Det er jo heller ikke nødvendigt at se alting. Hvis der er noget der ikke falder i min smag, vælger jeg det da bare fra. Vi har (heldigvis) forskellig smag og præferencer.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Når du således siger, at der "sker noget", at de "bare snakker" og at alt "bliver som før", så tror jeg det er fordi du er så ung, at du netop ikke ser, hvad der menneskeligt og socialt er på spil i de konversationer, der kommer og går. Du har ikke skabt dig dine egne erfaringer på disse områder endnu og det er for så vidt, ikke andet end naturligt. Der er en grund til, at Mad Men netop tiltrækker mennesker, som er over 18 år og langt over pensionsalderen. Det er et spørgsmål om at kunne identificere ikke kun sig selv, men også persongalleriet i serien.
Erfaring eller ej, en 17-årig som MOVIE1000 kan sagtens være i stand til at spotte de sociale lag i dialogerne og mangel derpå fra "Mad Men", men ikke den filmiske kvalitet eller underholdningsværdien. Mange voksne takker vel også nej til Bergman, Rohmer m.fl., selvom de gennem hele deres liv har erfaret lignende episoder, som disse instruktører tematisk behandler?
Hvad jeg prøver at sige er, at alderen nødvendigvis ikke er den afgørende faktor, men selve personens anskuelse af film som en kunstart.
Med sker noget, mener jeg her er et par eksempler. Lost de prøver at komme væk fra øen/smatidigt med at de skal overleve Prison Break Michael og Co. er på flugt bliver de mon fanget eller når de at rense hans bror inden. Sopranos familie mafiaen`s liv hvor man følger Tony`s problemer i Mafiaens miljø, men der er opstår altid problemer som han for det meste skal klare, og hvem kan han stole på?
Med Mad Men ser jeg bare som de eneste problemer de får er hvordan et billed skal se ud, eller når de kommer op at skændes om fx opførsel.
#53 Tak jeg kan selvfølgelig godt se alt det politiske snak, men det interesserer mig ikke en skid for at sige det rent ud og det samme om hvordan mna levede den gang, med mindre der er en eller anden form for spænding.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Hvad jeg prøver at sige er, at alderen nødvendigvis ikke er den afgørende faktor, men selve personens anskuelse af film som en kunstart.
Ikke nødvendigvis nej, men så absolut er alder en afgørende faktor som grundlag for majoriteten af menneskers erfaringsgrundlag og derfor også essentiel for individets tolkning og forståelse af diverse sociale og kulturelle problematikker i film. Hvad Mad Men angår, hælder jeg stadig mere til denne forklaring i dette tilfælde, end anskuelsen af film som kunstart.
#54 Tak for dine eksempler mht. "sker noget", som jeg finder fint giver en understøttelse af min hypotese omkring alder/erfaring som et vigtigt element iht. at forstå, tolke og finde indholdet i f.eks. Mad Men essentielt, som på ingen måde tager udgangspunkt i aspekter med så klare referencer til de traditionelle spændingselementer, som man finder dem i action- og "underverden" serier.
Movie1000: Jeg kan sagtens se hvad du mener. Selvom jeg selv har fulgt Mad Men hele vejen, og har tænkt mig fortsat at gøre det, så står den ikke øverst på min liste, simpelthen fordi jeg er mere til lidt større armbevægelser. Eksempel:
Battlestar Galactica: Den sidste rest af overlevende efter menneskehedens udslettelse flygter på et kæmpe fucking rumskib, imens horder af blodtørstige robotter jager dem.
Mad Men: En mand og en hans kolleger møder hver dag på arbejde. Nogle bliver forfremmet, andre bliver fyret. Nogen har en affære, og de drikker en masse.
Dermed ikke sagt at der ikke ligger noget imellem linierne, men skalaen som tingene foregår i er bare anderledes i Mad Men, og jeg er personligt også mere til eksplosioner og store følelser - hvor urealistisk det så end er.
Men nej, hvis du ikke kan li Mad Men efter tre afsnit, så kommer du nok heller ikke sådan lige til det. Prøv den igen om et par år.
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
Jeg har nogle venner som synes "24 timer" er en suveræn serie, fordi der hele tiden sker noget. Jeg synes den er røvsyg, fordi der i mine øjne ikke sker en skid. Hvordan kan det lade sig gøre?
Min geniale konklusion: Der findes to slags mennesker. Dem der kan lide plot og dem kan lide karakterdreven "action".
"Mad Men" er en af mine favoritter. Plotsmæssigt sker der ikke det store, men på karaktersiden er serien det rene guld.
#58: Sjovt nok har jeg fulgt begge serier. "24" er ganske tomhjernet (i hvert fald store dele af tiden), men holder mig stadig fanget. Mad Men er spændende på en helt anden måde.
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
Selvom individet ikke har personlige erfaringer med en given kultur og dennes sociale struktur, kan vedkommende sagtens tolke ud fra historiske/æstetiske aspekter. Derfor tror jeg ikke, at erfaringsgrundlaget indenfor social og kulturel viden er mangelfuld hos dem der ikke bryder sig om "Mad Men".
Nu er "Mad Men" ganske vidst en ekstrem populær serie, og uden tvivl mere tilgængeligt end fornævnte instruktører (#53), men problematikken ligger i, hvad folker ønsker af filmkunsten. Nutiden er gennemsyret af en eskalerende trang til det hurtige og overfladisk spændende, og som et produkt af samtiden, vil mange unge finde "Mad Men" kedeligt, ikke pga. manglende forståelse for kulturelle og sociale lag, men fordi lange dialoger ikke er, hvad de ønsker af en film. Mange voksne danskere, som vi antager har livslangt erfaringsgrundlag, er også et produkt af tidens lyst til tempo. Flere anser sikkert ikke en tempodrænet instruktør som Dreyer for et koryfæ indenfor dansk filmkunst, fordi deres trang til traditionel spænding er større.
I kontrast til alt dette har meget moderne filmkunst faktisk udviklet sig til en æstetik af langsomhed, hvor filmmediet eliminerer den narrative kausalitet ved at erstatte den med langsomme indstillinger. Angelopoulos, Bartas, Hsiao-hsien, Kiarostami og Tarr er eksempler på denne tendens, som i givent fald ikke eksisterede i samme omfang for 50 år siden.
Så hvad er det folk reelt set ønsker af filmkunsten?
#51 davenport 14 år siden
#52 filmz-Myrepip 14 år siden
#53 Antlion 14 år siden
Erfaring eller ej, en 17-årig som MOVIE1000 kan sagtens være i stand til at spotte de sociale lag i dialogerne og mangel derpå fra "Mad Men", men ikke den filmiske kvalitet eller underholdningsværdien. Mange voksne takker vel også nej til Bergman, Rohmer m.fl., selvom de gennem hele deres liv har erfaret lignende episoder, som disse instruktører tematisk behandler?
Hvad jeg prøver at sige er, at alderen nødvendigvis ikke er den afgørende faktor, men selve personens anskuelse af film som en kunstart.
#54 MOVIE1000 14 år siden
Lost de prøver at komme væk fra øen/smatidigt med at de skal overleve
Prison Break Michael og Co. er på flugt bliver de mon fanget eller når de at rense hans bror inden.
Sopranos familie mafiaen`s liv hvor man følger Tony`s problemer i Mafiaens miljø, men der er opstår altid problemer som han for det meste skal klare, og hvem kan han stole på?
Med Mad Men ser jeg bare som de eneste problemer de får er hvordan et billed skal se ud, eller når de kommer op at skændes om fx opførsel.
#53 Tak
jeg kan selvfølgelig godt se alt det politiske snak, men det interesserer mig ikke en skid for at sige det rent ud og det samme om hvordan mna levede den gang, med mindre der er en eller anden form for spænding.
#55 ollethem 14 år siden
The Office
It's Always Sunny In Philadelphia
Friends
Entourage
How To Make it in America
#56 filmz-Myrepip 14 år siden
Ikke nødvendigvis nej, men så absolut er alder en afgørende faktor som grundlag for majoriteten af menneskers erfaringsgrundlag og derfor også essentiel for individets tolkning og forståelse af diverse sociale og kulturelle problematikker i film. Hvad Mad Men angår, hælder jeg stadig mere til denne forklaring i dette tilfælde, end anskuelsen af film som kunstart.
#54 Tak for dine eksempler mht. "sker noget", som jeg finder fint giver en understøttelse af min hypotese omkring alder/erfaring som et vigtigt element iht. at forstå, tolke og finde indholdet i f.eks. Mad Men essentielt, som på ingen måde tager udgangspunkt i aspekter med så klare referencer til de traditionelle spændingselementer, som man finder dem i action- og "underverden" serier.
#57 gi-jones 14 år siden
Battlestar Galactica:
Den sidste rest af overlevende efter menneskehedens udslettelse flygter på et kæmpe fucking rumskib, imens horder af blodtørstige robotter jager dem.
Mad Men:
En mand og en hans kolleger møder hver dag på arbejde. Nogle bliver forfremmet, andre bliver fyret. Nogen har en affære, og de drikker en masse.
Dermed ikke sagt at der ikke ligger noget imellem linierne, men skalaen som tingene foregår i er bare anderledes i Mad Men, og jeg er personligt også mere til eksplosioner og store følelser - hvor urealistisk det så end er.
Men nej, hvis du ikke kan li Mad Men efter tre afsnit, så kommer du nok heller ikke sådan lige til det. Prøv den igen om et par år.
#58 Michael Andersen 14 år siden
Min geniale konklusion: Der findes to slags mennesker. Dem der kan lide plot og dem kan lide karakterdreven "action".
"Mad Men" er en af mine favoritter. Plotsmæssigt sker der ikke det store, men på karaktersiden er serien det rene guld.
#59 gi-jones 14 år siden
#60 Antlion 14 år siden
Selvom individet ikke har personlige erfaringer med en given kultur og dennes sociale struktur, kan vedkommende sagtens tolke ud fra historiske/æstetiske aspekter. Derfor tror jeg ikke, at erfaringsgrundlaget indenfor social og kulturel viden er mangelfuld hos dem der ikke bryder sig om "Mad Men".
Nu er "Mad Men" ganske vidst en ekstrem populær serie, og uden tvivl mere tilgængeligt end fornævnte instruktører (#53), men problematikken ligger i, hvad folker ønsker af filmkunsten. Nutiden er gennemsyret af en eskalerende trang til det hurtige og overfladisk spændende, og som et produkt af samtiden, vil mange unge finde "Mad Men" kedeligt, ikke pga. manglende forståelse for kulturelle og sociale lag, men fordi lange dialoger ikke er, hvad de ønsker af en film. Mange voksne danskere, som vi antager har livslangt erfaringsgrundlag, er også et produkt af tidens lyst til tempo. Flere anser sikkert ikke en tempodrænet instruktør som Dreyer for et koryfæ indenfor dansk filmkunst, fordi deres trang til traditionel spænding er større.
I kontrast til alt dette har meget moderne filmkunst faktisk udviklet sig til en æstetik af langsomhed, hvor filmmediet eliminerer den narrative kausalitet ved at erstatte den med langsomme indstillinger. Angelopoulos, Bartas, Hsiao-hsien, Kiarostami og Tarr er eksempler på denne tendens, som i givent fald ikke eksisterede i samme omfang for 50 år siden.
Så hvad er det folk reelt set ønsker af filmkunsten?