Ligesom verden er gået i spåner over weekendens vanvittige koncert og man troede, at man havde set alt, sker dette.
Springsteen går ene mand på scenen i Helsingfors og spiller 5 numre akustisk for de ventende fans på stadion.
I'll Work For Your Love Leap of Faith No Surrender For You Blinded By the Light
Derefter går bandet og han på kl. 19.53, spiller 33 numre
Rockin' All Over the World Night Out in the Street Loose Ends We Take Care of Our Own Prove It All Night (with '78 intro) Wrecking Ball Death to My Hometown My City of Ruins Does This Bus Stop at 82nd Street? Be True Jack of All Trades Downbound Train Because the Night (Patti Smith cover) Lonesome Day Darlington County Light of Day Shackled and Drawn Waitin' on a Sunny Day Back In Your Arms (Tour Premiere) The Rising Badlands Land of Hope and Dreams
10 ekstra numre (dvs. længere end en Madonna koncert) We Are Alive Born in the U.S.A. Born to Run Detroit Medley Glory Days Dancing in the Dark Tenth Avenue Freeze-Out I Don't Want to Go Home Higher and Higher Twist and Shout
Og slutter 23.49, 3 timer og 56 minutter senere, stadig uden pause. Længste koncert nogensinde og derudover altså 5 solo numre.
Det siges nu, at de 33 numre varede four-hour-and-six minute!
Egentlig underligt at Jon Stewart stortset ikke har dækket noget omkring Bossens lange koncerter, han kom ind på det med London Politi der afbrød strømmen, men han har ikke lavet noget omkring Bossens lange koncerter, så stor fan som han er, undre det mig lidt.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Med “Greetings From Asbury Park N.J.” som det lyrisk funklende fundamentet, og efterfølgeren “The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle” som en eksperimenternes legeplads af melodiske udtryk der i en fælles formidabel klingende symbiose satte hele eventyret i gang for den legendariske trubadur og hans ikoniske bands rejse gennem den amerikanske folkesjæl, var scenen nu sat for det tredje album i rækken i skikkelse af det mere kommercielt tænkte og bredt appellerende “Born To Run”. Uden helt at fornægte pladeselskabets ønske om også samtidig at skabe sig et karrieremæssigt boost, havde Bruce Springsteen dog selv mere kunstneriske ambitioner for øje med et samlet tekst materiale og en skarp musikalsk vision, der skulle illustrere en mere moden udgave af ham som komponist og sangskriver. Det var på trods af og dermed ligeså på forunderlig vis i kraft af dette ambivalente krydsfelt, der markerede det første trin på vejen mod selvstændighed, at Bruce Springsteen og co. skabte sit andet legendariske album, som da også meget passende var båret af fire sange, “Thunder Road”, “Backstreets”, “Born To Run” og “Jungleland”, der mesterligt formåede at dele hhv. drømmerens håbefuldt charmerende poesi og melankolikerens rå realisme imellem sig med maksimal effekt.
På det første klassiske track “Thunder Road” indledes rejsen så at sige meget direkte i teksten, hvor Springsteen udfordrer sit eget rebelske spejlbillede til, frem for blot at nøjes med at tænke stort, at tage skridtet videre fra ungdommens kådhed og nu turde gøre alvor af forsøget på at leve drømmene helt ud over grænsen til sin egen trygge andedam. Dette leveres her med en nærmest uhørt sprudlende energi som Springsteen skaber ved utallige skift i rytme og melodi, der gør sammenhørigheden med tekstens budskab enestående i sit visionære overskud. Samme gør sig i den grad også gældende på næste herligt soul inspirerede skæring med den mystificerende titel “Tenth Avenue Freeze Out”, som jeg mener, selv om det ikke kan slås fast med sikkerhed, handler om venskab og loyalitet blandt mennesker kontra storbyens fortærende og altopslugende korrumperende mørke, (det kunne tolkes som en reference til pladeselskabets alt for kommercielle retning), hvor Springsteen, muligvis symboliseret via karakteren i teksten, i store træk reddes fra storbyens grådige favntag grundet det stærke og jordbundne sammenhold i The E Street Band, med en særlig hilsen til Clarence Clemons/Big Man. Fra mørkets udfordringer, set gennem positive briller, bliver tonen dog, uden at selve musikkens medrivende klang ændres, væsentligt mere sortsynet og melankolsk i “Night”, hvor protagonistens jagt på frihed og spænding fra hverdagens kedelige trummerum udfolder sig på en i bund og grund temmelig deprimerende facon, der afslører en både stor frustration og desperation efter at udleve sine drømme. “Night” afsluttes i øvrigt af en harsk og skarpsleben saxofonsolo af Clarence Clemons, som genialt er med til at fremhæve de undertrykte tanker og følelser der er gået forud i sangen.
Med “Backstreets” der indledes med en karismatisk klingende klaversolo af Roy Bittan og som for første gang på albummet trækker tempoet ud på rejsen hen ad lyrikkens landevej, hvilket forgrener sig i en afdæmpet grandiositet af en anden verden, hører man her for alvor den storladne og brede Phil Spector lyd, der kendetegnede de fleste produktioner i 70’erne, folde sig helt ud. Særligt i dette nummer går det faktisk hen og bliver en effektmæssig genistreg i hvad der kommer til at fungere som et lettere rungende ekko af klingende bølger tilbage til fortiden, hvilket danner rammen for en af Springsteens smukkeste anekdoter om ungdommelig og udødelig kærlighed, kontra svigt, bedrag og endegyldigt bristede illusioner for den ellers så håbefulde fremtid for fortællingens og hele albummets protagonist. Den deprimerende melankoli, som ligeså gjorde sig gældende på forrige nummer, fremhæves desuden af Springsteens fremragende vokal, som undervejs bliver mere og mere hjerteskærende i sin desperation, hvilket er med til at give “Backstreets” fortælling nerve og sjæl som bare fanden. Fremme ved titelnummeret “Born To Run” vender Springsteen på forunderlig vis, (og fascinerende i måden at sammensætte albummet på), tilbage til udgangspunktet i den sammenlignelige “Thunder Road” og den indebrændte håbefulde rebels drøm om at løsrive sig fra en forudbestemt skæbne ved at stræbe efter at nå stjernerne, hvilket samtidig også bliver en opfordring til resten af baglandet om at turde have modet til at satse alt og drømme stort.
I “She’s The One” tager Springsteen fat på en tragikromantiske fabel om kærlighedens forunderlige og ambivalente væsen der, som jeg tolker det, handler om at være i stand til at give slip på fortiden på trods af dens umiddelbare sikkerhed, her repræsenteret via protagonistens one and only flamme, der dog samtidig også holder ham tilbage pga. sin utroskab. Selv om “She’s The One” bevarer den jævnt melankolske forbindelse til “Backstreet” i teksten, kommer det modsatte dog til udtryk i musikken bl.a. via det muntre 50’er rockabilly beat der flot fremhæver de positive følelser, som trods alt også har været i det ambivalente forhold. Fra en forførende femme fatale til den mesterlige jazz inspirerede rock ballade “Meeting Across The River”, hvis traditionelle historie om new jersey protagonistens længsel efter at træde ud af skyggerne, her får en ekstra dimension i form af Randy Becketts film noir agtige fløjlsbløde trompet, der på smukkeste vis fungere upåklageligt som samarbejdspartner til Springsteens vokal og en genial eksekveret smagsprøve og indledning til albummets afsluttende og episke nummer “Jungleland”.
I denne storslåede og højdramatiske finale, som også bliver kulminationen på albummets protagonist, der trods forskellige identitetsskift undervejs alle symboliserer Springsteens alter ego i skikkelse af den unge håbefulde og stordrømmende rebel fra New Jersey, bliver man allerede i sangens hypnotiske intro, bestående af stemningsfulde toner fra Suki Lahavs violin og Roy Bittains klaver arrangement, vidne til en af Springsteens allerbedste og mest velkoreograferede sange. Et kompositionsmæssigt mesterværk der med stort overblik opsummere hele albummets underliggende budskab om at udleve den ultimative drøm om uafhængighed, i en jagt på den store kærlighed til livet og musikken der udspringer heraf, sat i scene med et drabeligt opgør hvor New Jersey knægten tager kampen op mod storbyens skyggesider. Springsteen forholder sig hudløst ærligt til dette opgør og dets ræsonnement og understreger, at han trods sin hovedkarakters drømmende umiddelbart naive tilgang bestemt ikke selv forholder sig naivt til virkelighedens barske realiteter når alt kommer til alt, mens samhørigheden imellem tekst og musik når nye højder, da Clarence Clemons suveræne saxofonsolo udfolder sig midtvejs som det magiske bindeled mellem den poetiske indledning og den hjerteskærende barske finale.
“Outside the street's on fire in a real death waltz Between flesh and what's fantasy and the poets down here Don't write nothing at all, they just stand back and let it all be And in the quick of the night they reach for their moment And try to make an honest stand but they wind up wounded, not even dead Tonight in Jungleland”.
6/6
Jeg har denne gang været på en næsten umulig opgave i at skulle udvælge fire favoritnumre, men efter lidt besvær faldt valget på disse :
“Thunder Road”, “Tenth Avenue Freeze Out”, “Meeting Across The River” og “Jungleland”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#67 You're preaching to the choir :) Tidsløst magisk album og igen ... herlig gennemgang og jeg kan godt lide dine analyseringer! Tak for det! ;)
Tenth Avenue Freeze Out, skulle eftersigende være en reference til tiden, hvor man øvede tæt på hjørnet af E Street & 10th Avenue, hvor moderen til Springsteens gamle keyboard spiller, David Sanscious, boede. Hun lod dem øve sig i hendes garage.
The Sancious house was at 1107 E Street with the garage squeezed between the house and the southside fence
De to store Jungleland live performances på video, må være
Og i denne weekend fik Jake Clemons så endelig lov til at spille Jungleland, for første gang siden Clarence døde
#67 You're preaching to the choir :) Tidsløst magisk album og igen ... herlig gennemgang og jeg kan godt lide dine analyseringer! Tak for det! ;)
Mange tak for de pæne ord! :) Jeg må dog indrømme, at jeg undervejs var lidt nervøs for at gå ind og analysere teksten i de forskellige sange med fare for at fejltolke eller måske overfortolke de ting/budskaber, som Springsteen gerne vil give udtryk for. Så er sgu glad for at høre, at jeg har ramt rigtigt og at du kunne lide de ting, som jeg har fremhævet i anmeldelsen. :)
SIR Ridley Scott (68) skrev:
Tenth Avenue Freeze Out, skulle eftersigende være en reference til tiden, hvor man øvede tæt på hjørnet af E Street & 10th Avenue, hvor moderen til Springsteens gamle keyboard spiller, David Sanscious, boede. Hun lod dem øve sig i hendes garage.
The Sancious house was at 1107 E Street with the garage squeezed between the house and the southside fence
Ok, ja jeg var faktisk heller ikke lige helt klar over, hvad titlen helt præcist henviste til, så fedt lige at få den detalje med også.
[quote=SIR Ridley Scott (68)]De to store Jungleland live performances på video, må være
Og i denne weekend fik Jake Clemons så endelig lov til at spille Jungleland, for første gang siden Clarence døde
Wow! De live udgaver af "Jungleland" var jo helt igennem fantastiske at se. Lyden er i øvrigt super sprød i live versionerne og publikum er helt oppe og ringe. Fed stemning, og de momenter med Clarences solo og til sidst Jakes skal man godt nok være kold om hjertet for ikke at blive rørt af. Super fedt at du har fundet de klip frem her. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#69 Jeg synes du har ramt rigtig godt, hvad indbegrebet er i de sange :)
Springsteen gennemgår i øvrigt Thunder Road i denne VH1 Storytellers session, men desværre får man kun lige starten af gennemgangen. Det er en herlig session.
Ja lyden er rigtig god i de versioner. Jeg kan som sagt kun anbefale den gyldne 30 års boks omkring Born To Run, som har den fantastiske Wings for Wheels dokumentar og Hammersmith Odeon koncerten i topklasse kvalitet :)
#61 Richard Burton 12 år siden
Ligesom verden er gået i spåner over weekendens vanvittige koncert og man troede, at man havde set alt, sker dette.
Springsteen går ene mand på scenen i Helsingfors og spiller 5 numre akustisk for de ventende fans på stadion.
I'll Work For Your Love
Leap of Faith
No Surrender
For You
Blinded By the Light
Derefter går bandet og han på kl. 19.53, spiller 33 numre
Rockin' All Over the World
Night
Out in the Street
Loose Ends
We Take Care of Our Own
Prove It All Night (with '78 intro)
Wrecking Ball
Death to My Hometown
My City of Ruins
Does This Bus Stop at 82nd Street?
Be True
Jack of All Trades
Downbound Train
Because the Night
(Patti Smith cover)
Lonesome Day
Darlington County
Light of Day
Shackled and Drawn
Waitin' on a Sunny Day
Back In Your Arms
(Tour Premiere)
The Rising
Badlands
Land of Hope and Dreams
10 ekstra numre (dvs. længere end en Madonna koncert)
We Are Alive
Born in the U.S.A.
Born to Run
Detroit Medley
Glory Days
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
I Don't Want to Go Home
Higher and Higher
Twist and Shout
Og slutter 23.49, 3 timer og 56 minutter senere, stadig uden pause. Længste koncert nogensinde og derudover altså 5 solo numre.
Det siges nu, at de 33 numre varede four-hour-and-six minute!
#62 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#63 NightHawk 12 år siden
Mht. "Darkness..." og "The River", så har jeg dem nok først klar til weekenden. :)
#64 Richard Burton 12 år siden
#65 NightHawk 12 år siden
#66 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#67 NightHawk 12 år siden
Med “Greetings From Asbury Park N.J.” som det lyrisk funklende fundamentet, og efterfølgeren “The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle” som en eksperimenternes legeplads af melodiske udtryk der i en fælles formidabel klingende symbiose satte hele eventyret i gang for den legendariske trubadur og hans ikoniske bands rejse gennem den amerikanske folkesjæl, var scenen nu sat for det tredje album i rækken i skikkelse af det mere kommercielt tænkte og bredt appellerende “Born To Run”. Uden helt at fornægte pladeselskabets ønske om også samtidig at skabe sig et karrieremæssigt boost, havde Bruce Springsteen dog selv mere kunstneriske ambitioner for øje med et samlet tekst materiale og en skarp musikalsk vision, der skulle illustrere en mere moden udgave af ham som komponist og sangskriver. Det var på trods af og dermed ligeså på forunderlig vis i kraft af dette ambivalente krydsfelt, der markerede det første trin på vejen mod selvstændighed, at Bruce Springsteen og co. skabte sit andet legendariske album, som da også meget passende var båret af fire sange, “Thunder Road”, “Backstreets”, “Born To Run” og “Jungleland”, der mesterligt formåede at dele hhv. drømmerens håbefuldt charmerende poesi og melankolikerens rå realisme imellem sig med maksimal effekt.
På det første klassiske track “Thunder Road” indledes rejsen så at sige meget direkte i teksten, hvor Springsteen udfordrer sit eget rebelske spejlbillede til, frem for blot at nøjes med at tænke stort, at tage skridtet videre fra ungdommens kådhed og nu turde gøre alvor af forsøget på at leve drømmene helt ud over grænsen til sin egen trygge andedam. Dette leveres her med en nærmest uhørt sprudlende energi som Springsteen skaber ved utallige skift i rytme og melodi, der gør sammenhørigheden med tekstens budskab enestående i sit visionære overskud. Samme gør sig i den grad også gældende på næste herligt soul inspirerede skæring med den mystificerende titel “Tenth Avenue Freeze Out”, som jeg mener, selv om det ikke kan slås fast med sikkerhed, handler om venskab og loyalitet blandt mennesker kontra storbyens fortærende og altopslugende korrumperende mørke, (det kunne tolkes som en reference til pladeselskabets alt for kommercielle retning), hvor Springsteen, muligvis symboliseret via karakteren i teksten, i store træk reddes fra storbyens grådige favntag grundet det stærke og jordbundne sammenhold i The E Street Band, med en særlig hilsen til Clarence Clemons/Big Man. Fra mørkets udfordringer, set gennem positive briller, bliver tonen dog, uden at selve musikkens medrivende klang ændres, væsentligt mere sortsynet og melankolsk i “Night”, hvor protagonistens jagt på frihed og spænding fra hverdagens kedelige trummerum udfolder sig på en i bund og grund temmelig deprimerende facon, der afslører en både stor frustration og desperation efter at udleve sine drømme. “Night” afsluttes i øvrigt af en harsk og skarpsleben saxofonsolo af Clarence Clemons, som genialt er med til at fremhæve de undertrykte tanker og følelser der er gået forud i sangen.
Med “Backstreets” der indledes med en karismatisk klingende klaversolo af Roy Bittan og som for første gang på albummet trækker tempoet ud på rejsen hen ad lyrikkens landevej, hvilket forgrener sig i en afdæmpet grandiositet af en anden verden, hører man her for alvor den storladne og brede Phil Spector lyd, der kendetegnede de fleste produktioner i 70’erne, folde sig helt ud. Særligt i dette nummer går det faktisk hen og bliver en effektmæssig genistreg i hvad der kommer til at fungere som et lettere rungende ekko af klingende bølger tilbage til fortiden, hvilket danner rammen for en af Springsteens smukkeste anekdoter om ungdommelig og udødelig kærlighed, kontra svigt, bedrag og endegyldigt bristede illusioner for den ellers så håbefulde fremtid for fortællingens og hele albummets protagonist. Den deprimerende melankoli, som ligeså gjorde sig gældende på forrige nummer, fremhæves desuden af Springsteens fremragende vokal, som undervejs bliver mere og mere hjerteskærende i sin desperation, hvilket er med til at give “Backstreets” fortælling nerve og sjæl som bare fanden. Fremme ved titelnummeret “Born To Run” vender Springsteen på forunderlig vis, (og fascinerende i måden at sammensætte albummet på), tilbage til udgangspunktet i den sammenlignelige “Thunder Road” og den indebrændte håbefulde rebels drøm om at løsrive sig fra en forudbestemt skæbne ved at stræbe efter at nå stjernerne, hvilket samtidig også bliver en opfordring til resten af baglandet om at turde have modet til at satse alt og drømme stort.
I “She’s The One” tager Springsteen fat på en tragikromantiske fabel om kærlighedens forunderlige og ambivalente væsen der, som jeg tolker det, handler om at være i stand til at give slip på fortiden på trods af dens umiddelbare sikkerhed, her repræsenteret via protagonistens one and only flamme, der dog samtidig også holder ham tilbage pga. sin utroskab. Selv om “She’s The One” bevarer den jævnt melankolske forbindelse til “Backstreet” i teksten, kommer det modsatte dog til udtryk i musikken bl.a. via det muntre 50’er rockabilly beat der flot fremhæver de positive følelser, som trods alt også har været i det ambivalente forhold. Fra en forførende femme fatale til den mesterlige jazz inspirerede rock ballade “Meeting Across The River”, hvis traditionelle historie om new jersey protagonistens længsel efter at træde ud af skyggerne, her får en ekstra dimension i form af Randy Becketts film noir agtige fløjlsbløde trompet, der på smukkeste vis fungere upåklageligt som samarbejdspartner til Springsteens vokal og en genial eksekveret smagsprøve og indledning til albummets afsluttende og episke nummer “Jungleland”.
I denne storslåede og højdramatiske finale, som også bliver kulminationen på albummets protagonist, der trods forskellige identitetsskift undervejs alle symboliserer Springsteens alter ego i skikkelse af den unge håbefulde og stordrømmende rebel fra New Jersey, bliver man allerede i sangens hypnotiske intro, bestående af stemningsfulde toner fra Suki Lahavs violin og Roy Bittains klaver arrangement, vidne til en af Springsteens allerbedste og mest velkoreograferede sange. Et kompositionsmæssigt mesterværk der med stort overblik opsummere hele albummets underliggende budskab om at udleve den ultimative drøm om uafhængighed, i en jagt på den store kærlighed til livet og musikken der udspringer heraf, sat i scene med et drabeligt opgør hvor New Jersey knægten tager kampen op mod storbyens skyggesider. Springsteen forholder sig hudløst ærligt til dette opgør og dets ræsonnement og understreger, at han trods sin hovedkarakters drømmende umiddelbart naive tilgang bestemt ikke selv forholder sig naivt til virkelighedens barske realiteter når alt kommer til alt, mens samhørigheden imellem tekst og musik når nye højder, da Clarence Clemons suveræne saxofonsolo udfolder sig midtvejs som det magiske bindeled mellem den poetiske indledning og den hjerteskærende barske finale.
“Outside the street's on fire in a real death waltz
Between flesh and what's fantasy and the poets down here
Don't write nothing at all, they just stand back and let it all be
And in the quick of the night they reach for their moment
And try to make an honest stand but they wind up wounded, not even dead
Tonight in Jungleland”.
6/6
Jeg har denne gang været på en næsten umulig opgave i at skulle udvælge fire favoritnumre, men efter lidt besvær faldt valget på disse :
“Thunder Road”, “Tenth Avenue Freeze Out”, “Meeting Across The River” og “Jungleland”.
#68 Richard Burton 12 år siden
Tenth Avenue Freeze Out, skulle eftersigende være en reference til tiden, hvor man øvede tæt på hjørnet af E Street & 10th Avenue, hvor moderen til Springsteens gamle keyboard spiller, David Sanscious, boede. Hun lod dem øve sig i hendes garage.
The Sancious house was at 1107 E Street with the garage squeezed between the house and the southside fence
De to store Jungleland live performances på video, må være
Og i denne weekend fik Jake Clemons så endelig lov til at spille Jungleland, for første gang siden Clarence døde
#69 NightHawk 12 år siden
Mange tak for de pæne ord! :) Jeg må dog indrømme, at jeg undervejs var lidt nervøs for at gå ind og analysere teksten i de forskellige sange med fare for at fejltolke eller måske overfortolke de ting/budskaber, som Springsteen gerne vil give udtryk for. Så er sgu glad for at høre, at jeg har ramt rigtigt og at du kunne lide de ting, som jeg har fremhævet i anmeldelsen. :)
Ok, ja jeg var faktisk heller ikke lige helt klar over, hvad titlen helt præcist henviste til, så fedt lige at få den detalje med også.
[quote=SIR Ridley Scott (68)]De to store Jungleland live performances på video, må være
Og i denne weekend fik Jake Clemons så endelig lov til at spille Jungleland, for første gang siden Clarence døde
Wow! De live udgaver af "Jungleland" var jo helt igennem fantastiske at se. Lyden er i øvrigt super sprød i live versionerne og publikum er helt oppe og ringe. Fed stemning, og de momenter med Clarences solo og til sidst Jakes skal man godt nok være kold om hjertet for ikke at blive rørt af. Super fedt at du har fundet de klip frem her. :)
#70 Richard Burton 12 år siden
Springsteen gennemgår i øvrigt Thunder Road i denne VH1 Storytellers session, men desværre får man kun lige starten af gennemgangen. Det er en herlig session.
http://www.dailymotion.com/video/xboe6e_thunder-ro...
Ja lyden er rigtig god i de versioner. Jeg kan som sagt kun anbefale den gyldne 30 års boks omkring Born To Run, som har den fantastiske Wings for Wheels dokumentar og Hammersmith Odeon koncerten i topklasse kvalitet :)
http://cdon.dk/musik/springsteen_bruce/born_to_run...
http://www.amazon.co.uk/Born-To-Run-Anniversary-Ed...
Jeg håber meget, at der kommer en BD fra denne turné. Jeg tror faktisk, det er det bedste han har lavet live siden 1978.