Det er helt i orden :) Jeg ligger selv underdrejet med arbejde og orker ikke så meget for tiden.

Born In The USA (1984)

Efter tre jævnt melankolske og ofte stemningsmæssigt dystre albums i træk (hvor Springsteen på en særdeles overbevisende, dybt engagerende, yderst intelligent og velskrevet måde havde bevandret sig ambivalent rundt i den amerikanske folkesjæls arbejder og til dels middelklasse, og herigennem nøjsomt skildret de mange både positive og negative sider af tilværelsen for manden på gaden, og i bund og grund menneskets udfordringer på krop og sjæl generelt) var det nu tid for rebellen fra New Jersey med sit syvende album i rækken nok engang at variere udtrykket i formidlingen af de klassiske temaer og budskaber, hvilket primært gjorde sig gældende i form af en markant anderledes optimistisk klingende og lettere poppet lyd . Det nye, eller skulle man måske hellere sige genfødte, musikalske design der kendetegnede “Born In The USA” lod sig nemlig i høj grad inspirere af det tidligere “Born To Run” album, som ligeledes havde det til fælles at begge, ud over at eksperimentere med den musikalsk lydflade, også var et mainstream orienteret kommercielt forsøg på at appellere til et endnu bredere publikum. Satsningen på at opnå og fastholde en væsentligt tungere og længerevarende mainstream succes (som yderligere blev intensiveret af en massiv marketingskampagne samt effektiv assistance fra et par herligt dynamiske musikvideoer promoveret på det nystartede MTV) betød dog på ingen måde at sangenes tekstmæssige eksistentielle substans og eftertænksomme anekdoters eviggyldige indhold, hvilket altid havde været en af Springsteens allerstørste forcer som musiker og kunstner, kom til at lide under den nu mere poppede og dermed lettere (især modsat det glimrende men også meget tungsindige og meget dystre album “Nebraska”) tilgængelige attitude.

Tværtimod var indholdet og substansen på “Born In The USA” nemlig i besiddelse af præcis samme nærværende og personlige fordybelse som den altid havde været, og stadig med rødderne solidt plantet i arbejderklassemiljøet og dets ofte hårdt plagede men stolte og hårdt kæmpende menneskeskæbners stræben efter mening med tilværelsen og forsøg på at få del i essensen af frihed og tryghed udmålt i omfavnelsen af the american dream. Stoltheden over sit folk, over sit land, og over viljen til at ville slås for at holde sig oven vande og kæmpe imod alle former for uretfærdighed gjorde sig ligeledes gældende i den visuelle kampagne til “Born In The USA”, hvor coveret (fotograferet af Ann Liebovizh) med det amerikanske flag i baggrunden og en veltrænet Sprinsteen i forgrunden, dog samtidig kom til at fremstå som billedet på et stærkt og patriotisk svulstigt Amerika. Den republikanske præsident Ronald Reagan, der var midt i en ny valgkamp for at blive genvalgt, øjnende hurtigt en mulighed for at udnytte coverets potente image og umiddelbare rendyrkede hyldest til patriotismen og USA som supermagt (hvilket han ligeledes gjorde via Sylvester Stallones ikoniske Rambo figur) til at profilere sig selv og sine mærkesager, hvilket skar i hjertet på Springsteen, som havde absolut ingen intentioner om at lade sin musik og de værdier han repræsenterede udnytte på denne vulgære, ensidige og platte facon. Efter et herligt flabet respons til Reagan og resten af det republikanske bagland lod Springsteen sin musik og tekster tale deres eget klare sprog om hans syn på USA og dets samfund anno 1984, der i flere tilfælde stod i skarp kontrast til den marketingsmæssige overflades misforståede patos. Med vanlig suveræn og overbevisende assistance fra det atter tilbageværende E Street Band, skabte Springsteen således ikke blot et af sine bedst sælgende og mest populære men også mest fascinerende album i karrieren.

Allerede under titelnummeret “Born In The USA” der lægger for dagen, ganske rammende sangens tema taget i betragtning, med Roy Bittains taktfaste keyboard strofer og Max Weinbergs kanonerende tromme beats, slår Sprinsgteen med en rå, harsk og anklagende vokal tonen an for sine velkendte mærkesager med en tekst, som ironisk nok ikke ligefrem er en hyldest til Reagans alfaderlige observationer af landet og USA’s status som supermagt, men det stik modsatte. Dette formidles i en barsk og hudløs ærlig kritisk af den tidligere regerings måde at udnytte borgere fra de lavere sociale lag på, ved først at spille på nationalfølelsen, og herefter overbevise dem til at deltage i Vietnam krigen med en lokkende gulerod i form af et efterfølgende glorificerende håb om at opnå større respekt og anerkendelse i samfundet, blot for i sidste ende at negligere og forkaste selv samme mennesker igen, da de vender tilbage til fædrelandet, hvor jobbene de opgav ikke længere eksistere og den øvrige del af samfundet behandler dem som udstødte. Undervejs i sangen dukker slaget ved Khe Sahn op som symbol på amerikanernes forsmædelige nederlag i Vietnam, der gradvist også afspejler sig i den svært traumatiserede protagonists ambivalente hyldest til den amerikanske drøm og hjemlandet. I “Cover Me” samles der omgående op på de dystre kendsgerninger, som for en stund forsøges at blive holdt på behørig afstand via protagonistens ønske og håb om at glemme verdens lidelser omkring sig, og i stedet finde trøst i kærlighedens trygge og beskyttende favn. “Cover Me” er ikke umiddelbart, som jeg ser det, et naivt syn på den fortabte søns traumatiserede sind, men mere et udtryk for frustration og desperation i længslen efter noget, i dette tilfælde et forhold, der igen får livet til at give mening. Det spirende håb og anstrøg af optimisme man så småt fornemmer florerer i teksten, kommer samtidig også til udtryk i selve musikken, hvis melodi fremføres på en herlig medrivende og dansevenlig facon, endegyldigt suppleret af Springsteens dynamiske og velklingende guitarsolo, bestående af den helt rette dosis af nerve og sjæl, der samlet gør “Cover Me” til en kontrastmæssig genistreg.

Stemningen løftes dernæst yderligere i vejret på det efterfølgende løsslupne track “Darlington County” der både i musik og tekst øjeblikkeligt giver udtryk for en kæk jagt efter frihed og uafhængighed for sangens to mandlige hovedpersoner, der rejser ud fra hjemstavnen for at prøve lykken andetsteds på fremmed territorium. Umiddelbart lader opdagelsesrejsen til at være alle pengene værd for de to lykkeriddere, som fester igennem med rock n’ roll, sprut og damer og på alle måder udlever den amerikanske drøm i bedste 80‘er mentalitet. Da hverdagen og nutidens barske realiteter pludselig melder sig på banen, brister illusionen dog omgående og de to mænd må nu både se muligheden for arbejdsløshed i øjnene, samt stå til ansvar for deres handlinger over for de øverste autoriteter, i dette tilfælde det lokale politi. “Darlington County” er et fint lille nummer (igen med en Credence Clearwater Revival følelse over sig) der trods en god morale, et fængende omkvæd og en dynamisk saxofonsolo, må siges at høre til i den let forglemmelige afdeling. Så går det straks lang bedre mht. sammenhørigheden i den sprudlende og energiske “Working On The Highway”, der i bedste rockerbilly stil svinger derud af i et hæsblæsende tempo til beretningen om en hårdt arbejdende ungersvend, som trods nærmest håbløse fremtidsudsigter og utallige nedture (hvor han både mister sin drømmekvinde, på uretfærdig vis ender i fængsel, og så at sige ender tilbage hvor han startede) alligevel bevarer en ukuelig optimisme, der illustrerer en dybt beundringsværdig vilje til at ville overleve trods den meget modgang og de hårde odds, som han er blevet tildelt i livets lumske og legesyge lotteri. Herlig kontrast mellem den dystre og deprimerende tekst, og modsat den opmuntrende musikalske klang, hvor især Springsteens pulserende og ekkofyldte vokal, samt Roy Bittains skyggeboksning med sine karismatiske keyboard harmonier gør “Working On The Highway” til en magisk oplevelse.

Med næste nummer i rækken er man med “Downbound Train” til gengæld, både hvad tekst og musik angår, ovre i den mere melankolske og mørke ende af spektret med en historie, der fungerer (i en ganske interessant og stemningsmæssig parallel) som et sørgmodigt spejlbillede på den forrige sangs sammenlignelige temaer og deroute for den udvalgte protagonist, der i dette tilfælde dog er uhjælpeligt fanget og på vej til at blive opslugt af en tung depression (ikke mindst understreget af det evigt symbolske regnvejr) efter det sikre job er smuldret og konen har forladt ham. “Downbound Train” lyder dermed umiddelbart ikke af det store, men får i næstsidste vers alligevel en følelsesmæssig stor styrke, da Springsteen pludselig blander drøm og virkelighed med hinanden i en smertelig og hjerteskærende mareridtsagtig fabel, hvor den desperate protagonistens sidste spæde håb for at få styr på tilværelsen igen (ved at genfinde og genvinde den tabte kærlighed og faste holdepunkt) brutalt knuses da håbet blot viser sig at være intet andet end en gold og kold illusion af hans tidligere liv. Selv om det næsten er ubærligt at læse/høre om, er dette skifte fremragende tænkt og udført af Springsteen, som desuden blændende illustrerer hvor gennemført sangen er i måden, som musikken præger stemningen på med sin tunge og tyngende lyd. Den afdæmpede atmosfære (dog i et helt anderledes behageligt og opmuntrende regi) er ligeså hvad der dominerer den romantiske ballade “I’m On Fire”, som stille og roligt løber af stablen i en tilbagelænet og hyggelig afslappet rockerbilly stil, hvor Roy Bittains brug af store brede synthiziser lydflader (et nyt element på musiksiden for Springsteen og co.) skaber en hel særlig og nærmest drømmende stemning om historien. “I’m On Fire” er en simpel men herlig lille moralsk fortælling hvori den unge protagonist, qua sit job som mekaniker, udfordres og lokkes af en af sine kunder (en forførende femme fatale fra overklassen) til at forkaste sine egne værdier og principper til fordel for en potentiel mulighed for guld og grønne skove i de højere samfundslag. Selv om fristelsen forståelig nok er stor, sejrer fornuften dog til sidst, og helten undgår dermed at lade sig forblinde, opsluge og potentielt gå til grunde af den dragende illusion.

Oven på et par numre af den mere tilbagelænede slags skrues tempoet atter i vejet på den hæsblæsende “No Surrender”, der tordner lige ud af den store rock n’ roll landevej uden at se sig tilbage. Godt hjulpet på vej og suverænt understøttet af især Max Weinbergs heftige og intense trommebeats, udspiller sangen sig først og fremmest som en hyldest til fortiden, hvor dets gamle, let banale, men altid vedkommende, prisværdige og eksistentielt nødvendige livsværdier, bestående af kærlighed, venskab, sammenhold og integritet blandt mennesker, sættes op imod (Vietnam) krigens altødelæggende væsen og destruktive tilbagevende hærgen bag frontlinjen i det menneskelige sind. På trods af at fortælleren i “No Surrender” forsøger at holde fast i de gamle dyder og gode minder som våben mod traumerne, forholder han sig på intet tidspunkt naivt til sin egen situation eller den tilstand USA befinder sig i, hvor krigen langt fra er slut, men nu blot udspiller sig i form af en langt frustrerende efterspil, der er mindst ligeså slemt grundet det, at fjenden nu ret beset er de hjemvendte soldaters egne landsmænd. Hvor “No Surrender” var et loyalt løfte mellem to hjemvendte soldaterkammerater om ikke at lade sig besejre af deres traumer, tager “Bobby Jean” udgangspunkt i et venskab i opløsning (måske afspejlet af krigen) og hvis åbne sår der ikke umiddelbart lader til at være nogen som helst mulighed for at heale andet end på et åndeligt plan, da de følelsesmæssige bånd er for komplicerede og for smertelige at skulle forholde sig til. Dermed viser protagonisten, at han mest af alt efterstræber en spirituel forløsning, hvor ønsket om en forsoning og genforening med den nu fortabte barndomsven (og krigsbroder hvis man ser “Bobby Jean” som en opfølger til “No Surrender”) i virkeligheden handler om, at fortælleren søger en forsoning med sig selv og sit eget fortabte jeg. På trods af tekstens ret sørgmodige historie er det alligevel på mange måder også et meget betryggende nummer, fordi jeg klart fornemmer, at hovedpersonen når frem til en afklaring i sin søgen efter sjælefred. I kombination med sangens energiske tempo og friske melodi (hvor man kraftfuldt og på mest gåsehudsfremkaldende måde kan mærke samhørigheden og den enorme styrke i The E Street Band komme til udtryk for fuld udblæsning) gør det “Bobby Jean” til en både forrygende og mindeværdig sang.

Den kontrast og tempomæssige kombination og stil er forsat i højsædet, da Springsteen og co. med endnu en ufortrøden musikalsk charmeoffensiv tager hul på en omgang romantiske forviklinger i “Im Going Down”, hvor hovedpersonen kommer hele følelsesregistret igennem, og både irriteret, nærmest opgivende, men alligevel med nok selvrespekt og anerkendelse til at indse at kampen om kærligheden er tabt, beskriver kærestens gradvise svigt, manglende tro og endegyldige devaluering af ham og deres før hen så tæt forbundne hjerteslag. “Im Going Down” er ikke noget spektakulært Springsteen nummer, men er alligevel ganske fornøjeligt at lytte til, med et enkelt og yderst velfungere musikalsk højdepunkt, der opstår ikke overraskende, da Clarence Clemons sublime saxofonsolo brager igennem midtvejs og understøtter fortællerens frustration og vrede. Dernæst byder Springsteen op til en nostalgisk svingom i form af det sprudlende superhit “Glory Days”, der tager lytteren ud på en tragikomisk tidsrejse, hvor protagonisten selvransagende, og realistisk ifht. tidsperioden og den situation landet befinder sig i, ganske bittersødt, temmelig sarkastisk og nøgtern tænker tilbage på venner og bekendte fra fortiden, der modsat ham selv ironisk nok ikke har evnet at give slip på fortidens muntre anekdoter, men i stedet blot har brugt selv samme minder til at undgå at forholde sig til nutiden og USA’s krakelerende facade som en befolkningsmæssig forenet og samlet stærk nation. Trods tekstens noget umiddelbart bitre tone er budskabet i sidste ende af yderst vigtig betydning (ikke blot som tingene så ud dengang men så sandelig også i dag) og hvis relevans den utroligt herlige og medrivende melodi er en stor medfaktor til at gøre eviggyldig i form af sin tidløse lydflade, hvortil fundamentet rundt om Springsteens potente vokal, solidt lægges af Max Weinbergs hårdtslående trommebeats og Gary Tallents pulserende bas, mens Roy Bittain og Steve Van Zandt står for kirsebærret på toppen af lagkagen med markante keyboard strofer og en herlig overraskende mandolin solo. Ja, “Glory Days” er bare helt igennem suveræn sang.

Så skulle man måske, tro at det på dette album ikke kunne gøres bedre, men minsandten om det ikke lige præcis er det som Springsteen netop formå at gøre med det efterfølgende nummer, da han og resten af et utrolig veloplagt E Street Band åbner op for de musikalske sluser til klassikeren “Dancing In The Dark”, der øjeblikkeligt skyller ind over sanserne og lader lytteren fuldstændigt opsluge af musikkens karma og tekstens jordnære men eviggyldige og allestedsnærværende poesi. Igen primært med solid assistance fra de brede og omfavnende synthiziser strofer og de hårdtslående energiske trommebeats, lykkedes det på fornem vis at skabe en kontrast mellem musik og tekst, som gør sangen til en meget fascinerende oplevelse, hvori protagonisten som udgangspunkt starter med at være helt ude i torvene og nede i kuldkælder, men alligevel (efterhånden som handlingen i “Dancing In The Dark” udvikler sig) formår at genfinde og bevare en fighting spirit, der gør ham i stand til at blive ved ned at kæmpe imod at falde ud over kanten til mørkets afgrund, som samfundet har placeret ham i. Set i lyset af den forståeligt deprimerende og frustrerende tone som hverdagens trummerum beskrives i, er viljen til at ville overleve og kæmpe for sin eksistens (og hvis våben han bl.a. finder i sin stræben efter et romantisk forhold og den styrke og det sammenhold det ofte repræsenterer) dybt beundringsværdig hos protagonisten, hvis karakteristika om noget er et billede på hele albummets ånd og Springsteens tro på menneskets ofte ubegribelige men altid lige imponerende overlevelsesinstinkt. Og således nåede jeg frem til den sidste sang på albummet (og hvad der også foreløbigt bliver den sidste Springsteen sang jeg anmelder i det hele taget) nemlig den smukke, afdæmpede og stemningsfulde ballade “My Hometown”, som på yderst effektfuld vis ligeledes drager stor emotionel fordel af de brede synthizerser lydflader til at drive sin historie fremad.

I denne nostalgiske, men samtidig åbenhjertige og hudløst ærlige skæbnefortælling, samler Springsteen elegant og meget overbevisende op på alle de tema og budskabsmæssige tråde fra albummet, hvilket foregår i en tidsrejse tilbage til barndommen og frem igen til voksenlivet. Her kommer første og sidste vers i den grad til at stå i både intelligent harmoni og skarp kontrast til hinanden, i beskrivelsen af to næsten identiske scener med ham selv som barn, hørende på faderens hjertevarme ord og hyldest af hjembyen, inden vi til sidst møder Springsteen igen som den voksne, der nu ligeledes fortæller sin søn om hjemstavnen hvilket dog sker (grundet den lange mellemliggende periodes deroute med brutale raceoptøjer og stor arbejdsløshed) i en helt anden melankolsk tone i erkendelse over byen og borgernes gradvise og generationsmæssige forfald. Det er på mange måder en smertelig erkendelse, men samtidig også en realistisk erkendelse af, at tiderne har ændret sig, hvilket resulterer i at fortælleren og hans familie i stedet for selv at kollapse, tager skeen i den anden hånd og rejser ud i det falmede landskab i håbet om og med troen på, at det trods megen modgang må være en chance derude et sted i horisonten til at få vendt skuden og få både landet og dets befolkning på ret køl igen.

”Message keeps getting clearer
radio's on and I'm moving 'round the place
I check my look in the mirror
I wanna change my clothes, my hair, my face
Man I ain't getting nowhere
I'm just living in a dump like this
There's something happening somewhere
baby I just know that there is

You can't start a fire
you can't start a fire without a spark
This gun's for hire
even if we're just dancing in the dark…”

5/6

Som sædvanlig har jeg udvalgt fire yndlingsnumre (hvilket bestemt ikke var nogen nem opgave) og denne gang har jeg kastet min uforbeholdne kærlighed på de følgende sange.

“Cover Me”, “Downbound Train”, “Glory Days” og “Dancing In The Dark”. :)