Jeg fandt da the artist både rørende og morsom og det er ikke så skidt enda. Men the artist er "ron howards version" af nu skal vi fanme viser nutidens filmgængere hvad en stumfilm er:)
Jeg fandt lige dette citat på Slant:
The 1927-1933 period witnessed an almost unquantifiable number of movies whose greatness remains unchallenged, from auteurs such as Josef von Sternberg, F.W. Murnau, John Ford, Ernst Lubitsch, Frank Borzage, King Vidor, Raoul Walsh, Charles Chaplin, as well as, more controversially (since conventional wisdom places their creative peaks as pre-1927), Buster Keaton, Erich von Stroheim, and D.W. Griffith. The Artist simply cannot be bothered with any of those old fossils, and goes full steam ahead with the presumption that the silent cinema was most accurately depicted in Singin' in the Rain, i.e. stolid costume dramas, hysterically acted against cardboard sets.
#51 Nu vil jeg så lægge mine penge på bordet og sige, at Ron Howard aldrig ville kunne lave så god en stumfilm som The Artist :)
Jeg er helt enig i, at stumfilmene fra den periode var gået i overdrive og at 10 år mere uden talefilm, kunne have vist endnu mere potentiale. Men nu havde man altså ikke lige til hensigt, at fortsætte en trend, som var uddød mere end 75 år tidligere og så tilmed for et publikum, hvoraf 90% formentlig hader stumfilm ud fra fordomme alene.
Nej man ville tilbage til de simple virkemidler og man havde skaffet den bedste mand til jobbet. Jean Dujardin. Og den film overraskede gud og hvermand og vandt alt, hvad der kunne vindes, selvom den allerede på forhånd var dømt nede. Bagefter kan man sagtens fokusere på, hvad den ikke var, men filmen har allerede været indsatsen værd tifold og taget alle med bukserne nede og fået stumfilmen tilbage på landkortet. Det er ikke en lille bedrift :)
#52 Jeg må sige at jeg ikke forstår din argumentation. The artist skulle ikke the Artist simply cannot be bothered with any of those old fossils, and goes full steam ahead with the presumption that the silent cinema was most accurately depicted in Singin' in the Rain, i.e. stolid costume dramas, hysterically acted against cardboard sets.ke fortsætte hvor de andre slap. Den skulle vise hvad de kunne i denne tid og og ikke .
De 10 år videre om hvad stumfilm kunne have været interessere mig ikke - kun hvad det var.
#33 - Føler virkelig, der er så meget, der er decideret forkert, i det indlæg. Fra det helt faktuelle - Ozu har lavet 6 film i farver: Equinox Flower, Good Morning, Floating Weeds, Late Autumn, The End of Summer og An Autumn Afternoon (har set 4 af dem, og "Autumn"-filmene tøver jeg ikke med at regne som blandt de største værker nogensinde) - til mere personlig æstetik-spørgsmål, som jeg dog er fuldt ud klar over er dine præferencer og fred være med det, elsker selv Murnau, Sirk, Ophüls, Tarr og mange af de andre store "tracksters", men der er et Sarris citat, jeg altid har mig tæt, når jeg hører/læser om undervisere som vedkommende, du refererer.
”But this isn’t cinema!” snort the registered academicians with their kindergarten notions of kinetics. How can you have cinema when two people sit and talk on a couch as their life drifts imperceptibly out of their grasp? The academicians are right of course. Dreyer simply isn’t cinema. Cinema is Dreyer.
Gertrud is the kind of masterpiece that deepens with time because it has already aged in the heart of a great artist.
Jeg anser i øvrigt ikke rigtig din evne til at vurderer historien i Tokyo Story – eller Ozu generelt som kitsch - når du ikke har set dem. At Ozu ofte arbejder med ”småborgerlige” temaer, der angiveligt skulle være trivielle, fordi de omhandler/behandler menigmands skuffelser (og små glæder), er en af de ting, jeg heller ikke rigtig forstår. At meget af livet er trivielt, er netop et af hans store temaer.
Instruktørerne er ikke en uniform gruppe, og dem, der stemmer på fx ”The Godfather” er ikke nødvendigvis, der stemmer på ”Tokyo Story”, men folk, der netop værdsætter, hvad jeg anser for nærmest perfekt forståelse for, hvor det bedste sted at placere kameraet (og hvornår det skal bevæges) i forhold til, hvad han vil udtrykke. Han er på sin vis en af de mest gennemførte formalister. Det giver Ozu en "fordel" på lister, at han netop er en kontrast – eller rettere emblematisk for en speciel stil/formsprog - samt, at han er i den ”heldige” position vis-a-vis lister som denne, at der er opnået konsensusvalg på ”Tokyo Story” og” Late Spring” ift. fx Chaplin og Bresson, der tydeligvis er ”offer” for stemmesplid.
Og så er der masser af fremragende fx Bordwell-læsestof derudover.
Og ja, jeg har lige set en Ozu i dag. "Early Spring" – der fik mig til at føle mig som Humpty Dumpty.
Er ikke uenig, jeg er nysgerrig - min erfaringshorisont går netop i clinch med mange af disse aspekter. At jeg føler mig nødsaget til at bedømme min oplevelse på den måde, skyldes netop den erfaring.
Mht. instruktørerne så har jeg allerede udtrykt forståelse for den filmiske fortællingsstil, i det mindste op til et vis punkt. Blot fordi det fotografiske (transcendentale, still-) element er så stærkt, betyder det ikke at jeg kun hylder trackings. Som stor Altman beundrer er jeg tilbøjelig til at elske telelinse pans, men samtidig forstår jeg fuldt ud, at narrativet ikke behøver at spille med musklerne og være episke for at en film kan bære publikums perception. Altman var om noget en skuespillerinstruktør, så jeg tror jeg er den del med, når filmen foregår i spil mellem kameraet og det filmede.
Men ja, jeg erkender at jeg er nybegynder, hvad angår japansk film (og især kultur) og kan kun oversætte til vestlige, yngre termer som formalisme og senere minimalisme. Dog er jeg ikke i tvivl om Ozus unikke stils styrke. Jeg går glædeligt (og så lidt forudindtaget som muligt) ind i de film.
Vidste desuden ikke at han har lavet mere end en farvefilm. Det er jeg dybt glad over for at lære - for vil gerne undersøge en mulig forbindelse mellem Antonionis og Ozus farvevalg.
#52 Jeg må sige at jeg ikke forstår din argumentation. The artist skulle ikke the Artist simply cannot be bothered with any of those old fossils, and goes full steam ahead with the presumption that the silent cinema was most accurately depicted in Singin' in the Rain, i.e. stolid costume dramas, hysterically acted against cardboard sets.ke fortsætte hvor de andre slap. Den skulle vise hvad de kunne i denne tid og og ikke .
De 10 år videre om hvad stumfilm kunne have været interessere mig ikke - kun hvad det var.
Jeg ville rigtig gerne svare dig ..... men ærligt .... jeg ved sgu ikke lige, hvad der var du dér skrev :D
Her er listerne for nogle meget kendte instruktører:
Woody Allen "Bicycle Thieves" (1948, dir. Vittorio De Sica) "The Seventh Seal" (1957, dir. Ingmar Bergman) "Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles "Amarcord" (1973, dir. Federico Fellini "8 1/2" (1963, dir. Federico Fellini) "The 400 Blows" (1959, dir. Francois Truffaut) "Rashomon" (1950, dir. Akira Kurosawa) "La Grande Illusion" (1937, dir. Jean Renoir) "The Discreet Charm Of The Bourgeoisie" (1972, dir. Luis Bunuel) "Paths Of Glory" (1957, dir. Stanley Kubrick)
Francis Ford Coppola "Ashes And Diamonds" (1958, dir. Andrzej Wajda) "The Best Years Of Our Lives" (1946, dir William Wyler) "I Vitteloni" (1953, dir. Federico Fellini) "The Bad Sleep Well (1960, dir. Akira Kurosawa) "Yojimbo" (1961, dir. Akira Kurosawa) "Singin' In The Rain (1952, dir. Stanley Donen & Gene Kelly) "The King Of Comedy" (1983, dir Martin Scorsese) "Raging Bull" (1980, dir. Martin Scorsese) "The Apartment" (1960s, dir. Billy Wilder) "Sunrise" (1927, dir. F.W. Murnau)
Michael Mann "Apocalypse Now" (1979, dir. Francis Ford Coppola) "Battleship Potemkin" (1925, dir. Sergei Eisenstein) "Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles) "Avatar" (2009, dir. James Cameron) "Dr. Strangelove" (1964, dir. Stanley Kubrick) "Biutiful" (2010, dir. Alejandro Gonzalez Inarritu) "My Darling Clementine" (1946, dir. John Ford) "The Passion Of Joan Of Arc" (1928, dir. Carl Theodor Dreyer) "Raging Bull" (1980, dir. Martin Scorsese) "The Wild Bunch" (1969, dir. Sam Peckinpah)
Martin Scorsese "8 1/2" (1963, dir. Federico Fellini) "2001: A Space Odyssey" (1968, dir. Stanley Kubrick) "Ashes And Diamonds" (1958, dir. Andrzej Wajda) "Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles) "The Leopard" (1963, dir. Luchino Visconti) "Paisan" (1946, dir. Roberto Rossellini) "The Red Shoes" (1948, dir. Michael Powell & Emeric Pressburger) "The River" (1951, dir. Jean Renoir) "Salvatore Giuliano" (1962, dir. Francesco Rosi) "The Searchers" (1956, dir. John Ford) "Ugetsu Monogatari" (1953, dir. Kenji Mizoguchi) "Vertigo" (1958, dir. Alfred Hitchcock)
Quentin Tarantino "The Good, The Bad & The Ugly" (1966, dir. Sergio Leone) "Apocalypse Now" (1979, dir. Francis Ford Coppola) "The Bad News Bears" (1976, dir. Michael Ritchie) "Carrie" (1976, dir. Brian DePalma) "Dazed And Confused" (1993, dir. Richard Linklater) "The Great Escape" (1963, dir. John Sturges) "His Girl Friday" (1940, dir. Howard Hawks) "Jaws" (1975, dir. Steven Spielberg) "Pretty Maids All In A Row (1971, dir. Roger Vadim) "Rolling Thunder" (1977, dir. John Flynn) "Sorcerer" (1977, dir. William Friedkin) "Taxi Driver" (1976, dir. Martin Scorsese)
Ja, den havde jeg ikke set komme. Der er i det hele taget nogle overraskende valg på de 5 instruktørers lister. The King of Comedy og Biutiful overrasker i hvert fald mig ligesom meget af Tarantinos liste, men sådan er han jo bare. :P En film som Salvatore Giuliano er godt nok heller ikke en, jeg har hørt omtalt mange gange.
#51 jessup 12 år siden
Jeg fandt lige dette citat på Slant:
The 1927-1933 period witnessed an almost unquantifiable number of movies whose greatness remains unchallenged, from auteurs such as Josef von Sternberg, F.W. Murnau, John Ford, Ernst Lubitsch, Frank Borzage, King Vidor, Raoul Walsh, Charles Chaplin, as well as, more controversially (since conventional wisdom places their creative peaks as pre-1927), Buster Keaton, Erich von Stroheim, and D.W. Griffith. The Artist simply cannot be bothered with any of those old fossils, and goes full steam ahead with the presumption that the silent cinema was most accurately depicted in Singin' in the Rain, i.e. stolid costume dramas, hysterically acted against cardboard sets.
#52 Richard Burton 12 år siden
Jeg er helt enig i, at stumfilmene fra den periode var gået i overdrive og at 10 år mere uden talefilm, kunne have vist endnu mere potentiale. Men nu havde man altså ikke lige til hensigt, at fortsætte en trend, som var uddød mere end 75 år tidligere og så tilmed for et publikum, hvoraf 90% formentlig hader stumfilm ud fra fordomme alene.
Nej man ville tilbage til de simple virkemidler og man havde skaffet den bedste mand til jobbet. Jean Dujardin. Og den film overraskede gud og hvermand og vandt alt, hvad der kunne vindes, selvom den allerede på forhånd var dømt nede. Bagefter kan man sagtens fokusere på, hvad den ikke var, men filmen har allerede været indsatsen værd tifold og taget alle med bukserne nede og fået stumfilmen tilbage på landkortet. Det er ikke en lille bedrift :)
#53 jessup 12 år siden
Jeg må sige at jeg ikke forstår din argumentation. The artist skulle ikke the Artist simply cannot be bothered with any of those old fossils, and goes full steam ahead with the presumption that the silent cinema was most accurately depicted in Singin' in the Rain, i.e. stolid costume dramas, hysterically acted against cardboard sets.ke fortsætte hvor de andre slap. Den skulle vise hvad de kunne i denne tid og og ikke .
De 10 år videre om hvad stumfilm kunne have været interessere mig ikke - kun hvad det var.
#54 Business Monkey 12 år siden
Er ikke uenig, jeg er nysgerrig - min erfaringshorisont går netop i clinch med mange af disse aspekter. At jeg føler mig nødsaget til at bedømme min oplevelse på den måde, skyldes netop den erfaring.
Mht. instruktørerne så har jeg allerede udtrykt forståelse for den filmiske fortællingsstil, i det mindste op til et vis punkt. Blot fordi det fotografiske (transcendentale, still-) element er så stærkt, betyder det ikke at jeg kun hylder trackings. Som stor Altman beundrer er jeg tilbøjelig til at elske telelinse pans, men samtidig forstår jeg fuldt ud, at narrativet ikke behøver at spille med musklerne og være episke for at en film kan bære publikums perception. Altman var om noget en skuespillerinstruktør, så jeg tror jeg er den del med, når
filmen foregår i spil mellem kameraet og det filmede.
Men ja, jeg erkender at jeg er nybegynder, hvad angår japansk film (og især kultur) og kan kun oversætte til vestlige, yngre termer som formalisme og senere minimalisme. Dog er jeg ikke i tvivl om Ozus unikke stils styrke. Jeg går glædeligt (og så lidt forudindtaget som muligt) ind i de film.
Vidste desuden ikke at han har lavet mere end en farvefilm. Det er jeg dybt glad over for at lære - for vil gerne undersøge en mulig forbindelse mellem Antonionis og Ozus farvevalg.
#55 Richard Burton 12 år siden
Jeg ville rigtig gerne svare dig ..... men ærligt .... jeg ved sgu ikke lige, hvad der var du dér skrev :D
#56 MMB 12 år siden
#57 MMB 12 år siden
Woody Allen
"Bicycle Thieves" (1948, dir. Vittorio De Sica)
"The Seventh Seal" (1957, dir. Ingmar Bergman)
"Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles
"Amarcord" (1973, dir. Federico Fellini
"8 1/2" (1963, dir. Federico Fellini)
"The 400 Blows" (1959, dir. Francois Truffaut)
"Rashomon" (1950, dir. Akira Kurosawa)
"La Grande Illusion" (1937, dir. Jean Renoir)
"The Discreet Charm Of The Bourgeoisie" (1972, dir. Luis Bunuel)
"Paths Of Glory" (1957, dir. Stanley Kubrick)
Francis Ford Coppola
"Ashes And Diamonds" (1958, dir. Andrzej Wajda)
"The Best Years Of Our Lives" (1946, dir William Wyler)
"I Vitteloni" (1953, dir. Federico Fellini)
"The Bad Sleep Well (1960, dir. Akira Kurosawa)
"Yojimbo" (1961, dir. Akira Kurosawa)
"Singin' In The Rain (1952, dir. Stanley Donen & Gene Kelly)
"The King Of Comedy" (1983, dir Martin Scorsese)
"Raging Bull" (1980, dir. Martin Scorsese)
"The Apartment" (1960s, dir. Billy Wilder)
"Sunrise" (1927, dir. F.W. Murnau)
Michael Mann
"Apocalypse Now" (1979, dir. Francis Ford Coppola)
"Battleship Potemkin" (1925, dir. Sergei Eisenstein)
"Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles)
"Avatar" (2009, dir. James Cameron)
"Dr. Strangelove" (1964, dir. Stanley Kubrick)
"Biutiful" (2010, dir. Alejandro Gonzalez Inarritu)
"My Darling Clementine" (1946, dir. John Ford)
"The Passion Of Joan Of Arc" (1928, dir. Carl Theodor Dreyer)
"Raging Bull" (1980, dir. Martin Scorsese)
"The Wild Bunch" (1969, dir. Sam Peckinpah)
Martin Scorsese
"8 1/2" (1963, dir. Federico Fellini)
"2001: A Space Odyssey" (1968, dir. Stanley Kubrick)
"Ashes And Diamonds" (1958, dir. Andrzej Wajda)
"Citizen Kane" (1941, dir. Orson Welles)
"The Leopard" (1963, dir. Luchino Visconti)
"Paisan" (1946, dir. Roberto Rossellini)
"The Red Shoes" (1948, dir. Michael Powell & Emeric Pressburger)
"The River" (1951, dir. Jean Renoir)
"Salvatore Giuliano" (1962, dir. Francesco Rosi)
"The Searchers" (1956, dir. John Ford)
"Ugetsu Monogatari" (1953, dir. Kenji Mizoguchi)
"Vertigo" (1958, dir. Alfred Hitchcock)
Quentin Tarantino
"The Good, The Bad & The Ugly" (1966, dir. Sergio Leone)
"Apocalypse Now" (1979, dir. Francis Ford Coppola)
"The Bad News Bears" (1976, dir. Michael Ritchie)
"Carrie" (1976, dir. Brian DePalma)
"Dazed And Confused" (1993, dir. Richard Linklater)
"The Great Escape" (1963, dir. John Sturges)
"His Girl Friday" (1940, dir. Howard Hawks)
"Jaws" (1975, dir. Steven Spielberg)
"Pretty Maids All In A Row (1971, dir. Roger Vadim)
"Rolling Thunder" (1977, dir. John Flynn)
"Sorcerer" (1977, dir. William Friedkin)
"Taxi Driver" (1976, dir. Martin Scorsese)
http://blogs.indiewire.com/theplaylist/read-new-al...
#58 Richard Burton 12 år siden
Geeeeeeeeeeezus!
#59 MMB 12 år siden
#60 Richard Burton 12 år siden