#10 Det er jeg. Jeg må dog undre mig over, hvad tv-serien kan, som Dostojevskijs sprog ikke kan? Kan jeg ikke få dig til at beskrive dens karakteristika lidt?
Den kan ikke så meget mere, men det er en vidunderlig fortolkning. Produktionen, skuespillet (Mironov leverer nok det bedste portræt af Mysjkin nogensinde!), musikken, kinematografien og den semiotiske anspændthed er simpelthen i perfekt harmoni med Dostojevskijs afvisning af menneskets samspil med evigheden.
Hvis man vil se en fortolkning, der kan noget, Dostojevskij ikke kan, bør man se Akira Kurosawas Hakuchi (en af hans mest undervurderede film). Har du set den?
Jeg er temmelig ny i faget "serier" og har flere jeg ønsker at se før jeg kan give et værdigt bud. Serier som Twin Peaks, Deadwood, The Wire m.fl. skal nok blive set i den nærmeste fremtid. Men lige nu rangerer Breaking Bad og Dexter.
Endvidere tak for Hakuchi-anbefalingen, som jeg har til gode.
Der af mange delte meninger om filmen. Donald Richie skriver et sted, at Hakuchi ligner "et fransk skuespil i en New York-produktion" (læs: at filmen hverken repræsenterer Dostojevskij eller Kurosawa), og at den ultimativt står som en ukritisk scene-for-scene filmatisering af romanen, men denne kritik skal tages med et gran salt, idet den tydeligvis ignorerer filmens kulturelle vilkår.
Hakuchi har en for japansk films vedkommende sær setting: et snedækket Hokkaido. Sneen bliver en tilbagevendende metafor, og kan med rimelighed ses som atomaffaldet fra 2. verdenskrig, og Kameda (Mysjkin) fungerer derfor til dels som viderebringeren af denne efterkrigs-apokalypse. Modsat romanen udmærker krigsminderne sig dog som førstehåndsberetninger i filmen, med hvilke Kurosawa videreskriver Dostojevskijs biografisme ved at tage fat i dennes frem for romanens udgangspunkt. Al religiøs symbolisme er desuden fjernet i filmen. Mysjkins helgenskikkelse er blevet sekulariseret, og Kamedas epileptiske anfald har ikke tilnærmelsesvist den overjordiske aura og intensitet, Mysjkins har. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Kurosawa har undladt at inkludere Holbeins maleri Kritus i graven, der sjovt nok udløste kritikken af Idioten som kristologisk metafor (hvilket er romanens metafysiske dilemma), i kraft af filmens areligiøse udtryk.
Filmens teatralske stemning, der lægger vægt på skuespillernes gestikuleren, dialoger og handlinger, udføres med stor præcision. Kurosawas har taget Dostojevskijs melodramatiske momenter til sig, og videreudviklet dem (den malplacerede latter, de hyperbolske følelsesudbrud etc.). Dette ses bl.a. i det musikalske akkompagnement (Mussorgskij m.fl.), der er udført med diabolsk virtuositet. Et andet element i denne melodramatiske atmosfære er haragei ‒ et ikke-verbalt system af betydning fra den japanske tradition ‒ hvilket har stor relevans for den førnævnte gestikuleren. Scenen, hvor Taeko (Nastasja) møder Ayako (Aglaja), er et oplagt eksempel dette: på under et minut optager kameraet syv forskellige følelser i Aykos ansigt (fra frygt til usikkerhed til had). Fordi ansigter og disses ikke-verbale betydningsforhold udgør hovedparten af filmens æstetik, elimineres baggrundene, som kun er anonymt til stede. Modsat Dostojevskij besidder Kurosawas interiører og ekstiører ingen diegetisk værdi. Ja, man kan gå så vidt og sige, at Kurosawa dekonstruerer det japanske hus (jvf. Barthes' L'Empire des signes). Filmen besidder med andre ord et tilbagevendende fravær af semiotisk rum/tid-analyse.
Hakuchi er ikke en filmatisering, men en transponering af Idioten! Og bevares, det er da også en klart mere interessant oplevelse end den fornævnte TV-serie.
1) The Singing Detective 2) Twin Peaks 3) The Prisoner 4) Berlin Alexanderplatz 5) Monty Python's Flying Circus 6) Mad Men 7) Dekalog 8) Deadwood 9) Firefly 10) Lonesome Dove
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#11 Muldgraver 11 år siden
Det er jeg. Jeg må dog undre mig over, hvad tv-serien kan, som Dostojevskijs sprog ikke kan? Kan jeg ikke få dig til at beskrive dens karakteristika lidt?
#12 Páramo 11 år siden
1. The Wire
2. Twin Peaks
3. Riget
4. The Sopranos
5. Deadwood
6. Carnivàle
7. Breaking bad(har set de første 3 sæsoner)
8. Seinfeld
Jeg glæder mig meget til at se six feet under når jeg engang får skaffet serien
#13 Snaden 11 år siden
2. Carnivale
3. Riget
4. Breaking Bad
5. Dekalog
6. Sopranos
7. Arrested Development
8. Twin Peaks
9. Seinfeld
10. The Office (UK)
#14 Muldgraver 11 år siden
#15 Pécuchet 11 år siden
Den kan ikke så meget mere, men det er en vidunderlig fortolkning. Produktionen, skuespillet (Mironov leverer nok det bedste portræt af Mysjkin nogensinde!), musikken, kinematografien og den semiotiske anspændthed er simpelthen i perfekt harmoni med Dostojevskijs afvisning af menneskets samspil med evigheden.
Hvis man vil se en fortolkning, der kan noget, Dostojevskij ikke kan, bør man se Akira Kurosawas Hakuchi (en af hans mest undervurderede film). Har du set den?
#16 Ispep 11 år siden
#17 Muldgraver 11 år siden
Ok, det er en fin anbefaling, tak. Endvidere tak for anbefalingen af Hakuchi, som jeg har til gode.
#18 Pécuchet 11 år siden
Der af mange delte meninger om filmen. Donald Richie skriver et sted, at Hakuchi ligner "et fransk skuespil i en New York-produktion" (læs: at filmen hverken repræsenterer Dostojevskij eller Kurosawa), og at den ultimativt står som en ukritisk scene-for-scene filmatisering af romanen, men denne kritik skal tages med et gran salt, idet den tydeligvis ignorerer filmens kulturelle vilkår.
Hakuchi har en for japansk films vedkommende sær setting: et snedækket Hokkaido. Sneen bliver en tilbagevendende metafor, og kan med rimelighed ses som atomaffaldet fra 2. verdenskrig, og Kameda (Mysjkin) fungerer derfor til dels som viderebringeren af denne efterkrigs-apokalypse. Modsat romanen udmærker krigsminderne sig dog som førstehåndsberetninger i filmen, med hvilke Kurosawa videreskriver Dostojevskijs biografisme ved at tage fat i dennes frem for romanens udgangspunkt. Al religiøs symbolisme er desuden fjernet i filmen. Mysjkins helgenskikkelse er blevet sekulariseret, og Kamedas epileptiske anfald har ikke tilnærmelsesvist den overjordiske aura og intensitet, Mysjkins har. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Kurosawa har undladt at inkludere Holbeins maleri Kritus i graven, der sjovt nok udløste kritikken af Idioten som kristologisk metafor (hvilket er romanens metafysiske dilemma), i kraft af filmens areligiøse udtryk.
Filmens teatralske stemning, der lægger vægt på skuespillernes gestikuleren, dialoger og handlinger, udføres med stor præcision. Kurosawas har taget Dostojevskijs melodramatiske momenter til sig, og videreudviklet dem (den malplacerede latter, de hyperbolske følelsesudbrud etc.). Dette ses bl.a. i det musikalske akkompagnement (Mussorgskij m.fl.), der er udført med diabolsk virtuositet. Et andet element i denne melodramatiske atmosfære er haragei ‒ et ikke-verbalt system af betydning fra den japanske tradition ‒ hvilket har stor relevans for den førnævnte gestikuleren. Scenen, hvor Taeko (Nastasja) møder Ayako (Aglaja), er et oplagt eksempel dette: på under et minut optager kameraet syv forskellige følelser i Aykos ansigt (fra frygt til usikkerhed til had). Fordi ansigter og disses ikke-verbale betydningsforhold udgør hovedparten af filmens æstetik, elimineres baggrundene, som kun er anonymt til stede. Modsat Dostojevskij besidder Kurosawas interiører og ekstiører ingen diegetisk værdi. Ja, man kan gå så vidt og sige, at Kurosawa dekonstruerer det japanske hus (jvf. Barthes' L'Empire des signes). Filmen besidder med andre ord et tilbagevendende fravær af semiotisk rum/tid-analyse.
Hakuchi er ikke en filmatisering, men en transponering af Idioten! Og bevares, det er da også en klart mere interessant oplevelse end den fornævnte TV-serie.
#19 Benway 11 år siden
2) Twin Peaks
3) The Prisoner
4) Berlin Alexanderplatz
5) Monty Python's Flying Circus
6) Mad Men
7) Dekalog
8) Deadwood
9) Firefly
10) Lonesome Dove
#20 Pécuchet 11 år siden
Aha, hvis det var en TV-serie, havde den så sandelig ligget nummer 1 hos mig.