#69 Jeg synes du har ramt rigtig godt, hvad indbegrebet er i de sange :)
Super! :)
SIR Ridley Scott (70) skrev:
Springsteen gennemgår i øvrigt Thunder Road i denne VH1 Storytellers session, men desværre får man kun lige starten af gennemgangen. Det er en herlig session.
Damn, det lød jo sindsygt fedt! Selv blot i så enkel og afdæmpet en version som Springsteen laver her, får han stadigvæk "Thunder Road" til at være ren magi. :)
SIR Ridley Scott (70) skrev:
Ja lyden er rigtig god i de versioner. Jeg kan som sagt kun anbefale den gyldne 30 års boks omkring Born To Run, som har den fantastiske Wings for Wheels dokumentar og Hammersmith Odeon koncerten i topklasse kvalitet :)
Damn, det lød jo sindsygt fedt! Selv blot i så enkel og afdæmpet en version som Springsteen laver her, får han stadigvæk "Thunder Road" til at være ren magi. :)
Ja og det er samtidig en ganske morsom afslappet Bruce som spøger med publikum her.
Med det mesterligt gennemtænkte og melodisk geniale tredje album “Born To Run” tre år tidligere opnåede Bruce Springsteen og The E Street Band endeligt og fuldt fortjent det helt store kommercielle gennembrud. Men vejen til den tordnende succes og enorme berømmelse var bestemt ikke uden store omkostninger og Springsteen følte sig efterfølgende, (grundet tyngende kontraktmæssige forpligtigelser til pladeselskabet samt umagrende juridisk tovtrækkeri med sin daværende manager Mike Appel), fanget i et net der langsomt begyndte at dræne den rebelske poet for energi og kunstnerisk overskud. Da stridsøksen efter tre års magtkampe så endelig blev begravet, skulle man derfor ikke lige umiddelbart tro på, at det næste album i rækken ville være af samme episke kaliber. Dette viste sig dog på ingen måde at blive tilfældet, da Springsteen i stedet og med stor overbevisning drog fordel af frustrationerne og brugte dem til at tage på en meditativ eksistentiel rejse ind i sit kunstneriske sind for at finde tilbage til rødderne af sin musikalske opblomstring, hvilket resulterede i endnu et mesterværk der dog adskilte sig markant fra forgængeren qua en dyster og diabolsk atmosfære der omfavnende de hudløst ærlige tekster og den upolerede musik.
Hvor “Born To Run” handlede om at udleve den ultimative drøm med alt hvad det indebar af håbefuld positiv naivitet, tager “Darkness On The Edge of Town” udgangspunkt i forrige albums underliggende pessimistiske, tvivlende og faretruende fortabelses afgrund, der konstant lå og ulmede i tekstens materie, hvilket her igen opbygges på en sammenlignelig struktureret vis med fire sange, (“Badlands”, “Racing In The Street”, “The Promised Land” og “Darkness On The Edge of Town”), som protagonistens bindeled for den samlede historie. Den opslidende proces i at løsrive sig fra det etablerede og manipulerende parnas og derpå forsøge at genfinde den mistede integritet og kunstneriske frihed midt i erkendelsen af livets skyggesider, opsummere Springsteen allerede essensen af råt for usødet i den øjeblikkeligt fængende og kontante intro “Badlands“. En sang der rent tekstmæssigt er grusom i sin nøgtern tilgang til de bristede illusioner og samtidig musikalsk et følelsesmæssigt raseri over ikke at kunne få drømmene til at lykkedes efter sin egen vision, hvilket Springsteen og resten af bandet på overbevisende og meget varieret vis får kombineret til at gå op i en højere enhed, især takket være Max Weinbergs buldrende trommer, Springsteens harske guitarsolo og Clarence Clemons djævelske og sjæleflænsende hvæs i saxofonen. Den pulserende bitterhed fortsætter dernæst ufortrødent på det følgende track ,“Adam Raised a Cain” der metaforisk, i en tekst domineret af religiøs symbolik, beskriver protagonistens opgør med autoritetsfigurer og sit nærmiljøs negative indflydelse på at skabe sin egen identitet og ståsted i verden. Det er ganske interessant i den forbindelse at lytte særligt godt efter Springsteens måde at synge på her, hvor han krænger hele sjælen ud og dermed tegner et ubehageligt klaustrofobisk portræt af den situation hans alter ego befinder sig i.
I “Something In The Night” skrues der op for en storslået og poetisk smuk men samtidigt hamrende barsk rockballade, der indledes og afsluttes med et vokalmæssigt brøl fra Bruce Springsteen, som på allermest gåsehudsfremkaldende vis illustrerer den hjemvendte rebel og fortabte søns desperate famlen efter at finde en mening med tilværelsen, gemt et sted derude i det uforudsigelige mørke, alt imens den tidligere skabte og betryggende identitet rives fra hinanden af omgivelsernes nådesløse klør. Fra et støvet og diffust landevejsridt ind i sindets kringelkroge, foretager Springsteen og co. med “Candy’s Room” et retningsskifte direkte ind i kærlighedens favntag på mindernes allé, hvor protagonisten for en stund genfinder trygheden i et flashback til fortiden. Her blændes der op for en banal men uden tvivl også ganske smuk og moralsk fabel om materielle goder og kapitalismens kølige fordærv kontra ægte kærlighed og ophedet integritet, i affæren mellem protagonisten og den prostituerede hvis forhold afslører, at deres sammenhold er det der virkelig betyder noget frem for omverdenens lokkende tilbud om guld og grønne skove. Begge temaer genfortolkes efterfølgende fornemt og detaljeret i den cool tilbagelænede ballade “Racing In The Street” som en dissekerende hyldest til 50’erne og 60’ernes drag race, hvor machoimaget som æresbegreb i en ultimativ manddomineret verdens stræben efter sejr og prestige konfronteres med den bagvedliggende dødsangst og virkelighedsflugt. Mens disse ambivalente tanker og følelser huserer gennem krop og sjæl, fremhæves de svulstige maskiners nærmest magiske evne til at glemme alt andet lige indtil, at Springsteen på skarpt observerende og opfindsom vis introducere protagonistens anden store lidenskab i skikkelse af den romantiserende kvindelige outsider, der ender med både at symbolisere afsavnet i jagten på succes og håbet i mørket, der kan atter kan bringe balance på de indre linjer, hvor den eksistentielle jagt foregår. Alt sammen akkompagneret primært af Roy Bittains sensitive klaver og sporadiske men veltimede trommebeats fra Max Weinberg, som i fællesskab med Sprinsteens latente lyrik skaber et vaskeægte mesterværk.
At der trods den indadvendte søgen og tungsindige grublen over tilværelsen i livet stadig eksistere en gnist af håb, der muligvis kan føre hovedkarakteren væk fra afgrunden, åbenbares med sporadiske positivitet via introen til albummets anden del, (der helt bevidst deler flere lighedspunkter både musikalsk og tekstmæssigt med ”Badlands”), i skikkelse af den stærkt medrivende “The Promised Land”, som straks får godt tag i følelsesregistret qua et især kraftfuldt og tilbagevendende mundharmonika riff, der river hul i mørkets kanvas og ansporer Bruce Spingsteens alter ego til at turde tro på, at han vil lykkes med sin mission i at genfinde inspirationen, som han har mistet grebet om, og dermed genvinde de værdier der definerer ham som menneske og kunstner. En født klassiker! De forholdsvis opmuntrende vibrationer klinger således fortsat videre i starten af den slumrende deprimerende ballade “Factory”, men forstummer dog ganske hurtigt igen, da melankoliens sørgmodige væsen gør sit indtog via fortællingen om fabrikkens og samlebåndets monotone pinsler af dets menneskeslaver, hvilket brutalt udstiller ambivalensen i deres afhængighed, hvis sikre tryghed samtidig langsomt destruere alle ønsker og drømme om selvstændighed og individualitet resulterende i et væld af frustrationer, der blot venter på at blive forløst senere. Det indre opgør og længslen efter at bryde ud fra de tyngende forpligtigelser kommer dernæst til udtryk i “Streets of Fire”, der fungere upåklageligt som epilog til forrige nummer, hvilket forløses i et sandt vredesudbrud der tager til i styrke jo mere protagonisten indser, hvor meget han længes efter at gå sine egne veje.
Med de forrige numres sørgmodige smerte og dystre fordybelse in mente, svinger “Prove It All Night” pludselig ind fra højre som et kærkomment musikalsk opblomstrende og væsentligt mere opmuntrende supplement, med klare paralleller til moralen og budskaberne fra hhv. “Racing In The Street” og “Candy’s Room”. I “Prove It All Night” følger man igen protagonisten og hans kvindelige modstykke i en klassisk "ungt par på flugt fra fortidens synder historie", hvor målet om at opnå ultimativ frihed og selvstændighed skabes i synergien mellem det forelskedes par ukuelige viljestyrke i at få så meget ud af livet som muligt, koste hvad det vil, alt imens Springsteens guitar og Clarence Clemons saxofon herligt visualiserer en fandenivoldskhed, der smukt og kontrastfyldt matcher Roy Bittains poetiske klaversolo. Fremme ved det afsluttende og helt igennem fremragende titelnummer “Darkness On The Edge of Town” træder Springsteen nu ud af sin lyriske tidsmaskine for at gøre status over sin eksistentielle dannelsesrejse, mens han på afstand erfarer, at kvinden han tidligere håbede på at kunne dele sin livsopfattelse med blot er forstenet i et fastlåst univers, hvor der ikke længere er plads til at udfordre sindet og forsøge at få kontrol over dæmonerne. Denne udmagrende duel kan man som lytter til gengæld, og med spirende optimisme i hjertet, konstatere at Springsteen på overbevisende måde selv lykkedes med at vinde, og således fik rebellen fra New Jersey med en glorværdig sejr i mørkets sindelag på kanten af afgrunden, sat en tyk streg under en smittende viljestyrke, som på ingen måde kunne holdes nede ligegyldig hvor mange barske forhindringer der end måtte stå i vejen, hvilket endegyldigt resulterede i endnu et mageløst mesterværk.
“Some folks are born into a good life Other folks get it anyway anyhow I lost my money and I lost my wife Them things don't seem to matter much to me now Tonight I'll be on that hill 'cause I can't stop I'll be on that hill with everything I got Lives on the line where dreams are found and lost I'll be there on time and I'll pay the cost For wanting things that can only be found In the darkness on the edge of town”
6/6
Mine fire yndlingsnumre fra dette enestående album :
“Something In The Night”, “Racing In The Street”, “The Promised Land” og “Darkness On The Edge of Town”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#74 Mit hjerte blomstrer, når Bruce's mesterværk tages under herlig behandling ... som her :) Det er dejligt at se en "nytilkommen" i den grad dykke ned med entusiasme og fordybelse i mandens bagkatalog og søge den røde linie i mandens karriere, og her 30-40 år efter kunne få øje på genialiteten og tidsløsheden af mandens værker.
Desværre er tematikken i Darkness on the Edge of Town sørgeligt aktuel i vor tid, men så meget desto mere er der grund til endnu engang at smide albummet på spilleren og lytte til tekster, som er ligeså endegyldige i 2012, som de var i 1978.
Det var fantastisk, at Bruce som 25 årig, var så dedikeret til visionen om Born to Run og dens lydmæssige side, men endnu mere, at han aldrig siden søgte tilbage til universet med det massive Spectorske lydtapet og rockopera kompositionerne. Istedet drænede han alt det storladne fra lydbilledet og gik efter kontinuiteten mellem 10 sange, som i den grad tog temperaturen på datidens virkelighed og gav os hele følelsesrepertoiret fra vrede til glæde.
Darkness er og bliver mit yndlingsalbum og det, som sprænger karakterskalaen. Jeg ved ikke, hvor mange kriser det har hjulpet mig ud af gennem tiden. Små som store.
Jeg er fuldkommen enig med dig i "Something in the Night". Største øjeblik for mig til koncerterne i år, var da han i [url= af anden koncert spillede nummeret[/url]. Den intensitet og medlevenhed han giver her bl.a. med sine primalskrig, er stadig second to none i livesammenhæng for mig og en af grundene til, at han er så skide autentisk som person.
Og vil man have nummeret i den absolut bedste lyd, så kommer man ikke udenom Paramount koncerten uden publikum
Igen Nighthawk. Tusind tak for din gennemgang. Det er en rendyrket fornøjelse for mig at følge med i :)
#74 Mit hjerte blomstrer, når Bruce's mesterværk tages under herlig behandling ... som her :) Det er dejligt at se en "nytilkommen" i den grad dykke ned med entusiasme og fordybelse i mandens bagkatalog og søge den røde linie i mandens karriere, og her 30-40 år efter kunne få øje på genialiteten og tidsløsheden af mandens værker.
Det glæder mig rigtig meget at høre! :)
Jeg synes nemlig også, at det er super spændende og fascinerede at gå i detaljer med hans tekster og musik. Kan tydelig mærke hvor grebet jeg bliver af at analysere, jo mere jeg lytter til sangene og finder ud af hvor genial en historiefortæller Springsteen egentlig er, og hvor eminent dygtig han er til at få tekst og musik til at harmonere med hinanden.
SIR Ridley Scott (75) skrev:
Desværre er tematikken i Darkness on the Edge of Town sørgeligt aktuel i vor tid, men så meget desto mere er der grund til endnu engang at smide albummet på spilleren og lytte til tekster, som er ligeså endegyldige i 2012, som de var i 1978.
Det var fantastisk, at Bruce som 25 årig, var så dedikeret til visionen om Born to Run og dens lydmæssige side, men endnu mere, at han aldrig siden søgte tilbage til universet med det massive Spectorske lydtapet og rockopera kompositionerne. Istedet drænede han alt det storladne fra lydbilledet og gik efter kontinuiteten mellem 10 sange, som i den grad tog temperaturen på datidens virkelighed og gav os hele følelsesrepertoiret fra vrede til glæde.
Darkness er og bliver mit yndlingsalbum og det, som sprænger karakterskalaen. Jeg ved ikke, hvor mange kriser det har hjulpet mig ud af gennem tiden. Små som store.
Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i, hvad du har skrevet her. "Darkness..." er både tekstmæssigt og musikalsk set en tidsløs genistreg, der formår at trænge helt ind i kernen af følelsesregistret og blive siddende længe efter albummet er slut. Både det tekniske aspekt ifht. albummets lyd, måden Springsteen fortæller sine historier på, (det er nærmest som at se en film for sig), og måden buskaberne bliver leveret på, har gjort stort indtryk på mig, så jeg vil indtil videre også betragte "Darkness..." som mit yndlingsalbum.
SIR Ridley Scott (75) skrev:
Jeg er fuldkommen enig med dig i "Something in the Night". Største øjeblik for mig til koncerterne i år, var da han i [url= af anden koncert spillede nummeret[/url]. Den intensitet og medlevenhed han giver her bl.a. med sine primalskrig, er stadig second to none i livesammenhæng for mig og en af grundene til, at han er så skide autentisk som person.
Og vil man have nummeret i den absolut bedste lyd, så kommer man ikke udenom Paramount koncerten uden publikum
Damn, det ville jeg sgu gerne have oplevet live. Og ja, han bringer virkelig en troværdighed frem i de følelser der gives udtryk for her. Fremragende!
[quote=SIR Ridley Scott (75)]Igen Nighthawk. Tusind tak for din gennemgang. Det er en rendyrket fornøjelse for mig at følge med i :)
You're welcome! :) Og mange tak for de venlige ord. :)
Mht. de sidste tre anmeldelser som jeg havde tænkt mig at skrive, så kommer det nok til at tage lidt længere tid at få dem gjort færdige, end jeg lige havde regnet med. Så "The River" bliver nok først klar til engang i næste uge. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
You're welcome! :) Og mange tak for de venlige ord. :)
Det var sandelig så lidt! Det er mig der takker :)
Mht. de sidste tre anmeldelser som jeg havde tænkt mig at skrive, så kommer det nok til at tage lidt længere tid at få dem gjort færdige, end jeg lige havde regnet med. Så "The River" bliver nok først klar til engang i næste uge. :)
Du skal nok få lang snor, for jeg ved godt, hvor lang tid det tager at gå på indlæring i The River :) Så ingen hastværk. Jeg ser rigtig meget frem til at læse mere fra din pen om The River og yndlingsnumrene :)
Du har ikke fået set nogle dokumentarer endnu vel?
Du har ikke fået set nogle dokumentarer endnu vel?
Nej, ikke endnu. Men jeg skal på posthuset i morgen og hente en større pakke, som bl.a. indeholder "Born To Run" - 30'th Anniversery Edition, så i løbet af weekenden skal jeg have set "Whings For Wheels" . :)
"The Promise : Darkness On The Edge of Town Story" boxen, er på vej med posten, så den regner jeg med at skulle hygge mig med i løbet af næste uge. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#71 NightHawk 12 år siden
Super! :)
Damn, det lød jo sindsygt fedt! Selv blot i så enkel og afdæmpet en version som Springsteen laver her, får han stadigvæk "Thunder Road" til at være ren magi. :)
Jeg har netop lige bestilt disse fire ting, så nu kan jeg bl.a. snart få "Whings For Wheels" dokumentaren at se. :)
"Born To Run" - 30'th Anniversarry Edition
"The Promise: The Darkness On The Edge of Town Story" - Boxset
"Wrecking Ball" - Deluxe Edition
+ bogen, "Bruce Springsteen and The Promise of Rock N' Roll".
Det ville sgu være fantastisk at se og høre på BD, så det må vi krydse fingre for sker på et tidspunkt. :)
#72 Richard Burton 12 år siden
Ja og det er samtidig en ganske morsom afslappet Bruce som spøger med publikum her.
Her med Brilliant Disguise
http://www.myspace.com/video/sophia/bruce-springst...
Christ, du er en hård mand :) Glæd dig! De to bokse er "guldet".
#73 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#74 NightHawk 12 år siden
Med det mesterligt gennemtænkte og melodisk geniale tredje album “Born To Run” tre år tidligere opnåede Bruce Springsteen og The E Street Band endeligt og fuldt fortjent det helt store kommercielle gennembrud. Men vejen til den tordnende succes og enorme berømmelse var bestemt ikke uden store omkostninger og Springsteen følte sig efterfølgende, (grundet tyngende kontraktmæssige forpligtigelser til pladeselskabet samt umagrende juridisk tovtrækkeri med sin daværende manager Mike Appel), fanget i et net der langsomt begyndte at dræne den rebelske poet for energi og kunstnerisk overskud. Da stridsøksen efter tre års magtkampe så endelig blev begravet, skulle man derfor ikke lige umiddelbart tro på, at det næste album i rækken ville være af samme episke kaliber. Dette viste sig dog på ingen måde at blive tilfældet, da Springsteen i stedet og med stor overbevisning drog fordel af frustrationerne og brugte dem til at tage på en meditativ eksistentiel rejse ind i sit kunstneriske sind for at finde tilbage til rødderne af sin musikalske opblomstring, hvilket resulterede i endnu et mesterværk der dog adskilte sig markant fra forgængeren qua en dyster og diabolsk atmosfære der omfavnende de hudløst ærlige tekster og den upolerede musik.
Hvor “Born To Run” handlede om at udleve den ultimative drøm med alt hvad det indebar af håbefuld positiv naivitet, tager “Darkness On The Edge of Town” udgangspunkt i forrige albums underliggende pessimistiske, tvivlende og faretruende fortabelses afgrund, der konstant lå og ulmede i tekstens materie, hvilket her igen opbygges på en sammenlignelig struktureret vis med fire sange, (“Badlands”, “Racing In The Street”, “The Promised Land” og “Darkness On The Edge of Town”), som protagonistens bindeled for den samlede historie. Den opslidende proces i at løsrive sig fra det etablerede og manipulerende parnas og derpå forsøge at genfinde den mistede integritet og kunstneriske frihed midt i erkendelsen af livets skyggesider, opsummere Springsteen allerede essensen af råt for usødet i den øjeblikkeligt fængende og kontante intro “Badlands“. En sang der rent tekstmæssigt er grusom i sin nøgtern tilgang til de bristede illusioner og samtidig musikalsk et følelsesmæssigt raseri over ikke at kunne få drømmene til at lykkedes efter sin egen vision, hvilket Springsteen og resten af bandet på overbevisende og meget varieret vis får kombineret til at gå op i en højere enhed, især takket være Max Weinbergs buldrende trommer, Springsteens harske guitarsolo og Clarence Clemons djævelske og sjæleflænsende hvæs i saxofonen. Den pulserende bitterhed fortsætter dernæst ufortrødent på det følgende track ,“Adam Raised a Cain” der metaforisk, i en tekst domineret af religiøs symbolik, beskriver protagonistens opgør med autoritetsfigurer og sit nærmiljøs negative indflydelse på at skabe sin egen identitet og ståsted i verden. Det er ganske interessant i den forbindelse at lytte særligt godt efter Springsteens måde at synge på her, hvor han krænger hele sjælen ud og dermed tegner et ubehageligt klaustrofobisk portræt af den situation hans alter ego befinder sig i.
I “Something In The Night” skrues der op for en storslået og poetisk smuk men samtidigt hamrende barsk rockballade, der indledes og afsluttes med et vokalmæssigt brøl fra Bruce Springsteen, som på allermest gåsehudsfremkaldende vis illustrerer den hjemvendte rebel og fortabte søns desperate famlen efter at finde en mening med tilværelsen, gemt et sted derude i det uforudsigelige mørke, alt imens den tidligere skabte og betryggende identitet rives fra hinanden af omgivelsernes nådesløse klør. Fra et støvet og diffust landevejsridt ind i sindets kringelkroge, foretager Springsteen og co. med “Candy’s Room” et retningsskifte direkte ind i kærlighedens favntag på mindernes allé, hvor protagonisten for en stund genfinder trygheden i et flashback til fortiden. Her blændes der op for en banal men uden tvivl også ganske smuk og moralsk fabel om materielle goder og kapitalismens kølige fordærv kontra ægte kærlighed og ophedet integritet, i affæren mellem protagonisten og den prostituerede hvis forhold afslører, at deres sammenhold er det der virkelig betyder noget frem for omverdenens lokkende tilbud om guld og grønne skove. Begge temaer genfortolkes efterfølgende fornemt og detaljeret i den cool tilbagelænede ballade “Racing In The Street” som en dissekerende hyldest til 50’erne og 60’ernes drag race, hvor machoimaget som æresbegreb i en ultimativ manddomineret verdens stræben efter sejr og prestige konfronteres med den bagvedliggende dødsangst og virkelighedsflugt. Mens disse ambivalente tanker og følelser huserer gennem krop og sjæl, fremhæves de svulstige maskiners nærmest magiske evne til at glemme alt andet lige indtil, at Springsteen på skarpt observerende og opfindsom vis introducere protagonistens anden store lidenskab i skikkelse af den romantiserende kvindelige outsider, der ender med både at symbolisere afsavnet i jagten på succes og håbet i mørket, der kan atter kan bringe balance på de indre linjer, hvor den eksistentielle jagt foregår. Alt sammen akkompagneret primært af Roy Bittains sensitive klaver og sporadiske men veltimede trommebeats fra Max Weinberg, som i fællesskab med Sprinsteens latente lyrik skaber et vaskeægte mesterværk.
At der trods den indadvendte søgen og tungsindige grublen over tilværelsen i livet stadig eksistere en gnist af håb, der muligvis kan føre hovedkarakteren væk fra afgrunden, åbenbares med sporadiske positivitet via introen til albummets anden del, (der helt bevidst deler flere lighedspunkter både musikalsk og tekstmæssigt med ”Badlands”), i skikkelse af den stærkt medrivende “The Promised Land”, som straks får godt tag i følelsesregistret qua et især kraftfuldt og tilbagevendende mundharmonika riff, der river hul i mørkets kanvas og ansporer Bruce Spingsteens alter ego til at turde tro på, at han vil lykkes med sin mission i at genfinde inspirationen, som han har mistet grebet om, og dermed genvinde de værdier der definerer ham som menneske og kunstner. En født klassiker! De forholdsvis opmuntrende vibrationer klinger således fortsat videre i starten af den slumrende deprimerende ballade “Factory”, men forstummer dog ganske hurtigt igen, da melankoliens sørgmodige væsen gør sit indtog via fortællingen om fabrikkens og samlebåndets monotone pinsler af dets menneskeslaver, hvilket brutalt udstiller ambivalensen i deres afhængighed, hvis sikre tryghed samtidig langsomt destruere alle ønsker og drømme om selvstændighed og individualitet resulterende i et væld af frustrationer, der blot venter på at blive forløst senere. Det indre opgør og længslen efter at bryde ud fra de tyngende forpligtigelser kommer dernæst til udtryk i “Streets of Fire”, der fungere upåklageligt som epilog til forrige nummer, hvilket forløses i et sandt vredesudbrud der tager til i styrke jo mere protagonisten indser, hvor meget han længes efter at gå sine egne veje.
Med de forrige numres sørgmodige smerte og dystre fordybelse in mente, svinger “Prove It All Night” pludselig ind fra højre som et kærkomment musikalsk opblomstrende og væsentligt mere opmuntrende supplement, med klare paralleller til moralen og budskaberne fra hhv. “Racing In The Street” og “Candy’s Room”. I “Prove It All Night” følger man igen protagonisten og hans kvindelige modstykke i en klassisk "ungt par på flugt fra fortidens synder historie", hvor målet om at opnå ultimativ frihed og selvstændighed skabes i synergien mellem det forelskedes par ukuelige viljestyrke i at få så meget ud af livet som muligt, koste hvad det vil, alt imens Springsteens guitar og Clarence Clemons saxofon herligt visualiserer en fandenivoldskhed, der smukt og kontrastfyldt matcher Roy Bittains poetiske klaversolo. Fremme ved det afsluttende og helt igennem fremragende titelnummer “Darkness On The Edge of Town” træder Springsteen nu ud af sin lyriske tidsmaskine for at gøre status over sin eksistentielle dannelsesrejse, mens han på afstand erfarer, at kvinden han tidligere håbede på at kunne dele sin livsopfattelse med blot er forstenet i et fastlåst univers, hvor der ikke længere er plads til at udfordre sindet og forsøge at få kontrol over dæmonerne. Denne udmagrende duel kan man som lytter til gengæld, og med spirende optimisme i hjertet, konstatere at Springsteen på overbevisende måde selv lykkedes med at vinde, og således fik rebellen fra New Jersey med en glorværdig sejr i mørkets sindelag på kanten af afgrunden, sat en tyk streg under en smittende viljestyrke, som på ingen måde kunne holdes nede ligegyldig hvor mange barske forhindringer der end måtte stå i vejen, hvilket endegyldigt resulterede i endnu et mageløst mesterværk.
“Some folks are born into a good life
Other folks get it anyway anyhow
I lost my money and I lost my wife
Them things don't seem to matter much to me now
Tonight I'll be on that hill 'cause I can't stop
I'll be on that hill with everything I got
Lives on the line where dreams are found and lost
I'll be there on time and I'll pay the cost
For wanting things that can only be found
In the darkness on the edge of town”
6/6
Mine fire yndlingsnumre fra dette enestående album :
“Something In The Night”, “Racing In The Street”, “The Promised Land” og “Darkness On The Edge of Town”.
#75 Richard Burton 12 år siden
Desværre er tematikken i Darkness on the Edge of Town sørgeligt aktuel i vor tid, men så meget desto mere er der grund til endnu engang at smide albummet på spilleren og lytte til tekster, som er ligeså endegyldige i 2012, som de var i 1978.
Det var fantastisk, at Bruce som 25 årig, var så dedikeret til visionen om Born to Run og dens lydmæssige side, men endnu mere, at han aldrig siden søgte tilbage til universet med det massive Spectorske lydtapet og rockopera kompositionerne. Istedet drænede han alt det storladne fra lydbilledet og gik efter kontinuiteten mellem 10 sange, som i den grad tog temperaturen på datidens virkelighed og gav os hele følelsesrepertoiret fra vrede til glæde.
Darkness er og bliver mit yndlingsalbum og det, som sprænger karakterskalaen. Jeg ved ikke, hvor mange kriser det har hjulpet mig ud af gennem tiden. Små som store.
Jeg er fuldkommen enig med dig i "Something in the Night". Største øjeblik for mig til koncerterne i år, var da han i [url= af anden koncert spillede nummeret[/url]. Den intensitet og medlevenhed han giver her bl.a. med sine primalskrig, er stadig second to none i livesammenhæng for mig og en af grundene til, at han er så skide autentisk som person.
Og vil man have nummeret i den absolut bedste lyd, så kommer man ikke udenom Paramount koncerten uden publikum
Igen Nighthawk. Tusind tak for din gennemgang. Det er en rendyrket fornøjelse for mig at følge med i :)
#76 NightHawk 12 år siden
Det glæder mig rigtig meget at høre! :)
Jeg synes nemlig også, at det er super spændende og fascinerede at gå i detaljer med hans tekster og musik. Kan tydelig mærke hvor grebet jeg bliver af at analysere, jo mere jeg lytter til sangene og finder ud af hvor genial en historiefortæller Springsteen egentlig er, og hvor eminent dygtig han er til at få tekst og musik til at harmonere med hinanden.
Jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i, hvad du har skrevet her. "Darkness..." er både tekstmæssigt og musikalsk set en tidsløs genistreg, der formår at trænge helt ind i kernen af følelsesregistret og blive siddende længe efter albummet er slut. Både det tekniske aspekt ifht. albummets lyd, måden Springsteen fortæller sine historier på, (det er nærmest som at se en film for sig), og måden buskaberne bliver leveret på, har gjort stort indtryk på mig, så jeg vil indtil videre også betragte "Darkness..." som mit yndlingsalbum.
You're welcome! :) Og mange tak for de venlige ord. :)
Mht. de sidste tre anmeldelser som jeg havde tænkt mig at skrive, så kommer det nok til at tage lidt længere tid at få dem gjort færdige, end jeg lige havde regnet med. Så "The River" bliver nok først klar til engang i næste uge. :)
#77 Richard Burton 12 år siden
Det var sandelig så lidt! Det er mig der takker :)
Du skal nok få lang snor, for jeg ved godt, hvor lang tid det tager at gå på indlæring i The River :) Så ingen hastværk. Jeg ser rigtig meget frem til at læse mere fra din pen om The River og yndlingsnumrene :)
Du har ikke fået set nogle dokumentarer endnu vel?
#78 NightHawk 12 år siden
Nej, ikke endnu. Men jeg skal på posthuset i morgen og hente en større pakke, som bl.a. indeholder "Born To Run" - 30'th Anniversery Edition, så i løbet af weekenden skal jeg have set "Whings For Wheels" . :)
"The Promise : Darkness On The Edge of Town Story" boxen, er på vej med posten, så den regner jeg med at skulle hygge mig med i løbet af næste uge. :)
#79 Richard Burton 12 år siden
#80 NightHawk 12 år siden
Det lyder sgu godt! Dem vil jeg glæde mig til at få set. :)