ofte at fejlene i en given film bliver mere fremtrædne. Jeg er ikke sikker på at man kan slutte modsat og sige at dem der ikke bliver "trætte" ikke ser fejlene, men nu er filmsening ikke en fejlfindings process - slet ikke når man sidder og ser filmen.
#51 filmz-bullettooth 18 år siden
#52 filmz-vassago 18 år siden
Det kan da være ganske fint, men der er andre måder at lave film på - og man kan da finde masser af eksempler på at de klassiske ting også kan falde helt igennem.
Nu har jeg ikke læst nogle af Bordwells bøger, men det virker da meget som om at han set sig sur på det meget håndholdte kamera. Det er muligt at det er en fase som f.eks disco var det i musikindustrien - men derfor kan det sagtens virke superfedt. Elvis var jo også sendt fra djævelen :)
#53 filmz-Angel Eyes 18 år siden
At folk så nødvendigvis bliver nødt ti at rakke ned på ham som kritiker, blot fordi de er forlibt i Bourne og Greengrass er derimod imo usagligt... Man kan jo sagtens forholde sig til kritik, selv overfor en film man godt kan lide, og ikke nødvendigvis være enig, men stadig gå efter bolden og ikke manden.
#54 filmz-vassago 18 år siden
Nogen kaster maling på et lærred, mens andre bruger en pensel :) Han argumentere da fint for hans holdninger, jeg er bare ikke enig - dels fordi at jeg på ingen måder kan sætte mig ind i argumenter om at det ikke tjener en pointe, at man skulle blive forvirret osv.
#55 Outbound Sith 18 år siden
Det kan nok koges ned til, om man kan lide eller ikke lide, det man ser. Jeg er f.eks. en af dem, der synes, at John Woos "Mission: Impossible 2" var en tom actionballet-skal, så det er ikke så underligt, at David og jeg (ja, nu er jeg på fornavn med ham) ikke kan blive enige om tingene. :)
Fox Mulder
#56 filmz-Bruce 18 år siden
#57 Outbound Sith 18 år siden
Fox Mulder
#58 king b 18 år siden
At den rystede kameraføring skulle dække over huller i plottet, er decideret absurd, for hvis man gerne vil diskutere plothullerne i Bourne er de da ret åbenlyse, uanset om kameraet ryster eller ej (f.eks. jvf. den debat, der har været i forbindelse med filmz-anmeldelsen af Ultimatum). Greengrass refererer selv til sin dokumentariske "opdragelse", og det er da netop den, der kommer til udtryk i fotograferingen.
Bordwell taler i øvrigt om, at lydsiden skulle være meget bombastisk - at den er med til at gøre hele udtrykket, ja, nærmest filmen som helhed mere forvirrende. Men dér er jeg lodret uenig. Greengrass' lydstil er meget rå og hårdt klippet og slet, slet ikke oppumpet lige som Tony Scott, som Bordwell også refererer til - Scott er helt anderledes over-the-top-agtig på soundtracket. Det er tværtimod den meget autentisk betonede lydside med markante reallyde, dynamiske atmosfærelyde og realistiske lydeffekter, der gør, at Greengrass bevarer den dokumentariske tone, som er hans særkende. Og forhåbentlig bliver ved med at være det.
#59 The Insider 18 år siden
Som king b også siger, så er lydsiden i Greengrass' film eminent. Det er især også gældende for United 93. Ligesom billedsiden er den enormt vedkommende, besnærende og troværdig, læsset med underfundige, subtile detaljer og raffineret atmosfærebidrag. Tag f.eks. også og sammenlign kampscenen i Identity med den i Ultimatum. I Identity er slålydene mere karrikerede og pompøse end i selv den mest ujævne tv-western (og Bordwell beskriver vist Identity som en stilistisk mere stabil affære, hvis jeg husker rigtigt). Det er garanteret grundet en tåbelig instruktør-beslutning. Derimod er det helt anderledes i Supremacy og Ultimatum.
#60 jessup 18 år siden
Personligt synes jeg det er ret indlysende(læs: som en anelse banalt) at man kan kritisere de stadig hurtigere klippede film og det altid bevægende kamera for tab af continuitet. Om man har et problem med dette skyldes nok i udpræget grad - alder. Det ville klæde Bordwell at adoptere en mere nuanceret cognitiv tilgang uden at den bliver decideret antropologisk. Jeg kan selv mærke at jeg hurtigere når et træthedspunkt(med alderen) mht. en given actionfilm med hurtig klipning og shaky kameraføring - dette medføre ofte at fejlene i en given film bliver mere fremtrædne. Jeg er ikke sikker på at man kan slutte modsat og sige at dem der ikke bliver "trætte" ikke ser fejlene, men nu er filmsening ikke en fejlfindings process - slet ikke når man sidder og ser filmen.