Et rigtigt godt og interessant emne, som jeg vil give mit eget supplement til imorgen.

#Antlion: Det er jo også en "ekstatisk" sandhed og ikke intellektuel eller håndgribelig, for den findes jo ikke i kunst. Oplevelsen af at noget er "sandt" og "rigtigt" sådan rent intuitivt tror jeg er nem at manipulere med hos mennesker og det er vel også det kunsten skal. Selve det at man får indblik i en "kosmisk sandhed" må jo være løgn for universet er kaotisk og uordentligt - men det er kunstnerens (eller filminstruktørens) rolle at skabe orden i det uordentlige, at gøre verden perfekt. Hvis verden var perfekt ville vi ikke have brug for kunst. Så jeg tror de "ekstatiske øjeblikke" er når det lykkes for kunstneren at skabe det perfekte.

#5 - Du har helt ret med Enter the Void-øjeblikket. Det er jo nærmest en illustration af individet, der opløses og bliver ét med helheden igen.

Det er også rigtigt med Stroszeks sidste 10 min. - det er jo en fænomenal kritik af den amerikanske drøm og af liberalisme. Og selve bankrøveriet er også helt fantastisk. Et andet øjeblik i den film er når den gamle tysker går rundt og undersøger Schopenhauers "animalske magnetisme" i det golde amerikanske landskab. Det er jo ægte tysk idealisme og dyb menneskekærlighed sat overfor moderne desillusioneret individualisme. Og han mener endda at kunne bevise at mennesker har en magnetisk tiltrækningskraft på hinanden - men ingen hører efter.

#7 - Du siger øjeblikke, hvor instruktøren gør udtryk for sine inderste følelser og naturens essens. Er det ikke en oplevelse af intuitiv og ekstatisk sandhed? Det er jo subjektivt naturligvis, men vi kender vel alle følelsen af at se eller læse noget og tænke "det er hvad det hele drejer sig om!". Og det er egentlig blot min påstand, at den oplevelse og følelse er årsagen til at vi laver kunst, den er kunstens mening.

Jeg forstår ikke helt Wittgensteins idé, men jeg er heller ikke særligt bekendt med sprogfilosofi. Schopenhauer, Hegel, Otto Rank og de fleste, jeg er stødt ind i, er enige om én ting: at kunsten netop er kunstig, at den er en transcendental konstruktion, der eksisterer for at råde bod på eksistentiel ensomhed. Lad os blot sige at kunsten er en dødsdrift (som Freud ville sige), et ønske om tilbagevenden til vor oprindelige uorganiske enhed med verden, til et præ-refleksivt, upersonligt stadie.

Så kunst handler jo om besjæling - om at opløse grænserne mellem mennesker og mellem menneske og natur. Om at blive tilstanden omkring sig. Otto Rank skrev: "this transcendent (i kunst) feeling implies not only a "spiritual unity" between artist and enjoyer, I and Thou, but also with a cosmos floating in mystic vapors in which present, past, and future are dissolved - an identity with "the ALL" that once was but is no more". Dette "alt" er hos Rank fostertilstanden, hvor vi endnu ikke kan skelne mellem subjekt og objekt - føler identitet med hele verden - og jeg tror, at kunstens årsag og mening er at finde i så universelle tilstande. Freud tog fejl ved at kalde det dødsdrift - for det er jo en livsdrift - en vilje til at overkomme den individuelle, kropslige forgængelighed.

Desuden tror jeg, det er vigtigt at holde fast ved, at vi ikke er så subjektive som det påstås. Især ikke når det kommer til noget så fundamentalt som ego-transcendens - følelsen er jo den samme, vi har alle været fostre og er udstyret med lignende emotionelle grundstemninger. Hvordan vi kommer frem til det ekstatiske - om vi mediterer eller ser film (og hvilke film, det drejer sig om) - det er jo forskelligt. Min liste er jo ikke en kanon, næsten alle har det godt i selskab med Tarkovsky, men ingen kan lide eller føler sig i godt selskab med Herzogs dværgefilm.

#8:

Jeg sagde, at det kunne være et udtryk for inderste følelser, naturens essens eller noget helt tredje. Eksempelvis Peter Greenaway gør på ingen måde udtryk for følelser eller naturlig essens i sine film, deriblandt "A Zed & Two Noughts".

Hvad Wittgenstein forsøger at sige er, at vi ikke kan definere kunsten med en funktion, alle værker har eller burde have. Kunst har ingen fællesnævner; javist, der er mange ligheder, men ingen præcis funktion, som de alle deler.

Hvor Tarkovskij mener, at kunsten har et transcendental væsen, der beriger livet i sig selv, mener en instruktør som Greenaway det modsatte: En film er ikke et stykke af livet, men en strukturel mekanisme, der ikke afhænger af følelser, men encyklopædiske ordner. Ordner der fungerer som et organisatorisk system, filosofisk teori og ideologisk praksis - men ikke et stykke af livet! Jeg har ikke tid til at besvare dit indlæg til fulde nu, men jeg kommer tilbage senere.

Forresten, nu hvor du åbenlyst holder meget af Tarkovskij og Tarr, hvad synes du så om Šarūnas Bartas og Theodoros Angelopoulos (nævnværdigt de to eksempler, jeg linkede til)?