Cool liste so far, mange jeg er enige med dig i, en del jeg er uenig i, fatter dog ikke hvor i får tiden fra til jeres lister med jeres egne anmeldelser af samtlige film, jeg beundrer det sku en del, og vil ønske jeg selv havde tiden, har selv lavet en liste der nu er over 320 film og den vokser stadig, hukommelsen skal bare lige lirkes lidt, men jeg har bare ikke overskud til at gå så meget i detaljer som you guys, men måske det kommer en dag;-)
Et nyt år og 43 titler venter forude, så derfor slår jeg nu atter dørene op til top 200 listens biografsal, for at byde alle der har lyst til at læse med indenfor i varmen til en pose af blandede bolsjer og filmisk festfyrværkeri. I den forbindelse har jeg valgt at lægge ud med en af Billy Wilders bedste og mest underholdende værker, hvis klassikerstatus blev skabt på baggrund af stort vovemod og en mesterlige kombination mellem gemen gangsterfabel, forrygende forvekslingskomedie og munter musical, samt et cast hvis kemi sammen slog så store og provokerende gnister, at folkene bag datidens censurlov endte med at få kaffen godt og grundig galt i halsen.
”Will you look at that! Look how she moves! It's like Jell-O on springs. Must have some sort of built-in motor or something. I tell you, it's a whole different sex!”
Året er 1929 og i Chicagos tørlagte gader udkæmper politiet en drabelig kamp mod byens spritsmuglende gangstere, hvis trods af regeringens alkoholforbud har vist sig at være en særdeles indbringende forretning. Under en af de sædvanlige transporter går det dog galt for bossen Spats Colombo, (George Raft), og hans mænd, der med strømerne lige i hælene må søge tilflugt i deres hemmelige klub i troen om, at de nu befinder sig i sikkerhed. Desværre for slynglerne er politiet kort forinden blevet informeret om stedet af stikkeren Toothpich Charlie, og alt imens den festglade beværtning lystigt fortsætter sine muntre toner, gøres der klar til at iværksætte en større razzia. Samtidig på scenen, blandt det lille orkester, er de to ludfattige musikanter og bedste venner Joe og Jerry, (Tony Curtis & Jack Lemmon), i færd med at planlægge hvorledes de bedst kan udnytte den kommende løn til både at kunne betale deres mange lån og få brød på bordet, da Jerry pludselig spotter et politiskilt hos en af gæsterne. Da de begge dermed er klar over, at fanden snart er løs i laksegade, skynder de sig hastigt at ta’ køkkentrappen og undgår med nød og næppe at blive en del af salatfadets bugnende ensemble bestående af fulderikker og danserinder, samt Colombo og hans bande. Med en bidende kulde lige i nakken og udsigten til endnu en aften bestående af luftfrikadeller kommer Joe i tanke om et stensikkert tip fra væddeløbsbanen og overtaler Jerry til at sælge deres frakker, så de har noget at spille for. Men så let spiller klaveret som bekendt ikke, og med frostbid overalt må de to uheldige musikanter nu i stedet gå tiggergang hos det lokale musikagentur.
Grundet Joes tidligere lemfældige omgang med flere af de forsmåede sekretærer lokkes de to, som en lille hævn, til at søge et par ledige pladser i en jazzband på vej mod det vidunderlige og varme Florida, og alt synes nu pludselig perfekt lige indtil de altså opdager, at der er tale om et orkester udelukkende bestående af kvinder. Jerry er dog stadig frisk på at give det en chance selv om det indebærer en del forklædning, men da Joe nægter tager de i stedet imod et usselt job langt nordpå. Da de lidt efter i en parkeringskælder, hvor deres lånebil holder, bliver vidne til et blodigt gangster-opgør mellem Charlie og Spats, virker Florida jobbet lige pludselig langt mere attraktivt på Joe, og vupti ankommer de to musikalske mandfolk senere på dagen til togstationen nu forklædt som Josephine og Daphne. De erfarer dog hurtigt, at de er kommet på lidt af en opgave, for dels er der bøvl med de højhælede sko, og dels er bandets leder Sweet Sue, (Joan Shawlee), noget af en diktatorisk mokke, hvis kritiske falkeblik hviler på alt og alle ikke mindst de nyankomne, samt den stakkels underkuede manager Mr. Bienstock, (Dave Berry). Det hjælper dog gevaldigt på humøret hos den dynamiske duo, da deres øjne åbenbares for den omvandrende sexbombe og forsanger Sugar Kane Kowalczyk, (Marilyn Monroe), hvis lunte dog er temmelig kort mht. tålmodigheden over for det modsatte køn, med en særlig aversion mod casanova-artige saxofonister, hvad der jo er pænt uheldigt for Joe, som har i sinde at gøre Sugar til sin nyeste erobring. Efter en forrygende togtur fuld af sang, dans og druk ankommer bandet endelig til hotellet i Florida, men her bliver det ikke ligefrem nogen dans på roser, og dog, for snart roder duoen sig ud i endnu flere forviklinger, da den gamle playboy Osgood, (Joe E. Brown), forelsker sig i Daphne, og Joe, i et forsøg på at score Sugar, påtager sig endnu en identitet... denne gang som oliemilliardæren Junior. Og som det ikke er nok, lurer Spats og co. i kulissen på vej til et møde med gangsterbossen Little Bonaparte på selv samme hotel.
”But, you're *not* a girl! You're a *guy*, and, why would a guy wanna marry a guy?”
”Security!”
Allerede under sin opvækst i Polen stod det klart, at Billy Wilder var en mand der gik sine helt egne veje og stik imod sine forældres ønsker om en universitetsuddannelse i stedet besluttede sig for at prøve kræfter med sit forfattertalent. Da Adolf Hitler senere satte gang i sin plan om at erobre verden, lykkedes det Billy Wilder, som den eneste fra sin familie, at flygte til USA hvor han slog sig ned som manuskriptforfatter, indtil gennembruddet som instruktør kom i 1944 og 1945 med hhv. film noir klassikeren “Double Indemnity” og dramaet “The Lost Weekend”, der blev startskuddet på hans egen personlige frihedskamp mod diktatur, censur og kontrol, (ved at tage emner som sex udenfor ægteskabet og alkoholisme op), og dermed et forsøg på at destruere det puritanske og stramt opsatte regelsæt for filmindustrien, (som var sat i værk af en gruppe selvudnævnte moralske vogtere i Hollywood), der gik under navnet The Production Code. Som årene gik lykkedes det dog modstanderne af censur-loven at få has på de fleste punkter og dermed skabt et større frirum for den kreative udtryksform, dog lige med undtagelse af specielt ét område, der gik under den “elegante” betegnelse “Sexual Perversion”, og som især var rettet mod alt der kunne relatere til Queer miljøet. Da Billy Wilder derfor, sammen med manuskriptforfatter I.A.L. Diamond, i 1959 laver komedien “Some Like It Hot”, kommer filmen som sendt fra himlen mht. at få fjernet sidste bump på vejen, og indskriver sig ved samme lejlighed som en af pionererne indenfor Queer Cinema ved at lege med genre-konventioner og samtidig byde på en handling, der helt bevidst sprængte alle rammer for hvad man kunne tillade sig at vise af seksuelle eskapader, som lå udenfor The Codes traditionelle heteroseksuelle definition på det normale.
Når det så er sagt, gjaldt det dog stadigvæk for Billy Wilder om at finde den helt rigtige balance i måden at illustrere sin rebelske attitude på, så han både fik trumfet sine budskaber igennem men samtidig også undgik at skræmme biograferne samt det brede mainstream publikum væk og dermed risikerede at filmselskabet United Artist, der satsede stort tidsperioden taget i betragtning, ikke mistede et større beløb. For selvom “Some Like It Hot” på overfladen lader til at være ganske uskyldig, er katalysatorerne i filmen nemlig brutal vold, seksuel identitet og dampende hed sex, hvor det er ekstra interessant at bemærke, at det er de to sidstnævnte som Billy Wilder måtte være ekstra påpasselig med og ikke volden, som da også fremstilles råt for usødet i tre scener, hvor maskingeværerne brager løs og folk nådesløst nedslagtes. Disse scener integreres dog af tre omgange på særdeles opfindsom og forbindtlig vis i forhold til filmens to protagonisters hhv. ufrivillige og frivillige rejse ind det kvindelige univers, som skildres med mesterlig humoristisk timing af Tony Curtis i rollen som den åbenlys heteroseksuelle storcharmør og Jack Lemmon som den lettere feminine men stadig udefinerbare størrelse, som Wilder helt bevidst lader tilskueren spekulerer over undervejs om, helt præcis hvorhenne på det seksuelle barometer karakteren befinder sig. Om Jerry er homoseksuel, biseksuel, eller blot en heteroseksuel mand der elsker at gå i kvindetøj og/eller inderst inde måske ønsker at være en kvinde, ja det bliver man faktisk aldrig rigtig helt klar over, (sågar heller ikke da affæren med Osgood udvikler sig), og er efter et stykke tid egentlig slet ikke noget man tænker nærmere over, men derimod blot et spørgsmål man lader sig fascinere af, fordi Lemmon med al tydelighed nyder sin rolles mange facetter og på den måde ufortrødent får tilskueren til at acceptere ham med alt hvad det end måtte indebære.
Ved samtidig at gøre alle andre af de bærende kræfter og deres konflikter i filmen til en ligeledes skarp blanding af munter seriøsitet og latterkrampende camp, sørger Billy Wilder på befriende vis for at sidestille de forskellige karakterer og understreger på den måde, at alle bliver behandlet og opfattet ens både inde for historiens rammer men også generelt i hans optik. Således bliver gangsterne, repræsenteret ved Spats Colombo, f.eks. på den ene side portrætteret med graverende alvor og herlig nederdrægtig kynisme af George Raft, og på den anden side parodieret vildt af konkurrenten Little Bonaparte, (Nehemiah Persoff), der dukker op til sidst i filmen udtrykkende så tyk en italiano accent og med så teatralsk et kropssprog, at selv Chico Marx ville blive misundelig. Ligeledes er Tony Curtis også ude i en parodi, dog ikke af sit kvindelige alternativ Josephine, (for her gøres det fra start af tydeligt, at der for Joe udelukkende er tale om en forklædning af ren og skær nødvendighed), men derimod af sin egen seksualitet som cool og selvsikker straight guy, da han giver den som dekadent kvindebedårer i en imitation, der er ramt lige på kornet over datidens store ladykiller Cary Grant og hans karakteristiske accent. Som modvægt hertil er Marylin Monroe et usandsynligt godt valg som det erotisk udfordrende kirsebær på toppen af lagkagen, fordi hendes typisk tilbagelænede måde at agere på både er fuld af lettere sødmefulde naivitet og en latent længsel efter at blive godt og grundigt tilfredsstillet, og udstiller således perfekt sin karakters, med det lækkersultne navn Sugar Kane, ambivalente forhold til det modsatte køn samt dobbelttydighed i forhold til hendes rolle som omvandrende sexsymbol, der igen underbygges af filmens tre musical numre i form af den vilde “Running Wild”, den sørgmodige “Im Through With Love” og endelig den stærkt forførende “I Wanna Be Loved By You”, som man kan se i linket neden under.
Hvor om alting er, er det en fornøjelse at konstatere at Billy Wilder, ved at sammensætte sin film på denne facon, med stor overbevisning lykkedes at overtrumfe volden og kynismen i samfundet og frem for alt retter spotlightet mod kærligheden og menneskets accept af mangfoldighedens lystige væsen på en måde så man efterlades i så godt et humør, at man får lyst til at give hele verden en krammer.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Meget apropos forrige films tema går turen nu til hjertet af San Francisco og dets udfordrende gader, hvor vi denne gang skal med et smut om på bagsædet af Peter Yates højpotente og muskuløse Ford Mustang GT, der med zigzaggende dødsforagt og rebelsk slagside kaster tilskueren ud i en vild duel mod skruppelløse slyngler, melankolske mafiosoer, og polerede politikere i en film, der gennem tiderne med rette er blevet betegnet som værende en af de bedste i krimigenren nogensinde.
”Look,... you work your side of the street, and I'll work mine.”
Under et dramatisk bankrøveri i Chicago lykkedes det for gangsteren Johnny Ross, (Felice Orlandi), at stjæle et større beløb samt vigtige dokumenter fra sin egen broder, den magtfulde mafioso Pete Ross, hvorpå han flygter til San Francisco som led i en lusket vidneaftale med den åleglatte og prestigehungrende politiker Walter Chalmers, (Robert Vaughn). For at sikre at alt går efter planen beordrer Chalmers derfor politiets bedste folk Frank Bullitt, (Steve McQueen), og hans team til at stå for sikkerheden indtil retssagen sættes i gang, og gør ved samme lejlighed lige opmærksom på de mange karrieremæssige fordele ved samarbejdet, hvilket dog preller fuldstændig af på Frank, der i forvejen ikke kan fordrage den sleske populist, og som kun er interesseret i af udføre sit job uden samtidig at skulle belemres med al muligt politisk gøgl. Mens hans to makkere Delgetti og Stanton, (Don Gordon & Carl Reidel), tager de to første vagtskifte på hotellet hvor Ross er gemt af vejen, beslutter Frank sig for at tage forbi universitetet hvor hans kæreste Cathy, (Jacqueline Bisset), studerer og få ladet batterierne op, inden det er hans tur til at tage over. Hjemme i sengen modtager han senere på aftenen et opkald fra Stanton der dog straks gør ham klar over, at der er noget skummelt under opsejling, men lige lidt hjælper det, da han ikke kan nå frem i tide til at få stoppet to brutale lejemordere i at udføre et nøje planlagt mordforsøg på Ross.
Da Frank lidt efter dukker op ved hotellet, kan han konstatere at alt er kaos og både Stanton og Ross transporteres nu begge hårdt sårede til hospitalet, hvor ventetiden på lægernes dom synes nærmest ulidelig og blot bliver endnu værre, da Frank efterfølgende må se Stantons handlingslammede kone i øjnene. Frustrationerne over den tilsyneladende mislykkede opgave bliver dog lagt midlertidigt på hylden da politichefen, hårdt presset af Chalmers som er rasende over sit vidnes tilstand, dukker op for at få informationer om gerningsmændene, som Frank heldigvis for sagens videre forløb har fået et signalement af fra Stanton, inden han røg i koma. På vej til stationen igen kan chefen dog berolige Frank om, at han stoler på hans dømmekraft og derfor ikke har nogen som helst intentioner om at lade politikeren blande sig i deres arbejde. Da Chalmers lidt senere på aftenen kigger forbi og forsøger at påklistre rollen som syndebuk på Frank ved kraftigt at antyde korruption inden for politiets egne rækker har den ellers så cool betjent fået nok, men vælger smart nok i stedet, efter endnu et mordforsøg på Ross som denne gang lykkedes, at lade sin irritation forvandle til determination og aftaler derfor med lægen og Delgetti, at lade som om Ross stadig er i live med henblik på at afsløre morderne og den evt. bagmand. Under det videre opklaringsarbejde må Frank dog snart erfare, ud over truslen fra lejemorderne, at tingene langtfra er så simple som de giver sig ud for at være, især da et makabert kvindemord pludselig leder politiet på spor af en mulig dobbeltgænger til den kryptiske Johnny Ross.
”Come on, now. Don't be naive, Lieutenant. We both know how careers are made. Integrity is something you sell to the public.”
”You sell whatever you want, but don't sell it here tonight.”
Da Peter Yates i 1968 laver filmen ”Bullitt”, baseret på Robert L. Fish novellen ”Mute Witness”, sørger han samtidig for at udforme et værk, der efterfølgende skulle vise sig at danne fundamentet for, og værre inspirationskilden til, 70’ernes tidstypiske anti-helt der var et resultatet af og symbol på det store ungdomsoprørs kamp mod autoritetsfigurer af enhver afskygning, som i filmen er repræsenteret i skikkelse af den karriereliderlige Walter Chalmers. Men hvor f.eks. Clint Eastwoods karismatiske helt, i film som ”Coogans Bluff” og specielt ”Dirty Harry” serien, mest af alt var illustreret som en blanding af hans egen mytiske western type og en fandenivoldsk tegneseriehelt med masser af cool og kvikke bemærkninger på lager som pendant til sin larger the life personlighed og ditto overdimensionerede våben, ja så var beskrivelsen af Frank Bullitt den diametrale modsætning, der udstillede en helt og det samfund han gebærdede sig i på en langt mere troværdig og realistisk facon. Med undtagelse af den stilistiske indledning, biljagten i midten, samt den afsluttende skududveksling, er ”Bullitt” nemlig sammensat af en sober, afdæmpet og tilbagelænet stil, der ikke er bange for at tage sig tid til ind imellem opklaringsarbejdet, at illustrere hvorledes hovedpersonens hverdag forløber med diverse banale trivialiteter, så som et par scener som umiddelbart virker ligegyldige i det samlede redskab, hvor man bl.a. følger Frank på indkøb hos købmanden, men som bestemt er vigtige at lægge mærke til, fordi det både definere filmens tone men faktisk også siger en hel del om karakterens dedikation til sit arbejde, da aftensmaden udelukkende består af færdigretter.
Frank Bullitt lever, ånder og er i store træk sit arbejde og adskiller sig på den front ikke synderligt fra en type som Harry Callahan. Det der derimod gør ham til en mere helstøbt person er, at der bliver gjort plads til ovenstående eksempler, samt ligeledes scenerne mellem Frank og kæresten Cathy, som har vital betydning i forhold til at markere de to verdener han både fysisk og psykisk befinder sig i, og som især kommer til sin ret lige inden den store finale, da Cathy ved et tilfælde selv får indblik i den stærkt belastende sfære af død og ødelæggelse, som hendes faste holdepunkt til daglig er omgivet af. Men frem for at overdramatisere den traumatiske oplevelse nedtoner Peter Yates efterfølgende straks hændelsesforløbet og lader i stedet, helt synkront med filmens ånd, sin heroiske politimand reflektere over Cathys foragt og fortvivlelse over hans job med en blanding af nøje afmålt introspektiv analyse og nærmest zen buddhistisk coolnes, som kun få andre end Steve McQueen kan levere med samme fåmælte overbevisning, der tørt konstaterer de barske realiteter bag sin profession. Dette gør sig ligeledes også gældende, på trods af at indholdet ikke er ens, i de konfronterende scener Frank har med den skurkagtige Walter Chalmers, som konstant lader mundtøjet løbe i den tro, at han kan underminere sin modstanders integritet, uden han samtidig selv er klar over, at hans politiske magtspil for længst er gennemskuet af en mand, der i forvejen er mindst et par skaktræk foran pga. en formidabel evne til vurdere sine omgivelser.
I det hele taget er det dybt fascinerende at se en helt, inden for denne type af genre, der i langt det meste af filmen, frem for sit våben, bekæmper sine fjender via sit intellekt og sin erfaring som visuelt set pudsigt nok kommer allerbedst til udtryk i den mest action dominerede scene, der gør sig udslagsgivende i form af filmhistoriens bedste og mest medrivende biljagt. I sig selv er denne sekvens et stilstudie ud i sublimt redigeringsarbejde og en understregning af Peter Yates formidable overblik, da han på 10 min. formår at fremtrylle et selvstændigt mesterværk, ved først at lade Lalo Schrifins ulmende og spændingsfyldte jazz-score underbygge de indledende manøvre imellem Frank og hans modstandere, der fuldstændig synkront med kameraets indkapsling af de involveredes kropssprog og respektive vurdering af modpartens næste træk, pirrer indlevelsesevnen og holder tilskueren fast i et jerngreb, indtil det forbindtlige skifte opstår i redigerings-processen med skurkenes bakspejl som ramme, hvor jæger og bytte forvandles til det modsatte. Da scenen lidt efter er sat fjernes underlægningsmusikken, og alt er nu i stedet lagt over på en kompromisløs duel udelukkende bestående af maskinelle vilddyr i brunst og flammende fælge, når McQueen sparker turboen i bund og sætter ildebrand i byen on the streets of San Francisco, i en scene der er indbegrebet af hele ”Bullitts” sjæl med alt hvad det indebærer af køligt overblik, pulserende hjerteblod og determineret integritet, som definere denne fremragende og genredannende filmperle.
Hele den suveræne biljagt kan selvfølgelig ses i linket neden under :
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en hæsblæsende jagt på skruppelløse forbrydere i San Franciscos gader, går turen nu mod New York City i mesterinstruktøren Howard Hawks speed-snakkende og vandvittigt underholdende krimikomedie, baseret på teaterstykket “The Front Page” fra 1928, fyldt med både romantiske og politiske undertoner, om to rapmundede journalisters verbale infight henover et etisk og moralsk landkort i jagten på den gode historie og hinandens pulserende hjerteblod.
”What were you when you came here five years ago - a little college girl from a school of journalism. I took a doll-faced hick…”
”Well, you wouldn't take me if I hadn't been doll-faced.”
”Well, why should I? I thought it would be a novelty to have a face around here a man could look at without shuddering.”
Hos avisen “The Morning Post” hersker der som sædvanlig en hektisk stemning på redaktionen, da deres bedste journalist Hildy Johnson, (Rosalind Russell), og hendes nyforlovede mand Bruce Baldwin, (Ralph Bellamy), kigger forbi for at annoncere overfor redaktøren og hendes eksmand, den svært manipulerende Walter Burns, (Cary Grant), at hun planlægger at kvitte sit job og i stedet leve et stille og roligt liv langt væk fra sin stressfyldte og kyniske arbejdsplads. Da Walter erfarer at Hildy, som han stadig er lun på, befinder sig i en situation hvor hun nærmest bogstavelig talt står med den ene fod ude af døren, og han samtidig mangler en reporter der kan dække en højprofileret mordsag der stinker langt væk af korruption og embedsmisbrug, får han den snedige ide at lokke Hildy til at påtage sig en sidste opgave i håbet om samtidig at genvinde hendes hjerte. Den udspekulerede redaktør er dog kommet på hårdt arbejde, da Hildy kender alle hans lumske tricks, så oven på et lille rask skænderi må der tænkes i nye baner, og i stedet sætter Walter nu en charmeoffensiv ind mod den stakkel og lettere naive Baldwin som, under en efterfølgende frokost på en nærliggende restaurant, da også lader sig påvirke af mordsagens betydning og derfor opfodrer Hildy til de udsætter deres bryllupsrejse, så hun i stedet kan hjælpe den anklagede med at få beskrevet hans vinkel på hele den spegede affære. Hildy acceptere dog først endegyldigt forslaget, da Walter desuden lover dem begge en klækkelig bonus oven i hatten.
Mens hendes forlovede og Walter tager tilbage til avisen for at ordne pengesagerne, dukker Hildy, til de andre konkurrerende journalisters store overraskelse, pludselig op i presselogen nær fængslet for at høre nærmere om den sigtede Earl Williams, (John Qualen), der viser sig at være lettere enfoldig og ikke ligefrem en koldblodig dræber, hvilket blot bliver endnu mere tydeligt da det lykkedes hende at bestikke sig til et interview i cellen. Da hun lidt efter vender tilbage til logen igen for at nedfælde sine oplysninger på skrift, dukker Earls kæreste Molly Malloy, (Helen Mack), op for at give de sensationshungrende bladsmørere en opsang ang. deres umiddelbart ligeglade attitude i forhold til at en mands liv står på spil. Frem for at trøste hende har den brogede forsamling dog mere travlt med at få Molly ud af døren igen, men afslører efterfølgende med deres forstenede ansigter at de trods alt er påvirket af situationen. Kort efter må Hildy fare samme vej, da hun modtager et opkald om at Baldwin er havnet i fængslet, og straks er hun klar over at Walter sikkert har haft en finger med i spillet for at holde på hende lidt længere. I bar arrigskab river hun prompte sin just færdige artikel i stykker, og sværger aldrig at arbejde for sin eks igen. Men så nemt slipper hun nu ikke, for pludselig sker der ting og sager der vender op og ned på alt, da Earl Williams pludselig stikker af fra fængslet, hvilket omgående får en bundkorrupt sherif, (Gene Lockhard), og en medieliderlig borgmester, (Clarence Kolb), til at melde sig på banen, da de øjner chancen for at profilere sig selv op til den nært forestående valgafstemning.
”Now, get this, you double-crossing chimpanzee: There ain't going to be any interview and there ain't going to be any story. And that certified check of yours is leaving with me in twenty minutes. I wouldn't cover the burning of Rome for you if they were just lighting it up. If I ever lay my two eyes on you again, I'm gonna walk right up to you and hammer on that monkeyed skull of yours 'til it rings like a Chinese gong!”
Oprindeligt var de to hovedroller i stykket “The Front Page”, som “His Girl Friday” er et remake over, begge spillet af mænd og fungerede i princippet ganske effektiv i forhold til deres verbale dueller. Men ved i stedet, til sin egen udgave, at forvandle karakteren Hildy Johnson til en kvinde og samtidig skabe et emotionelt bånd til modparten Walter i form af en uforudsigelig separation, med der til hørende ambivalente følelser og underforståede spydigheder, foretog Howard Hawks en taktisk genistreg der løftede hele det sprudlende manuskript og dets eksplosive udveksling af dynamisk dialog op på et niveau der betød, at “His Girl Friday” i dag ikke blot betragtes som den bedste version, men også som en af de bedste screwball komedier generelt set der nogensinde er lavet. En yderligere årsag til filmens enorme og tidløse succes skyldtes desuden Hawks mere end afslappede holdning overfor evnen til at improvisere, hvilket skuespillerne i høj grad da også fik lov til at gøre, og som Rosalind Russell da heller ikke var bleg for at udnytte, da hun utilfreds med sine i forvejen skrevne replikker hyrede sin egen forfatter til at skrive en lang række forbedringer, der gav hendes punchlines mere tyngde og karakteren mere slagside i duellerne med den helt igennem formidable Cary Grant, der som en af de få på settet for længst havde spottet Russells utallige små ændringer i dialogen. Som jeg også synes man klart kan fornemme, undervejs mens handlingen udspiller sig, er det nu ikke noget der synes at gå Cary Grant på nerverne, men derimod blot noget han lod sig imponere og inspirere af, og således opstod denne fantastisk form for konkurrencepræget dialog, der med sine mange overlap både er stærkt medrivende, hudløst ærlig, afsindig morsom, og gennemgående ganske realistisk i sin tone.
Mens der på den ene side kører denne spydige pingpong dialog, med et tempo og rytme som en løbsk tommygun, mellem Russell og Grant der klæder hinanden så usandsynligt godt at deres had/kærlighedsforhold på skærmen er en fornøjelse at overvære, lader Howard Hawks sin ligeledes geniale samfundskritik og politiske satire cirkulere i baggrunden, indtil Hildy endelig beslutter sig for at tage Walters udfordring op. Til at starte med er det dog værd at bemærke, at hendes indgangsvinkel primært bunder i renskuret kapitalistiske tænkning med henblik på en hurtig sensationspræget historie og en hurtig belønning uden tanke på de bagvedliggende menneskelige omkostninger, præcis som det også gør sig gældende for resten af det samlede pressekorps, hvis samvittighed Hawks dog hele tiden stikker til ved at placere forsamlingen lige op og ned af galgen, hvor Earl Williams skal hænges, og som med jævne mellemrum testes med nogle kuldegysende lyde til følge. Den bedste scene der på nuanceret og forbindtlig vis skildrer pressens ambivalens i forholdt til opgavens indhold, er dog da Williams kæreste Molly introduceres med en moralsk opsang af dimensioner som både er dybt rørende og som illustrerer, at der trods alt er tale om en gruppe mennesker der stadig har empatien i behold, hvad der efterfølgende i særdeleshed tydeliggøres via Hildy, da hun bogstaveligt talt får dilemmaet helt tæt på kroppen i forbindelse med Williams fangeflugt. Hverken empatiske eller sympatiske kan man så modsat ikke ligefrem påstå, at retssystemets personager bliver skildret som.
Især lykkedes det med bravur for Howard Hawks fuldstændig at pille autoritetsfigurerne fra hinanden og på mest underholdende facon udstille dem i al deres magtliderlige og dobbeltmoralske hykleri i to scener, hvor man i den første blot tragikomisk kan se på, at den stakkels enfoldige Williams fuldstændig ignoreres under et lægetjek, fordi psykiateren og sheriffen i stedet har travlt med diskutere hvor meget plads de hver især skal have i rampelyset efter, at Williams er blevet hængt. “Åh, jeg havde fuldstændig glemt, at du også var til stede“ ; udbryder psykiateren afslutningsvis helt uberørt, da Williams gør opmærksom på, forståeligt nok, at han er utilpas ved samtalen. Den efterfølgende scene hvor borgmesteren tropper op for at undgå en udsættelse af Williams dødsstraf og dermed forsøger at bestikke guvernørens sendebud, den herligt overflinke og pligtopfyldende Mr. Pettibone, er endnu bedre og bliver endnu mere grotesk efterhånden som samtalen forløber og borgmesteren i bar desperation for at forlænge sin politiske karriere, uden hæmninger kaster omkring sig med alverdens løfter og tilbud. Og et sted midt imellem empatien og kynismen kiler filmens dynamiske duo sig ind, bevæbnet til tænderne med et ordforråd af en anden verden, klar til at udfordre alt og alle, og sig selv, i jagten på at gøre det rigtige på både det personlige og ideologiske plan.
Selv om “His Girl Friday” nu har 70 år på bagen, er det lidt foruroligende, men egentlig ikke spor overraskende, at kontstatere at alt stadig er ved det gamle i skildringen af både pressen samt det politiske magtspil, og netop derfor er Howard Hawks film stadig yderst aktuel og relevant at se. Og når det så samtidig er gjort med så stor entusiasme og sprudlende fortælleglæde, kommer man ikke uden om at dette værk fortjener en plads på hylden hos enhver filmentusiast.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Oven på en rask omgang hæsblæsende sniksnak med fuld fart hen over den politiske satires stepper, skal vi nu et smut frem til de herlige 80’ere og have fat i kravetøjet på John Hughes uimodståelige, evigt charmerende og udødelige teenage-klassiker om en frisk ung frihedskæmper og hans to medsammensvornes vilde pjækkedag i Chicago, for hvem denne film med prompt og pragt samt masser af glimt i øjet desuden er en ubestridt kærlighedserklæring til.
”Oh, he's very popular Ed. The sportos, the motorheads, geeks, sluts, bloods, wastoids, dweebies, dickheads - they all adore him. They think he's a righteous dude.”
Med udsigten til endnu en kedelig dag på North High beslutter den pænt skoletrætte Ferris Bueller, (Matthew Broderick), sig for at snuppe en tiltrængt fridag og foregiver over for sine bekymrede forældre, at han er døden nær grundet en pludseligt opstået influenza. Hans frustrerede søster Jeanie, (Jennifer Grey), har dog for længst gennemskuet det teatralske skuespil men kan intet stille op, da Ferris for lov at blive hjemme, mens hun selv tvinges til endnu et ophold på kedsomhedens højborg der kun bliver endnu værre af, at hun fra de andre elever konstant bliver bedt om at hilse sin stakkels hjælpeløse bror. Mens det på skolen bliver bekendtgjort, at Ferris ligger på gravens rand, forsøger stratenrøveren at få fat på sin bedste ven Cameron, (Alan Ruck), hvilket ikke ligefrem er den nemmeste opgave i verden, da han stort set altid befinder sig i en solid depression. Tilbage på skolen igen har inspektøren Edward R. Rooney, (Jeffrey Jones), dog lugtet lunten pga. Ferris i forvejen store fravær og tager derfor med selvtilfreds mine kontakt til Ferris moder. Det fører dog bare ikke rigtigt til noget, da Ferris får held med via sin computer at reducere sit manglende fremmøde betydeligt, hvilket til gengæld får Rooney helt op i det røde felt mht. at få afsløret sin nemesis én gang for alle. Da Ferris kæreste Sloane, (Mia Sara), tilfældigvis også må tage fri, pga. dødsfald i familien, mistænker Rooney straks Ferris for at stå bag, men må atter engang se sig ført bag lyset på den mest pinlige facon.
Mens Rooney nu gør sit ypperste for at få sendt Sloane hjem, presser Ferris den nu genopstandne Cameron til at låne trioen sin faders veteran bil, hvilket han ikke er særligt meget for, da faderen betragter sin vintage Ferrari som et lille barn. Inden længe har de hentet Sloane og fortsætter hastigt videre mod Chicago for at udnytte dagen så godt som overhovedet muligt. Da Rooney dog stadigvæk ikke helt er overbevist om, at alting er gået ærligt til, beslutter han sig for at tage på et personligt korstog mod familien Buellers hjem for at se om den rebelske ungersvend nu også ligger i dvale under sin dyne. Uheldigvis for ham har Jeanie i mellemtiden fået samme ide, da elevernes delvis idoldyrkelse og stigende bekymring for hendes bror efterhånden har nået kvalmegrænsen. Imens i centrum af Chicago, efter at ferrarien er blevet parkeret hos et par lettere suspekte typer, tager Ferris de andre med på slæb i håbet om især at få løftet humøret hos Cameron, der igen gør opmærksom på hvor lidt han bryder sig om sine forældre. Efter et besøg på en ekstrem højrøvet restaurant er trioen dog nær ved at blive opdaget, da de ved et tilfælde render på Ferris far, der er på en af sine sædvanlige forretningsmiddage. Med brug af taktisk snilde lykkedes det at undvige katastrofen og lidt efter befinder trioen sig mageligt siddende til en hyggelig baseballkamp på et solbeskinnet Wrigley Field, inden kursen sættes mod kunstmuseet og en efterfølgende parade, hvor Ferris giver den så meget gas at Cameron, Sloane og hele byen summer af energi og god karma. Det store spørgsmål er nu bare, om Ferris kan nå hjem igen inden forældrene og især Rooney opdager han har været på sit livs pjækkedag.
”I am not going to sit on my ass as the events that affect me unfold to determine the course of my life. I'm going to take a stand. I'm going to defend it. Right or wrong, I'm going to defend it.”
Da John Hughes i 1985 sætter sig for at udarbejde manuskriptet til sin opfølger på ungdoms-klassikeren “The Breakfast Club”, var det med det klare formål, selvom historien først og fremmest for Hughes omhandlede traditionelle teenage-temaer, at skabe et værk der efterhånden ville åbenbare sig som værende en rungende kærlighedserklæring til hans højt elskede hjemby Chicago. Derfor var det da også ganske logisk at filmens tre teenageres dristige udflugt skulle føre dem væk fra forstaden og ind til centrum, hvor en række af byens største seværdigheder ville komme til at spille et betydningsfuld rolle i den overordnede handlings ultimative punchline. Inden løjerne for alvor tager fat, befinder man sig dog på velkendt territorium, men alligevel med nye og herligt udfordrende input, da Hughes via en længere introduktion på mesterlig og hylende morsom facon illustrerer den enorme afstand mellem de unge og voksnes verden. Her startende med præsentationen af filmens ubestridte showmaster Ferris Bueller, (spillet med imponerende overskud og knivskarp timing af Matthew Broderick), som bl.a. ved at bryde den 4 mur, talende direkte til tilskueren, viser at han befinder sig langt foran sine forældre der modsat som historien udspiller sig, suverænt orkestreret af Hughes, konstant viser sig mindst at være et par skridt bagefter i deres teenager søns liv. Ligeledes er beskrivelserne af skolens lærere, deres ekstremt tunge og ofte uinspirerende måder at undervise på, samt elevernes reaktioner hertil, ramt med millimeter præcision og vækker ved hver eneste gensyn latterkrampende minder frem hos undertegnede om min egen tid i folkeskolen.
Mest underholdende er dog naturligvis Buellers ærkefjende i skikkelse af den mega selvhøjtidelige og overdrevent emsige skoleinspektør Edward R. Rooney, hvis skurkerolle Jeffrey Jones med fornemt arrogant underspil formår at gøre til en karakter, der er ligeså højt elsket af filmens fans som rebellen over dem alle, hvad der er en ganske imponerende bedrift, Matthew Brodericks ufatteligt store charme taget med i betragtning. Selv om de to duellanter dog først står ansigt til ansigt i sidste del af filmen, bliver kampen imellem dem ikke mindre interessant at følge, fordi deres konflikt, ligesom resten af filmens ungdoms-temaer, lader sig udspille på et langt større plan end man var vandt til at se i denne type genre, skrevet i et parallelt handlingsforløb hvor Hughes viser sit store overblik ved at sætte gang i en veltimet dominoeffekt, der får alle de mange små sekvenser til at overlappe hinanden til perfektion, så elevernes stigende bekymring for Ferris f.eks. pludselig ender med at være forsidestof på samme avis som den Ferris far læser, samtidig med at trioen passerer ham inde i storbyen. Og så er vi tilbage ved kærligheden til Chicago og dets seværdigheder, som Hughes fornemt udnytter og integrere i sin historie til at underbygge og forstærke især Camerons tanker og følelser ang. sine forældre og sit liv som helhed, som er filmens hjerte, det der giver plottet tyngde, og som i virkeligheden er Ferris sande mission med hele udflugten fordi løsningen på hans bedste vens mentale blokering ligger i absorberingen af oplevelserne og dermed den dannelsesrejse på både godt og ondt, han så at sige er blevet tvunget ud på.
”Life moves pretty fast. If you don't stop and look around once in a while, you could miss it.”
Hughes skildrer disse to sider på forbindtlig vis bl.a. med scenen på kunstmuseet, hvor melankolien og poesien får lov til at blomstre, alt imens de tre teenagere projekteres mod de forskellige malerier og Cameron genlever sin traumatiske barndom via en fortabelse i George Suerets - “A Sunday Afternoon On The Island of La Grande Jatte”. Siden hen er det Ferris selv der tager over ved den store parade, da han på forrygende vis, til tonerne af The Beatles “Twist & Shout”, får sendt så enorme mængder af positive og livsbekræftende vibrationer ud at folk, på kryds og tværs af race, religion og alder, ikke kan gøre andet end at lade sig rive med af stemningen og i samlet flok beslutter sig for at hylde dette friske og uhæmmede symbol på frihed, vovemod og den helt store kærlighed til livet i sin helhed.
Der skal lyde et kæmpe stort Danke Shön til John Hughes herfra for at have skabt denne helt igennem fremragende film, der for tid og evighed vil have en helt speciel plads i mit hjerte. Og til spørgsmålet om filmen stadig her 25 år senere er lige så frisk, lige så underholdende og lige så fascinerende som dengang, er der hertil blot at svare et rungende...”Oooooooooh, Yeah!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#381 djibyman2-the seque 13 år siden
#382 Åkepool 13 år siden
#383 Kiksmann 13 år siden
Det må der gøres noget ved asap
#384 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276161512...
Et nyt år og 43 titler venter forude, så derfor slår jeg nu atter dørene op til top 200 listens biografsal, for at byde alle der har lyst til at læse med indenfor i varmen til en pose af blandede bolsjer og filmisk festfyrværkeri. I den forbindelse har jeg valgt at lægge ud med en af Billy Wilders bedste og mest underholdende værker, hvis klassikerstatus blev skabt på baggrund af stort vovemod og en mesterlige kombination mellem gemen gangsterfabel, forrygende forvekslingskomedie og munter musical, samt et cast hvis kemi sammen slog så store og provokerende gnister, at folkene bag datidens censurlov endte med at få kaffen godt og grundig galt i halsen.
”Will you look at that! Look how she moves! It's like Jell-O on springs. Must have some sort of built-in motor or something. I tell you, it's a whole different sex!”
Året er 1929 og i Chicagos tørlagte gader udkæmper politiet en drabelig kamp mod byens spritsmuglende gangstere, hvis trods af regeringens alkoholforbud har vist sig at være en særdeles indbringende forretning. Under en af de sædvanlige transporter går det dog galt for bossen Spats Colombo, (George Raft), og hans mænd, der med strømerne lige i hælene må søge tilflugt i deres hemmelige klub i troen om, at de nu befinder sig i sikkerhed. Desværre for slynglerne er politiet kort forinden blevet informeret om stedet af stikkeren Toothpich Charlie, og alt imens den festglade beværtning lystigt fortsætter sine muntre toner, gøres der klar til at iværksætte en større razzia. Samtidig på scenen, blandt det lille orkester, er de to ludfattige musikanter og bedste venner Joe og Jerry, (Tony Curtis & Jack Lemmon), i færd med at planlægge hvorledes de bedst kan udnytte den kommende løn til både at kunne betale deres mange lån og få brød på bordet, da Jerry pludselig spotter et politiskilt hos en af gæsterne. Da de begge dermed er klar over, at fanden snart er løs i laksegade, skynder de sig hastigt at ta’ køkkentrappen og undgår med nød og næppe at blive en del af salatfadets bugnende ensemble bestående af fulderikker og danserinder, samt Colombo og hans bande. Med en bidende kulde lige i nakken og udsigten til endnu en aften bestående af luftfrikadeller kommer Joe i tanke om et stensikkert tip fra væddeløbsbanen og overtaler Jerry til at sælge deres frakker, så de har noget at spille for. Men så let spiller klaveret som bekendt ikke, og med frostbid overalt må de to uheldige musikanter nu i stedet gå tiggergang hos det lokale musikagentur.
Grundet Joes tidligere lemfældige omgang med flere af de forsmåede sekretærer lokkes de to, som en lille hævn, til at søge et par ledige pladser i en jazzband på vej mod det vidunderlige og varme Florida, og alt synes nu pludselig perfekt lige indtil de altså opdager, at der er tale om et orkester udelukkende bestående af kvinder. Jerry er dog stadig frisk på at give det en chance selv om det indebærer en del forklædning, men da Joe nægter tager de i stedet imod et usselt job langt nordpå. Da de lidt efter i en parkeringskælder, hvor deres lånebil holder, bliver vidne til et blodigt gangster-opgør mellem Charlie og Spats, virker Florida jobbet lige pludselig langt mere attraktivt på Joe, og vupti ankommer de to musikalske mandfolk senere på dagen til togstationen nu forklædt som Josephine og Daphne. De erfarer dog hurtigt, at de er kommet på lidt af en opgave, for dels er der bøvl med de højhælede sko, og dels er bandets leder Sweet Sue, (Joan Shawlee), noget af en diktatorisk mokke, hvis kritiske falkeblik hviler på alt og alle ikke mindst de nyankomne, samt den stakkels underkuede manager Mr. Bienstock, (Dave Berry). Det hjælper dog gevaldigt på humøret hos den dynamiske duo, da deres øjne åbenbares for den omvandrende sexbombe og forsanger Sugar Kane Kowalczyk, (Marilyn Monroe), hvis lunte dog er temmelig kort mht. tålmodigheden over for det modsatte køn, med en særlig aversion mod casanova-artige saxofonister, hvad der jo er pænt uheldigt for Joe, som har i sinde at gøre Sugar til sin nyeste erobring. Efter en forrygende togtur fuld af sang, dans og druk ankommer bandet endelig til hotellet i Florida, men her bliver det ikke ligefrem nogen dans på roser, og dog, for snart roder duoen sig ud i endnu flere forviklinger, da den gamle playboy Osgood, (Joe E. Brown), forelsker sig i Daphne, og Joe, i et forsøg på at score Sugar, påtager sig endnu en identitet... denne gang som oliemilliardæren Junior. Og som det ikke er nok, lurer Spats og co. i kulissen på vej til et møde med gangsterbossen Little Bonaparte på selv samme hotel.
”But, you're *not* a girl! You're a *guy*, and, why would a guy wanna marry a guy?”
”Security!”
Allerede under sin opvækst i Polen stod det klart, at Billy Wilder var en mand der gik sine helt egne veje og stik imod sine forældres ønsker om en universitetsuddannelse i stedet besluttede sig for at prøve kræfter med sit forfattertalent. Da Adolf Hitler senere satte gang i sin plan om at erobre verden, lykkedes det Billy Wilder, som den eneste fra sin familie, at flygte til USA hvor han slog sig ned som manuskriptforfatter, indtil gennembruddet som instruktør kom i 1944 og 1945 med hhv. film noir klassikeren “Double Indemnity” og dramaet “The Lost Weekend”, der blev startskuddet på hans egen personlige frihedskamp mod diktatur, censur og kontrol, (ved at tage emner som sex udenfor ægteskabet og alkoholisme op), og dermed et forsøg på at destruere det puritanske og stramt opsatte regelsæt for filmindustrien, (som var sat i værk af en gruppe selvudnævnte moralske vogtere i Hollywood), der gik under navnet The Production Code. Som årene gik lykkedes det dog modstanderne af censur-loven at få has på de fleste punkter og dermed skabt et større frirum for den kreative udtryksform, dog lige med undtagelse af specielt ét område, der gik under den “elegante” betegnelse “Sexual Perversion”, og som især var rettet mod alt der kunne relatere til Queer miljøet. Da Billy Wilder derfor, sammen med manuskriptforfatter I.A.L. Diamond, i 1959 laver komedien “Some Like It Hot”, kommer filmen som sendt fra himlen mht. at få fjernet sidste bump på vejen, og indskriver sig ved samme lejlighed som en af pionererne indenfor Queer Cinema ved at lege med genre-konventioner og samtidig byde på en handling, der helt bevidst sprængte alle rammer for hvad man kunne tillade sig at vise af seksuelle eskapader, som lå udenfor The Codes traditionelle heteroseksuelle definition på det normale.
Når det så er sagt, gjaldt det dog stadigvæk for Billy Wilder om at finde den helt rigtige balance i måden at illustrere sin rebelske attitude på, så han både fik trumfet sine budskaber igennem men samtidig også undgik at skræmme biograferne samt det brede mainstream publikum væk og dermed risikerede at filmselskabet United Artist, der satsede stort tidsperioden taget i betragtning, ikke mistede et større beløb. For selvom “Some Like It Hot” på overfladen lader til at være ganske uskyldig, er katalysatorerne i filmen nemlig brutal vold, seksuel identitet og dampende hed sex, hvor det er ekstra interessant at bemærke, at det er de to sidstnævnte som Billy Wilder måtte være ekstra påpasselig med og ikke volden, som da også fremstilles råt for usødet i tre scener, hvor maskingeværerne brager løs og folk nådesløst nedslagtes. Disse scener integreres dog af tre omgange på særdeles opfindsom og forbindtlig vis i forhold til filmens to protagonisters hhv. ufrivillige og frivillige rejse ind det kvindelige univers, som skildres med mesterlig humoristisk timing af Tony Curtis i rollen som den åbenlys heteroseksuelle storcharmør og Jack Lemmon som den lettere feminine men stadig udefinerbare størrelse, som Wilder helt bevidst lader tilskueren spekulerer over undervejs om, helt præcis hvorhenne på det seksuelle barometer karakteren befinder sig. Om Jerry er homoseksuel, biseksuel, eller blot en heteroseksuel mand der elsker at gå i kvindetøj og/eller inderst inde måske ønsker at være en kvinde, ja det bliver man faktisk aldrig rigtig helt klar over, (sågar heller ikke da affæren med Osgood udvikler sig), og er efter et stykke tid egentlig slet ikke noget man tænker nærmere over, men derimod blot et spørgsmål man lader sig fascinere af, fordi Lemmon med al tydelighed nyder sin rolles mange facetter og på den måde ufortrødent får tilskueren til at acceptere ham med alt hvad det end måtte indebære.
Ved samtidig at gøre alle andre af de bærende kræfter og deres konflikter i filmen til en ligeledes skarp blanding af munter seriøsitet og latterkrampende camp, sørger Billy Wilder på befriende vis for at sidestille de forskellige karakterer og understreger på den måde, at alle bliver behandlet og opfattet ens både inde for historiens rammer men også generelt i hans optik. Således bliver gangsterne, repræsenteret ved Spats Colombo, f.eks. på den ene side portrætteret med graverende alvor og herlig nederdrægtig kynisme af George Raft, og på den anden side parodieret vildt af konkurrenten Little Bonaparte, (Nehemiah Persoff), der dukker op til sidst i filmen udtrykkende så tyk en italiano accent og med så teatralsk et kropssprog, at selv Chico Marx ville blive misundelig. Ligeledes er Tony Curtis også ude i en parodi, dog ikke af sit kvindelige alternativ Josephine, (for her gøres det fra start af tydeligt, at der for Joe udelukkende er tale om en forklædning af ren og skær nødvendighed), men derimod af sin egen seksualitet som cool og selvsikker straight guy, da han giver den som dekadent kvindebedårer i en imitation, der er ramt lige på kornet over datidens store ladykiller Cary Grant og hans karakteristiske accent. Som modvægt hertil er Marylin Monroe et usandsynligt godt valg som det erotisk udfordrende kirsebær på toppen af lagkagen, fordi hendes typisk tilbagelænede måde at agere på både er fuld af lettere sødmefulde naivitet og en latent længsel efter at blive godt og grundigt tilfredsstillet, og udstiller således perfekt sin karakters, med det lækkersultne navn Sugar Kane, ambivalente forhold til det modsatte køn samt dobbelttydighed i forhold til hendes rolle som omvandrende sexsymbol, der igen underbygges af filmens tre musical numre i form af den vilde “Running Wild”, den sørgmodige “Im Through With Love” og endelig den stærkt forførende “I Wanna Be Loved By You”, som man kan se i linket neden under.
Hvor om alting er, er det en fornøjelse at konstatere at Billy Wilder, ved at sammensætte sin film på denne facon, med stor overbevisning lykkedes at overtrumfe volden og kynismen i samfundet og frem for alt retter spotlightet mod kærligheden og menneskets accept af mangfoldighedens lystige væsen på en måde så man efterlades i så godt et humør, at man får lyst til at give hele verden en krammer.
#385 Kruse 13 år siden
#386 NightHawk 13 år siden
Mange tak. :)
#387 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853911368...
Meget apropos forrige films tema går turen nu til hjertet af San Francisco og dets udfordrende gader, hvor vi denne gang skal med et smut om på bagsædet af Peter Yates højpotente og muskuløse Ford Mustang GT, der med zigzaggende dødsforagt og rebelsk slagside kaster tilskueren ud i en vild duel mod skruppelløse slyngler, melankolske mafiosoer, og polerede politikere i en film, der gennem tiderne med rette er blevet betegnet som værende en af de bedste i krimigenren nogensinde.
”Look,... you work your side of the street, and I'll work mine.”
Under et dramatisk bankrøveri i Chicago lykkedes det for gangsteren Johnny Ross, (Felice Orlandi), at stjæle et større beløb samt vigtige dokumenter fra sin egen broder, den magtfulde mafioso Pete Ross, hvorpå han flygter til San Francisco som led i en lusket vidneaftale med den åleglatte og prestigehungrende politiker Walter Chalmers, (Robert Vaughn). For at sikre at alt går efter planen beordrer Chalmers derfor politiets bedste folk Frank Bullitt, (Steve McQueen), og hans team til at stå for sikkerheden indtil retssagen sættes i gang, og gør ved samme lejlighed lige opmærksom på de mange karrieremæssige fordele ved samarbejdet, hvilket dog preller fuldstændig af på Frank, der i forvejen ikke kan fordrage den sleske populist, og som kun er interesseret i af udføre sit job uden samtidig at skulle belemres med al muligt politisk gøgl. Mens hans to makkere Delgetti og Stanton, (Don Gordon & Carl Reidel), tager de to første vagtskifte på hotellet hvor Ross er gemt af vejen, beslutter Frank sig for at tage forbi universitetet hvor hans kæreste Cathy, (Jacqueline Bisset), studerer og få ladet batterierne op, inden det er hans tur til at tage over. Hjemme i sengen modtager han senere på aftenen et opkald fra Stanton der dog straks gør ham klar over, at der er noget skummelt under opsejling, men lige lidt hjælper det, da han ikke kan nå frem i tide til at få stoppet to brutale lejemordere i at udføre et nøje planlagt mordforsøg på Ross.
Da Frank lidt efter dukker op ved hotellet, kan han konstatere at alt er kaos og både Stanton og Ross transporteres nu begge hårdt sårede til hospitalet, hvor ventetiden på lægernes dom synes nærmest ulidelig og blot bliver endnu værre, da Frank efterfølgende må se Stantons handlingslammede kone i øjnene. Frustrationerne over den tilsyneladende mislykkede opgave bliver dog lagt midlertidigt på hylden da politichefen, hårdt presset af Chalmers som er rasende over sit vidnes tilstand, dukker op for at få informationer om gerningsmændene, som Frank heldigvis for sagens videre forløb har fået et signalement af fra Stanton, inden han røg i koma. På vej til stationen igen kan chefen dog berolige Frank om, at han stoler på hans dømmekraft og derfor ikke har nogen som helst intentioner om at lade politikeren blande sig i deres arbejde. Da Chalmers lidt senere på aftenen kigger forbi og forsøger at påklistre rollen som syndebuk på Frank ved kraftigt at antyde korruption inden for politiets egne rækker har den ellers så cool betjent fået nok, men vælger smart nok i stedet, efter endnu et mordforsøg på Ross som denne gang lykkedes, at lade sin irritation forvandle til determination og aftaler derfor med lægen og Delgetti, at lade som om Ross stadig er i live med henblik på at afsløre morderne og den evt. bagmand. Under det videre opklaringsarbejde må Frank dog snart erfare, ud over truslen fra lejemorderne, at tingene langtfra er så simple som de giver sig ud for at være, især da et makabert kvindemord pludselig leder politiet på spor af en mulig dobbeltgænger til den kryptiske Johnny Ross.
”Come on, now. Don't be naive, Lieutenant. We both know how careers are made. Integrity is something you sell to the public.”
”You sell whatever you want, but don't sell it here tonight.”
Da Peter Yates i 1968 laver filmen ”Bullitt”, baseret på Robert L. Fish novellen ”Mute Witness”, sørger han samtidig for at udforme et værk, der efterfølgende skulle vise sig at danne fundamentet for, og værre inspirationskilden til, 70’ernes tidstypiske anti-helt der var et resultatet af og symbol på det store ungdomsoprørs kamp mod autoritetsfigurer af enhver afskygning, som i filmen er repræsenteret i skikkelse af den karriereliderlige Walter Chalmers. Men hvor f.eks. Clint Eastwoods karismatiske helt, i film som ”Coogans Bluff” og specielt ”Dirty Harry” serien, mest af alt var illustreret som en blanding af hans egen mytiske western type og en fandenivoldsk tegneseriehelt med masser af cool og kvikke bemærkninger på lager som pendant til sin larger the life personlighed og ditto overdimensionerede våben, ja så var beskrivelsen af Frank Bullitt den diametrale modsætning, der udstillede en helt og det samfund han gebærdede sig i på en langt mere troværdig og realistisk facon. Med undtagelse af den stilistiske indledning, biljagten i midten, samt den afsluttende skududveksling, er ”Bullitt” nemlig sammensat af en sober, afdæmpet og tilbagelænet stil, der ikke er bange for at tage sig tid til ind imellem opklaringsarbejdet, at illustrere hvorledes hovedpersonens hverdag forløber med diverse banale trivialiteter, så som et par scener som umiddelbart virker ligegyldige i det samlede redskab, hvor man bl.a. følger Frank på indkøb hos købmanden, men som bestemt er vigtige at lægge mærke til, fordi det både definere filmens tone men faktisk også siger en hel del om karakterens dedikation til sit arbejde, da aftensmaden udelukkende består af færdigretter.
Frank Bullitt lever, ånder og er i store træk sit arbejde og adskiller sig på den front ikke synderligt fra en type som Harry Callahan. Det der derimod gør ham til en mere helstøbt person er, at der bliver gjort plads til ovenstående eksempler, samt ligeledes scenerne mellem Frank og kæresten Cathy, som har vital betydning i forhold til at markere de to verdener han både fysisk og psykisk befinder sig i, og som især kommer til sin ret lige inden den store finale, da Cathy ved et tilfælde selv får indblik i den stærkt belastende sfære af død og ødelæggelse, som hendes faste holdepunkt til daglig er omgivet af. Men frem for at overdramatisere den traumatiske oplevelse nedtoner Peter Yates efterfølgende straks hændelsesforløbet og lader i stedet, helt synkront med filmens ånd, sin heroiske politimand reflektere over Cathys foragt og fortvivlelse over hans job med en blanding af nøje afmålt introspektiv analyse og nærmest zen buddhistisk coolnes, som kun få andre end Steve McQueen kan levere med samme fåmælte overbevisning, der tørt konstaterer de barske realiteter bag sin profession. Dette gør sig ligeledes også gældende, på trods af at indholdet ikke er ens, i de konfronterende scener Frank har med den skurkagtige Walter Chalmers, som konstant lader mundtøjet løbe i den tro, at han kan underminere sin modstanders integritet, uden han samtidig selv er klar over, at hans politiske magtspil for længst er gennemskuet af en mand, der i forvejen er mindst et par skaktræk foran pga. en formidabel evne til vurdere sine omgivelser.
I det hele taget er det dybt fascinerende at se en helt, inden for denne type af genre, der i langt det meste af filmen, frem for sit våben, bekæmper sine fjender via sit intellekt og sin erfaring som visuelt set pudsigt nok kommer allerbedst til udtryk i den mest action dominerede scene, der gør sig udslagsgivende i form af filmhistoriens bedste og mest medrivende biljagt. I sig selv er denne sekvens et stilstudie ud i sublimt redigeringsarbejde og en understregning af Peter Yates formidable overblik, da han på 10 min. formår at fremtrylle et selvstændigt mesterværk, ved først at lade Lalo Schrifins ulmende og spændingsfyldte jazz-score underbygge de indledende manøvre imellem Frank og hans modstandere, der fuldstændig synkront med kameraets indkapsling af de involveredes kropssprog og respektive vurdering af modpartens næste træk, pirrer indlevelsesevnen og holder tilskueren fast i et jerngreb, indtil det forbindtlige skifte opstår i redigerings-processen med skurkenes bakspejl som ramme, hvor jæger og bytte forvandles til det modsatte. Da scenen lidt efter er sat fjernes underlægningsmusikken, og alt er nu i stedet lagt over på en kompromisløs duel udelukkende bestående af maskinelle vilddyr i brunst og flammende fælge, når McQueen sparker turboen i bund og sætter ildebrand i byen on the streets of San Francisco, i en scene der er indbegrebet af hele ”Bullitts” sjæl med alt hvad det indebærer af køligt overblik, pulserende hjerteblod og determineret integritet, som definere denne fremragende og genredannende filmperle.
Hele den suveræne biljagt kan selvfølgelig ses i linket neden under :
#388 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433962670...
Fra en hæsblæsende jagt på skruppelløse forbrydere i San Franciscos gader, går turen nu mod New York City i mesterinstruktøren Howard Hawks speed-snakkende og vandvittigt underholdende krimikomedie, baseret på teaterstykket “The Front Page” fra 1928, fyldt med både romantiske og politiske undertoner, om to rapmundede journalisters verbale infight henover et etisk og moralsk landkort i jagten på den gode historie og hinandens pulserende hjerteblod.
”What were you when you came here five years ago - a little college girl from a school of journalism. I took a doll-faced hick…”
”Well, you wouldn't take me if I hadn't been doll-faced.”
”Well, why should I? I thought it would be a novelty to have a face around here a man could look at without shuddering.”
Hos avisen “The Morning Post” hersker der som sædvanlig en hektisk stemning på redaktionen, da deres bedste journalist Hildy Johnson, (Rosalind Russell), og hendes nyforlovede mand Bruce Baldwin, (Ralph Bellamy), kigger forbi for at annoncere overfor redaktøren og hendes eksmand, den svært manipulerende Walter Burns, (Cary Grant), at hun planlægger at kvitte sit job og i stedet leve et stille og roligt liv langt væk fra sin stressfyldte og kyniske arbejdsplads. Da Walter erfarer at Hildy, som han stadig er lun på, befinder sig i en situation hvor hun nærmest bogstavelig talt står med den ene fod ude af døren, og han samtidig mangler en reporter der kan dække en højprofileret mordsag der stinker langt væk af korruption og embedsmisbrug, får han den snedige ide at lokke Hildy til at påtage sig en sidste opgave i håbet om samtidig at genvinde hendes hjerte. Den udspekulerede redaktør er dog kommet på hårdt arbejde, da Hildy kender alle hans lumske tricks, så oven på et lille rask skænderi må der tænkes i nye baner, og i stedet sætter Walter nu en charmeoffensiv ind mod den stakkel og lettere naive Baldwin som, under en efterfølgende frokost på en nærliggende restaurant, da også lader sig påvirke af mordsagens betydning og derfor opfodrer Hildy til de udsætter deres bryllupsrejse, så hun i stedet kan hjælpe den anklagede med at få beskrevet hans vinkel på hele den spegede affære. Hildy acceptere dog først endegyldigt forslaget, da Walter desuden lover dem begge en klækkelig bonus oven i hatten.
Mens hendes forlovede og Walter tager tilbage til avisen for at ordne pengesagerne, dukker Hildy, til de andre konkurrerende journalisters store overraskelse, pludselig op i presselogen nær fængslet for at høre nærmere om den sigtede Earl Williams, (John Qualen), der viser sig at være lettere enfoldig og ikke ligefrem en koldblodig dræber, hvilket blot bliver endnu mere tydeligt da det lykkedes hende at bestikke sig til et interview i cellen. Da hun lidt efter vender tilbage til logen igen for at nedfælde sine oplysninger på skrift, dukker Earls kæreste Molly Malloy, (Helen Mack), op for at give de sensationshungrende bladsmørere en opsang ang. deres umiddelbart ligeglade attitude i forhold til at en mands liv står på spil. Frem for at trøste hende har den brogede forsamling dog mere travlt med at få Molly ud af døren igen, men afslører efterfølgende med deres forstenede ansigter at de trods alt er påvirket af situationen. Kort efter må Hildy fare samme vej, da hun modtager et opkald om at Baldwin er havnet i fængslet, og straks er hun klar over at Walter sikkert har haft en finger med i spillet for at holde på hende lidt længere. I bar arrigskab river hun prompte sin just færdige artikel i stykker, og sværger aldrig at arbejde for sin eks igen. Men så nemt slipper hun nu ikke, for pludselig sker der ting og sager der vender op og ned på alt, da Earl Williams pludselig stikker af fra fængslet, hvilket omgående får en bundkorrupt sherif, (Gene Lockhard), og en medieliderlig borgmester, (Clarence Kolb), til at melde sig på banen, da de øjner chancen for at profilere sig selv op til den nært forestående valgafstemning.
”Now, get this, you double-crossing chimpanzee: There ain't going to be any interview and there ain't going to be any story. And that certified check of yours is leaving with me in twenty minutes. I wouldn't cover the burning of Rome for you if they were just lighting it up. If I ever lay my two eyes on you again, I'm gonna walk right up to you and hammer on that monkeyed skull of yours 'til it rings like a Chinese gong!”
Oprindeligt var de to hovedroller i stykket “The Front Page”, som “His Girl Friday” er et remake over, begge spillet af mænd og fungerede i princippet ganske effektiv i forhold til deres verbale dueller. Men ved i stedet, til sin egen udgave, at forvandle karakteren Hildy Johnson til en kvinde og samtidig skabe et emotionelt bånd til modparten Walter i form af en uforudsigelig separation, med der til hørende ambivalente følelser og underforståede spydigheder, foretog Howard Hawks en taktisk genistreg der løftede hele det sprudlende manuskript og dets eksplosive udveksling af dynamisk dialog op på et niveau der betød, at “His Girl Friday” i dag ikke blot betragtes som den bedste version, men også som en af de bedste screwball komedier generelt set der nogensinde er lavet. En yderligere årsag til filmens enorme og tidløse succes skyldtes desuden Hawks mere end afslappede holdning overfor evnen til at improvisere, hvilket skuespillerne i høj grad da også fik lov til at gøre, og som Rosalind Russell da heller ikke var bleg for at udnytte, da hun utilfreds med sine i forvejen skrevne replikker hyrede sin egen forfatter til at skrive en lang række forbedringer, der gav hendes punchlines mere tyngde og karakteren mere slagside i duellerne med den helt igennem formidable Cary Grant, der som en af de få på settet for længst havde spottet Russells utallige små ændringer i dialogen. Som jeg også synes man klart kan fornemme, undervejs mens handlingen udspiller sig, er det nu ikke noget der synes at gå Cary Grant på nerverne, men derimod blot noget han lod sig imponere og inspirere af, og således opstod denne fantastisk form for konkurrencepræget dialog, der med sine mange overlap både er stærkt medrivende, hudløst ærlig, afsindig morsom, og gennemgående ganske realistisk i sin tone.
Mens der på den ene side kører denne spydige pingpong dialog, med et tempo og rytme som en løbsk tommygun, mellem Russell og Grant der klæder hinanden så usandsynligt godt at deres had/kærlighedsforhold på skærmen er en fornøjelse at overvære, lader Howard Hawks sin ligeledes geniale samfundskritik og politiske satire cirkulere i baggrunden, indtil Hildy endelig beslutter sig for at tage Walters udfordring op. Til at starte med er det dog værd at bemærke, at hendes indgangsvinkel primært bunder i renskuret kapitalistiske tænkning med henblik på en hurtig sensationspræget historie og en hurtig belønning uden tanke på de bagvedliggende menneskelige omkostninger, præcis som det også gør sig gældende for resten af det samlede pressekorps, hvis samvittighed Hawks dog hele tiden stikker til ved at placere forsamlingen lige op og ned af galgen, hvor Earl Williams skal hænges, og som med jævne mellemrum testes med nogle kuldegysende lyde til følge. Den bedste scene der på nuanceret og forbindtlig vis skildrer pressens ambivalens i forholdt til opgavens indhold, er dog da Williams kæreste Molly introduceres med en moralsk opsang af dimensioner som både er dybt rørende og som illustrerer, at der trods alt er tale om en gruppe mennesker der stadig har empatien i behold, hvad der efterfølgende i særdeleshed tydeliggøres via Hildy, da hun bogstaveligt talt får dilemmaet helt tæt på kroppen i forbindelse med Williams fangeflugt. Hverken empatiske eller sympatiske kan man så modsat ikke ligefrem påstå, at retssystemets personager bliver skildret som.
Især lykkedes det med bravur for Howard Hawks fuldstændig at pille autoritetsfigurerne fra hinanden og på mest underholdende facon udstille dem i al deres magtliderlige og dobbeltmoralske hykleri i to scener, hvor man i den første blot tragikomisk kan se på, at den stakkels enfoldige Williams fuldstændig ignoreres under et lægetjek, fordi psykiateren og sheriffen i stedet har travlt med diskutere hvor meget plads de hver især skal have i rampelyset efter, at Williams er blevet hængt. “Åh, jeg havde fuldstændig glemt, at du også var til stede“ ; udbryder psykiateren afslutningsvis helt uberørt, da Williams gør opmærksom på, forståeligt nok, at han er utilpas ved samtalen. Den efterfølgende scene hvor borgmesteren tropper op for at undgå en udsættelse af Williams dødsstraf og dermed forsøger at bestikke guvernørens sendebud, den herligt overflinke og pligtopfyldende Mr. Pettibone, er endnu bedre og bliver endnu mere grotesk efterhånden som samtalen forløber og borgmesteren i bar desperation for at forlænge sin politiske karriere, uden hæmninger kaster omkring sig med alverdens løfter og tilbud. Og et sted midt imellem empatien og kynismen kiler filmens dynamiske duo sig ind, bevæbnet til tænderne med et ordforråd af en anden verden, klar til at udfordre alt og alle, og sig selv, i jagten på at gøre det rigtige på både det personlige og ideologiske plan.
Selv om “His Girl Friday” nu har 70 år på bagen, er det lidt foruroligende, men egentlig ikke spor overraskende, at kontstatere at alt stadig er ved det gamle i skildringen af både pressen samt det politiske magtspil, og netop derfor er Howard Hawks film stadig yderst aktuel og relevant at se. Og når det så samtidig er gjort med så stor entusiasme og sprudlende fortælleglæde, kommer man ikke uden om at dette værk fortjener en plads på hylden hos enhver filmentusiast.
#389 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973603133...
Oven på en rask omgang hæsblæsende sniksnak med fuld fart hen over den politiske satires stepper, skal vi nu et smut frem til de herlige 80’ere og have fat i kravetøjet på John Hughes uimodståelige, evigt charmerende og udødelige teenage-klassiker om en frisk ung frihedskæmper og hans to medsammensvornes vilde pjækkedag i Chicago, for hvem denne film med prompt og pragt samt masser af glimt i øjet desuden er en ubestridt kærlighedserklæring til.
”Oh, he's very popular Ed. The sportos, the motorheads, geeks, sluts, bloods, wastoids, dweebies, dickheads - they all adore him. They think he's a righteous dude.”
Med udsigten til endnu en kedelig dag på North High beslutter den pænt skoletrætte Ferris Bueller, (Matthew Broderick), sig for at snuppe en tiltrængt fridag og foregiver over for sine bekymrede forældre, at han er døden nær grundet en pludseligt opstået influenza. Hans frustrerede søster Jeanie, (Jennifer Grey), har dog for længst gennemskuet det teatralske skuespil men kan intet stille op, da Ferris for lov at blive hjemme, mens hun selv tvinges til endnu et ophold på kedsomhedens højborg der kun bliver endnu værre af, at hun fra de andre elever konstant bliver bedt om at hilse sin stakkels hjælpeløse bror. Mens det på skolen bliver bekendtgjort, at Ferris ligger på gravens rand, forsøger stratenrøveren at få fat på sin bedste ven Cameron, (Alan Ruck), hvilket ikke ligefrem er den nemmeste opgave i verden, da han stort set altid befinder sig i en solid depression. Tilbage på skolen igen har inspektøren Edward R. Rooney, (Jeffrey Jones), dog lugtet lunten pga. Ferris i forvejen store fravær og tager derfor med selvtilfreds mine kontakt til Ferris moder. Det fører dog bare ikke rigtigt til noget, da Ferris får held med via sin computer at reducere sit manglende fremmøde betydeligt, hvilket til gengæld får Rooney helt op i det røde felt mht. at få afsløret sin nemesis én gang for alle. Da Ferris kæreste Sloane, (Mia Sara), tilfældigvis også må tage fri, pga. dødsfald i familien, mistænker Rooney straks Ferris for at stå bag, men må atter engang se sig ført bag lyset på den mest pinlige facon.
Mens Rooney nu gør sit ypperste for at få sendt Sloane hjem, presser Ferris den nu genopstandne Cameron til at låne trioen sin faders veteran bil, hvilket han ikke er særligt meget for, da faderen betragter sin vintage Ferrari som et lille barn. Inden længe har de hentet Sloane og fortsætter hastigt videre mod Chicago for at udnytte dagen så godt som overhovedet muligt. Da Rooney dog stadigvæk ikke helt er overbevist om, at alting er gået ærligt til, beslutter han sig for at tage på et personligt korstog mod familien Buellers hjem for at se om den rebelske ungersvend nu også ligger i dvale under sin dyne. Uheldigvis for ham har Jeanie i mellemtiden fået samme ide, da elevernes delvis idoldyrkelse og stigende bekymring for hendes bror efterhånden har nået kvalmegrænsen. Imens i centrum af Chicago, efter at ferrarien er blevet parkeret hos et par lettere suspekte typer, tager Ferris de andre med på slæb i håbet om især at få løftet humøret hos Cameron, der igen gør opmærksom på hvor lidt han bryder sig om sine forældre. Efter et besøg på en ekstrem højrøvet restaurant er trioen dog nær ved at blive opdaget, da de ved et tilfælde render på Ferris far, der er på en af sine sædvanlige forretningsmiddage. Med brug af taktisk snilde lykkedes det at undvige katastrofen og lidt efter befinder trioen sig mageligt siddende til en hyggelig baseballkamp på et solbeskinnet Wrigley Field, inden kursen sættes mod kunstmuseet og en efterfølgende parade, hvor Ferris giver den så meget gas at Cameron, Sloane og hele byen summer af energi og god karma. Det store spørgsmål er nu bare, om Ferris kan nå hjem igen inden forældrene og især Rooney opdager han har været på sit livs pjækkedag.
”I am not going to sit on my ass as the events that affect me unfold to determine the course of my life. I'm going to take a stand. I'm going to defend it. Right or wrong, I'm going to defend it.”
Da John Hughes i 1985 sætter sig for at udarbejde manuskriptet til sin opfølger på ungdoms-klassikeren “The Breakfast Club”, var det med det klare formål, selvom historien først og fremmest for Hughes omhandlede traditionelle teenage-temaer, at skabe et værk der efterhånden ville åbenbare sig som værende en rungende kærlighedserklæring til hans højt elskede hjemby Chicago. Derfor var det da også ganske logisk at filmens tre teenageres dristige udflugt skulle føre dem væk fra forstaden og ind til centrum, hvor en række af byens største seværdigheder ville komme til at spille et betydningsfuld rolle i den overordnede handlings ultimative punchline. Inden løjerne for alvor tager fat, befinder man sig dog på velkendt territorium, men alligevel med nye og herligt udfordrende input, da Hughes via en længere introduktion på mesterlig og hylende morsom facon illustrerer den enorme afstand mellem de unge og voksnes verden. Her startende med præsentationen af filmens ubestridte showmaster Ferris Bueller, (spillet med imponerende overskud og knivskarp timing af Matthew Broderick), som bl.a. ved at bryde den 4 mur, talende direkte til tilskueren, viser at han befinder sig langt foran sine forældre der modsat som historien udspiller sig, suverænt orkestreret af Hughes, konstant viser sig mindst at være et par skridt bagefter i deres teenager søns liv. Ligeledes er beskrivelserne af skolens lærere, deres ekstremt tunge og ofte uinspirerende måder at undervise på, samt elevernes reaktioner hertil, ramt med millimeter præcision og vækker ved hver eneste gensyn latterkrampende minder frem hos undertegnede om min egen tid i folkeskolen.
Mest underholdende er dog naturligvis Buellers ærkefjende i skikkelse af den mega selvhøjtidelige og overdrevent emsige skoleinspektør Edward R. Rooney, hvis skurkerolle Jeffrey Jones med fornemt arrogant underspil formår at gøre til en karakter, der er ligeså højt elsket af filmens fans som rebellen over dem alle, hvad der er en ganske imponerende bedrift, Matthew Brodericks ufatteligt store charme taget med i betragtning. Selv om de to duellanter dog først står ansigt til ansigt i sidste del af filmen, bliver kampen imellem dem ikke mindre interessant at følge, fordi deres konflikt, ligesom resten af filmens ungdoms-temaer, lader sig udspille på et langt større plan end man var vandt til at se i denne type genre, skrevet i et parallelt handlingsforløb hvor Hughes viser sit store overblik ved at sætte gang i en veltimet dominoeffekt, der får alle de mange små sekvenser til at overlappe hinanden til perfektion, så elevernes stigende bekymring for Ferris f.eks. pludselig ender med at være forsidestof på samme avis som den Ferris far læser, samtidig med at trioen passerer ham inde i storbyen. Og så er vi tilbage ved kærligheden til Chicago og dets seværdigheder, som Hughes fornemt udnytter og integrere i sin historie til at underbygge og forstærke især Camerons tanker og følelser ang. sine forældre og sit liv som helhed, som er filmens hjerte, det der giver plottet tyngde, og som i virkeligheden er Ferris sande mission med hele udflugten fordi løsningen på hans bedste vens mentale blokering ligger i absorberingen af oplevelserne og dermed den dannelsesrejse på både godt og ondt, han så at sige er blevet tvunget ud på.
”Life moves pretty fast. If you don't stop and look around once in a while, you could miss it.”
Hughes skildrer disse to sider på forbindtlig vis bl.a. med scenen på kunstmuseet, hvor melankolien og poesien får lov til at blomstre, alt imens de tre teenagere projekteres mod de forskellige malerier og Cameron genlever sin traumatiske barndom via en fortabelse i George Suerets - “A Sunday Afternoon On The Island of La Grande Jatte”. Siden hen er det Ferris selv der tager over ved den store parade, da han på forrygende vis, til tonerne af The Beatles “Twist & Shout”, får sendt så enorme mængder af positive og livsbekræftende vibrationer ud at folk, på kryds og tværs af race, religion og alder, ikke kan gøre andet end at lade sig rive med af stemningen og i samlet flok beslutter sig for at hylde dette friske og uhæmmede symbol på frihed, vovemod og den helt store kærlighed til livet i sin helhed.
Der skal lyde et kæmpe stort Danke Shön til John Hughes herfra for at have skabt denne helt igennem fremragende film, der for tid og evighed vil have en helt speciel plads i mit hjerte. Og til spørgsmålet om filmen stadig her 25 år senere er lige så frisk, lige så underholdende og lige så fascinerende som dengang, er der hertil blot at svare et rungende...”Oooooooooh, Yeah!
#390 Sweetiebellefan 13 år siden