Jeg genså No Country For Old Men i biffen for ikke så lang tid siden. Synes at det er en besynderlig og anderledes film,
men jeg synes ikke, at slutningen giver særlig meget mening. Mange har diskuteret det med at MAN SKAL TÆNKE SELV osv. men så skal man også finde logik anden gang man ser den. Kunne simpelthen ikke finde nogen logik. Filmen er meget god indtil Moss(Josh Brolin) dør. Derefter synes jeg at filmen skifter stil. Tommy Lee Jones karakter har den underlige sammentale med han den gamle, og til sidst fortæller han sin kone om de to drømme, som jeg faktisk slet ikke kan finde sammenhængen med filmen. Hvorfor er folk så vilde med denne film? Benway har givet filmen 6/6 - Hvilket er meget fint ( Smag og Behag ), men jeg fatter simpelthen ikke slutningen. Hvad er det Coen Brødrerne har lavet der er så fantastisk, og hvad er præmissen med denne film?
Det geniale med NCFOM er, at den føles så ukonstrueret og derved helt igennem uforudsigelig. Andre film har det med at lægge op til et eller flere klimaks og man arbejder sig stille og roligt hen imod disse og så kan instruktøren forsøge sig med diverse tvists, historie- eller effektmæssigt for, at vi trods alt skal blive overraskede og føle vi har set noget nyt.
NCFOM er menneskelige valg og deraf tilfældigheder, som er blandet i en stor pærevælling og disse tilfældigheder kan føre til situationer, som er ganske ordinære set fra et almindeligt hverdags synspunkt, men filmisk helt udenom det jeg vil kalde "konventionerne".
Der er to gennemgående temaer i NCFOM. På den ene side tilfældigheder, menneskelige valg og skæbne og på den anden det at blive ældre og se fortiden i et lyserødt skær a la "den gang jeg var ung da...". Første tema er lige til og er først og fremmest personificeret i Chigurh, som leger skæbnen for de mennesker, hvis menneskelige valg ender med at føre frem til ham. Er man så uheldig at støde ind i Chigurh, så er det enten skæbnen, som bestemmer udfaldet, eller tilfældighederne, hvis altså Anton er så sød at kalde én for "friendo" og tilbyder brugen af sin mønt. Chigurh er dog også blot en brik i den ganske uforudsigelige hverdag og effekten af et ganske trivielt biluheld.
Så har vi Llewelyn som ved en tilfældighed falder over nogle penge, som ved et menneskeligt valg omkring en dunk vand, derefter bringer sig selv og familien i fare og hvis skæbne derefter ligger i Chigurhs hænder. Vi har scenen på hotellet, hvor Llewelyn dårligt nok når at sætte sig på sengen og finde transponderen, førend han ved han er i fare. Llewelyn tænkte meget klart i den indledende scene, hvor han var jægeren i vante omgivelser. Han tog ingen chancer, var tålmodig og han blev belønnet med en pengetaske. Nu er han den jagede og han når slet ikke at tænke sin situation igennem sikkert pga. lidt stress, men sætter sig på sin seng i mørket og venter, mens Chigurh stille og roligt forbedrer sine odds for deres sammenstød. Senere dør Llewelyn på et motel, uden at vi overhovedet ser det. Den man uvilkårligt betragter som hovedpersonen. Men han er blot en marionet i Coen brødrenes dukkespil og er ikke så vigtig som spillet mellem Valg, tilfældigheder og skæbner. Den fede kvinde, som reddes af et træk i toilettet. Woody Harrelson, som "løber" ind i Chigurh osv. osv.
Tema to er personificeret i Tommy Lee Jones, sherif Bell, som snart skal pensioneres. Allerede i filmens åbningsscene fortæller Bell om fortiden og de sheriffer han har efterfulgt. Han er rystet over den brutalitet han ser udspille sig omkring sig, ikke mindst pga. de ofre Chigurh lader i sit kølvand. Landet har ændret sig, tiderne har ændret sig. Det er ikke "som i gamle dage". Dette får vi bl.a. forklaret gennem hans samtaler med vicesheriffen, Ellis i rullestolen og sin kone. Tommy Lee Jones føler sig "overmatched", siger han til Ellis, som istedet fortæller om en brutal historie fra 1901 og siger "What you got ain't nothing new. This country is hard on people", og han slutter "That's vanity".
Den sidste samtale med hans kone, hvor han fortæller om sine drømme er i mine øjne blot metaforer på sherif Bells mening om "tingenes tilstand", som vi nu er bevidst om. Han har givet op mod "overmagten" og fortæller om sine drømme. Den første husker han ikke så meget af, men var om hans far, som gav ham nogle penge og han mener han mistede dem. Denne drøm symboliserer den virkelighed, som Bell har fortrængt. Blot en simpel dagligdags begivenhed i hans liv om hans far. Den anden drøm husker han til fulde og handler om hans far i "gamle dage", som rider forbi ham ud i horisonten for at tænde et bål. En metafor på, "et eller andet derude", som nok skal sørge for at "alt til sidst" bliver godt. Gud? Tja, hvis man husker Bells samtale med Ellis, så siger han "I always thought that when I got older God would sort of come into my life in some way. He didn't". Gud er i Bells verden, ikke "derude" til at gøre alt "godt til sidst" og derfor er Bell en desillusioneret mand.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Som i mange andre Coen film er der ikke nogen decideret hovedperson, men i de øvrige film er plottet måske mere traditionelt opstillet med good guys og bad guys (f.eks i Fargo), hvilket gør det nemmere at acceptere den lidt flyvske stil.
I NCFOM virker plottet traditionelt, indtil et godt stykke inde i filmen - man bliver taget ved næsen og det er et ganske bevidst fortælleteknisk trick, der gør det klart at dette ikke drejer sig om en gut og en stjålen pengetaske, hvis man ikke allerede har opdaget det i forvejen. Denne realisering af at blive taget ved næsen af fortællingen vil komme som en skuffelse for mange, der måske har fokuseret mere på pengetasken og Moss vs. Chigurh, hvor filmen i virkeligheden forsøger at fortælle en historie om menneskeskæbner, i en verden hvor der ikke længere er plads til gamle mænd.
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Meget flot analyseret af Bruce... Og jeg er enig med El Vez i at mange ikke forstod hvad denne film egentlig handlede om og klagede meget over slutnigen... Jeg tror jeg vil se filmen igen når jeg nu får den med posten her om et par dage....
#1 filmz-Is 16 år siden
Synes at det er en besynderlig og anderledes film,
Filmen er meget god indtil Moss(Josh Brolin) dør. Derefter synes jeg at filmen skifter stil. Tommy Lee Jones karakter har den underlige sammentale med han den gamle, og til sidst fortæller han sin kone om de to drømme, som jeg faktisk slet ikke kan finde sammenhængen med filmen.
Hvorfor er folk så vilde med denne film? Benway har givet filmen 6/6 - Hvilket er meget fint ( Smag og Behag ), men jeg fatter simpelthen ikke slutningen.
Hvad er det Coen Brødrerne har lavet der er så fantastisk, og hvad er præmissen med denne film?
#2 filmz-Bruce 16 år siden
NCFOM er menneskelige valg og deraf tilfældigheder, som er blandet i en stor pærevælling og disse tilfældigheder kan føre til situationer, som er ganske ordinære set fra et almindeligt hverdags synspunkt, men filmisk helt udenom det jeg vil kalde "konventionerne".
Der er to gennemgående temaer i NCFOM. På den ene side tilfældigheder, menneskelige valg og skæbne og på den anden det at blive ældre og se fortiden i et lyserødt skær a la "den gang jeg var ung da...". Første tema er lige til og er først og fremmest personificeret i Chigurh, som leger skæbnen for de mennesker, hvis menneskelige valg ender med at føre frem til ham. Er man så uheldig at støde ind i Chigurh, så er det enten skæbnen, som bestemmer udfaldet, eller tilfældighederne, hvis altså Anton er så sød at kalde én for "friendo" og tilbyder brugen af sin mønt. Chigurh er dog også blot en brik i den ganske uforudsigelige hverdag og effekten af et ganske trivielt biluheld.
Så har vi Llewelyn som ved en tilfældighed falder over nogle penge, som ved et menneskeligt valg omkring en dunk vand, derefter bringer sig selv og familien i fare og hvis skæbne derefter ligger i Chigurhs hænder. Vi har scenen på hotellet, hvor Llewelyn dårligt nok når at sætte sig på sengen og finde transponderen, førend han ved han er i fare. Llewelyn tænkte meget klart i den indledende scene, hvor han var jægeren i vante omgivelser. Han tog ingen chancer, var tålmodig og han blev belønnet med en pengetaske. Nu er han den jagede og han når slet ikke at tænke sin situation igennem sikkert pga. lidt stress, men sætter sig på sin seng i mørket og venter, mens Chigurh stille og roligt forbedrer sine odds for deres sammenstød. Senere dør Llewelyn på et motel, uden at vi overhovedet ser det. Den man uvilkårligt betragter som hovedpersonen. Men han er blot en marionet i Coen brødrenes dukkespil og er ikke så vigtig som spillet mellem Valg, tilfældigheder og skæbner. Den fede kvinde, som reddes af et træk i toilettet. Woody Harrelson, som "løber" ind i Chigurh osv. osv.
Tema to er personificeret i Tommy Lee Jones, sherif Bell, som snart skal pensioneres. Allerede i filmens åbningsscene fortæller Bell om fortiden og de sheriffer han har efterfulgt. Han er rystet over den brutalitet han ser udspille sig omkring sig, ikke mindst pga. de ofre Chigurh lader i sit kølvand. Landet har ændret sig, tiderne har ændret sig. Det er ikke "som i gamle dage". Dette får vi bl.a. forklaret gennem hans samtaler med vicesheriffen, Ellis i rullestolen og sin kone. Tommy Lee Jones føler sig "overmatched", siger han til Ellis, som istedet fortæller om en brutal historie fra 1901 og siger "What you got ain't nothing new. This country is hard on people", og han slutter "That's vanity".
Den sidste samtale med hans kone, hvor han fortæller om sine drømme er i mine øjne blot metaforer på sherif Bells mening om "tingenes tilstand", som vi nu er bevidst om. Han har givet op mod "overmagten" og fortæller om sine drømme. Den første husker han ikke så meget af, men var om hans far, som gav ham nogle penge og han mener han mistede dem. Denne drøm symboliserer den virkelighed, som Bell har fortrængt. Blot en simpel dagligdags begivenhed i hans liv om hans far. Den anden drøm husker han til fulde og handler om hans far i "gamle dage", som rider forbi ham ud i horisonten for at tænde et bål. En metafor på, "et eller andet derude", som nok skal sørge for at "alt til sidst" bliver godt. Gud? Tja, hvis man husker Bells samtale med Ellis, så siger han "I always thought that when I got older God would sort of come into my life in some way. He didn't". Gud er i Bells verden, ikke "derude" til at gøre alt "godt til sidst" og derfor er Bell en desillusioneret mand.
#3 El vez 16 år siden
I NCFOM virker plottet traditionelt, indtil et godt stykke inde i filmen - man bliver taget ved næsen og det er et ganske bevidst fortælleteknisk trick, der gør det klart at dette ikke drejer sig om en gut og en stjålen pengetaske, hvis man ikke allerede har opdaget det i forvejen. Denne realisering af at blive taget ved næsen af fortællingen vil komme som en skuffelse for mange, der måske har fokuseret mere på pengetasken og Moss vs. Chigurh, hvor filmen i virkeligheden forsøger at fortælle en historie om menneskeskæbner, i en verden hvor der ikke længere er plads til gamle mænd.
#4 cansi 16 år siden