Halløj! :) Efter at ha’ fulgt de mange lister herinde, fik jeg også lyst til at sammensætte en med mine 200 yndlingsfilm. Det spænder vidt fra tilsyneladende overfladiske slashers til de helt store mesterværker, men fælles for dem alle er, at gensynsglæden er den samme. Here goes :)
(200) : Friday The 13’th - Part II, 1981
Lidt snyd med traileren, men denne opdaterede version er 100 gange bedre redigeret end originalen.
Med anden del i den lange saga om det nu ikoniske monster Jason Vorhees viser instruktør Steve Miner allerede i filmens overraskende intro, at han ved brug af en langt bedre kameraføring ikke blot formår at gøre gyset mere atmosfærepræget og spændingsladet, men også at han generelt set er en bedre instruktør inden for genren end seriens skaber Sean S. Cunningham, der ifølge ham selv også er mere egnet som producer. Det hjælper selvfølgelig også på helheden, at 2’eren nyder godt af originalens store indtjening, men først og fremmest er det nu Steve Miners fortjeneste samt det, at han og filmen har en herlig intens Amy Steel i hovedrollen som 2’erens final girl, Ginny Field, der som en af de få i serien er lykkedes med at få ondskaben på panisk retræte ; I en af de bedste scener i part II. Steels senere afventende forsvar med en høtyv er efterfølgende gået hen og blevet et legendarisk billede på både serien men også hele slashergenrens heltinder.
(199) : Very Bad Things, 1998
Et solidt ensemble cast bestående af bl.a. en storspillende Christian ”fire in the hole big guy” Slater er alfa omega for at Peter Bergs kuldsorte komedie holder hele vejen hjem igennem en handling, der til tider er så absurd og grotesk, at man tror det er løgn. Nogen vil kalde filmen for smagløs, mens andre, som mig selv, vil finde den ustyrlig morsom netop pga. det hæmningsløse manuskript som Berg vælger at køre helt ud, uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med sit set-up, som man modsat har set hos andre, der ikke helt har samme mod og ender med at sætte sig mellem to stole. Scenen på hotellet i Vegas efter uheldet, samt den efterfølgende ude i ødemarken er filmens højdepunkter, hvor castet virkelig får mulighed for bruge hinandens komiske timing. Slater er ikke set bedre siden hans ikoniske roller som Hard Harry og J.D. i kultklassikerne ”Pump Up The Volume” og ”Heathers”.
(198) : Flirting With Disaster, 1996
David O. Russell, (“Three King” & “I Heart Huckabees”), står bag denne lille humoristiske roadmovie perle, fra før Ben Stiller gik hen og blev ligegyldig metervareunderholdning, der byder på en kompliceret historie fyld med sprudlende og syret dialog båret med formidabel indlevelsesevne af en stjernerække af navne ; Patricia Arquette, Alan Alda, Lily Tomlin, George Seagal, Mary Tyler More, Richard Jenkins, Josh Brolin, Tea Leoni og David Patrick Kelly. Absolutte højdepunkter i filmen ; Bed & Breakfast hvor Stiller rager uklar med stedet ejer, en gammel dame der muligvis er nazist, turen fra lufthavnen hvor der opstår en mega pinlig misforståelse med en anden bil, et besøg hos et formodet familiemedlem der om end er endnu mere pinlig pga. en misforståelse, og endelig ; filmens afsluttende middagsscene hos Alda og Tomlin, som jeg hulker af grin over hver gang.
(197) : DareDevil – Directors Cut, 2002
Med stor forkærlighed for materialet begir Mark Steven Johnson og Ben Affleck sig ud i fortællingen om Marvels klassiske blinde superhelt DareDevil aka. Matt Murdock, der om dagen fungere som advokat for manden på gaden i det hårdt belastede kvarter i Hell Kitchen New York, som her i den overlegne directors cut får den symbiose med sin hovedperson, som blev tabt i farten i den originale udgave og som gør både Matt Murdock og hans kvaler med skurken Kingpin, (en herlig grum og arrogant Michael Clark Duncan), mere kompleks og mere interessant at følge. Skuespillet i filmen fungere rigtig godt, især samspillet mellem Affleck og Jon Favreau som hans makker Foggy Nelson er herlig munter at følge. Duellen mellem Affleck og Jennifer Garner er super romantisk og super tragisk og gir efterfølgende Johnson muligheden for i filmen sidste del at vise en helt der, trods at ha’ været ude i en typisk moralsk grænsesøgning, ikke lægger låg på sig selv i sin hævn over Bullseye, (Colin Farell i nærmest psykotisk overspil, hvilket dog passer fint med figuren fra tegneserien), og leder tankerne hen på en ligeså kompromisløs Batman i Tim Burtons udgave.
Actionscenerne, (på nær to kiksede CGI som Johnson også selv har udtalt, at han ikke bryder sig om), er forrygende godt koreograferet og redigeret og udnytter fornemt blandingen af Daredevils indre sonarsyn med den ydre trussel, hvor især scenen i baren i filmens start og opgøret med Kingpin får maksimal effekt af netop dette miks. I den modsatte ende af skalaen udnyttes samme trick på poetisk og romantisk vis i scenen mellem Murdock og Elektra på taget i silende regnvejr. Sonareffekten blev genbrugt i Nolans ”Dark Knight”, men her synes jeg det var mere forvirrende end noget andet. Johnson formår langt bedre at gøre brug af denne type effekt efter min mening. Herlig cameo af Daredevil nørden Kevin Smith i øvrigt, hvis historie tegnet af Joe Qaseda man bør tjekke ud og som jeg meget gerne så filmatiseret.
(196) : Dark Of The Sun, 1968
Tempofyld og medrivende action-adventure af den goe gammeldags slags med en sammenbidt Rod Taylor som hårdkogt lejesoldat der, sammen med makkeren spillet af blaxploitation stjernen Jim Brown, tager på en farefuld mission med den tyske hær hængende over sig ind i Congo’s uforudsigelige jungle på jagt efter diamanter, men ender i et klassisk moralsk dilemma om menneskelige værdier kontra materielle goder, der senere fører til et opgør med lejesoldaternes tredje partner Heinlein, (Peter Carstens), som har stærke racistiske undertoner og hvor Taylor igen må ud i et internt opgør med sin samvittighed kontra sin profession.
Helt afgjort Rod Taylors bedste film efter min mening.
To be continued...
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Abel Ferrara's kultklassiker med Harvey Keitel som en total udbrændt strømer der forsøger at kæmpe sig ud af sine utallige misbrug og får chancen for at frelse sig selv da en sag om en voldtaget og myrdet nonne blir hans næste sag. Spørgsmålet er så om der stadig er håb for ham, eller om han allerede er fortabt. Selv om tempoet halter lidt ind imellem er plottet ganske interessant og Harvey Keitel levere måske en af karrierens største præstationer. Filmen har længe været at finde i en rædsom udgave, men i år fik den så endelig en special edition opgradering :
Den for de fleste kendte forfatter Paul Auster der tidligere stod for manuskriptet til “Smoke” og “Blue In The face”, har denne gang sat sig selv i instruktørstolen og på imponerende vis lykkedes med at lave en fin lille surrealistisk krimi, hvor drøm og virkelighed krydser hinanden og identiteter udskiftes i jagten på en mystisk og magisk blå sten, der fungere som filmens McGuffin. Harvey Keitel er atter i topform og overfor sig får han solidt modspil af en spooky Willem Dafoe og en underskøn Mira Sorvino.
(193) : Happy Accidents, 2000
Marisa Tomei er vidunderlig i denne skamløst oversete perle som den hhv. temperamentsfulde og kærlighedshungrende Ruby Weaver, der endelig finder the one an only i skikkelse af den spøjse Sam Deed, spillet af Vincent D’Onofrio i en af hans sjældne romantiske roller. Men som dagene skrider frem begynder drømmefyren at opføre sig mere og mere besynderligt, indtil Ruby finder ud af at han er overbevist om, at han stammer fra fremtiden og hans mission er at redde hende fra en lettere vagt defineret trussel. Hun tror selvfølgelig han er tosset, men er han nu også det. Brad Anderson der lavede de glimrende ”Next Stop Wonderland” og ”Session 9”, har igen lavet en rigtig god og finurlig film, som bliver ved med at holde spørgsmålet om Sams intentioner åbne og desuden nyder godt af de hovedrollers sublime kemi og skuespil. Helt afgjort en af både Tomei og D’Onofrios bedste præstationer.
(192) : Midnight Run, 1988
Midnight Run er en af den slags krimikomedier, som jeg kan se igen og igen uden at den mister sin appeal. Robert De Niro viser her, at manden rent faktisk formår at være sjov, uden at være til grin. En stor del af æren for det skyldes dels instruktør Martin Brest, (”Beverly Hills Cop”), der sørger for en perfekt balance mellem humor og action, samt De Niro’s ping-pong med komiker Charles Grodin, (bl.a. ”Woman In Red”), hvis herlige underspil og fine fornemmelse for timing er med til det ikke på noget tidspunkt kammer over i ren gøgl mellem de to hovedroller. Masser af fed action og cool replikker samt en klukkende morsom skurkerolle spillet af Dennis Farina.
(191) : Jason and The Argonauts, 1963
Todd Armstrong spiller den sagnomspundne helt Jason, fra den græske mytologi, på jagt efter en legendarisk skat i dette storladne og magiske eventyr som lever højt på Ray Harryhausens stop-motion animation, hvilke næppe har været bedre udført end det er tilfældet her. Efter en lidt slumrende start tager eventyret for alvor fat, da Jason og co. begir sig ud på deres rejse og herfra får man den ene mere forrygende scene leveret efter den anden. Højdepunkter er duellen mod den gigantiske bronze statue Talos og det flerhovedet monster hydraen, samt mesterværket fra Harryhausens hånd ; den iblandt fans højt elskede drabelige duel mod en hær af skeletter.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
jeg har set 2 indtil videre den ene er Daredevil men det er så lang tid siden at jeg ikke husker den, den anden er Fredag den 13. del 2 og der er jeg enig med dig enda rigtig meget, jeg synes at Jason er mere uhyggelig med en pose på hovedet, der kan man ikke rigtig se øjnene, men den indkøbs pose han havde på hovedet, var ikke særlig troværdig, for det første en pose larmer for det andet posen burde flyve af hovedet. Nu kommer jeg helt i tvivl var det overhovedet en pose eller var det en sæk?
dejlig med en ny liste
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Ahhh, endnu en spændende liste, der skal følges med i. Og som noget herligt uforudsigeligt har du Daredevil: Director's Cut med! Jeg var nu ellers begyndt at tro, at jeg var helt alene med min forkærlighed for denne film, så det er rart at støde på en anden, som også nød den. Jeg ved ikke, om den ville komme med på en topliste fra mig - måske, afhængig af, hvor lang listen var - men jeg synes afgjort, den er uretfærdigt undervurderet og meget underholdende. Og DC-udgaven giver også filmen bedre sammenhæng.
I den modsatte grøft virkede Bad Lieutenant overhovedet ikke for mig. Jeg har ikke rigtig haft held med ham Abel Ferrara (jo, vent, der var noget med King of New York), men der er åbenbart mange, der godt kan lide filmen. Selv kedede jeg mig desværre bare bravt.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Haha sjov liste. Er ikke vild med DareDevil (hverken biografversionen eller Directror's Cut fungerer for mig), men Friday The 13th part II og Jason And The Argonauts er sublime film på hver deres måde. Very Bad Things er ganske fin, men ville aldrig finde en plads på min top noget som helst, men Bad Lieutenant kunne komme tæt på en top 200. Dark Of The Sun har jeg ikke set, men den lyder da interessant... endnu en at smide på to-see listen. Ellers er det fuldstændig insane at du kan sammensætte en top 200, jeg havde sgu svært nok med min top 56.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
En ultimativ John Hughes klassiker der stadig holder fordi humoren og de situationer den udspringer af er universelle og tidløse. Ok, antallet af uheld Steve Martin og John Candy bliver udsat for er ekstrem, men hvem kan med hånden på hjertet ikke nikke genkendende til mindst et par af deres problemer undervejs. Det kan jeg iverfald sagtens og derfor morer jeg mig altid over at se denne roadmovie. Hughes gør også en anden fornem ting mht. sine to karakterer, hvilke han undgår falder ind i de traditionelle stereotype roller, (som de fleste komedier har hvor modsætninger mødes), og gør dermed både Martin og Candys rolle til hele mennesker på godt og ondt.
Skiftet i tone fra latterkrampe til ubehagelig seriøs ser man et f. eks et rigtig godt eksempel på i den allersidste scene på motellet, hvor man får helt ondt af Candy efter Martin har svinet ham til. Filmen er sentimental flere steder på klassisk amerikansk facon, men Hughes formår alligevel at få det til at glide ned pga. karakterernes væremåde. Bedste scener må utvivlsomt være den på badeværelset på motellet, hvor musikken elegant akompangere Martins forhindringer, der forløber som en kædereaktion af jokes udført med mesterlig timing. Den anden er turen ind i lufthavnsterminalen hvor Martin mister tålmodigheden og flipper fuldstændig ud, og sidst men ikke mindst ; Candy der får problemer på motorvejen med at holde den rigtige vejbane. :D
John Dahls moderne film noir med en tour de force præstation af Linda Fiorentino som filmens amoralske protagonist der bander, svindler og seksuelt udnytter samtlige mænd undervejs for at opnå sine egne kapitalistiske mål, hvilket bl.a. går ud over en naiv og sympatisk Peter Berg der må se sit liv i ruiner i den magtkamp, som foregår mellem Fiorentino og hendes ex-mand, (Bill Pullman der nyder sin rolle som dumt svin), der jager hende og de mange penge hun har stjålet fra ham i filmens indledning. ”The Last Seduction” har stemningen fra 40’erne/50’ernes film, men tilføjer et moderne lag af sex og beskidt sprog, samt et nostalgisk og flot score af Joseph Vitarelli, hvilket gir filmen en ubercool fremtoning som baggrundstæppe for den suveræne og potente femme fatale. Ligesom ”Bad Liuetenant” fandtes denne film i en håbløs ringe version i mange år, hvilket der dog heldigvis og fortjent blev ændret på med en nyligt udgivet 2-disc extended cut version.
Christopher McQuarri der stod for manuskriptet til “The Usual Suspects”, træder her ind som både forfatter og instruktør for en af de mest blodige og dystre action-thrillers i nyere tid siden forgangsbillede Sam Peckinpah, som der bliver lænet sig solidt op af uden at ”Way of the Gun” fremstår uoriginal. Altid coole Benicio Del Toro og en sjælden set barsk Ryan Phillipe spiller de to altoverskyggende roller som to lettere desperate håndlagere, der drømmer om chancen for at score den store gevinst, da de ser deres snit til at kidnappe en forretningsmands, (en ultra kynisk Scott Wilson), gravide datter, (Juliette Lewis), og afpresse ham for en større sum dollars. Hvad de bare ikke helt er klar over er at Wilsons forretninger er af den stærkt kriminelle slags og pludselig må de se sig selv som jaget vildt af en håndfuld brutale lejemordere anført af den altid karismatiske James Caan. Ud over nogle helt forrygende action-scener især den store finale, er det først og fremmest en film man skal se for sit stærke skuespil. Dernæst er det også interessant at se hvordan McQuarri hele tiden flytter sympatien rundt imellem de forskellige karakterer. Intet er sort/hvidt her, men kun en stor blodig gråzone.
Tempoet og skuespillet er sprudlende i Ron Howards homage til 30´ernes/40’ernes screwball komedier, med Cary Grants ”His Girl Friday” som største inspirationskilde. Der bliver dog ikke talt helt i samme rasende fart som fra fordums tid, men historien der følger redaktøren Henry Hacketts, (Michael Keaton som spiller røven ud af bukserne), forsøg på at løse en større konspirationsgåde om to sorte formodede mordere i løbet af en hektisk dag, hvor han må gå i infight med alt og alle inkl. hans højgravide hustru, (Marisa Tomei), er mindst ligeså kompliceret og underholdende lavet. Skænderierne Keaton har med sin medredaktør, provokerende spillet af Glenn Close, er filmens højdepunkter og ligeså samtlige scener hvori den luddovne revolverjournalist, (bogstavelig talt), Randy Quaid optræder.
Så skifter vi spor nok engang og hopper tilbage til 80’erne og Dan O’Bannon’s parodi på George Romeros “Living Dead” film, som dog halvvejs inde i handlingen vælger at skrue ned for humoren og lykkedes med at gå hen og blive en oprigtig skræmmende film, som indeholder ligeså mange fede gys som muntre og absurde scenarier, når den lille flok af overlevne, (anført af en herlig camp Clu Gallagher der spiller sin rolle helt seriøst), må forskanse sig mod en hær af zombier. Afslutningen illustrere på genial vis filmens underliggende tema om selvforskyldt masseødelæggelse, men det gøres på en måde så man alligevel ikke kan lade være med at sidde og småklukke. Denne semi-klassiker har det hele ; grotesk humor, camp overspil, sublime gys og et fedt soundtrack/score. Tjek den ud nu før din by selv bliver angrebet af zombier på jagt efter frisk hjernemos.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1 NightHawk 14 år siden
(200) : Friday The 13’th - Part II, 1981
Lidt snyd med traileren, men denne opdaterede version er 100 gange bedre redigeret end originalen.
Med anden del i den lange saga om det nu ikoniske monster Jason Vorhees viser instruktør Steve Miner allerede i filmens overraskende intro, at han ved brug af en langt bedre kameraføring ikke blot formår at gøre gyset mere atmosfærepræget og spændingsladet, men også at han generelt set er en bedre instruktør inden for genren end seriens skaber Sean S. Cunningham, der ifølge ham selv også er mere egnet som producer. Det hjælper selvfølgelig også på helheden, at 2’eren nyder godt af originalens store indtjening, men først og fremmest er det nu Steve Miners fortjeneste samt det, at han og filmen har en herlig intens Amy Steel i hovedrollen som 2’erens final girl, Ginny Field, der som en af de få i serien er lykkedes med at få ondskaben på panisk retræte ; I en af de bedste scener i part II. Steels senere afventende forsvar med en høtyv er efterfølgende gået hen og blevet et legendarisk billede på både serien men også hele slashergenrens heltinder.
(199) : Very Bad Things, 1998
Et solidt ensemble cast bestående af bl.a. en storspillende Christian ”fire in the hole big guy” Slater er alfa omega for at Peter Bergs kuldsorte komedie holder hele vejen hjem igennem en handling, der til tider er så absurd og grotesk, at man tror det er løgn. Nogen vil kalde filmen for smagløs, mens andre, som mig selv, vil finde den ustyrlig morsom netop pga. det hæmningsløse manuskript som Berg vælger at køre helt ud, uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med sit set-up, som man modsat har set hos andre, der ikke helt har samme mod og ender med at sætte sig mellem to stole. Scenen på hotellet i Vegas efter uheldet, samt den efterfølgende ude i ødemarken er filmens højdepunkter, hvor castet virkelig får mulighed for bruge hinandens komiske timing. Slater er ikke set bedre siden hans ikoniske roller som Hard Harry og J.D. i kultklassikerne ”Pump Up The Volume” og ”Heathers”.
(198) : Flirting With Disaster, 1996
David O. Russell, (“Three King” & “I Heart Huckabees”), står bag denne lille humoristiske roadmovie perle, fra før Ben Stiller gik hen og blev ligegyldig metervareunderholdning, der byder på en kompliceret historie fyld med sprudlende og syret dialog båret med formidabel indlevelsesevne af en stjernerække af navne ; Patricia Arquette, Alan Alda, Lily Tomlin, George Seagal, Mary Tyler More, Richard Jenkins, Josh Brolin, Tea Leoni og David Patrick Kelly. Absolutte højdepunkter i filmen ; Bed & Breakfast hvor Stiller rager uklar med stedet ejer, en gammel dame der muligvis er nazist, turen fra lufthavnen hvor der opstår en mega pinlig misforståelse med en anden bil, et besøg hos et formodet familiemedlem der om end er endnu mere pinlig pga. en misforståelse, og endelig ; filmens afsluttende middagsscene hos Alda og Tomlin, som jeg hulker af grin over hver gang.
(197) : DareDevil – Directors Cut, 2002
Med stor forkærlighed for materialet begir Mark Steven Johnson og Ben Affleck sig ud i fortællingen om Marvels klassiske blinde superhelt DareDevil aka. Matt Murdock, der om dagen fungere som advokat for manden på gaden i det hårdt belastede kvarter i Hell Kitchen New York, som her i den overlegne directors cut får den symbiose med sin hovedperson, som blev tabt i farten i den originale udgave og som gør både Matt Murdock og hans kvaler med skurken Kingpin, (en herlig grum og arrogant Michael Clark Duncan), mere kompleks og mere interessant at følge. Skuespillet i filmen fungere rigtig godt, især samspillet mellem Affleck og Jon Favreau som hans makker Foggy Nelson er herlig munter at følge. Duellen mellem Affleck og Jennifer Garner er super romantisk og super tragisk og gir efterfølgende Johnson muligheden for i filmen sidste del at vise en helt der, trods at ha’ været ude i en typisk moralsk grænsesøgning, ikke lægger låg på sig selv i sin hævn over Bullseye, (Colin Farell i nærmest psykotisk overspil, hvilket dog passer fint med figuren fra tegneserien), og leder tankerne hen på en ligeså kompromisløs Batman i Tim Burtons udgave.
Actionscenerne, (på nær to kiksede CGI som Johnson også selv har udtalt, at han ikke bryder sig om), er forrygende godt koreograferet og redigeret og udnytter fornemt blandingen af Daredevils indre sonarsyn med den ydre trussel, hvor især scenen i baren i filmens start og opgøret med Kingpin får maksimal effekt af netop dette miks. I den modsatte ende af skalaen udnyttes samme trick på poetisk og romantisk vis i scenen mellem Murdock og Elektra på taget i silende regnvejr. Sonareffekten blev genbrugt i Nolans ”Dark Knight”, men her synes jeg det var mere forvirrende end noget andet. Johnson formår langt bedre at gøre brug af denne type effekt efter min mening. Herlig cameo af Daredevil nørden Kevin Smith i øvrigt, hvis historie tegnet af Joe Qaseda man bør tjekke ud og som jeg meget gerne så filmatiseret.
(196) : Dark Of The Sun, 1968
Tempofyld og medrivende action-adventure af den goe gammeldags slags med en sammenbidt Rod Taylor som hårdkogt lejesoldat der, sammen med makkeren spillet af blaxploitation stjernen Jim Brown, tager på en farefuld mission med den tyske hær hængende over sig ind i Congo’s uforudsigelige jungle på jagt efter diamanter, men ender i et klassisk moralsk dilemma om menneskelige værdier kontra materielle goder, der senere fører til et opgør med lejesoldaternes tredje partner Heinlein, (Peter Carstens), som har stærke racistiske undertoner og hvor Taylor igen må ud i et internt opgør med sin samvittighed kontra sin profession.
Helt afgjort Rod Taylors bedste film efter min mening.
To be continued...
#2 NightHawk 14 år siden
Abel Ferrara's kultklassiker med Harvey Keitel som en total udbrændt strømer der forsøger at kæmpe sig ud af sine utallige misbrug og får chancen for at frelse sig selv da en sag om en voldtaget og myrdet nonne blir hans næste sag. Spørgsmålet er så om der stadig er håb for ham, eller om han allerede er fortabt. Selv om tempoet halter lidt ind imellem er plottet ganske interessant og Harvey Keitel levere måske en af karrierens største præstationer. Filmen har længe været at finde i en rædsom udgave, men i år fik den så endelig en special edition opgradering :
http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?DO=vis&...
(194) : Lulu On The Bridge, 1998
Den for de fleste kendte forfatter Paul Auster der tidligere stod for manuskriptet til “Smoke” og “Blue In The face”, har denne gang sat sig selv i instruktørstolen og på imponerende vis lykkedes med at lave en fin lille surrealistisk krimi, hvor drøm og virkelighed krydser hinanden og identiteter udskiftes i jagten på en mystisk og magisk blå sten, der fungere som filmens McGuffin. Harvey Keitel er atter i topform og overfor sig får han solidt modspil af en spooky Willem Dafoe og en underskøn Mira Sorvino.
(193) : Happy Accidents, 2000
Marisa Tomei er vidunderlig i denne skamløst oversete perle som den hhv. temperamentsfulde og kærlighedshungrende Ruby Weaver, der endelig finder the one an only i skikkelse af den spøjse Sam Deed, spillet af Vincent D’Onofrio i en af hans sjældne romantiske roller. Men som dagene skrider frem begynder drømmefyren at opføre sig mere og mere besynderligt, indtil Ruby finder ud af at han er overbevist om, at han stammer fra fremtiden og hans mission er at redde hende fra en lettere vagt defineret trussel. Hun tror selvfølgelig han er tosset, men er han nu også det. Brad Anderson der lavede de glimrende ”Next Stop Wonderland” og ”Session 9”, har igen lavet en rigtig god og finurlig film, som bliver ved med at holde spørgsmålet om Sams intentioner åbne og desuden nyder godt af de hovedrollers sublime kemi og skuespil. Helt afgjort en af både Tomei og D’Onofrios bedste præstationer.
(192) : Midnight Run, 1988
Midnight Run er en af den slags krimikomedier, som jeg kan se igen og igen uden at den mister sin appeal. Robert De Niro viser her, at manden rent faktisk formår at være sjov, uden at være til grin. En stor del af æren for det skyldes dels instruktør Martin Brest, (”Beverly Hills Cop”), der sørger for en perfekt balance mellem humor og action, samt De Niro’s ping-pong med komiker Charles Grodin, (bl.a. ”Woman In Red”), hvis herlige underspil og fine fornemmelse for timing er med til det ikke på noget tidspunkt kammer over i ren gøgl mellem de to hovedroller. Masser af fed action og cool replikker samt en klukkende morsom skurkerolle spillet af Dennis Farina.
(191) : Jason and The Argonauts, 1963
Todd Armstrong spiller den sagnomspundne helt Jason, fra den græske mytologi, på jagt
efter en legendarisk skat i dette storladne og magiske eventyr som lever højt på Ray Harryhausens stop-motion animation, hvilke næppe har været bedre udført end det er tilfældet her. Efter en lidt slumrende start tager eventyret for alvor fat, da Jason og co. begir sig ud på deres rejse og herfra får man den ene mere forrygende scene leveret efter den anden. Højdepunkter er duellen mod den gigantiske bronze statue Talos og det flerhovedet monster hydraen, samt mesterværket fra Harryhausens hånd ; den iblandt fans højt elskede drabelige duel mod en hær af skeletter.
#3 MOVIE1000 14 år siden
dejlig med en ny liste
#4 evermind 14 år siden
I den modsatte grøft virkede Bad Lieutenant overhovedet ikke for mig. Jeg har ikke rigtig haft held med ham Abel Ferrara (jo, vent, der var noget med King of New York), men der er åbenbart mange, der godt kan lide filmen. Selv kedede jeg mig desværre bare bravt.
#5 evermind 14 år siden
Det er Jason. Han kan både få i pose og sæk! :)
#6 wimmie 14 år siden
#7 Lord Beef Jerky 14 år siden
#8 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973614343...
En ultimativ John Hughes klassiker der stadig holder fordi humoren og de situationer den udspringer af er universelle og tidløse. Ok, antallet af uheld Steve Martin og John Candy bliver udsat for er ekstrem, men hvem kan med hånden på hjertet ikke nikke genkendende til mindst et par af deres problemer undervejs. Det kan jeg iverfald sagtens og derfor morer jeg mig altid over at se denne roadmovie. Hughes gør også en anden fornem ting mht. sine to karakterer, hvilke han undgår falder ind i de traditionelle stereotype roller, (som de fleste komedier har hvor modsætninger mødes), og gør dermed både Martin og Candys rolle til hele mennesker på godt og ondt.
Skiftet i tone fra latterkrampe til ubehagelig seriøs ser man et f. eks et rigtig godt eksempel på i den allersidste scene på motellet, hvor man får helt ondt af Candy efter Martin har svinet ham til. Filmen er sentimental flere steder på klassisk amerikansk facon, men Hughes formår alligevel at få det til at glide ned pga. karakterernes væremåde. Bedste scener må utvivlsomt være den på badeværelset på motellet, hvor musikken elegant akompangere Martins forhindringer, der forløber som en kædereaktion af jokes udført med mesterlig timing. Den anden er turen ind i lufthavnsterminalen hvor Martin mister tålmodigheden og flipper fuldstændig ud, og sidst men ikke mindst ; Candy der får problemer på motorvejen med at holde den rigtige vejbane. :D
(189) : The Last Seduction, 1994
http://www.amazon.co.uk/Last-Seduction-Disc-Specia...
John Dahls moderne film noir med en tour de force præstation af Linda Fiorentino som filmens amoralske protagonist der bander, svindler og seksuelt udnytter samtlige mænd undervejs for at opnå sine egne kapitalistiske mål, hvilket bl.a. går ud over en naiv og sympatisk Peter Berg der må se sit liv i ruiner i den magtkamp, som foregår mellem Fiorentino og hendes ex-mand, (Bill Pullman der nyder sin rolle som dumt svin), der jager hende og de mange penge hun har stjålet fra ham i filmens indledning. ”The Last Seduction” har stemningen fra 40’erne/50’ernes film, men tilføjer et moderne lag af sex og beskidt sprog, samt et nostalgisk og flot score af Joseph Vitarelli, hvilket gir filmen en ubercool fremtoning som baggrundstæppe for den suveræne og potente femme fatale. Ligesom ”Bad Liuetenant” fandtes denne film i en håbløs ringe version i mange år, hvilket der dog heldigvis og fortjent blev ændret på med en nyligt udgivet 2-disc extended cut version.
(188) : The Way of The Gun, 2000
http://www.amazon.co.uk/Way-Gun-DVD-Ryan-Phillippe...
Christopher McQuarri der stod for manuskriptet til “The Usual Suspects”, træder her ind som både forfatter og instruktør for en af de mest blodige og dystre action-thrillers i nyere tid siden forgangsbillede Sam Peckinpah, som der bliver lænet sig solidt op af uden at ”Way of the Gun” fremstår uoriginal. Altid coole Benicio Del Toro og en sjælden set barsk Ryan Phillipe spiller de to altoverskyggende roller som to lettere desperate håndlagere, der drømmer om chancen for at score den store gevinst, da de ser deres snit til at kidnappe en forretningsmands, (en ultra kynisk Scott Wilson), gravide datter, (Juliette Lewis), og afpresse ham for en større sum dollars. Hvad de bare ikke helt er klar over er at Wilsons forretninger er af den stærkt kriminelle slags og pludselig må de se sig selv som jaget vildt af en håndfuld brutale lejemordere anført af den altid karismatiske James Caan. Ud over nogle helt forrygende action-scener især den store finale, er det først og fremmest en film man skal se for sit stærke skuespil. Dernæst er det også interessant at se hvordan McQuarri hele tiden flytter sympatien rundt imellem de forskellige karakterer. Intet er sort/hvidt her, men kun en stor blodig gråzone.
(187) : The Paper, 1994
http://www.amazon.co.uk/Paper-DVD-Michael-Keaton/d...
Tempoet og skuespillet er sprudlende i Ron Howards homage til 30´ernes/40’ernes screwball komedier, med Cary Grants ”His Girl Friday” som største inspirationskilde. Der bliver dog ikke talt helt i samme rasende fart som fra fordums tid, men historien der følger redaktøren Henry Hacketts, (Michael Keaton som spiller røven ud af bukserne), forsøg på at løse en større konspirationsgåde om to sorte formodede mordere i løbet af en hektisk dag, hvor han må gå i infight med alt og alle inkl. hans højgravide hustru, (Marisa Tomei), er mindst ligeså kompliceret og underholdende lavet. Skænderierne Keaton har med sin medredaktør, provokerende spillet af Glenn Close, er filmens højdepunkter og ligeså samtlige scener hvori den luddovne revolverjournalist, (bogstavelig talt), Randy Quaid optræder.
(186) : Return Of The Living Dead, 1985
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160854...
Så skifter vi spor nok engang og hopper tilbage til 80’erne og Dan O’Bannon’s parodi på George Romeros “Living Dead” film, som dog halvvejs inde i handlingen vælger at skrue ned for humoren og lykkedes med at gå hen og blive en oprigtig skræmmende film, som indeholder ligeså mange fede gys som muntre og absurde scenarier, når den lille flok af overlevne, (anført af en herlig camp Clu Gallagher der spiller sin rolle helt seriøst), må forskanse sig mod en hær af zombier. Afslutningen illustrere på genial vis filmens underliggende tema om selvforskyldt masseødelæggelse, men det gøres på en måde så man alligevel ikke kan lade være med at sidde og småklukke. Denne semi-klassiker har det hele ; grotesk humor, camp overspil, sublime gys og et fedt soundtrack/score. Tjek den ud nu før din by selv bliver angrebet af zombier på jagt efter frisk hjernemos.
#9 Lord Beef Jerky 14 år siden
#10 Åkepool 14 år siden