Jeg krydser udfor de radikale, hvilket jeg aldrig har været mindre i tvivl om end jeg er nu. Der er et parti i hver af de to andre blokke jeg kunne overveje. SF er desværre lidt forvirrede om deres linje og de konservative, som har det dårligste hold i mange år (dog lidt bedre end da Lene E. var leder).

Derfor bliver det radikalt. De ved hvad de vil.

Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan være i tvivl, om man enten er rød eller blå?! Det er jo et spørgsmål om sit eget syn på livet og sin generelle livsholdning. Jeg er enig i at det til tider kan ligne hinanden på mange områder, men ideologierne er jo ret forskellige. Problemet er vel, at rigtig mange mennesker ikke fuldt ud er klar over de grundlæggende værdier. Helt banalt kan det koges ned til frihed- v - lighed.

#33 Det nytter jo ikke noget at sige man er blå, når man derefter mestendels handler rødt. De første 5 år af den borgerlige regerings levetid, skulle man høre på hjernedød argumentation, at Anders Fogh og VK ville minimalstaten, selvom alle tal viste og viser, at de brugte mere, end den tidligere SR regering brugte og ville bruge på den offentlige sektor.

Der kom også en masse gode hensigter om at gå i kast med regelhelvedet og decentralisere. Det endte i flere regler og centralisering. Der kom gudhjælpemig også noget af det værste på arbejdsmarkedet frem, jeg nogensinde har set, nemlig såkaldte "anden aktør", aktivering af ledige og ansøgningsvirvar, som altsammen åbenbart gik ud på at behandle både ansøgere og arbejdsgivere uden respekt.

Der blev også fremsat super forslag af velfærdskommissionen, som allerede inden krisen viste vejen frem over de buler, som fremtiden bød på. Den sked både regering og opposition på, så da befolkningen skreg på "FLERE HÆNDER OG MERE VELFÆRD", så råbte man i kor "se hvad vi kan love jer, der er penge nok!" Og da den globale krise så satte ind, hvad gjorde man så? Redningspakker!!! Som om verden aldrig havde mødt en krise før og Danmark ikke var i en langt værre situation for 20-30 år siden.

Nu skulle alt død og pine reddes, selvom virksomheder og deres ledere havde været uansvarlige og grådige. Før i tiden gik man sgu nedenom og hjem, hvilket sendte et signal om ansvarlighed til andre. Nu skal banker have 4 redningspakker og gudhjælpemig om der ikke skal boligpakker til at redde de "nødstedte" ejendomsmæglere. Ihhh for niveauet er tilbage på år 2000 niveau, hvor der så ikke var nogen krise ... men der var heller ikke det hysteri, som snart skulle komme.

Det er som om vi tror, at de fede år mellem 2003 og 2007 er standarden. Det er det ikke. Det var overforbrug og regningen koster. Velfærd skal prioriteres og det må folk vænne sig til, for vi lever i en global verden og ikke en boble, hvor vi kan sætte vore lønninger som vi vil, uden at tænke på konkurrenceevne.

Men vælgerne skal blot fortsætte med at stemme efter flere goder og politikerne skal blot fortsætte med at snakke vælgerne efter munden og agere derefter, SÅ skal Danskerne nok få at se, hvad en rigtig krise indebærer! For mig at se, er det et spørgsmål om tid og det er kun fordi INGEN har ført liberal borgerlig politik i de sidste 10 år. Det har Sverige og de har overhalet Danmark indenom på få år, fra at ha' været i solid krise, ovenpå den socialdemokratiske velfærdsstats fallit!

Men nu kan vi så prøve Helle, Villy og Sohn. Det skal nok blive morsomt.

Djarnis (33) skrev:

Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan være i tvivl, om man enten er rød eller blå?

Her er et par muligheder:

Begge sider af skalaen er lige useless.

At verden stadig følger tanker, der er 100-150 år gamle, men slet ikke er aktuelle i dag og det måske er på tide at overveje, om det overhovedet nytter at tænke i disse farver, da vi ikke ligefrem kan påstå, at Danmark er et land, der på nogen måde ligner Danmark anno 1910.

Jeg har ikke noget imod kompromisser og pragmatik, men jeg tror netop, at grunden til, at det globalt set går af helvede til, er politikere med et udvandet forhold til ideologi. Hvis "lighed vs frihed" er udvandet, så skyldes det en skare ringe politikere. Begreberne er evigtgyldige værdier, men sjældent i tider, hvor der ikke skal kæmpes for dem, hvor befolkningen tager dem for givet.

Vi trænger i langt højere grad til kompromisløse løsninger, fremfor nogle, som kan samle 55% på midten, for at komme ud af vore problemer. Vi vælger politikerne for at gøre et godt arbejde, gøre det nødvendige og ikke være tøsedrenge, som blot tænker på næste valgperiode og hvilken valgflæsk der skal bydes på.

Måske hvis politikerne blev ansat med 30% i løn og 70% i bonusordning, så kunne det være de var noget mere ansvarlige med andres penge!