Kan vi ikke snart afskaffe den der forfejlet form for kritik der hedder "bogen er bedre end filmen"?
Især Harry Potter-fans skal næsten altid sammenligne: det og det manglede fra bogen og derfor er filmen dårlig.
"Ondskabens hotel" er tydeligvis ikke en film der prøver at følge bogen, så hvorfor skal den have kritik for det? Anmeld filmen, i stedet for at anmelde den ud fra bogen.
Godt indlæg, Michael. :)
Selvfølgelig kan det være svært ikke at sammenligne forlægget og filmatiseringen, og det er vel også med en vis rimelighed, at fans af førstenævnte kan forvente, at de to værker har mere end bare titlen tilfælles. Det ene skulle, bare i en vis udstrækning, gerne repræsentere det andet, men når dét er sagt, må realitetssansen dog gerne råde: Ligesom vi alle tolker/afkoder værker individuelt, ud fra egen forudsætninger, har instruktøren af en given film også sin egen fortolkning, og det er umuligt at gøre alle tilfredse. Dertil kommer, at mange instruktører selvfølgelig gerne vil sætte deres personlige præg på formidlingen i stedet for at lave en pæn kalkering. Og nogle gange taler det faktisk til filmatiseringens formål, at man ikke bare sidder og gennemlever præcis det samme én gang til - hvis det er gjort hensigtsmæssigt, med respekt for forlægget.
Endvidere egner langt fra alle bøger, tegneserier osv. sig til direkte overførsel. Nogle elementer fungerer simpelt hen bedre i det ene medie end i det andet. Andre lader sig mere taknemmeligt overføre. Vi kan ikke få hvert enkelt ord med, og jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det næppe heller er ønskeligt.
Personligt foretrækker jeg at skelne mellem gode film og gode filmatiseringer, hvor det ene hverken forudsætter eller udelukker nødvendigvis det andet. En instruktør kan tage sig alle mulige friheder i forhold til forlægget og støde eller skuffe fans af dette, men stadig få en glimrende film i sig selv ud af det. Vedkommende kan også sagtens slavebinde sig til forlæggets form og indhold og dræne filmatiseringen for alt det, filmmediet ellers havde mulighed for at gøre med fortællingen.
Jeg er stadig glad for, at Peter Jackson ikke valgte at følge Ringenes Herre-bøgerne slavisk. Jeg ville formentlig endnu ikke være nået igennem dén filmatisering. Og romanens dramatiske efterspil i Herredet havde dels taget brodden af historiens egentlig klimaks og gjort en i forvejen lang (men helt okay som kulmination på den samlede saga) slutning ulidelig. Jeg er også glad for, at Zack Snyder fulgte Watchmen så nøje, men alligevel foretog de ændringer, han nu gjorde. Eksempelvis var hele forløbet med psykologens behandling af Rorschach et af mine yndlingskapitler i tegneserien, og første gang jeg så filmen ærgrede jeg mig umiddelbart over, at de havde udeladt det meste af det - men ved eftertanke stod det klart, at det simpelt hen ville have presset den i forvejen episodiske natur fra forlægget for meget i forhold til filmatiseringen. Francis Ford Coppola valgte klogeligt at skære større lunser af Godfather, bl.a. et helt handlingsforløb som virkede forstyrrende og ligegyldigt og fyldte uhensigtsmæssigt i bogen, hvilket både af hensyn til spilletid og helheden var til filmens fordel. Og her taler vi altså tre af mine litterære yndlingsværker.
The League of Extraordinary Gentlemen og The Running Man er et par eksempler på egentlig uhyrligt mislykkede filmatiseringer, hvor kun konceptet står tilbage i filmudgaven. Men uden at tænke over, hvad de er udsprunget af, synes jeg filmene i sig selv er ganske underholdende (selv om jeg ved, mange sikkert er uenige). From Hell er også forsimplet og fordrejet til næsten kun at have et par af figurerne og Jack the Ripper-settingen til fælles, men filmen er efter min mening stemningsfyldt og underholdende.
American Psycho trak man desværre tænderne ud på i processen, men det gælder nu egentlig både for den som film og som filmatisering.
I filmmediet må førsteprioriteten være at få en bæredygtig film ud af filmatiseringen. Jeg forstår for så vidt godt dem, der bliver skuffede, hvis det, der kommer ud af forlægget både er en dårlig film og en ditto filmatisering. Men for alle, der foretrækker bogen, står den heldigvis stadig på hylden, uanset hvordan den endte med at tage sig ud på lærredet.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#26 Så kom gerne med det :) Hvorfor er den så mislykket?
a) Den er slet ikke uhyggelig b) Jack Nicholson som sindsyg var jeg ved at dø af grin af c) Slutningen d) Den unge dame på badeværelset bliver til en gammel dame er død sjovt, ikke uhyggeligt.
Hører ikke til "hvis man ikke havde læst bogen først": Synes også det er dårligt at filmen har gjort Jack til hovedperson når det er mest drenge ifølge bogen.
"I haven't told you everything..." Sophia Maguire fra "The Event"
#31 davenport 15 år siden
#32 Highland Park 15 år siden
#33 davenport 15 år siden
#34 gi-jones 15 år siden
#35 Highland Park 15 år siden
Hurra for sommeren. :)
Og ja, jeg er ved at dehydrere, så jeg må hellere få lavet noget kaffe...
#36 davenport 15 år siden
#37 evermind 15 år siden
Godt indlæg, Michael. :)
Selvfølgelig kan det være svært ikke at sammenligne forlægget og filmatiseringen, og det er vel også med en vis rimelighed, at fans af førstenævnte kan forvente, at de to værker har mere end bare titlen tilfælles. Det ene skulle, bare i en vis udstrækning, gerne repræsentere det andet, men når dét er sagt, må realitetssansen dog gerne råde: Ligesom vi alle tolker/afkoder værker individuelt, ud fra egen forudsætninger, har instruktøren af en given film også sin egen fortolkning, og det er umuligt at gøre alle tilfredse. Dertil kommer, at mange instruktører selvfølgelig gerne vil sætte deres personlige præg på formidlingen i stedet for at lave en pæn kalkering. Og nogle gange taler det faktisk til filmatiseringens formål, at man ikke bare sidder og gennemlever præcis det samme én gang til - hvis det er gjort hensigtsmæssigt, med respekt for forlægget.
Endvidere egner langt fra alle bøger, tegneserier osv. sig til direkte overførsel. Nogle elementer fungerer simpelt hen bedre i det ene medie end i det andet. Andre lader sig mere taknemmeligt overføre. Vi kan ikke få hvert enkelt ord med, og jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det næppe heller er ønskeligt.
Personligt foretrækker jeg at skelne mellem gode film og gode filmatiseringer, hvor det ene hverken forudsætter eller udelukker nødvendigvis det andet. En instruktør kan tage sig alle mulige friheder i forhold til forlægget og støde eller skuffe fans af dette, men stadig få en glimrende film i sig selv ud af det. Vedkommende kan også sagtens slavebinde sig til forlæggets form og indhold og dræne filmatiseringen for alt det, filmmediet ellers havde mulighed for at gøre med fortællingen.
Jeg er stadig glad for, at Peter Jackson ikke valgte at følge Ringenes Herre-bøgerne slavisk. Jeg ville formentlig endnu ikke være nået igennem dén filmatisering. Og romanens dramatiske efterspil i Herredet havde dels taget brodden af historiens egentlig klimaks og gjort en i forvejen lang (men helt okay som kulmination på den samlede saga) slutning ulidelig. Jeg er også glad for, at Zack Snyder fulgte Watchmen så nøje, men alligevel foretog de ændringer, han nu gjorde. Eksempelvis var hele forløbet med psykologens behandling af Rorschach et af mine yndlingskapitler i tegneserien, og første gang jeg så filmen ærgrede jeg mig umiddelbart over, at de havde udeladt det meste af det - men ved eftertanke stod det klart, at det simpelt hen ville have presset den i forvejen episodiske natur fra forlægget for meget i forhold til filmatiseringen. Francis Ford Coppola valgte klogeligt at skære større lunser af Godfather, bl.a. et helt handlingsforløb som virkede forstyrrende og ligegyldigt og fyldte uhensigtsmæssigt i bogen, hvilket både af hensyn til spilletid og helheden var til filmens fordel. Og her taler vi altså tre af mine litterære yndlingsværker.
The League of Extraordinary Gentlemen og The Running Man er et par eksempler på egentlig uhyrligt mislykkede filmatiseringer, hvor kun konceptet står tilbage i filmudgaven. Men uden at tænke over, hvad de er udsprunget af, synes jeg filmene i sig selv er ganske underholdende (selv om jeg ved, mange sikkert er uenige). From Hell er også forsimplet og fordrejet til næsten kun at have et par af figurerne og Jack the Ripper-settingen til fælles, men filmen er efter min mening stemningsfyldt og underholdende.
American Psycho trak man desværre tænderne ud på i processen, men det gælder nu egentlig både for den som film og som filmatisering.
I filmmediet må førsteprioriteten være at få en bæredygtig film ud af filmatiseringen. Jeg forstår for så vidt godt dem, der bliver skuffede, hvis det, der kommer ud af forlægget både er en dårlig film og en ditto filmatisering. Men for alle, der foretrækker bogen, står den heldigvis stadig på hylden, uanset hvordan den endte med at tage sig ud på lærredet.
#38 filmz-Bruce 15 år siden
I'll be back!!! ...................................... Only in a rerun!
#39 Nicki52 15 år siden
a) Den er slet ikke uhyggelig b) Jack Nicholson som sindsyg var jeg ved at dø af grin af c) Slutningen d) Den unge dame på badeværelset bliver til en gammel dame er død sjovt, ikke uhyggeligt.
Hører ikke til "hvis man ikke havde læst bogen først":
Synes også det er dårligt at filmen har gjort Jack til hovedperson når det er mest drenge ifølge bogen.
#40 filmz-Bruce 15 år siden