Efter en lang dag på arbejde smuttede jeg forbi Bruce for lidt snak og det blev endnu en gang også til en omgang god film og denne gang kastede vi os over Johnnie Tos – Election.
De to dystende kandidater er den tilsyneladende fornuftige Lok og hans noget psykotiske modspiller Big D, der allerede fra start sætter ind med bestikkelse af klanens ældre medlemmer. Det bliver dog Lok, der løber med sejren, ikke mindst takket være indflydelsesrige venner højt i hierarkiet. Dette fører naturligvis ikke noget godt med sig. Den skinsyge Big D iværksætter en faretruende hetz på dem, der stemte imod ham, og inden længe er den højtidelige taktstok, der skal videregives til den nye Godfather, forsvundet. Big D går så vidt, at han truer med at starte sin egen triade, og en intens kamp om kontrol og maskulin ære sættes i sving.
Dette er den første film i en trilogi og jeg var meget spændt på at se om den kunne hamle op med fx Infernal Affairs trilogien, for jeg havde hørt den skulle være mere intens og mindre action fyldt.
Billedsiden er meget flot. Farverne er spændende valgt, kamera turene er stille og rolige og uden hastig klipning som vi ellers er vant til fra Tos film og andre HK film. Dette gør at man nærmest bliver tilskuer til handlingerne på første parket og er tilstede, men kan bare ikke handle på det som sker.
Action er i form af vold, som kommer så pludselig og overrumplende og realistisk at man virkelig tror på det som sker for øjnene af en. Her er ingen CGI sprøjtende skudhuller, og diverse glimtende våben, som udviser teknisk overlegenhed. Næ her er brutal nedhugning, stening, kvælning, som får Scorseses film til at ligne børnefilm. En særlig scene bl.a. hvor en lille dreng bliver tilskuer ligesom os til en række drab, der pludselig vender en hyggelig fisketur til et sandt mareridt.
Her er ingen helte eller skurke, men iskolde mennesker som vil gøre alt og fjerne alle der står i vejen for deres karriere i klanen.
Musikken er også fantastisk, for man bemærker knap nok at den er der og endnu engang brydes der med de typiske HK traditioner, så forvent dig et soundtrack i stil med Oldboy, som virkelig passer til filmens tempo og stil, så det hele går op i en højere enhed.
Jeg kan varmt anbefale denne film og glæder mig allerede til i aften, hvor jeg skal se ”Election 2”, så jeg kan næsten ikke vente til at få fri fra arbejde.
De fleste har vel læst Sherfigs mesterværk i folkeskolen eller på gymnasiet og måske endda set filmen efterfølgende. Den udkom først for nyligt på dvd.
Filmen som bogen er spækket med sarkastiske og ironiske betragtninger af borgerlighedens konformitet.
Castingen af Ove Sprogøe synes selvfølgeligt og han spiller da også fremragende og får det meste ud af en karakter med meget få replikker. Carl Stegger er nærmest en oneliner maskine der med sin face tilgang giver filmen en lethed.
Det er ikke mange danske film der formår at levere en så veludført spidning af borgerligeheden uden undskyldende humor - med lidt velvilje og uden Stegger ville Den Forvundne Fulmægtig sagtens kunne rangere blandt Chabrols bedste.
En perle man ikke må snyde sig selv for eller bør genopleve.
Jo, men det er en lorte sætning generelt - rangere blandt og så Chabrol lyder som om at det er en chabrol film. Pointen er at den godt kunne ligne en Chabrol film og en god en af slagsen.
Så lader jeg vist mine sproglige skruptusser liggende.
Imamura Shohei er en af de helt store japanske instruktører, der har vundet stor international anerkendelse samt et utal af priser inklusiv guldpalmerne to gange. Samtidig er han en instruktør, der laver film, som jeg personligt holder meget af. I Imamuras film er der nemlig masser af kærlighed til de mindre velansete sider af menneskelig adfærd og samtidig en skarp kritik og sort satire over Japans samfundsudvikling siden krigen.
I en af hans tidlige nuberu bagu (den japanske nouvelle vague, ny bølge) film, ”Buta to Gunkan”, skildrer han livet i samtidens Yokosuka med sort satirisk samfundskritik og lige dele filmisk råstyrke og elegance. Kinta (Nagato Hiroyuki) er en chimpira, der passer svin for den lokale yakuzaboss. De køber affald fra basen til at fodre svinene med, og de sælger det eftertragtede kød dyrt på det sorte marked. Kinta drømmer om at blive en stor kanon. Han vil under ingen omstændigheder ende som sin far, der sled sig selv op for et firma, der smed ham væk, da de ikke længere havde brug for ham. Hans kæreste, Haruko (Yoshimura Jitsuko), forsøger at overtale ham til at holde op med det yakuza-pjat og flytte sammen med hende i stedet. Ikke alene kan hun ikke få Kinta til at stoppe sine tåbelige forsøg på at blive en stor yakuza-mand (han siger stolt, at han har ansvaret for grisene, hvilket reelt set betyder, at han luger ud og giver dem fodder), kvinderne i Harukos familie presser hende alle sammen for at blive en elskerinde til en rig amerikansk officer, så de kan få fat i nogle gysser.
Haruko er filmens egentlige hovedperson, da hendes kamp for et anstændigt liv er den del af historien, som Imamura skildrer mest seriøst. Kinta er som en lille knægt, der surmuler, hvis han ikke får sin vilje. De fleste andre i byen er enten opportunistiske og grådige, eller også holder de fast i nogle absurde idealer. Et eksempel på den sidste type er Kintas chef, den hårde underboss, Tetsuji (Tamba Tetsuro), der er overbevist om, at han er dødssyg. Han virker lidt som en parodi på Mifunes gangster i Kurosawas ”Yoidore Tenshi” ("Drunken Angel"), der også var en hårdkogt og selvdestruktiv gangster på randen af døden. Imamura bruger Tetsuji-karakteren ironisk, men som altid ligger, der en samfundskritik i denne ironi. Da Tetsuji forsøger at kaste sig ud for et tog, da han er overbevist om, at han skal dø om tre dage, står der er en reklame for Nissan Seimei (Nissans forsikringsselskab) om at have smil og lys i sit hjem. Her tegner Imamura virkelig kontrasterne mellem ny vækst og store middelklasse overfor fattigdommen og skyggesiderne af det japanske samfund.
”Buta to Gunkan” handler også om Japans politiske forhold til USA, hvor Yokosuka repræsenterer Japan, og militærbasen repræsenterer USA. På et tidspunkt læser Harukos lillebror op af en lektietekst kaldet ”Japan og Verden”, hvor der står, at Japan er blevet et moderne, uafhængigt land. Til disse ord viser Imamura med stor ironi billeder af indespærrede svin på vej til at blive solgt. Svinene er selvfølgelig en allegori for beboerne i Yokosuka. De opportunistiske og selvcentrerede mennesker både på toppen og bunden af samfundet. Selvfølgelig er ikke alle selvcentrerede. Et godt eksempel er Kintas far, som hvis livsstil Kinta afskyer så meget. Enkelte har nogle tanker om et bedre samfund, men ingen lytter på dem.
Det er et mørkt billede af Japan, som Imamura her tegner. Godt nok er filmen fyldt med humor, men den er kulsort. Og alligevele er der noget håb i form af den viljestærke Haruko. Håbet er måske ikke så lyst som i slutningen Kurosawas ”Yoidore Tenshi”. I Imamuras film kommer håbet i form af trodsighed. Men dybt nede i den sorte humor og samfundskritikken findes skam. Og det er det, der gør Imamuras film så skarpe såvel som smukke.
I ”Akai Satsui” sætter Imamura sin kameralinse på en enfoldig hjemmegående husmor, der undertrykkes både socialt af sin mand såvel som af et ufrivilligt begær til en voldtægtsmand. Sadako (Harukawa Masumi) er lidt overvægtig og ikke alt for køn. Hendes mand (Nishimura Ko) og hendes svigermor (Akagi Ranko) kommanderer rundt med hende og skælder hende ud, som var hun deres ejendom snarere end et selvstændigt menneske. Faktisk er Sadako ikke officielt gift med sin mand, og manden har ikke registreret hende som deres søns mor. Sadako kom nemlig til familien som en tjenestepige, da hendes mor døde, og lige siden har hun fulgt ordrer og tjent dem, som var hun deres slave. I nabolaget går der rygter blandt de gamle damer om, at Sadakos bedstemor var hjemsøger denne familie, og dermed er der en stille accept af at Sadako ikke behandles som andre mennesker. Imamura bruger fra tid til anden disse gamle damers skumle og ubehagelige hvisken og tisken på soundtracket, som om at de repræsenterede Sadakos skam overfor samfundet.
Den forpinte Sadako voldtages tilmed også af en indbrudstyv (Tsuyuguchi Shigeru), der beslutter sig for at tage hende i stedet for pengene, vender det op og ned på hendes liv. Først vil hun tage livet af sig selv ved at kaste sig ud foran et tog, men hun kan ikke få sig selv til det. Hun har trods alt en søn at passe. Det viser sig, at manden, der voldtog hende, er en forstyrret mand, der har fået et voldsomt begær efter hende, og han voldtager hende igen. Så Sadako underkues både som en kvinde, hvis sociale funktion er at tjene i huset, og hun underkues som en seksuel skabning, som denne mand misbruger. Hun har ikke i samme grad den anden rolle i sit forhold til sin mand. Manden forlyster sig nemlig med en pige på sit arbejde, der er sygeligt jaloux på den stakkels Sadako.
Men i løbet af filmen og igennem kontakten til denne mand med det syge begær, ændrer Sadako sig gradvist. Hun er igennem sit liv blevet så underkuet, at hun ikke som Haruko i ”Buta to Gunkan” kan finde en styrke til at gå sin helt egen vej. Men i løbet af filmen vokser hun indenfor sine egne rammer. Imamura gør fra tid til anden lidt grin med hende på en lidt sød og kærlig måde. For eksempel da hun hikker efter at træffe beslutningen om at forsøge selvmord. Eller da hun på en skønhedssalon med en ansigtsmaske ganske set inde i filmen gransker sin egen situation med sætningen: ”hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i”. Måske skulle hun have overvejet det et godt stykke tid før. Nogle gange havde jeg svært ved at sætte mig ind i hendes person. Eller rettere, jeg kom i tvivl, om der fandtes mennesker så enfoldige som hende. Men der er trods alt tale om et menneske, der er blevet underkuet hele livet, og som først for alvor mærker et andet menneskes begær ved en voldtægt.
Imamuras store styrke er netop i skildringen af disse tilsidesatte og underkuede skæbner. Imamura tør vise os mennesket, som det er med alle de grimme og ubehagelige sider. Og han gør det med lige dele ironi og sympati.
Livet er en herlig og forfærdelig overlevelseskamp for føde og reproduktion i Fukazawa Shichiros roman om livet i en bjerglandsby i sltuningen af 1800-tallet, hvor der er så få afgrøder, at alle over 70 efterlades til deres død på toppen af et bjerg, så der er færre unødvendige munde at mætte. Imamura Shoheis filmatisering af Fukazawa Shichiros roman vandt i sin tid Cannes Gyldne Palmer over Tarkovsky og Bresson-film, og det er på trods af, at endnu en kritikerrost og prisbelønnet filmatisering af samme roman med den samme historie blev lavet af Kinoshita Keisuke i 1958.
Men selv om de to film deler det præcis samme plot endda helt ned til nogle specifikke plotdetaljer, så kan Imamuras film næppe kaldes et remake. Der er snarere tale om en revisualisering eller en ny fortolkning af historien. Hvor Kinoshitas film handlede om at give slip på sine forældre og erkende dødens eksistens, så lægger Imamura i højere grad tryk på overlevelse og livets hårde kendsgerninger, og hvordan kultur ikke er adskildt fra natur, men i stedet betinget af naturen. Hvor Kinoshitas film var stiliseret og følelsesladet med kabuki-elementer så som nagauta og malede baggrundskulisser, så er Imamuras film mere barsk og realistisk med on location shots og et mere råt udtryk.
Begge film skildrer livet i en familie, hvor den gamle mor, Orin, (Sakamoto Sumiko) på 69 år må samle de løse ender i det sidste år af sit liv, så hun kan få sig en værdig død på toppen af bjerget. Hun skal for eksempel sørge for, at sin ældste søn Tatsuhei (Ogata Ken), der har mistet sin kone, finder sig en ny kone, som kan passe hus og hjem. Og da det bemærkes, at hun har sunde og stærke tænder, hvilket er et symbol på, at hun kan spise meget, slår hun dem ud ved at banke dem imod en sten. Orin er et eksempel på en ældre, der har affundet sig med situationen i landsbyen. Der findes også andre, der ikke affinder sig så elegant og værdigt med deres situation, som derfor må tvinges til bjerget og dø en skamfuld død. Og så er der en familie, der stjæler for at overleve. Dette straffer landsbyen ved at begrave dem levende.
Men Imamura fordømmer ikke landsbylivet. Han viser os alle livets brutale og barske sider som en selvfølge. Et naturligt onde. Det er en naturlig kendsgerning, at det nye må komme frem for det gamle, for at livet kan gå videre både i samfunds/menneskeliv og i dyre/planteliv. Imamura viser gang på gang ligheden mellem dyreliv og menneskeliv. Et ung par hopper på hinanden i et skovbryn, og vi ser få meter derfra slanger vride sig ind i hinanden i korpulation. Landsbytossen bliver så ivrig efter at få en kvinde, at han kaster sig over en hund. Og det hele vises i en humoristisk og afslappet tone i modsætning til Kinoshitas mere dramatiserede og følelsesladede version. For eksempel siger Orin i Imamuras film efter at have slået tænderne ud på sig selv: ”æv, kun to” i en tone, der udtrykker en total accept af livets kendsgerninger. Både de kulturelle såvel som de naturlige.
Imamura har altid været en af de mest antropologiske filminstruktører i filmhistorien, og dette er en af de stærkeste skildringer af overlevelsesmekanismerne i et landsbysamfund. Om menneskelighed og værdighed i en barsk verden. Kinoshitas film var god, men Imamuras film er fremragende. Ikke bare som en filmatisering af en god roman om nogle af livets store sandheder. Imamuras ”Narayama Bushiko” er fremragende i kraft af at disse store sandheder smelter sammen i stil og tone, skuespil og kameraføring, form og indhold.
#91 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
Efter en lang dag på arbejde smuttede jeg forbi Bruce for lidt snak og det blev endnu en gang også til en omgang god film og denne gang kastede vi os over Johnnie Tos – Election.
De to dystende kandidater er den tilsyneladende fornuftige Lok og hans noget psykotiske modspiller Big D, der allerede fra start sætter ind med bestikkelse af klanens ældre medlemmer. Det bliver dog Lok, der løber med sejren, ikke mindst takket være indflydelsesrige venner højt i hierarkiet. Dette fører naturligvis ikke noget godt med sig. Den skinsyge Big D iværksætter en faretruende hetz på dem, der stemte imod ham, og inden længe er den højtidelige taktstok, der skal videregives til den nye Godfather, forsvundet. Big D går så vidt, at han truer med at starte sin egen triade, og en intens kamp om kontrol og maskulin ære sættes i sving.
Dette er den første film i en trilogi og jeg var meget spændt på at se om den kunne hamle op med fx Infernal Affairs trilogien, for jeg havde hørt den skulle være mere intens og mindre action fyldt.
Billedsiden er meget flot. Farverne er spændende valgt, kamera turene er stille og rolige og uden hastig klipning som vi ellers er vant til fra Tos film og andre HK film. Dette gør at man nærmest bliver tilskuer til handlingerne på første parket og er tilstede, men kan bare ikke handle på det som sker.
Action er i form af vold, som kommer så pludselig og overrumplende og realistisk at man virkelig tror på det som sker for øjnene af en. Her er ingen CGI sprøjtende skudhuller, og diverse glimtende våben, som udviser teknisk overlegenhed. Næ her er brutal nedhugning, stening, kvælning, som får Scorseses film til at ligne børnefilm. En særlig scene bl.a. hvor en lille dreng bliver tilskuer ligesom os til en række drab, der pludselig vender en hyggelig fisketur til et sandt mareridt.
Her er ingen helte eller skurke, men iskolde mennesker som vil gøre alt og fjerne alle der står i vejen for deres karriere i klanen.
Musikken er også fantastisk, for man bemærker knap nok at den er der og endnu engang brydes der med de typiske HK traditioner, så forvent dig et soundtrack i stil med Oldboy, som virkelig passer til filmens tempo og stil, så det hele går op i en højere enhed.
Jeg kan varmt anbefale denne film og glæder mig allerede til i aften, hvor jeg skal se ”Election 2”, så jeg kan næsten ikke vente til at få fri fra arbejde.
Film: 8/10
Billede: 8/10
Lyd: 8/10
Replay Value: 8/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#92 jessup 17 år siden
De fleste har vel læst Sherfigs mesterværk i folkeskolen eller på gymnasiet og måske endda set filmen efterfølgende. Den udkom først for nyligt på dvd.
Filmen som bogen er spækket med sarkastiske og ironiske betragtninger af borgerlighedens konformitet.
Castingen af Ove Sprogøe synes selvfølgeligt og han spiller da også fremragende og får det meste ud af en karakter med meget få replikker. Carl Stegger er nærmest en oneliner maskine der med sin face tilgang giver filmen en lethed.
Det er ikke mange danske film der formår at levere en så veludført spidning af borgerligeheden uden undskyldende humor - med lidt velvilje og uden Stegger ville Den Forvundne Fulmægtig sagtens kunne rangere blandt Chabrols bedste.
En perle man ikke må snyde sig selv for eller bør genopleve.
5/6
#93 jessup 17 år siden
#94 filmz-Angel Eyes 17 år siden
#95 jessup 17 år siden
Så lader jeg vist mine sproglige skruptusser liggende.
#96 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#97 filmz-Narniabæver 17 år siden
Krysta og hendes venner skal frelse skoven igen med deres magi, da to krybskytter og deres hunde ankommer.
7/10
Lotto (2006)
En mand (Søren Pilmark) og hans kone vinder en million, men de er selvfølgelig svær at håndtere i denne komedie som jeg burde have set i biografen.
8/10
The Omen (2006)
En mystisk dreng skulle være søn af underverden, og der sker uhyggelige ting rundt omkring ham.
Final Destination 3 og An American Haunting er bedre.
6/10
The Royal Tenenbaum (2001)
I New York City bor den skøre familie Tenenbaum, og der er problemer nok i familien der kulmierer på en bryllupsdag.
Rodet men underholdene New Yorker komedie
8/10
#98 filmz-Bruce 17 år siden
#99 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#100 mr gaijin 17 år siden
Hogs and Warships (Buta to Gunkan 1961)
Imamura Shohei er en af de helt store japanske instruktører, der har vundet stor international anerkendelse samt et utal af priser inklusiv guldpalmerne to gange. Samtidig er han en instruktør, der laver film, som jeg personligt holder meget af. I Imamuras film er der nemlig masser af kærlighed til de mindre velansete sider af menneskelig adfærd og samtidig en skarp kritik og sort satire over Japans samfundsudvikling siden krigen.
I en af hans tidlige nuberu bagu (den japanske nouvelle vague, ny bølge) film, ”Buta to Gunkan”, skildrer han livet i samtidens Yokosuka med sort satirisk samfundskritik og lige dele filmisk råstyrke og elegance. Kinta (Nagato Hiroyuki) er en chimpira, der passer svin for den lokale yakuzaboss. De køber affald fra basen til at fodre svinene med, og de sælger det eftertragtede kød dyrt på det sorte marked. Kinta drømmer om at blive en stor kanon. Han vil under ingen omstændigheder ende som sin far, der sled sig selv op for et firma, der smed ham væk, da de ikke længere havde brug for ham. Hans kæreste, Haruko (Yoshimura Jitsuko), forsøger at overtale ham til at holde op med det yakuza-pjat og flytte sammen med hende i stedet. Ikke alene kan hun ikke få Kinta til at stoppe sine tåbelige forsøg på at blive en stor yakuza-mand (han siger stolt, at han har ansvaret for grisene, hvilket reelt set betyder, at han luger ud og giver dem fodder), kvinderne i Harukos familie presser hende alle sammen for at blive en elskerinde til en rig amerikansk officer, så de kan få fat i nogle gysser.
Haruko er filmens egentlige hovedperson, da hendes kamp for et anstændigt liv er den del af historien, som Imamura skildrer mest seriøst. Kinta er som en lille knægt, der surmuler, hvis han ikke får sin vilje. De fleste andre i byen er enten opportunistiske og grådige, eller også holder de fast i nogle absurde idealer. Et eksempel på den sidste type er Kintas chef, den hårde underboss, Tetsuji (Tamba Tetsuro), der er overbevist om, at han er dødssyg. Han virker lidt som en parodi på Mifunes gangster i Kurosawas ”Yoidore Tenshi” ("Drunken Angel"), der også var en hårdkogt og selvdestruktiv gangster på randen af døden. Imamura bruger Tetsuji-karakteren ironisk, men som altid ligger, der en samfundskritik i denne ironi. Da Tetsuji forsøger at kaste sig ud for et tog, da han er overbevist om, at han skal dø om tre dage, står der er en reklame for Nissan Seimei (Nissans forsikringsselskab) om at have smil og lys i sit hjem. Her tegner Imamura virkelig kontrasterne mellem ny vækst og store middelklasse overfor fattigdommen og skyggesiderne af det japanske samfund.
”Buta to Gunkan” handler også om Japans politiske forhold til USA, hvor Yokosuka repræsenterer Japan, og militærbasen repræsenterer USA. På et tidspunkt læser Harukos lillebror op af en lektietekst kaldet ”Japan og Verden”, hvor der står, at Japan er blevet et moderne, uafhængigt land. Til disse ord viser Imamura med stor ironi billeder af indespærrede svin på vej til at blive solgt. Svinene er selvfølgelig en allegori for beboerne i Yokosuka. De opportunistiske og selvcentrerede mennesker både på toppen og bunden af samfundet. Selvfølgelig er ikke alle selvcentrerede. Et godt eksempel er Kintas far, som hvis livsstil Kinta afskyer så meget. Enkelte har nogle tanker om et bedre samfund, men ingen lytter på dem.
Det er et mørkt billede af Japan, som Imamura her tegner. Godt nok er filmen fyldt med humor, men den er kulsort. Og alligevele er der noget håb i form af den viljestærke Haruko. Håbet er måske ikke så lyst som i slutningen Kurosawas ”Yoidore Tenshi”. I Imamuras film kommer håbet i form af trodsighed. Men dybt nede i den sorte humor og samfundskritikken findes skam. Og det er det, der gør Imamuras film så skarpe såvel som smukke.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,6/10
Murderous Instincts (Akai Satsui 1964)
I ”Akai Satsui” sætter Imamura sin kameralinse på en enfoldig hjemmegående husmor, der undertrykkes både socialt af sin mand såvel som af et ufrivilligt begær til en voldtægtsmand. Sadako (Harukawa Masumi) er lidt overvægtig og ikke alt for køn. Hendes mand (Nishimura Ko) og hendes svigermor (Akagi Ranko) kommanderer rundt med hende og skælder hende ud, som var hun deres ejendom snarere end et selvstændigt menneske. Faktisk er Sadako ikke officielt gift med sin mand, og manden har ikke registreret hende som deres søns mor. Sadako kom nemlig til familien som en tjenestepige, da hendes mor døde, og lige siden har hun fulgt ordrer og tjent dem, som var hun deres slave. I nabolaget går der rygter blandt de gamle damer om, at Sadakos bedstemor var hjemsøger denne familie, og dermed er der en stille accept af at Sadako ikke behandles som andre mennesker. Imamura bruger fra tid til anden disse gamle damers skumle og ubehagelige hvisken og tisken på soundtracket, som om at de repræsenterede Sadakos skam overfor samfundet.
Den forpinte Sadako voldtages tilmed også af en indbrudstyv (Tsuyuguchi Shigeru), der beslutter sig for at tage hende i stedet for pengene, vender det op og ned på hendes liv. Først vil hun tage livet af sig selv ved at kaste sig ud foran et tog, men hun kan ikke få sig selv til det. Hun har trods alt en søn at passe. Det viser sig, at manden, der voldtog hende, er en forstyrret mand, der har fået et voldsomt begær efter hende, og han voldtager hende igen. Så Sadako underkues både som en kvinde, hvis sociale funktion er at tjene i huset, og hun underkues som en seksuel skabning, som denne mand misbruger. Hun har ikke i samme grad den anden rolle i sit forhold til sin mand. Manden forlyster sig nemlig med en pige på sit arbejde, der er sygeligt jaloux på den stakkels Sadako.
Men i løbet af filmen og igennem kontakten til denne mand med det syge begær, ændrer Sadako sig gradvist. Hun er igennem sit liv blevet så underkuet, at hun ikke som Haruko i ”Buta to Gunkan” kan finde en styrke til at gå sin helt egen vej. Men i løbet af filmen vokser hun indenfor sine egne rammer. Imamura gør fra tid til anden lidt grin med hende på en lidt sød og kærlig måde. For eksempel da hun hikker efter at træffe beslutningen om at forsøge selvmord. Eller da hun på en skønhedssalon med en ansigtsmaske ganske set inde i filmen gransker sin egen situation med sætningen: ”hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i”. Måske skulle hun have overvejet det et godt stykke tid før. Nogle gange havde jeg svært ved at sætte mig ind i hendes person. Eller rettere, jeg kom i tvivl, om der fandtes mennesker så enfoldige som hende. Men der er trods alt tale om et menneske, der er blevet underkuet hele livet, og som først for alvor mærker et andet menneskes begær ved en voldtægt.
Imamuras store styrke er netop i skildringen af disse tilsidesatte og underkuede skæbner. Imamura tør vise os mennesket, som det er med alle de grimme og ubehagelige sider. Og han gør det med lige dele ironi og sympati.
Min vurdering 7/10
IMDB 7,7/10
Ballad of Narayama (Narayama Bushiko 1983)
Livet er en herlig og forfærdelig overlevelseskamp for føde og reproduktion i Fukazawa Shichiros roman om livet i en bjerglandsby i sltuningen af 1800-tallet, hvor der er så få afgrøder, at alle over 70 efterlades til deres død på toppen af et bjerg, så der er færre unødvendige munde at mætte. Imamura Shoheis filmatisering af Fukazawa Shichiros roman vandt i sin tid Cannes Gyldne Palmer over Tarkovsky og Bresson-film, og det er på trods af, at endnu en kritikerrost og prisbelønnet filmatisering af samme roman med den samme historie blev lavet af Kinoshita Keisuke i 1958.
Men selv om de to film deler det præcis samme plot endda helt ned til nogle specifikke plotdetaljer, så kan Imamuras film næppe kaldes et remake. Der er snarere tale om en revisualisering eller en ny fortolkning af historien. Hvor Kinoshitas film handlede om at give slip på sine forældre og erkende dødens eksistens, så lægger Imamura i højere grad tryk på overlevelse og livets hårde kendsgerninger, og hvordan kultur ikke er adskildt fra natur, men i stedet betinget af naturen. Hvor Kinoshitas film var stiliseret og følelsesladet med kabuki-elementer så som nagauta og malede baggrundskulisser, så er Imamuras film mere barsk og realistisk med on location shots og et mere råt udtryk.
Begge film skildrer livet i en familie, hvor den gamle mor, Orin, (Sakamoto Sumiko) på 69 år må samle de løse ender i det sidste år af sit liv, så hun kan få sig en værdig død på toppen af bjerget. Hun skal for eksempel sørge for, at sin ældste søn Tatsuhei (Ogata Ken), der har mistet sin kone, finder sig en ny kone, som kan passe hus og hjem. Og da det bemærkes, at hun har sunde og stærke tænder, hvilket er et symbol på, at hun kan spise meget, slår hun dem ud ved at banke dem imod en sten. Orin er et eksempel på en ældre, der har affundet sig med situationen i landsbyen. Der findes også andre, der ikke affinder sig så elegant og værdigt med deres situation, som derfor må tvinges til bjerget og dø en skamfuld død. Og så er der en familie, der stjæler for at overleve. Dette straffer landsbyen ved at begrave dem levende.
Men Imamura fordømmer ikke landsbylivet. Han viser os alle livets brutale og barske sider som en selvfølge. Et naturligt onde. Det er en naturlig kendsgerning, at det nye må komme frem for det gamle, for at livet kan gå videre både i samfunds/menneskeliv og i dyre/planteliv. Imamura viser gang på gang ligheden mellem dyreliv og menneskeliv. Et ung par hopper på hinanden i et skovbryn, og vi ser få meter derfra slanger vride sig ind i hinanden i korpulation. Landsbytossen bliver så ivrig efter at få en kvinde, at han kaster sig over en hund. Og det hele vises i en humoristisk og afslappet tone i modsætning til Kinoshitas mere dramatiserede og følelsesladede version. For eksempel siger Orin i Imamuras film efter at have slået tænderne ud på sig selv: ”æv, kun to” i en tone, der udtrykker en total accept af livets kendsgerninger. Både de kulturelle såvel som de naturlige.
Imamura har altid været en af de mest antropologiske filminstruktører i filmhistorien, og dette er en af de stærkeste skildringer af overlevelsesmekanismerne i et landsbysamfund. Om menneskelighed og værdighed i en barsk verden. Kinoshitas film var god, men Imamuras film er fremragende. Ikke bare som en filmatisering af en god roman om nogle af livets store sandheder. Imamuras ”Narayama Bushiko” er fremragende i kraft af at disse store sandheder smelter sammen i stil og tone, skuespil og kameraføring, form og indhold.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,3/10