1 - Pans Labyrint Eminent skuespil, superfed historie og en genial cinematografi. Det er essensen i min favoritfilm fra det 21. århundrede(og indtil videre også all-time)
Jeg ville skrive, at "El laberinto del fauno" virkelig er begyndt at vokse hos mig:
Filmens allegoriske elementer fusioneres eminent med de eventyrlige, ligesom dens groteske brutalitet balancerer perfekt med det poetiske billedsprog. Melankolien skinner igennem både hos Javier Navarrete mørke lydside og Guillermo Navarros kolde billedside, men samtidig bliver der skabt en kontrast af smukhed og håb, således desillusionen ikke er konstant. Dette sker f. eks. i kraft Navarretes varierede soundtrack, hvor der indenunder de melankolske toner gemmer sig lyse toner, som befrier os fra den dystre virkelighed. Dette sker i kraft af karakterernes udvikling, eller mangel på samme. Dette sker i kraft af Navarros skiftende billedkompositioner, som både viser den fascistiske realitet og den eventyrlige poesi. Der er så mange små, såvel som store, aspekter der går ind og sammenholder eller splitter filmens atmosfære - en strøm af disharmoni og harmoni.
"El laberinto del fauno" er en deprimerende, kynisk og realistisk tragedie, men også et befriende, drømmende og poetisk eventyr!
Det er svært at forklare, men Guillermo del Toro har virkelig skabt noget unikt med denne film, som man umiddelbart let kan overse pga. de storslåede effekter og det gribende plot.
#191 evermind 14 år siden
#192 Highland Park 14 år siden
Det kan jo være, at man er så heldig at få en laber havfrue på krogen.
Det ville nu heller ikke være dårligt, hvis der var tale om Jung Suh. ;)
#193 evermind 14 år siden
#194 Highland Park 14 år siden
#195 Skeloboy 14 år siden
#196 Antlion 14 år siden
#197 MMB 14 år siden
#198 Skeloboy 14 år siden
#199 MuManden 14 år siden
:D
#200 Antlion 14 år siden
Jeg ville skrive, at "El laberinto del fauno" virkelig er begyndt at vokse hos mig:
Filmens allegoriske elementer fusioneres eminent med de eventyrlige, ligesom dens groteske brutalitet balancerer perfekt med det poetiske billedsprog. Melankolien skinner igennem både hos Javier Navarrete mørke lydside og Guillermo Navarros kolde billedside, men samtidig bliver der skabt en kontrast af smukhed og håb, således desillusionen ikke er konstant. Dette sker f. eks. i kraft Navarretes varierede soundtrack, hvor der indenunder de melankolske toner gemmer sig lyse toner, som befrier os fra den dystre virkelighed. Dette sker i kraft af karakterernes udvikling, eller mangel på samme. Dette sker i kraft af Navarros skiftende billedkompositioner, som både viser den fascistiske realitet og den eventyrlige poesi. Der er så mange små, såvel som store, aspekter der går ind og sammenholder eller splitter filmens atmosfære - en strøm af disharmoni og harmoni.
"El laberinto del fauno" er en deprimerende, kynisk og realistisk tragedie, men også et befriende, drømmende og poetisk eventyr!
Det er svært at forklare, men Guillermo del Toro har virkelig skabt noget unikt med denne film, som man umiddelbart let kan overse pga. de storslåede effekter og det gribende plot.