Jean Renoirs ”La Regle du Jeu" er så stor en klassiker indenfor filmstudier og på filmskoler, at jeg havde svært ved at forholde mig til den. Sådan er det generelt med film, der bliver udråbt som geniale og perfekte. Forventningerne bliver umulige for filmen at leve op til.
”La Regle du Jeu” levede dog på flere fronter op til mine forventninger. Jeg blev imponeret over det flotte tekniske filmhåndværk, der var af utroligt højt niveau efter tidens standard. Samtidig er det en ovenud underholdende og gennemført farce tilføjet en stærk kritik af samtidens forhold. Det er i særdeleshed overklassens forfængelighed, selvoptagethed og selvbedrag i tiden op til krigen, som Renoir her gør til grin.
Historien er ganske enkel og dybt kompliceret på samme tid. En flok rige mennesker holder jagtfest i et fornemt chateau, hvor alle er utro på kryds og tværs med hinanden. Alle spiller et løgnagtigt spil om kærlighed. Undtagelsen er piloten Jurieux (Roland Toutain,) er lige blevet nationalhelt ved at krydse atlanten og nationalhelten, men han tænker kun på sin udkårne Christine (Nora Gregor), der ikke er kommet ham i møde. Christine er gift med den stenrige jøde Robert (Marcel Dalio). Han har selvfølgelig selv en affære med den kønne Genevieve (Mila Parely). Christine finder senere ud af dette forhold, men hun accepterer det som en del af spillet. Vi følger også disse rige menneskers tjenestefolk, der har mindst lige så meget bøvl med 'kærlighedsspillet', som dem de tjener.
Alle er en del af et dekadent livsstil med masser af absurditeter. For eksempel tager de livet af en hel flok kaniner og fugle, hvorefter de ser på et sødt lille egern. Robert er interessant nok mere interesseret i mekaniske fugle end de levende. Han er også den, der er dybest inde i spillet, og som stille accepterer det.
En anden scene, hvor Renoir smukt skildrer det dekadente og overfladiske i disse menneskers liv, er ved festen efter jagten. Der sker 100 ting på en gang både i baggrund og i forgrund (filmen er berømt for at have et tidligt deep focus). En mand skyder efter en skørtejæger, der har pillet ved hans hustru. Christine er ombejlet af alle mulige mænd. Et absurd og dybt kunstigt teater udspiller sig på en scene, mens et lige så absurd teater udspiller sig blandt publikum.
Renoir viser os alt dette kaos i nogle velkomponerede billeder. Der er både taget højde for koreografi og kamerabevægelser. Altman er tydeligvis inspireret af filmen, og ikke blot i ”Gosford Park” der foregik i et lignende miljø. Altman er nemlig inspireret af hele ideen med at følge flere sammenvævede plotlinjer, der alle giver mening i forhold til hinanden som et portræt af et miljø. Et indbildsk, selvoptaget og løgnagtigt miljø.
Filmen er skideskæg og dybt kritisk. Renoir formår virkelig at gøre filmkunst ud af denne skrøbelige balancegang. Umiddelbart da jeg så den, blev jeg ikke voldsomt imponeret. Men ved nærmere eftertanke kan jeg se flere lag i den. Og derudover, så får jeg også lyst til at gense den inden længe. Se det er et tegn på en virkelig god film.
Jeg havde lånt Criterion-udgaven af en ven. Billedet er utroligt smukt for en film fra 1939. Endda utroligt smukt efter nutidige standarder. Jeg fik dog ikke set features, men der er masser af eftersigende lækkert materiale om Renoir. Jeg skal helt sikkert have min egen udgave, når jeg har fået set mere af det, jeg selv har liggende. Rart at eksamenerne er overstået :)
Min datter faldt over denne igår og da jeg ikke troede hun ville kunne lide den og den måske kunne forekomme lidt uhyggelig for hende, forsøgte jeg at tale hende fra det. Hun er dog en ret påståelig pige og da jeg selv husker, hvordan man kravlede ind i stuen og gemte sig bag en sofa som 7 årig for at se Frankenstein og nød spændingen, hvorfor skulle det hele så være så surt og regelret for en 7 årig i dag?
Så på røg den. Og hvilken fantastisk oplevelse. Jeg har set 100 mio. forestillingen på det Ny Teater, hvilket var utroligt og jeg må sige Joel Schumacher med held har fanget og gengivet historien respektfuldt, så det ligner en teaterforestilling med vide rammer.
Men lad mig komme til vurderingen af HD kvaliteten. For på min projektor er det nærmest et under. Brugen af farver er så overvældende, at min datter flere gange udbrød "årrrrrh faaar, hvor er det fantastisk flot"! Og ja, jeg har aldrig været så visuelt overvældet. Billedmæssigt er dette nu min, i særklasse, referencedisk nummer 1. Lydmæssigt er den optaget særdeles lavt. Jeg måtte skrue 10-12db mere op for at få det ønskede niveau, men så var lyden tilgengæld upåklagelig. Jeg er ovenud lykkelig for min sub, som overhovedet ikke resonerer med omgivelserne, men giver en hård og kontant bass, når dette er nødvendigt. Sangene og musikken er en nydelse!
Alt i alt en langt bedre oplevelse end jeg havde regnet med!
Film: 8/10 Video: 10/10 Audio: 9/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#26 Ja, jeg blev også positivt overrasket, da jeg så den på en date. Schumacher er trods Batman & Robin måske ikke en af verdens værste instruktører alligevel. Hvem ved, det kan være at selv Jennifer Lynch fortjener en chance med sin nye film. Uwe Boll kommer dog nok aldrig ud af sin rædsomhedssump, som han synker dybere og dybere i for hver film.
#26+28 Godt at høre fra andre, der synes det er en ret god film. For et stykke tid siden havde jeg en veninde på besøg, som også er filminteresseret. Hun gik omhyggelig min dvd samling igennem og sagde anerkendende ord om mine diverse Jarmusch, Fellini og Kurosawa udgivelser. Til sidst nåede hun til min "Phantom of the Opera" dvd, trak den ud med et stort grin og udbrød: "Så har du alligevel lidt dårlig smag!". :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#29 Jeg synes det er en ekstravagant opsætning, både på teater og film. Jeg blev blæst væk af, hvad der er muligt på en lille scene som det ny teater. Alt hvad der er i filmen, var praktisk taget også med i teaterforestillingen i utrolige kulisser. Lloyd Webers musik, har måske ikke de gamle musicaltraveres langtidsholdbarhed, men det er ørehængende nok til at fungere. Hvis musicalen var en kritiker succes på teateret, så er der ingen grund til, at filmen ikke også skulle blive det. Weber har været inde over produktionen hele vejen og er en tro gengivelse mod teaterversionen, Schumacher eller ej :)
Man skal absolut holde af musicals/opretter, for at få fuld bonus af en film som denne. Men så synes jeg også den leverer varen .... uden at være dårlig smag :) Joel Schumacher bliver nok aldrig tolereret i samme sætning som instruktører a la Jarmusch, Fellini og Kurosawa. Men de har så vidt jeg ved, heller ikke lavet nogle musicals, der er værd at nævne ;)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#21 mr gaijin 18 år siden
Jean Renoirs ”La Regle du Jeu" er så stor en klassiker indenfor filmstudier og på filmskoler, at jeg havde svært ved at forholde mig til den. Sådan er det generelt med film, der bliver udråbt som geniale og perfekte. Forventningerne bliver umulige for filmen at leve op til.
”La Regle du Jeu” levede dog på flere fronter op til mine forventninger. Jeg blev imponeret over det flotte tekniske filmhåndværk, der var af utroligt højt niveau efter tidens standard. Samtidig er det en ovenud underholdende og gennemført farce tilføjet en stærk kritik af samtidens forhold. Det er i særdeleshed overklassens forfængelighed, selvoptagethed og selvbedrag i tiden op til krigen, som Renoir her gør til grin.
Historien er ganske enkel og dybt kompliceret på samme tid. En flok rige mennesker holder jagtfest i et fornemt chateau, hvor alle er utro på kryds og tværs med hinanden. Alle spiller et løgnagtigt spil om kærlighed. Undtagelsen er piloten Jurieux (Roland Toutain,) er lige blevet nationalhelt ved at krydse atlanten og nationalhelten, men han tænker kun på sin udkårne Christine (Nora Gregor), der ikke er kommet ham i møde. Christine er gift med den stenrige jøde Robert (Marcel Dalio). Han har selvfølgelig selv en affære med den kønne Genevieve (Mila Parely). Christine finder senere ud af dette forhold, men hun accepterer det som en del af spillet. Vi følger også disse rige menneskers tjenestefolk, der har mindst lige så meget bøvl med 'kærlighedsspillet', som dem de tjener.
Alle er en del af et dekadent livsstil med masser af absurditeter. For eksempel tager de livet af en hel flok kaniner og fugle, hvorefter de ser på et sødt lille egern. Robert er interessant nok mere interesseret i mekaniske fugle end de levende. Han er også den, der er dybest inde i spillet, og som stille accepterer det.
En anden scene, hvor Renoir smukt skildrer det dekadente og overfladiske i disse menneskers liv, er ved festen efter jagten. Der sker 100 ting på en gang både i baggrund og i forgrund (filmen er berømt for at have et tidligt deep focus). En mand skyder efter en skørtejæger, der har pillet ved hans hustru. Christine er ombejlet af alle mulige mænd. Et absurd og dybt kunstigt teater udspiller sig på en scene, mens et lige så absurd teater udspiller sig blandt publikum.
Renoir viser os alt dette kaos i nogle velkomponerede billeder. Der er både taget højde for koreografi og kamerabevægelser. Altman er tydeligvis inspireret af filmen, og ikke blot i ”Gosford Park” der foregik i et lignende miljø. Altman er nemlig inspireret af hele ideen med at følge flere sammenvævede plotlinjer, der alle giver mening i forhold til hinanden som et portræt af et miljø. Et indbildsk, selvoptaget og løgnagtigt miljø.
Filmen er skideskæg og dybt kritisk. Renoir formår virkelig at gøre filmkunst ud af denne skrøbelige balancegang. Umiddelbart da jeg så den, blev jeg ikke voldsomt imponeret. Men ved nærmere eftertanke kan jeg se flere lag i den. Og derudover, så får jeg også lyst til at gense den inden længe. Se det er et tegn på en virkelig god film.
Min vurdering 9/10
IMDB Rating 8/10
Jeg havde lånt Criterion-udgaven af en ven. Billedet er utroligt smukt for en film fra 1939. Endda utroligt smukt efter nutidige standarder. Jeg fik dog ikke set features, men der er masser af eftersigende lækkert materiale om Renoir. Jeg skal helt sikkert have min egen udgave, når jeg har fået set mere af det, jeg selv har liggende. Rart at eksamenerne er overstået :)
#22 Benway 18 år siden
#23 filmz-Narniabæver 18 år siden
Spansk thriller om en mor der ser ud til at have mistet sin datter, men sandheden kommer frem, da der er nogen uhyggelige kidnappere på spil.
Forvirrende men også spændene thriller.
8/10
#24 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
Måske skulle den få en plads i reolen, selvom jeg egentlig ikke ville købe flere dvd'er nu ;)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#25 mr gaijin 18 år siden
#26 filmz-Bruce 18 år siden
Min datter faldt over denne igår og da jeg ikke troede hun ville kunne lide den og den måske kunne forekomme lidt uhyggelig for hende, forsøgte jeg at tale hende fra det. Hun er dog en ret påståelig pige og da jeg selv husker, hvordan man kravlede ind i stuen og gemte sig bag en sofa som 7 årig for at se Frankenstein og nød spændingen, hvorfor skulle det hele så være så surt og regelret for en 7 årig i dag?
Så på røg den. Og hvilken fantastisk oplevelse. Jeg har set 100 mio. forestillingen på det Ny Teater, hvilket var utroligt og jeg må sige Joel Schumacher med held har fanget og gengivet historien respektfuldt, så det ligner en teaterforestilling med vide rammer.
Men lad mig komme til vurderingen af HD kvaliteten. For på min projektor er det nærmest et under. Brugen af farver er så overvældende, at min datter flere gange udbrød "årrrrrh faaar, hvor er det fantastisk flot"! Og ja, jeg har aldrig været så visuelt overvældet. Billedmæssigt er dette nu min, i særklasse, referencedisk nummer 1. Lydmæssigt er den optaget særdeles lavt. Jeg måtte skrue 10-12db mere op for at få det ønskede niveau, men så var lyden tilgengæld upåklagelig. Jeg er ovenud lykkelig for min sub, som overhovedet ikke resonerer med omgivelserne, men giver en hård og kontant bass, når dette er nødvendigt. Sangene og musikken er en nydelse!
Alt i alt en langt bedre oplevelse end jeg havde regnet med!
Film: 8/10
Video: 10/10
Audio: 9/10
#27 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#28 mr gaijin 18 år siden
#29 Benway 18 år siden
#30 filmz-Bruce 18 år siden
Man skal absolut holde af musicals/opretter, for at få fuld bonus af en film som denne. Men så synes jeg også den leverer varen .... uden at være dårlig smag :) Joel Schumacher bliver nok aldrig tolereret i samme sætning som instruktører a la Jarmusch, Fellini og Kurosawa. Men de har så vidt jeg ved, heller ikke lavet nogle musicals, der er værd at nævne ;)